Landsskatterettens kendelse journalnr. 14-4954177 af 06-09-2016

Kendelse af 06-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 08-10-2016

Klageren har anmodet SKAT om bindende svar på følgende spørgsmål:

”Kan dagplejemor med 10 dagplejebørn, som betragtes som selvstændig erhvervsdrivende i relation til ansatte medarbejdere, fratrække sine lønudgifter i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a og personskattelovens § 3, stk. 2?”

SKAT har besvaret klagerens spørgsmål med et ”Nej”.

Landskatteretten fastholder SKATs afgørelse således, at klagerens spørgsmål skal besvares med ”Nej”.

Faktiske oplysninger

Klageren har siden 5 marts 1989 drevet dagplejevirksomheden, der er registreret som enkeltmandsvirksomhed [virksomhed1] v/[person1] under cvr. [...1] og branchekode Dagpleje. Virksomheden er godkendt af kommune under § 78, 79 i dagtilbudsloven og drives fra klagerens private adresse på [adresse1], [by1].

Det fremgår af kapitel 14 Etablering og drift af private pasningsordninger idagtilbudsloven:

”§ 78. Etablering og drift af private pasningsordninger, der drives uden offentlige midler og finansieres helt eller delvis ved betaling fra forældrene, kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen, hvis der modtages flere end to børn.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med forholdene i den private pasningsordning.

§ 79. Foregår pasningen i et privat hjem, kan der gives tilladelse til pasning af op til 5 børn.

Stk. 2. Varetages pasningen af flere personer, kan kommunalbestyrelsen give tilladelse til, at der kan modtages op til 10 børn.”

Det fremgår af cvr. registret, at klageren har haft 1 medarbejder ansat i perioden fra 2011 til 2013 og 2-4 medarbejdere i perioden fra 2013 til 2015. Det fremgår af klagerens hjemmeside, at der altid vil være 2 til stede med børnene.

Klageren har for indkomståret 2013 selvangivet indkomst på 823.100 kr. i rubrik 15, felt nr. 207 ”Anden personlig indkomst som f.eks. fri telefon, privat dagpleje og hushjælp m.v. før fradraget af AM bidrag og SP opsparing” og har fratrukket 368.484 kr. i rubrik 54, felt 419 ”Standardfradrag for børnedagpleje og fiskere” samt 175.864 kr. i rubrik 53, felt 449 ”Øvrige lønmodtagerudgifter”.

Den 3. juli 2014 har klageren anmodet om bindende svar vedrørende mulighed for at fratrække sine lønudgifter i den personlige indkomst. Det fremgår af klagerens anmodning om bindende svar:

[person1] driver dagpleje for egen regning og risiko og anses derfor som selvstændig erhvervsdrivende, idet hun ikke er ansat til kommunal dagplejer. Der er 10 børn i dagplejen, hvilket gør, at der skal bruges ansatte folk til at generere indtægten hos [person1], hvilket bevirker, at der er lønudgifter.

Spørgsmålet kan besvares med ja.

Af ligningslovens § 9 H fremgår det, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan dagplejere, der udfører kommunal eller privat dagpleje i eget hjem i stedet for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag, jf. stk. 2 og 3, og dette standardfradrag kan foretages uden den beløbsmæssige begrænsning i § 9, stk. 1.

Fradraget skal dække udgifterne til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem, hvorfor udgifterne til fagforeningskontingent, befordring og dokumenterede udgifter til personer, der hjælper med plejen kan fradrages ved siden af standardfradraget.

Det fremgår således ikke af lovbestemmelsen, at lønudgifter hos en privat dagplejer, der anses for at være selvstændig, skal anses for at være omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 1.

Dokumenterede lønudgifter må i denne relation anses for at være en driftsomkostning, som på lige fod med øvrige selvstændige kan fratrække deres lønudgifter m.v. i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a og personskattelovens § 3, stk. 2.

Standardfradraget for private dagplejere blev derimod fastsat som en praktisk foranstaltning, så der kunne spares tid hos dagplejere og SKAT i forhold til administration m.v. og kontrol af udgifter m.v.”

SKATs bindende svar

SKAT har den 20. august 2014 afgivet bindende svar vedrørende de påklagede forhold således:

”Spørgsmål:

Kan dagplejemor med 10 dagplejebørn, som betragtes som selvstændig erhvervsdrivende i relation til ansatte medarbejdere, fratrække sine lønudgifter i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a og personskattelovens § 3, stk. 2?

Svar:

Nej.

Se SKATs begrundelse for svaret nedenfor.

Anmodningens dato m.v.

Anmodningen er dateret den 3. juli 2014.

Gebyret er registreret indbetalt den 3. juli 2014.

Udkast til bindende svar er sendt til høring den 5. august 2014.

Bemærkninger til udkastet er modtaget den 18. august 2014.

Faktiske forhold

Af anmodningen om bindende svar fremgår:

”[person1] driver dagpleje for egen regning og risiko og anses derfor som selvstændig erhvervsdrivende, idet hun ikke er ansat til kommunal dagpleje. Der er 10 børn i dagplejen, hvilket gør, at der skal bruges ansatte folk til at generere indtægten hos [person1], hvilket bevirker, at der er lønudgifter.”

SKATs oplysninger i øvrigt:

[person1] har siden 5. marts 1989 drevet virksomheden [virksomhed1] v/ [person2] (CVR-nr. [...1]). Virksomhedens indtægter selvangives som B-indkomst (selvangivelsens felt 207). Der fradrages dagplejefradrag (selvangivelsens felt 419) samt øvrige lønmodtagerudgifter (selvangivelsens felt 449).

Jeres opfattelse og begrundelse herfor

Det er jeres opfattelse, at spørgsmålet kan besvares med: ”JA”.

Som begrundelse har I anført:

”Af ligningslovens § 9 H fremgår det, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan dagplejere, der udfører kommunal eller privat dagpleje i eget hjem i stedet for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag, jf. stk. 2 og 3, og dette standardfradrag kan foretages uden den beløbsmæssige begrænsning i § 9, stk. 1.

Fradraget skal dække udgifter til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem, hvorfor udgifterne til fagforeningskontingent, befordring og dokumenterede udgifter til personer, der hjælper med plejen kan fradrages ved siden af standardfradraget.

I har som svar på udkast til bindende svar oplyst følgende:

”Skattelovgivningen indeholder ikke en egentlig definition på begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed. Der er dog nævnt nogle eksempler. Se SL § 4. Bestemmelsen er ikke udtømmende og beskriver heller ikke, hvordan begrebet skal afgrænses. Afgrænsningen er derfor sket gennem en omfattende praksis vedrørende de forskellige relationer, hvor den har betydning, f.eks. vedrørende brug af virksomhedsordningen, reglerne i kildeskatteloven (om bl.a. indeholdelsespligt) og det ældre regelsæt i investeringsfondsloven.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er karakteriseret ved, at der for egen regning og risiko udøves virksomhed af økonomisk karakter med det formål at opnå et økonomisk overskud.

Virksomheden skal udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode, og virksomheden må ikke være af helt underordnet omfang.

Der er således ingen tvivl om, at [person1] driver selvstændig virksomhed, idet der kun er hende til at bære den økonomiske risiko, hvis der ikke er børn nok i dagplejen.

Det faktum at dagplejemoren kan benytte LL § 9h, gør jo ikke hende til lønmodtager. Hun opfylder jo netop betingelserne for at være selvstændig jf. C.C.1.2.1. At Skat så har valgt, at visse typer af driftsudgifter kan dækkes af et ligningsmæssigt fradrag, ændre ikke på det faktum, at hun er selvstændig, hvorfor udgifter som ikke er dækket af standardfradraget, skal fragå i virksomhedens resultat.

LL §9H kan sidestilles med kontingent til A-kasse m.v., det kan en selvstændig erhvervsdrivende også kun fratrække som et ligningsmæssigt fradrag, selvom det er omfattet af SL § 6 A.

Det er derfor stadig vores opfattelse, at lønudgiften kan fratrækkes i den personlige indkomst, jf. SL § 6 a.”

SKATs begrundelse for svaret

Lovregler:

Det fremgår af ligningslovens § 9 H, stk. 1 at:

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan dagplejere, der udfører kommunal eller privat dagpleje efter § 21, stk. 2 eller 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge eller privat pasning i eget hjem efter kapitel 14 i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, i stedet for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag, jf. stk. 2 og 3. Standardfradraget kan foretages uanset den beløbsmæssige begrænsning i § 9, stk. 1.

Praksis:

Af Den Juridiske Vejledning 2014-2, afsnit C.A.4.3.2.3 fremgår følgende:

[...]

Regel

Dagplejere kan vælge mellem:

•	at fratrække de dokumenterede, faktiske udgifter, der er forbundet med erhvervelsen af indkomsten, eller
•	foretage et procentfradrag i den skattepligtige del af det modtagne vederlag for dagplejen

Se LL § 9 H.

Fradraget for 2014 er på 50 pct. af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen. Se LL § 9 H, stk. 3.

[...]

Fradrag efter LL § 9 H er ikke omfattet af begrænsningen i LL § 9, stk. 1, der i 2014 er på 5.600 kr.

[...]

Hvad dækker standardfradraget?

Standardfradraget skal dække de udokumenterede udgifter til

•	børnenes kost
•	sanitær service
•	slitage på dagplejerens hjem.

Reglerne om standardfradrag er indført som en praktisk foranstaltning, fordi der har været et ønske om at spare både dagplejere og SKAT for en del administration til dokumentation og regnskab, samt kontrol heraf. Fradragets størrelse har som forudsætning, at der typisk afholdes udgifter i en størrelsesorden, der svarer til fradraget.

[...]

Dokumenterede udgifter til

•	fagforeningskontingent,
•	befordring, og
•	til personer, som hjælper med plejen

kan fradrages ved siden af standardfradraget efter LL § 9 H.

[...]

Dokumenterede udgifter til personer, som hjælper med plejen, kan fradrages som almindelige lønmodtagerudgifter efter LL § 9. Fradraget er omfattet af bundgrænsen på 5.600 kr. i 2014 i LL § 9, stk. 1. Se afsnit C.A.4.3.1.1 om fradrag for lønmodtagere.

Betingelserne for standardfradrag

Standardfradraget efter LL § 9 H kan benyttes af dagplejere, der udfører

•	kommunal eller privat dagpleje efter § 21, stk. 2 eller 3, i lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge, eller
•	privat pasning i eget hjem efter kapitel 14, i lov om dag-, fritids og klubtilbud m.v. til børn og unge.

En dagplejer er berettiget til at foretage standardfradrag af hele indkomsten ved privat dagpleje, uanset der gives tilskud til forældrene.

Bestemmelsen i LL § 9 H om standardfradrag gælder for dagplejere med op til 5 børn, når der er tale om én person, og op til 10 børn, når dagplejen varetages af flere personer. Se lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge efter § 21, stk. 2 eller 3, eller kapitel 14.

[...]

Selvstændigt erhvervsdrivende

LL § 9 H gælder heller ikke for dagplejere, der varetager dagplejen som selvstændigt erhvervsdrivende, idet de kan fratrække udgifterne i den personlige indkomst og har mulighed for at bruge virksomhedsskattelovens regler. Denne begrænsning af reglerne fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, som danner grundlag for lovfæstelsen af reglen.

Efter praksis accepteres det, at dagplejere, der selvangiver deres indkomst som lønmodtagere, kan anvende standardfradraget som ligningsmæssigt fradrag, på samme måde som almindelige lønmodtagere kan.

[...]

SKATs begrundelse:

Varetager man dagpleje som selvstændig erhvervsdrivende, kan man vælge enten at:

•	anvende standardfradraget efter ligningslovens § 9 H, og fratrække sine lønudgifter som lønmodtagerudgifter efter ligningslovens § 9,

eller at:

•	udarbejde et regnskab med alle dokumenterede indtægter og udgifter, og evt. anvende reglerne i virksomhedsskatteloven. På denne måde kan udgifterne fratrækkes i den personlige indkomst.

[person1] har valgt at selvangive sin indkomst som lønmodtager og anvende standardfradraget som ligningsmæssigt fradrag på samme måde, som almindelige lønmodtagere gør. Derfor skal hendes udgifter til ansatte medarbejdere fradrages som almindelige lønmodtager-udgifter efter ligningslovens § 9. Fradraget er omfattet af bundgrænsen på 5.600 kr. i 2014. Dette fremgår af Den Juridiske Vejledning 2014-2, afsnit C.A.4.3.2.3, jf. ovenfor.

Det er derfor SKATs opfattelse, at [person1]s lønudgifter ikke kan fratrækkes i den personlige indkomst.

Spørgsmålet besvares derfor med et ”Nej”.”

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at klagerens spørgsmål skal besvares med Ja.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført følgende:

”SKAT har ved brev af den 20. august 2014 afvist, at dagplejemor med 10 dagplejebørn, som betragtes som selvstændig erhvervsdrivende i relation til ansatte medarbejder, kan fratrække sine lønudgifter i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 a og personskattelovens § 3, stk. 2.

Af den juridiske vejledning 2014 C.C.1.2.1 fremgår følgende vedrørende definition på selvstændig erhvervsvirksomhed.

Lønindkomst anses ikke for at være indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed.

Hverken PSL § 3, stk. 2, nr. 1, VSL § 1, stk. 1, KSL § 25 A, Etablerings- og iværksætterkontoloven eller Arbejdsmarkedsbidragsloven indeholder en afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed over for lønindkomst.

Afgrænsningen skal dog foretages på samme måde, uanset i hvilken relation inden for skattelovgivningens område, spørgsmålet er relevant. Dette fremgår bl.a. af forarbejderne til disse bestemmelser og af skd.cirk nr. 129 af 4. juli 1994. I dette cirkulære står også de retningslinjer, som nævnes nedenfor i dette afsnit.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud.

Det er en forudsætning, at

•	virksomheden udøves nogenlunde regelmæssigt og gennem en ikke helt kort periode
•	virksomheden ikke er af ganske underordnet omfang.

Det er uden betydning, om den skattepligtige har indkomst som lønmodtager ved siden af sin virksomhed.

Som lønmodtager anses den, der modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. Se afsnit C.A.3.1.1, hvor der står mere om lønmodtagere og lønindkomst.

I de fleste tilfælde er det ikke vanskeligt at afgøre, om der foreligger et tjenesteforhold, fordi indkomstmodtageren udfører arbejdet efter arbejdsgiverens anvisninger og helt for dennes regning.

Der kan dog i praksis være tilfælde, hvor det er vanskeligt at afgøre, om indkomstmodtageren står i et tjenesteforhold til hvervgiveren eller er selvstændigt erhvervsdrivende.

I tvivlstilfælde må afgørelsen ske på grundlag af en samlet bedømmelse af en række momenter i forholdet mellem den, der udfører arbejdet, og den, arbejdet udføres for.

Ved bedømmelsen skal der lægges vægt på, om der i vederlaget i væsentligt omfang indgår betaling for andet end den personlige arbejdsydelse. Se nedenfor om erhvervsmæssige omkostninger.

Kriterier, der taler for tjenesteforhold

Ved vurdering af, om der er tale om tjenesteforhold, kan der lægges vægt på, i hvilket omfang,

•	hvervgiveren har en almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol
•	indkomstmodtageren udelukkende eller i overvejende grad har samme hvervgiver
•	der er indgået aftale mellem hvervgiveren og indkomstmodtageren om løbende arbejdsydelse
•	indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren
•	indkomstmodtageren har ret til opsigelsesvarsel
•	vederlaget er beregnet, som det er almindeligt i tjenesteforhold (timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.)
•	vederlaget udbetales periodisk
•	hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet
•	vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren
•	indkomstmodtageren anses for lønmodtager efter ferieloven, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., funktionærloven, lov om arbejdsskadeforsikring og lov om arbejdsmiljø.

Kriterier, der taler for selvstændig erhvervsvirksomhed

Ved vurderingen af, om der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, kan der lægges vægt på, hvorvidt

•	indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre
•	hvervgiverens forpligtelser over for indkomstmodtageren er begrænset til det enkelte ordreforhold
•	indkomstmodtageren ikke på grund af ordren er begrænset i sin adgang til samtidig at udføre arbejde for andre
•	indkomstmodtageren er økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko
•	indkomstmodtageren har ansat personale, og er frit stillet med hensyn til at antage medhjælp
•	vederlaget betales efter regning, og betaling først ydes fuldt ud, når arbejdet er udført som aftalt og eventuelle mangler afhjulpet
•	indkomsten modtages fra en ubestemt kreds af hvervgivere
•	indkomsten afhænger af et eventuelt overskud
•	indkomstmodtageren ejer de anvendte redskaber, maskiner og værktøj eller lignende
•	indkomstmodtageren helt eller delvist leverer de materialer, der anvendes ved arbejdets udførelse
•	indkomstmodtageren har etableret sig i egne lokaler, f.eks. forretning, værksted, kontor, klinik, tegnestue m.v., og arbejdet udøves helt eller delvist fra lokalerne
•	indkomstmodtagerens erhvervsudøvelse kræver særskilt autorisation, bevilling og lignende, og om indkomstmodtageren har fået en sådan tilladelse
•	indkomstmodtageren ved annoncering, skiltning eller lignende tilkendegiver, at vedkommende er fagkyndig og påtager sig at udføre arbejde af en nærmere bestemt art
•	indkomstmodtageren i henhold til momsloven er momsregistreret, og ydelsen er faktureret med tillæg af moms
•	ansvaret for en eventuel ulykke under arbejdets udførelse påhviler indkomstmodtageren

Det er fortsat vores opfattelse, at [person2] driver selvstændig virksomhed, idet det er for hendes egen regning og risiko, hvordan hun får tingene til at hænge sammen som privat dagplejer.

LL § 9 H giver dog [person2] mulighed for at opgøre sin skattepligtige indkomst med et standardfradrag, selv om hun anses for at være selvstændig erhvervsdrivende i øvrige sammenhænge. Standardfradraget kan foretages uanset den beløbsmæssige begrænsning i LL § 9, stk. 1.

Derudover fremgår det, at dokumenterede udgifter til fagforeningskontingent, befordring og hjælpere kan fradrages ved siden af fradraget.

Der er således ikke nogen lovhjemmel til at anse en lønudgift til hjælpere i dagplejen for at være omfattet af LL § 9, stk. 1. Konsekvensen af dette må være, at udgiften til ansatte hjælpere er en udgift, jf. statsskattelovens § 6 a, som kan fratrækkes i den personlige indkomst, jf. § 3, stk. 2 i personskatteloven.
Der er ved særlig lovhjemmel givet private dagplejere mulighed for at fratrække et standardfradrag, som dækker børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem, jf. LL § 9 H, uden at de dog skal anses for at være lønmodtagere.

Det er derfor stadig vores opfattelse, at spørgsmålet omkring fradrag for lønudgifter skal anses for at være et fradrag i den personlige indkomst, jf. statsskattelovens § 6 og personskattelovens § 3, stk. 2.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, kan fradrages. Det følger af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver, dels at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.Erhvervsmæssigt betingede lønudgifter i almindelighed vil kunne fratrækkes, idet der heri ligger en forudsætning om, at udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Driftsudgifter ved selvstændig erhvervsvirksomhed kan fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 1.

Ved besvarelsen af spørgsmålet lægger Landsskatteretten til grund, at klageren kan anses for at være selvstændig erhvervsdrivende dagplejer.

Det fremgår af bemærkninger til Lovforslag L 1993-12-22 nr. 1113 Ændring af ligningsloven (Stan-dardfradrag til dagplejere):

”§ 1

I lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 809 af 7. oktober 1993, indsættes efter § 9 G:

”§ 9 H. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan dagplejere, der er omfattet af bistandslovens kapitel 14, i stedet for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag, jf. stk. 2 og 3. Standardfradraget kan foretages uanset den beløbsmæssige begrænsning i § 9, stk. 1.”

Det fremgår af bemærkninger til lovforslaget:

”De dagplejere, der varetager plejen som selvstændig erhvervsvirksomhed, har ikke ret til 1/3 fradraget. Det skyldes, at disse kan fradrage plejeudgifterne i den personlige indkomst, og at de kan benytte virksomhedsskattelovens regler.”

Det betyder, at ligningslovens § 9 H ikke gælder for dagplejere, der varetager dagplejen som selvstændig erhvervsdrivende.

Efter fast praksis accepterer SKAT dog, at en selvstændigt erhvervsdrivende dagplejer kan selvangive sin indkomst som lønmodtager og som konsekvens af sit valg kan anvende standardfradraget i ligningslovens § 9H samt foretage fradrag for udgifter til medhjælpere i henhold til ligningslovens § 9. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2014-2, afsnit C.A.4.3.2.3:

”Efter praksis accepteres det, at dagplejere, der selvangiver deres indkomst som lønmodtagere, kan anvende standardfradraget som ligningsmæssigt fradrag, på samme måde som almindelige lønmodtagere kan.

Klageren har hidtil selvangivet sin dagplejeindkomst i rubrik 15, som omfatter anden løn og honorarer, der ikke indgår i andre rubrikker. Klageren har både fratrukket standardfradraget i rubrik 54 ”Dagpleje m.v.” og fratrukket faktiske udgifter i rubrik 53 ”Øvrige lønmodtagerudgifter”.

Der er ikke grundlag for at fortolke SKATs praksis således, at klageren som selvstændig erhvervsdrivende både kan foretage ligningsmæssige fradrag efter ligningslovens § 9 H som lønmodtager og samtidig foretage driftsmæssige fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a i den personlige indkomst som erhvervsdrivende.

Henset til klagerens valg om at selvangive sin dagplejeindkomst som lønmodtager med retten til at bruge standardfradrag i ligningslovens § 9 H finder Landsskatteretten, at fradraget for løn til ansatte medarbejdere skal foretages som et ligningsmæssigt fradrag, hvorfor der ikke er grundlag for at ændre SKATs besvarelse.

Den påklagede afgørelse stadfæstes derfor således, at klagerens spørgsmål besvares med ”Nej”.