Kendelse af 03-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 08-08-2015

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2012

SKAT har ikke godkendt fradrag for underskud på 49.177 kr. i klagerens virksomhed i 2012.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren har haft arbejde hos [by1] Kommune i den omhandlede periode, hos hvilken kommune klageren har haft en indtægt på mellem 490.000 kr. – 530.000 kr. om året.

Klageren ejer virksomheden [virksomhed1], hvilken virksomhed frem til oktober 2012 havde hjemmesiden www.[...].dk. Virksomheden beskæftigede sig med hurtig og simpel bestilling af maleri med eget digitalfoto. Maleriet blev – færdigmonteret og klar til at hænge op - lavet på bomuldslærred og spændt op på fyrretræsblindramme. Maleriet kunne eventuelt leveres med svæveramme.

Fra oktober 2012 har virksomheden hjemmesiden www.[virksomhed1].dk og beskæftiger sig ifølge klageren med prints og indramninger samt salg af rammer og tilbehør.

SKAT har sendt klageren et servicebrev med oplysninger vedrørende de skatte- og momsmæssige problemer med underskudsgivende virksomhed.

Der er af klageren selvangivet følgende underskud i virksomheden:

Indkomstår

Underskud i kr.

Omsætning i kr., jf. momstal

2001

0

-

2002

44.741

-

2003

20.928

-

2004

102.050

-

2005

120.212

-

2006

87.899

-

2007

96.528

125.396

2008

115.533

100.612

2009

43.752

76.862

2010

55.457

86.070

2011

74.221

31.505

2012

49.177

94.512

Klageren har oplyst til SKAT, at den nuværende virksomhed først blev begyndt pr. 2. januar 2005, og at de tidligere selvangivne underskud vedrørte vognmandsvirksomhed. Vognmandsvirksomheden ophørte pr. 19. marts 2007, således at underskuddene for indkomstårene 2005 – 2008 vedrørte begge virksomheder.

Klageren har vedrørende indkomstårene 2013 og 2014 forskudsregistreret et overskud på 0. Klageren har fremlagt en årsrapport for 2013, der udviser et overskud på 100.783 kr. efter renter. Der er ikke i årsrapporten for 2013 anført fradrag for lønudgifter. Det fremgår af foreløbige saldobalance, at virksomheden i indkomståret 2014 havde en omsætning på 992.609 kr., et resultat før renter og afskrivning på 639.000 kr. Af årsrapporten for 2014 udleveret inden retsmødet i Landsskatteretten fremgår, at årets resultat efter renter er 82.536 kr.

Landsskatteretten har i sin kendelse af 17. december 2013 for så vidt angår indkomstårene 2009 – 2011 anset klagerens virksomhed for ikke-erhvervsmæssig.

SKATs afgørelse

Bedømmelsen af, om en virksomhed er erhvervsmæssigt drevet, skal foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, således at det afgørende formål skal være at opnå fortjeneste.

Der bliver i henhold til praksis lagt vægt på en lang række kriterier. Ingen af disse kriterier er i sig selv afgørende for vurderingen af, om en virksomhed er erhvervsmæssig. Vurderingen må bl.a. afhænge af, hvilken type virksomhed der er tale om, men rentabilitetsbetragtninger har været lagt til grund i mange afgørelser.

Klagerens virksomhed er ikke erhvervsmæssig.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at Landsskatteretten vedrørende indkomstårene 2009 – 2011 har stadfæstet SKATs afgørelse om, at klagerens virksomhed ikke er erhvervsmæssig. Der er tidligere blevet lagt vægt på, at der ikke er udsigt til, at virksomheden kan give overskud, der kan dække en rimelig honorering af den arbejdsindsats, som klageren har ydet samt dække en rimelig forrentning af det oparbejdede underskud. Klageren har tillige haft behov for en anden indtægtskilde til at dække virksomhedens underskud og til at leve af. Desuden har klageren forskudsregistreret et overskud på 0 i indkomstårene 2013 og 2014.

SKATs indstilling

SKATs afgørelse er indstillet stadfæstet.

SKM2008.641.BR omhandlede skatteyders fradragsret for udgifter afholdt til bl.a. udvikling og patentering. Tilsvarende forhold gør sig ikke gældende i nærværende sag. Bl.a. har klagerens virksomhed givet underskud i indkomstårene 2002 – 2012, ligesom den omhandlede byretsdom ifølge Skatteministeriet, jf. SKM2008.854.DEP, alene udtryk for, at der i visse specielle tilfælde kan være tale om erhvervsmæssig virksomhed, uanset det ikke er lykkedes at opnå afsætning af virksomhedens produkt.

Overskuddet i virksomheden kan desuden ikke rumme lønudgifter til klageren, en rimelig forretning af den investerede kapital samt tilbagebetaling og forrentning af det akkumulerede underskud i virksomheden, herunder det underskud der udelukkende kan henføres til den fortsatte virksomhed. SKAT har bemærket, at vognmandsvirksomheden efter det oplyste er ophørt den 19. marts 2007.

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at virksomheden skal anerkendes som erhvervsmæssig i indkomståret 2012, og underskuddet derfor er fradragsberettiget.

Til støtte for påstanden er bl.a. gjort gældende, at virksomheden ifølge sin årsrapport for 2013 har udviklet sig til en overskudsgivende forretning med plads til driftsherreløn.

Virksomheden har i henhold til sin årsrapport i indkomståret 2013 haft et overskud på 100.783 kr. ud af en omsætning på 391.535 kr. Det er rentabelt og vil om nødvendigt kunne udbetale en rimelig driftsherreløn.

Det tidligere underskud i virksomheden har skyldtes diverse indkøringsvanskeligheder samt beskæftigelse inden for områder, der har vist sig ikke-rentable, herunder vognmandsvirksomhed. I dag er de underskudsgivende områder skåret væk, og den overskudsgivende beskæftigelse er bibeholdt. Nye overskudsgivende områder er tillige udviklet. Især lanceringen af hjemmesiden www.[virksomhed1].dk har bidraget positivt til både omsætning og overskud. Hjemmesiden blev først lanceret i 2012, hvilket har betydet, at udviklings- og opstartsomkostninger ikke kunne nå at tjene sig hjem i de resterende 3 måneder af 2012. Det er den primære årsag til, at virksomheden i indkomståret 2012 ikke var overskudsgivende.

Ved opstarten af vognmandsvirksomheden i 2002 var der behov for indskud af fremmedkapital på ca. 200.000 kr. til indkøb af køretøj, indretning og forsikring m.v., så blev der naturligvis udarbejdet grundige budgetter, da banker som bekendt bare ikke låner det beløb ud uden forarbejde. At det så viste sig, at de potentielle omsætningstal, som man var blevet præsenteret for, var stærkt optimistiske, kunne jo være svært at forudsige på forhånd.

I øvrigt modtog SKAT i juni 2012 et budget for regnskabs- og indkomstårene 2012 – 2015:

Beskrivelse

2012

2013

2014

2015

Nettoomsætning

115.000 kr.

175.000 kr.

240.000 kr.

350.000 kr.

Varekøb

50.000 kr.

65.000 kr.

75.000 kr.

90.000 kr.

Dækningsbidrag

50.000 kr.

110.000 kr.

165.000 kr.

260.000 kr.

Kapacitetsomkostninger

Salgsfremmende omkostninger

-10.000 kr.

-10.000 kr.

-10.000 kr.

-10.000 kr.

Autodrift

0

0

0

0

Ejendomsudgifter

-10.000 kr.

-10.000 kr.

-10.000 kr.

-10.000 kr.

Administrationsudgifter

-40.000 kr.

-30.000 kr.

-25.000 kr.

-25.000 kr.

Øvrige omkostninger

-1.000 kr.

-1.000 kr.

-1.000kr.

-1.000 kr.

Kapacitetsomkostninger

-61.000 kr.

-51.000 kr.

-46.000 kr.

-46.000 kr.

Indtjeningsbidrag

4.000 kr.

59.000 kr.

119.000 kr.

214.000 kr.

Afskrivninger (maskiner og inventar)

-3.000 kr.

-3.000 kr.

-5.000 kr.

-5.000 kr.

Resultat før finansielle poster

1.000 kr.

56.000 kr.

114.000 kr.

209.000 kr.

Finansielle udgifter

-3.000 kr.

-1.000 kr.

-1.000 kr.

-1.000 kr.

Virksomhedens resultat

-2.000 kr.

55.000 kr.

113.000 kr.

208.000 kr.

Det bemærkes, at ovenstående budget har holdt stik langt hen ad vejen, da virksomheden i 2012 næsten nåede den budgetterede omsætning, men manglede det budgetterede resultat, hvilket primært var pga. af en forsinket lancering af en ny hjemmeside. I 2013 overgik de faktiske tal budgetterne væsentligt både i forhold til omsætning og indtjening.

For så vidt angår virksomhedens intensitet blev der i 2012 håndteret 165 ordrer, og i 2013 blev der håndteret 1.122 ordrer. Virksomhedens seriøsitet kan læses ud fra kundeanmeldelserne på TrustPilot, hvor virksomheden udelukkende får højest mulig karakter af kunder. Dette fremgår af hjemmesiden www.trustpilot.dk/review/[virksomhed1].dk. Det gør, at virksomheden i hvert fald i kundernes øjne må leve op til en professionel standard.

Som lønmodtager har klageren arbejde som vagtcentralmedarbejder hos [virksomhed2], hvor arbejdet primært består i at disponere brandkøretøjer, håndtere henvendelser til hjemmepleje, overvåge tyverialarmer m.v. Så det har intet at gøre med virksomhedsbeskæftigelsen.

Opbygningen af virksomheden og kompetencerne hertil har været et helt særskilt forløb, der er foregået med hjælp fra andre virksomheder i nært beslægtede brancher. Egen-udvikling af hjemmeside og de avancerede funktioner på denne har kunnet lykkes pga. af klagerens uddannelsesbaggrund som diplomingeniør, hvilket giver en række udviklingskompetencer.

Som vognmand havde klageren 1 fuldtidsansat ud over klageren. I indkomståret 2013 omsatte klageren for 391.000 kr., mens klageren i indkomståret 2014 forventer at øge sin omsætning med 1.200.000 kr. Der er forventet et øget brug af lejede eksterne lokaler til at huse væksten i 2014, ligesom der i forbindelse med julehandlen 2014 er forventet 1 person yderligere som fuldtidsansat.

Den omhandlede virksomhed har således i indkomstårene 2012 – 2014 gennemgået en særdeles positiv udvikling med henblik på at øge indtjeningsgrundlaget, idet virksomheden i indkomståret 2013 havde et resultat efter renter på 100.783 kr. og ud fra en foreløbig saldobalance i indkomståret 2014 et resultat efter renter på ca. 600.000 kr. For så vidt angår klagerens virksomheds erhvervsmæssige karakter er der henvist til SKM2008.641BR, SKM2008.854DEP, TfS 2000, 875 samt Landsskatterettens kendelse af 21/11 2013 med j.nr. 12-0191336.

Klageren har altid haft en stædig og ikke-opgivende holdning, som han holder fast i. Derfor har virksomheden haft forskellige forretningsområder. Men med selvstændig beskæftigelse siden 1996, hvor klageren var 18 år med samme CVR-nr., kun afbrudt af en såkaldt lønmodtagerpause i 1999 – 2001, kan man vist ikke sige, at det udelukkende er kortvarig beskæftigelse.

Den virksomhed, som klageren driver, kan sammenlignes med små fotoforretninger, rammeforretninger og webbaserede printleverandører.

Virksomheden har tillige potentiale i salgsøjemed, idet virksomheden har overskud.

Repræsentanten har anført, at under henvisning til årsrapporter og driftsresultater i 2013 og 2014 og driftsomlægning og nye tiltag i 2012, sammenholdt med retsregler og praksis, er 2012-resultatet tydeligvis fradragsberettiget i medfør af statsskattelovens § 6 a, stk. 1, litra a, idet den omhandlede sags erhvervsmæssige virksomhed klart blev påbegyndt i 2012.

Klageren har endvidere anført, at hans virksomhed har udviklet sig positivt og overskudsgivende fra indkomståret 2013 og frem, og at virksomheden i oktober 2012 havde oprettet en ny hjemmeside, der havde et konstant stigende antal såkaldte klik. I øjeblikket har virksomheden ca. 4.000 klik om året på den omhandlede hjemmeside. Han ville hele tiden geninvestere i sin virksomhed, hvorfor hans overskud i bl.a. indkomståret 2013 kunne have været større.

Landsskatterettens afgørelse

Der er i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (lov nr. 149 af 10. april 1922 med senere ændringer), fradrag for de udgifter som i indkomståret er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten.

Hvis udgifterne ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed overstiger indtægterne i et givet indkomstår, kan underskuddet ikke modregnes i indtægter fra andre indkomstkilder, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, og personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1 (lovbekendtgørelse nr. 143 af 8. februar 2011), ligesom underskud ikke kan fremføres til modregning i overskud i senere indkomstår i medfør af personskattelovens § 13, jf. Landsskatterettens kendelse af 20. april 1999, offentliggjort i TfS 1999, 517.

I henhold til praksis, jf. Den juridiske vejledning 2012-2, afsnit C.C.1.3.1, lægges der ved afgørelse af, om en virksomhed er erhvervsmæssig, bl.a. vægt på, hvorvidt virksomheden har overskud på den primære drift, om den er drevet forsvarligt ud fra en teknisk-faglig målestok, har en rimelig forrentning af den investerede kapital, en rimelig driftsherreløn for ydet arbejdsindsats i virksomheden, og om virksomheden har den fornødne intensitet.

Klagerens virksomhed er ikke anset for erhvervsmæssig i indkomståret 2012.

Der er herved lagt vægt på, at Landsskatteretten i sin kendelse af 17. december 2013 med j.nr. 13-0193805 for så vidt angår indkomstårene 2009 – 2011 har anset klagerens virksomhed for ikke-erhvervsmæssig, at klagerens virksomhed ikke gav overskud i indkomståret 2001, og at virksomheden har givet underskud i indkomstårene 2002 – 2012. Det bemærkes hertil, at vognmandsvirksomheden efter det oplyste ophørte pr. 19. marts 2007.

Det af klageren via sin revisor selvangivne overskud af virksomhed for indkomståret 2013, hvori der er ikke er fratrukket lønudgifter, og de af klageren fremlagte budgetter for indkomstårene 2014 og 2015, herunder foreløbig saldobalance for indkomståret 2014, er ikke tillagt afgørende betydning ved vurderingen af klagerens virksomheds skattemæssige status i indkomståret 2012.

Klagerens virksomhed har ikke en karakter, der er sammenlignelig med den virksomhed, som blev drevet af virksomheden i byrettens dom af 18. juli 2008, offentliggjort i SKM2008.641.BR, jf. Skatteministeriets kommentar til dommen af 28. oktober 2008, offentliggjort i SKM2008.854.DEP, og i virksomheden i Vestre Landsrets dom af 13. oktober 2000, offentliggjort i TfS 2000, 875.

Der er herved bl.a. lagt vægt på, at klagerens virksomheds indkomstkilder ikke kræver længerevarende udvikling, herunder patentansøgninger.

Derfor stadfæstes SKATs afgørelse.