Kendelse af 23-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 09-04-2016

SKAT har i indkomståret 2012 nægtet [virksomhed1] ApS betalingskorrektion, jf. ligningslovens § 2, stk. 5, i forbindelse med at kapitalejeren [person1] er anset som rette indkomstmodtager af honorarindtægt og ikke selskabet.

Landskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS har modtaget 50.000 kr. fra K/S [virksomhed2] vedrørende bestyrelseshonorar. Beløbet, der var indtægtsført i selskabet, blev af SKAT anset for at vedrøre kapitalejeren [person1], og forhøjede herefter hans skattepligtige indkomst med beløbet ud fra praksis om rette indkomstmodetager. [person1] har erklæret sig enig heri.

SKAT har som konsekvens af ændringen nedsat selskabets indkomst med samme 50.000 kr., men har samtidig forhøjet indkomsten med beløbet, idet overførslen er anset som et skattepligtigt tilskud fra [person1] til selskabet. For alle ændringerne er henvist til statsskattelovens § 4.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at imødekomme en anmodning om betalingskorrektion, jf. ligningslovens § 2, stk. 5.

SKAT har henvist til, at det af ordlyden af ligningslovens § 2, stk. 5, følger, at den skattepligtige alene kan foretage betalingskorrektion i medfør af denne bestemmelse, når SKAT forinden har foretaget en forhøjelse af den skattepligtiges ansættelse til markedsværdien efter ligningslovens § 2, stk. 1.

Det følger af fast retspraksis, at beskatningen gennemføres i selskabet i tilfælde, hvor en selskabsejer lader sine personlige arbejdsindtægter indtægtsføre i sit selskab. I disse situationer opstår der en beskatning af det samme beløb hos henholdsvis selskabet og selskabsejer, idet rette indkomstmodtager er selskabsejer, og fordi beløbet er tilgået selskabet på grundlag af selskabsejers beslutning herom. Beskatningen gennemføres i begge tilfælde med hjemmel i statsskattelovens § 4.

Det er bemærket, at SKAT er uenig i Landsskatterettens afgørelser af 7. januar 2013 herunder Landsskatterettens fortolkning af spørgsmålet om betalingskorrektion i relation til højesteretsdommene gengivet i SKM2012.92 og SKM 2012.211. SKAT har herved henvist til SKM2013.577, hvor spørgsmålet om betalingskorrektion i en af sagerne blev henvist af byretten til Østre Landsret som 1. instans, idet kendelsen ansås som principiel.

Selskabets opfattelse

[person1] har som repræsentant for selskabet nedlagt påstand om, at anmodningen om betalingskorrektion imødekommes.

Der er tale om en enkeltstående kontorfejl, idet samtlige andre bestyrelseshonorarer i 2011 er udbetalt til [person1] personligt. Hensigten har ikke været en skatteudskydelse.

Der er henvist til Landsskatterettens afgørelser, jf. rettens afgørelsesdatabase offentliggjort under j.nr. 11-033274 og 11-0300901, samt artikel af Advokat Tommy V Christiansen, offentliggjort i TfS2013.199.

Vedrørende Højesterets dom af 16. november 2015, offentliggjort i SKM2015.717.HR, er anført, at dommen ikke tager stilling til den foreliggende situation. I højesteretsdommen var skatteyderens hensigt med at lade indkomsten indgå i et selskab formentlig skatteudskydelse, da stort set hele indtjeningen indgik i selskabet. I nærværende tilfælde er der tale om en kontorfejl på 50.000 kr. Hensigten har ikke været skatteudskydelse. [person1] har hævet 571.520 kr. i løn i 2011 i de selskaber, hvori han er direktør, herunder i [virksomhed1] ApS og dets moderselskab, [virksomhed3] ApS på 50.000 kr. Hvis han ville have udskudt beskatningen af 50.000 kr., kunne han jo nok have besluttet en mindre løn i [virksomhed1] ApS eller [virksomhed3] ApS på 50.000 kr.

Selskabet er herefter berettiget til betalingskorrektion.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

Ifølge ligningslovens § 2, stk. 1 skal skattepligtige, der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer, ved opgørelsen af skattepligtige indkomst anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med nævnte juridiske personer i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter. Ved ændringen i ansættelsen af indkomsten efter stk. 1 kan den skattepligtige i medfør af § 2, stk. 5, undgå yderligere følgeændringer (sekundære justeringer), ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i stk. 1 anvendte priser og vilkår.

Højesteret har ved dom af 16. november 2015, offentliggjort i SKM2015.717.HR, taget stilling til adgangen til betalingskorrektion i forbindelse med, at en læge var anset som rette indkomstmodtager af honorar for lægens arbejde på en klinik. Honoraret var udbetalt fra et selskab, ejet af lægen via et holdingselskab, til et af lægen ejet speciallægeselskab.

Af dommens præmisser fremgår, at Højesteret ved dom af 2. februar 2012 (SKM2012.92.HR) anførte, at korrektionsadgangen efter ligningslovens § 2, stk. 1, omfatter alle økonomiske elementer og øvrige vilkår af relevans for beskatningen. Højesteret har imidlertid hverken ved denne dom eller ved kendelse af 23. marts 2012 (SKM2012.221.HR) taget stilling til, om sager vedrørende rette indkomstmodtager er omfattet af ligningslovens § 2.

Videre fremgår, at den foretagne ændring, der havde hjemmel i statsskattelovens § 4, ikke var omfattet af ligningslovens § 2, stk. 1, og at der derfor ikke kunne foretages betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5. Højesteret henviste til de grunde, som landsretten havde anført. Af landsrettens dom (af 28. november 2014, offentliggjort i SKM2014.846.ØLR) fremgår blandt andet, at da der ikke var foretaget en korrektion af pris eller vilkår i samarbejdskontrakten mellem det selskab, der havde udbetalt honoraret og speciallægeselskabet, til armslængdevilkår, men derimod en skattemæssig henførsel af indkomsten til lægen som rette indkomstmodtager, var der ikke foretaget en ændring af skatteansættelserne i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1, hvorfor der ikke kunne foretages betalingskorrektion i medfør af ligningslovens § 2, stk. 5.

Herefter anses ændringer efter praksis om rette indkomstmodtager ikke for omfattet af ligningslovens § 2.

Da SKATs ændring er foretaget efter nævnte praksis, er der ikke adgang til betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5. Det anses for uden betydning, om parterne har haft hensigt om skatteudskydelse.

SKATs afgørelse stadfæstes.