Kendelse af 23-12-2015 - indlagt i TaxCons database den 23-01-2016

Indkomståret 2010

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst vedrørende udenlandsk pension med 17.645 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Indkomståret 2011

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst vedrørende udenlandsk pension med 18.206 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Indkomståret 2012

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst vedrørende udenlandsk pension med 18.700 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Faktiske oplysninger

Klageren har ifølge folkeregisteroplysninger været registreret med bopæl i Island, Norge, og Danmark.

I perioden fra 1. januar 2001 til 1. maj 2014 har klageren været registreret som ejer af ejerlejligheden [adresse1] i [by1].

Klageren er registreret som fuld skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

SKAT har modtaget oplysninger om, at klageren har modtaget pension fra Frankrig i 2010, 2011 og 2012 med henholdsvis 17.645 kr., 18.206 kr. og 18.700 kr.

Klageren har ikke, som anmodet af SKAT, indsendt dokumentation for pensionsindkomst og fransk skat for indkomstårene 2010, 2011 og 2012.

SKAT har i sin afgørelse forhøjet klagerens personlige indkomst med i alt 54.551 kr. for indkomstårene 2010-2012 som følge af manglende selvangivelse af pensionsindtægt fra Frankrig. Det fremgår ikke af SKATs afgørelse, at der gives nedslag i den danske skatteberegning som følge af udenlandsk pension.

Af de danske årsopgørelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 fremgår det, at udenlandsk indkomst kun indgår i den skattepligtige indkomst af hensyn til skatteberegningen, og at der er givet nedslag med henholdsvis 6.258,68 kr., 6.452,21 kr. og 6.627,28 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med i alt 54.551 kr. for indkomstårene 2010-2012.

Beløbet fremkommer således:

2010 modtaget pension fra Frankrig ikke selvangivet17.645 kr.

2011 modtaget pension fra Frankrig ikke selvangivet18.206 kr.

2012 modtaget pension fra Frankrig ikke selvangivet18.700 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”SKAT har den 17. januar 2014 bedt dig om at fremsende dokumentation for modtaget udenlandsk indkomst for indkomstårene 2010 – 2012.

Vi har ikke modtaget nogen reaktion på denne henvendelse og sendte den 11. februar 2014 et forslag om at ændre grundlaget for din skat.

Da vi ikke har modtaget dine bemærkninger til ovennævnte, har SKAT ændret dine skatteansættelser i overensstemmelse hermed:”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at der fejlagtigt er foretaget dobbeltbeskatning af hans udenlandske pension.

Der er til støtte herfor anført:

”Jeg er blevet opkrævet skat for udenlandsk pension, men den er allerede blevet beskattet i udlandet.”

Klageren har endvidere vedlagt dokument fra [virksomhed1], hvoraf blandt andet fremgår, at klageren for 2013 modtog i alt € 1.597.

Klageren har gjort indsigelser mod Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse. Klageren har blandt andet anført følgende:

”1. For det første er der fratrukket skat i Frankrig. Det vil De måske anerkende ved nedslag i indkomsten. F.eks. er den sidste månedlige pension på 1.000 kr., hvilket giver 12.000 om året – ikke 18.700!

2. Jeg mener at dobbeltbeskatning ikke er tilladt i Danmark.”

Landsskatterettens afgørelse

Det lægges til grund, at klageren i indkomstårene 2010, 2011 og 2012 har været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1

Det følger af statsskattelovens § 4, at al indkomst, som udgangspunkt, er skattepligtig til Danmark hvad enten den hidrører her fra landet eller ikke.

Af de danske årsopgørelser for indkomstårene 2010, 2011 og 2012 fremgår det, at udenlandsk indkomst kun indgår i den skattepligtige indkomst af hensyn til skatteberegningen.

Det fremgår endvidere af de danske årsopgørelser, at der ved skatteberegningen er beregnet nedslag for udenlandsk personlig indkomst.

Idet der er beregnet nedslag for udenlandsk personlig indkomst, er der ikke sket dobbeltbeskatning.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.