Kendelse af 09-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2010:

Fradrag for lønmodtagerudgifter, ligningslovens § 9

Rejsefradrag, jf. ligningslovens § 9 A

Befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C

0 kr.

0 kr.

0 kr.

19.300 kr.

0 kr.

11.415 kr.

4.035 kr.

2011:

Fradrag for lønmodtagerudgifter, ligningslovens § 9

Rejsefradrag, jf. ligningslovens § 9 A

Befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C

0 kr.

0 kr.

0 kr.

67.931 kr.

795 kr.

15.011 kr.

14.785 kr.

2012:

Fradrag for lønmodtagerudgifter, ligningslovens § 9

Rejsefradrag, jf. ligningslovens § 9 A

Befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C

0 kr.

0 kr.

0 kr.

46.990 kr.

0 kr.

12.720 kr.

21.793 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har oplyst, at hun i årene 2010-2012 arbejdede som overlæge i det offentlige sundhedsvæsen ved [Hospitalet] i Patologiafdelingen og med selvstændige forskningsinitiativer.

Klageren har fremlagt en stillingsbeskrivelse fra bl.a. år 2011, en kompetenceprofil og referat af MUS/lederudviklingssamtale fra år 2016. Det fremgår heraf, at hun bl.a. var tilknyttet områderne gastroenterologi, dermatologi, hæmatologi, lungepatologi og ikke gynækologisk cytologi. Hendes kvalifikationer var som speciallæge i patologisk anatomi og cytologi, og hun skulle ajourføre sig inden for sit funktionsområde ved deltagelse i relevante nationale og internationale kurser, kongresser og seminarer.

Klageren har fremlagt en oversigt over hendes udregnede udgifter ved de enkelte kongresser og ophold i en gæstelejlighed gennem [Fond1], samt bankpostering eller kvittering på betaling af disse, lønsedler udvisende tjenestefrihed med løn eller ferie med løn, og deltagelsesregistreringer for kongresserne. I relation til dokumentation for hotel- og flyudgifter har hun oplyst, at hvis intet andet er anført, så vedrører udgifterne kun hende. I relation til antallet af kongres- og rejsedage har hun oplyst, at det er normalt at ankomme dagen ført kongressens start og rejse hjem dagen efter, hvorfor alle dage bør medregnes som kongresdeltagelse.

I år 2010 deltog klageren i kongressen [x1], i [by1], Spanien, fra den 23. oktober til den 27. oktober 2010. Klageren har fremlagt et fuldt program fra kongressen. Hun ønsker i den forbindelse fradrag for deltagelsesregistrering på 3.536,65 kr., udgifter til fly på 4.034,00 kr., dagpenge for 7 dage til i alt 3.500 kr. og hoteludgifter på 8.229,76 kr., indregnet fradrag for én anden person. Det fremgår af klagerens lønsedler, at hun havde tjenestefrihed med løn i perioden uge 42-43 år 2010 med 37 timer.

I år 2011 deltog klageren i to kongresser og havde et ophold i en gæstelejlighed i Sydfrankrig gennem [Fond1].

Fra den 24. februar til den 26. februar 2011 deltog klageren i [x2], i [by2], Argentina. Klageren har fremlagt et fuldt program fra kongressen. Hun ønsker i den forbindelse fradrag for en deltagelsesregistrering på 2.755,05 kr., udgifter til fly på 13.899,00 kr., dagpenge for 7 dage til i alt 3.500 kr. og hoteludgifter for 9 overnatninger fra den 20. februar til den 28. februar 2011, herunder minibar og roomservice, på i alt 16.284,14 kr., indregnet fradrag for én anden person.

Fra den 22. oktober til den 26. oktober 2011 deltog klageren i [x1], i [by3], Sverige. Klageren har fremlagt et fuldt program fra kongressen. Hun ønsker i den forbindelse fradrag for en deltagelsesregistrering på 3.540,29 kr., udgifter til fly på 886,00 kr., dagpenge for 7 dage til i alt 3.500,00 kr. og udgifter til ophold i Sveriges [Forening1]sbolig på 2.314,22 kr., indregnet fradrag for én anden person.

Det fremgår af klagerens lønsedler, at hun havde tjenestefrihed med løn i henholdsvis perioden uge 6-10 år 2011 med 44,40 timer og i perioden uge 41-44 år 2011 med 29,60 timer.

Fra den 19. november til den 4. december 2011 fik klageren tildelt et ophold i en gæstelejlighed i [by4], Sydfrankrig, gennem [Fond1]. Klageren har bl.a. fremlagt sin ansøgning til opholdet, hvoraf fremgår, at formålet med opholdet var bearbejdning af data og udarbejdelse af en artikel vedrørende sammenhængen mellem påvist human papillomvirus og pataoanatomiske fund i en landsdækkende undersøgelse af planocellulært in situ og invasivt karcinom i vulva og vagine. Det fremgår endvidere, at der var tale en gæstelejlighed med mulighed for beboelse af flere voksne og børn. Som afslutning på opholdet skrev klageren til fonden en kort rapport om hendes udbytte af opholdet. Det fremgår heraf, at hun under opholdet fik forberedt forskningsresultater til udgivelse af en artikel. Hun ønsker i den forbindelse fradrag for udgifter til fly på 1.272,00 kr., udgifter til taxa på 571,00 kr., udgifter til billeje m.v. på 11.909,63 kr. og dagpenge for 14 dage til i alt 7.500 kr. Det fremgår af klagerens lønsedler, at hun i perioden uge 45-48 år 2011 ikke havde tjenestefrihed med løn, men afholdte ferie med løn med i alt 74 timer.

I år 2012 deltog klageren i kongressen [x3] i [by5], Australien, fra den 25. marts til den 29. marts 2012. Det fremgår af programmet, at kongressen bestod af bl.a. foredrag og workshops, benævnt f.eks. ”New and Emerging Approaches for Identifying and Treating Cardiovascular Disease”. Klageren ønsker fradrag for en deltagelsesregistrering på 5.395,96 kr., hoteludgifter for 11 overnatninger fra den 19. marts til den 30. marts 2012 på 34.960,00 kr., udgifter til fly på 21.793,00 kr. og dagpenge for 11 dage til i alt 5.500,00 kr. Klageren har oplyst, at hoteludgifter kan reduceres til 14.301,82 kr. på grund af fradrag med to overnatninger og udgift til én anden person. Det fremgår af klagerens boardingpas, at hun rejse fra [by6] den 17. marts 2012. Det fremgår af klagerens lønsedler, at hun havde tjenestefrihed med løn i perioden uge 11-14 år 2012 med 74 timer.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter til deltagelse i kongresser og studieophold med 100.060 kr. i år 2010, 117.013 kr. i år 2011 og 82.988 kr. i år 2012, jf. statsskattelovens § 6,

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Du har indsendt dokumentation for udgifter til flybilletter, hotelophold samt gebyr for tilmelding til kurser, kongresser og studieophold.

Du har ikke specificeret de fradrag, du nu har selvangivet for hvert af de tre år, men vi har på grundlag af de bilag, du har indsendt sammentalt udgifterne i 2010 til 41.559 kr., for 2011 har vi sammentalt det samlede beløb til 78.149 kr. og for 2012 til 34.960 kr. – alle beløb er bruttobeløb før reduktion med bundfradrag i henhold til reglen i ligningslovens § 9, stk. 1.

Der kan ikke fratrækkes udgifter til kost og logi samtidig med faktiske udgifter herfor.

Du har ikke indsendt dokumentation for, at du har været nødsaget til at deltage i de omhandlede kurser m.v. for at kunne udføre dit arbejde. (Erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten).

Du har heller ikke indsendt dokumentation for, at du ikke har kunnet få dækket udgifter til nødvendige kurser, kongresser m.v. af din arbejdsgiver.

Det er SKATs opfattelse, at i det omfang din arbejdsgiver har krævet, at du deltog i de omhandlede kurser, kongresser m.v., så har det også været muligt at få udgiften dækket af arbejdsgiver.

Der er ikke fradrag for udgifter afholdt til kurser m.v., som man har valgt at deltage i, men som ikke har den fornødne konkrete tilknytning til det indtægtsgivende arbejde.

Du har i en mail fra d. 13. maj 2014 meddelt, at du efter at have modtaget SKATs forslag til ændring af grundlaget for din skat i 2010, 2011 og 2012 annullerer samtlige dine ændringer på TastSelv fra d. 6. februar 2014 for de tre indkomstår.

Med henvisning hertil samt til SKATs begrundelse for ikke at godkende dine ændringer vil dine årsopgørelser for 2010, 2011 ikke blive ændret. For 2012 vil du modtage en ændret årsopgørelse.”

SKAT har efter modtagelse af yderligere dokumentation fra klageren udtalt:

”Vedrørende indkomståret 2010-2011:

De nye oplysninger kan, efter SKATs opfattelse, sandsynliggøre, at der har været afholdt udgifter til efteruddannelse. Dog er der ikke fremsendt dokumentation for udgifternes størrelse.

Vedrørende indkomståret 2012:

Efter modtagelse af de nye oplysninger, herunder klagers kompetenceprofil og stillingsbeskrivelser, anser SKAT det nu for dokumenteret og sandsynliggjort, at der har været afholdt udgifter til kurser/kongresser af vedligeholdelsesmæssig karakter.

Dog mener SKAT, at der bør ske en opdeling af fradraget, som skal fordeles mellem rejseudgifter efter Ligningslovens § 9A, befordringsudgifter efter Ligningslovens § 9C og øvrige lønmodtagerudgifter efter Ligningslovens § 9. Derfor mener SKAT ikke, at klager skal have fuldt medhold i sin klage.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at hun har ret til fradrag for udgifter i forbindelse med deltagelse i kongresser og studieophold med henholdsvis 19.300,41 kr. i år 2010, 67.931,33 kr. i år 2011 og 46.990,78 kr. i år 2012.

Der er til støtte for påstanden anført:

”Under henvisning til vedlagte bilag klages over SKAT's hypotetisk begrundede afgørelse af 13. maj 2014 vedrørende indkomståret 2012, hvor jeg som overlæge i det offentlige sundhedsvæsen og med selvstændige forskningsinitiativer nægtes fradrag af udgifter til deltagelse i ajourførende lægevidenskabelige kurser og kongresser.

Indkomståret 2012

Det ønskede fradrag omhandler udgifter til deltagelse i en ajourførende kongres "[x3]", [by5], Australien 21.03.-31.03.2013 (11 dage inklusive transport):

Registrering

kr.

5.395,96

Hotel

kr.

34.960,00

Fly

kr.

21.793,00

Dagpenge kr. 500 x 11

kr.

5.500,00

Total

kr.

67.648,96

Med fradrag af 2 (kr. 6.356,36) af 11 overnatninger på feriedage og 2 personer på hotelværelset reduceres min hoteludgift til 14.301,82 og det korrekte skattefradrag til kr. 46.990,78. Hverken registreringsafgift eller hoteludgift inkluderer morgenmad eller anden bespisning.

Begrundelser for klagen

1. Deltagelse i ajourførende lægevidenskabelige kurser og kongresser er en forudsætning for, at jeg kan erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten som højt specialiseret overlæge i patologi med varetagelse af mange arbejdsopgaver.
2. Kongressen har konkret tilknytning til mit indtægtsgivende arbejde.
3. Arbejdsgiveren har givet mig tjenestefrihed med løn til nødvendig deltagelse i den anførte kongres Uf. bilagt timeopgørelse lønseddel uge 11-14, 2012).
4. Arbejdsgiveren har ikke de fornødne økonomiske ressourcer til dækning af nødvendig deltagelse i ajourførende kurser og kongresser, der er en forudsætning for, at jeg kan varetage en højt specialiseret lægeopgave. Ved et skattefradrag af de faktiske omkostninger opnår den offentlige arbejdsgiver også, at arbejdstageren dækker 1/2 af udgiften samtidig med et ulønnet, betydeligt tidsforbrug.
5. I et lille land som Danmark er det almindeligt og nødvendigt at tage til udlandet, ofte oversøisk, for at deltage i relevante ajourførende lægevidenskabelige kurser og kongresser (jf. vedlagte rejsebrev, Cardiologisk Forum).

I erkendelse af beklagelige indtastningsfejl annullerede jeg ved e-mail af 13. maj 2014 Tast-Selv ændringerne af 6. februar 2014, hvilket medførte at SKAT 20. maj 2014 udarbejdede en efter min opfattelse forkert årsopgørelse med krav om indbetaling af kr. 26.592.

Indkomstårene 2010 og 2011

Desværre har jeg ikke længere dokumentation for tjenestefrihed med løn.”

På telefonmøde den 8. juni 2016 udvidede klageren sin klage til også at omfatte indkomstårende 2010 og 2011 med følgende:

”I henhold til telefonisk aftale fremsendes hermed filer af mit ferieregnskab og dokumentation for tjenestefri med løn i forbindelse med deltagelse i nedenstående ajourførende lægevidenskabelige kurser, kongresser og studieophold:

[x1], [by1], 23.-27. oktober 2010

Registrering, 470 Euro

kr.

3.536,62

Fly

kr.

4.034,00

Hotel: kr. 16.459,52: 2 personer

kr.

8.229,76

Dagpenge kr. 500 x 7

kr.

3.500,00

Total

kr.

19.300,41

The 2nd International Congress on Abdominal Obesity, [by2], 24.-26. Februar 2011

Registrering, 470 USD

kr.

2.755,05

Fly

kr.

13.899,00

Hotel: 5615,22 USD, kurs 5,8: kr. 32.568,28: 2 personer

kr.

16.284,14

Dagpenge kr. 500 x 7

kr.

3.500,00

Total

kr.

36.438,19

[x1], [by3], 22.-26. oktober 2011

Registrering, 470 Euro

kr.

3.540,29

Fly

kr.

886,00

Sveriges [Forening1]s bolig, kr. 4.628,44: 2 personer

kr.

2.314,22

Dagpenge kr. 500 x 7

kr.

3.500,00

Total

kr.

10.240,51

[Forening1]s studieophold, [Fond1], Frankrig, 19. november-4. december, 2011

Fly

kr.

1.272,00

Taxa

kr.

571,00

Billeje, vejafgifter, Frankrig

kr.

11.909,63

Dagpenge kr. 500 x 14

kr.

7.500,00

Total

kr.

21.252,63”

Klageren har yderligere forklaret, at overlæger, i henhold til overenskomst, med løn kan deltage i efteruddannelse 10 hverdage årligt, men arbejdsgiveren ikke skal dække omkostningerne. Ifølge hendes ansættelse ydes der 25.000 kr. Mange kursus- og kongresdage ligger i weekender, hvor der ikke ydes tjenestefri med løn i vagtfri stilling. Desuden kan det blive nødvendigt at anvende feriedage til den nødvendige ajourførende efteruddannelse.

Endvidere forventer ledelsen, at overlæger holder sig ajourført med arbejdsrelevante emner gennem kurser, kongresser og forskning. Dette fremgår også af f.eks. referat af MUS/ledelses-samtale, at efteruddannelse bliver efterspurgt og aftalt med ledelsen. Klagerens behov for efteruddannelse er påvirket af, at hun er den eneste overlæge i afdelingen, som varetager alle specialer.

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan foretages fradrag for udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Der er kun fradrag for udgifter for lønmodtagere, som er afholdt i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter overstiger et grundbeløb på 5.500 kr. (2010-2012-niveau), jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Udgifter til ajourføring af allerede erhvervet uddannelse, herunder deltagelse i kongres- og studierejser, kan fradrages, når det godtgøres, at disse har karakter af efteruddannelse og har den fornødne direkte og umiddelbare tilknytning til personens indtægtsgivende arbejde.

Efteruddannelse er kendetegnet ved at være egnet til at vedligeholde viden og kvalifikationer, der kræves for at kunne bestride personens aktuelle arbejdsområde. Der kan således ikke godkendes fradrag for udgifter til etablering, herunder grunduddannelse og videreuddannelse, eller kongres- og studierejser af privat karakter.

I vurderingen af, om udgiften har den fornødne tilknytning til det indtægtsgivende arbejde, lægges der bl.a. vægt på, om arbejdsgiveren f.eks. har anbefalet eller godkendt deltagelsen eller rejsen, om der er givet tilskud hertil, og om der er bevilget tjenestefrihed med løn. Det er ikke tilstrækkeligt at deltagelsen har faglig relevans. Den skal også have en konkret tilknytning til det indtægtsgivende arbejde. Tilsvarende er rejser med et overvejende turistmæssigt islæt ikke fradragsberettigede.

Det følger af ligningslovens § 9 A, stk. 7, at rejseudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. Ved rejse med overnatning i Danmark eller udlandet er standardsatsen for kost og småfornødenheder pr. døgn på 455 kr. (2010-niveau), jf. ligningslovens § 9 A, stk. 2. For indkomstårene 2010-2012 var standardsatsen på 455 kr. jf. SKM2010.68.SKAT og SKM2011.252.SKAT. Fradraget kan dog samlet ikke overstige et grundbeløb på 50.000 kr. for indkomstårene 2010-2012, jf. lov nr. 519 af 12. juni 2009.

Betingelserne for at foretage fradrag er, at lønmodtageren kan anses for at være på rejse, og at rejsen skal have varet mindst 24 timer, jf. ligningslovens § 9 A, stk. 1 og stk. 5.

Det følger af ligningslovens § 9 C, stk. 1, at udgifter til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Som arbejdsplads betragtes også uddannelsessteder, hvor deltagelse sker som led i arbejdet og i efteruddannelsesøjemed. Hvis det på grund af de geografiske forhold, tidsforbruget og den økonomiske rimelighed er nødvendigt at bruge f.eks. flytransport på strækningen, skal fradraget beregnes som de faktiske, dokumenterede udgift hertil.

I forhold til klagerens stilling som overlæge i Patologiafdelingen på [Hospitalet] findes det godtgjort, at de pågældende kongresser har haft karakter af efteruddannelse med det formål at vedligeholde og ajourføre klagerens faglige viden. Endvidere findes det godtgjort, at afholdelse af udgifterne forbundet hermed har haft den fornødne tilknytning til klagerens indtægtsgivende arbejde. Der er lagt vægt på oplysningerne om klagerens stilling og indholdet af kongresserne, samt at arbejdsgiveren har givet klageren tjenestefrihed med løn under deltagelse i kongresserne.

I relation til klagerens deltagelse i kongressen [x1] fra den 23. oktober – 27. oktober 2010 findes det, at der kan godkendes fradrag for udgifter til deltagelse i kongressen efter ligningslovens § 9. Udgiften på 3.536,65 kr. overstiger dog ikke grundbeløbet på 5.500 kr., hvorfor der ikke er fradragsret herfor. Endvidere findes det, at der kan godkendes fradrag efter ligningslovens § 9 A for de faktiske, dokumenterede udgifter til hotelophold på 8.229,76 kr. samt fradrag for kost og småfornødenheder med standardsatsen på 455 kr. for 7 døgn på i alt 3.185 kr., idet der medregnes rejsetid til og fra kongressen. Ligeledes kan der godkendes et befordringsfradrag for de faktiske dokumenterede udgifter til fly på 4.034 kr., jf. ligningslovens § 9 C.

I relation til klagerens deltagelse i kongressen [x2] fra den 24. februar – 26. februar 2011 findes det, at der kan godkendes fradrag for udgifter til deltagelse i kongressen efter ligningslovens § 9 på 2.755,05 kr. Under hensyntagen til oplysningerne om kongressens varighed og rejsetid til og fra kongressen, godkendes der et fradrag efter ligningslovens § 9 A for de faktiske, dokumenterede udgifter til hotelophold for 4 overnatninger på i alt 7.237,40 kr. samt fradrag for kost og småfornødenheder med standardsatsen på 455 kr. for 5 døgn på i alt 2.275 kr. Udgifter til overnatninger på hotel herudover må anses som en privat udgift uden fradragsret. Ligeledes kan der godkendes et befordringsfradrag for de faktiske, dokumenterede udgifter til fly på 13.899 kr., jf. ligningslovens § 9 C.

I relation til klagerens deltagelse i kongressen [x1] fra den 22. oktober – 26. oktober 2011 findes det, at der kan godkendes fradrag for udgifter til deltagelse i kongressen efter ligningslovens § 9 på 3.540,29 kr., fradrag efter ligningslovens § 9 A for de faktiske, dokumenterede udgifter til hotelophold på 2.314,22 kr. samt fradrag for kost og småfornødenheder med standardsatsen på 455 kr. for 7 døgn på i alt 3.185 kr., idet der medregnes rejsetid til og fra kongressen. Ligeledes kan der godkendes et befordringsfradrag for de faktiske, dokumenterede udgifter til fly på 886 kr., jf. ligningslovens § 9 C.

Der kan således godkendes et fradrag for udgifter til deltagelse i kongresserne i år 2011 i det omfang, de samlede udgifter overstiger grundbeløbet på 5.500 kr., jf. ligningslovens § 9.

I relation til klagerens deltagelse i kongressen [x3] fra den 25. marts – 29. marts 2012 findes det, at der kan godkendes fradrag for udgifter til deltagelse i kongressen efter ligningslovens § 9. Udgiften på 5.395,96 kr. overstiger dog ikke grundbeløbet på 5.500 kr., hvorfor der ikke er fradragsret herfor. Under hensyntagen til oplysningerne om kongressens varighed og rejsetid til og fra kongressen, godkendes der et fradrag efter ligningslovens § 9 A for de faktiske, dokumenterede udgifter til hotelophold for 6 overnatninger på i alt 9.534,55 kr. samt fradrag for kost og småfornødenheder med standardsatsen på 455 kr. for 7 døgn på i alt 3.185 kr. Udgifter til overnatninger på hotel herudover må anses som en privat udgift uden fradragsret. Ligeledes kan der godkendes et befordringsfradrag for de faktiske, dokumenterede udgifter til fly på 21.793 kr., jf. ligningslovens § 9 C.

Det anses ikke for godtgjort, at opholdet i gæstelejligheden i Sydfrankrig gennem [Fond1] fra den 19. november - 4. december 2011 havde en sådan karakter, at det er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde klagerens indkomst. Der er lagt vægt på oplysningerne om formålet med opholdet, herunder at der var tale om et vederlagsfrit ophold med henblik på udfærdigelse af en artikel, samt at arbejdsgiveren ikke har givet klageren tjenestefrihed med løn under opholdet.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse i overensstemmelse hermed.