Kendelse af 22-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 08-04-2017

Indkomståret 2011

Personlig indkomst

SKAT har ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed med 50.089 kr., idet klageren ikke er anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Kapitalindkomst

SKAT har godkendt fradrag for ejendomsskat i henhold til ligningslovens § 14, stk. 3 med 1.842 kr., da der er en ejerboligfordeling på ejendommen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


SKAT har overført fradrag for renteudgifter i virksomhed til fradrag i kapitalindkomsten med 140.591 kr., da virksomheden ikke er godkendt som erhvervsmæssig. SKAT har således godkendt fradrag for renteudgifter af gæld til realkreditinstitutter med 54.142 kr. og fradrag for renteudgifter af bank og pantebreve i depot m.v. med 94.829 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Indkomståret 2012

Personlig indkomst

SKAT har ikke godkendt fradrag for underskud af virksomhed med 125.073 kr., idet klageren ikke er anset for at drive erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Kapitalindkomst

SKAT har godkendt fradrag for ejendomsskat i henhold til ligningslovens § 14, stk. 3 med 2.035 kr., da der er en ejerboligfordeling på ejendommen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Faktiske oplysninger

Klageren driver virksomheden [virksomhed1] i personligt regi. Virksomheden blev startet i 2003, og der opdrættes og sælges papegøjer. Klageren har erfaring fra branchen, idet han tidligere har været indehaver af en dyrehandel.

I 2003 afholdt en motorklub et bilrally i området. Dette bevirkede, at papegøjerne på grund af støjen var stressede i mange år efter, og at nogle af dem døde. Dette gik ud over yngelplejen i dette år og efterfølgende år. Efter finanskrisen i 2008 faldt efterspørgslen på papegøjer.

Klageren har en blandet benyttet ejendom med beboelse og forretning med et jordtilliggende på 6.114 m².

Virksomheden har givet underskud fra 2003 til 2012. Klageren har ikke i årene hævet midler ud til privat fra virksomheden, men har ved siden af haft lønindtægter indtil 2008. De efterfølgende indkomstår har klageren haft pension. Virksomhedsresultat og lønindtægter har udgjort følgende:

År

[...],

resultat før renter

Løn

Pension

2003

-85.814 kr.

255.963 kr.

2004

-40.990 kr.

269.749 kr.

2005

-53.392 kr.

300.529 kr.

2006

-51.650 kr.

300.394 kr.

2007

-189.260 kr.

299.012 kr.

2008

-134.859 kr.

150.839 kr.

124.954 kr.

2009

-67.883 kr.

126.424 kr.

2010

-37.158 kr.

129.115 kr.

2011

-50.089 kr.

135.424 kr.

2012

-125.073 kr.

133.614 kr.

I alt

-836.168 kr.

Resultaterne er for indkomstårene 2011 til 2014 opgjort som følger i regnskaberne:

2011

2012

2013

2014

Varesalg

96.756

97.904

59.490

59.490

Salg af fugle

21.600

32.000

61.400

34.400

Kassedifference

51

279

-1

35

Omsætning i alt

118.407

130.183

120.889

91.835

Varekøb

-64.484

-105.321

-56.368

-50.446

Beholdning fugle regulering

-22.000

-53.100

26.000

5.900

Medicin, renh. Sped.omk.

-263

-934

-2.322

-206

Gas

-3.033

-3.428

-12.517

-4.053

Varme

-11.069

-12.456

-120

0

El

-9.739

-5.190

-6.884

-10.056

Vand

-3.231

-3.575

-3.452

-2.589

Miljøafgift

-390

-716

-583

0

Vedligehold

23.599

-978

-1.152

-1.343

Ejendomsskat

-1.842

-2.035

-1.733

-2.416

Ejendomsforsikring

-10.902

-11.372

-2.104

-10.612

Driftsmiddelomkostninger og vægtafgift

-3.251

-1.926

-3.585

-655

Annoncer, udstillinger

-5.635

-5.100

-1.491

-46

Kontorhold, gebyr, porto

-2.832

-2.331

-2.445

-502

Revisor

-11.300

-11.500

-11.500

-12.000

Telefon, privat andel

-4.723

-3.983

-4.342

-3.772

Erhvervsforsikring

-4.278

-4.375

-4.455

-4.662

Bilkørsel 2.000 km

-7.340

-7.600

-3.820

-3.730

Omkostninger i alt

-142.713

-235.920

-92.873

Resultat før afskrivning

-24.306

-105.737

28.016

1.485

Skattemæssig afskrivning inventar

-25.782

-19.336

-15.552

0

Resultat før renter

-50.088

-125.073

12.464

1.485

Renteudgifter i virksomheden har ifølge regnskaberne udgjort følgende:

2011

140.591

2012

150.023

2013

108.879

2014

131.365

Det er ikke oplyst, om klageren har udarbejdet budgetter for virksomheden.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 50.089 kr. og 125.073 kr. for indkomstårene 2011 og 2012, idet klageren ikke har drevet erhvervsmæssig virksomhed.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

1.3. SKAT's bemærkninger og begrundelse

Det fremgår ovenfor, at der har været 10 år i træk med underskud på i alt 836.168 kr. Du har sideløbende hermed haft lønindtægt indtil du gik på pension i 2008.

Ejendommen er købt 01.11.95. Der er tale om en blandet benyttet ejendom med beboelse og forretning med et jordtilliggende på 6.114 kvm.

Der er i regnskabet for 2011 opgjort et afskrivningsgrundlag for bygninger på 1.031.930 kr. + forbedring i 2003 53.000 kr. Desuden er der et afskrivningsgrundlag for installationer på 27.548 kr.

Der er ikke afskrevet skattemæssigt på hverken bygninger eller installationer.

I 2013 har du selvangivet et positivt resultat på 12.464 kr. Der er afskrevet skattemæssigt på driftsmidler med 15.552 kr., mens der heller ikke i dette indkomstår er afskrevet på hverken bygninger eller installationer.

Når det skattemæssigt vurderes, om der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, tages der hensyn til resultatet efter driftsøkonomiske afskrivninger, og typisk anvendes der 4 % som afskrivning på bygninger og evt. mere på installationer. Dette er et udtryk for, at virksomheden skal kunne give et bidrag til forrentning af den investerede kapital. Desuden skal der være plads til at honorere den arbejdsindsats, som lægges i virksomheden. Når dette lægges til grund vil der også i 2013 være et driftsmæssigt underskud.

Der er tale om et meget begrænset antal salg af fugle både i 2011 og 2012, så intensiteten har ikke været ret stor på dette område. Der lægges således også stor vægt på rentabiliteten i virksomheden. En virksomhed kan have underskud i en opstartsfase, men normalt vil man vælge at lukke virksomheden indenfor en kort årrække, hvis det konstateres, at den ikke er rentabel.

Som udgangspunkt vil det ikke være muligt at drive en tabsgivende virksomhed, medmindre indehaveren har indtægter fra anden side, der gør det muligt at dække virksomhedens underskud.

Ved afgørelsen er der endvidere lagt vægt på følgende:

At virksomheden igennem en meget lang årrække ikke har givet overskud
At der har været anden indtjening der har kunnet finansiere underskuddet.
Når virksomheden fortsætter på trods af underskud, må det antages at være med andre formål end indtægtserhvervelse, f.eks. boligformål eller en speciel interesse for papegøjer. Hvis indtægtserhvervelse var det primære formål, ville virksomheden antages at være bragt til ophør. (langt tidligere)

SKATs konklusion er, at virksomheden, som den blev drevet i årene 2011-2012, ikke havde udsigt til at kunne give overskud efter driftsøkonomisk afskrivninger, og at den heller ikke i fremtiden vil være rentabel.

Der anses derfor ikke at være tale om en erhvervsmæssig virksomhed. Det har den konsekvens, at underskud fra driften af virksomheden ikke kan fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Dine skatteansættelser forhøjes derfor med følgende beløb, jf. statsskattelovens § 6 stk. 1 litra a:

2011

50.089 kr.

2012

125.073 kr.

Når der ikke længere er tale om erhvervsmæssig virksomhed, overgår driftsmidler til privat anvendelse. Efter omstændighederne anses driftsmidlerne for overgået til privat anvendelse til den skattemæssigt nedskrevne værdi (saldoværdien), der er anset at svare til handelsværdien.

Varelageret anses for overført til den ikke-erhvervsmæssige virksomhed til bogført værdi, som anses at svare kostprisen.

Efter ligningslovens § 14 er der fradrag for den del af ejendomsskatterne, som ikke vedrører stuehuset. Denne del er selvangivet til:

2011

1.842 kr.

2012

2.035 kr.

Fradraget er kapitalindkomst jf. personsskattelovens § 4, stk. 1 nr. 6. Beløbet medregnes i felt 214.

Opmærksomheden henledes på, at hvis din ikke-erhvervsmæssige virksomhed i enkelte år giver overskud, er dette overskud skattepligtigt. ”

...

”Det vurderes, at der ikke i fremtiden ikke er udsigt til, at virksomheden kan skabe et positivt resultat efter driftsøkonomiske afskrivninger på bygninger, installationer og driftsmidler.

Det er et krav, at virksomheden er anlagt med rentabel drift for øje. Det betyder, at virksomheden

skal have overskud på den primære drift, have en rimelig forrentning af den investerede kapital, herunder fremmedkapital og en rimelig driftsherreløn, når der ydes en arbejdsindsats i virksomheden.

Ifølge avisartikel fra [...dk] fra juni 2009 fremgår det, at der er tale om hobby med en beholdning på ca. 100 tamme papegøjer. Beholdningen er opgjort til omkring 50 stk. i 2013, men salgstallene viser ikke de helt store salg i perioden frem til 2013. Det fremgår også af artiklen, at alle papegøjerne bliver håndfodret, og det må kræve en vis arbejdsindsats.

Det fastholdes, at virksomheden ikke er erhvervsmæssig drevet, da der har været underskud i en lang årrække og det vurderes, at virksomheden heller ikke fremover udsigt til vise rentabel drift efter driftsøkonomiske afskrivninger.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at denne er berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud på 50.089 kr. og 125.073 kr. for indkomstårene 2011 og 2012.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”(...)

Påstand:

For Skatteankestyrelsen nedlægges der påstand om, at [person1]s virksomhed [virksomhed1] skal anerkendes som værende erhvervsmæssig virksomhed, samt at den selvangivne indkomst for indkomstårene 2011 og 2012 skal godkendes.

Sagens forhold:

[virksomhed1] er en virksomhed med opdræt og salg af papegøjer. Centret har [...] håndtamme papegøjer, og centret har ca. [...] papegøjer, hvilket dog kan svinge noget afhængig af årets tilgang af unger og årets salg af papegøjer.

Foruden opdræt og salg af papegøjer er der også tilhørende salg af dyreartikler som foder og bure samt andet tilbehør. Det er planen, at der skal satses mere på dette, da det forbedrer indtjeningen, og salg af papegøjer og salg af dyreartikler supplerer hinanden.

For at forbedre indtjeningen har der i perioder også været åbent for publikum, som mod betaling af entre kunne komme og se papegøjerne. Publikum kunne gå rundt i hallen og se papegøjerne i deres voliere, og hvis der var unger, har publikum kunnet se nogle af ungerne blive fodret. Åbning for publikum er dog blevet neddroslet, da det har vist sig, at den indtjening, som publikums adgang gav, ikke helt kunne opveje den uro, som det gav hos papegøjerne, der gerne skal have ro for at ville yngle.

Virksomhedens indehaver har stor erfaring indenfor branchen, da [person1] tidligere gennem mange år var indehaver af dyrehandel.

Når der i en årrække ikke har været overskud, skyldtes det forskellige uheld, som virksomheden ikke selv har været skyld i, og som virksomheden ikke har været herre over.

Den daværende [Kommune] og politiet gav i 2003 en motorklub tilladelse til at afholde et bilrally i området, hvor centret er beliggende, hvilket bevirkede dage med voldsom meget støj, så papegøjerne blev stressede i lang tid efter, hvilket medførte, at nogle papegøjer døde, især unger, og det medførte også, at yngelplejen gik i stå hele det år, og delvis også i årene efter.

Der blev krævet erstatning fra kommunen, politiet og motorklubben, hvilket både kommunen, politiet og motorklubben nægtede, og sagen kørte derefter gennem advokat i flere år, hvorefter sagen blev opgivet, da der ikke kunne opnås retshjælpsdækning til en retssag, og [person1] ikke havde økonomiske midler til en retssag.

Der har været uheld med, at der nogle år kun kom og overlevede få unger, ligesom der har været

uheld med, at nogle voksne papegøjer døde uventet.

Herudover har der i nogle af årene været større omkostninger til vedligeholdelse af driftsbygningerne, blandt andet i 2007 med større reparationsarbejder på taget.

Der kom i 2008 som bekendt en finanskrise, som i årene efter gik meget ud over efterspørgslen efter papegøjer, ligesom den lave efterspørgsel pressede salgspriserne nedad, så der i nogle år både var lave salgspriser og lav efterspørgsel.

Det forventes, at der med det nuværende avlsarbejde og yngelpleje vil komme og overleve flere unger, og at det efterhånden som finanskrisen letter også bliver lettere at få de rigtige salgspriser, ligesom det med den forbedrede økonomiske samfundssituation forventes, at efterspørgslen vil stige.

Virksomhedens regnskaber har i tidligere år vist overskud, men på grund af ulykkerne grundet det nævnte bilrally, viste regnskaberne for 2003 og de følgende år underskud. Eftervirkningerne efter bilrallyet fortsatte de følgende år. Som nævnt var der i 2007 større udgifter til vedligeholdelse af driftsbygninger, ligesom der i 2007 var udgifter til advokat vedrørende sagen om bilrallyet. Der opstod en finanskrise i 2008, som begrænsede efterspørgslen og pressede salgspriserne, og virkningen af denne finanskrise fortsatte også i årene derefter.

At virksomhedens regnskaber i nogle år har udvist underskud, skyldtes således forskellige udefra kommende forhold og årsager, som der også er redegjort for.

Virksomheden har i indkomståret 2013 realiseret et overskud, og det selv om indehaveren har været ramt af sygdom. Årsregnskabet for 2013 viser et overskud før afskrivninger på 28.016 kr. og efter afskrivninger et overskud på 12.464 kr.

De foretagne skattemæssige afskrivninger anses for at svare til, eller faktisk være større end de driftsøkonomiske afskrivninger, idet der foretages maksimale skattemæssige afskrivninger på driftsmateriel, hvilket overstiger de driftsøkonomiske afskrivninger. Driftsmateriel består hovedsageligt af volierer, som har forholdsvis lidt slitage og dermed forholdsvis længere levetid.

Ejendommen er bygget i en god kvalitet, så ejendommen ved normal vedligeholdelse skønnes ikke at være udsat for forringelse, og dermed heller ikke driftsøkonomisk afskrivning, og derfor er der kun i begrænset omfang foretaget skattemæssige afskrivninger, da disse blot vil blive genbeskattet engang ud i fremtiden. Det skønnes da også, at ejendommen i dag har en højere værdi end ved anskaffelsen, således at ejendommen ikke har været udsat for forringelse.

Skat fremfører, at bygningerne skal afskrives driftsøkonomisk med 4 % årligt, svarende til en afskrivningsperiode på 25 år. Da ejendommen blev købt i 1995, skal bygningerne ifølge Skat være nedskrevet til nul i 2020, og her i 2014 skal de ifølge Skat være nedskrevet til 24 % af anskaffelsessummen. Samtidig er den offentlige ejendomsvurdering steget fra 1.710.000 kr. i 1995 og til 2.700.000 kr. i 2013. Skat har således selv beregnet, at der ikke er værdiforringelse, men værdistigning på ejendommen.

De i regnskabet foretagne skattemæssige afskrivninger anses derfor for mindst at svare til, hvad de driftsøkonomiske afskrivninger ville være, således at der i regnskabet er taget højde for fradrag for driftsøkonomiske afskrivninger, hvorfor virksomheden må anses for at have et driftsøkonomisk positivt resultat.

Virksomheden er efter vores opfattelse en erhvervsmæssig virksomhed, som bliver drevet med henblik på at skabe et overskud til virksomhedens indehaver, og der er i 2013 realiseret et overskud af virksomheden, ligesom virksomhedens indehaver også forventer, at der fremover bliver realiseret overskud i virksomheden.

Virksomhedens indehaver har således en begrundet forventning om, at der også i årene fremover kan realiseres overskud i virksomheden, hvorfor vi mener, at virksomheden opfylder rentabilitetskriteriet.

Det må også lægges til grund, at virksomheden har en omsætning af en størrelse og et omfang, så virksomheden opfylder intensitetskriteriet.

Skat henviser til en avisartikel fra [...dk] fra juni 2009, hvor det fremgår, at der er tale om hobby. Hertil skal bemærkes, at avisen har ilet forkert fat i det, eller har formuleret sig forkert, og at det hovedsageligt var indehaverens søn, som blev interviewet. Det fremgår dog også af artiklen, at virksomheden udvides med salg af foder og andre dyreartikler.

Skat henviser også til, at nogle unger i løbet af året er solgt til en pris, som er lidt under den pris, som fuglene er ansat til ved årets begyndelse og årets udgang. Hertil bemærkes, at det ikke er usædvanligt, at nogle unger i løbet af året sælges til en pris, der er lidt under prisen for de voksne fugle. Ved årets udgang nænner ungerne sig at være voksne.

Der kan henvises til Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 2013, journalnr. 13-0224424, hvor Landsskatteretten anfører, at der skal være udsigt til at ejendommen (virksomheden) kan give et resultat efter afskrivninger (før renter) omkring 0 kr. eller blive overskudsgivende.

Landsskatteretten konkluderer i kendelsen: "Landsskatteretten finder, at klagerens virksomhed med pyntegrønt i de påklagede indkomstår ud fra en konkret vurdering må anses for erhvervsmæssigt drevet. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at - uanset de omhandlede underskud i perioden 1999 - 2011 inkl. - har klageren i indkomståret 2012 realiseret et overskud før renter på 17.595 kr. Retten finder herefter, at der er udsigt til et resultat på 0 kr. eller derover, hvorfor der ikke synes at være grundlag for at nægte klageren underskudsfradrag i indkomstårene 2009 og 2010 jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a”.

Vi mener, at Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 2013, journalnr. 13-0224424 omhandler en situation, som er sammenlignelig med situationen i denne sag, og hvor Landsskatteretten anerkender virksomheden som erhvervsmæssig.

Vi anmoder om, at indkomsten for indkomstårene 2011 og 2012 godkendes som selvangivet.”

Klagerens repræsentant er fremkommet med følgende supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”Sagens forhold, tilføjelser:

Som det fremgår ovenfor, at anser vi de foretagne skattemæssige afskrivninger for mindst at svare til de driftsøkonomiske afskrivninger.

Vi anser det for naturligt, at nogle driftsudgifter er mindre i 2013 og 2014 i forhold til tidligere, herunder at der bruges træ som brændsel for at undgå udgifter til andre brændselstyper, og at der har været mindre kørsel på grund af indehaverens sygdom.

Efter vores opfattelse kan der, ligesom for landbrugsvirksomhed med udgangspunkt i højesteretsdommen i Tidsskrift for Skatteret 1994.364 H, kun være krav om, at driften tilsigter at opnå et rimeligt driftsresultat, dvs. må forventes at kunne give et driftsoverskud på omkring nul eller derover.

Der kan efter vores opfattelse ikke stilles større krav om rentabilitet til nogle virksomheder end til andre virksomheder.

Virksomheden har i 2013 og 2014 udvist overskud.

Vi anser virksomheden for at være erhvervsmæssigt drevet som erhvervsmæssig virksomhed.

Henvisninger :

Der kan yderligere henvises til nedenfor nævnte afgørelser:

Højesterets dom fra 1994, offentliggjort i Tidsskrift for Skatteret 1994.364 H, som nævnt ovenfor.

Landsskatterettens kendelse af 28. februar 2013, journalnr. 10-0215134, angående en landbrugsvirksomhed. Landsskatteretten traf afgørelse om, at uanset at virksomheden i en række år havde givet underskud, så var der i 2011 realiseret et overskud, hvorfor virksomheden skulle anses som erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatterettens kendelse af 25. oktober 2013, journalnr. 13-0224424, angående en virksomhed med produktion af pyntegrønt. Landsskatteretten afgjorde, at uanset at virksomheden havde givet underskud i årene 1999 - 2011 inkl., men der var i året 2012 realiseret et overskud før renter, og virksomheden skulle anses som erhvervsmæssig virksomhed.

Landsskatterettens kendelse af 11. august 2015, journalnr. 13-0001780, angående en virksomhed med drift af en frugtplantage. Landsskatteretten traf afgørelse om, at uanset at virksomheden for årene fra 2001 og frem til 2011 havde været underskudsgivende, måtte det lægges til grund, at der

var udsigt til, at virksomheden ville kunne give et resultat på nul eller et overskud, og derfor skulle virksomheden anses som erhvervsmæssig virksomhed.

[Skatteankenævnet] afgørelse af 29. august 2016, journalnr. 13-0226332, angående en virksomhed med produktion af vin. Skatteankenævnet fandt, at uanset at virksomheden gennem en årrække havde været underskudsgivende og som følge af ejerens sygdom og senere dødsfald blev afviklet uden på noget tidspunkt at have fremvist et overskud, men det blev vurderet, at der ville kunne opnås overskud, og virksomheden skulle derfor anses som erhvervsmæssig virksomhed.

Vi mener, at ovenstående afgørelser omhandler situationer, som er sammenlignelige med situationen i denne sag, og at virksomheden skal anses for erhvervsmæssig virksomhed.

Vi anmoder om, at indkomsten for indkomstårene 2011 og 2012 godkendes som selvangivet.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk).

Udgiften skal være direkte knyttet til indkomsten, og den skal ligge inden for virksomhedens naturlige rammer. Private udgifter kan ikke fradrages. Det fremgår af statsskattelovens § 6, stk. 2.

I virksomheder, der ikke er erhvervsmæssige, kan der alene foretages fradrag for de udgifter, der har været forbundet med indkomsterhvervelsen (nettoindkomstprincippet). Underskud af ikke erhvervsmæssig virksomhed kan ikke fradrages i anden indkomst.

Bedømmelsen af, om en virksomhed kan anses for erhvervsmæssig, foretages ud fra en samlet konkret vurdering af virksomheden, hvori alle relevante forhold skal inddrages. Efter praksis indgår det med en betydelig vægt, om virksomheden kan anses for etableret og drevet med udsigt til at opnå en rimelig fortjeneste, det vil sige er indrettet med henblik på en systematisk indkomsterhvervelse. Dette fremgår af Højesterets dom af 4. november 1999, som er offentliggjort i TfS 1999, 863, og af Højesterets dom af 2. februar 2007, som er offentliggjort i SKM2007.107.HR.

I Højesterets dom af 2. februar 2007 havde der i de foreliggende år været en beskeden omsætning og negative driftsresultater, og da der heller ikke var udsigt til, at virksomheden fremover ville give en rimelig fortjeneste, tiltrådte Højesteret, at virksomheden ikke var erhvervsmæssigt drevet, hvorfor underskuddet ikke var fradragsberettiget.

Virksomheden skal derfor over en længere periode give overskud eller have udsigt til at give overskud på den primære drift, således at der er mulighed for forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn.

Klagerens virksomhed anses ikke at være omfattet af den særlige ligningspraksis for deltidslandbrug, hvor der ikke stilles krav til at resultat af den primære drift skal levne plads til forrentning af fremmedkapital og den investerede egenkapital samt en rimelig driftsherreløn. Der er herved henset til at klagerens virksomhed handler med papegøjer samt foder m.v., hvilket ikke kan sidestilles med deltidslandbrug.

I indkomstårene 2003-2012 har klageren haft regnskabsmæssige underskud før afskrivninger i virksomheden, der ikke har levnet plads til en driftsherreløn ved siden af. I indkomstårene 2013 og 2014 har virksomheden haft et mindre overskud før afskrivninger og renter. Der er ikke udarbejdet regnskab for indkomståret 2015.

Klageren har ikke godtgjort, at virksomheden ville blive rentabel indenfor en kortere årrække og give en fortjeneste med plads til en rimelig driftsherreløn. Der er henset til, at virksomhedens overskud før afskrivninger og renter i 2013 og 2014 ses at være begrundet i, at udgifter til salgsomkostninger er faldet fra et årligt niveau på ca. 5.000 kr. til 0, varmeudgifter på ca. 12.000 kr. er taget ud, privat andel af el er større end tidligere, og andel af biludgifter er reduceret med 50 %. Der er endvidere ikke beregnet driftsøkonomiske afskrivninger på den del af ejendommen, der benyttes til papegøjecenter, på trods af at bygningerne må undergå værdiforringelse som følge af benyttelsen. Endelig er henset til, at resultaterne for 2013 og 2014 udviser betydelige underskud efter renter i lighed med de tidligere år.

Landsskatteretten bemærker, at de af klagerens repræsentant påberåbte afgørelser er omfattet af den særlige praksis vedrørende landbrugsvirksomheder. Klagerens virksomhed er ikke omfattet af denne praksis.

Klageren har derfor ikke drevet en erhvervsmæssig virksomhed i indkomstårene 2011 og 2012.

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Da virksomheden ikke er anset for erhvervsmæssigt drevet, kan kapitalafkastordningen ikke anvendes. Der henvises til virksomhedsskattelovens § 22 a.

SKAT har godkendt fradrag for ejendomsskat i henhold til ligningslovens § 14, stk. 3, da der er en ejerboligfordeling på ejendommen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.