Kendelse af 01-09-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-10-2015

Sagen er indbragt for domstolene. Der er afsagt dom i sagen af Retten i Svendborg den 27. marts 2017. Domme i skattesager offentliggøres løbende på SKATs hjemmeside. Bemærk, at der kan gå op til nogle måneder, før en dom offentliggøres.

Faktiske oplysninger

Klageren har siden 1. januar 2004 haft bopæl på [ø1] sammen med sin ægtefælle og sin søn.

Ægtefællen fik 20. august 2010 et barselsvikariat i [by1] fra 1. oktober 2010 – 1. april 2011, der blev forlænget til 30. juni 2011.

Sønnen startede i august 2010 på [...] kostafdeling.

Med virkning fra 1. oktober 2010 ansættes klageren som direktør i selskabet [virksomhed1] ApS, der har adresse i [by1]. Selskabet blev stiftet af klagerens ægtefælle, den 20. september 2010.

Af ansættelseskontrakten, benævnt ”direktørkontrakt”, fremgår af § 1, at stillingen er tidsbegrænset til 1 år, medmindre selskabet eller direktøren måtte træffe beslutning om en kortere periode. Direktørens gage andrager i henhold til kontraktens § 5 84.000 kr. årligt, der udredes med ¼ kvartalsvis bagud fra den 1. oktober 2010.

Således modtog klageren for sidste kvartal i 2010 21.000 kr. i løn fra selskabet. Beløbet blev ikke indberettet til SKAT, ligesom der ikke er indeholdt A-skat eller arbejdsmarkedsbidrag heraf.

Kontraktens § 6 foreskriver, at kørsel med privat bil i selskabets tjeneste godtgøres af selskabet med den til enhver tid gældende statslige kilometertakst, der kan udbetales uden beskatning.

Af selskabets første regnskab, dækkende perioden 20. september 2010 – 21. december 2011, fremgår at bruttofortjenesten udgjorde 60.329 kr., mens resultatet før skat var et underskud på 9.661 kr. Lønninger er opgjort til 70.000 kr.

Regnskabet er ikke revideret eller underskrevet af en revisor.

Af beretningen til regnskabet fremgår, at selskabets vedtægtsmæssige formål er ejendomsrådgivning og investering, overfor såvel private som professionelle (ejendomsmægler og advokat) fra selskabets adresse i [by1]. Klageren har tidligere oplyst til SKAT, at rådgivningen ydes i forbindelse med køb, salg, besiddelse og finansiering af fast ejendom. Videre er oplyst følgende:

”Virksomhedens grundlag baseredes på en konkret samarbejdsaftale med et ejendomsmæglerfirma, samt i øvrigt på netværk, oparbejdet efter mange års virke inden for branchen. Traditionel annoncering har ikke været aktuel, og kun været benyttet i ubetydeligt omfang.”

Udover lønnen på 21.000 kr. fra [virksomhed1] ApS har klageren i 2010 modtaget SU på i alt 53.840 kr. (for perioden 1. januar – 31. oktober)

Ifølge www.datacvr.virk.dk er klageren fortsat pr. 7. april 2015 direktør for selskabet.

[Skatteankenævnet] afgørelse

Skatteankenævnet har stadfæstet SKATs afgørelse og nægtet fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A for indkomståret 2010.

Skatteankenævnet har som begrundelse anført:

”Skatteankenævnet beslutter, den påklagede afgørelse stadfæstes. Det på mødet med nævnet forklarede kan således ikke begrunde et ændret resultat, ligesom de fremlagte bilag ikke ændrer nævnets opfattelse.

Nævnet bemærker indledningsvist, at ifølge Ligningsloven (LL) § 9 A stk. 7 kan rejseudgifter fradrages ved indkomstopgørelsen enten med de standardsatser, der fremgir af § 9 A, stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter.

For så vidt angår ordet "rejseudgifter" henvises der i LL § 9 A, stk. 7 til § 9 A, stk. 1. Det fremgår af sidstnævnte bestemmelse, at der ved rejseudgifter forstås de udgifter til kost og logi, der påføres en lønmodtager, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, og dermed også for fradrag for rejseudgifter, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse. Det fremgår af Ligningsloven

§ 9 A, stk. 1.

Ifølge Ligningsloven § 9 A, stk. 5, fremgår endvidere, at et arbejdssted ved anvendelsen af standardsatsen til kost højst kan anses for midlertidigt de første 12 måneder.

Endvidere er det en betingelse, at der de facto er overnattet ude som følge af afstanden mellem bopæl og det midlertidige arbejdssted. Overnatningen skal således være begrundet i arbejdsmæssige

forhold.

Det fremgår af sagens oplysninger, at [person1] fra den 1. oktober 2010 har været beskæftiget

i sin ægtefælles selskab [virksomhed1] ApS, der har hjemsted i [by1].

Videre fremgår, at [person1] siden 2004 har haft bopæl på [ø1].

Nævnet finder på det foreliggende grundlag ikke, [person1] har dokumenteret endsige sandsynliggjort, at overnatninger i selskabets lejemål i [by1] har været foretaget af arbejdsmæssige

årsager, ligesom det fortsat ikke efter nævnets opfattelse er godtgjort, at der de facto er betalt husleje til selskabet.

Det fremlagte regnskab fra selskabet eller de fremlagte kontoudtog kan ikke begrunde et andet resultat. Nævnet hæfter sig således ved, at der ikke er fremlagt dokumentation for pengestrømme

mellem direktør og selskab, herunder at det skulle forholde sig som anført af [person1].

Med henvisning til Højesterets dom, gengivet i SKM 2002.487 og omtalt ovenfor, finder nævnet, der i nærværende sag er flere lighedspunkter med afgørelsen, blandt andet at [person1] som direktør må være ansvar for selskabets bogførings- og regnskabsforhold.

Endelig finder nævnet det ikke godtgjort, at den fornødne betingelse om midlertidighed i ansættelsen er opfyldt. Således har ansættelsesforholdet ikke reelt fra start været midlertidigt, uagtet ansættelseskontraktens bestemmelser herom. Henvisninger til andre afgørelser omkring prøvetid m.v. kan ikke begrunde et andet resultat.

Således står [person1] fortsat registreret som selskabets direktør jf. bl.a. www.[...].dk

Nævnet lægger ved sin afgørelse endvidere vægt på:

Den helt grundlæggende betingelse om, at overnatningen skal være begrundet i arbejdsmæssige forhold, er således ikke efter nævnets opfattelse opfyldt.

Afslutningsvis skal nævnet ikke undlade at bemærke, at det havde været ønskværdigt, såfremt den på mødet den 24. oktober 201 3 fremlagte dokumentation i form af navnlig bilag 17 -19 var blevet fremlagt tidligere i forløbet.

Ad det formelle:

Af Forvaltningslovens krav til begrundelse (FVL § 24) fremgår, at en begrundelse for en afgørelse

skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Det er nævnets klare opfattelse, at SKAT med den trufne afgørelse dels har begrundet i fornødent

omfang med henvisning til de relevante retsregler, dels har oplyst hvilke faktiske forhold, der er tillagt betydning ved afgørelsen.

Således finder nævnet ikke at kunne anfægte det formelle i afgørelsen.

De konkrete punkter, der påpeges i klagen, herunder punktet omkring afskrivninger, der var med i forslaget, er således uden konkret betydning for afgørelsen, ligesom det bemærkes, at punktet ikke er med i selve afgørelsen.

Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til det fremførte om, at SKAT har overset/overhørt

nogle konkrete besvarelser fra [person1]'s side.

Ingen af disse forhold findes at kunne begrunde afgørelsens ugyldighed.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om at være berettiget til fradrag for rejseudgifter efter ligningslovens § 9 A.

Klageren har anført:

”Indledningsvist skal jeg f. sv. a. begrundelsen henvise til det af mig allerede fremlagte dvs.: Redegørelserne i påklage af 07.07.12 samt i bilagene 2, 4 og 11. Dertil de øvrige af mig fremlagte bilag til understøttelse og dokumentation af min påstand.

Skatteankenævnets afgørelse påklages i sin helhed.”

Fra skrivelse af 07.07.2012

”(...)Ad. Det materielle:

Min anmodning om ligningsmæssigt fradrag i skatteåret 2010 for rejseudgifter kr. 42.250 fastholdes.

Jeg henviser til mine løbende redegørelser samt medfølgende dokumentation i bilagene 1 - 16.

Af SKATS afgørelse (B. 1.) udleder jeg umiddelbart, at man trods ovenstående stiller sig tvivlende om der har været aktivitet i selskabet. Isoleret set synes dette at være en ny præmis. Til yderligere dokumentation, fremlægges derfor Årsrapporten 2011 for [virksomhed1] ApS (b. 16.) i, hvilken forbindelse der for ordens skyld bemærkes, at der er tale om selskabets første regnskabsår som inkluderer 4. kvartal 2010 (hvilken sidstnævnte periode danner grundlag for nærværende tvist vedrørende rejsefradraget).

Årsrapporten supplerer således min hidtil fremlagte dokumentation i henseende til såvel arbejdssted såvel som omfanget af min aktivitet i selskabet. Mine rejseudgifter er således afholdt pga. arbejdet. Mine honorarer fra dette arbejde er i øvrigt de eneste indtægter jeg har oppebåret den pågældende periode.

SKAT har i afgørelsen (b. l.) anført (s. 1, næstsidste afsnit), at jeg ikke har oplyst, hvor jeg har

overnattet i [by1]. Dette er ikke korrekt, jf. b. 2, s. l, næstsidste afsnit, smh. m. b. 4 in fine. Der er betalt herfor kr. 4.000,00 pr. måned, hvilke er indtægtsført i selskabets regnskab og indgår således i årsrapportens bruttoresultat.

Ad. Det formelle:

Jeg gør gældende, at SKAT under visse dele af sagsbehandlingen handler imod god forvaltningsskik:

Jeg henviser til b. 2, side 3, 6 -8 og 4-Særligt skriftsvekslingen omkring (jf. bl.a. ovenfor) overnattelsesstedet sidder SKAT mine besvarelser overhørig. Dette gentager man endda i afgørelsen

(b. 1. s. 1, næstsidste afsnit), hvor man lægger til grund at jeg ikke har oplyst overnatningsstedet!!!

Videre anføres det i SKATS agterskrivelse af 11. april 2012 (b.3), s. 3, afsnit 4, at "Du har mulighed for at regulere afskrivninger"... Dette afsnit har selvsagt intet med den konkrete skattesag at gøre.

Endelig anføres i SKATS agterskrivelse (b. 3.), s. 2, 7. afsnit vedrørende det forhold, at mine arbejdsfunktioner med fordel kunne have været udført i [by1].

Jeg anmoder derfor om, at det tages stilling til, hvorvidt det er i overensstemmelse med god forvaltningsskik,

gentagende overses/-høres

som notorisk ikke kan relateres til retsforholdet

Fra skrivelse 07.05.2012:

”Under henvisning til SKATs skrivelse af 11. april d.å., skal jeg herved bemærke følgende:

Jeg tager udgangspunkt i nævnte skrivelsens p. 2 vedr. “vurdering af fradraget”:

1. afsn.: Det fremgår ikke klart om SKATs bemærkninger relaterer sig til rejseudgifterne eller befordringsfradraget. idet det er noteret, at SKAT har anerkendt befordringsfradraget, må jeg resonere derhen, at der dermed menes en omstændighed der kan henføres til rejseudgifterne. F. sv. a. denne færge kan jeg dårligt komme dokumentationen nærmere, idet biletsystemet nu engang er sådan som det er fremlagt. Imidlertid har mit rejseomfang været som tidligere redegjort.

2. afsn.: SKAT anfører, at der ingen dokumentation er for overnatningerne, samt det er uoplyst, hvor der er overnattet i [by1]. Dette bestrides, idet der henvises til min skrivelse af 2. april d.å., herunder særligt bemærkningerne under ad. 3.

3. afsn.: SKAT anfører, at jeg ikke har godtgjort omfanget af mit arbejde i selskabet. Dette bestrides, idet der henvises til tidligere fremsendte direktørkontrakt samt bemærkningerne i min skrivelse af 2. april d.å. under ad. 2. At der ikke er tilknyttet en revison til selskabet, hænger sammen med, at der ikke længere er selskabsretlig revisionspligt for selskaber af den konkrete størrelse. SKATs motivation for argumentation i så henseende står for mig hen i det uvisse, og kan i hvert fald ikke selvstændigt udgøre et moment for en vurdering af omfanget af mit arbejde i selskabet. Men som tidligere anført, kan selskabets regnskab eftersendes når det er udarbejdet og dermed offentliggjort, hvilket sker senest ultimo juni.

4. afsn.: SKAT gør sig nogle faktuelle bemærkninger omkring min søns opholdssted, hvilke tilsyneladende på afgørende vis danner en afgørende præmis for forslaget om rejseudgifternes nægtelse. Beklageligvis er der tale om påviste forhold, hvorom SKAT træffer afgørelse på baggrund af en faktuel forstilthed uden, at jeg forudgående er indrømmet mulighed for at forholde mig til denne. Under hensyn hertil kan jeg oplyse, at min søn umiddelbart før selskabets stiftelse, nemlig pr. aug. 2010, startede i l.g på [...] kostskoleafdeling (da han er under myndighedsalderen, skal folkeregisteradressen i henhold til skolens regler dog fortsat være i hjemmet). Arrangementet i så henseende var i høj grad dikteret af selskabsetableringen i [by1] samt den omstændighed, at jeg er “eneforsørger”, idet min søns mor afgik ved døden i 2003.

5. afsn.: Smh. med øvrige bemærkninger i nærværende skrivelse.

6. afsn.: Rejseudgifterne er naturligvis pga. arbejdet som blev mig til dels i forbindelse med selskabets etablering, og som de facto fik hjemsted i [by1], hvilket da også fremgår af de sædvanlige selskabsdokumenter, herunder lejekontrakten som SKAT tidligere har modtaget relevant uddrag af Arbejdsstedet blev således [by1], hvorfra alle selskabets administrationsfunktioner skulle foregå og i mit regi som selskabets direktør.

7. afsn.: SKATs indikation af at jeg — sådan læser jeg det i hvert fald — tillige ikke skulle have godtgjort, at mine arbejdsopgaver med fordel har kunnet udføres i [by1], forekommer usaglig. Dels ligger det uden for SKATs hjemmel at foretage en sådan (driftsmæssig) vurdering på det mere principielle niveau, dels ligger det vel overordnet i enhver persons (juridiske som personlige) natur, ret og pligt, at kunne indrette sin arbejds-, markeds- og produktionssituation, herunder geografisk, så hensigtsmæssigt som muligt under de givne vilkår. Hvad sidstnævnte angår, ville f.eks. et arbejdsmæssigt udgangspunkt fra min bopæl (på [ø1]) stort set gøre kundemøder illusoriske pga. ringe infrastrukturelle forhold. I øvrigt henvises der til bemærkningerne under “afsn. 4” ovenfor f. sv. a. regnskab.

8. afsn.: Her må jeg atter henvise til min skrivelse af 2. april d.å., jf. ad. 3.

9. afsn.: Der henvises til tidligere redegørelse herfor.

10. afsn.: Ingen bemærkninger.

11. afsn.: Uagtet jeg ikke har adgang til, og derfor ikke læst den trykte afgørelse i sin helhed — men alene som refereret i fagpressen, er det min vurdering, at dommen næppe kan tillægges nogen præjudikatsværdi i nærværende sag, idet [person2] er såvel den reelle, såvel som den ultimative ejer af arbejdsgiverselskabet. Selskabskapitalen er udelukkende tilvejebragt med hendes midler og ikke mine. Jeg har på intet tidspunkt modtaget rejsegodtgørelse fra selskabet, ligesom udgiftsdækning ved udlæg ikke har været et tema.

SKATs forslag til fjernelse af rejseudgiftsposten på kr. 42.250 kan således ikke accepteres. Jeg anmoder derfor om en skatteansættelse for skatteåret 2010 i overensstemmelse hermed. Jeg anmoder om, at afgørelsen træffes for indeværende, eller alternativt efter selskabets rettidige regnskabsaflæggelse.

M. h. t. formaliteten vil jeg på dette sted ikke undlade at bemærke, at jeg finder sagsbehandlingen på visse områder i denne sag som værende i strid med god forvaltningsskik. Selvstændigt herfor er allerede den omstændighed, at SKAT disponerer på basis af en, for SKAT afgørende, præmis der hviler på et fejlagtigt forstilt faktuelt grundlag, som jeg ikke forudgående har haft mulighed for at forholde mig til (vedr, min søn).

Hertil det forhold, at det fuldstændigt overses eller ignoreres (i SKATs skrivelse af 11. april d.å.), at jeg tidligere i skriftsvekslingen på SKATS opfordring, har besvaret nærmere konkrete spørgsmål, herunder navnlig svar på spørgsmålene om overnatningssted og omfanget af mit arbejde samt oplysning om umulighed for at nå til bopælen grundet infrastrukturelle forhold. Også her må det desværre konstateres, at SKAT notorisk anstiller sine præmisser som om man ikke har fået oplysningerne.

Man forestiller vel sig næppe, at disse forsømmelser og manglende iagttagelse af fornøden omhu meget vel kan have haft afgørende indflydelse på SKATs indstilling om indtil videre, at nægte rejsefradraget.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9 A, stk. 7, jf. stk. 1, kan en lønmodtager foretage fradrag for rejseudgifter, hvis han på grund af afstanden mellem sin bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin bopæl.

Hvornår et ansættelsessted er midlertidigt i henhold til ligningslovens § 9 A, stk. 1 afgøres på grundlag af en konkret vurdering af skatteyderens ansættelses- og/eller arbejdsforhold.

Ved vurderingen af om et arbejdssted er midlertidigt ses bl.a. på, om den arbejdsopgave der skal udføres er midlertidig, om ansættelsen er tidsbegrænset, om arbejdsstedet efter sin karakter er midlertidigt og på, om der er tale om et arbejdssted, hvor arbejdet - selv om ansættelsen er tidsbegrænset - fortsætter samme sted år efter år.

Ansættelsen anses, trods tidsbegrænsningen på 1 år, ikke som en reel midlertidig ansættelse. Der er herved lagt vægt på, at klagerens ægtefælle er hovedanpartshaver i [virksomhed1] ApS og der er således tale om en aftale mellem interesseforbundne parter. Klageren er i øvrigt fortsat, fire et halvt år senere, direktør for [virksomhed1] ApS.

Klageren har ligeledes ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at overnatningerne i [by1] var begrundet af arbejdsmæssige forhold.

Da klageren ikke anses at opfylde den helt grundlæggende betingelse om et midlertidigt arbejdssted, samt at overnatninger ikke anses for nødvendiggjort af arbejdsmæssige årsager, finder Landsskatteretten ikke at klageren kan foretage fradrag efter ligningslovens § 9 A, stk. 7.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.

Vedrørende det formelle

Klagemyndighederne og domstolene kan tilsidesætte en forvaltningsmyndigheds afgørelse som ugyldig, hvis afgørelsen ikke er truffet i overensstemmelse med gældende sagsbehandlingsregler. Det forhold, at en afgørelse er ugyldig, betyder, at indholdet af afgørelsen bortfalder som følge af en retlig mangel, så afgørelsen ikke får virkning svarende til afgørelsens indhold.

Det fremgår af praksis, at for at kunne medføre ugyldighed skal en sagsbehandlingsfejl være væsentlig. Dette væsentlighedskriterium opdeles efter praksis i to led. I første led påses det, om den tilsidesatte regel har karakter af en væsentlig garanti for afgørelsens lovlighed og rigtighed. Der foretages altså i første led en generel væsentlighedsvurdering af, om den begåede fejl generelt set er egnet til at medføre ugyldighed. I andet led undersøges det, om fejlen konkret har været uvæsentlig, det vil sige, om det forhold, at der er begået en fejl i den konkrete sag, ikke kan antages at have medført, at afgørelsen materielt set er forkert

Det, at ikke samtlige anbringender fra klageren er kommenteret i afgørelsen, betyder ikke at de er overhørt. Der foretages en konkret vurdering af om disse har betydning for afgørelsen. I SKM2014.190.BR, som kan findes på www.SKAT.dk,fandt retten ikke, at det forhold at SKAT ikke havde taget stilling til samtlige af skatteyderens anbringender kunne medføre afgørelsernes ugyldighed.

Landsskatteretten finder ved en konkret væsentlighedsvurdering ikke at der foreligger væsentlige sagsbehandlingsfejl. Landsskatteretten finder således ikke, at nogle af de påberåbte forhold kan medføre afgørelsens ugyldighed.