Kendelse af 19-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 25-07-2015
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
2012 Kursusudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a | 0 | 38.420 | 32.920 |
Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C | 12.600 | 13.608 | 13.104 |
2013 Kursusudgifter efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a | 0 | 4.105 | 4.105 |
Befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C | 13.292 | 13.803 | 13.546 |
Klageren er uddannet sygeplejerske på [sygeplejeskole] 4. marts 1984.
Klageren har jf. SKATs oplysninger i mange år været ansat ved [by1] kommune som sygeplejerske. Pr. 1. februar 2010 fik klageren arbejde ved [...] i [by2], hvor hun ligeledes fungerer som sygeplejerske.
I 2012/2013 har klageren deltaget i kurset ”Tab og traumer – komplicerede livsforandringer”. Kurset har fundet sted i [by1], hvor klageren også har bopæl.
Formålet er beskrevet som:
”Efteruddannelsen ”Tab og traumer – komplicerede livsforandringer” har til formål at inspirere, støtte og kvalificere deltagerne i deres arbejde med mennesker i forskellige livssammenhænge. Gennem de seneste år er der en øget viden om nødvendigheden af at gennemgå en sorgproces ved tab. Der stilles krav til de professionelles viden om mennesker, der er ramt af tab og traumer, og til deres evne til at møde dem kvalificeret.
Efteruddannelsen giver en grundig viden og dybere forståelse af både den sunde sorg og den komplicerede sorgudvikling, samt træner interventions- og behandlingsmuligheder.
I efteruddannelsesforløbet lægges fortløbende vægt på at udvikle deltagerenes evne til at mestre de personlige og faglige processer, som forekommer under et forløb med sorg og traumer – herunder at forbinde teori og praksis.”
Kurset består af 6 moduler af 4 dages varighed med første modul 31. januar – 3. februar 2012 og sidste modul 28. maj – 31. maj 2013. Kurset afsluttes med en skiftlig opgave, som er en integreret del af kurset, som åbner mulighed for refleksioner over faglige og personlige erfaringer og erkendelser i forløbet. Der udstedes et uddannelsesbevis ved gennemført forløb.
Der kræves en motiveret ansøgning for tilmelding, hvor der lægges vægt på baggrunden for at deltage i kurset og mulighederne for at bruge det i ansøgerens daglige arbejde.
Fungerende hospicechef pr. 15. maj 2014, [person1], har vedrørende kurset lavet følgende erklæring:
”[person2] ansat her på [...] har deltaget i efteruddannelse indenfor Tab og traume. Det er en uddannelse der klæder hende bedre på i arbejdet her på hospice hvor man møder både patienter og pårørende der oplever tab.
Vi har tidligere sendt medarbejdere på denne efteruddannelse, men havde i uddannelsesbudgettet for 2012/2013 ikke penge afsat til dette formål.
Derfor valgte [person2] selv at betale den overvejende del (vi har betalt et enkelt modul) og bruge sin fritid på uddannelsen.
Vi betragter uddannelsen som en efteruddannelse til brug for arbejdet her i huset, den er opkvalificerende i forhold til det daglige arbejde, men kvalificerer ikke til en eksempelvis højere stilling og har heller ikke givet [person2] et lønløft.”
Klageren har fremlagt regninger og kontoudskrifter vedrørende betaling af de første 4 moduler i 2012. Arbejdsgiveren har i sin erklæring, citeret ovenfor, bekræftet at de har betalt et modul, hvorfor der lægges til grund at dette vedrører et af modulerne i 2013.
Hospicechef pr. 23. oktober 2012, [person3], har bevilliget 50 % tjenestefri, dvs. 2 dage for de på dette tidspunkt resterende 3 moduler af 20-23. november 2012, 26. februar – 1. marts 2013 samt 28 – 31 maj 2013. Tidligere har der været givet 1 dags tjenestefri i forbindelse med afvikling af kursusdage i det omfang disse faldt sammen med arbejdsdage.
Klageren har via tast/selv angivet 216 arbejdsdage for både 2012 og 2013.
SKAT har nægtet fradrag for kursusudgifter i både 2012 og 2013 samt nedsat befordringsfradraget med antal kursusdage.
SKAT har som begrundelse ansført:
”Vedrørende kursusudgift 2012 og 2013
Begrundelse/Praksis
Fradragsberettigede driftsomkostninger er i Statsskattelovens § 6, stk. i litra a beskrevet som de udgifter, der i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i det aktuelle indkomstår.
Det skattepligtige indkomstbegreb indebærer, at udgifter må afgrænses, dels overfor udgifter afholdt til private formål og dels overfor udgifter afholdt til sikring af indkomstgrundlaget.
Der kan som udgangspunkt ikke tages fradrag for udgifter til uddannelse/videreuddannelse, som afholdes som led i en kompetencegivende uddannelse.
Afholdte udgifter til uddannelse/videreuddannelse anses for at være en privatudgift, og er dermed ikke fradragsberettiget
Afholdte udgifter til en efteruddannelse er derimod fradragsberettiget, idet det er en ajourføring og vedligeholdelse af ens faglige viden og uddannelse
Grænsen mellem en uddannelse/videreuddannelse og en efteruddannelse er ikke skarp, men det er karakteristisk for en efteruddannelse, at den alene har til formål at vedligeholde og ajourføre den pågældendes viden og uddannelse.
I modsætning hertil kan en uddannelse/videreuddannelse karakteriseres ved, at den medfører en opkvalificering til en anden og højere kvalificeret funktion
Du har jvnfr. Skats oplysninger i mange år været ansat ved [by1] kommune som sygeplejerske. I perioden 30/9 2009— 31/1 2010 har du jvnfr. Skats oplysninger modtaget sygedagpenge Pr. 1/2 2010 får du arbejde ved [...] i [by2], og efter afsluttet uddannelse/videreuddannelse i 2013 opnået en lønfremgang.
Det uddannelsesforløb du har deltaget i “Tab og Traumer — komplicerede livsforandringer” anses derfor ikke for at være en vedligeholdelse eller ajourføring af din tidligere uddannelse som sygeplejerske, men anses for at være en uddannelse/videreuddannelse, der går ud over rammerne for ajourføring og vedligeholdelse af din faglige viden, hvorfor der ikke kan gives fradrag efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a
Tilbageført fratrukket kursusudgift 2012 38.420 kr.
Tilbageført fratrukket kursusudgift 2013 13.710 kr.
Vedrørende befordringsfradrag 2012 og 2013
Du har i 2012 og 2013 deltaget i kursus “Tab og Traumer — komplicerede livsforandringer”
Dette kursus ses afholdt i [by1], hvor du også har hjemadresse.
Du kan derfor ikke fratrække befordring til din arbejdsplads i [by2] for de dage, du har deltaget i kurset.
Antal arbejdsdage er derfor ved beregning af dit befordringsfradrag reduceret til 200 arbejdsdage i 2012 og 208 arbejdsdage i 2013.
Antal kursusdage 2012, jvnfr. indsendt materiale 16 dage
Antal kursusdage 2013, jvnfr. indsendt materiale 8 dage
Klageren har nedlagt påstand om at SKAT skal godkende fradrag for kursusudgifter samt at befordringsfradraget ikke nedsættes.
Klageren har som begrundelse anført:
”Jeg/vi gør hermed indsigelse mod SKAT’s afgørelse af 22. maj 2014 angående fradrag af
lønmodtagerudgifter i 2012 og 2013.
Klagen angår både SKAT’s ændring af fradrag for kursusudgifter og befordring i 2012 og 2013.
Med hensyn til kursusudgifterne er det ikke korrekt, som SKAT anfører i afgørelsen, at efteruddannelsen “Tab og traumer” er en videreuddannelse.
Jeg har ikke opnået en højere kvalificeret funktion.
Det er heller ikke korrekt, som SKAT anfører i afgørelsen, at jeg har opnået en lønfremgang. Hensigten med min deltagelse og gennemførelse af efteruddannelsen “Tab og traumer” var alene at kvalificere mig til det daglige arbejde på hospice i [by2].
./. Se vedlagt udtalelse fra min arbejdsgiver v/ [person1].
Disse oplysninger fra [person1] vil endvidere kunne aflæses i min årsopgørelse for den givne periode.
Desuden har jeg i min uddannelse som sygeplejerske haft fag relaterende til håndtering af tab og traumer, blandt andet psykologi.
.1. Se vedlagt “Uddannelsens indhold”.
Kurset “Tab og traumer” ligger indenfor min uddannelse og er ikke en videreuddannelse, men en ajourføring af min uddannelse på dette område.
Kurset “Tab og traumer” kvalificerer mig ikke til en anden stilling, men det er en naturlig del af min uddannelse som sygeplejerske. Emnerne i kurset behandler netop naturligt forekommende opgaver som sygeplejerske på hospice. Det er jo ikke sådan, at jeg er opkvalificeret til at varetage f.eks. psykolog-lignende opgaver, jeg varetager stadig opgaver som sygeplejerske.
På ovenstående baggrund kan min udgift til deltagelse i kurset rettelig subsummeres under bestemmelsen i Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, som en efteruddannelse.
Mine udgifter til kurset er derfor anvendt for at sikre og vedligeholde min indkomst.
Med hensyn til befordringsudgifterne er det ikke korrekt, som SKAT anfører i afgørelsen, at jeg deltog i kurset på arbejdsdage.
Jeg deltog i kurset både på fridage og tjenestefridage.
.1. Se vedlagt bilag af 23-10-2012 fra arbejdsgiver v/ [person3].”
Af mail 15. januar 2015 er endvidere anført:
”Bilag til sagsnr. 14-3035723, se vedhæftet dom, Højesteret Ufr 1995.152 H - dommen har præjudikatsværdi for vores sag.
Sagen drejede sig om en offentlig ansat, som på eget initiativ tog på en studierejse, som han fandt relevant for sit arbejde. Rejsen var ikke en forudsætning for at bibeholde hans ansættelse.
Landsskatteretten anerkendte ikke fradrag for den offentligt ansattes udgifter hertil, idet man ikke fandt det godtgjort, at udgifterne var nødvendige for, at skatteydere på en fuldt forsvarlig måde kunne bestride sin stilling.
Ved appel ændrede Højesteret imidlertid Landsskatterettens afgørelse under henvisning til, at udgifterne var afholdt for at ajourføre skatteyderens faglige niveau og med henvisning til, at der var direkte forbindelse mellem en sådan ajourføring og arbejdet. Uanset at udgifterne var afholdt på den offentligt ansattes eget initiativ og ikke efter krav fra arbejdsgiveren, blev udgifterne anset for fradragsberettigede efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Ifølge Højesteret er en udgift som den, jeg har haft med min uddannelse i ”Tab og traumer” som offentlig ansat specialiseret inden for sundhedsvæsenet, fradragsberettiget.
Med andre ord har Højesteret bestemt, at formuleringen af Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a indbefatter en sådan udgift, som jeg har haft til efteruddannelsen i ”Tab og traumer”.
Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a bestemmer i sin ordlyd, at ”driftsomkostninger, dvs. de udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten (...)” skal fradrages, når der skal afregnes skat med det offentlige, dvs. som udgangspunkt i det indkomstår, hvor jeg faktisk har afholdt udgifterne til efteruddannelsen.
Højesteret har også med dommen lagt fast, at der ikke gælder et nødvendighedskrav i forhold til udgiftens afholdelse. Det behøver således ikke at være afgørende nødvendigt eller direkte påkrævet af min arbejdsgiver, at jeg skulle tage efteruddannelsen. Det kræves blot, at der er en direkte forbindelse mellem en sådan ajourføring og det arbejde, som jeg udfører i det daglige.
Angående ajourføring af mit faglige niveau og til sagen i det hele taget: Landsskatterettens afgørelse i TfS1998.716 LSR.”
Vedrørende kursusudgifter
Udgifter til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det omfang de overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2012 – 2013), jf. ligningslovens § 9 og statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Der er ikke fradrag for udgifter i forbindelse med grund- eller videregående uddannelse. Sådanne uddannelser, der giver helt nye kompetencer eller kvalificerer til andre stillinger eller helt andre funktioner, er en etablering af et nyt indkomstgrundlag. Der er derimod fradrag for udgifter til efteruddannelse, hvis uddannelsen har den fornødne forbindelse til ens lønnede arbejde. Efteruddannelse er uddannelse der er egnet til at vedligeholde ens viden og kvalifikation.
Som udgangspunkt er der tale om en efteruddannelse, hvis kurset har til formål at vedligeholde den faglige viden f.eks. ajourføringskurser. Herunder falder også korte eller kortere kursusforløb, hvor den ansatte sættes i stand til at bestride en anden arbejdsfunktion f.eks. betjening af en ny maskine, nye teknikker eller ændret arbejdsproces.
Som udgangspunkt er der tale om videreuddannelse, hvis uddannelsesaktiviteterne bevirker et egentligt kompetenceløft, således at den ansatte efterfølgende sættes i stand til at bestride en stilling eller hverv med et nyt eller større indhold.
Landsskatteretten finder, at uddannelsen kan anses for en efteruddannelse, som er et led i at understøtte den arbejdsfunktion klageren har og dermed at kunne bestride den stilling hun er ansat i. Klageren har ikke opnået en ny stilling, en ny betegnelse eller højere løn.
Der er ligeledes lagt vægt på at uddannelsen er delvist støttet af arbejdsgiveren med betaling af et modul samt 50 % tjenestefri under 3 af de 6 moduler og den ikke fulde understøttelse beroede på manglende kursusmidler.
Retten finder endvidere, at kurset har en sådan konkret og direkte forbindelse med klagerens indkomsterhvervelse som sygeplejerske på [...], at de af klageren afholdte udgifter hertil kan anses for fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.
Landsskatteretten godkender på ovenstående baggrund fradrag for kursusudgifter på 32.920 kr. for 2012 og 4.105 kr.for 2013.
Vedrørende befordringsfradrag
Efter ligningslovens § 9 C, stk. 1 - 3, kan der gives fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen. Fradraget beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel ud fra de satser, der fastsættes af Skatterådet. Det er uden betydning for fradraget, hvordan befordringen foretages.
Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage, den skattepligtige har haft befordring til og fra arbejde. Der kan derfor ikke beregnes befordringsfradrag for fri-, ferie- og sygedage.
Da kurset er foregået på hverdage, hvor klageren brugte enten fridage eller fik tjenestefri, har klageren ikke på disse dage haft befordring til arbejdet i [by2].
Klageren har indtastet 216 dages befordring, som anses for et normalt arbejdsår i både 2012 og 2013.
Der er taget højde for almindelige ferie og fridage i de 216 dage, hvorfor befordringsfradraget ikke skal reduceres med disse dage. De dage klageren har fået tjenestefri, skal derimod fratrækkes ved beregning af befordringsfradraget.
På baggrund af de foreliggende oplysninger, skønnes det at halvdelen af kursusdagene kan anses for tjenestefrie dage, hvorfor disse skal fratrækkes i befordringsfradraget.
Landsskatteretten ændrer herved SKATs afgørelse og godkender befordringsfradrag for 208 dage i 2012 beregnet til 13.104 kr. og 212 dage i 2013 beregnet til 13.546 kr.