Kendelse af 21-08-2014 - indlagt i TaxCons database den 27-09-2014
Klagen vedrører opgørelse af den tonnagebeskattede indkomst i henhold til tonnageskattelovens regler.
SKAT har for indkomståret 2010 forhøjet selskabets skattepligtige tonnageindkomst med 5.380.381 kr. for 1. halvår og med 5.380.381 kr. for 2. halvår.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
[virksomhed1] A/S var i 1. halvår 2010 en del af [virksomhed1] koncernen og var sambeskattet med [virksomhed2] A/S som administrationsselskab.
I juni 2010 blev [virksomhed1] delen solgt til [virksomhed3], Chile. Selskabets navn er nu [virksomhed4] A/S, og selskabet var i 2. halvår 2010 sambeskattet med [virksomhed5] ApS som administrationsselskab.
Selskabet driver rederivirksomhed. Selskabet har valgt beskatning efter tonnageskatteordningen.
Selskabet har for indkomståret 2010 selvangivet skattepligtig tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15 med 638.990 kr., hvoraf 319.495 kr. er overført til sambeskatning med [virksomhed5] ApS, med henvisning til, at der ikke skal ske beregning af tonnageindkomst for de lejede skibe i henhold til tonnageskattelovens § 15, idet der sker beskatning af overskydende lejet tonnage som almindelig indkomst i henhold til tonnageskattelovens § 7.
Tonnageindkomsten er for indkomståret 2010 udelukkende beregnet på baggrund af indlejede skibe med købsoption og ikke på baggrund af de lejede skibe, som udgør den overvejende del af den opererede bruttotonnage. Selskabet havde udelukkende lejede skibe i indkomståret 2010.
SKAT har forhøjet selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2010 med 5.380.381 kr. for 1. halvår og med 5.380.381 kr. for 2. halvår.
Selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 er herefter opgjort til henholdsvis 0 kr. for 1. halvår og -43.325.389 kr. for 2. halvår, som er overført til de respektive administrationsselskabers sambeskatningsindkomst.
Det fremgår af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, at indkomst ved rederivirksomhed med ejede eller lejede skibe skal opgøres efter reglerne i tonnageskattelovens §§ 9-15.
I henhold til tonnageskattelovens § 15 skal skattepligtig indkomst for skibe omfattet af tonnageskatteloven opgøres på grundlag af nettotonnagen. Den skattepligtige indkomst udgør for hvert skib et grundbeløb på 100 nettoton (NT) pr. påbegyndt døgn, uanset om skibet er i drift eller ej. Grundbeløbet pr. 100 NT fremgår af tonnageskattelovens § 15, stk. 1.
Der er hverken i lovens § 7 eller lovens § 15 eller i tonnageskatteloven i øvrigt hjemmel til at foretage en forholdsmæssig nedskrivning af den efter § 15 beregnede skattepligtige tonnageindkomst, så længe skibet/-ene er omfattet af tonnageskatteloven.
Uanset, at der sker almindelig beskatning af en forholdsmæssig andel af bruttoindtjeningen, jf. reglerne i tonnageskattelovens 7, så ændrer dette ikke på, at de omhandlede skibe stadig er omfattet af tonnageskatteloven, og at de pr. påbegyndt døgn, de er omfattet af loven, skal opgøre en skattepligtig indkomst efter reglerne i § 15.
Det er derfor SKATs opfattelse, at der skal ske beregning af tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15 for alle de skibe, som selskabet har opereret i 2010
Beregningen er som foreslået af selskabets repræsentant sket skønsmæssigt som følger:
Beregnet selvangiven tonnageindkomst for “ejede” skibe 2010 | 638.990 kr. |
Beregnede tonnagedage for “ejede” skibe 2010 | 30.109.812 |
Beregnede tonnagedage for alle skibe 2010 | 537.286.014 |
Andel tonnagedage for “ejede” skibe 2010 i forhold til tonnagedage for alle skibe 2010: | |
537.286.014 / 30.109.812 = 17,84 | |
Beregnet tonnageindkomst for alle opererede skibe i 2010: | |
638.990 kr. * 17,84 | 11.399.351 kr. |
Selskabets andel 50 % (1. halvår) | 5.699.876 kr. |
Selvangiven tonnageindkomst | -319.495 kr. |
Ændring i alt | 5.380.381 kr. |
Selskabets andel 50 % (2. halvår) | 5.699.876 kr. |
Selvangiven tonnageindkomst | -319.495 kr. |
Ændring i alt | 5.380.381 kr. |
Effekten af, at bruttoindtjeningen fra selskabets lejede skibe delvis beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. tonnageskattelovens § 7, er ikke, at nogle af skibene på specifikke dage ikke længere er omfattet af tonnageskatteloven. Skibene er stadig omfattet af tonnageskatteloven, så længe selskabet lejer skibene, og disse anvendes helt eller delvis til formål, som kan beskattes efter tonnageskatteloven.
Så længe et skib er helt eller delvist omfattet af tonnageskatteloven, skal der således ske fuld beregning af tonnageindkomst efter reglerne i tonnageskattelovens § 15, stk. 1. Beregningen sker for hvert påbegyndt døgn, uanset om skibet er i drift eller ej.
Samme forhold kan f.eks. indtræffe, hvis et skib et døgn både udfører opgaver, der kan tonnagebeskattes, og andre opgaver. Her skal der beregnes tonnageindkomst for det påbegyndte døgn, jf. tonnageskattelovens § 15, og samtidig ske almindelig indkomstbeskatning af de øvrige aktiviteter, der er foretaget dette døgn. Der sker ingen nedsættelse af § 15-indkomsten på grund af de blandede opgaver.
[...]
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige tonnageindkomst for indkomståret 2010 skal nedsættes med 5.380.381 kr. for 1. halvår og med 5.380.381 kr. for 2. halvår.
Til støtte for påstanden har repræsentanten principalt gjort gældende, at der ikke skal opgøres tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15, stk. 1, for tonnage, for hvilken indkomsten i henhold til tonnageskattelovens § 7 beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2010 skal derfor nedsættes med 5.380.381 kr., svarende til den del af den af SKAT opgjorte tonnageindkomst, der forholdsmæssigt kan henføres til overskydende lejet tonnage opgjort efter tonnageskattelovens § 7.
Hvis Landsskatteretten er enig i, at der ikke skal opgøres tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15, stk. 1, for tonnage, for hvilken indkomsten i henhold til tonnageskattelovens § 7 beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, men ikke finder, at nedsættelsesbeløbet kan opgøres forholdsmæssigt i forhold til henholdsvis den overskydende lejede tonnage og den samlede tonnage, har repræsentanten subsidiært gjort gældende, at nedsættelsesbeløbet skal opgøres konkret. Den konkrete opgørelse foretages på grundlag af en allokering af den overskydende tonnage opgjort efter tonnageskattelovens § 7 på konkrete skibe efter selskabets valg.
Landsskatteretten har tidligere truffet afgørelse om samme spørgsmål i to sager. Førstnævnte sag vedrører et andet selskab og er blevet påklaget til domstolene og verserer i øjeblikket ved Østre Landsret. Sidstnævnte sag vedrører indkomståret 2009 for selskabet i nærværende sag. Landsskatteretten afsagde i denne sag kendelse i overensstemmelse med journal nr. [...] og gav samtidig selskabet genoptagelsestilsagn, hvis Landsskatterettens kendelse i sagen [...] bliver omstødt af domstolene.
Problemstillingen og omstændighederne i nærværende sag er identisk med problemstillingen og omstændighederne vedrørende samme spørgsmål for indkomståret 2009, jf. Landsskatterettens kendelse af 19. december 2013.
Der er derfor henvist til anbringenderne og begrundelserne i klagen vedrørende indkomståret 2009, jf. klagen af 24. oktober 2013 vedrørende indkomståret 2009.
Det er således bl.a. gjort gældende, at overskydende, lejet tonnage, for hvilken indkomsten i henhold til tonnageskattelovens § 7 beskattes efter de almindelige regler, ikke er omfattet af tonnageskatteloven, hvorfor der ikke skal beregnes tonnageindkomst for denne del af den indlejede tonnage. Ligesom i klagen vedrørende indkomståret 2009 støttes dette på:
• | Ordlyden og bemærkningerne til tonnageskattelovens § 15, stk. 1, sammenhængende med tonnageskattelovens § 2 og § 7 samt lovens systematik. |
• | Forarbejderne til tonnageskatteloven, særligt pkt. 2 i de almindelige bemærkninger samt pkt. 2.2 og pkt. 4.1 i bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser (L92 af 6. februar 2002). |
• | Det har formodningen imod sig, at det skulle have været lovgivers hensigt, at tonnageskattelovens § 15, stk. 1, skal fortolkes som påstået af SKAT, idet SKATs fortolkning indebærer en åbenbar urimelig dobbeltbeskatning. |
Selskabet, der driver rederivirksomhed, har valgt tonnageskatteordningen.
Det fremgår af tonnageskattelovens § 6, stk. 1, at skattepligtig indkomst i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer med skibe ejet af rederiet, med skibe indlejet uden besætning (bareboat-charter) og med skibe indlejet med besætning (time-charter) skal opgøres efter reglerne i tonnageskattelovens §§ 9-15.
Selskabet driver rederivirksomhed med både ejede og lejede skibe. Samtlige disse skibe og indkomsten i forbindelse med rederivirksomheden er omfattet af tonnageskatteordningen, jf. tonnageskattelovens § 10, stk. 1, jf. § 6, stk. 1.
I henhold til tonnageskattelovens § 15, stk. 1, skal den skattepligtige indkomst for skibe, der er omfattet af tonnageskatteloven, opgøres på grundlag af nettotonnagen. Den skattepligtige indkomst udgør for hvert skib nærmere opregnede grundbeløb pr. 100 nettoton (NT) pr. påbegyndt døgn, uanset om skibet er i drift eller ej.
Da den bruttotonnage, som rederiet i gennemsnit i indkomståret 2010 har haft til rådighed fra lejede skibe, er større end fire gange den bruttotonnage, som ejes af rederiet selv, skal indtægt fra den overskydende del af den lejede tonnage beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler, jf. tonnageskattelovens § 7, stk. 1. Den overskydende indtægt beregnes som den andel af den samlede bruttoindtjening før afskrivninger og finansielle poster opgjort efter skattelovgivningens almindelige regler, som svarer til forholdet mellem på den ene side den del af den lejede tonnage, der overstiger 4 gange egentonnagen, og på den anden side den samlede tonnage til rådighed.
Bestemmelsen i tonnageskattelovens § 7 om beskatning af en forholdsmæssig andel af bruttoindtjeningen efter skattelovgivningens almindelige regler medfører ikke, at der er skibe, der udelukkende beskattes efter tonnageskattelovens regler, og skibe, der udelukkende beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler. Derimod beskattes en forholdsmæssig andel af årets samlede bruttoindtjening for samtlige skibe efter skattelovgivningens almindelige regler. Samtidig skal der for samtlige skibe, der er omfattet af tonnageskattelovens regler, pr. påbegyndt døgn, hvert enkelt skib er omfattet af loven, opgøres en skattepligtig tonnageindkomst efter tonnageskattelovens § 15, stk. 1.
Der er hverken i lovens § 7 eller lovens § 15 eller i tonnageskatteloven i øvrigt hjemmel til at foretage en forholdsmæssig nedskrivning af den efter § 15 beregnede skattepligtige tonnageindkomst.
Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.