Kendelse af 16-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 10-02-2017

Faktiske oplysninger

Klageren arbejdede i fleksjob i sit eget selskab [virksomhed1] ApS i indkomståret 2013. Klageren fik den 15. december 2012 bevilget tilskud af [Kommunen] til ansættelse som HR-konsulent i selskabet. Det fremgår blandt andet af aftalen om ansættelse i fleksjob, at klageren skal arbejde på nedsat arbejdstid, arbejde i eget tempo samt have en struktureret arbejdsdag.

Endvidere fremgår det af aftalen om ansættelse, at klageren arbejder 13 timer ugentligt og aflønnes for 37 timer ugentligt.

Ydelsen er løbende blevet udbetalt til klageren personligt. [Kommunen] har sendt et brev af 7. marts 2016, hvoraf det fremgår:

”Orientering vedr. udbetaling af refusion efter LAB § 75

Det er i forbindelse med den løbende udbetaling af refusion efter LAB § 75 konstateret at der i forbindelse med drift af din virksomhed ikke sker en løbende lønudbetaling til dig selv.

Du driver selskabet [virksomhed1] ApS, hvor du siden d.15.12.2012 har været placeret i fleksjob. Når du driver et selskab, er det selskabet som udbetaler din løn. Selskabet har ret til at modtage refusion for den udbetalte løn efter LAB § 75.

For forsat at være berettiget til at modtage tilskud efter LAB § 75, bedes du fremadrettet udbetale løn til dig selv, som vil være refusionsberettet, jf. din bevilling. Kommunen har fejlagtigt udbetalt refusion til dig personligt frem for til din virksomhed siden oprettelsen. Disse udbetalinger vil ikke blive krævet tilbagebetalt.”

Klageren henvendte sig den 17. marts 2014 til SKAT. Det fremgår af henvendelsen:

”Hej Jeg beder nu om hjælp via e-mail. Hat talt med flere af jeres kolleger pr. telefon. men de kunne ikke hjælpe [Kommunen]s ydelseskontor siger, at de ikke gør noget forkert og at det er SKAT, jeg skal kontakte. Hermed gjort. Det drejer sig om, at jeg er fleksjobber i eget ApS (den gamle ordning) og min ydelse fra [Kommunen] går ind i Rubrik 17. Jeg kan ikke indberette befordring (min kørsel fra [by1] til [by2]) og modtager fejlmeddelelse igen og Igen, da fleks-udbetalingen ikke anses som Indkomst og systemet ikke kan godtage kørslen. Jeg har haft en smule omsætning i [virksomhed1] ApS, men jeg har ikke modtaget løn via alm lønsystem, da der er en mellemregning mellem mig og selskabet, jeg drager nytte af. Hvordan kan jeg Indberette kørsel og i hvilken rubrik i Ret årsopgørelse? [...]”

Selskabet har ikke foretaget lønindberetning eller skattetræk.

Klageren har et tilgodehavende i selskabet ifølge regnskaberne og mellemregningskontoen, hvor klageren løbende har hævet og indsat beløb.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 32.214 kr. i indkomståret 2013, idet SKAT ikke har godkendt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”Du kan ikke få fradrag for kørsel. Det skyldes, at du ikke har haft et arbejde, hvor du har tjent penge.

Reglerne står i ligningslovens § 9 C og i cirkulære nr. 72 af 17. april 1996, punkt 17.2.1.2.

De bilag du har sendt i mail af 05.08.2014 har ikke ændret min opfattelse af sagen, du sender udbetalingsmeddelelse fra [Kommunen], som er en overførelses indkomst, der er ikke trukker 8 % i arbejdsmarkedebidrag.

Du har i mail den 17. marts 2014 oplyst, at du har mellemregninger med firmaet [virksomhed1] ApS, og at du har haft en smule omsætning i selskabet, men har ikke modtaget løn via alm. lønsystem.

Du har oplyst, at de udbetalinger du har fået fra firmaet er sket via mellemregningskontoen.

Da udbetalinger er sket via mellemregningskonto, er der tale om udbetaling af tilgodehavende og ikke løn. Da du ikke har fået udbetalt løn, og da firmaet ikke har lavet lønindberetning og foretaget skattetræk, kan udbetalingerne ikke anses for at være løn.”

SKAT er i udtalelse af 18. november 2014 kommet med følgende tilføjelse:

”Der er ikke fremkommet oplysninger der har ændret min opfattelse, jeg mener, at der i forslaget og afgørelsen, er gjort rede for, hvorfor selskabet ikke kan betragtes som arbejdsplads.

Da udbetalinger er sket via mellemregningskonto, er der tale om udbetaling af tilgodehavende og ikke løn. Da du ikke har fået udbetalt løn, og da firmaet ikke har lavet lønindberetning og foretaget skattetræk, kan udbetalingerne ikke anses for at være løn.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos SKAT.

Der er til støtte for påstanden anført:

”at SKAT i sin afgørelse af 13. august 2014 alene har taget stilling til, om klageren har fået udbetalt løn i indkomståret, men ikke har foretaget en vurdering af, om [virksomhed1] ApS har kunnet betragtes som en arbejdsplads for klageren i indkomståret 2013, og

at [virksomhed1] ApS også i indkomståret 2013 må betragtes som en arbejdsplads for klageren, idet klageren har deltaget i erhvervsmæssig virksomhed for selskabet, hvorved der særligt må henses til, at klageren i 2012 fik bevilget ydelse til et fleksjob i selskabet, og har modtaget denne ydelse i hele 2013.”

[...]

”Efter Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, er der fradrag for udgifter, der er nødvendige for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Selvom den manglende afholdelse af en udgift ville betyde, at en skatteyder ikke kunne bestride et arbejde, betyder dette dog ikke nødvendigvis, at udgiften er fradragsberettiget. Eksempelvis vil en skatteyder ikke i almindelighed kunne fradrage sine udgifter til mad og drikke. Udgiften til mad og drikke betragtes som en privat udgift.

Også udgifter til transport til og fra en arbejdsplads betragtes som udgangspunkt som en privat udgift. Med hjemmel i ligningslovens § 9 C er sådanne udgifter alligevel gjort fradragsberettigede. Dog kun for den del af befordringen, der overstiger 24 km pr. arbejdsdag.

Men hermed er kravet i Statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, om at en udgift skal knytte sig til en erhvervsmæssig aktivitet for at være fradragsberettiget, dog ikke fejet af bordet, idet det efter ordlyden af ligningslovens § 9 C er en grundlæggende betingelse for at give fradrag, at transporten sker til og fra en ”arbejdsplads”.

Vestre Landsret afgørelse i sagen gengivet i SKM 2012.463 VLR må derfor anses for korrekt, såfremt den manglende lønudbetaling betragtes som værende udtryk for, at skatteyderen ikke i de relevante indkomstår har deltaget i erhvervsmæssig virksomhed for selskabet. Udøves der ikke nogen erhvervsmæssig virksomhed i selskabet, mindskes sandsynligheden for, at der på noget tidspunkt vil blive udbetalt løn til den skattepligtige, og den skattepligtige kan derfor heller ikke ved sit fremmøde siges at erhverve, sikre eller vedligeholde en indkomst, jf. herved også cirkulære 72/1996 pkt. 17.2.1.2. Et fradrag er ikke betinget af, at indtægterne er i daglig, ugentlig, månedlig eller årlig takt med udgifterne, men en indkomst skal altid kunne anes i horisonten.

I den foreliggende sag har SKAT ikke taget stilling til, om [virksomhed1] ApS kan betragtes som et selskab, i hvilket klageren i det relevante indkomstår har deltaget i erhvervsmæssig virksomhed. På den baggrund bør sagen hjemvises til SKAT.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter ligningslovens § 9 C kan visse udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det er en forudsætning, at der er tale om befordring til og fra en indtægtsgivende arbejdsplads. For at der kan være tale om et arbejdssted, er det således en betingelse, at der optjenes en indtægt.

Klageren er blevet vurderet berettiget til at modtage tilskud til ansættelse i eget selskab efter § 75 i beskæftigelsesindsatsloven. [Kommunen], som har godkendt og udbetalt ydelsen, har fejlagtigt udbetalt ydelsen til klageren personligt i stedet for klagerens selskab. Selskabet har derfor ikke foretaget skattetræk og har ikke lavet lønindberetning.

Da klageren ikke har modtaget en indtægt af sin arbejdsgiver for indkomståret 2013, kan selskabet ikke anses for et indtægtsgivende arbejdssted, hvorfor klageren følgelig ikke er berettiget til at foretage et fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Der lægges i den forbindelse særlig vægt på, at selskabet de facto ikke har udbetalt løn til klageren. Det forhold, at fleksydelsen fejlagtigt er blevet udbetalt til klageren personligt i stedet for selskabet, ses ikke at føre til andet resultat.

De udbetalinger der går fra klagerens selskab til klageren udgør ikke løn, men anses i stedet for udbetaling af tilgodehavende og er en ren mellemregning mellem selskabet og klageren.

At det er en forudsætning for befordringsfradrag, at der er tale om et indtægtsgivende arbejdssted, ses blandt andet af SKM2011.502, hvor Byretten slog fast, at en skatteyder ikke var berettiget til fradrag for de afholdte befordringsudgifter, fordi han ikke i det pågældende indkomstår havde modtaget løn fra sit selskab. Endvidere kan der henvises til TfS 1996.591, hvor Landsretten ikke fandt, at en skatteyder havde indtægtsgivende arbejde i selskabet og derfor ikke levede op til betingelserne for fradrag.

Klageren har endvidere ikke godtgjort at være berettiget til befordringsfradrag for indkomståret 2013 på andet grundlag.

På den baggrund stadfæstes SKATs afgørelse.