Kendelse af 01-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 30-09-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Skønsmæssig forhøjelse af personlig indkomst som følge af resultat af udlejningsejendom i indkomståret 2011.

8.000 kr.

0 kr.

8.000 kr.

Skønsmæssig forhøjelse af personlig indkomst som følge af resultat af udlejningsejendom i indkomståret 2012.

85.000 kr.

0 kr.

85.000 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren drev i indkomstårene 2011 og 2012 virksomhed med udlejning af to ejendomme til brug for henholdsvis lager og forretning.

SKAT har i forbindelse med en gennemgang af klagerens ægtefælles selvangivelse konstateret, at en række ejendomme var overført fra klagerens ægtefælle til klageren i indkomståret 2010. Efter en nærmere undersøgelse konstaterede SKAT endvidere, at klageren har købt erhvervsejendomme i indkomståret 2011, men ikke selvangivet lejeindtægter for ejendommene.

SKAT har anmodet klageren om oplysninger vedrørende eventuelle lejeindtægter for ejendommene samt fradragsberettigede udgifter. Klageren har oplyst over for SKAT, at der var tale om tre lejeaftaler i alt, heraf en lejeaftale på henholdsvis adressen [adresse1], kld. og [adresse2] kld. th., hvor lejeren betalte, samt et lejemål på adressen [adresse2] kld. tv., hvor lejeren var i restance med betalingen. Der blev fremlagt dokumentation for forklaringen i form af:

Lejekontrakt på lejemålet [adresse1], kld. tv., [by1], pr. 1. september 2011.

Lejekontrakt på lejemålet [adresse2], kld. th. dør 1, [by1], pr. 1. december 2011.

Lejekontrakt på lejemålet [adresse2], kld. tv., [by1], pr. 1. maj 2012.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 8.000 kr. i 2011 og med 85.000 kr. i 2012 på baggrund af et overskud af udlejning af klagerens ejendom i indkomståret 2011.

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse vedrørende indkomståret 2011 anført følgende:

” (...)

Du har den 1. juli 2011 erhvervet ejendommene [adresse2], Kld.1 og 2 samt [adresse1], Kld. Du har ikke selvangivet resultat af udlejningen.

Følgende fremgår af foreliggende oplysninger, lejekontrakter m.v.:

[adresse1],

kld. tv.

[adresse2],

kld. th. dør 1

[adresse2],

kld. dør tv

Anvendes til opbevaring af private effekter frem til udlejningen

Anvendes til opbevaring af private effekter frem til udlejningen

Udlejet fra

1. september 2011

1. december 2011

1. maj 2012

Månedlig husleje

2.500 kr.

1.500 kr.

6.500 kr.

Årlig stigning

3 %

3 %

3 %

Varme aconto

150 kr.

150 kr.

500 kr.

El og vand

Afregnes af lejer

Afregnes af lejer

Vand afholdes af udlejer

El af lejer

Indvendig vedligeholdelse

Lejer

Lejer

Lejer

Ejendomsskatter

(2012-tal)

1.463 kr.

2.223 kr.

880 kr.

På baggrund af ovenstående er resultat af udlejningen skønnet til 8.000 kr., som fremkommer således:

Lejeindtægter

[adresse1], kld. tv

1.9. – 31.12.

2.500 kr. x 4 mdr.

10.000 kr.

[adresse2], kld. th. dør 1

1.12. – 31.12.

1.500 kr. x 1 md.

1.500 kr.

[adresse2], kld. dør tv

0 kr.

Lejeindtægter i alt

11.500 kr.

Udgifter til ejendomsskatter, forsikringer m.v. i perioden med erhvervsmæssig anvendelse skønnes til

-3.500 kr.

Skønnet resultat af udlejningen

8.000 kr.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at indtægter ved udlejning er skattepligtig indkomst. I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, så er der fradrag for udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Da du ikke har indsendt regnskaberne for udlejningen af ejendommene, så har det været nødvendigt at udøve et skøn over resultatet ved udlejningen.

Reglerne om, at vi kan fastsætte din indkomst efter et skøn, står i skattekontrollovens § 3, stk. 4 og § 5, stk. 3.

Reglen om, at vi kan ændre din skatteansættelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Når du er selvstændig erhvervsdrivende, så er du ikke omfattet af den korte ligningsfrist, som anført i samme bestemmelse, sidste punktum, jf. også bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

Den 8. oktober 2013 har SKAT sendt dig et forslag til ændring af dine skatteansættelser. Det fremgår af brevet, at såfremt du ikke er enig i forslaget, så skal du komme med dine bemærkninger senest den 31. oktober 2013.

I mail af 1. november 2013 fra din ægtefælle oplyses det, at I ikke er enige i forslaget. Du har ikke begrundet, hvorfor du ikke er enig i forslaget.

Der er herefter truffet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Da der ikke er fremkommet bemærkninger, som kan begrunde en ændring af det udsendte forslag, så fastholdes det udsendte forslag til sagens afgørelse.

(...)”

SKAT har som begrundelse for sin afgørelse vedrørende indkomståret 2012 anført følgende:

”(...)

Du har den 1. juli 2011 erhvervet ejendommene [adresse2], Kld.1 og 2 samt [adresse1], Kld. Du har ikke selvangivet resultat af udlejningen.

Følgende fremgår af foreliggende oplysninger, lejekontrakter m.v.:

[adresse1], kld. tv.

[adresse2],

kld. th. dør 1

[adresse2],

kld. dør tv

Anvendes til opbevaring af private effekter frem til udlejningen

Anvendes til opbevaring af private effekter frem til udlejningen

Udlejet fra

1. september 2011

1. december 2011

1. maj 2012

Månedlig husleje

2.500 kr.

1.500 kr.

6.500 kr.

Årlig stigning 3 %

Fra 1.9. 2012: 2.575 kr.

Fra 1.12.2012 1.545 kr.

Fra 1. maj 2013 6.695 kr.

Varme aconto

150 kr.

150 kr.

500 kr.

El og vand

Afregnes af lejer

Afregnes af lejer

Vand afholdes af udlejer

El af lejer

Indvendig vedligeholdelse

Lejer

Lejer

Lejer

Ejendomsskatter

(2012-tal)

1.463 kr.

2.223 kr.

880 kr.

På baggrund af ovenstående er resultatet af udlejningen skønnet til 85.000 kr., som fremkommer således:

Lejeindtægter

[adresse1], kld. tv.

2.500 kr. x 8 mdr. = 20.000 kr.

2.575 kr. x 4 mdr. = 10.300 kr.

30.300 kr.

[adresse2], kld. th. dør 1

.

1.500 kr. x 11 mdr. = 16.500 kr.

1.545 kr. x 1 md.. = 1.545 kr.

18.045 kr.

[adresse2], kld. dør tv.

6.500 kr. x 8 mdr.

52.000 kr.

Lejeindtægter i alt

100.345 kr.

Udgifter til ejendomsskatter, forsikringer m.v. i perioden med erhvervsmæssig anvendelse skønnes til

-12.000 kr.

Resultat af udlejningen

88.345 kr.

Afrundet til skønsmæssigt 85.000 kr.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at indtægter ved udlejning er skattepligtig indkomst. I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, så er der fradrag for udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Da du ikke har indsendt regnskaberne for udlejningen af ejendommene, så har det været nødvendigt at udøve et skøn over resultatet ved udlejningen.

Reglerne om, at vi kan fastsætte din indkomst efter et skøn, står i skattekontrollovens § 3, stk. 4 og § 5, stk. 3.

Reglen om, at vi kan ændre din skatteansættelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Når du er selvstændig erhvervsdrivende, så er du ikke omfattet af den korte ligningsfrist, som anført i samme bestemmelse, sidste punktum, jf. også bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold.

Den 8. oktober 2013 har SKAT sendt dig et forslag til ændring af dine skatteansættelser. Det fremgår af brevet, at såfremt du ikke er enig i forslaget, så skal du komme med dine bemærkninger senest den 31. oktober 2013.

I mail af 1. november 2013 fra din ægtefælle oplyses det, at I ikke er enige i forslaget. Du har ikke begrundet, hvorfor du ikke er enig i forslaget.

Der er herefter truffet afgørelse på det foreliggende grundlag.

Da der ikke er fremkommet bemærkninger, som kan begrunde en ændring af det udsendte forslag, så fastholdes det udsendte forslag til sagens afgørelse.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at de skønsmæssige forhøjelser på henholdsvis 8.000 kr. i indkomståret 2011 og 85.000 kr. i indkomståret 2012 nedsættes til et lavere beløb.

Klageren har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

Påstand

Min klient ønsker at præcisere sagens påstande, jf. nedenfor.

Indkomstårene 2010 og 2011

Den af SKAT foretagen skønsmæssige ansættelse af overskud på kr. 8000,00 af udlejningsejendommene, [adresse2], kld.th. dør, 1, [adresse2], kld.th. dør tv. samt [adresse1], kld. tv. for indkomstårene 2010 og 2011 nedsættes til et lavere beløb.

Indkomståret 2012

Den af SKAT foretagne skønsmæssige ansættelse af overskud på kr. 85.000,00 af udlejningsejendommene, [adresse2], kld. th. dør 1, [adresse2], kld. th. dør tv. samt [adresse1], kld. tv. for indkomstårene 2012 nedsættes til et lavere beløb.

Supplerende sagsfremstilling

Min klient erhvervede den 1. juli 2011 ejendommene [adresse2], kld. th. dør, 1, [adresse2], kld. th. dør tv. samt [adresse1], kld. tv.

Ejendommene blev herefter udlejet til henholdsvis lager og forretning.

2011

[adresse2], kld. th. dør 1

Indtægter

Ejendommen var udlejet fra den 1. december 2011-31. december 2011.

Lejeindtægt per måned: kr. 1.500,00.

I alt modtaget lejeindtægt: kr. 1.500,00

Udgifter

Ejeforeningsbidrag: kr. 854,83 per måned.

Ejendomsskat: kr. 2.223,00

Dækningsafgift

[adresse1], kld. tv.

Indtægter

Ejendommen var udlejet fra den 1. september 2011 – 31. december 2011.

Lejeindtægt per måned: kr. 2.500,00

I alt modtaget lejeindtægt: kr. 10.000,00

Udgifter

Ejerforeningsbidrag: kr. 939,17 per måned.

Ejendomsskat: kr. 1.463,00

Dækningsafgift

Udgifter der relaterer sig til begge ejendomme:

Abonnement på [...dk]: kr. 2500,00

Vedligehold ca. kr. 5.000,00

I alt indtægter: kr. 11.500,00

I alt udgifter: kr. 15.797,51 (+ fradrag for dækningsafgift).

2012

[adresse2], kld. th. dør, 1

Indtægter

Ejendommen var udlejet fra den 1. januar 2012 – 31. december 2012.

Husleje per måned: kr. 1.500,00.

I alt modtaget husleje: kr. 18.000,00

SKAT anfører i sin afgørelse, at der skulle være modtaget kr. 1545,00 for december 2012.

Min klient har uagtet den varslede stigning i lejen, jf. parternes lejekontrakt, imidlertid ikke henholdt sig til kontrakten, hvorfor hun ikke har modtaget yderligere lejeindtægt end de opgivne kr. 1500,00.

Udgifter

Ejerforeningsbidrag: kr. 854,83 per måned. 10.257,96

Ejendomsskat: kr. 2.223,00

Dækningsafgift

[adresse2], kld. th. dør tv

Der blev indgået aftale om udlejning af ejendommen fra den 1. maj 2012 med lejer, der ville benytte lokalet til forretning inden for kosmetik – og skønhedsbranchen.

Der blev indgået aftale om en månedlig leje på kr. 6.500,00 per måned. Herudover betalte lejer depositum svarende til en måneds leje samt en måneds forudbetalt leje.

Lejeren betalte imidlertid aldrig min klient den aftalte leje.

Min klient hævede herefter lejemålet, og efter en del måneder lykkedes det at få lejeren til at fraflytte lejemålet.

I den forbindelse skiftede min klient låsen til lejemålet.

Min klient har forgæves forsøgt at inddrive sit tilgodehavende, blandt andet ved at overgive sagen til et inkasso-firma. Det er dog endnu ikke lykkedes at få inddrevet det skyldige beløb. Lejeren har aldrig reageret på henvendelser eller betalingspåkrav fra hverken min klient eller inkassofirmaet. I et forsøg på at få lejeren til at betale det skyldige beløb henvendte min klients ægtefælle sig personligt til lejeren i 2012, hvilket resulterede i, at han blev fysisk forulempet af lejeren og dennes venner.

Fordringen må utvivlsomt i det konkrete tilfælde anses for tabt med den virkning, at min klient må være berettiget til at fradrage sit tab af lejeindtægt i indkomståret 2011, uagtet om uerholdeligheden er ’formelt’ konstateret ved forgæves udlæg og/eller andre retslige skridt.

Indtægter

En måneds forudbetalt leje: kr. 6.500,00

I alt: kr. 6.500,00

Udgifter

Ejerforeningsbidrag: kr. 1.843,00 per måned

Ejendomsskat: kr. 880,00

Dækningsafgift

Udgift til udskiftning af lås: kr. 3.000,00

Udgifter til inkassofirma

[adresse1], kld. tv.

Indtægter

Ejendommen var udlejet fra den 1. januar 2012 – 31. december 2012.

Lejeindtægten per måned: kr. 2.500,00

I alt modtaget lejeindtægt: kr. 30.000,00

SKAT anfører i afgørelsen, at der er modtaget kr. 2575,00 for september 2012 – december 2012.

Min klient har uagtet den varslede stigning i lejen jf. parternes lejekontrakt, imidlertid ikke henholdt sig til kontrakten, hvorfor hun ikke har modtaget yderligere lejeindtægt end de opgivne kr. 2500,00 per måned.

Udgifter

Ejerforeningsbidrag: kr. 939,17 per måned.

Ejendomsskat: kr. 1.463,00

Dækningsafgift

Udgifter der relaterer sig til alle tre ejendomme:

Abonnement på [...dk]: kr. 2500,00

Vedligehold herunder udskiftning af vinduer ca. kr. 25.000,00

I alt indtægter: kr. 54.500,00

I alt udgifter: kr. 71.338,00 (+ fradrag for dækningsafgift + fradrag for udgifter til inkasso-firma).

Anbringender

Det gøres overordnet gældende, at det af SKAT skønnede resultat af min klients udlejningsejendomme er forkert med den virkning, at min klient bliver beskattet af et nettooverskud.

Særligt gøres det gældende for indkomstårene 2010 og 2011

at min klient har haft flere og større fradragsberettigede udgifter, end hvad SKAT anfører.

Særligt gøres det gældende for indkomståret 2012

at min klient har modtaget mindre lejeindtægt, end hvad SKAT anfører,

at min klient har haft flere og større fradragsberettigede udgifter, end hvad SKAT anfører, samt

at min klient ikke erhvervede lejeindtægter for [adresse2], kld. th. dør tv.

fra det tidspunkt, hvor lejemålet blev hævet,

Subsidiært gøres det gældende, at min klient kan fradrage sit tab på debitor i indkomståret 2011 eller senere indkomstår, idet det må anses for sandsynliggjort, at fordringen er tabt.

Retligt grundlag

a. Driftsomkostninger

Statsskattelovens § 4

Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Det følger af statsskattelovens § 4 at indtægter ved udlejning er skattepligtig indkomst.

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at skatteyder kan få fradrag for udgifter afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Efter disse bestemmelser opgøres den skattepligtige indkomst, som forskellen mellem de bruttoindtægter der er skattepligtige efter statsskattelovens § 4, og de bruttoudgifter der er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6.

I min klients tilfælde er de fradragsberettigede udgifter ved driften større end den skattepligtige indkomst. Nettoindkomsten er negativ.

De fradragne driftsomkostninger er direkte forbundet med den indkomstskabende aktivitet, og omkostningerne er sædvanlige, normale og nødvendige for min klients udlejningsvirksomhed.

b. Tab på debitorer

Kursgevinstlovens § 25, stk. 1

Juridisk Vejledning afsnit C.B.1.7.5.

Der er fradrag for tab på debitorer i det indkomstår, hvori tabet konstateres.

Dette følger af kursgevinstlovens § 25, stk. 1, jf. også Juridisk Vejledning afsnit C.B.1.7.5.


Et tab skal konstateres som uerholdeligt for at kunne fradrages. Dette er opfyldt, når det må anses for sandsynliggjort, at det ikke vil kunne lade sig gøre at få sit tilgodehavende tilbage gennem yderligere retsskridt.

Min klients debitor har med alt tydelighed vist, at hun ikke vil – eller evner at betale sin skyld.

Min klients debitor har ikke reageret på betalingspåkrav fra det inkasso-firma min klient har overgivet sagen til. Inkasso-firmaet har foretaget de inddrivelsesskridt, som inkasso-firmaet i relation til fordringens størrelse har fundet mulige. Endvidere har min klients debitor medvirket til voldeligt overfald på min klients ægtefælle i forbindelse med hans forsøg på inddrivelse af fordringen.

Jeg forbeholder mig ret til at præcisere, frafalde, udvide samt fremkomme med yderligere påstande og anbringender.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.

Enhver skatteyder skal selvangive sin indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.

Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.

Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, påhviler det skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.

Landsskatteretten finder, at det er berettiget, at klagerens personlige indkomst er skønsmæssigt forhøjet med 8.000 kr. i indkomståret 2011 og med 85.000 kr. i indkomståret 2012 på baggrund af overskud ved udlejningsejendom.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klageren ikke har fremlagt regnskabsmateriale for udlejningsejendommene. Det har endvidere haft betydning, at klageren ikke under klagesagen har fremlagt materiale, som viser, at klagerens overskud af virksomhed skulle være fastsat anderledes.

Den skønsmæssige ansættelse har endvidere taget udgangspunkt i de af klageren fremlagte lejekontrakter, hvorfor det er Landsskatterettens opfattelse, at det ikke er muligt på det foreliggende grundlag at fortage et mere præcist skøn over klagerens overskud ved udlejningsejendom end det, som er foretaget af SKAT.

Tab på debitorer

Af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, fremgår det, at der i den skattepligtige indkomst kan fradrages driftsomkostninger, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Det fremgår af kursgevinstlovens § 17, at tab på fordringer, der er erhvervet som vederlag i næring samt tab på fordringer, der i øvrigt er erhvervet i tilknytning til den erhvervsmæssige drift af virksomheden, kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Tabet kan fradrages i det indkomstår, hvor det er realiseret, dvs. at det er konstateret og kan gøres endeligt op. Det er en betingelse for fradragsret efter kursgevinstloven, at der er iværksat effektive inddrivelsesskridt, herunder truffet foranstaltninger for at undgå forældelse jf. SKM 2006.527ØLR

Det fremgår desuden af bogføringslovens § 9, at enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Er der udstedt eksterne bilag, skal dette så vidt muligt benyttes. Bilag skal oplyse, hvad der er nødvendigt for at identificere kontrolsporet, herunder tydeligt angive transaktionsdato og beløb.

Landsskatteretten finder ikke, at klageren har dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er konstateret tab på de pågældende debitorer, der kan henføres til indkomståret 2012. Der er således ikke fremlagt dokumentation for kravenes eksistens eller dokumentation for, at fordringerne er forsøgt inddrevet og i givet fald hvornår, og der kan derfor ikke godkendes fradrag.

På baggrund af ovenstående stadfæstes SKATs afgørelse i sin helhed.