Kendelse af 04-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 08-08-2015

SKAT har nægtet klageren fradrag for befordring efter ligningslovens § 9D.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagen er opstået i forbindelse med, at klageren har anmodet om genoptagelse af sine skatteansættelser for indkomstårene 2010-2012 og anmodet om, at befordringsfradrag godkendes fratrukket efter ligningslovens § 9D.

Klageren er ansat ved [by1] Kommune og arbejder i [by1] by på adressen [adresse1]. Klageren bor i [by2]. Afstanden mellem bopæl og arbejdsplads er 25 km.

I forbindelse med sagen har SKAT, ved opgørelse af befordringsfradrag, fået oplyst, at klageren har haft følgende faktiske arbejdsdage:

2010: 213 dage

2011: 183 dage

2012: 202 dage

Klageren har et fleksjob og arbejder fra kl. 8 til kl. 12.

Transporttid med bus tager ca. 40 min. fra [by2] by til [by1] busstation, hvorfra der går bybus til arbejdsstedet. Ifølge rejseplanen er der afgang fra 6:54 fra [by2]. Klageren har selv oplyst, at afgangstiderne fra [by1] er kl. 11:58, hvilken bus hun ikke kan benytte, da hun først har fri kl. 12. Den næste bus afgår først med ankomst i [by2] omkring kl. 14. Tidspunkterne passer omtrent med rejsetiderne ifølge den nuværende ruteplan på Rejseplanen.dk

Der foreligger en lægeerklæring dateret 14. marts 2014, hvoraf fremgår:

”[person1] lider meget af hyppigt hovedpine og kan derfor ikke køre med offentlig transport til [by1], da hun af og til får hovedpine på arbejde og må skynde sig hjem. Hun arbejder i flexjob. Har lige været indlagt pga. hovedpine.”

Der er desuden fremlagt journalblad fra [sygehuset], hvoraf fremgår, at klageren har været indlagt i marts 2014 på grund af hovedpine, dobbeltsyn og sovende fornemmelse i venstre side af ansigtet.

Der er fremlagt ny lægeerklæring af 10. februar 2015, hvoraf fremgår:

”[person1] lider af hyppigt tilbagevendende migræne, hvilket gør, at hun pludselig kan få hovedpine og må hjem. Kan ikke vente på offentlig transportmiddel i form af bus. [person1] arbejder i et flexjob. Transport i egen bil nødvendigt for at hun kan udføre arbejde. [person1] lider af piskesmæld i nakken, der er medvirkende til hendes hyppige hovedpineanfald. [person1] fik sit piskesmæld som 16-årig.”

Klageren har også henvist til en trivselssamtale den 17. marts 2014 med sin arbejdsgiver, hvoraf fremgår:

”[person1] fortæller, at hun døjer meget med sin ryg og på den baggrund er hun indkaldt til at møde på rygcentret i [by3] den 27/3. [person1] håber dette vil føre til smerterne bliver mindre.

Vi foreholder [person1], at vi er vidende om at hun efter at have meddelt os at man har mistanke om at hun har en blodprop i hjernen og derfor er indlagt tager til gymnastikopvisning søndag og derefter fortsætter sit sygefravær også efter weekenden. Vi fortæller [person1] at vi finder det er en meget uheldig disposition både overfor os som ledelse, men også overfor de kolleger der i hendes fravær må løbe stærkere for at klare opgaverne. Dette er [person1] enig i og medgiver at det sender et uheldigt signal overfor andre..

[person1] fastholder at hun er meget glad for sit arbejde, både kolleger og arbejdsopgaver.

Vi gør det klart for [person1], at det er vigtigt at fastholde fokus på arbejdet og at man dermed indimellem er nødt til at nedprioritere hensynet til familien og lade familiens behov indrettes efter arbejdet og ikke omvendt. Dette er [person1] enig i.

Vi har fortalt [person1] at et sygefravær i det nuværende omfang ikke er foreneligt med en ansættelse i Borgerservice og at vi bliver nødt til at have en snak med sagsbehandleren i jobcentret hvis det fortsætter med henblik på en nyvurdering af arbejdsevnen.

Vi har spurgt til om der er noget vi som arbejdsgiver kan gøre for at lette [person1]s arbejdssituation, f.eks. i form af ændret arbejdspladsindretning, hjælpemidler eller lignende — det mener [person1] ikke der er, hun vurderer at hendes nuværende arbejdsopgaver passer perfekt til hende og hendes helbred, bl.a. fordi, der aldrig er tunge løft eller hårde fysiske belastninger.”

Klageren ejer en Peugeot Partner, som er husstandens eneste bil. Både klageren og ægtefællen er udearbejdende. Bilen har, ifølge synsrapporter, i perioden januar 2009 til januar 2011 kørt 67.000 km og i perioden januar 2011 til januar 2013 kørt 63.000 km.

Klageren har oplyst, at ægtefællen har haft arbejde således at han enten har kunnet cykle eller køre med kollega. Dog har han i sommeren 2014 anskaffet en scooter.

Ægtefællen har haft flere arbejdssteder i en afstand af omkring 25 km fra bopælen.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for befordring efter bestemmelsen i ligningslovens § 9D.

SKAT har som begrundelse anført:

”Du har søgt om at komme under ordningen for kronisk syge efter ligningslovens (LL) § 9 D. Efter LL § 9 D, kan personer, der godtgør, at de som følge af varig nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom, har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, foretage fradrag for normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr. samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde.

Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af skatterådet.

Efter praksis er det i sygdomstilfælde en betingelse, at tilfældet er kronisk, hvorved forstås, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Udgifter, som er fradragsberettiget efter LL § 9 D, skal være nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen.

Af afgørelse fra Vestre Landsret offentliggjort i SKM2005.75.VLR fremgår bl.a., at et behov for nedsat arbejdstid/mere fritid ikke i sig selv berettiger til fradrag efter LL § 9 D. Reglen er rettet mod personer, for hvem selve transporten udgør et problem.

Typisk vil det forholde sig sådan, at den pågældende på grund af en fysisk eller psykisk lidelse, ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler.

Du lider ifølge indsendte oplysninger af piskesmæld og har heraf hyppig hovedpine, og det er herefter afgørende, om du afholder særlige udgifter til transport, som følge af sygdommen.

Hvorvidt det er nødvendigt for dig, at afholde særlige udgifter som følge af din sygdom, beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor der lægges betydelig vægt på en lægefaglig vurdering.

Af den lægefaglige vurdering fremgår, at du lider af hyppig hovedpine og derfor ikke kan benytte offentlig transport, da du af og til får hovedpine på arbejdet.

SKAT finder efter det oplyste ikke, at det på grund af din kroniske sygdom er en nødvendighed for dig, at transportere dig i egen bil frem og tilbage på arbejde og efter konkret helhedsvurdering anser SKAT dig ikke for at have særlige udgifter til transport på grund af længerevarende/kronisk sygdom og dermed ikke berettiget til at opgøre dit fradrag efter LL § 9 D, invalide og kronisk syge.

Afstanden på 27 km mellem din bopæl og arbejdssted, (en samlet transporttid på ca. 1 time med offentlig transport) er ikke umiddelbart anset for at være en længere distance, det er ikke på foreliggende grundlag godtgjort, at du på grund af din sygdom er forhindret i at anvende offentlig befordring, og dermed bliver påført særlige udgifter.

SKAT kan derfor ikke imødekomme denne ansøgning.

Du har den 2. maj 2014 sendt SKAT en mail, hvor du oplyser, at du dagligt har hovedpine på grund af piskesmæld, som du pådrog dig som 16 årig. Du oplyser, at du har svært ved at benytte offentlig transport, da du ikke kan være hjemmefra i 5 timer.

Den 3. maj 2014 sender du endnu en mail til SKAT, hvor du oplyser om bustider fra din bopæl til din arbejdsplads. Du oplyser, at det ikke er mulig for dig at tage bussen til og fra arbejde, da dette vil tage for lang tid og du vil blive mere syg af at vente.

Den 13. maj 2014 sender du en mail til SKAT og beder os ringe til dig, SKAT ringer til dig og du oplyser at du har været til en trivselssamtale på dit arbejde omkring din sygdom. Du sender kopi af referartet på denne trivselssamtale til SKAT.

Den 14. maj 2014 sender du en mail til SKAT og vedlægger kopi af lægeerklæring fra egen læge, samt kopi af indlæggelsesseddel fra [sygehuset]. Lægeerklæringen fra egen læge er tidligere modtaget. Du oplyser samtidig i mailen, at du har brug for at komme hurtigt hjem, når du får hovedpine og ikke kan vente på bussen, samt at det ikke er uforsvarligt for dig at køre hjem i bil med en slem hovedpine.

SKAT har ikke modtaget nye oplyser fra dig, som ændrer SKATs tidligere begrundelse for afslag af ansøgningen omkring befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 D, jf. forslag af den 28. april 2014. Det er ikke afgørende om du har lang transporttid med offentlig transport, om du kan komme under befordringsordningen efter ligningslovens § 9 D.

SKAT fastholder derfor, jf. tidligere begrundelse, at du ikke kan komme under befordringsordningen efter ligningslovens § 9 D.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at hun er berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9D.

Hun har som begrundelse herfor anført:

”Jeg vil hermed klage over den afgørelse skat har truffet i min ansøgning om kørselsfradrag for kronisk syge.

Som der i klagen står lider jeg af hyppige hovedpiner, og det er meget vigtigt for mig, at jeg kan komme hjem når jeg mærker et slemt hovedpine anfald på vej. Her kan jeg ikke skulle gå på banegården og herefter vente på at der kører en bus mod [by2]. Dette vil kunne komme til at tage op til flere timer. Dette er helt uforsvarligt at forlange af mig. Når jeg kan sætte mig ud i min bil og køre direkte hjem i seng, kan jeg være hjemme i løbet af en halv time og inden anfaldet bliver så slemt at jeg ikke kan holde det ud. Hvis jeg skal vente enten en hel eller to timer, bliver det uforsvarligt. Dette kan I læse mere om i det jeg har medsendt fra skat. Det kan godt være at skat ikke finder det oplyst at jeg pga. min kroniske sygdom at det er nødvendigt for mig at anvende egen bil. Her er jeg dog helt uenig. Netop fordi jeg trak det for længe i marts med at køre hjemad, endte jeg på sygehuset da hovedpinen blev alt for slemt til at jeg selv turde tage ansvaret for hovedpinen, og henvendte mig derfor til lægen som indlagde mig med ambulance.

Hvordan skat kommer frem til en transport tid på en time med offentligt transport kan jeg ikke svare på, men jeg vil opfordre Jer til at kigge på køreplanerne fra [by2] – [by1] og retur. Om jeg skal sidde i en bus eller sidde på busstationen og vente på en bus, er underordnet, min hovedpine bliver ved med at udvikle sig til jeg er hjemme i min seng og får taget nogle piller. Det er muligt at transporttiden er en time, men det er jo hvis bussen kører med mig lige så snart jeg mærker et anfald.”

Klageren har suppleret klagen med følgende begrundelse:

”Jeg har lige et tillæg til mig klage:

Min læge vurderer at jeg ikke kan tage offentlige transportmidler.

Jeg har undersøgt lidt nærmere, og det fremgår af skm 2005.75 afgørelse at LL9d er rettet mod personer for hvem selve transporten udgør et problem. Typisk vil det forholde sig sådan, at den pågældende på baggrund af en fysisk, eller for så vidt også psykisk lidelse, ikke er i stand til at anvende offentligt transport.

Jeg er pga. min fysiske lidelse ikke i stand til at tage offentligt tansport, og henviser til min læges udtalelse, og min egen begrundelse i tidligere fremsendt materiale.

Det er uden betydning for fradraget efter bestemmelserne, at skatteyderen ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige del af befolkningen, jf. Landsskatterettens kendelse af 5.2.1992

Jeg bruger mine begrænsede ressourcer for at være i arbejde og dermed være selvforsørgende. Jeg har kun mulighed for at være på arbejdsmarkedet og bibeholde mit arbejde, hvis jeg kører i egen bil. De særlige udgifter til transport er følge af sygdommen, det er nødvendigt for mig at bruge min bil, dvs. udgiften er en følge af min sygdom som er kronisk. Jeg henviser til min tidligere skrivelse.

Der foreligger også afgørelser i landsskatterettens kendelser hvor borger gives medhold, hvor skatteyderen af helbredsmæssige årsager var nødsaget til at benytte egen bil til befordring mellem hjem og arbejdsplads. Skatteyderen var berettiget selvom hun ikke havde merudgifter.

Derudover henviser jeg til skatteankenævn SKM2010.296.SR. skatteankenævn X traf den 7. januar 2010 afgørelse i en klagesag, hvor klager fik medhold i, at fradrag for befordring for indkomståret 2008 skulle opgøres efter ligningslovens § 9D.

Skatteankenævnets begrundelse:

Skatteankenævn X har i begrundelsen for afgørelse anført, at en skatteyder kan foretage fradrag for udgifter til befordring efter ligningslovens § 9D, hvis vedkommende godtgør at have særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom.

Skatteankenævn X finder på grundlag af sagens oplysninger, herunder lægeerklæringen og Y’s egen udtalelse, at der er fremlagt oplysninger som godtgør at Y har afholdt særlige udgifter til befordring som følge af sin sygdom, hvorfor nævnet godkender fradrag efter ligningslovens § 9D

Skatteankenævn X har specielt henvist til følgende formuleringer i henholdsvis lægeerklæringen og udtalelsen fra Y:

Da Y’sfunktionsevne er væsentligt nedsat, skønnes det uhensigtmæssigt at bruge de funktionsdygtige timer til transport. Såfremt Y skal bruge offentligt transport til og fra arbejde, vil hun ikke kunne varetage de 5 daglige arbejdstimer..

Det er en betingelse for mig at kunne køre i egen bil til og fra arbejde, hvis jeg skal kunne passe mit fleksjob med 4 daglige timer. Hvis jeg ikke havde min bil til at komme til og fra arbejde, ville det ikke være muligt for mig at passe mit arbejde, og jeg ville derfor ikke længere kunne forblive selvforsørgende.

Skat er af den opfattelse at betingelsen om at udgiften skal være nødvendig som følge af sygdommen, og at jeg åbenbart ikke opfylder dette. Det at man har lang transporttid og at der kan være gener forbundet med at benytte offentlige transportmidler berettiger efter skats opfattelse ikke til at der kan godkendes fradrag.

Man ser fuldstændig bort fra min læges vurdering om at jeg ikke kan tage offentligt transport og de andre relevante oplysninger som jeg har fremsendt i sagen, som er til min fordel.

Jeg føler at det at skulle bruger timer på offentligt transport gør, at jeg ikke kan anvende de timer som jeg har i fleksjob til at arbejde, men i stedet skal bruge dem på offentligt transport.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9D, stk. 1, 1. pkt., er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.

Efter praksis er det i sygdomstilfælde en betingelse for at anvende reglen, at sygdommen er kronisk, hvorved forstås, at der skal være tale om en uhelbredelig eller i det mindste en langvarig sygdom, der nødvendiggør en dyrere transportform.

Landsskatteretten godkendte således i afgørelsen Tfs.1992.142 fradrag efter ligningslovens § 9D for en diabetiker, der nøje skulle passe sine spise- og hviletider, hvorfor hun kørte i egen bil.

Vestre Landsret har i dommen SKM2005.75.VLR, der vedrører en fortolkning af ligningslovens § 9D, fastslået, at udgifterne, for at være fradragsberettigede i henhold til denne bestemmelse, skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen. Landsretten udtaler, at det beror på en retlig vurdering, der må foretages på grundlag af samtlige sagens oplysninger, hvor dog en lægefaglig vurdering må tillægges særlig betydning, hvorvidt det har været nødvendigt for den pågældende at afholde særlige udgifter som følge af den pågældendes sygdom. Retten fandt det således ikke tilstrækkeligt, at den pågældende læge havde udtalt, at det var en hensigtsmæssig disposition i forhold til den pågældendes privatliv.

Det lægges på baggrund af lægeerklæringen til grund, at klageren lider af en kronisk sygdom. Det er herefter afgørende, hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge af sygdommen. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Retten finder på baggrund af sagens samlede oplysninger, at det ikke er godtgjort, at klageren som følge af sygdommen har afholdt særlige udgifter. Retten har herved navnlig lagt vægt på, at der ikke er tale om en daglig tilstand, og at det er uklart, hvor hyppigt behovet opstår.