Kendelse af 27-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 06-06-2015

Klageren har modtaget en godtgørelse fra [virksomhed1] ApS på 225.000 kr.

Spørgsmål:

Er godtgørelsen skattepligtig?

SKATs svar:

Ja

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har været ansat hos [virksomhed1] ApS fra 1. maj 2007. Senest som kvalitetsingeniør.

Ved brev af 16. januar 2013 blev han opsagt med 5 måneders varsel til fratræden den 30. juni 2013. Begrundelsen i opsigelsen var omfanget af sygefravær. Klageren havde været sygemeldt siden 13. august 2012, og det fremgår af opsigelsen, at det ifølge de foreliggende oplysninger ikke var afklaret, om det ville blive muligt for ham inden for rimelig tid at genoptage sit job på fuld tid. [virksomhed1] ApS skrev, at de desværre ikke længere kunne holde et job åbent for klageren og ikke havde mulighed for at tilbyde ham et job, som kunne matche hans helbredsforhold og interesser.

Klageren kontaktede sin fagforening, [fagforening1], der ikke mente, at virksomheden havde gjort nok for at fastholde klageren i arbejde. Af en mail af 28. maj 2013 til [virksomhed1] ApS fremgår det blandt andet, at:

"D. 13. august 2012 sygemeldes [person1] imidlertid, da hans Menieres sygdom blusser op. Sygdommen medfører bl.a. at [person1] har kronisk svimmelhed, hvortil kommer 2-3 ugentlige kraftige anfald. Desuden lider [person1] af tinnitus/susen for ørerne. I den sammenhæng er stress benzin på bålet, der får sygdommen til at blusse op.

Det er kendt, at man ved tilpasning af ansættelsesvilkår sagtens kan bevare tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis man eksempelvis bliver skånet for så vidt angår bl.a. stress."

[fagforening1] henviste i mailen til forskelsbehandlingsloven og til, at EU-domstolen i en dom har anført, hvorledes "handicap" skal fortolkes. [fagforening1] finder, at klageren uden tvivl lider af et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Den 9. oktober2013 blev der afholdt møde mellem [virksomhed1], [fagforening1] og klageren. Af referat fra mødet fremgår:

"Sagen blev drøftet.

Enighed om, at sagen – uden præjudice – til fuld og endelig afgørelse af ethvert spørgsmål sluttes ved:

Der henstår ikke yderligere krav mellem parterne. Hermed sluttede sagen."

Af lønsedlen for oktober måned 2013 fremgår det, at der er trukket AM-bidrag og A-skat af beløbet.

SKATs bindende svar af 4. marts 2014

SKAT har anset erstatningen på 225.000 kr. for skattepligtig. Det begrundes således:

...

Indledningsvis skal det fastslås, at SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt dine rettigheder er krænket ved en overtrædelse af forskelsbehandlingslovens §§ 2-4, herunder om du kan få tilkendt en godtgørelse efter lovens § 7.

Denne kompetence henhører under Ligebehandlingsnævnet i medfør af forskelsbehandlingslovens § 8 a og § 1, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 905 af 3. september 2012 om Ligebehandlingsnævnet. Ligebehandlingsnævnets afgørelser kan efterfølgende indbringes for domstolene.

SKAT har derimod kompetence til at give bindende svar på spørgsmålet om den skattemæssige virkning af den gennemførte disposition i medfør af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

Det fremgår af det foreliggende grundlag, at du blev opsagt den 16. januar 2013 til fratræden den 30. juni 2013, og at [fagforening1] var af den opfattelse, at du uden tvivl lider af handicap i forskelsbehandlingslovens forstand.

Det fremgår endvidere, at [fagforening1] var af den opfattelse, at arbejdsgiveren var forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der var hensigtsmæssige, for at give en person med handicap adgang til beskæftigelse jf. forskelsbehandlingslovens § 2a.

Af referat af møde mellem dig og din fagforening og repræsentanter for din tidligere arbejdsgiver fremgår at opsigelsen står ved magt. Endvidere fremgår, at du pr. kulance modtager et engangsbeløb på 225.000 kr. ultimo oktober.

Det er SKATs opfattelse, at det forhold, at [virksomhed1] ApS fastholder din opsigelse, medfører at der ikke er tale om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår derimod af opsigelsen, at denne skyldes omfanget af dit sygefravær.

Dette har efter SKATs opfattelse den betydning, at der i forbindelse med opsigelsen ikke er foretaget en retsstridig krænkelse af dine rettigheder i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2-4., hvorved du ikke kan opnå en godtgørelse efter lovens § 7.

Det er herefter SKATs opfattelse, at den forligsmæssige godtgørelse på kr. 225.000,00 ikke skal beskattes i overensstemmelse med de principper, der fremgår af Skatterådets bindende svar refereret i SKM2014.85.SR. Det fremgår heraf, at den tidligere arbejdsgiver havde udsat omhandlede ansatte for en krænkelse af betydelig grovhed ved at udøve direkte forskelsbehandling.

Det er endvidere SKATs opfattelse, at der ikke foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at anse den forligsmæssige aftalte godtgørelse på kr. 225.000,00 som en skattefri godtgørelse for en retsstridig krænkelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 om tort.

Den forligsmæssige godtgørelse på kr. 225.000,00 er derfor skattepligtig efter ligningslovens § 7 U.

Supplerende kan der til støtte herfor henvises til den ovenfor gennemgåede dom fra Østre Landsret, hvori landsretten udtaler, at det følger af ordlyden af ligningslovens § 7 U, at alle ydelser, der udbetales af en arbejdsgiver i forbindelse med en medarbejders fratræden af stilling, er skattepligtige i det omfang de overstiger kr. 8.000,-, samt at det er uden betydning for beskatningen, om arbejdsgiveren var forpligtet til at udbetale fratrædelsesgodtgørelsen, eller om arbejdsgiveren udbetalte godtgørelsen frivilligt.

SKAT svarer derfor Ja til spørgsmål 1 om skattepligt."

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har nedlagt påstand om, at SKATs svar skal ændres til, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5 og SKM2014.85.SR.

Det er til støtte for påstanden anført:

" Sagsfremstilling

[person1] blev ansat hos [virksomhed1] fra 1. maj 2007.

16. januar 2013 blev [person1] opsagt af [virksomhed1] pga. sygefravær. Opsigelsen skete med virkning fra 30. juni 2013. I forbindelse med opsigelsen var der ingen antydning af (endsige aftale om), at [virksomhed1] var indstillet på at yde en kulancemæssig godtgørelse udover det vederlag [person1] ansættelsesretligt var berettiget til at modtage i anledning af opsigelsen.

[person1] kontaktede i forbindelse med opsigelsen sin fagforening [fagforening1]. Den 28. maj 2013 sendte [fagforening1] et brev til [virksomhed1]. Det fremgår heraf, at han lider af Meniéres sygdom og at denne var blusset op, hvorfor [person1] blev sygemeldt den 13. august 2012, samt at:

"I relation til Forskelsbehandlingsloven har EU-domstolen for ganske nyligt anført, at begrebet "Handicap" skal fortolkes således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnostiseret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Dette medfører at [person1] uden tvivl lider af et handicap i Forskelbehandlingslovens forstand."

[fagforening1] bad derfor om dokumentation for, at [virksomhed1] havde truffet de nødvendige foranstaltninger efter Forskelsbehandlingslovens § 2 a, alternativt stod [fagforening1] til rådighed for drøftelse omkring en godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7 stk. 1.

Herefter fulgte en længere mailkorrespondance mellem [fagforening1] og [virksomhed1], hvor [fagforening1] på den ene side fastholdt, at [person1] pga. sin Meniérs sygdom lider af et handicap i Forskelsbehandlingslovens forstand og at [virksomhed1] ikke har levet op til sin forpligtelse i henhold til lovens § 2 a, hvorfor [person1] er berettiget til en godtgørelse efter lovens § 7.

[virksomhed1] har fastholdt, at [person1] er blevet opsagt pga. sygefravær som primært skyldes stress og depression, og at hans kroniske lidelse Meniéres sygdom ikke forhindret ham i at passe sit arbejde, hvorfor sygdommen ikke kan anses for et handicap i Forskelsbehandlingslovens forstand.

Primo oktober 2013 anerkendte [virksomhed2], at [person1]s erhvervsevne midlertidigt er nedsat til halvdelen eller mere, hvorfor [virksomhed2] i foreløbigt et år vil foretage udbetaling fra [person1]s erhvervsevnetabsforsikring. [virksomhed2] har bl.a. foretaget vurderingen udfra lægelige oplysninger og har særligt lagt vægt på, at [person1] lider af Meniers sygdom. Retten til udbetaling fra forsikringen skete med tilbagevirkende kraft fra 1. juli 2013, hvor lønudbetalingen fra [virksomhed1] ophørte. Dette fremgår af [virksomhed2]´s brev til [person1] af 10. oktober 2013.

Den 9. oktober 2013 blev afholdt et møde mellem [fagforening1], [person1] og repræsentanter fra [virksomhed1] om det, af [fagforening1] fremsatte krav om godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7. Mødet mundede ud i underskrivelse af følgende forligstekst:

"Sagen blev drøftet:

Enighed om, at sagen – uden præjudice – til fuld og endelig afgørelse af ethvert spørgsmål sluttes ved:

Der henstår ikke yderligere krav mellem parterne. Hermed sluttede sagen."

Sagen var dog alene slut i relation til den beløbsmæssige opgørelse. Den skattemæssige behandling af beløbet udestod og er behandlet i det her påklagede bindende svar dateret 4. marts 2014.

Under relevante domme og afgørelser citeres et bindende svar SKM2014.85SR, hvor Skatterådet fandt, at:

"For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt de modtagne godtgørelser er skattepligtige for de tidligere ansatte, lægger Skatterådet tilsvarende vægt på, at begrundelsen for udbetalingen af godtgørelserne er, at kompensere for den retsstridige krænkelse, som de tidligere ansatte har lidt ved at blive forskelsbehandlet efter den nævnte bestemmelse i forskelsbehandlingsloven. Skatterådet finder derfor, at de udbetalte godtgørelser til de tidligere ansatte er skattefri, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra a."

Trods denne afgørelse kom SKAT frem til at den af [person1] modtagne godtgørelse er skattepligtig, da:

"Det er SKATs opfattelse, at det forhold, at [virksomhed1] ApS fastholder din opsigelse, medfører, at der ikke er tale om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Det fremgår derimod af opsigelsen, at denne skyldes omfanget af dit sygefravær.

Dette har efter SKATs opfattelse den betydning, at der i forbindelse med opsigelsen ikke er foretaget en retsstridig krænkelse af dine rettigheder i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2-4 hvorved du ikke kan opnå en godtgørelse efter lovens § 7.

Det er herefter SKAT´s opfattelse, at den forligsmæssige godtgørelse på 225.000,00 kr. ikke skal beskattes i overensstemmelse med de principper, der fremgår af Skatterådets bindende svar refereret i SKM2014.85SR."

Argumentation

Det skatteretlige udgangspunkt er, at erstatninger beskattes på samme måde som det erstatningen træder i stedet for. Dette fremgår bl.a. af juridisk vejledning 2014 afsnit C.A.3.7

"Ad b) Erstatning er et engangsbeløb

Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for."

Det fremgår, af SKM2014.85SR, at erstatning efter Forskelsbehandlingslovens § 7 er skattefri jf. SL § 5.

Det fremgår endvidere af Juridisk vejledning C.A.3.7 om godtgørelser, at:

"Godtgørelsen beskattes som udgangspunkt efter de samme principper som nævnt ovenfor, dvs. ud fra en konkret vurdering af hvilken type ydelse, der er tale om, herunder hvad godtgørelsen træder i stedet for."

Alligevel fandt SKAT, at:

"den forligsmæssige godtgørelse på 225.000,00 kr. ikke skal beskattes i overensstemmelse med de principper, der fremgår af Skatterådets bindende svar refereret i SKM2014.85SR"

Under SKATs begrundelse står:

"Indledningsvis skal det fastslås, at SKAT ikke har kompetence til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt dine rettigheder er krænket ved en overtrædelse af forskelsbehandlingslovens §§ 2-4, herunder om du kan få tilkendt en godtgørelse efter lovens § 7"

Dette afholder dog ikke SKAT fra få afsnit senere, at lægge helt afgørende vægt på SKATs vurdering af netop dette spørgsmål:

"Dette har efter SKATs opfattelse den betydning, at der i forbindelse med opsigelsen ikke er foretaget en retsstridig krænkelse af dine rettigheder i henhold til forskelsbehandlingslovens § 2-4".

SKATs vurdering af om der forelægger en krænkelse bygger angiveligt på "det forhold, at [virksomhed1] ApS fastholder din opsigelse. Det fremgår derimod af opsigelsen, at denne skyldes omfanget af dit sygefravær."

Det er korrekt, at opsigelsen dateret 16. januar 2013 angiver sygefravær som begrundelse for opsigelsen. Det er netop denne opsigelse, der får [fagforening1] til at fremsætte krav om godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7, og det at [virksomhed1] fastholder opsigelsen gør hverken fra eller til ved vurderingen af om opsigelsen og det forudgående forløb, har været en krænkelse af [person1]s rettigheder efter forskelsbehandlingsloven. Hvis SKATs argument var holdbart kunne arbejdsgivere, som blev mødt med krav efter brud på Forskelsbehandlingsloven, blive fritaget for at betale erstatning blot ved at opsige de pågældende medarbejdere og fastholde opsigelsen. Dette er naturligvis ikke retsstillingen. Desværre er det det eneste argument SKAT fremfører til støtte for resultatet, hvorfor SKATs besvarelse allerede af denne grund kan tilsidesættes.

Spørgsmålet er herefter hvordan godtgørelsen skal beskattes.

Godtgørelsen omtales i forliget som kulancemæssig. Hvilket i ordets oprindelige forstand betyder at godtgørelsen ydes som en gave uden modydelse og for at vise sin gode vilje.

I praksis forekommer mange forlig og aftaler (særligt i ansættelsesforhold), hvor arbejdsgiver angiveligt udbetaler et beløb pr. kulance til en medarbejder i forbindelse med f.eks. fratræden, hvor en medarbejder mener at have krav på et beløb, f.eks.: feriepenge, bonus, erstatninger m.v., hvor arbejdsgiver af frygt for negativ omtale, præjudice i forhold til andre medarbejdere m.v. ikke ønsker, at den egentlige årsag til udbetalingen af godtgørelsen skal fremgå af en forligstekst endsige en domfældelse. Mange konflikter løses derfor i alles interesse ved at det aftales, at en medarbejder får en godtgørelse af en passende størrelse, hvilket jo er medarbejderens primære interesse, mens arbejdsgiveren slipper for omtale og præjudice ved at godtgørelsen uanset forhistorien omtales som kulancemæssig. Hertil kommer at begge parter og samfundet via forliget undgår belastningen ved at føre en retssag til domfældelse.

Hvis [virksomhed1] pr. kulance (i ordets oprindelige forstand) havde ønsket at give [person1] en godtgørelse f.eks. som tak for lang og tro tjeneste, eller fordi de som en del af arbejdsgivers sociale ansvar ønskede at sikre ham en økonomisk buffer, han kunne tære på under hans sygdomsperiode, så havde de haft rig lejlighed til at vise deres kulance i forbindelse med indgåelsen af fratrædelsesaftalen i januar 2013.

I stedet valgte de at opsige ham mod alene, at betale løn i opsigelsesperioden.

I maj 2013 anmodede [fagforening1] om en drøftelse af spørgsmålet om godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7. Fra maj til oktober var der en ret omfattende og opslidende mailkorrespondance mellem [fagforening1] og [virksomhed1] om spørgsmålet og det fremgår ret klart, at [virksomhed1] ikke var indstillet på, at anerkende at de skulle have handlet i strid med Forskelsbehandlingsloven. Da de fastholder, at opsigelsen skete pga. sygefravær pga. depression og stress og at Meniéres sygdom ikke forhindrede [person1] i at passe sit arbejde, hvorfor den ikke kunne anses for et handicap i Forskelsbehandlingslovens forstand.

[fagforening1] fastholdt på vegne af [person1], at:

"I relation til Forskelsbehandlingsloven har EU-domstolen for ganske nyligt anført, at begrebet "Handicap" skal fortolkes således, at det omfatter en tilstand, der er forårsaget af en lægeligt diagnostiseret helbredelig eller uhelbredelig sygdom, når denne sygdom medfører en begrænsning som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere, og denne begrænsning er af lang varighed.

Dette medfører at [person1] uden tvivl lider af et handicap i Forskelbehandlingslovens forstand."

At [fagforening1] har ret i Meniére sygdom for [person1] skal anses som et handicap i Forskelsbehandlingslovens forstand støttes af [virksomhed2], der har vurderet, at [person1]s erhvervsevne midlertidigt er nedsat til halvdelen eller mere, hvorfor [virksomhed2] i foreløbigt et år vil foretage udbetaling fra [person1]s erhvervsevnetabsforsikring. [virksomhed2] har bl.a. foretaget vurderingen udfra lægelige oplysninger og har særligt lagt vægt på, at [person1] lider af Meniérs sygdom. [virksomhed2]´s vurdering støtter [fagforening1]´s vurdering og må tillægges stor vægt, da [virksomhed2] dels i denne sammenhæng må anses for uafhængig og dels har haft en stærk økonomisk interesse i at komme til et resultat, som ville støtte [virksomhed1] påstand om at Meniéres sygdom ikke væsentligt har nedsat [person1]s evne til at passe sit arbejde.

[person1]s interesse har primært været at sikre sig en godtgørelse af en passende størrelse. Mens man kunne få den tanke at [virksomhed1] primært har været bekymret for sit omdømme og risikoen for at skabe en precedens, der vil kunne skade selskabet i relation til forholdet til andre medarbejdere. Hårdt presset af [fagforening1] har [virksomhed1] dog indvilget i at tage et møde om ”sagen” dvs. spørgsmålet om udbetaling af godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7. At det forholder sig således ses tydeligt af forligsteksten.

Det fremgår af teksten, "At der kulancemæssigt udbetales et engangsbeløb" på 225.000 kr. Et beløb, af betydelig størrelse. Beløbet omtales som kulancemæssigt, men intet tyder på, at [virksomhed1] faktisk har udbetalt beløbet pr. kulance. Hvis de var indstillet på at vise kulance kunne de have gjort det i forbindelse med opsigelsen og ikke først efter at være blevet trukket til truet via vedholdende krav om udbetaling af en godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7. Efter det langtrukne forløb med inddragelse af fagforening m.v. har der formentlig været mindre lyst til at vise kulance end der var i forbindelse med den oprindelige sygemelding eller opsigelsen.

At beløbet trods ordlyden ikke er givet kulancemæssigt understøttes også af, at den ikke gives uden modydelse, da det understreges i teksten at sagen er afgjort uden præjudice, og mod at [person1] giver afkald på alle krav (herunder kravet om godtgørelse efter Forskelsbehandlingsloven, som ”sagen” jo har handlet om). Endelig må sagen ikke omtales, hvorved [virksomhed1] undgår at lide tab på omdømme og reducerer risikoen for, at forliget får prejudiciel virkning. Hvis der var tale om en ægte kulancemæssig godtgørelse kunne omtale af godtgørelsen ligefrem være med til at styrke selskabets omdømme som en socialt ansvarlig arbejdsplads. At [virksomhed1] reelt ikke har anset beløbet for en kulancemæssig ydet ekstra løn, bonus eller lignende indikeres endvidere af at selskabet efter aftalen ikke er forpligtet til at afregne feriepenge og evt. bonus af beløbet, hvilket de ville have pligt til, hvis der havde været tale om sådanne lønelementer.

Økonomisk stiller forliget før skat [person1] som om han ved dom havde fået en godtgørelse efter Forskelsbehandlingsloven. [virksomhed1] må betale godtgørelsen, men slipper for afledte skadelige effekter og alle parter slipper for at gennemføre en retssag.

Godtgørelsen bør i overensstemmelse med hovedreglen beskattes som det den træder i stedet for. Alt taler for, at godtgørelsen reelt ikke er kulancemæssig, men at der reelt er tale om en godtgørelse betalt for at undgå at blive dømt til at betale en godtgørelse efter Forskelsbehandlingslovens § 7. Godtgørelsen bør derfor anses for at være skattefri efter SL § 5 jf. SKM2014.85SR.

Såfremt det at en godtgørelse i arbejdsgivers interesse omtales som kulancemæssig skal medføre, at en ellers skattefri godtgørelse bliver skattepligtig, så vil lønmodtagere i en tilsvarende situation fremadrettet af skattemæssige årsager være tvunget til afvise ellers fornuftige og rimelige forlig og forfølge sagen ved domstolene for at få en godtgørelse ved dom. Det ville være en retsstilling som ingen har en interesse i at indføre.

I forbindelse med behandlingen af anmodningen om bindende svar har der været fremsendt omfattende dokumentation for korrespondancen mellem [fagforening1] og [virksomhed1]. Dokumentationen kan om ønsket fremsendes.

Eventuelle spørgsmål kan rettes til undertegnede.

Såfremt sagsbehandlingen ikke umiddelbart kan føre til at vi får medhold skal vi anmode om en kontorforhandling. Jeg vil også anmode om kopi af evt. høringssvar fra SKAT."

Repræsentanten er i brev af 7. november 2014 fremkommet med yderligere bemærkninger. Det fremgår, at han fastholder, at erstatningen er ydet efter forskelsbehandlingsloven og dermed skattefri, jf. SKM2014.85.SR.

I SKM2014.354.SR ændrer Skatterådet sin egen praksis. Det er repræsentantens opfattelse, at denne skærpelse af praksis ikke skal tillægges virkning forud for 2014.

Repræsentantens bemærkninger til det fremsendte forslag

Repræsentanten udtaler blandt andet

"...

Det fremgår, af Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, at:

"Det følger af statsskattelovens § 4, at al indkomst som hovedregel er skattepligtig. Bevisbyrden for at en given indkomst ikke er skattepligtig, påhviler skatteyderen."

Herefter konkluderes, at denne bevisbyrde ikke er løftet. Dvs. det for [person1] negative forslag til afgørelse, baserer sig på denne udlægning af retsstillingen.

Jeg er ikke enig i, at dette er retsstillingen. Det fremgår af statsskattelovens § 5, at visse formueforøgelser er skattefri (hvilket bl.a. gælder godtgørelser efter forskelsbehandlingsloven retserhvervet før 12. december 2014). Man kunne derfor med lige så god ret udlægge retsstillingen således:

Formueforøgelser er skattefri, medmindre SKAT løfter bevisbyrden for, at der er tale om en indkomst, (der i modsætning til en formueforøgelse er skattepligtig).

Retsstillingen vedrørende erstatninger er beskrevet i Juridisk Vejledning C.A.3.7, hvoraf det fremgår, at:

"Der er ikke specifikke skatteretlige regler, der generelt regulerer beskatning af erstatninger eller kompensationer. Udgangspunktet for, hvordan erstatninger er beskattet, følger derfor af de grundlæggende principper i statsskatteloven. Se SL §§ 4-6."

Dvs. beskatningen sker ikke som udgangspunkt (medmindre andet kan bevises) efter SL § 4, men efter SL §§ 4-6, der både indeholder regler om skattepligt, skattefrihed og fradrag. Så spørgsmålet er derfor i første omgang ikke hvordan en "indkomst" skal beskattes, men om der er tale om en "indkomst" eller om der snarere er tale om en "formueforøgelse".

Om en given erstatning eller godtgørelse falder i kategorien skattepligtig indkomst eller skattefri formueforøgelse afhænger af en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder.

Det fremgår endvidere af Juridisk Vejledning C.A.3.7, at:

"Hvis erstatningen er et engangsbeløb, skal erstatningen beskattes på samme måde, som det, den træder i stedet for.

Hvis erstatningen er en kompensation for en del af indkomstgrundlaget, er den skattefri. Se SL § 5.

Hvis erstatningen derimod er en kompensation for et tab i det løbende afkast/indkomsterhvervelse, er den skattepligtig. Se SL § 4."

Dvs. hvis engangsbeløbet i aftalen vedrørende [person1] kan anses for at være kompensation for løbende afkast eller indkomsterhvervelse, så er den skattepligtig efter SL § 4. Hvis den derimod kan anses for kompensation for tab af indkomstgrundlaget eller lignende, så er den skattefri jf. SL § 5.

Med andre ord, hvis en erstatning er erstatning for løn, f.eks. mangelende udbetalt overtid eller bonus så kan et engangsbeløb anses for skattepligtig efter SL § 4, men hvis der derimod er tale et engangsbeløb, der udbetales som erstatning for tab af indkomstkilden f.eks. erstatning udbetalt pga. tab af erhvervsevne, så bliver beløbet skattefrit.

At der skal foretages en konkret vurdering af sagens omstændigheder fremgår klart af praksis. F.eks. SKM.2012.21.SR, hvor Skatteministeriet i sin indstilling (som blev tiltrådt af Skatterådet) om et engangsbeløb modtaget, som led i et forlig indgået via en medarbejders fagforenings mellemkomst, udtalte, at:

"En modtagen erstatning skal som udgangspunkt behandles som det tab, erstatningen ydes for. Periodisk løbende erstatningsydelser er normalt indkomstskattepligtige, hvorimod erstatninger, der udbetales som engangsbeløb normalt er skattefri."

Dvs. ifølge Skatterådet er udgangspunktet, at erstatninger udbetalt som engangsbeløb er skattefri efter SL § 5. Medmindre det efter en konkret vurdering må antages, at beløbet træder i stedet for en løbende indkomst, der beskattes efter SL § 4. Dette er et udtryk for, at udgangspunktet er skattefrihed efter SL § 5, men hvis SKAT kan løfte bevisbyrden for, at der reelt er tale om en erstatning for løbende lønelementer, så kan der efter en konkret vurdering ske beskatning i efter SL § 4.

I SKM 2012.21.SR var SKAT efter Skatterådets konkrete vurdering i stand til at løfte denne bevisbyrde. Der var tale om en samlet erstatning på 50.000 kr., og det fremgik af sagens omstændigheder, at der bl.a. var tale om et krav på godtgørelse af manglende løn for over 1.200 timers overarbejde, der i værdi oversteg den samlede erstatning, hvorfor Skatteministeriet og senere Skatterådet fandt, at hele beløbet måtte anses for en godtgørelse for overtidsbetaling.

Et andet eksempel på at engangsgodtgørelser som udgangspunkt er skattefri, men dog efter en konkret vurdering kan anses for at være skattepligtige er følgende citat fra Juridisk Vejledning C.A.3.7 om godtgørelse for manglende underretning om vilkår for ansættelsesforholdet:

"Hvis godtgørelsen ikke er fastsat af domstolene eller en offentlig myndighed, har skattemyndighederne mulighed for selvstændigt at vurdere, om godtgørelsen også dækker andre forhold. Se TfS 1996, 632."

Dvs. udgangspunktet er skattefrihed, men det fremgår af beviserne i sagen, at der reelt er tale at løbende lønelementer er blevet konverteret til et engangsbeløb, så kan beløbet efter en konkret vurdering eventuelt anses for at være skattepligtigt.

Et andet eksempel på, at der ikke gælder en forhåndsformodning for, at alle godtgørelser er skattepligtige efter SL § 4 (medmindre skatteyder løfter bevisbyrden for skattefrihed) er TfS.1999.611, hvoraf det fremgår, at:

"En funktionær ansat i en socialforvaltning fratrådte sin stilling som følge af sygefravær og uoverensstemmelser med arbejdsgiveren. Hendes fagforening opnåede efter forhandling, at hun efter omstændighederne fik en godtgørelse på 109.716 kr. udbetalt ved fratrædelsen." Efter en konkret vurdering af sagens omstændigheder blev godtgørelsen fordelt, således at hovedparten blev anset for en fratrædelsesgodtgørelse, mens 20.000 kr. skønsmæssigt kunne anses for at være en skattefri godtgørelse for svie, smerte, samt tort.

I SKM.2001.281.LSR fandt Landsskatteretten, at:

"En kompensation tilkendt af Højesteret til en funktionær i forbindelse med fratræden var for den del, der lå ud over godtgørelse efter funktionærlovens regler, skattefri som kompensation for tort. Ved udmålingen af beløbet havde Højesteret henset til, at der forelå mangler ved sagsbehandlingen i kommunen i forbindelse med afskedigelsessagen."

Igen var der tale om en konkret vurdering. I [person1]s tilfælde ligger hele den tilkendte godtgørelse ud over de beløb han var berettiget til efter funktionærlovens regler.

I TfS.1997.657.LSR fandt Landsskatteretten, at:

"Efter en færdselsulykke fik skadelidte en erstatning for "andet tab". Landsskatteretten lagde til grund, at erstatningen reelt var kompensation for skadelidtes tab af indkomst på grund af ulykken. Erstatningen var derfor skattepligtig." Dvs. Landsskatteretten forholdt sig til de konkrete oplysninger i sagen, og kom efter en konkret vurdering frem til at godtgørelsen reelt var en kompensation for skattepligtig løn.

SKM.2004.376.LR er et eksempel på, at en kulancemæssig godtgørelse efter omstændighederne kan anses for skattefri:

"Ligningsrådet fandt, at der skulle ske beskatningaf et kulancemæssigt beløb på 90.000 kr., som en a-kasse ville udbetale til et medlem, fordi kassen fejlagtigt havde skabt en forventning hos medlemmet om, at han opfyldte betingelserne for optjening af en skattefri præmie efter lov om fleksibel efterløn. Det var imidlertid ikke a-kassens fejlagtige opfattelse, der havde medført, at medlemmet ikke var berettiget til den skattefri præmie."

Konklusion

Retsstillingen vedrørende den skattemæssige behandling af erstatninger/godtgørelser, der udbetales som engangsbeløb er i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse udlagt således:

"Det følger af statsskattelovens § 4, at al indkomst som hovedregel er skattepligtig. Bevisbyrden for at en given indkomst ikke er skattepligtig, påhviler skatteyderen."

Dette er som det fremgår af ovenstående redegørelse for retsstillingen ikke korrekt, jf. Juridisk vejledning og den gennemgåede praksis.

Udgangspunktet er derimod, at erstatninger/godtgørelser beskattes som det de træder i stedet for, og engangsbeløb er som udgangspunkt skattefri jf. SKM.2012.21.SR, medmindre det efter en konkret vurdering følger, at de er erstatning for løbende indkomster f.eks. løn, overtidsbetaling m.v. Den i forslaget anvendte begrundelse om at [person1] ikke har løftet bevisbyrden for at godtgørelsen er skattefri, er derfor ikke en korrekt begrundelse.

Der skal efter en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder vurderes om den modtagne godtgørelse mest sandsynligt træder i stedet for almindelig løn, bonus, overtid eller tilsvarende skattepligtige beløb eller om den modtagne godtgørelse mest sandsynligt træder i stedet for en erstatning efter forskelsbehandlingsloven, eller kan anses for en godtgørelse for tab af erhvervsevne, tort eller lignende skattefri betalinger.

Ved vurderingen skal inddrages SKAT´s argumenter i den påklagede afgørelse og vores argumenter i denne og tidligere skrivelser, sagen kan ikke afgøres alene med en henvisning til at vi ikke har løftet bevisbyrden for at godtgørelsen er skattefri, da godtgørelsen som udgangspunkt er skattefri, medmindre det kan anses for bevist, at godtgørelsen træder i stedet for skattepligtige lønelementer.

I [person1]s tilfælde gælder, at han pga. sygdom har nedsat arbejdsevne, han blev afskediget og [fagforening1] indledte en forhandling med arbejdsgiver om en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Arbejdsgiver indvilgede i at udbetale en godtgørelse, der blev udbetalt som et engangsbeløb mod, at [person1] opgav at rejse krav om godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven m.v. I forbindelse med [person1]s fratræden har [virksomhed2] tilkendt ham en løbende og derfor skattepligtig erhvervsevnetabserstatning.

Der er i [person1]s tilfælde tale om en godtgørelse eller erstatning i form af et engangsbeløb, der efter omstændighederne i al væsentlighed må anses for at træde i stedet for en erstatning efter forskelsbehandlingsloven (da godtgørelsen blev udbetalt i forbindelse med et krav om erstatning efter forskelsbehandlingsloven, og modydelsen for at få godtgørelsen var at kravet på erstatning blev opgivet), hvorfor den skal beskattes på samme måde som en erstatning efter forskelsbehandlingsloven, der ved retserhvervelse før 12. december 2014 er skattefri jf. Styresignal 2014.801.SKAT.

Hvis Skatteankestyrelsen efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder ikke finder, at godtgørelsen ikke kan anses for en godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven, så er spørgsmålet om den alternativt helt eller delvis kan anses for at træde i stedet for en løbende indkomst, f.eks. overtidsbetaling, bonus, feriegodtgørelse eller lignende. I modsætning til f.eks. SKM.2001.281.SR og SKM.2012.21.SR er der i [person1]s tilfælde intet, der tyder på dette, da løn under opsigelse, ferie, overtidsbetaling og feriepenge m.v. alle var afregnet (og beskattet) på det tidspunkt godtgørelsen blev aftalt. Hvis godtgørelsen ikke kan anses for en skattefri godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er det derfor (som i f.eks. SKM.2001.281.SR) mere nærliggende, at anse godtgørelsen for at være en skattefri erstatning jf. SL § 5 for tab af indkomstgrundlaget pga. tab af erhvervsevne, tort eller lignende.

Såfremt Skatteankestyrelsen fastholder konklusionen i forslaget til afgørelse skal vi anmode om lejlighed til at udtale os mundtligt for Landsskatteretten under et retsmøde."

Landsskatterettens afgørelse

Den skattemæssige behandling af godtgørelser sker efter statsskattelovens §§ 4 og 5, medmindre der findes anden særlig lovhjemmel.

Overordnet er:

Ifølge aftale af 9. oktober 2013 er der blandt andet indgået aftale om, at der "kulancemæssigt udbetales et engangsbeløb (inkl. evt. bonus m.v.) til [person1] på 225.000 kr. ultimo oktober måned. Der beregnes ikke feriepenge eller pension m.v. af beløbet."

Af opsigelsen dateret 16. januar 2013 fremgår det, at opsigelsen skyldes omfanget af klagerens sygefravær, og at det ifølge de foreliggende oplysninger ikke er afklaret, om det vil være muligt for klageren at genoptage sit job på fuld tid inden for en rimelig tid. Ligeledes fremgår, at [virksomhed1] ApS desværre ikke længere kan holde et job åbent til klageren, og at de ikke har mulighed for at tilbyde ham et job, som kan matche hans helbredsforhold og interesser.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, anser godtgørelsen for skattepligtig i medfør af ligningslovens § 7 U, idet det ikke er dokumenteret eller tilstrækkelig sandsynliggjort, at den modtagne godtgørelse er skattefri jf. statsskattelovens § 5, eller at det udbetalte beløb er godtgørelse for forskelsbehandling i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, jf. § 7. Disse medlemmer har lagt særlig vægt på, at det af aftalen af 9. oktober 2013, som begrundelse for udbetalingen, fremgår, at der er tale om en kulancemæssig udbetaling, som er udbetalt i forbindelse med klagerens fratræden, samt at der ikke foreligger oplysninger om, at selskabet har foretaget en retsstridig handling i forbindelse med klagerens ansættelse og / eller opsigelse i virksomheden. Godtgørelsen må derfor anses udbetalt for blandt andet at varetage selskabets almene interesser, (tidsmæssige årsager, omdømme mm).

To retsmedlemmer anser imidlertid det udbetalte beløb for at være godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven hvorefter beløbet er skattefrit, idet der er erhvervet ret til beløbet før den 12. december 2014, jf. SKATs styresignal SKM2014.801. SKAT, (www.skat.dk) Disse medlemmer har lagt særlig vægt på, at godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven er det eneste forhold, som ifølge sagens oplysninger har været diskuteret på møderne mellem [virksomhed1] ApS og fagforeningen [fagforening1], samt at der ikke er grundlag for at tro, at [virksomhed1] ApS pr. kulance ville have udbetalt et beløb på 225.000 kr.

Da retsformandens stemme er udslagsgivende ved stemmelighed, jf. skatteforvaltningslovens § 13, stk. 1, 2. pkt. stadfæstes SKATs bindende svar herefter.