Kendelse af 14-10-2015 - indlagt i TaxCons database den 07-11-2015

Vedrørende fradrag for renteudgifter

Faktiske oplysninger

Klageren er bosiddende i Sverige. Klageren ejer et sommerhus i [by1], en lejlighed i [adresse1] og har tidligere ejet landbrugsejendommene [adresse2] og [adresse3].

Klageren er dermed begrænset skattepligtig af ejendommene i Danmark. Til den begrænsede skattepligt henføres alle skattepligtige indtægter og fradragsberettigede udgifter knyttet til den ejendom, som den begrænsede skattepligt vedrører.

Klageren har i perioden 2008-2012 fratrukket følgende renteudgifter:

Renterne knytter sig til 3 lån i [finans1].

Lån 1: 11.369.200 kr. optaget pr. 10. december 2007 med en årlig forrentning på 1,5 %. Lånet skal tilbagebetales den 1. februar 2022. Om formålet med lånet er oplyst, at det skal anvendes til renovering, vedligeholdelse og ommøblering af en ejendom beliggende i [by2] til brug for klageren.

Lån 2: 640.000 kr. optaget pr. 1. juli 2005 med en årlig forretning på 1,5 %. Lånet skal tilbagebetales den 1. august 2015. Om formålet med lånet er oplyst, at det skal anvendes til skovvirksomhed ejet af [virksomhed1] ApS, der er 100 % ejet af klageren.

Lån 3: 6.300.000 kr. optaget pr. 1. maj 2005 med en forrentning på 1,5 %. Lånet skal tilbagebetales den 1. maj 2015. Om formålet med lånet er oplyst, at det skal anvendes til anskaffelse af 50 % af en ejendom i [by1].

Om forrentning af lånene fremgår i alle tilfælde, at de forfalder til betaling ved slutningen af hvert kalenderår. Såfremt klageren ikke betaler renteudgifterne, vil de blive tillagt hovedstolen ved slutningen af kalenderåret.

[finans1] er en familiefond, hvor klageren er beneficiant. Fonden er hjemmehørende i Liechtenstein med registreringsnummer [...].

SKAT har den 12. marts 2013 bedt klageren om at fremsende vedtægter for fonden, men klagerens rådgiver har den 17. maj 2013 oplyst, at det ikke har været muligt at få udleveret vedtægterne. I stedet har fonden sendt et brev, der bl.a. indeholder en beskrivelse af fonden.

Ifølge det oplyste er [finans1] oprettet i 1971, og stifteren er død for omkring 40 år siden.

Fonden ledes af en bestyrelse på 6 personer, hvoraf én er beneficiant. Det har ikke været muligt for SKAT at få oplyst navnene på bestyrelsesmedlemmerne.

Det er ikke oplyst, hvor mange beneficianter der er, blot at der er et antal “world-wide”, der kan modtage hjælp som lån eller støtte til at starte virksomhed, købe et hjem, uddanne sig, til sundhedsydelser og i tilfælde af “trængsel”.

Omkring lånene til beneficianterne har fonden oplyst overfor SKAT, at de kun gives til at købe et hjem eller starte en virksomhed, og det forekommer ofte, at fonden afviser en låneansøgning.

Lånene gives til den lavest mulige rente og er for en periode på maksimalt 10 år. Alle lån gennemgås dog årligt for at se, om de skal fortsætte eller kræves tilbagebetalt. Låneoversigt sendes hvert år til beneficianterne.

Fonden yder ofte lån, hvor renten akkumuleres og betales tilbage sammen med lånet. Hvis et lån er til køb af et hjem, skal lånet tilbagebetales, hvis huset bliver solgt.

Klageren har/har haft tre lån i fonden. SKAT har modtaget låneoversigt samt én låneaftale den 17. maj 2013 og de sidste to låneaftaler den 4. november 2013. For alle tre lån gælder en rente på 1,5 %, der tilskrives ved udgangen af året. For alle låneaftaler gælder endvidere, at ikke betalte renter vil blive tilskrevet restgælden ved udgangen af året. Det fremgår af brevet fra [finans1], at renterne i klagerens tilfælde ikke er betalt men tilskrevet restgælden.

Af den fremsendte låneoversigt kan renterne for 2009-2011 opgøres således:

2009: 87.549 kr. + 10.083 kr. + 173.524 kr. = 282.156 kr., svarende til det selvangivne.

2010: 102.258 kr. + 10.206 kr. + 176.127 kr. = 288.591 kr. Difference til selvangivelsen er 2.603 kr.

2011: 104.068 kr. + 10.386 kr. + 175.667 kr. = 290.121 kr., svarende til det selvangivne samt regulering på 215.328 kr., ligeledes svarende til det selvangivne.

For 2008 kan renterne beregnes på baggrund af den samlede værdi primo 2009. Denne udgør 6.588.041 kr. + 672.186 kr. + 11.568.261 kr. = 18.828.488 kr. Da dette beløb er inklusiv 1,5 % i rente tilskrevet i 2008, kan denne rente beregnes således: 18.828.488/101,5x1,5 = 278.253 kr. Der er selvangivet 278.884 kr., altså 631 kr. i difference.

For 2012 kan renten ligeledes beregnes på baggrund af den samlede værdi ultimo 2011, jf. låneoversigten, idet det mindste lån dog efter det oplyste er tilbagebetalt i 2012. Værdien ultimo 2011 udgør 7.036.516 kr. + 11.886.817 kr. = 18.923.333 kr. Rente på 1,5 % heraf udgør 283.850 kr. Der er selvangivet 284.134 kr., altså en difference på 284 kr.

Dermed kan det konstateres, at de selvangivne beløb vedrører de fremsendte låneaftaler.

Det er den 4. november 2013 oplyst, at det lille lån er tilbagebetalt i 2012. SKAT har den 14. november 2013 bedt om dokumentation herfor i form af bankkontoudtog, overførselsbilag eller lignende. Denne er trods gentagne rykkere først modtaget den 3. juni 2014, hvor klagerens rådgiver har oplyst, at lånet er afregnet som en modregning i salgssummen i forbindelse med salg af [person1]. Der er fremlagt en opgørelse over salgssummen.

Denne opgørelse viser, at [person1] er solgt til klagerens bror, [person2], for 20 mio. kr., samt hvordan denne salgssum er berigtiget. Salget vedrører dels klagerens ejendomme, [adresse2] og [adresse3], dels ejendommen [adresse4], der indtil da var ejet af klagerens selskab, [virksomhed1] ApS.

Ifølge SKATs systemoplysninger fordeler salgssummen sig med 10,3 mio. kr. vedrørende ejendommene ejet af klageren personligt og 9,7 mio. kr. vedrørende ejendommen ejet af [virksomhed1] ApS.

For så vidt angår klagerens personlige salg kan det ifølge den fremsendte opgørelse konstateres, at klageren har modtaget følgende beløb fra [finans1]/[person2]:

Klageren har således modtaget 2.176.705 kr. mere end salgssummen, hvorfor lånet reelt ikke kan anses for tilbagebetalt.

Ser man samlet på salget af ejendommene, viser den fremsendte opgørelse, at klageren og selskabet har fået 469.186 kr. for meget udbetalt, som skal tilbagebetales.

Klageren har endvidere modtaget 5 x 500.000 kr. i 2007-2009. Klagerens rådgiver har om disse overførsler oplyst, at det er lån, og at der ved en fejl ikke er udarbejdet lånedokumenter vedrørende disse, men at renteudgifterne er medregnet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Han har henvist til et brev udarbejdet af fonden, hvoraf fremgår, at der er enighed mellem klageren og fonden om, at beløbene er tillæg til det lån, som klageren allerede har vedrørende ejendommen. Det er ikke anført, hvilken ejendom, der er tale om.

SKAT har i brev af 14. november 2013 spurgt, hvordan renterne skulle være medregnet i opgørelsen af den skattepligtige indkomst, når renterne ifølge låneoversigten – hvor disse beløb ikke indgår – kan afstemmes med de selvangivne beløb.

Klagerens rådgiver har den 3. juni 2014 oplyst, at lånene ikke knytter sig til fast driftssted eller fast ejendom i Danmark og derfor ikke er medtaget på den danske selvangivelse.

Repræsentanten har overfor Skatteankestyrelsen fremlagt brev af 13. maj 2015 fra [Fond1], hvoraf bl.a. fremgår, at klageren er én ud af seks bestyrelsesmedlemmer i fonden. De øvrige fem medlemmer modtager ikke lån fra fonden.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet klageren fradrag for renteudgifter til [finans1].

Det følger af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter kan fratrækkes, når de forfalder.

I dette tilfælde har klageren selv kunnet vælge, om hun ville betale renterne ved udgangen af hvert kalenderår, eller om hun ville vente med at betale alle renterne til lånet skulle tilbagebetales. [...] har oplyst, at hun har valgt den sidste mulighed. Dette følger også af, at der ikke af låneoversigterne fremgår tilbagebetalinger, men at renterne til gengæld tillægges hovedstolen hvert år.

Dermed udskydes forfaldstidspunktet, indtil renterne betales sammen med indfrielsen af lånet. Kreditor må således allerede på det tidspunkt, hvor låneaftalen indgås, have givet henstand med renterne.

Det fremgår af en ikke offentliggjort afgørelse fra Landsskatteretten den 13. december 2002, at

Landsskatteretten udtaler:

"Efter formuleringen af gældsbrevet af 28.5.1993 kunne klageren frit vælge om de løbede renteudgifter skulle betales eller skulle tilskrives hovedstolen. Retten finder, at denne aftale medfører, at

renteudgifterne først kan anses for forfaldne på det tidspunkt og i det omfang klageren valgte at betale renterne, dog senest ved lånets udløb pr. 28.5.1998. Da klageren i hele lånets løbetid valgte,

at renterne skulle tilskrives hovedstolen, kan renterne ikke anses for forfaldne i de omhandlede indkomstår, således at det er med rette, at de selvangivne fradrag ikke er godkendt ved ansættelserne af indkomst for indkomstårene 1995, 1996 og 1997."

Sagen er efterfølgende påklaget til Østre Landsret, der har afsagt dom den 20. juni 2008. Se

SKM2008.626.ØLR, hvor også ovenstående udtalelse fra Landsskatteretten er gengivet. Østre

Landsret tager dog ikke stilling til spørgsmålet om fradrag for renteudgifterne, idet de kommer frem til, at der ikke foreligger et reelt låneforhold, og skatteyder alene af den grund ikke har fradrag for renterne.

Landsrettens dom er efterfølgende påklaget til Højesteret, se SKM2011.97.HR. Højesterets flertal kommer i lighed med Østre Landsret frem til, at der ikke foreligger et reelt gældsforhold. To dommere finder dog, at der foreligger et reelt gældsforhold og udtaler i den forbindelse: "Efter gældsbrevet af 27. maj 1993 kunne A vælge, at de kvartårligt tilskrevne renter skulle tilskrives lånets hovedstol, og dette udnyttede han i årene 1995, 1996 og 1997. Renterne kan herefter ikke anses for forfaldne i disse indkomstår og kan derfor ikke fradrages i disse, men først i et senere indkomstår, jf. ligningslovens § 5, stk. 1." SKATS vurdering af rentefradraget efter ligningslovens § 5, stk. 1, er således helt i overensstemmelse med Højesteret.

Det er SKATS opfattelse, at problemstillingen omkring forfaldstidspunktet i dommen er blevet procederet, da det er skatteyders subsidiære påstand - at han, hvis Højesteret anser gældsforholdet som reelt, har ret til rentefradraget. Det er netop denne subsidiære påstand de to dommere tager stiiling til, da de i modsætning til flertallet finder, at der er tale om et reelt. Gældsforhold. Det er således kun denne subsidiære påstand, der er interessant i forhold til nærværende sag, hvilket retfærdiggør, at SKAT lægger vægt på de tabende dommeres udtalelse.

SKATs begrundelse for ændringen er ikke, at renter for foregående år ikke er betalt, jf. ligningslovens § 5, stk. 8, men at forfaldstidspunktet efter hovedreglen i ligningslovens § 5, stk. 1, må anses for at være ved den eventuelle tilbagebetaling af lånet. Undtagelsesbestemmelsen i ligningslovens § 5, stk. 8, og de vurderinger, der knytter sig hertil, er således uden betydning i nærværende sag. Det samme må Højesterets to dommere have fundet i ovennævnte sag, idet de anfører, at renterne ikke var forfaldne i de indkomstår, de blev tilskrevet. Dermed er der god grund til, at der ikke foretages en vurdering af solvens m.v.

Uanset at SKAT mener, at ligningslovens § 5, stk. 8, er uden betydning i denne sag, skal det dog anføres, at [finans1] ifølge tingbogen ikke har sikkerhed i ejendommene, og at hovedstolen på lånet er det beløb, der er udbetalt, hvorfor rentetilskrivningen ikke efter SKATs opfattelse kan indeholdes i hovedstolen.

For så vidt angår spørgsmålet om renteperiodisering efter ligningslovens § 5, stk. 5, er det SKATs opfattelse, at reglen ikke skal finde anvendelse i dette tilfælde. Reglen er indført ved lov nr. 203 af 17. maj l 984 og bygger bl.a. på SD-cirkulære 1981-23, hvoraf fremgår:

Bogførings- og regnskabspligtige kan med virkning for opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue vælge at periodisere renter, således at beregnede renter fra sidste forfaldsdag og indtil statustidspunktet medregnes ved såvel indkomst- som formueopgørelsen for det pågældende indkomstår.

Denne formulering er det nærmeste man kommer en beskrivelse af, hvad renteperiodiseringen omhandler, og sigter efter SKATs opfattelse udelukkende på det tilfælde, hvor den årlige rentetilskrivning (og forfald) sker på et andet tidspunkt end statustidspunktet, f.eks. i. oktober hvert år.

I nærværende sag er der ikke renter "fra sidste forfaldsdato og til statustidspunktet", idet forfaldsdatoen først indtræder væsentligt senere, nemlig ved indfrielsen af lånet.

SKAT har derfor forhøjet klagerens indkomst med ovenstående beløb.

Forældelse

Den almindelige frist for at ændre klagerens skatteopgørelse var den 1. maj i det 4. år efter det år, som selvangivelsen vedrører. Når SKAT ændrer skatteopgørelsen, selvom fristen er overskredet, er det fordi det er opfattelsen, at klageren eller nogen på hendes vegne har handlet groft uagtsomt eller forsætligt i forbindelse med hendes selvangivelser.

Dette begrundes med, at klageren eller et af hendes familiemedlemmer sidder i fondens bestyrelse, der træffer beslutninger om lån og antages ligeledes at foretage den årlige revurdering af lånene. Herefter, og efter det oplyste om fem låneaftaler, der slet ikke er udarbejdet, må det konstateres, at forvaltningen af fonden ikke foregår betryggende og fuldstændigt uafhængigt af familien.

Desuden viser de oplysninger SKAT har modtaget den 3. juni 2014, at der ikke reelt sker nogen tilbagebetaling af lånet eller renterne.

Endelig er der tale om større beløb over en længere årrække.

Forslag til afgørelse er udsendt den 11. juni 2014.

Den almindelige frist står i skatteforvaltningslovens § 26 og den særlige mulighed for at ændre opgørelsen af klagerens skat, efter at fristen er udløbet, står i § 27, stk. 1, nr. 5.

Det er først i forbindelse med modtagelse af oplysninger om den oplyste tilbagebetaling af det lille lån den 3. juni 2014, at SKAT er blevet bekendt med, at renterne ikke er betalt, og således først på dette tidspunkt, at de fradragsberettigede renter kan opgøres. Dermed er også fristen på 6 måneder

i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, overholdt.

SKAT har ikke i relation til anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5, en dokumentationspligt som anført af klagerens rådgiver. Derimod er der tale om en vurdering af de subjektive omstændigheder.

Denne vurdering er foretaget ovenfor.

At SKAT ikke tidligere har kontrolleret rentefradragene har efter retspraksis (se SKATs Juridiske Vejledning afsnit A.A.4.3.3) ikke betydning i forhold til, om skatteyder kan have en retsbeskyttet forventning om, at fradragene godkendes. Det findes derfor heller ikke at kunne have betydning i forhold til, om en skatteyder har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Tværtimod vil en lang periode med urigtige selvangivelser ofte være et skærpende element i vurderingen.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til at foretage fradrag for renteudgifter i indkomstårene 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012 med henholdsvis 278.884 kr., 282.156 kr., 285.988 kr., 290.121 kr. og 284.134 kr.

Det fremgår af ligningslovens § 5, stk. 1, at renteudgifter fradrages i det indkomstår, hvori de forfalder til betaling. Ifølge lovens § 5, stk. 8, kan renteudgifter først fradrages ved indkomstopgørelsen i det indkomstår, hvori betaling sker, hvis renteudgifter for tidligere indkomstår i samme gældsforhold ikke er betalt inden udgangen af indkomståret. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at han ved udgangen af det år, indkomstopgørelsen vedrører, var i stand til at betale forfalden gæld eller stille betryggende sikkerhed herfor i sine aktiver. Renteudgifter anses i den forbindelse for betalt, når de af et pengeinstitut, en bankier eller vekselerer tilskrives den skattepligtiges kassekredit eller lignende løbende mellemværende, uden at kreditten herved overstiger det aftalte maksimum.

Af de tre låneaftaler fremgår, at tilskrevne renter forfalder og skal betales ved udgangen af hvert enkelt kalenderår (dvs. pr. 31. december). Hvis renterne til trods herfor ikke betales, vil de blive lagt til lånet ved udgangen af hvert indkomstår.

Som det fremgår af låneoversigten beregnes der rente af de renter, der lægges til hovedstolen (rentes rente). Når der skal betales rentes rente ved manglende betaling af renterne, er det selvsagt udtryk for, at renterne er forfaldne.

Det er ikke sådan, at klageren frit kan vælge at lade være med at betale renterne. Hvis renterne ikke betales, indebærer dette, at der skal betales rentes rente. Realiteten er med andre ord den, at klageren - hvis renterne ikke betales - optager et “nyt lån” (svarende til de udestående rente), som bruges til at betale renterne. Det nye lån forrentes med samme rente og skal indfris på samme tidspunkt som det oprindelige lån (og er også i øvrigt på samme vilkår som vilkårene for det oprindelige lån).

Realiteten er derfor, at renterne forfalder og betales hvert år. Der er med andre ord ikke tale om, at forfaldstiden (og dermed betalingsdagen) er udskudt, sådan som SKAT hævder. Som nævnt er fondenes praksis, at fondene gennemgår alle lånene årligt for at se, om de kan fortsætte eller skal kræves tilbagebetalt. Det undersøges i den forbindelse, om fonden under hensyntagen til sikkerhederne må antages at kunne få sine penge igen, eller om låntagerne er insolvente. Er sidstnævnte tilfældet opsiges lånene. Fondene kan ikke påtage sig risici vedrørende fondsmidlerne, der jo skal sikre fremtidige generationer.

Heller ikke reglen i ligningslovens § 5, stk. 8, kan føre til nægtelse af rentefradrag. Dette følger allerede af, at renterne betales i det enkelte år, jf. ovenfor. Hertil kommer, at der er stillet behørig sikkerhed for lånene. Der er således ingen risiko for, at klageren ikke vil kunne betale forfalden gæld, og betingelsen i lovens § 5, stk. 8, 2. punkt, er derfor opfyldt.

Det er derfor gjort gældende, at renterne er fradragsberettigede som selvangivet.

Repræsentanten har anført, at forhøjelserne er foretaget for sent for så vidt angår indkomstårene 2008 og 2009.

For det tilfælde at Landsskatteretten når frem til, at SKAT har ret i sit synspunkt om, at forfaldsdagen er udskudt, og at renteudgifterne ikke er fradragsberettigede i de enkelte år, er det gjort gældende, at ændringen af klagerens indkomst (nægtelse af rentefradrag) er foretaget for sent for så vidt angår indkomstårene 2004-2009. Klageren har ikke forsætligt eller groft uagtsomt bevirket, at SKAT foretog ligningen på et urigtigt grundlag, og betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er derfor ikke opfyldt. Endvidere er fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, ikke iagttaget, og ændringen af klagerens indkomst for indkomstårene 2008 og 2009 er også af den grund foretaget for sent.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 26, at SKAT normalt skal varsle en forhøjelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb.

Den ordinære ansættelsesfrist for indkomstårene 2008 og 2009 var derfor udløbet, da SKAT sendte forslag til afgørelse den 11. juni 2014. Forhøjelsen vedrørende disse indkomstår er derfor som alt overvejende udgangspunkt foretaget for sent.

Som en undtagelse til hovedreglen i lovens § 26 gælder ifølge lovens § 27, stk. 1, nr. 5, at SKAT - selvom den ordinære ansættelsesfrist er udløbet - kan foretage en forhøjelse, hvis den skattepligtige forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at SKAT foretog ligningen på et urigtigt grundlag. Det er ifølge lovens § 27, stk. 2, en betingelse for at foretage en forhøjelse i medfør af lovens § 27, stk. 1, at forhøjelsen varsles senest 6 måneder efter, at SKAT er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder ændringen.

Det ligger fast, at klageren i alle årene har selvangivet rentefradragene, og at SKAT på et hvilket som helst tidspunkt kunne have bedt om dokumentation i form af låneaftaler m.v. Da SKAT bad om oplysninger i form af låneaftaler m.v., blev disse loyalt sendt til SKAT. Klageren har således ikke forsøgt at holde oplysninger skjult.

Det er gjort gældende, at der ikke foreligger grov uagtsomhed eller forsæt.

Det støttes især på følgende synspunkter:

For det første havde klageren al mulig grund til at tro, at renterne var forfaldne og betalt. Låneaftalerne fastsætter, at renterne forfalder og skal betales ved kalenderårets udgang. Hvis renteudgifterne undtagelsesvist ikke betales, lægges de til lånet. Der betales i givet fald også renter af de ubetalte renter (rentes rente). I praksis er det derfor helt naturligt at opfatte situationen sådan, at renterne er forfaldne og skal betales, og at dette sker ved, at der optages et “nyt lån”, som bruges til at betale renterne med.

I den forbindelse er det også væsentligt, at klageren ikke har nogen speciel indsigt i skatteforhold eller økonomiske forhold i øvrigt, og at det er juridiske spidsfindigheder (fortolkningen af forfaldsbegrebet i ligningslovens § 5, stk. 1, og sammenhængen mellem ligningslovens § 5, stk. 1 og 8), der kan føre til, at renterne ikke kan anses for forfaldne og betalte. Hvis skatteforvaltningslovens § 27, stk. 5, fortolkes således, at sådanne retsvildfarelser anses for forsætlige eller groft uagtsomme vil bestemmelsen fuldstændig miste sin karakter af undtagelsesbestemmelse og få et alt for bredt anvendelsesområde.

SKATs bemærkninger om, at der sidder et familiemedlem i [finans1]s bestyrelse, og at der ikke er udarbejdet låneaftaler for visse lån, som ikke har med faste ejendommen i Danmark at gøre, er uden relevans for spørgsmålet om, hvorvidt skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, finder anvendelse på forholdet.

Samlet er der derfor gjort gældende, at der ikke foreligger grov uagtsomhed eller forsæt.

SKAT har endvidere ikke godtgjort, at betingelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, er opfyldt. SKAT modtog låneoversigten den 17. maj 2013. Det fremgik heraf klart, at renterne lægges til hovedstolen. I hvert fald for så vidt angår indkomståret 2009 har SKAT således siden den 17. maj 2013 haft det fornødne grundlag for at foretage forhøjelsen. Der ses ikke efterfølgende at være kommet yderligere relevante oplysninger frem på dette punkt, og SKAT kunne således allerede på daværende tidspunkt have konstateret, at der også skulle ske forhøjelse vedrørende 2008. Det er uoplyst, hvilke relevante oplysninger, det er, SKAT mener, SKAT manglede for at kunne foretage forhøjelsen.

Også af den grund kan SKAT ikke genoptage indkomstårene 2008 og 2009 nu.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår bl.a. af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e, at ved beregningen af den skattepligtige indkomst kan fradrages renter af prioriteter og anden gæld.

Det fremgår endvidere af ligningslovens § 5, stk. 7, at renteudgifter vedrørende gæld fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling.

Landsskatteretten finder, at der ikke er fradragsret for renteudgifter i indkomstårene 2008 – 2012 inkl. Retten har lagt til grund, at der er tale om en fond, hvori klageren er bestyrelsesmedlem, medens de øvrige bestyrelsesmedlemmer er uoplyste. Det er rettens opfattelse, at der som følge af de familiemæssige relationer er skærpede beviskrav, og at det ikke er dokumenteret, at der foreligger reelle låneforhold. Retten bemærker, uanset om det havde været dokumenteret, at der forelå reelle låneforhold, er der ikke er tale om forfaldne renter. Det forhold, at der i de fremlagte lånedokumenter er en bestemmelse om, at renterne ved manglende betaling kan tillægges hovedstolen, vil alene medføre, at renterne er fradragsberettigede på betalingstidspunktet, idet der herved må anses for at være givet henstand med betaling af renterne.

Vedrørende det af repræsentanten anførte om, at ansættelsesændringen er foretaget for sent, finder Landsskatteretten, at klageren ved at selvangive ikke forfaldne renteudgifter har handlet mindst groft uagtsomt, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

For så vidt angår skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, finder retten, at 6-månedersfristen i bestemmelsen anses for overholdt, idet SKAT den 3. juni 2014 modtog oplysninger om de såkaldte låneforhold, og SKAT den 11. juni 2014 udsendte forslag til afgørelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor.