Kendelse af 25-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 27-05-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter – flytypecheck mm.

0

447.243

0

Faktiske oplysninger

Klageren er uddannet erhvervspilot.

I 2012 har klageren ifølge kontroloplysninger hos SKAT haft følgende indtægter:

[virksomhed1] A/S

72.909 kr.

[virksomhed2] A/S

25.741 kr.

[virksomhed3] I/S

482.656 kr.

I alt

581.306 kr.

Klageren var ikke ansat som pilot i nogle af disse ansættelsesforhold.

Klageren indgik i løbet af 2012 en kontrakt med [virksomhed4] Inc. hvor han købte sig til muligheden for at gennemføre Line Training i en Boeing 737, hvorefter han ved gennemførelse af 500 flyvetimer var garanteret en 4-årig ansættelse inklusiv fri bolig i et af de samarbejdende flyselskaber.

Forudsætningen for denne Line Training var, at man havde gennemført flytypecheck for flytypen Boeing 737, samt at man opfyldte almindelige lovkrav vedrørende lægetjek og certificering, der kræver årlig vedligeholdelse for at være berettiget til at måtte flyve.

Klageren har fremlagt en erklæring af 6. januar 2014 fra [virksomhed5] om at klageren var ansat som pilot pr. 15. oktober 2012 til januar 2014, samt at lønnen var på 1.000.000 IDR pr. måned. Denne indkomst er ikke selvangivet.

Der er fremsendt logbog over alle klagerens flyvninger efter gennemførelse af Line Trainingen og dermed de 500 timers flyvning, og til og med 20. januar 2014.

Klageren har desuden fremlagt adskillige kvitteringer for henholdsvis flyvekurser, rejser i forbindelse med certificering og lægetjek vedrørende perioden januar 2012 – oktober 2012 med udgifter for i alt 447.243 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt det selvangivne fradrag på 440.519 kr. for øvrige lønmodtagerudgifter.

SKAT har som begrundelse anført:

”Du kan ikke få fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter.

Du har ikke haft udgifterne for, som det hedder i loven, at erhverve, sikre og vedligeholde din indkomst.

Reglerne står i ligningslovens § 9, stk. 1, og statsskattelovens § 6, stk. 1 a

Du har fratrukket 440.519 kr.

Godkendt 0 kr.

Ændringsbeløb (forhøjelse) 440.51 9 kr.

Blandt det materiale vi har modtaget, foreligger redegørelse for de uddannelser du har erhvervet som pilot - men ikke dokumentation for, at du i 2012 var i et ansættelsesforhold som pilot.

Af de indkomster som er indberettet til SKAT fra dine arbejdsgivere ser vi, at dit ansættelsesforhold hos [virksomhed1] A/S ifølge produktionsenhedsnummer relaterer til en branche som udfører serviceydelser i forbindelse med luftfart.

Du antages ikke at have udført arbejde som pilot i forbindelse med dine ansættelser hos [virksomhed2] A/S og [virksomhed3] I/S.

Det er en betingelse for retten til fradrag for udgifter til flytypecheck, at du er i et lønnet ansættelsesforhold som pilot — og at du kan dokumentere din arbejdsgivers krav til dig om at gennemføre og betale kurser i forbindelse med flytypecheck.

Hvis dine gennemførte kurser er sket for at vedligeholde og udbygge den pilotuddannelse du tidligere har gennemført, anser SKAT det som en etableringsudgift i forhold til fremtidige ansættelser som pilot.”

SKAT har til sagen udtalt:

”SKAT kan tiltræde skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Klagen vedrører en skattepligtig, der ønsker fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter med i alt 447.243. Udgifterne vedrører afholdte udgifter til efteruddannelse og typecheckkursus til Boeing 737 i indkomståret 2012, og Skatteankestyrelsen foreslår nu, at de afholdte udgifter ikke godkendes fradragsberettiget.

SKAT har gennemgået forhøjelsen på ny. Der ses fortsat ikke at være oplysninger, eller indsigelser i øvrigt, der kan godtgøre berettigelse til at bringe de pågældende udgifter til fradrag som lønmodtagerudgifter ved opgørelse af den skattepligtige indkomst, idet der herved bl.a. også er lagt vægt på, at pågældende ikke havde arbejde som erhvervspilot. Der henvises herved nærmere til SKAT’s meddelelse om skatteansættelse af 29. november 2013 vedrørende indkomståret 2012. ”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om at der godkendes fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter på 447.243 kr.

Klageren har herfor anført:

”Jeg skal herved klage over at SKAT ikke har accepteret det foretagne fradrag for kr. 440.519 for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde min indkomst jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, a som erhvervspilot.

Jeg skal henvise til det i sagen allerede anførte, herunder særligt redegørelsen til SKAT med de 18 bilag der er fremlagt.

Derudover skal jeg henlede opmærksomheden på at jeg i indkomståret fra den 15. oktober 2012 har haft lønnet arbejde som pilot hos [virksomhed5] i Indonesien. Derudover vedhæftes en opdeling af de afholdte omkostninger i hovedposter og jeg skal henlede opmærksomheden på at omkostningerne til Line Training kr. 229.910,50 er betaling for at lære selskabet — [virksomhed5]’s — arbejdsprocedurer. Rettighederne til at flyve en Boeing 737NG havde jeg allerede erhvervet inden påbegyndelsen af Line Training.

Som følge af den internationale krise særligt indenfor flyindustrien, har næsten alle selskaber over hele verden ændret vilkårene således, at piloterne selv skal afholde denne udgift i modsætning til før krisen, hvor flyselskaberne afholdte denne udgift.

Alle flyvninger kan dokumenteres ved en logbog som er kontra-attesteret af flyselskabet. Imidlertid er det vanskeligt at kopiere denne logbog, hvorfor der i første omgang alene vedhæftes en elektronisk udskrift, men på forlangende kan den originale logbog naturligvis forelægges for Skatteankestyrelsen.

På baggrund af foranstående skal jeg anmode om at de afholdte omkostninger helt deller delvis anerkendes som fradragsberettigede omkostninger ved opgørelsen af min skattepligtige indkomst for 2012.”

Repræsentanten er den 31. december 2015 kommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:

”Det overrasker os således som også tidligere meddelt telefonisk, at du kommer med denne sagsfremstilling og forslag til afgørelse, inden den af dig fastsatte svarfrist i dit brev af 23. november 2015 er udløbet. Vi kan alene af denne grund ikke anerkende forslaget til afgørelse idet reglerne i skatteforvaltningsloven om overholdelse af frister må være gældende for såvel myndighed som skatteyder.

Derudover finder vi det overraskende, at tidligere aftale om indhentelse af dokumentation for dobbelt husførelse ikke afventer fremlæggelsen heraf inden forslag til afgørelse udarbejdes og fremsendes. Der er fremlagt dokumentation på, at skatteyder siden 15. oktober 2012 har oppebåret en månedsløn på IDR 1.000.000 hos [virksomhed5] i Indonesien. Årsagen til at han ikke har selvangivet denne på den danske selvangivelse skyldes det forhold, at efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er det opholdslandet der har beskatningsretten - dvs. Indonesien.

Af juridisk vejledning fremgår det endvidere, at en lærling fik fradrag for dobbelt husførelse. Det antages, at lærlinge ligesom piloter har en meget lav indkomst og derfor kan indkomstniveauet efter vor opfattelse ikke være afgørende for retten til fradrag for dobbelt husførelse.

Derudover er vi ikke enige i at det indstilles, at der ikke er fradrag for øvrige lønmodtagerudgifter til efteruddannelse som pilot. Denne sag minder meget om historien med hvad kom først - hønen eller ægget ?

Det er dokumenteret, at [person1] før 2012 har gennemført uddannelsen som erhvervspilot. De omkostninger der er afholdt i 2012 af [person1] er alene efteruddannelse og vedligeholdelse af tidligere opnåede kompetencer. Der skal derfor fortsat nedlægges påstand om helt eller delvis fradragsret for de afholdte efteruddannelsesudgifterne.”

Repræsentanten er den 4. februar 2016 kommet med følgende bemærkninger SKATs udtalelse:

”Med hensyn til fradrag for udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i alt kr. 447.243 skal vi henlede Skatteankestyrelsens opmærksomhed på, at beløbet i henhold til særskilt bilag er opdelt i 17 punkter. Det ser for skatteyder ud til at SKAT alene har forholdt sig til 2 af disse punkter, nemlig udgifterne til typerating til Boing 737. Disse udgør alene kr. 136.242 ud af det samlede beløb - se bilag 1 og 3. Hvad med de øvrige afholdte udgifter - har SKAT ikke forholdt sig til disse i alt 15 bilag - eller kr. 311.001 ?

Det tidligere i sagen fremsendte bilag med oversigt over samtlige 17 underbilag vedhæftes tillige.”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, kan fradrages ved beregningen af den skattepligtige indkomst. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af udgiften og erhvervelse af indkomsten.

Således som sagen foreligger oplyst, anses de afholdte udgifter ikke for at være fradragsberettigede.

Der er lagt vægt på, at udgifterne knyttede sig til et fremtidigt ansættelsesforhold. Klageren var på tidspunktet for tilmeldingen til og gennemførelsen af de omhandlende kurser ikke aktuelt i et ansættelsesforhold som pilot, og deltagelsen i kurserne skete efter hans eget ønske med henblik på at opnå ansættelse som pilot.

Klagerens udgifter til kurserne anses herefter ikke, at have den fornødne direkte forbindelse til et aktuelt indkomstgrundlag. Da udgifterne således ikke er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde det aktuelle indkomstgrundlag, men afholdt for at etablere et nyt indkomstgrundlag, er der ikke tale om en fradragsberettiget driftsudgift jf. bl.a. SKM2007.949 ØLR, der kan findes på www.skat.dk.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.