Kendelse af 14-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 07-11-2015

Vedrørende fradrag for renteudgifter

Faktiske oplysninger

Klageren er beneficiant i [finans1] i Liechtenstein med registreringsnummer [...]. Fonden er en familiefond, der er oprettet i 1971, og stifteren er ifølge det oplyste død for omkring 40 år siden.

Fonden ledes af en bestyrelse på 6 personer, hvoraf én er beneficiant. Det har ikke været muligt for SKAT at få oplyst navnene på bestyrelsesmedlemmerne eller kopi af fundatsen.

Fonden har dog den 24. april 2013 sendt et brev til SKAT via klageren.

Det er ikke oplyst, hvor mange beneficianter der er, blot at der er et antal “world-wide”, der kan modtage hjælp som lån eller støtte til at starte virksomhed, købe et hjem, uddanne sig, til sundhedsydelser og i tilfælde af “trængsel”.

Omkring lånene til beneficianterne har fonden oplyst overfor SKAT, at de kun gives til køb af et hjem eller til start af en virksomhed, og det forekommer ofte, at fonden afviser en låneansøgning.

Lånene gives til den lavest mulige rente og er for en periode på maksimalt 10 år. Alle lån gennemgås dog årligt for at se, om de skal fortsætte eller kræves tilbagebetalt. Låneoversigt sendes hvert år til beneficianterne.

Fonden yder ofte lån, hvor renten akkumuleres og betales tilbage sammen med lånet. Hvis et lån er til køb af et hjem, skal lånet tilbagebetales, hvis huset bliver solgt.

Klageren har flere lån i fonden. Det bemærkes, at visse af låneaftalerne oprindeligt er indgået med [finans2], der ifølge det toplyste har samme beneficianter og samme bestyrelse som [finans1]. På et tidspunkt er alle lån flyttet fra [finans2] til [finans1], således at [finans2] ikke længere yder lån.

SKAT har modtaget låneoversigt og kopi af låneaftaler den 21. maj 2013. Følgende lån fremgår heraf:

Lån 1: 5.800.000 kr. optaget i 2004 med en årlig forrentning på 3 %. Lånet er ydet til køb af en ejendom i [by1]. Lånet skal tilbagebetales den 30. marts 2014.

Lån 2: 350.000 kr. optaget i 2005 med en årlig forrentning på 2 %. Lånet er ydet til istandsættelse af klagerens hjem. Lånet skal tilbagebetales den 1. januar 2015.

Lån 3: Ifølge låneoversigten er lånet optaget i 2006 og lyder på 5.700.000 kr. Ifølge låneaftalen er lånet på 5.600.000 kr. og er optaget i 2007. Lånet er ydet til køb af sommerhus i [by2]. Der er sket tinglysning. Lånet skal tilbagebetales den 15. november 2017.

Lån 4: 1.550.000 EUR optaget i 2007 med en årlig forrentning på 2 %. Lånet er ydet til køb af en ejendom i Frankrig. Ifølge låneoversigten er der ydet et tillægslån på 80.000 EUR i 2008. Der er dog ikke modtaget låneaftale vedrørende dette tillægslån. Lånet skal tilbagebetales den 1. august 2017.

Af alle låneaftaler fremgår det, at renten tilskrives ved udgangen af året, og at ikke betalte renter vil blive tilskrevet restgælden ved udgangen af året. Det fremgår af brevet fra [finans1], at der i klagerens tilfælde ikke er sket betaling løbende, men at denne først sker ved indfrielsen af lånet.

Alle lån løber over en 10-årig periode.

Renteudgifterne på låneoversigten kan afstemmes med de selvangivne renter for 2005-2012, idet der dog er en periodeforskydning fra 2005 til 2006 på 6.000 kr.

Der er for 2004-2012 fratrukket følgende renteudgifter vedrørende låneaftalerne:

Repræsentanten har overfor Skatteankestyrelsen fremlagt brev af 13. maj 2015 fra [Fond1], hvoraf bl.a. fremgår, at lånet på 5,8 mio. kr. ydet den 30. marts 2004 efter fondsbestyrelsens bestemmelse i 2015 er forlænget efter anmodning fra klageren. Det samme er sket for så vist angår lånet på 350.000 kr. ydet den 12. januar 2005.

Vedrørende lånet på 80.000 EUR er oplyst, at der ikke blev udstedt lånedokument i forbindelse med lånets ydelse i 2008.

Det fremgår tillige af brevet, at [person1] er én ud af seks bestyrelsesmedlemmer i [Fond1]. De øvrige fem bestyrelsesmedlemmer modtager ikke lån fra fonden.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for renteudgifter, jf. ovenstående beløb.

SKAT har til klagerens repræsentants synspunkt om, at forslag til afgørelse er foretaget for sent anført, at klageren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Der er tale om en familiefond, hvor klageren eller et af hendes familiemedlemmer sidder med i bestyrelsen. SKAT har ikke kunnet få oplyst, hvilket familiemedlem, der er tale om. Bestyrelsen træffer beslutninger om lån og antages ligeledes at foretage den årlige revurdering af lånene.

Det er endvidere uvist, om lånet ved udløbet af det løbetid vil blive tilbagebetalt eller erstattet af et nyt lån. Bliver det erstattet af et nyt lån til indfrielse af det gamle, vil rentebetalingen reelt blive udskudt yderligere.

Samlet set skylder klageren 28.027.725 kr. ved udgangen af 2012 til fonden. De fire lån denne gæld er sammensat af, udløber alle i perioden 2014-2017. Klageren har ikke frie midler til betaling af dette beløb, hvorfor det kan være tvivlsomt, om lånet og dermed renterne nogensinde er tænkt tilbagebetalt.

Endvidere fremgår af gældsbrevet, at renten bliver fastsat til den lavest accepterede i den jurisdiktion, hvor låntager er bosiddende. Dette tyder på, at renten alene beregnes for at tilgodese skattemyndighederne, således at man undgår en rentefiksering. Også dette tyder således på, at der ikke er nogen realitet i rentetilskrivningen, og at disse ikke er tænkt tilbagebetalt.

På grund af den nære sammenhæng mellem klageren/hendes familie og bestyrelsen er det SKATs opfattelse, at det reelt står klageren frit for, om renterne nogensinde bliver betalt.

Det må derfor have været klart for klageren, at hun ikke kunne få fradrag for renterne. Når hun så alligevel fratrækker disse, må hun efter SKATs opfattelse have handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Først ved fremsendelse af låneaftaler, notat fra fonden samt opgørelse af mellemværendet i brev modtaget af SKAT den 21. maj 2013 er SKAT blevet opmærksom på denne sammenhæng. Forslag til afgørelse blev udsendt den 19. november 2013.

Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at forslag til forhøjelse er uhjemlet, har SKAT tilkendegivet, at det er opfattelsen, at undtagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8, er uden betydning, idet forfaldstidspunktet må anses for udskudt. Det er korrekt, at det af gældsbrevene fremgår, at renterne forfalder ved udgangen af hvert kalenderår, men det fremgår også, at renterne bliver tilskrevet hovedstolen, såfremt de ikke betales. Klageren kan således selv bestemme, hvornår forfaldstidspunktet skal være, og ifølge notat fra fonden, pkt. x), har hun netop valgt, at renterne skal tilskrives hovedstolen. Dermed er forfaldstidspunktet – og således også fradragstidspunktet – udskudt.

SKAT har henvist til Østre Landsrets dom af 20. juni 2008 (SKM2008.626.ØLD), der blev indbragt for Højesteret (SKM2011.97.HR). Højesterets flertal kom i lighed med Østre Landsret frem til, at der ikke forelå et reelt gældsforhold. To dommere fandt dog, at der forelå et reelt gældsforhold og udtalte i den forbindelse:

“Efter gældsbrevet af 27. maj 1993 kunne A vælge, at de kvartårligt tilskrevne renter skulle tilskrives lånets hovedstol, og dette udnyttede han i årene 1995, 1996 og 1997. Renterne kan herefter ikke anses for forfaldne i disse indkomstår og kan derfor ikke fradrages i disse, men først i et senere indkomstår, jf. ligningslovens § 5, stk. 1.”

Højesteret deler således SKATs opfattelse af, at muligheden for at renterne tilskrives hovedstolen er ensbetydende med, at forfaldstidspunktet udskydes.

SKAT har tillige bemærket, at man er uforstående over for repræsentantens oplysning om, at renterne kan indeholdes i hovedstolen. Hovedstolen på lånet er det beløb, der er udbetalt. Da der ikke foretages afdrag af nogen art, vil en rentetilskrivning efter SKATs opfattelse ikke kunne indeholdes i hovedstolen.

Det er SKATs opfattelse, at vurderingen af om der har været betryggende sikkerhed for lånet ikke er aktuel i denne forbindelse, idet forfaldstidspunktet er udskudt. Dette følger af, at klageren selv har kunnet vælge, om renterne skulle betales ved udgangen af året, eller om de først skulle betales ved

indfrielsen.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012 med henholdsvis 130.500 kr., 190.868 kr., 203.877 kr., 428.490 kr., 581.029 kr., 578.794 kr., 592.817 kr., 606.039 kr. og 621.217 kr.

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter fradrages i det indkomstår, hvori de forfalder til betaling. Ifølge lovens § 5, stk. 8, kan renteudgifter først fradrages ved indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter anses i den forbindelse for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum.

Af de to låneaftaler fremgår, at tilskrevne renter forfalder og skal betales ved udgangen af hvert enkelt kalenderår (dvs. pr. 31. december). Hvis renterne til trods herfor ikke betales, vil de blive lagt til lånet ved udgangen af hvert indkomstår.

Som det fremgår af låneoversigten beregnes der rente af de renter, der lægges til hovedstolen (rentes rente). Når der skal betales rentes rente ved manglende betaling af renterne, er det selvsagt udtryk for, at renterne er forfaldne.

Det er ikke sådan, at klageren frit kan vælge at lade være med at betale renterne. Hvis renterne ikke betales, indebærer dette, at der skal betales rentes rente. Realiteten er med andre ord den, at klageren - hvis renterne ikke betales - optager et “nyt lån” (svarende til de udestående rente), som bruges til at betale renterne. Det nye lån forrentes med samme rente og skal indfris på samme tidspunkt som det oprindelige lån (og er også i øvrigt på samme vilkår som vilkårene for det oprindelige lån).

Realiteten er derfor, at renterne forfalder og betales hvert år. Der er med andre ord ikke tale om, at forfaldstiden (og dermed betalingsdagen) er udskudt, sådan som SKAT hævder. Som nævnt er fondenes praksis, at fondene gennemgår alle lånene årligt for at se, om de kan fortsætte eller skal kræves tilbagebetalt. Det undersøges i den forbindelse, om fonden under hensyntagen til sikkerhederne må antages at kunne få sine penge igen, eller om låntagerne er insolvente. Er sidstnævnte tilfældet opsiges lånene. Fondene kan ikke påtage sig risici vedrørende fondsmidlerne, der jo skal sikre fremtidige generationer.

Heller ikke reglen i ligningslovens § 5, stk. 8, kan føre til nægtelse af rentefradrag. Dette følger allerede af, at renterne betales i det enkelte år, jf. ovenfor. Hertil kommer, at der er stillet behørig sikkerhed for lånene. Der er således ingen risiko for, at klageren ikke vil kunne betale forfalden gæld, og betingelsen i lovens § 5, stk. 8, 2. punkt, er derfor opfyldt.

Det er derfor gjort gældende, at renterne er fradragsberettigede som selvangivet.

Repræsentanten har anført, at forhøjelserne er foretaget for sent for så vidt angår indkomstårene 2004-2009.

For det tilfælde at Landsskatteretten når frem til, at SKAT har ret i sit synspunkt om, at forfaldsdagen er udskudt, og at renteudgifterne ikke er fradragsberettigede i de enkelte år, er det gjort gældende, at ændringen af klagerens indkomst (nægtelse af rentefradrag) er foretaget for sent for så vidt angår indkomstårene 2004-2009. Klageren har ikke forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at SKAT foretog ligningen på et urigtigt grundlag, og betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er derfor ikke opfyldt. Endvidere er fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke iagttaget, og ændringen af klagerens indkomst for indkomstårene 2004-2009 er også af den grund foretaget for sent.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, at SKAT normalt skal varsle en forhøjelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Den ordinære ansættelsesfrist for indkomstårene 2004-2009 var derfor udløbet, da SKAT sendte forslag til afgørelse den 21. november 2013. Forhøjelsen vedrørende disse indkomstår er derfor som alt overvejende udgangspunkt foretaget for sent.

Som en undtagelse til hovedreglen i lovens § 26 gælder ifølge lovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT - selvom den ordinære ansættelsesfrist er udløbet - kan foretage en forhøjelse, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT foretog ligningen på et urigtigt grundlag. Det er ifølge lovens § 27, stk. 2, en betingelse for at foretage en forhøjelse i medfør af lovens § 27, stk. 1, at forhøjelsen varsles senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ændringen.

Det ligger fast, at klageren i alle årene har selvangivet rentefradragene, og at SKAT på et hvilket som helst tidspunkt kunne have bedt om dokumentation i form af låneaftaler m.v. Da SKAT bad om oplysninger i form af låneaftaler m.v., blev disse loyalt sendt til SKAT. Klageren har således ikke forsøgt at holde oplysninger skjult.

Det er gjort gældende, at der ikke foreligger grov uagtsomhed eller forsæt.

Det støttes især på følgende synspunkter:

For det første havde klageren al mulig grund til at tro, at renterne var forfaldne og betalt. Låneaftalerne fastsætter, at renterne forfalder og skal betales ved kalenderårets udgang. Hvis renteudgifterne undtagelsesvist ikke betales, lægges de til lånet. Der betales i givet fald også renter af de ubetalte renter (rentes rente). I praksis er det derfor helt naturligt at opfatte situationen sådan, at renterne er forfaldne og skal betales, og at dette sker ved, at der optages et “nyt lån”, som bruges til at betale renterne med.

Hertil kommer, at det ikke er en dækkende beskrivelse, når SKAT i afgørelsen antager, at det reelt står klageren frit for, om renterne nogensinde bliver betalt, og at det derfor må have været “klart” for klageren, at hun ikke kunne få fradrag for renterne. SKAT overser i den forbindelse fuldstændigt, dels at der er stillet fornøden sikkerhed for lånene inklusive renter i form af pant i fast ejendom, og at lånene forfalder til øjeblikkelig indfrielse, hvis sikkerhederne afhændes og ikke erstattes med anden betryggende sikkerhed, og dels at klageren er 84 år. I modsætning til hvad SKAT antager, har klageren således netop kunnet gå ud fra, at renterne ville blive betalt - senest som led i et salg af ejendommene i forbindelse med klagerens død.

I den forbindelse er det også væsentligt, at klageren ikke har nogen speciel indsigt i skatteforhold eller økonomiske forhold i øvrigt, og at det er juridiske spidsfindigheder (fortolkningen af forfaldsbegrebet i ligningslovens § 5, stk. 1, og sammenhængen mellem ligningslovens § 5, stk. 1 og 8), der kan føre til, at renterne ikke kan anses for forfaldne og betalte. Hvis skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5, fortolkes således, at sådanne retsvildfarelser anses for forsætlige eller groft uagtsomme vil bestemmelsen fuldstændig miste sin karakter af undtagelsesbestemmelse og få et alt for bredt anvendelsesområde.

Det faktum. At SKAT ikke har fundet anledning til at foretage kontrol af selvangivelserne i de næsten 10 år, der er omfattet af afgørelsen burde i sig selv give anledning til, at der fares med lempe over for klageren, der som nævnt er 84 år, idet det konkluderes, at der er tale om groft uagtsomme eller forsætlige forhold.

Samlet er der derfor gjort gældende, at der ikke foreligger grov uagtsomhed eller forsæt.

SKAT har endvidere ikke godtgjort, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er opfyldt, og ændringen af kagerens kapitalindkomst vedrørende rentefradragene for indkomstårene 2004-2009 er også af den grund foretaget for sent.

Repræsentanten har om renteudgifterne anført, at klageren i perioden 2003-2010 har fået bevilget tre lån af henholdsvis [finans2] ([finans2]) og [finans1] ([finans1]). [finans2] er en familiefond hjemmehørende i Lichtenstein, hvor Klageren er en af beneficianterne. [finans1] er en selvstændig underfond til [finans2].

Tre af lånene er oprindeligt ydet af [finans2], men efterfølgende af [finans2] transporteret til [finans1] (kreditorskifte). I dag er [finans1] således kreditor for alle fire lån til klageren.

Der er for alle de fire omhandlede lån stillet betryggende sikkerhed (pant i fast ejendom). Lånene forfalder i tilfælde af, at panterne (de fast ejendomme) sælges, med mindre der stilles anden betryggende sikkerhed. Lånene forfalder endvidere ved låntagerens insolvens eller konkurs.

Som det fremgår af låneaftalerne, forrentes lånene med henholdsvis 2 % pro anno henholdsvis 3 % pro anno. Alle fire låneaftaler indeholder bestemmelse om, at renten forfalder og skal betales ved udgangen af de enkelte år (31. december). Endvidere fremgår det, at alle fire låneaftaler, at “(a)ny interest the Borrower might fail to pay will be added to the Loan at the end of each calendar year”. De renter, der lægges til lånet, forrentes på samme måde som det oprindelige lån. Der betales med andre ord rentes rente af disse renter, jf. oversigten, hvor rentebeløbene fremgår.

Fondenes praksis vedrørende forrentningen er den, at renterne forfalder og skal betales ved årets udgang. Betales renterne ikke, lægges de - som nævnt - til lånet. Fonden gennemgår alle lånene årligt for at se, om de kan fortsætte eller kræves tilbagebetalt. Det undersøges i den forbindelse, om fonden under hensyntagen til sikkerhederne må antages at kunne få sine penge i igen, eller om låntagerne er insolvente.

Vedrørende beskatning af uddelinger fra familiefond

Faktiske oplysninger

Forholdet omhandler uddelinger fra [finans1], som beskrevet ovenfor.

Ifølge brev modtaget fra [finans1] har klageren modtaget følgende beløb som uddeling til bl.a. sundhedsudgifter:

Såvel [finans1] som klagerens repræsentant har anført, at uddelingerne ved en fejl er blevet behandlet som lån, men at det med selvangivelserne for 2011 og 2012 er blevet ændret således, at alle ovenstående beløb er selvangivet. Beløbene fremgår dog ikke af låneoversigten.

SKAT har modtaget oplysninger om overførsel mellem udenlandsk bankkonto og dansk bankkonto i det såkaldte Projekt Money Transfer. Det fremgår heraf, at klageren har modtaget beløb fra [finans1]. Visse beløb er overført direkte til klageren, mens andre i første omgang er betalt til advokat [person2], senere [virksomhed1], og dernæst videre til klageren.

Der er tale om følgende beløb:

Overførslen den 30. maj 2007 er oplyst at være en del af en rentebærende gæld. Beløbet fremgår imidlertid ikke af gældsoversigten, hvorfor der må være tale om en uddeling på lige fod med de øvrige overførsler både i ovenstående skema, men også de uddelinger hun har selvangivet i 2011 og 2012 vedrørende 2008-2012.

SKATs afgørelse

SKAT har anset uddelinger i 2005, 2006 og 2007 på henholdsvis 116.800 kr., 8.637 kr. og 83.824 kr. for skattepligtige for klageren, jf. statsskattelovens § 4.

Klageren har ligeledes modtaget uddelinger i 2008-2010 uden, at disse er selvangivet for de pågældende år. Først ved selvangivelserne for 2011 og 2012 er der rettet op herpå.

Repræsentanten har til SKAT den 21. maj 2013 oplyst, at uddelingerne ved en fejl var blevet behandlet som et lån. Imidlertid fremgår de ikke af låneoversigterne, hvorfor det virket noget usandsynligt eller i hvert fald giver et mindre betryggende billede af familiefondens administration af uddelinger og lån.

Klageren har således ikke selvangivet uddelinger fra familiefonden før 2011, uagtet at hun har modtaget disse uddelinger i en lang årrække.

Længden af den periode, hvor de urigtige selvangivelser har fundet sted, samt hvor komplicerede reglerne er, er begge elementer, der har betydning ved bedømmelsen af, om en skatteyder har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

SKAT er af den opfattelse, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

SKAT har den 12. marts 2013 anmodet om opgørelse af mellemværendet mellem klageren og familiefonden. Den 21. maj 2013 har SKAT modtaget denne, dog kun indeholdende redegørelse fra 2008-2012. SKAT kan således først den 21. maj 2013 konstatere, at der ikke er fremkommet nogen forklaring på de beløb, der fremgår af SKATs Money Transfer-oplysninger.

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har påstået klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2005, 2006 og 2007 nedsat med henholdsvis 116.800 kr., 8.637 kr. og 83.824 kr.

Repræsentanten har anført, at overførslen den 30. maj 2007 er en del af den rentebærende gæld og indgår i det lån, der blev ydet i 2007/2008. Beløbet er derfor ikke skattepligtigt. De øvrige beløb er heller ikke skattepligtige.

Det er gjort gældende, at beskatningen af uddelingerne er foretaget for sent for så vidt angår indkomståret 2008. Klageren har ikke forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at SKAT foretog ligningen på et urigtigt grundlag, og betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er derfor ikke opfyldt. Endvidere er fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke iagttaget, og ændringen (forhøjelsen) af klagerens indkomst for indkomståret 2008 er også af den grund foretaget for sent.

Til støtte for at der ikke foreligger grov uagtsomhed eller forsæt kan især henvises til, at klageren gik ud fra, at beløbene i lighed med, hvad der var tilfældet for andre tilsvarende beløb/sundhedsudgifter indgik i lånene. Dette støttes af, at klageren straks selvangav beløbene, da den rette sammenhæng kom for dagen. Der bør endvidere henses til beløbenes i sammenhængen begrænsede størrelse.

For det tilfælde, at Landsskatteretten måtte finde, at der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt, er det gjort gældende, at 6-måneders fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke er overholdt. SKAT har ikke oplyst endsige dokumenteret, hvilke oplysninger det var, SKAT modtog som led i Projekt Money Transfer, eller hvornår SKAT modtog oplysningerne. SKAT har derfor ikke dokumenteret at 6-måneders-fristen er iagttaget.Også af den grund må forhøjelsen af klageren anses for foretaget for sent.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan fradrages renter af prioriteter og anden gæld.

Det fremgår endvidere af ligningslovens § 5, stk. 7, at renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Landsskatteretten finder, at der ikke er fradragsret for renteudgifter i indkomstårene 2004 – 2012 inkl. Retten har lagt til grund, at der er tale om en fond, hvori en person fra klagerens familie er bestyrelsesmedlem, medens de øvrige bestyrelsesmedlemmer er uoplyste. Det er rettens opfattelse, at der som følge af de familiemæssige relationer er skærpede beviskrav, og at det ikke er dokumenteret, at der foreligger reelle låneforhold. Retten bemærker, uanset om det havde været dokumenteret, at der forelå reelle låneforhold, er der ikke er tale om forfaldne renter. Det forhold, at der i de fremlagte lånedokumenter er en bestemmelse om, at renterne ved manglende betaling kan tillægges hovedstolen, vil alene medføre, at renterne er fradragsberettigede på betalingstidspunktet, idet der herved må anses for at være givet henstand med betaling af renterne. Retten har tillige henset til, at lånene på 5,8 mio. kr. og 350.000 kr. ikke er tilbagebetalt på lånenes udløbsdatoer samt alene forlænget ved mundtlige aftaler herom. For så vidt angår lånet på 80.000 EUR er oplyst, at der ikke er udstedt lånedokument for så vidt angår dette lån.

Hvad angår overførslerne i 2005, 2006 og 2007, finder Landsskatteretten, at det ikke er dokumenteret, at der er tale om et udlån fra fonden. Der er herved lagt vægt på, at det fremgår, at de overførte beløb vedrører regninger betalt for klageren. Det er herefter rettens opfattelse, at der er tale om skattepligtige uddelinger fra fonden, jf. statsskattelovens § 4.

Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at ansættelsesændringen er foretaget for sent, finder Landsskatteretten, at klageren ved at selvangive ikke forfaldne renteudgifter har handlet mindst groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

For så vidt angår skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, finder retten, at 6-månedersfristen i bestemmelsen anses for overholdt, idet SKAT den 21. maj 2013 modtog svar vedrørende de såkaldte lån, og SKAT den 19. november 2013 udsendte forslag til afgørelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.