Kendelse af 25-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 04-06-2016

Sagen vedrører et bindende svar på følgende spørgsmål:

”Vil jeg kunne sælge min villa beliggende [adresse1], [by1] uden at blive beskattet af avancen?”

SKAT har besvaret spørgsmålet ”Nej”

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse og besvarelse.

Faktiske oplysninger

Følgende fremgår af afsnittet ”Faktiske forhold” i SKATs afgørelse:

”Du ejer ejendommen beliggende [adresse1], [by1], som du har købt med overtagelse den 1. februar 2004.

Ejendommen er ved den seneste offentlige ejendomsvurdering vurderet som parcelhus med et vurderet grundareal på 770 m². Ejendommen har ifølge BBR-oplysninger et beboet areal på 203 m².

Udover ovennævnte ejendom ejer du ikke andre ejendomme, idet du med overtagelse den 30. september 2011 har solgt ejendommen beliggende [adresse2], [by2] til din tidligere ægtefælle [person1], som du blev skilt fra den 4. februar 2009. Ejendommen har ifølge BBR-oplysninger et beboet areal på 385 m².

Af det centrale personregister (CPR) fremgår det, at du siden den 27. september 2010 har været tilmeldt på følgende adresser:

27. september 2010 - 17. august 2012, [adresse2], [by2].

17. august 2012 – 1. april 2013, [adresse1], [by1].

1. april 2013 og frem til dato, [adresse3], [by3].

Det fremgår endvidere af CPR, at:

Det fremgår af din årsopgørelse, at du som følge af udlejning hele året ikke har betalt ejendomsværdiskat af [adresse1] i hverken 2012 eller 2013”

Ejendommen [adresse1]

Ifølge § 2 i skødet af 23. januar 2004, hvorved klageren overtog ejendommen, var ejendommen udlejet på overtagelsestidspunktet den 1. februar 2004. Af skødets § 5 fremgår endvidere:

”I henhold til Lov om Sommerhuse og Camping m.v., jf. Lovbekendtgørelse nr. 920 af 22.12.1989, erklærer køber, at ejendommen skal anvendes i et øjemed, der ikke er omfattet af lovens § 1, idet den skal anvendes til erhvervsmæssigt formål med henblik på udlejning.”

Af den fremlagte lejekontrakt af 3. juli 2009, hvorved ejendommen blev lejet ud tidsbegrænset frem til den 31. juli 2012, fremgår endvidere blandt andet følgende af § 11 om de særlige vilkår for lejemålet:

”Udlejningen sker på baggrund af afvigende salgsmarked, udlejer har ønske om salg efter lejekontraktens udløb”

Som følge af klagerens tilmelding til CPR-registeret (Det centrale personregister) på adressen [adresse1] i perioden fra den 17. august 2012 til den 31. december 2012 blev der beregnet ejendomsværdiskat for ejendommen i den pågældende periode, hvilket blev meddelt klageren på ejendomsskemaet af 7. maj 2013.

Ifølge klagerens årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 2012 af 3. juli 2013 var der opgjort et nedslag for udleje af hele boligen i 360 dage, således at ejendomsværdiskatten vedrørende [adresse1] i den pågældende periode blev reduceret til 0 kr., hvilket var blevet selvangivet via TastSelv.

Ifølge klagerens årsopgørelse nr. 2 for indkomståret 2012 af 10. december 2014 var nedslaget nu reduceret til kun at omfatte 227 dage, svarende til at boligen havde været beboet i 133 i perioden fra 17. august 2012 til 31. december 2012, hvilket ligeledes var blevet selvangivet via TastSelv.

For så vidt angår indkomståret 2013 fremgår det af det klagerens årsopgørelse nr. 1 af 8. juli 2014, at der ikke er beregnet ejendomsværdiskat af ejendommen [adresse1], da denne er registreret som udlejet hele året, hvilket var blevet selvangivet via TastSelv.

I perioden fra den 3. august 2012 til den 27. marts 2013 har der på ejendommen været et forbrug på henholdsvis 3.644 m³ gas, 106 m³ vand og 5.181 kWh.

Af brev af 4. marts 2013 fra en ejendomsmægler fremgår, at klageren fik ejendommen vurderet til en salgspris på 8 - 8,5 mio. kr. med en salgsperiode på 6 – 12 måneder, forudsat at klageren ikke lejede ejendommen ud i salgsperioden. Efter det oplyste var ejendommen til salg hos ejendomsmægleren ca. et halvt år som en såkaldt ”skuffesag” uden at være i egentlig kommission hos ejendomsmægleren.

Ejendommen blev efterfølgende lejet ud tidsbegrænset for perioden fra april 2013 til april 2016 ved lejekontrakt af 18. marts 2013. Af lejekontraktens § 11 om særlige vilkår fremgår blandt andet følgende:

”Udlejer ønsker at sælge ejendommen efter udløb af lejeperioden, men såfremt dette ikke er muligt og ejendommen skal genudlejes, har lejer option på at kunne fortsætte lejemålet til samme leje, som udlejer kan opnå til anden side.”

Den 25. marts 2013 flyttede klageren ved hjælp af et flyttefirma sit indbo fra ejendommen [adresse1] til ejendommen [adresse3].

Ejendommen [adresse3]

Ifølge SKATs vurderingsoplysninger blev ejendommen [adresse3] erhvervet af selskabet [virksomhed1] ApS den 29. maj 2012. På tidspunktet for klagerens tilflytning til ejendommen den 1. april 2013 var selskabet [virksomhed1] ApS ejet af klagerens tidligere ægtefælle, der havde ejet og været administrerende direktør i selskabet siden den 9. jan. 2009. I august 2014 blev selskabet [virksomhed1] ApS overdraget til klagerens søn, der ligeledes overtog posten som administrerende direktør.

For så vidt angår klagerens ansættelse som bestyrer på ejendommen, er der fremlagt en erklæring af oktober 2015 underskrevet af klagerens søn som direktør for selskabet [virksomhed1] ApS. Det fremgår blandt andet heraf, at selskabet i foråret 2013 indgik en mundlig aftale med klageren om, at han på fritidsbasis skulle bestyre fritidslandbruget på landejendommen [adresse3], og at det var en forudsætning for aftalen, at han tog fast ophold på gården, så han kunne føre tilsyn med dyrene.

Efter det oplyste skulle klageren opstarte en produktion af kvæg. Produktionen nåede dog aldrig at blive overskudsgivende, og klageren blev ikke aflønnet for sin indsats. Klageren flyttede ifølge CPR-registeret den 17. juni 2015 fra ejendommen [adresse3] til ejendommen [adresse4], der ligeledes var ejet af selskabet [virksomhed1] ApS.

SKATs afgørelse

SKAT har besvaret spørgsmålet med ”Nej”.

I afgørelsen er det til støtte herfor anført:

”Generelt:

Efter ejendomsavancebeskatningslovens (EBL) § 1, stk. 1, skal fortjeneste ved salg af fast ejendom medregnes til den skattepligtige indkomst efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Fortjeneste ved salg af en- og tofamiliehuse medregnes dog ikke til den skattepligtige indkomst, hvis huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

Kravet om beboelse er beskrevet i Den Juridiske Vejledning 2014-1, afsnit C.H.2.1.15.7. Heraf fremgår det, at det alene er en betingelse, at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at huset tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet. Der er alene krav om at huset har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand, og ikke noget krav om beboelsens længde.

Det beror på en konkret vurdering, om det er godtgjort, at beboelse har fundet sted. Det skal sandsynliggøres, at ejerens beboelse af ejendommen har haft karakter af reel permanent bolig og ikke kun midlertidig bolig. Det er således ikke tilstrækkeligt, at ejendommen har tjent til ophold.

Det er ejeren der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig i en del af dennes ejertid.

Det følger af praksis, at faktisk beboelse kan sandsynliggøres (dokumenteres) eksempelvis ved folkeregistertilmelding, avisabonnement, el-, gas- og varmeforbrug mv. Der lægges endvidere vægt på, om ejeren har anden bolig til rådighed.

Folkeregistreringen kan ikke alene tages som udtryk for et reelt bopælsforhold, da det er afgørende, om ejeren rent faktisk har haft bopæl på ejendommen og dermed opgivet sin oprindelige bopæl.

Der kan henvises til følgende praksis på området:

SKM2012.171 BR. En lejlighed, der var erhvervet som forældrekøb, kunne ikke sælges skattefrit, da det ikke var godtgjort, at klager boede i lejligheden som følge af reel samlivsophævelse. En tilbageflytning til den fraflyttede ejendom og hendes samlever var efter forholdene ikke umuliggjort.

SKM2011.659 BR. Et ægtepar ansås ikke at have haft bolig på en ejendom, som de havde folkeregisteradresse på i 10 uger, idet de samtidig opretholdt rådigheden over deres hidtidige bolig. Salg kunne ikke ske skattefrit.

SKM2009.253 BR. En ejerlejlighed ansås for et midlertidigt opholdssted, der ikke faldt ind under begrebet bolig, idet den alene var benyttet i ca. 4 måneder, mens familiens villa var udlejet. Avancen var derfor ikke skattefri.

Konkret:

Efter en konkret vurdering, er det SKATs opfattelse, at ejendommen beliggende [adresse1], [by1] ikke kan anses for at have tjent til bolig for dig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, hvorfor betingelserne for skattefri afståelse af ejendommen i EBL § 8 ikke er opfyldt.

Der er ved afgørelsen lagt vægt på følgende forhold:

Der henvises til ovenfornævnte praksis på området, jf. SKM2012.171 BR, SKM2011.659 BR og SKM2009.253 BR.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at spørgsmålet skal besvares med ”Ja”.

Klageren har overordnet gjort gældende, at han opfylder beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet han i perioden fra den 17. august 2012 til den 1. april 2013 svarende til ca. 8 måneder reelt beboede ejendommen beliggende [adresse1], [by1].

Om ejendommen [adresse1] J har klageren nærmere anført følgende:

”Den 23. januar 2004 erhvervede [person2] ejendommen beliggende [adresse1] med overtagelse pr. 1. februar 2004, jf. endeligt skøde vedlagt som bilag 18.

Ejendommen består af et fritliggende enfamilieshus med bruttoareal på ca. 360 kvadratmeter med 6 værelser, 2 badeværelser og et køkken.

Ejendommen blev erhvervet med henblik på benyttelse som privat bolig for [person2] og hans familie.

Planen var, at familien skulle flytte til et større hus tættere på byen, hvorfor [person2] købte villaen på [adresse1]. Kort efter købet fik hans daværende ægtefælle imidlertid fast job på [virksomhed2] i [by2], jf. ovenfor, hvorfor det ikke var hensigtsmæssigt for familien at flytte til [by1]. Parret blev i stedet boende på ejendommen [...], jf. i det hele ovenfor.

Ejendommen beliggende [adresse1] blev i stedet lejet ud i en række tidsbegrænsede lejemål på ca. 2-3 år ad gangen, bl.a. til direktører for store internationale virksomheder som [virksomhed3] og [virksomhed4].

Som bilag 19 vedlægges lejekontrakter indgået mellem [person2] og [virksomhed5] A/S. Som det fremgår af lejekontrakten, var ejendommen udlejet i perioden fra den 1. august 2009 til 31. juli 2012, hvor lejemålet udløb.

Som bilag 20 vedlægges ejendomsskema fra SKAT af den 7. maj 2013, hvoraf det fremgår, at [person2] i 2012 havde bopæl på adressen i perioden 17. august – 31. december 2012. Som følge heraf blev der beregnet ejendomsværdiskat for ovenstående periode på i alt 133 dage.

Ved en fejl blev denne ejendomsværdiskat dog ikke betalt. [person2] har ikke været vidende om dette, idet han gik ud fra, at han automatisk ville blive opkrævet denne i overensstemmelse med skrivelsen fra SKAT.

(…)

Efter ca. 8. måneder, hvor [person2] havde boet i ejendommen beliggende [adresse1], blev han tilbudt et job som bestyrer af et fritidslandbrug på en landbrugsejendom i [by4] beliggende på [adresse3], [by3]. Arbejdet bestod i, at han skulle være ansvarlig for avlsopdræt af Skotsk Højlandskvæg, og jobbet forudsatte, at [person2] fik privat bolig på gården.

Da [person2] nærmede sig pensionsalderen og længe havde haft et ønske om at beskæftige sig som fritidslandmand under pensionisttilværelsen, valgte han at tage imod tilbuddet og flyttede pr. 1. april 2013 fra ejendommen på [adresse1].

(…)

[person2] har fortsat sit hidtidige job som direktør/filialbestyrer i det udenlandske selskab, [virksomhed6] AB med hovedsæde i [Sverige], hvor han har været ansat i de sidste 30 år. [person2] arbejder således fortsat på fuld tid i den svenske virksomhed, men forventer at gå på pension som 65-årig, hvilket er om ca. 3,5 år.

(…)

Ejendommen blev herefter sat til salg via ejendomsmægleren [person3] fra [virksomhed7], jf. skrivelse fra [person3] af den 4. marts 2013 vedlagt som bilag 27.

Af økonomiske årsager var [person2] nødsaget til at udleje [adresse1] i den periode, hvor den var sat til salg. Det lykkedes [person2] at finde en lejer, som havde mulighed for at flytte ind i ejendommen hurtigst muligt, hvorfor det blev aftalt med lejer, at denne kunne flytte ind i ejendommen pr. 1. april 2013.

(…)”

Om begrundelsen for, hvorfor ejendommen [adresse1] skulle sælges i forbindelse med tilflytningen til ejendommen [adresse3], har klageren anført følgende:

”Jeg havde på det tidspunkt haft samtaler med [virksomhed1] om jobbet som fritidslandbruger og skulle flytte op på gården og havde jo så ikke længere brug for huset, som jeg derfor gerne ville sælge. Det viste sig bare umuligt at sælge til en pris som kunne indfri restgælden, så det blev lejet ud i stedet.”

Om ændringen af ejendomsværdiskatten for indkomstårene 2012 og 2013 via TastSelv for ejendommen [adresse1] har klageren anført følgende efter kontormødet i Skatteankestyrelsen:

”For så vidt angår spørgsmålet om ejendomsværdiskat for 2012 er det korrekt, at [person2] efter sin bedste erindring kom til at bytte rundt på fanerne, da han gennemgik sine skatteoplysninger elektronisk, hvilket førte til den fejlagtige registrering for dette år.

For så vidt angår indkomståret 2013 var [person2] ikke klar over, at dette indkomst var blevet korrigeret via TastSelv, før dette blev drøftet på kontormødet. Forklaringen er, at [person2]s revisor tilsyneladende foretog ændringen, idet revisor ikke var klar over, at [person2] havde beboet ejendommen i 2013.

Ændringen for 2013 beror således på en misforståelse mellem revisor og [person2]. (…)”

I forhold til SKATs afgørelse har klageren anført følgende i klagen:

”Ad rådighed over [adresse2]

Det bestrides helt overordnet, at [person2] har haft rådighed over ejendommen beliggende [adresse2] efter sin fraflytning fra ejendommen den 17. august 2012.

Det kan indledningsvist konstateres, at [person2] ikke via den indgåede lejeaftale har haft rådighed over ejendommen, idet lejeaftalen udløb den 1. september 2012. Da [person2] allerede den 17. august havde praktisk mulighed for at flytte til ejendommen beliggende [adresse1], valgte han at flytte til ejendommen hurtigst muligt.

Også [person1] har bekræftet, at [person2] ikke har haft mulighed for at benytte ejendommen [adresse2] efter sin fraflytning, jf. bilag 15.

Der er således intet belæg for et synspunkt om, at ejendommen fortsat har været til rådighed for [person2] efter fraflytningen og udløbet af lejeaftalen.

Dertil kommer, at ejendommen [adresse2], som ovenfor nævnt var under en omfattende renovering, i perioden hvor [person2] beboede ejendommen, jf. de fremlagte billeder. Han havde således alene rådighed over en særdeles begrænset del af ejendommen, mens den resterende del var under renovering.

Af samme årsag ønskede han ikke at blive boende på [adresse2] længere end højst nødvendigt, da det var til stor gene for ham, at bebo en ejendom under renovering.

Det er således heller ikke korrekt, når SKAT begrunder den fortsatte rådighed over ejendommen [adresse2] i ejendommens størrelse. Reelt havde [person2] alene rådighed over en særdeles begrænset del af ejendommen.

I øvrigt bemærkes, at [person2] naturligvis hellere ville bebo ejendommen beliggende [adresse1] end de ca. 60 kvadratmeter, han havde til rådighed i ejendommen beliggende [adresse2], og hvor han tillige måtte tåle væsentlige gener som følge af ejendommens omfattende renovering.

Det skal i den forbindelse ligeledes fremhæves, at der er fremlagt dokumentation for indgåelse og ophævelse af lejekontrakten vedrørende ejendommen beliggende [adresse2], ligesom lejebetalingen ligeledes er dokumenteret.

I forhold til ægtefællernes indbyrdes forhold bemærkes som ovenfor nævnt, at parterne alene boede under samme tag som følge af [person2]s alvorlige sygdom. Da han var rask nok til at flytte fra sin tidligere ægtefælle, flyttede han til [adresse2], da han havde mulighed for at få en mindre del af denne ejendom til rådighed, indtil [adresse1] blev ledig.

Parret har således ikke haft noget egentlig samliv efter 2009, hvorfor [person2] heller ikke af denne årsag har kunnet råde over [person1]s ejendomme uden hendes samtykke.

Det gøres sammenfattende gældende, at [person2] ikke har haft rådighed over ejendommen beliggende [adresse2] efter udløbet af lejekontrakten den 1. september 2012. Det bemærkes i den forbindelse, at hans rådighed reelt allerede ophørte den 17. august 2012, hvor han afleverede nøglerne til [person1].

Ad ejendomsværdiskat

SKAT har herudover lagt afgørende vægt på, at [person2] ikke har betalt ejendomsværdiskat for [adresse1].

Hertil bemærkes, at [person2] var af den overbevisning at hans tilmelding til folkeregisteret på ejendommen automatisk medførte, at han ville blive opkrævet ejendomsværdiskat. Af denne årsag foretog han sig ikke noget.

[person2] har efterfølgende – da han blev opmærksom på problemstillingen – selvangivet ejendomsværdiskat i overensstemmelse med sin private benyttelse af ejendommen i 2012 og 2013, hvorfor dette forhold taler for, at han rent faktisk har beboet ejendommen i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Ad indflytning af personer på ejendommen

Endelig har SKAT henvist til, at der umiddelbart efter [person2]s fraflytning af [adresse1] bliver tilmeldt personer på adressen.

Hertil bemærkes, at [person2] naturligvis ikke ønskede, at ejendommen skulle stå tom. Da han selv var tvunget til at flytte til [by3] som følge af sit nye job, valgte han derfor at udleje [adresse1] så hurtigt som muligt. Tilmeldingen til folkeregisteret er således blot udtryk for, at det lykkedes [person2] at udleje ejendommen efter sin fraflytning.

Det bemærkes i den forbindelse, at en efterfølgende udlejning af ejendommen ikke har nogen som helst betydning ved vurderingen af, om [person2] opfylder beboelseskravet, idet dette alene er relevant i forhold til den periode, hvor han rent faktisk har beboet ejendommen.

Den efterfølgende udlejning siger ikke noget om [person2]s hensigt i forbindelse med tilflytningen til [adresse1]. På daværende tidspunkt var det således [person2]s hensigt, at blive boende på ejendommen på ubestemt tid. Den eneste årsag til den senere fraflytning er således, at [person2] fik tilbudt sit “drømmejob” på et nedlagt landbrug.

Dertil kommer, at det naturligvis ud fra almindelig “sund fornuft” forekommer ubegribeligt, at [person2] måtte have et ønske om, at hans ejendom på [adresse1] stod tom, mens han selv beboede to værelser i en ejendom under kraftig ombygning.

Ad citeret retspraksis

SKAT har i begrundelsen henvist til Retten i Århus’ dom, offentliggjort i SKM 2012.171.BR.

Sagen vedrørte en situation, hvor skatteyder flyttede ind på ejendommen i en kortere periode på ca. 5 måneder, hvorefter ejendommen blev solgt. Herefter flyttede skatteyder tilbage til sin kæreste, hvor hun ligeledes tidligere havde haft folkeregisteradresse.

Det lykkedes ikke for skatteyder at løfte bevisbyrden for; at beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, var opfyldt, idet retten fandt, at hun fortsat havde haft rådighed over sin tidligere bopæl ved kæresten.

I klar modsætning til nærværende sag var der således tale om, at skatteyder flyttede frem og tilbage til den hidtidige bopæl. Herudover bemærkes, at der kunne stilles spørgsmålstegn ved samlivsophøret i sagen.

Sagen adskiller sig således fra nærværende sag på de helt centrale punkter, der var afgørende for dens resultat.

Herudover har SKAT henvist til sagen offentliggjort i SKM 2011.659.BR.

Sagen vedrørte en skatteyder og hans hustru, der i en periode på ca. 10 uger havde været tilmeldt folkeregisteret på en ejendom, der tidligere havde været beboet af skatteyders mor. I perioden havde skatteyder sat familiens eksisterende hus til salg på en to måneders formidlingskontrakt med ejendomsmægler med klausul om, at mægler ikke skulle annoncere ejendommen. 17 dage efter indflytningen på ejendommen påbegyndte skatteyder salgsbestræbelser vedrørende denne ejendom, der blev solgt kort tid efter.

Retten fandt, at skatteyder ikke havde godtgjort, at beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, var opfyldt. Der blev særligt lagt vægt på, at den tidligere ejendom var sat til salg på en usædvanlig kort formidlingskontrakt samt den særdeles korte beboelsesperiode.

Igen kan det konstateres, at sagen vedrører en situation, hvor skatteyder flytter frem og tilbage til samme ejendom, hvilket ikke er tilfældet nærværende sag. Herudover var det ubestridt, at skatteyder havde opretholdt den fulde rådighed over den tidligere folkeregisteradresse, der blot var sat til salg.

Denne sag adskiller sig således ligeledes på de helt centrale punkter, hvorfor den ikke er sammenlignelig med nærværende sag.

Den sidste dom, som SKAT henviser til i afgørelsen, er Retten i [by5] dom af den 19. marts 2009, offentliggjort i TfS 2009.694.BR.

Afgørelsen adskiller sig ligeledes fra nærværende sag, idet der i sagen var tale om et midlertidigt opholdssted grundet renovering af den tidligere beboede ejendom.

Sammenfattende kan det således konkluderes, at den af SKAT påberåbte retspraksis ikke ses at have nogen egentlig relevans for nærværende sag, idet de faktiske omstændigheder i sagerne adskiller sig afgørende fra hinanden.

Nærmere om beboelsesperiodens længde

Når beboelsesperiodens længde ofte fremføres som et moment i forbindelse med vurderingen af, om beboelseskravet i ejendomsavancebeskatningslovens § 8 er opfyldt, hænger det sammen med, at der efter praksis stilles krav om reel beboelse.

En relativ kort beboelsesperiode kombineret med en fraflytning og efterfølgende tilflytning til skatteyders hidtidige bopæl fører i praksis til, at beboelseskravet ikke anses for at være opfyldt, jf. eksempelvis U.2006.178.H, U.2007.1087/2.H og U.2009.230.H.

I nærværende sag har [person2] beboet ejendommen i en periode på ca. 8 måneder. Der er fremlagt dokumentation for et sædvanligt forbrug på ejendommen i beboelsesperioden, ligesom der er betalt for kabel-tv, licens og flyttemand i forbindelse med fraflytningen ultimo marts 2013.

Dertil kommer, at [person2] ikke i nærværende sag flytter tilbage til en tidligere benyttet ejendom. Tværtimod tilflytter [person2] en helt tredje ejendom, og dette alene som følge af det uventede jobtilbud.

---0---

Det gøres sammenfattende gældende, at [person2] opfylder betingelserne i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, idet ejendommen beliggende [adresse1] har tjent som bolig for ham i en del af hans ejertid.

Til støtte herfor skal navnlig henses til det forhold, at [person2] i beboelsesperioden ikke har haft andre ejendomme til rådighed, ligesom der er fremlagt behørig dokumentation for den faktiske benyttelse af ejendommen.

Herudover skal der navnlig henses til, at han hverken formelt eller reelt har haft adgang til at råde over ejendommen beliggende [adresse2], som han beboede indtil den 17. august 2012. Der er fremlagt dokumentation for betaling af husleje samt lejeaftale, ligesom [person1] har erklæret, at [person2] ikke kunne råde over ejendommen efter fraflytningen.

Endelig bemærkes, at sagen adskiller sig væsentligt fra den af SKAT påberåbte praksis, idet denne praksis navnlig vedrører situationer, hvor der er tale om en kort beboelsesperiode koblet med en tilbageflytning til den tidligere beboede ejendom.”

Landsskatterettens afgørelse

I henhold ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1, medregnes fortjeneste ved afståelse af fast ejendom til den skattepligtige indkomst.

Fortjeneste ved afståelse af en- eller tofamilieshuse og ejerlejligheder skal dog ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit efter nærværende stykke. Dette følger af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

For så vidt angår betingelsen om, at huset eller lejligheden skal have tjent til bolig for ejeren, følger det forarbejderne til bestemmelsen, at det beror på en konkret ligningsmæssig vurdering, om der reelt er tale om beboelse i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Bevisbyrden for, at denne betingelse er opfyldt, påhviler klageren, fx jf. Østre Landsrets dom af 26. juni 2015, offentliggjort i SKM2015.481.ØLR.

Ifølge skødet af 23. januar 2004 erhvervede klageren oprindeligt ejendommen [adresse1] med henblik på udlejning, og ejendommen, der blev overtaget udlejet, blev ligeledes anvendt i overensstemmelse hermed frem til klagerens egen indflytning, der ifølge det centrale personregister fandt sted den 17. august 2012. Både før og efter klagerens tilmelding på adressen i perioden fra den 17. august 2012 til den 1. april 2013 blev det oplyst overfor lejerne af ejendommen, at klageren havde ønske om at sælge denne.

Endvidere blev nedslaget for udlejning af ejendommen ved beregningen af ejendomsværdiskatten aktivt ændret for både indkomståret 2012 og 2013, således at ejendommen på trods af klagerens tilmelding på adressen i ejendomsværdiskattemæssig henseende fortsat blev behandlet som en udlejningsejendom.

Det anførte, om at ændringen af ejendomsværdiskatten for 2012 og 2013 beroede på henholdsvis en fejl og en misforståelse hos klagerens revisor kan ikke føre til et andet resultat, da denne fejl først blev konstateret efter den oprindelige påklage af SKATs afgørelse af 22. juli 2014, hvor den manglende betaling af ejendomsværdiskat blev tillagt betydning.

Under disse omstændigheder og henset til, at klageren endvidere i marts 2013 efter godt 6 ½ måneders tilmelding på adressen havde indledt salgsbestræbelser vedrørende ejendommen [adresse1], og i tilknytning hertil kunne tilflytte ejendommen [adresse3], der var ejet den tidligere ægtefælles selskab, kan det ikke anses for godtgjort, at klagerens ophold på ejendommen [adresse1] havde karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold.

Herefter kan ejendommen [adresse1] således ikke anses for at have tjent til bolig for klageren i den pågældende periode, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 8.

Landsskatteretten stadfæster således SKATs afgørelse og besvarelse.