Da [person1] for indkomstårene 2008 og 2009 ikke rettidigt har indleveret selvangivelser, har SKAT foretaget skønsmæssige ansættelser for de to pågældende indkomstår.

[person1] har ikke reageret på den skønsmæssig ansættelse før han ultimo 2011 anmodede om at få de pågældende indkomstår genoptaget.

Som det fremgår af [person1]s anmodning om genoptagelse ønskede han fradrag for renteudgifter for 2008 og 2009 vedrørende fast ejendom, jf. bodelingsoverenskomst med den klageren.

Overdragelsen af gælden var under forudsætning af, at [finans1] skriftligt godkendte [person1] som enedebitor, hvilket positivt ikke er sket, hvorfor klageren stedse har hæftet solidarisk for gælden til [finans1]. Yderligere fremgår det ikke af bodelingsoverenskomsten, at klageren skattemæssigt har fraskrevet sig retten til at fradrage 50 % af renteudgifterne.

Bodelingsoverenskomsten var allerede dateret og underskrevet, herunder med vitterlighedsvidner, før klageren skrev under på aftalen. Det er således uvist, hvornår bodelingsoverenskomsten i realiteten var gældende fra, idet aftaler civilretligt er gældende fra dato for sidste

underskrift.

I forhold til bodelingsoverenskomsten skal der sondres mellem, hvad der kan aftales civilretligt, og hvad der er gældende skattemæssigt. Klageren ville aldrig skattemæssigt få fradrag

for renteudgifter, som hun civilretligt via en bodelingsoverenskomst havde forpligtet sig til at betale uden at hæfte direkte for gælden over for vedkommende kreditor. Det er alene skattemæssigt afgørende, hvem der hæfter over for kreditor, og i denne sag er det uomtvistet, at både [person1] og klageren hæftede solidarisk over for [finans1], der også har indberettet renteudgifter med 50 % til hver i overensstemmelse med bankens opfattelse af, hvem der hæftede for gælden.

Det er tilsvarende uomtvistet, at [person1] ikke har løftet bevisbyrden for, at [finans1] har anerkendt ham som enedebitor. Et debitorskifte kan ikke ske uden, at kreditor skriftligt giver samtykke deri.

Det er vedkommende sagsbehandler bekendt, at klageren har gjort indsigelser mod det af [person1] fremsatte, idet klageren ikke fra [finans1] har modtaget besked om, at hun var frigjort for 50 % af gælden. Tværtimod har [finans1] til klageren gjort klart, at idet [person1] var selvstændig erhvervsdrivende, ville banken aldrig frigøre klageren for sin hæftelse.

Praksis er ganske klar på området, når der ikke foreligger en skriftlig aftale omkring frigørelse for 50 % af gælden, som er tiltrådt af kreditor, jf. hertil TfS 1987, 97 LSR, TfS 1995, 754 LSR og TfS 1999, 899 LSR. I forhold til sidstnævnte afgørelse fremhævede Landsskatteretten særligt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at tidligere ægtefælle ikke længere hæftede for gælden – hvilket gør sig gældende i denne sag. I TfS 1993, 51 Ø fandt Østre Landsret, at en ren mundtlig aftale ej heller er tilstrækkelig til at løfte bevisbyrden for, at den ene ægtefælle har retten til de fulde renteudgifter, hvorfor retten fastslog, at renteudgifterne skulle henføres med 50 % til hver ægtefælle.

Ovenstående er i tråd med seneste praksis, jf. hertil SKM2014.48.LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at renteudgifter skulle henføres med 50 % til hver ægtefælle – og dette selvom den ene ægtefælle efter påstand gjorde gældende at have afholdt samtlige udgifter til en af ægtefællerne i lige sameje ejet fast ejendom. Der var i SKM2014.48.LSR uenighed mellem ægtefællerne om, hvem der havde retten til renteudgifterne – ganske i tråd med denne sag.

Til støtte for det forhold, at [person1] ikke har løftet bevisbyrden for, at han skriftligt er godkendt som enedebitor og dermed har retten til at få de fulde renteudgifter er fremlagt kopi af mailkorrespondance mellem [person1] via dennes rådgiver og SKAT af 7. februar 2012, hvoraf fremgår, at [person1] tilsyneladende telefonisk havde taget kontakt til banken, men uden at det er specificeret, at banken bekræfter, at [person1] har retten til de fulde renteudgifter. Det forhold, at [person1]s rådgiver yderligere skriver, at [person1] har forklaret, at banken tilkendegav, at det ikke var nødvendigt med et debitorskifte, kan ikke tillægges vægt – og særligt ikke når det er [person1] og/eller dennes rådgivere, der har konciperet bodelingsoverenskomsten.

Yderligere kan det dokumenteres, at SKAT selv har været i tvivl om, hvordan der skulle forholdes, når de tidligere ægtefæller var uenige. Yderligere fremgår, at SKAT ikke er bekendt med afgørelser, hvor ægtefællerne er uenige – det gør der nu, jf. førnævnte afgørelse: SKM2014.-48.LSR.

I forhold til, fra hvilket tidspunkt bodelingsoverenskomsten er gældende, bestrides det, at det er 11. juli 2008. Til støtte herfor er fremlagt mail af 29. januar 2010 fra [person1]s advokat, hvori det oplyses at det af tinglysningssvaret fremgår, at ejendommen ”nu er overskødet til [person1]”. Det fremgår tillige, at overdragelsesdato skulle være 11. juli 2008, og at doku-mentet er tinglyst pr. 5. januar 2010.

Der er endvidere fremlagt mail af 6. november 2009 fra [person1]s advokat med det første tinglysningssvar. Som det fremgår, er overdragelsesdatoen angivet til at være 4. juni 2009, og der er – i strid med bodelingsoverenskomsten, angivet en kontant købesum på 1 mio. kr. Dokumentet er tinglyst pr. 6. november 2009.

Der er fremlagt mail af 24. januar 2011 fra [person1] til statsamtet. Heraf fremgår, at de af SKAT foretagne ansættelser for indkomstårene 2007, 2008 og 2009 for så vidt angår børnebidrag er ”såkaldt skønsmæssige ansættelser, som SKAT selv har fundet på, idet jeg ikke har fået udarbejdet regnskab ... . Jeg er i gang med selv at prøve at udarbejde de manglende regnskaber for alle årene for at sende dem ind til SKAT og kan oplyse, at resultatet for 2009 er på 118.320 kr.” Der er i mailen henvist til en råbalance for 2009.

Der er fremlagt bankkontoudtog fra [finans1] for 2008 og 2009 udstedt til begge ægtefæller, hvoraf fremgår, at gælden først den 29. oktober 2009 er indfriet. Det er uomtvistet, at begge ægtefæller har hæftet for gælden indtil den 29. oktober 2009.

Der er fremlagt forslag til afgørelse fra SKAT af 9. januar 2012, hvoraf fremgår, at SKAT i forhold til [person1] tilsyneladende godkender fradrag med de fulde renteudgifter alene på baggrund af bodelingsoverenskomsten og uden dokumentation for, at klageren var frigjort over for [finans1] og uden dokumentation for, at [person1] i sin indkomst har kunnet rumme betaling af de pågældende renteudgifter. Der henvises i denne forbindelse til, at [person1] selv er af den opfattelse – når der skal betales børnebidrag – at han alene har haft et driftsmæssigt overskud på godt 118.000 kr. Det må lægges til grund, at SKATs afgørelse, der formentlig er dateret den 30. marts 2012, er enslydende med forslag til afgørelse.

Det er gjort gældende, at bodelingen først er virksom pr. 5. januar 2010, hvor der er sket endelig overdragelse af ejendommen - dog uden dokumentation for, at klageren på et tidligere tidspunkt var blevet frigjort over for banken.

Yderligere er gjort gældende, at klageren først har underskrevet bodelingsoverenskomsten ultimo oktober 2009, der viser, at første tinglysningsforsøg er dateret den 6. november 2009.

Man kan udlede af mail fra [person1]s advokat, at denne illoyalt misleder klageren, idet der som led i tinglysningen er medtaget forhold, som ikke positivt kan rummes i bodelingsoverenskomsten. Yderligere kan det udledes, at [person1] og/eller dennes advokat også er illoyal over for klageren i forhold til de anførte datoer, idet der ”fifles” med den dato, hvorfra dokumentet skal være gældende.

Yderligere kan af bankkontoudtog udledes, at begge ægtefæller hæftede for gælden til [finans1] indtil den 29. oktober 2009, hvor gælden blev indfriet. Som følge heraf, har klageren været berettiget til at få de renteudgifter, som [finans1] har indberettet for hende på hendes skattemappe, og som er medtaget på hendes selvangivelser.

Af forslag til afgørelse kan yderligere udledes, at SKAT har sat skøn under regel, idet SKAT ikke har modtaget behørigt bevis på, at klageren var frigjort for gælden i forhold til [finans1].

Som følge af fraværet af dokumentation for SKATs forslag afgørelse har klageren forsøgt at få indsigt i, hvad det faktiske grundlag for en ændring af fordelingen af renteudgifterne for 2008 og 2009 har været, hvilket SKAT har afvist. Ved påklage af manglende aktindsigt fra klageren blev SKAT ved kendelse fra Skatteankestyrelsen pålagt at udlevere alt materiale, der var relevant vedrørende renteudgifter for 2008 og 2009. Det er i denne forbindelse, at korrespondance m.v. fremlagt i denne sag er modtaget. Som det fremgår, er der alene modtaget forslag til afgørelse af 9. januar 2012 vedrørende [person1]. Enten betyder dette, at SKAT fortsat ikke har opfyldt sin pligt til at udlevere relevant materiale, eller at der ikke er nogen afgørelse, der følger op på forslaget. Hvis der ikke er nogen afgørelse, er skatteforvaltningslovens § 20, stk. 2, ikke iagttaget, hvorved der indtræder ugyldighed.

Ugyldigheden medfører for [person1] omgørelse af godkendelse af fradrag for yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009, og for klageren at hun bevarer allerede selvangivne renteudgifter med tilsvarene beløb.

Det er gjort gældende, at forslag til afgørelse for [person1] er ulovhjemlet, idet skøn er sat under regel, idet flere garantiforskrifter er tilsidesat. Da forslaget derved er behæftet med flere sagsbehandlingsfejl, der hver for sig og samlet er konkret væsentlige, indtræder ugyldighed. Allerede som følge af officialmaximen stilles der mindre krav til skatteyderen. Dette element har indgået i de politiske overvejelser med gennemførelsen af omkostningsdækningsloven og efterfølgende ændringer. Et vigtigt element i den forbindelse har været, at skattemyndighederne ikke blev presset over i en rolle som skatteyderens modpart.

SKAT har i forbindelse med genoptagelsen af de to indkomstår for [person1] haft mulighed for og yderligere har været forpligtet til at foretage en høring af klageren, da hun – som følge af den direkte virkning en ændring af retten til at foretage rentefradrag vil have for hende i forhold til det af hende selvangivne – ud fra en skattemæssig vurdering er part i sagen.

Det følger direkte af skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt. in fine, at hvis SKAT agter at træffe en afgørelse, skal den selvangivelsespligtige og andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse. Underretningen skal opfylde de krav til begrundelse af en forvaltningsafgørelse, der følger af forvaltningsloven.

Det må have stået SKAT klart, at hvis SKAT 3-4 år senere imødekom [person1]s begæring om at få yderligere 50 % af renteudgifterne for indkomstårene 2008 og 2009, ville dette få en konkret betydning for klagerens skatteansættelse, hvorfor SKAT burde have sikret, at klageren i 2011 – også henset til at bodelingen var godt 4 år gammel – var blevet orienteret og partshørt om skatteændringen for sin tidligere ægtefælle. Ved ikke at iagttage dette forhold har SKAT de facto tilsidesat forvaltningslovens § 19, stk. 1, der er en garantiforskrift, idet klageren har haft en konkret og væsentlig interesse i udfaldet af en ændret skatteansættelse for [person1]. Det fremgår yderligere af forvaltningslovens § 16, stk. 3, at hvor det har betydning for en parts mulighed for at varetage sine interesser, skal der sendes afskrift eller kopi af sagens dokumenter, hvilket ej heller er sket i forhold til klageren.

Det forhold, at forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3, er tilsidesat i forhold til den ene af ægtefællerne ændrer ikke ved, at skøn er sat under regel, og at SKAT i den forbindelse tilsidesatte væsentlige lovfæstede garantiforskrifter, jf. skatteforvaltningslovens § 20, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 1, jf. § 16, stk. 3.

Der er henvist til SKM.2005.436.LSR, FOB 2004.198 OM, Skat 1988.9.531 og SKM.2005.-52.DEP.

I forhold til den principale påstand er det muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at nå frem til, at yderligere fradrag for [person1] vedrørende yderligere renteudgifter med 103.346 kr. for 2008 og 115.946 kr. for 2009 i det hele er ulovhjemlet og ugyldig, hvorved klageren opretholder allerede selvangivne renteudgifter med tilsvarende beløb.

I forhold til den subsidiære påstand om genoptagelse er det muligt for Skatteankestyrelsen materielt på baggrund af jura og domspraksis at nå frem til, at der i forhold til [person1] vedrørende yderligere renteudgifter foreligger flere på hinanden værende myndighedsfejl, der i det hele medfører, at der kan ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet der i forhold til klageren sker en urimelig skatteansættelse.