Kendelse af 07-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2016

Faktiske oplysninger

Det er oplyst, at klageren som 4-årig fik polio og siden har haft vedvarende følger i form af delvis lammelse af højre ben. Det er ligeledes oplyst, at hun har store problemer med trapper og med at stå op, da det ene ben er meget svagt.

Erklæring af 2. september 2013 fra [person1], praktiserende læge, [klinik] i [...], [by1]:

"Brug for skrivelse vedr. befordring hjem – arbejde if. ligningslovens §9D.

Fik som 4årig polio og har siden haft vedvarende følger i form af delvis lammelse af højre ben. har i forløbet fået foretaget stivgørende operation af hø fodled. Symptomerne gør at hun indimellem har svært ved at holde balancen med øget faldtendens tilfølge. Kan gå men har svært ved at gå på trapper derfor vil brug af offentlig transport være forbundet med generelt øget risiko for fald.

Har hele livet været afskåret fra at tage offentlig befordring pga den øgede risiko og vil også i fremtiden være afskåret fra dette."

Klagerens repræsentant har indsendt kopi af uddrag fra lægejournaler for perioden 1972 til1986 samt en statusbedømmelse til Socialforvaltningen fra 1990. Af lægejournalerne kan blandt andet udledes, at klageren under almindelig gang må gå på tæerne og ikke kan gå ret langt, ligesom hun hurtig bliver træt af at stå. Der er 21/2 cm forkortning, men det udlignes ved 21/2 cm hælspring. Hun skal således have sko der har 21/2 centimeters hælforhøjelse på højre side.

SKAT har haft kontakt med klager den 23. september 2013. Af SKATs notat fra samtalen fremgår:

"Talt med [person2] pr. tlf. Jeg forespurgte, hvordan hendes kroniske sygdom påvirkede hendes mobilitet i det daglige, samt til indretningen af bygningen, hvor hendes daglige arbejdsplads er.

Hun forklarede, at hun kunne gå tur med sin hund – hendes arbejdsplads var i en etplansbygning – hun havde hæve/sænkebord og hun gik med indlæg i sit fodtøj. Hun var ansat i flexjob. Jeg forklarede [person2], at jeg syntes udtalelsen fra hendes læge var tynd, selvom lægen fastslår, at hun ikke er i stand til at benytte offentlig befordring på grund af sin kroniske sygdom. [person2] forklarer, at udtalelsen udelukkende var lavet ud fra hendes journal, idet lægen ikke kendte [person2], idet hendes personlige læge var ophørt, og hun nu tilhørte et lægehus med flere læger. Det faktum, at hun havde problemer med at gå på trapper, skønnes i sig selv ikke at forhindre, at [person2] ikke kan benytte off. befordring. "

Af klageskrivelsen fremgår, at klageren er bevilliget fleksjob med skånehensyn herunder i relation til at gå på trapper.

SKAT har oplyst, at der er bil i husstanden.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens indkomst i 2010, 2011 og 2012 med henholdsvis 7.504 kr., 7.812 kr. og 38.128 kr. vedrørende fratrukket befordringsudgift opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 D. Der er for 2012 i stedet godkendt et fradrag på 9.576 kr. opgjort efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

"Ikke godkendt fradrag for fratrukket befordringsudgift opgjort if. ligningslovens § 9 D, da du ikke anses for at være berettiget til at fratrække dine befordringsudgifter if. ligningslovens § 9 D. Du anses ikke at have ekstra udgifter til din befordring som følge af din kroniske sygdom. Det faktum, at du har problemer med at gå på trapper, anses ikke at medføre at du ikke kan benytte offentlig befordring. Der henvises til meddelte oplysninger hertil.

Kørselsfradrag (befordring)

Du kan få et fradrag på 2,10 kr. pr. km for 44 km i 228 dage. Du får ikke fradrag for de første 24 km om dagen.

Reglerne står i ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2. Se også Den juridiske vejledning 2013, afsnit C.A.4.3.3.2.1.

De fremførte synspunkter i den indsendte indsigelse har ikke ændret Skat`s indstilling. De i din læges udtalelse nævnte ulemper, anses ikke at medføre at du ikke kan benytte offentlig befordring.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT tilpligtes at anerkende, at klager opfylder betingelserne for anvendelse af ligningslovens § 9 D for indkomstårene 2010, 2011 & 2012, således at hun er berettiget til fradrag i henhold hertil på henholdsvis 7.504 kr., 7.812 kr. og 38.128 kr.

Det er til støtte for påstanden anført:

"Sagsfremstilling

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt klager opfylder betingelserne for anvendelse af den særlige regel for befordringsudgift i ligningslovens § 9 D, som følge af kronisk sygdom.

Det faktuelle i sagen er, at Klager som 4-årig fik polio, og siden har haft vedvarende følger i form af delvis lammelse af højre ben, jf. sagens bilag 1, der er udtalelse fra Klagers læge.

Som det fremgår af denne udtalelse har Klager igennem hele livet være afskåret fra at benytte offentlig transport, og vil også fremover være afskåret herfra.

For så vidt angår Klagers helbredsmæssige forhold kan yderligere henvises til lægejournaler tilbage fra 1972, der fremlægges som sagens bilag 2 - 10.

Som det fremgår af sagens bilag 10 var status allerede i 1990, at Klager efter lægens vurdering alene kunne køre motorkøretøj med automatgear. Klagers situation, der er kronisk, er i sagens natur ikke siden blevet bedre, hvilket også fremgår ret klart af sagens bilag 1.

Dette forhold harmonerer med, at Klager er bevilliget fleksjob med skånehensyn herunder i relation til at gå på trapper. Klager arbejder som sekretær i [virksomhed1].

Klagers helbredsmæssige forhold gør således også, at Klager ikke kan bestride et job på almindelige vilkår, men altså er bevilget fleksjob.

Som sagens bilag 11 vedlægges kopi af SKATs afgørelse af d. 31. oktober 2013.

Anbringender

Ligningslovens § 9 d er en særregel, der ifølge sin ordlyd finder anvendelse såfremt,

“Godtgør den skattepligtige at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse."

Det springende punkt i sagen er således, hvorvidt klager har en varig nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom.

Hvorvidt dette er tilfældet, beror i væsentligt omfang på en lægefaglig vurdering, hvilket kan udledes af praksis.

I TfS 2005.215 fandt Vestre Landsret ikke, at betingelserne for anvendelse af § 9 D var opfyldte, idet at

“Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendig for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. udtrykkeligt den tidligere formulering af bestemmelsen, oprindeligt i § 7 i lov nr. 486 af 19. december 1951. Der er ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde ved den ændring af reglen, som skete ved lov nr. 274 af 6. juni 1984.

Hvorvidt det har været nødvendigt for A at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.

Retten finder det ikke efter bevisførelsen godtgjort, at det har været nødvendigt for A at køre i egen bil for at bevare sit job i årene 2000 og 2001. Retten har herved navnlig lagt vægt på læge B's forklaring og de erklæringer, som hun har afgivet i forbindelse med skattesagen, hvorefter det ikke efter en lægelig vurdering var nødvendigt, at A kørte i egen bil, men alene en hensigtsmæssig disposition af hensyn til A's privatliv."

Som det fremgår af afgørelsen er det altså en betingelse, og har altid været det, at det er nødvendigt, og ikke blot hensigtsmæssigt, at befordringen sker i egen bil, og at den lægefaglige vurdering skal tillægges betydelig vægt.

Der kan i den forbindelse i øvrigt henvises til TfS 2010.709, hvor skatteyderen netop fik medhold grundet den fremlagte erklæring fra Klagerens læge. Der kan tillige henvises til TfS 1992,142, der i overensstemmelse med SKM af 11/05 1987, gengivet i TfS 1987.249 slår fast, at det er uden betydning for retten til fradrag efter § 9 D, at befordring i personbil under alle omstændigheder vil være nødvendig, qua manglende relevant offentlig transport, handicap eller ej.

I nærværende sag foreligger der en kronisk sygdom, og der foreligger en lægefaglig vurdering på baggrund af Klagers historik, der klart og utvetydigt tilkendegiver, at det ikke er muligt for Klager at benytte offentlig transport.

De yderligere omkostninger, der følger heraf er således en nødvendig forudsætning for, at Klager kan passe sit fleksjob.

Dokumentation for Klagers funktionsnedsættelse følger således ikke alene af, at Klagers læges erklæring, men tillige at Klager er bevilliget fleksjob med særlige skånehensyn, herunder i relation til de forhold, der umuliggør benyttelse af offentlig transport.

Det virker på baggrund heraf helt skudt forbi målet, at SKAT ikke finder, at Klager er berettiget til at anvende ligningslovens § 9 D. Det fremgår således klart, at Klagers læges udtalelse, at Klager ikke kan anvende offentlig transport.

Hvilke forudsætninger har SKAT for at tilsidesætte dette lægefaglige skøn, og i stedet vurdere, at Klager kan benytte offentlig transport?

Intet som helst.

Det virker i den forbindelse noget bemærkelsesværdigt, at SKAT anser sig berettiget, og kompetent til at tilsidesætte denne vurdering, og i stedet selv diagnosticere Klager i strid med lægens vurdering.

Det er på baggrund heraf Klagers opfattelse, at der bør gives medhold i sagen, da der foreligger dokumentation for, at betingelserne for anvendelse af ligningslovens § 9 D er opfyldt, og at der ikke er noget som helst grundlag for at tilsidesætte dette."

Landsskatterettens afgørelse

Ligningslovens § 9 D har følgende ordlyd:

"Godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet."

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt., er det således en betingelse for fradrag, at klager godtgør, at hun som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifter skal have været nødvendigt for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. udtrykkeligt den tidligere formulering af bestemmelsen, oprindeligt i § 7 i lov nr. 486 af 19. december 1951. Der er ikke grundlag for at antage, at der var tilsigtet nogen ændring af reglens anvendelsesområde ved den ændring af reglen, som skete ved lov nr. 274 af 6. juni 1984.

Hvorvidt det har været nødvendigt for klager at afholde særlige udgifter som følge af sin sygdom, beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning.

Det er ubestridt, at klager lider af en kronisk sygdom, og det er herefter afgørende, om de særlige udgifter til transport, som hun har afholdt, kan anses for at være afholdt som følge af sygdommen.

Efter en konkret vurdering, hvor der særligt er lagt vægt på lægeerklæringen, anser Landsskatteretten det for godtgjort, at det har været nødvendigt for klageren at køre i egen bil som følge af hendes kroniske sygdom.

Landsskatteretten giver klageren fuldt medhold vedrørende indkomstårene 2010 og 2011, mens der gives delvist medhold vedrørende 2012, da det kan konstateres, at klageren ikke har reduceret sit fradrag med 2.000 kr.