Kendelse af 02-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 03-09-2016

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landskatterettens afgørelse

Indkomståret 2014

Ret til særligt beskæftigelsesfradrag for enlige

Nej

Ja

Nej

Faktiske oplysninger

Forskudsopgørelsen for 2014 af 16. juni 2014 indeholder ikke ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere.

Beskæftigelsesfradraget er blevet slettet idet Udbetaling Danmark har meddelt nye / ændrede oplysninger om tildeling af ekstra børnetilskud.

Det er klagerens opfattelse, at forskudsopgørelsen for 2014 af 16. juni 2014 retteligt burde være registreret med et ekstra beskæftigelsesfradrag.

SKATs afgørelse

Af forskudsopgørelsen af 16. juni 2014 fremgår blandt andet:

”Udbetaling Danmark har meddelt nye/ændrede oplysninger om tildeling af ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Ændringen har betydning for beregningen af det ekstrabeskæftigelsesfradrag.”

Af SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsen fremgår:

”Udbetaling Danmark holder øje med borgere der har børn under 18 år og som samtidig har ret til og modtagerekstra børnetilskud efter Børnetilskudsloven.

Såfremt der kommer ændringer til dette, meddeler Udbetaling Danmark dette til SKAT (hvert kvartal), således at ny forskudsopgørelse med eller uden ekstra beskæftigelsesfradrag kanudskrives.

- og idet der åbenbart har været ændringer i disse forhold for borger. er der udskrevet ny forskudsopgørelse automatisk til borger med bemærkninger om ”at Udbetaling Danmark har meddelt nye/ændrede oplysninger”

Så umiddelbart er det en afgørelse der har været ude af SKAT´shænder.”

Klagerens opfattelse

Der klages over forskudsopgørelsen for 2014.

Af klagen fremgår:

”Skat har d. 16-06-2014 ændret min forskudsopgørelse for 2014. Jeger dog ikke enig i ændringen, som jeg mener har baggrund i den/de sager som Skat/kammeradvokaten/politiet har imod [person1].

Skat har frataget mig mit fradrag som eneforsørger, på trods af at [person1] er indsat i [fængsel] (se bilag1).

Skat har foretaget ændringer med betydning for mit beskæftigelses fradrag, på grund af information fra udbetaling danmark. Det er på trods af at afgørelsen fra udbetaling danmark er bestridt, og på trods af at afgørelsen fra udbetaling danmark bygger på grundløse spekulationer fra Skat egen side. Så krav, ændringer og sager er efter min overbevisning en del af en ond spiral, som ser ud til atfortsætte.”

Landsskatterettens afgørelse

Følgende fremgår af ligningslovens § 9 J stk. 3 og 4 (lovbekendtgørelse nr. 405 af 22. april 2013):

Stk. 3. Personer, der er enlige forsørgere og omfattet af stk. 1, kan ud over fradraget opgjort efter stk. 2 ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage procenten anført i stk. 4 i samme grundlag og under samme betingelser som nævnt i stk. 1, 1., 3. og 4. pkt. Ved enlige forsørgere forstås i denne bestemmelse personer, der er berettiget til og modtager ekstra børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Den angivne procent kan fradrages med en fjerdedel for hvert kvartal, for hvilket de enlige forsørgere får det ekstra børnetilskud. Fradraget kan højst udgøre grundbeløbet i stk. 4.

Stk. 4. For indkomståret 2014 udgør procenten 2,6 og grundbeløbet 8.400 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2015 udgør procenten 5,4 og grundbeløbet 17.300 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2016 udgør procenten 5,6 og grundbeløbet 17.900 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2017 udgør procenten 5,75 og grundbeløbet 18.500 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2018 udgør procenten 6,0 og grundbeløbet 19.300 kr. (2010-niveau). For indkomståret 2019 og efterfølgende indkomstår udgør procenten 6,25 og grundbeløbet 20.000 kr. (2010-niveau). Grundbeløbene reguleres efter personskattelovens § 20.

Af punkt 3.2.2 i bemærkninger til lovforslag nr. 194 af 14. august 2012 fremgår blandt andet:

”Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere foreslås at omfatte den samme personkreds, som har ret til og modtager ekstra børnetilskud efter børnetilskudsloven. Herved sikres en administrativ enkel måde til at få fastlagt, hvem der er berettiget til ekstra beskæftigelsesfradrag, da man kan bruge kommunernes oplysninger om, hvem der har ret til og modtager det ekstra børnetilskud og således er reelt enlige. Der skal ikke ansøges om at få det ekstra beskæftigelsesfradrag.”

Ifølge afgørelse fra Udbetaling Danmark af 13. januar 2014, anses klageren ikke som værende enlig forsørger. Klageren opfylder derfor ikke betingelsen for ekstra beskæftigelsesfradrag iht. ligningslovens § 9 J stk. 3.

Det er derfor med rette, at SKAT har slettet det ekstra beskæftigelsesfradrag på forskudsopgørelsen for 2014.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.