Kendelse af 10-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2015

Klagen vedrører refusion af skat efter sømandsbeskatningslovens § 10.

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om refusion af skat for december måned 2013 for fartøjet ”M/S [x1]”. Beløbet udgør 104.706 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ejer fartøjet ”M/S [x1]”.

”[Bro]” ([by1])

Ifølge en sejladsopgørelse fra rederiet har ”M/S [x1]” i perioden 1. – 4. december 2013 været beskæftiget ved ”[Bro]” ([by1]). Et arbejde der ifølge rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. [...] vedrører ”[...]: Gravning af rende ved [by2]. Losning i sødepot 0,5 sømil væk 1-4 laster pr. dag”.

Ifølge sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”Rende ved [by2]” og som lossested: ”Sødepot”.

Rederiet har i mail af 12. februar 2014 til SKAT oplyst følgende koordinater for indvindingssted og lossested vedrørende opgaven ved ”[Bro]”:

Indvindingssteder:

56º42.860N 10º6.946Ø

56º42.751N 10º7.083Ø

Lossesteder:

56º42.863N 10º6.961Ø

56º42.867N 10º6.969Ø

56º42.846N 10º6.995Ø

56º42.843N 10º6.988Ø

Nævnte positioner er beliggende ved ”[by2] Bro”/[by1].

”[havn1]”

Ifølge sejladsopgørelsen har ”M/S [x1]” endvidere i perioderne 8. - 15. december og 17. – 19. december 2013 været beskæftiget med ”Oprensning [by3]”. Et arbejde der ifølge rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. [...] vedrører ”[by3] Oprensning: Oprensning af materialer til fast kote ved [by3] værftet – Losning på land. 2-5 laster pr. dag”.

Ifølge sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”[by3] værftet” og som lossested: ”På land”.

Rederiet har i mail af 8. maj 2014 til SKAT oplyst følgende koordinater vedrørende opgaven i [by3]:

Lastning: 55 12.345N – 11 14.725Ø

Losning: 55 12.411N – 11 14.733Ø

Nævnte positioner er beliggende i [havn1].

Rederiet har opgjort søtransportaktiviteterne til i alt 71,27 % og dermed sejlads i begrænset fart til 28,73 %.

Selskabet har opgjort refusionsbeløbet til 104.706 kr. for fartøjet ”M/S [x1]”. Refusionsbeløbet er opgjort som 40 % af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, der kan henføres til de søfarendes tjeneste om bord for december måned 2013.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet rederiets anmodning om refusion af skat på 104.706 kr. for december måned 2013, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, idet opgaven ved ”[Bro]” ([by1]) og opgaven i ”[havn1]” må anses som arbejde udførti begrænset fart, og idet søtransportaktiviteterne derfor udgør mindre end 50 % for måneden.

”[Bro]”

Af sejladsopgørelsen fremgår, at ”M/S [x1]” i perioden 1. – 4. december 2013 har været beskæftiget ved ”[Bro]” ([by1]). Et arbejde der ifølge rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. [...] vedrører ”[...]: Gravning af rende ved [by2]. Losning i sødepot 0,5 sømil væk 1-4 laster pr. dag”.

Ifølge sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”Rende ved [by2]” og som lossested: ”Sødepot”.

Rederiet har i mail af 12. februar 2014 oplyst følgende koordinater for indvindingssted og lossested vedrørende opgaven ved ”[Bro]”:

Indvindingssteder:

56º42.860N 10º6.946Ø

56º42.751N 10º7.083Ø

Lossesteder:

56º42.863N 10º6.961Ø

56º42.867N 10º6.969Ø

56º42.846N 10º6.995Ø

56º42.843N 10º6.988Ø

Ifølge rederiets oplysninger om koordinater for indvindingssteder og lossesteder er arbejdet udført ved ”[by2] Bro”/[by1].

”[havn1]”

Af sejladsopgørelse fremgår endvidere, at ”M/S [x1]” i perioderne 8. - 15. december og 17. – 19. december 2013 har været beskæftiget med ”Oprensning [by3]”. Et arbejde der ifølge rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. [...] vedrører ”[by3] Oprensning: Oprensning af materialer til fast kote ved [by3] værftet – Losning på land. 2-5 laster pr. dag”.

Ifølge sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”[by3] værftet” og som lossested: ”På land”.

Rederiet har i mail af 8. maj 2014 oplyst følgende koordinater vedrørende opgaven i [by3]:

Lastning: 55 12.345N – 11 14.725Ø

Losning: 55 12.411N – 11 14.733Ø

Ifølge rederiets oplysninger om koordinater for indvindingssted og lossested er arbejdet udført i [havn1] og ikke, som det fremgår af sejladsopgørelsen og ”Noter til arbejder”, ”[by3] værftet”.

Det er SKATs opfattelse, at opgaven ved ”[Bro]” og opgaven i ”[havn1]” er at anse som arbejde udført i begrænset fart.

Begge opgaver vil derfor falde ind under virksomhed med fartøjer i og omkring havne og fjorde, som ikke anses for søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Søtransportaktiviteterne for december 2013 udgør derfor mindre end 50 % (19,40 %), således at rederiet ikke er berettiget til refusion af skat for denne måned.

Der er henvist til sømandsbeskatningslovens § 2, bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, samt pkt. 5 i Skatteministeriets meddelelse af 3. oktober 2006 (SKM2006.602.DEP). Heraf fremgår bl.a., at virksomhed med fartøjer i og omkring fjorde i praksis geografisk set er begrænset fart og ikke kan anses for søtransport ved anvendelse af reglerne i sømandsbeskatningslovens § 10.

Der er i øvrigt henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. november 2011 offentliggjort i

SKM2011.818.LSR.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til refusion af skat i henhold til sømandsbeskatningslovens § 10 vedrørende fartøjet “M/S [x1]” for december måned 2013 med 104.706 kr.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at SKATs fortolkning af refusionsreglerne ikke er rigtig, og at der ikke er hjemmel til at nægte rederiet refusion for de omhandlede aktiviteter.

Sagen angår den samme problemstilling, som Landsskatteretten den 3. november 2011 i fem andre sager har afsagt kendelser i vedrørende [virksomhed2] A/S, jf. herved SKM2011.818.LSR.Kendelserne er alle indbragt for domstolene, og sagerne verserer for Vestre Landsret. Der anmodes derfor om en afgørelse med genoptagelsestilsagn.

Landsskatterettens afgørelse

Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refusion, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2 og 3, for personer, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af § 8. Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 1.

Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2.

Begrænset fart defineres bl.a. som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde. Det samme gør sig gældende ved anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b.

Sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfartøjer og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2.

Det følger ligeledes af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i sømandsbeskatningsloven, ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Retten lægger til grund, at det af ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2, fremgår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, er omfattet af reglerne om begrænset fart. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen henholdsvis loven anføres det, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.

I forbindelse med implementeringen af EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren oplyste Danmark til Kommissionen, jf. 2009/380/EF bl.a.:

(40) De danske myndigheder tilføjer, at virksomhed i såkaldt begrænset fart ikke er omfattet af de danske statsstøtteordninger. Ved “begrænset fart” forstås bl.a. virksomhed i havne og fjorde. Udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde falder således altid uden for DIS-ordningen. Det samme gælder i tilfælde, hvor et skib ligger stationært.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at der ved opgørelsen af refusionen efter sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, ikke skal medtages aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, i begrænset fart, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk. De udførte arbejdsopgaver i december 2013 henføres med rette til virksomhed i begrænset fart.

Det følger i øvrigt af § 9 i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at:

Refusion efter § 10 i lov om beskatning af søfolk sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse. Ved bedømmelsen af, om betingelserne for refusion er opfyldt er fartøjets registreringsforhold ikke i sig selv afgørende. Det er heller ikke i sig selv afgørende, om fartøjet arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse udstedt i medfør af råstofloven eller på grundlag af anden offentlig regulering.

Det følger endvidere af samme bekendtgørelses § 10 og § 11, at rederierne kan vælge mellem at foretage opgørelser på månedsbasis eller på årsbasis. Såfremt man vælger månedsbasis, skal søtransportaktiviteten udgøre 50 % for den enkelte måned. Vælges årsopgørelse, fordeler man søtransportaktiviteten ud på hele året. Der ydes således også refusion i de tilfælde, hvor kravet for enkelte måneders vedkommende ikke er opfyldt, blot kravet er opfyldt for året som helhed.

Virksomhed uden for EU/EØS medtages heller ikke ved beregningen af, om 50 % kravet er opfyldt. Kravet skal således være opfyldt for den virksomhed, der foregår inden for EU/EØS, jf. SKM 2006.602.DEP, pkt. 5.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at ovenstående betragtninger henviser til, at det ikke er den generelle virksomheds arbejde, man skal lægge til grund ved vurderingen, men derimod det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis).

Det er således rettens vurdering, at selskabet ikke kan få refusion for december måned 2013 efter sømandsbeskatningslovens § 10, idet rederiets skib “M/S [x1]” har foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden.