Kendelse af 26-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 29-10-2016

2011:

SKAT har afgjort at klageren ikke opfylder kravene for udbetaling af skattefrie godtgørelser.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

2012:

SKAT har afgjort at klageren ikke opfylder kravene for udbetaling af skattefrie godtgørelser.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

2013:

SKAT har pålagt klageren i perioden 1. januar 2013 - 30. april 2013 at indeholde og betale A-skat og AM-bidrag af de udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S’s, hovedaktivitet er murerforretning og anden dermed beslægtet virksomhed.

I årene 2011 – 2013 har selskabet haft mellem 10 og 49 medarbejdere.

SKAT modtog den 5. juli 2010 en anmeldelse fra 3F om, at selskabet havde indgået en aftale om akkordarbejde på [virksomhed2] i [by1] ved opsætning af klinker. Det var oplyst, at flere af medarbejderne havde aftalt, at deres timeløn reduceredes med udbetaling af skattefri godtgørelse for rejsedage, uden at de har haft rejsedage, men reelt har kørt frem og tilbage.

SKAT har været på kontrolbesøg i selskabet den 13. januar 2012, 19. juni 2012 og igen 3. maj 2013.

SKAT har om besøget den 19. juni 2012 forklaret:

”Ved det første kontrolbesøg på virksomhedens adresse i[by2] var der ingen grundbilag forud betalingen af de skattefrie godtgørelser. [person1] oplyste, at bilagsmaterialet var i[by3]. Grundet at virksomheden skulle flytte fra [by2] til [by3] blev det aftalt at SKAT kunne se bilagene i [by3], når de var kommet på plads på deres nye kontor. Ved besøget på kontoret i [by3] oplyste bogholder [person2], at [person1] ved hver lønudbetaling lavede et regneark, hvor der stod hvor mange timer den enkelte havde haft i perioden, hvilket projekt de arbejdede på, antal kilometer og sats for kilometergodtgørelse, diætsats og antal rejsedage og akkorder. Dette regneark blev lavet på grundlag af de ugesedler som de ansatte havde lavet. Når regnearket var lavet blev ugesedlerne smidt væk. (Et eksempel på regneark ved lagt)

SKAT spurgte om der var nogle eksempler på hvorledes ugesedlerne så ud. De eneste ugesedler som virksomheden var i besiddelse af var for uge 23 og 24 i 2012 (vedlagt i kopi) som de ansatte lige havde afleveret og som ikke var lønafregnet/skrevet ind i regnearket endnu. Af ugesedlerne fremgik der navn på den ansatte, plads hvor arbejdet var udført, antal timer og antalkilometer.

Hovedparten af de ansatte er 14 dages lønnet. Bogholder og [person1] er månedslønnet. Virksomheden anvender Danløn som lønsystem. Formændene modtager ugesedlen og underskriver den. Den anvendte diætsats er enten 300 kr., 450 kr. eller 650 kr. Kr. 300 og kr. 450 anvendes når virksomheden betaler logiet. De kr. 650 anvendes når virksomheden betaler for kost og logi. Der er anvendt statens satser forkilometergodtgørelse.

Virksomheden har ikke opfyldt kravene til bogføringsbilagene Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, da der ikke er anført start og slut tidspunkt for rejsen, hvorfor det ikke er muligt for arbejdsgiver at kontrollere om den ansatte har været på rejse. Ligesom alt grundbilag ikke eksisterer mere. På det regneark som bliver lavet ved hver lønudbetaling fremgår der arbejdsstedet, arbejdstimer pr. dag samt antal rejsedage - når man sammenholder det med nogle af de ansattes privatadresse, ser det umiddelbart ikke ud til at betingelserne for at være på rejse er opfyldt.

De modtagne godtgørelser er derfor skattepligtige hos den enkelte lønmodtager jf.statsskattelovens§4.”

SKAT har om besøget 3. maj 2013 forklaret:

”Ved besøget var I repræsenteret af [person1], [person2] og [person3] og SKAT var repræsenteret med [person4] og [person5].

Vi fik ved besøget forevist jeres nye timeregistreringssystem, som er taget i anvendelse i 2013. Den ansatte skal hver dag logge sig ind via pc eller smartphone på virksomhedens hjemmeside og registrere sine timer. Registreringsbilledet viser de timer som er registreret i løbet af en uge og den arbejdsopgave som den ansatte er tilknyttet i løbet af ugen f.eks [virksomhed3] - [by4]. Den ansatte skal have registreret timerne hver dag inden kl. 24.00. Der må maksimalt tidsregistreres/arbejdes 10 timer om dagen og 37 timer om ugen. Timer herudover indgår i akkord eller flextid.

Den ansatte skal på registreringsbilledet indtaste:

Vi fik en drøftelse om af systemet, som alene er et timeregistreringssystem, der ikke kan bruges som bogføringsbilag for udbetaling af skattefrie godtgørelser, idet systemet ikke opfylder kravene for bogføringsbilag som fremgår af Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Af systemet fremgår der blandt andet ikke et tidspunkt for hvornår den ansatte starter sin rejse- og slutter sin rejse.

Bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 blev udleveret og der blev gennemgået hvilke krav, der er til udbetaling af skattefrie godtgørelser. (Vedlagt i kopi)

Virksomheden oplyser, at den udelukkende udbetaler 1/2 dags diæt for mandag og 1/2 dag for fredag, ugens øvrige dage udbetales der diæter for hele dage. Virksomheden forudsætter, at hver enkelt ansat har en 37 timers uge, at den ansatte møder kl. 07.00 hver dag og har fri kl. 15.00 på nær om fredagen som er kl. 13.00. Den anvendte diætsats er enten 300 kr. eller 650 kr. 300 kr. anvendes når virksomheden betaler logiet. De 650 kr. anvendes når virksomheden betaler for kost og logi. Der udbetales kun kilometergodtgørelse for maks. 25 kilometer om dagen.

Ved hver lønudbetaling laver virksomheden et regneark, hvor der står hvor mange timer den enkelte har haft i løn perioden, hvilke projekter de arbejder på, antal kilometer og sats for kilometer godtgørelse, diætsats og antal rejsedage og akkorder. Regnearket bliver lavet på grundlag af de uge sedler som de ansatte har lavet. Når regnearket er lavet bliver uge sedlerne smidt væk for samtlige ansatte.

Virksomheden har oplyst, at den ikke fører kontrol i forbindelse med udbetaling af rejsedage/diæter. Kontrollen ses heller ikke at være muligt, da den enkelte ikke noterer på uge sedlen, hvornår denne starter eller afslutter sin rejse. Virksomheden går ud fra at alle møder ind kl. 7.00 om morgen. Virksomheden ser heller ikke på om den enkelte har mulighed for at overnatte på sin egen bopæl, idet afstanden til det midlertidige arbejdssted ikke umuliggør at overnatte på egen bopæl. Ved udbetaling af kørselsgodtgørelser føres der ikke kontrol med om der køres i egen bil. Der har ikke været kontrol med om de ansatte rent faktisk har overnattet eller om afstanden til den midlertidig arbejdssted ikke er langt nok væk fra den pågældendes bopæl til at vedkommende er på rejse og dermed ikke har mulighed for at overnatte på sin bopæl.

SKAT har ved et tidligere besøg fået udleveret kopi af nogle uge sedler for uge 23 og 24 for indkomståret 2012 (Vedlagt i kopi). Uge sedlerne er fra før en lønudbetaling og er dermed ikke ført ind i regnearket endnu og herefter smidt væk. SKAT har sammenholdt uge sedlerne med det regneark som er udarbejdet ved udbetaling af lønningerne for uge 23 og 24. (Vedlagt i kopi).

Der er kun en enkelt ansat som får udbetalt diæter for nævnte periode. På uge sedlen fremgår hverken start og sluttidspunkt for rejsen. Han får for 10 rejsedage selvom det af uge sedlerne fremgår, at han kun har arbejdet 8 dage, hvoraf den ene er Grundlovsdag, hvor de andre med uge sedler har anført Grundloves dag som en helligdag og dermed ikke en arbejdsdag. Ellers kan det konstateres at ikke alle timer og antal kørte kilometer stemmer overens med uge sedlerne når det er overført tilregnearket.”

SKATs afgørelse

SKAT har afgjort, at klageren ikke opfylder betingelserne for udbetaling af skattefrie godtgørelser.

SKAT har i denne forbindelse anført:

”Det er konstateret, at virksomheden ikke gemmer bogføringsbilagene for udbetaling af skattefri godtgørelser ligesom der ikke foretages den fornødne kontrol af om betingelserne for at udbetale godtgørelserne skattefrit er opfyldt. På grundlag af dette vil de udbetalte beløb i alt kr. 1.498.976 for 2011 og kr. 1.192.897 for 2012 blive fordelt og beskattet hos den enkelte lønmodtager.

Såfremt I fremover vil udbetale skattefrie rejse- og befordringsgodtgørelser til jeres ansatte skal alle bogføringsbilagene gemmes, I skal føre kontrol og bogføringsbilagene skal opfylde betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

Af særskilt forslag vil det fremgå at SKAT for indkomståret 2013 pålægger jer at korrigere de udbetalte godtgørelse i eIndkomst for alle ansatte som har fået udbetalt skattefrie godtgørelser. Korrektionen skal foretages fra 01.01.2013 og indtil 30.04.2013 som er perioden som før kontrolbesøget.

(...)

Når en virksomhed ønsker at udbetale skattefrie godtgørelser til dækning af rejseudgifter jf. Ligningslovens § 9 A, stk. 1 og til befordring efter Ligningslovens § 9 B er det virksomhedens pligt at kontrollere, at alle betingelserne for, at udbetalingen kan ske skattefrit, er opfyldt jævnførBekendtgørelseomrejse-ogbefordringsgodtgørelsenr.173af13.marts2000.Foretagesdennekontrolikke,er godtgørelserne skattepligtig som personlig indkomst for modtageren.

Ud fra en samlet vurdering anser SKAT ikke at skattefriheden har været til stede ved udbetaling af diæter og kørsel, ligesom der ikke er ført den fornødne kontrol. Dermed forhøjes samtlige ansatte's personlige indkomst, som har fået udbetalt skattefrie godtgørelser for indkomståret 2011 og 2012. Indkomståret 2013 fremgår afsærskiltforslag.

Jeg har talt med [person1] pr. telefon den 25. november 2013. Har oplyst, hver enkelt medarbejder bliver beskattet for indkomståret 2011 samt 2012 af det beløb som de har fået udbetalt i skattefrie godtgørelser ligesom at virksomheden selv skal korrigere for godtgørelserne i eIndkomst for perioden 01.01.2013 og indtil30.04.2013.”

SKAT har ligeledes rettet klagerens indberetninger til eIndkomst for 2013.

SKAT har som begrundelse anført:

”Der er ved et kontrolbesøg konstateret, at I ikke fører kontrol samt gemmer bogføringsbilagene i forbindelse med udbetaling af rejse- og befordringsgodtgørelser. Betingelserne for at udbetale rejse- og befordringsgodtgørelse skattefrit er dermed ikke opfyldt jævnfør Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000. Da godtgørelserne ikke kan udbetales skattefrit, idet I som arbejdsgiver ikke har overholdt jeres kontrolforpligtelse pålægges I jævnfør Kildeskattelovens § 69, stk. 1, at indeholde og betale den manglende A-skat og AM-bidrag af de udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser for perioden 01.01.2013 – 30.04.2013

Da I ikke har indberettet vores forslag inden fristens udløb den 7. marts 2014 eller kommet med indsigelser til vores forslag af 21. februar 2014, vil vi indberette rettelserne til eIndkomst. Reglerne står i indkomstregisterlovens § 4, stk. 5.”

SKAT er kommet med bemærkninger af 2. september 2013 til den endelige klage:

”Der er tidligere fremsendt materiale på den foreløbige klage. Efter at have modtaget den endelige klage har SKAT følgende bemærkninger.

Ved den efterfølgende ændring af lønmodtagerne har SKAT stødt på følgende eksempler som understøtter at virksomheden ikke har foretaget den fornødne kontrol og at bogføringsbilagene ikke opfylder betingelserne i Bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000.

De ansatte som har indsendt deres ugesedler har ingen af dem været attesteret af projektlederen. Der har kun været en medarbejder som har anført en kom og gå tid. Alle andre har kun anført antal timer. Der er altid kun anført timer fra om mandagen, selv om de rent faktisk er mødt om søndagen for at være klar til arbejde mandag morgen kl. 07.00.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på klagers vegne nedlagt påstand om at SKAT skal anerkende at klager opfylder betingelserne for udbetaling af skattefrie godtgørelser for 2011 og 2012, samt perioden 1. januar 2013 – 30. april 2013.

Repræsentanten har herfor anført:

”Sagen vedrører to helt grundlæggende spørgsmål i henhold til SKATs afgørelse. For det første om [virksomhed1]s system har muliggjort kontrol og for det andet, om der har været førtkontrol.

Anbringenderne er struktureret således, at de to punkter behandles fortløbende.

1. Har [virksomhed1]s systemer muliggjort kontrol?

I relation til muligheden for kontrol er det en væsentlig pointe, at [virksomhed1]s virksomhed alene har været beskæftiget på ganske få byggepladser i den periode sagen vedrører. [virksomhed1]s system/ kontrol har således alene skullet forholde sig til relativt få pladser. Der vedlægges som sagens bilag 9 en oversigt over disse pladser.

Det er ligeledes en væsentlig pointe, at der i samtlige medarbejderes ansættelseskontrakter er specificeret, hvorledes reglerne for udbetaling af diæter forstås og anvendes, og at medarbejderne har udfyldt timesedler hvoraf fremgår, hvilken plads de har været på, i hvilken periode de har været der, og hvor mange timer de har haft.

For så vidt angår selve muligheden for den lavpraktiske kontrol, har disse lønsedler været indleveret til [virksomhed1]. [virksomhed1] har herefter indføjet indholdet i det regneark, der har dannet baggrund for lønsedlerne. I den forbindelse har [virksomhed1] således kunnet konstatere, på hvilket projekt hver medarbejder har arbejdet.

Som ovenfor anført, har der alene været tale om ganske få projektet, hvor angivelse af projektet i sig selv giver mulighed for at kontrollere, hvor medarbejderne harværet.

Dette skal sammenholdes med, at [virksomhed1] naturligvis kender medarbejdernes bopælsadresser jf. ansættelseskontrakterne, og at det således har været muligt præcist at konstatere, hvorvidt betingelserne for udbetaling af diæter har væretopfyldt.

Dette følger tillige af, at det på timesedlerne kan konstateres, hvilke timer folkene har haft og dermed også, om betingelserne kan anses for opfyldte.

For så vidt angår anførelse af rejsens start og sluttidspunkt, jf. bekendtgørelse 173 af 13. marts 2000, følger det direkte af timesedlerne, hvor mange timer medarbejderne har haft og kontrolmuligheden i relation til om betingelserne er opfyldte er herefter rejsetiden,derudover.

Det er således spørgsmålet, hvorvidt der herefter er ført kontrol, idet [virksomhed1] har kunnet kontrollere,

Det er således fuldt ud muligt for [virksomhed1] at kontrollere, om betingelserne er opfyldte, eftersom [virksomhed1] har modtaget timesedlerne for folkene, og for hver enkelt timeseddel har indtastet oplysningerne i regnearket.

2. Har der været førtkontrol?

Dette er sagens andet hovedspørgsmål, og det er i fundamental modstrid med faktum, at SKAT anfører, at der ikke har været førtkontrol.

Detteerfundamentaltforkert,ogiøvrigtogsåistridmedalmindeligsundfornuft,idet[virksomhed1]naturligvisikkeudbetalerdiætertilmedarbejderne,medmindre[virksomhed1]harværetforpligtethertil.Dettefølgerdirekteaf,atparterneharmodstridendeinteresser,eftersom[virksomhed1]naturligtønskeratbetalesålidtsommuligt,ogfolkeneomvendtønskeratmodtagesåmegetsommuligt.

Det faktuelle er da også, at der er ført en tredobbeltkontrol.

Den første kontrol følger af, at projektlederen på de enkelte projekter attestere folkenes time­ sedler, således at det sikres, at medarbejderne har været på de pågældende pladser, og har haft det anførtetimetal.

Disse attesterede timesedler har herefter dannet baggrund for indføjelserne i regnearket. Det er [person1], der er hovedaktionær og direktør i det klagende selskab, der har indføjet dataene i regnearket.

[person1] har i forbindelse med indtastningen kontrolleret om betingelserne har været opfyldt, herunder afstandskrav og arbejdstider. Dette følger allerede af, som ovenfo ranført, at [virksomhed1] naturligvis ikke har nogen interesse i at udbetale diæter, såfremt [virksomhed1] ikke er forpligtet hertil.

[person1]har relativt simpelt kunne kontrollere dette, idet der som nævnt, alene har været udført arbejde på relativt få entrepriser, og idet der alene har været tale om relativt få medarbejdere.

Kontrollen har endvidere været simpel, derved at folkenes arbejdsopgaver har været[person1] bekendt, ligesom han ud fra timesedlerne har kunnet konstatere, hvor mange timer folkene har haft. Dette er den anden kontrol.

At der har været ført en sådan kontrol følger f.eks. af sagens bilag 10-13, der er kopi af korrespondance vedr. godkendelse af timesedler.

Den tredje kontrol e rforetaget i forbindelse med lønkørslen, hvor det ligeledes, på baggrund af indtastningerne i regnearket, er kontrolleret om betingelserne er opfyldte.

I forbindelse med den anden og tredje kontrol ligger der i øvrigt allerede en implicit kontrol i, at der ikke kan blive tale om udbetaling af diæter og kørepenge samtidig, således at berettigelsen af kravene også kontrolleres i denforbindelse.

Dette er tillige et væsentligt moment, idet folkene, såfremt de havde kørt frem og tilbage, naturligvis ville have rejst krav om kørepenge.

Der er dog i intet tilfælde udbetalt diæter og kørepenge samtidigt, hvilket tillige viser, at kontrollen har væreteffektiv.

Det er tillige et væsentligt moment, at der ikke har kunnet konstateres udbetaling af diæter med beløb, der overstiger statens takster, eller til formål, der ikke er erhvervsmæssigt relevante.

Der er således ført kontrol med beregningen af godtgørelsen og de anvendte satser, jf. i øvrigt den juridiske vejledning afsnit C.A.7.2.8, Betingelse omkontrol.

Der ud over kan det konstateres, at revisor, på intet tidspunkt i forbindelse med revisionen, har kunnet konstatere nogen uregelmæssigheder, og ej heller har anført, at betingelserne for skattefrie udbetalinger ikke skulle være opfyldte.

Essensen af punkt 2 er således, at der i allerhøjeste grad har været ført kontrol, endda i tre led, og at det tillige har været fuldt ud muligt at føre den fornødnekontrol.

For så vidt angår det anførte i SKATs "resultatafkontrol" d. 21. februar 2014, jf. sagens bilag 5, er det ingenlunde korrekt, at det alene er en medarbejder der har fået diæter i uge 23-24 2012. Det fremgår ret klart af regnearket, at der er udbetalt diæter til [person6] for projektet [projekt1]", til [person7] vedr. projektet "[projekt2]" til [person8] vedr. projektet "[projekt3]" til [person9] og [person10] vedr. sammeprojekt.

Der ud over kan det af SKAT anførte ikke genkendes, ligesom det er uden betydning, at en enkelt medarbejder har arbejdet Grundlovsdag, da der naturligvis på entrepriser af det omfang, som [virksomhed1] er involveret i, arbejdes, når det er nødvendigt, uanset om det er helligedage eller ej.

Konklusionen på det hele er således, at kontrol har været muliggjort, og at der løbende har været ført effektivkontrol.”

Klageren er den 5. januar 2015 kommet med yderligere bemærkninger samt en påstand om at SKATs afgørelse er ugyldig:

”I relation til et nyt udarbejdet IT-system i [virksomhed1] murer og flisefirma A/S (herefter virksomheden), som følge af denne verserende sag, har virksomheden anmodet SKAT om bindende svar i relation til, om dette nye IT-system vil være tilstrækkeligt til, at SKAT i fremtiden ikke vil anfægte virksomhedens mulighed for at føre kontrol med de udbetalte diæter.

Det skal i den sammenhæng anføres, at anmodningen om bindende svar, og udviklingen af et nyt IT-system, IKKE er udtryk for, at virksomheden mener, at der ikke har været, eller været mulighed for at føre den fornødne kontrol tidligere, men alene et forsøg på at sikre, at SKAT vil være enig med virksomheden i, at dette system, i hvert fald for fremtiden, vil gøre virksomheden i stand til at føre den fornødne kontrol.

Den 14. november 2014 modtager virksomheden et bindende svar fra SKAT med en afvisning om at svare på det stillede spørgsmål. Vedlagt som bilag 1 er det bindende svar fra SKAT.

Imod forventning, eftersom SKAT har rejst sag mod virksomheden, for ikke at have ført, eller haft grundlag for at føre kontrol, får virksomheden afvist svar på anmodningen om bindende svar.

Virksomheden var af den opfattelse, at i tilfælde, hvor SKAT træffer afgørelse mod virksomheden, og virksomheden udvikler nyt system for i fremtiden at modvirke en ny sag, at der ville være adgang til at spørge SKAT, om virksomheden antages at opfylde reglerne.

Virksomheden får imidlertid afslag på svar på anmodningen om bindende svar med den nedenfor gengivet begrundelse:

"Det er dog et krav, at anmodningen om bindende svar angår en skattemæssig virkning af en disposition. Det vil sige handlinger, der har en skattemæssig konsekvens, hvad enten handlingen fører til skattebetaling eller skattefritagelse. Der kan således ikke gives bindende svar på en genere forespørgsel.

Der gives således kun bindende svar om forhold, hvor der kan eller skal træffes en forvaltningsafgørelse, og afgørelsen vedrører spørgsmål om beskatningen. Der gives ikke bindende svar om faktisk forvaltningsvirksomhed eller om eksempelvis indberetningspligt, indeholdelsespligt, hæftelse, kontrol, straf, gebyrer og forrentning.

Da spørgsmålet i jeres anmodning om bindende svar er af generel karakter og ikke angår den afgifts eller skattemæssige virkning af en disposition, sådan som disse begreber skal forstås i forhold til reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 8 om bindende svar, afvises anmodningen med henvisning til nævnte lovs § 21, stk. 1. "

Det fremgår således meget klart af SKAT svar på virksomhedens anmodning om et bindende svar, at det ikke kan lade sig gøre på områder, hvor der ikke kan træffes en forvaltningsretlig afgørelse.

Virksomheden var af den klare opfattelse, at når SKAT kunne træffe afgørelse mod virksomheden, godt nok en afgørelse, der for virksomheden virkede noget besynderlig, idet den ikke medførte noget krav på skattebetaling rettet mod virksomheden, ville virksomheden også kunne undgå dette med et bindende svar.

Det finder virksomheden nu ud af, at det ville også være tilfældet, men at SKAT har truffet en afgørelse rettet mod virksomheden, som efter SKATs egen opfattelse, jf. bilag 1, ikke kan lade sig gøre.

Derfor er det virksomhedens opfattelse, at den afgørelse, der er truffet af SKAT i relation til virksomheden, ikke er gyldig, idet SKAT selv, i forbindelse med anmodningen om bindende svar, konstaterer, at der ikke kan svares på anmodningen, idet der spørges til et område, hvor der ikke kan træffes en forvaltningsretlig afgørelse.

Dette synspunkt bakkes op af SKM 2012.673 BR, hvor retten begrunder sin afgørelse med, at:

”En stillingtagen til sagsøgernes påstand er uden betydning for parternes indbyrdes retsstilling, idet det ikke er, og ikke vil blive, rejst noget skattekrav mod sagsøgerne og der eksisterer således ikke nogen konkret retlig tvist mellem sagsøgerne og sagsøgte.

Kompetencen til at tage stilling til eventuel tiltalerejsning og forfølgning ved domstolene i straffeprocessens former tilkommer anklagemyndigheden, og retten finder, at en realitetspåkendelse af sagen indirekte vil være omgåelsen af den almindelige kompetencefordeling mellem anklagemyndigheden og domstolene. Retten finder således ikke, at sagsøgerne gennem et anerkendelsessøgsmål mod sagsøgte, der ikke er part i en bestående tvist, kan fremtvinge rettens stillingtagen til, hvorvidt sagsøgerne har haft en indeholdelses- og indberetningspligt alene med det formål at få afklaret, om der i den konkrete sag er grundlag for at indlede en strafferetlig efterfølgning.”

Domstolen vil således ikke pådømme i en sag, hvor der ikke kan, eller vil, blive truffet en forvaltningsmæssig afgørelse, idet der mod sagsøgerne i sagen ikke vil blive rejst noget skattekrav.

Dette er 100 % identisk med denne sag. Der er ikke rejst noget skattekrav mod virksomheden, og afgørelsen truffet overfor virksomheden, som konkret er uden betydning for virksomheden, idet der ikke er eller vil blive rejst med noget skattekrav, skal alene bruges i relation til at gennemføre en beskatning hos virksomhedens medarbejdere.

Dette kan, både som følge af byrettens afgørelse i SKM 2012.673 BR og det i bilag 1 vedlagte afviste bindende svar, ikke gyldigt føre til, at SKAT kan træffe afgørelse rettet mod virksomheden.

Det forhold er ikke noget vi blot gør gældende, men noget SKAT gør gældende, da virksomheden ønskede et bindende svar om samme forhold, altså hvorvidt den måde virksomhederne registrerer medarbejdernes diæter på, opfylder de formelle krav.

Der foreligger således en klar overtrædelse af forvaltningsloven og skatteforvaltningslovens regler om kompetencen til at træffe afgørelser, ligesom det kan anføres, at SKAT på ingen måde har efterlevet officialprincippet der foreskriver, at forvaltningen, her SKAT, skal oplyse sagen, både på faktum og på jus.

Det har SKAT ikke efterlevet i denne sag, idet den afgørelse, som SKAT træffer, slet ikke kan træffes, da den ikke vil få nogen skattemæssig betydning for virksomheden, idet der ikke bliver tale om noget skattekrav mod virksomheden på baggrund af nævnte afgørelse.

SKAT skal således kun skabe en facadelegitimation med afgørelsen, således at SKAT kan anvende sagen mod virksomheden til at starte en række sager mod medarbejderne. Dette vel at mærke uanset medarbejderne ikke kan anses for part i virksomhedens sag, ligesom virksomheden ikke efter fast praksis er at anse for part i medarbejdernes sager.

Det er der ikke adgang til, hvilket klart fremgår af SKM 2012.673 BR, hvor byretten finder, at der ikke kan træffes afgørelse i en sag, der ikke munder ud i noget konkret skattekrav mod skatteyderen. Dette er fuldstændig samme scenarie som i sagen mod virksomheden. Denne afgørelse er efterfølgende stadfæstet af Landsretten.

Officialprincippet, der er en retsgrundsætning, sammenholdt med sagsbehandlingsreglerne i forvaltningsloven og skatteforvaltningsloven er garantiforskrifter, hvorfor en overtrædelse af disse vil være en væsentlig mangel, og dermed vil afgørelsen være ugyldig.

Andre resultater er ikke mulige, idet SKAT selv anfører i det i bilag 1 vedlagte afviste bindende svar, at der på et område, hvor spørgsmålet alene angår formelle forhold, uden nogen konkret betydning for beskatningen af den i sagen omhandlede part, ikke kan træffes nogen afgørelse.

Det fremgår således klart af denne sag, at SKAT ikke har været nøjsomme nok i henhold til officialprincippet, idet SKAT ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt på den del der vedrører retsregler, idet SKAT ikke har efterprøvet, om der overhovedet er adgang til at træffe afgørelse overfor virksomheden.

Alene det forhold, at SKAT ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt, vil kunne medføre ugyldighed, men i dette tilfælde medfører den jus, som SKAT ikke har oplyst, at SKAT slet ikke er i stand til, eller har hjemmel til at træffe den konkrete afgørelse. Der er derfor ikke tvivl om, at der er tale om en ugyldig truffet afgørelse.”

Landsskatterettens afgørelse

Det formelle

Af Skatteforvaltningslovens § 1 fremgår:

”Told- og skatteforvaltningen udøver forvaltningen af lovgivning om skatter og lov om vurdering af landets faste ejendomme samt lov om registrering af køretøjer bortset fra kompetencer, som ved § 18, stk. 3, og § 19 i lov om registrering af køretøjer er tillagt politiet”

Efter bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 er det en forudsætning for at kunne udbetale skattefrie godtgørelser at arbejdsgiveren kontrollerer, om betingelserne for at udbetale skattefrie godtgørelser er opfyldt. SKAT har herefter kompetence til at afgøre om denne kontrol er udført.

Landsskatteretten finder således ikke, at afgørelsen kan anses for ugyldig.

Det materielle

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejse- og befordringsudgifter omfattet af ligningslovens §§ 9 A og 9 B, som ikke overstiger de fastsatte standardsatser.

Arbejdsgiveren skal kontrollere, om betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse er opfyldt. Ifølge § 1 i bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse (bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000) er det en betingelse for at få udbetalt skattefri rejsegodtgørelse, at arbejdsgiveren har ført kontrol hermed og, at der foreligger bogføringsbilag, der indeholder:

Konsekvensen af manglende effektiv kontrol er, at hele den udbetalte godtgørelse anses som skattepligtig hos modtageren, uanset om den ansatte i øvrigt opfylder betingelserne for at være på rejse eller for erhvervsmæssig kørsel, jf. eksempelvis SKM2002.525.VLR, SKM2007.247.HR og SKM2009.430.HR.

Den bogføringspligtige skal opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører. Det fremgår af bogføringslovens § 10. Opbevaringen skal ske på en måde, som i hele opbevaringsperioden muliggør en selvstændig og entydig fremfinding af det pågældende regnskabsmateriale.

På baggrund af kontrolbesøgene hos selskabet er det konstateret at de fremlagte timesedler ikke indeholder rejsens start- og sluttidspunkt, ligesom eksakte adresser og afstande mellem den private bopæl og det midlertidige arbejdssted ikke er anført. Det har ligeledes ikke været muligt for SKAT at kontrollere om medarbejderne ved udbetalte diæter kan anses at være på rejse, idet selskabet ikke har gemt de underliggende bogføringsbilag/timesedler.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at der er ført en effektiv kontrol af, om betingelserne for udbetaling af skattefri godtgørelser har været opfyldt. Den manglende kontrol af retmæssig udbetaling medfører, at samtlige udbetalinger anses for skattepligtige, idet betingelserne for skattefriheden herefter ikke er opfyldt jf. SKM2007.247.HR.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse for 2011 og 2012.

Landsskatteretten stadfæster ligeledes SKATs afgørelse for 2013 vedrørende indberetninger til eIndkomst af A-skat og AM-bidrag af de udbetalte rejse- og befordringsgodtgørelser for perioden 1. januar 2013 – 30. april 2013, idet klageren ikke har overholdt sin bogførings- og kontrolforpligtelse.