Kendelse af 08-02-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-03-2017

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2011

Værdi af fri bil – Mercedes Benz

108.280

0

108.280

2012

Værdi af fri bil – Mercedes Benz

148.400

0

148.400

2013

Værdi af fri bil – Mercedes Benz

89.100

0

89.100

Faktiske oplysninger

Klageren var i de omhandlede indkomstår hovedanpartshaver i selskabet [virksomhed1] A/S (selskabet).

Selskabet leverede løsninger indenfor belysning til butikker, koncerter m.v. Det er oplyst, at der er stor vægt på [by1] og [by2]området. Selskabet foretager derudover løbende opfølgning af edb'en på landets trav-/galopbaner.

Selskabet ejede blandt andet 2 personbiler. Èn Toyota Yaris, reg.nr. [reg.nr.1], årgang 2006, som klageren har haft stillet til rådighed for privat benyttelse og én Mercedes Benz C, reg.nr. [reg.nr.2], årgang 2010, der er leaset og, hvor beskatningsgrundlaget er 453.802 kr.

Klageren har bopæl på adressen [adresse1], [by3] og selskabet var beliggende på adressen [adresse2], [by3]. Der er tale om naboejendomme. Kørselsafstanden mellem adresserne er ifølge Krak.dk under 1 kilometer og gåafstanden få hundrede meter. Begge ejendomme ligger udenfor selve [by3] by.

Klagerens husstand bestod af ham selv, samleveren og 2 børn (årgang 2007 og 2010).

Klagerens samlever har haft arbejde i [by4], ca. 40 km fra bopælen og har anvendt Toyota Yaris til befordring. Bilens kilometerstand var, ifølge synsrapporter trukket på www.trafikstyrelsen.dk, 27. maj 2011 135.000 km, 21. maj 2013 172.000 km og 22. maj 2015 219.000 km, svarende til ca. 20.000 km kørsel årligt. Klageren har på kontormøde oplyst, at samleveren arbejdede ca. 4 dage ugentligt.

Mercedes´en kilometerstand var pr. 24. april 2014 115.000 km, svarende til en årlig kørsel på ca. 30.000 km.

Der foreligger en fraskrivelseserklæring, som er underskrevet klageren for begge parter, vedrørende Mercedes´en, hvor fremgår:

”Undertegnede - [person1], [adresse1], [by3] der kører i bil reg.nr. [reg.nr.2] som er stillet til rådighed af firma - [virksomhed1] A/S, [adresse2], [by3] udelukkende til reparations-/konsulent-/salgsbesøg hos firmaets kunder, forpligter sig til kun at benytte bilen til kundebesøg og firmaformål, og må ikke under nogen omstændigheder benytte bilen til privat kørsel eller til private formål.

Parterne er enige om, at bilen kun må forefindes i firmaregi, og at der ikke må ske kørsel mellem privaten og virksomheden.”

Klageren og repræsentanten har på et kontormøde oplyst, at klageren havde 3-4 dage ugentligt med kundebesøg og, at der var tale om et større antal kunder, hvorfor de ikke kom i konflikt med 60-dages-reglen.

Der er ikke ført kørselsregnskab for Mercedes´en.

SKATs afgørelse

SKAT har beskattet klageren af fri bil, Mercedes Benz, med 108.280 kr. for 2011, 148.400 kr. for 2012 og 89.100 kr. for 2013.

SKAT har begrundet ansættelsen således:

Det kan oplyses at [reg.nr.2] Mercedes Benz C 200 T CDI er indregistreret som personbil til privat personkørsel. Den er indregistreret 1. gang 19.2.2010. Den overgår derfor til den lavere beskatning med 75 % af beskatningsgrundlaget pr. 19.2.2013. Der er dog regnet med den lavere beskatning fra 1. februar 2013. Reglerne står i Ligningslovens § 16 stk. 4, juridisk vejledning C.A.5.14.1 og Stats­ skattelovens § 4. Der henvises til de tidligere tilsendte afgørelser:

SKM2005.103.ØLR. SKM2012.464.ØLR, SKM2014.520.ØLR og SKM2014.614.BR

Der er ved beslutningen om at beskatte dig af fri bil for Mercedes- Benz C taget udgangspunkt i at der ved besøget i dit selskab den 19. august 2014, blev oplyst at din samlever brugte Toyota Yarisen til kørsel mellem hjem og arbejde. Der er ikke lavet en fraskrivelseserklæring, som godtgør at du som hovedaktionær ikke må køre privat i selskabets Mercedes-Benz. Der er ikke ved kørselsregnskab eller på anden måde sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat anvendelse.

Du har oplyst at den omtalte Mercedes-Benz har holdt parkeret ved selskabet når den ikke blev brugt erhvervsmæssigt.

Din revisor har i indsigelse af 9. oktober 2014 anfø11at Mercedes Benz med registrerings nr.

[reg.nr.2] ikke har været brugt privat, og det er Toyota Yaris med registrerings nr. [reg.nr.1] der har været brugt privat. Der kan hertil tilføjes at der under besøget hos dit selskab [virksomhed1] A/S er oplyst at din samlever har benyttet Toyota Yaris til transport mellem hjem og arbejde, og at denne bil derfor ikke har været til disposition for privat kørsel for dig samtidig. Der er også lagt vægt på at husstanden ikke råder over nogen privat indregistrerede biler. Det faktum at der kun er 100 meter fra privatboligen og til selskabet ændrer ikke SKATs opfattelse af at Mercedes Benzen har været til rådighed for privat kørsel. Hvis der, som det anføres i indsigelse fra din revisor, var et stort og udtalt behov for at transportere varer og værktøj til kunder, ville det med stor sandsynlighed være en varevogn på gule plader, der var blevet anskaffet og ikke en bil på hvide plader indregistreret som en personbil til privat personkørsel. Det kan også anføres at i begge de afgørelser som din revisor har sendt, har der været tale om varevogne og de pågældende skatteydere har samtidig private biler til rådighed. De tilsendte afgørelser fra Landsskatteretten kan derfor ikke bruges som grundlag for at der ikke skal ske beskatning af fri bil i din sag. Det skal også anføres at det ikke er den faktiske brug, men den blotte rådighed over bilen som beskattes. Det er således SKATs opfattelse at du i kraft af din position som hovedaktionær har kontrollen og rådigheden over bilen, samt at det påhviler dig som hovedaktionær at afkræfte formodningen om at selskabet har stillet bilen til rådighed for privat brug for dig. Det mener SKAT ikke er sket.

SKAT har til klagen udtalt:

”Der er sammen med klagen til Skatteankestyrelsen indsendt fraskrivelseserklæring der er under

skrevet 19. februar 2010. Det forekommer besynderligt at denne, hvis den eksisterede, ikke tidligere har været indsendt eller omtalt, selv om der i forslaget fra 17. september er anført, at der ikke fore­ ligger en fraskrivelseserklæring. Der er dog ikke praksis for at tillægge den nogen større betydning når det drejer sig om en hovedaktionær, der har en bil til rådighed.

I klage til Skatteankestyrelsen af 9. januar 2015, oplyser advokat [person2], at SKAT i sin begrundelse ved afgørelsen har anført, at [person1] lejlighedsvis har givet samlever [person3] adgang til anvende den Toyota Yaris, som selskabet har stillet til rådighed for ham som fri bil. Det skal præciseres at der ikke er nogen private biler i husstanden, og [person3] har tilsyneladende anvendt Toyota Yarisen fast til befordring mellem hjemmet i [by3] og arbejdet i [by4]. Det drejer sig om en strækning på ca. 40 km hver vej. Det vil sige at [person1] ikke har haft nogen bil til rådighed til privat kørsel på de dage hvor samleveren har været på arbejde, eller i øvrigt har anvendt bilen. Der er derfor SKATs opfattelse, at der er skabt formodning for at der har været privat rådighed over Mercedesen.

Gåafstanden på ca. 0,1 km ifølge revisor, eller 0,2 km ifølge advokaten, må også betragtes som en afstand der ikke umuliggør at bilen hentes på selskabets adresse og bruges til privat kørsel, for eksempel når den føromtalte Toyota Yaris ikke er tilgængelig for privat kørsel.

Der skal afslutningsvis henvises til SKM2014.504.HR, hvor skatteyderens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende. Højesteret vendte her bevisbyrden, da bilen ikke opfyldte selskabets erhvervsmæssige behov. Det samme kan siges i denne sag. Hvis bilen i høj grad var købt for at blive brugt til transport af varer og værktøj, ville der med stor sandsynlighed være anskaffet en varebil på gule plader og ikke som det er tilfældet, en bil på hvide plader indregistreret som en personbil til privat personkørsel..

Det er ikke SKATs opfattelse at sagen skal afgøres efter Ligningslovens § 9 B, stk. 3, idet der ikke på noget tidspunkt vil være kørsel der kommer ind under 60 dages reglen.”

SKAT har til styrelsens indstilling udtalt:

”SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Fri bil – 2011, 2012 og 2013

Klageren er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] A/S. Selskabet ejer leaser en Mercedes Benz C registreret på hvide plader med registreringsnummer [reg.nr.1]. Bilen er indregistreret første gang den 19. februar 2010 og har et beskatningsgrundlag på kr. 453.802.

SKAT er enig i at klageren skal beskattes af fri bil ud fra praksis om fri bil opstillet på klagerens bopæl selvom klageren har oplyst, at bilen stilles på naboejendommen ca. 100 m væk.

Herudover fremgår af Højesteret domme SKM 2014.504 og SKM 2005.138 HR, at når der ikke ses at være nogen erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af en hvidpladebil, er det klageren der har bevisbyrden for at den ikke har stået til rådighed. For at have en erhvervsmæssig begrundelse skal bilen kunne anses som nødvendig til det erhverv som skatteyderen udøver. Denne bevisbyrde har klageren ikke løftet.

I Højesterets afgørelse SKM 2014.504, hvor der henvises til Landsrettens begrundelse skrives der således følgende: Porschen var således ikke egnet til at opfylde selskabets erhvervsmæssige behov. Selv om det må lægges til grund, at bilen ikke har været parkeret ved A's private bopæl, må det under disse omstændigheder påhvile A at sandsynliggøre, at Porschen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat befordring, jf. herved Højesterets dom af 1. marts 2005 (U 2005.1691 H)

Herudover må bilen anses som en luksusbil. Det fremgår således af SKM2014.182 ØLR, at når der er tale om en eksklusiv og dyr bil og det ikke fremstår klart hvilket driftsmæssigt behov, bilen skulle opfylde, er det klageren der skal løfte bevisbyrden for at den ikke står til rådighed for privat anvendelse.

Et kørselsregnskab skal, for at det kan afkræfte formodningen for privat kørsel, være ført løbende. I SKM2009.239.HR fastslår Højesteret med henvisning til Vestre Landsrets præmisser, at et kørselsregnskab i realiteten er den eneste konkrete måde, hvorpå det kan bevises, at en firmabil ikke har været anvendt til privat kørsel.

En manglende løbende udarbejdelse af kørselsregnskaber indebærer omvendt, at den erhvervsmæssige anvendelse af bilerne ikke kan fastlægges.

SKAT finder derfor fortsat, at klageren skal beskattes af fri bil vedrørende denne Mercedes Benz.

Ligningslovens § 9B, stk. 3

Efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, anses befordring mellem hjem og arbejde for erhvervsmæssig for skattepligtige, der har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Der forelægger ikke nærmere oplysninger om klagerens arbejdsopgaver, hvorfor det ikke er godtgjort, at klageren er omfattet heraf. Som hovedaktionær må det formodes, at klageren udfører ledelsesmæssige/administrative opgaver som klart ikke er omfattet af reglen.

Herudover omhandler bestemmelsen udelukkende, hvornår kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig. Hvis en skatteyder i øvrigt anvender en firmabil til privat kørsel, skal han således beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4. Da det er klageren ikke har løftet bevisbyrden for at bilen ikke står til rådighed for ham til al privat kørsel, jf. ovenstående, skal klageren beskattes af fri bil. SKAT henviser til SKM2015.488.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at den omhandlede Mercedes Benz ikke er til rådighed for privat benyttelse og, at der derfor ikke skal ske beskatning af værdien heraf.

Til støtte for påstanden har repræsentanten fremført:

SKATs afgørelse kan ikke accepteres, da det må afvises, at der er grundlag for beskatning.

Efter skattemæssig praksis er det en betingelse for at SKAT - i strid med skatteyders selvangivelse - kan pålægge beskatning af fri bil, at skatteyder har disponeret på en måde, som viser at der er privat rådighed over bilen.

Der skal dermed fra skatteyders side foreligge handlinger, som giver en formodning for at der er adgang til at anvende bilen privat.

Bevisbyrden for, at skatteyder ved sine handlinger har skabt en sådan formodning ligger ubetinget på SKATs bord.

Hvis det lykkes for SKAT at løfte bevisbyrden for at der gælder en formodning, har skatteyder mulighed for at undgå beskatning, hvis formodningen modbevises. Bevisbyrden herfor ligger på skatteyders bord.

Når virksomhedens biler altid parkeres ved firmaadressen uden for arbejdstid, er det altovervejende udgangspunkt at der ikke foreligger formodning for privat rådighed. Dette gælder uafhængigt af om, der foreligger en fraskrivelseserklæring, jf. følgende uddrag fra Juridisk Vejledning, afsnit C.A.5.14.1.11:

"Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.

Hvis en ansat har firmabil til rådighed uden for normal arbejdstid, er der en formodning for, at den også er til rådighed for privat kørsel, medmindre arbejdsgiveren har stillet begrænsninger for brugen af bilen. Den ansatte må derfor godtgøre, at en firmabil ikke må bruges privat, hvis beskatning heraf skal undgås.

Det må som minimum kræves, at der er en skriftlig aftale mellem den ansatte og arbejdsgiveren om, at firmabilen ikke må bruges til privat kørsel, herunder kørsel mellem hjem og arbejde.

Ovennævnte gælder også for hovedaktionærer, og det er dermed også for hovedaktionærer en forudsætning for beskatning, at der er handlet på en måde, som har skabt formodning for privat rådighed, jf. SKM 2001.98 LSR, hvor dette fremgår af Landsskatterettens præmisser:

"På baggrund af de i sagen foreliggende oplysninger, herunder A's skrivelse af 15. marts 1999 til kommune, finder retten, at det må lægges til grund, at selskabets bil har stået på selskabets adresse uden for arbejdstid. Retten finder endvidere, at klageren ved skrivelsen af 15. juni 1995 må anses at have fraskrevet sig retten til at anvende selskabets bil til privat kørsel.

I en situation som den foreliggende, hvor selskabet ikke har adresse på klagerens bopæl, og hvor det må lægges til grund, at selskabets bil ikke har stået på klagerens bopæl uden for arbejdstid, finder retten, at det ikke kan påhvile klageren, uanset at han er hovedanpartshaver i selskabet, at dokumentere, at selskabets bil ikke har stået til rådighed for privat kørsel. "

For hovedaktionærer gælder dog en skærpet bevisbyrde i forhold til andre medarbejdere i forhold til at modbevise en forhåndsformodning for privat rådighed. Det vil sige, at der stilles større krav til hovedaktionærers dokumentation, når først SKAT har dokumenteret formodningen for privat rådighed.

Hovedaktionærstatus er dermed i sig selv ikke tilstrækkeligt til beskatning af biler i selskabets regi, idet der som det gælder for andre medarbejdere skal være forhold, som har skabt en formodning for privat rådighed, jf. SKM 2001.418 VLR, hvor det blev fastslået at hovedaktionærstatus ikke i sig selv giver grundlag for beskatning.

Foreligger der ikke sådanne særlige forhold, sker der ifølge praksis ikke beskatning.

Til understøttelse heraf kan henvises til den af SKAT udvalgte praksis, som er optrykt i Juridisk Vejledning i afsnit C.A.5.14.1.11, og derfor må antages at være dækkende for SKATS opfattelse af praksis. Som det fremgår, har beskatning i alle tilfælde har været baseret på særlige forhold, f.eks. at bilen har været medtaget på bopælen, at bilen har været til rådighed i nogle perioder, at bilen er uegnet til erhvervsmæssig anvendelse, m.v.

Modsat foreligger der ingen domme, som understøtter at beskatning kan ske i tilfælde, hvor bilen altid parkeres ved firmaadressen og der ikke i øvrigt er forhold, som understøtter privat rådighed, jf. følgende gennemgang af de i afsnittet refererede domme:

SKM 2003.53VLR, hvor skatteyder og dennes hustru faktisk havde anvendt bilen, en Chrysler til privat kørsel. Her lykkedes det ikke for skatteyder at modbevise privat rådighed for øvrige perioder.

SKM 2005.138 HR, hvor der var tale om en sportsvogn, som ikke var egnet til erhvervsmæssig anvendelse og heller ikke kunne dokumenteres anvendt til reklameøjemed, som skatteyder påstod. Her blev skatteyder ikke anset for at have løftet bevisbyrden for at bilen ikke var til privat rådighed.

SKM 2003.585 VLR, hvor bilen ifølge aftale skulle føres af hovedaktionærens ægtefælle og søn, som skulle være chauffør for hovedaktionæren. Bilen stod på hovedaktionærens privatadresse udenfor normal arbejdstid, da sønnen også boede der. Her blev aktionæren anset for at have rådigheden.

SKM 2007.534 HR, hvor en skatteyder ikke fik medhold i, at en bil kun stod til privat rådighed i en del af året. Der blev i sagen også lagt vægt på at kørselsregnskabet konsekvent viste længere afstande end de angivne kørsler og at fraskrivelseserklæringen ikke dækkede hele perioden.

SKM 2003.154 ØLR, hvor beskatningen blev begrundet i, at der var monteret barnesæde i bilen.

SKM 2004. 208 ØLR, hvor skatteyder ikke fik medhold i, at selskabets biler kun var til rådighed en del af året.

TfS 1999, 952, hvor bilen holdt på bopælen

Modsat SKM 2001.418 VLR, hvor en hovedaktionær eller hendes ægtefælle, som var direktør i selskabet ikke blev beskattet af fri bil, selv om direktøren havde bilen med på bopælen i visse tilfælde. Der blev ikke lagt vægt på at der hverken var fraskrivelseserklæring eller kørebog, jf. uddrag fra præmisserne:

"Sagsøgeren, der ikke benyttede bilen dagligt, brugte ener de afgivne forklaringer sin egen bil eller kørte med B til og fra arbejdsstedet. Peugeot 605'en stod kun ved hendes bopæl, når C havde stillet den der.

Det forhold, at sagsøgeren var hovedanpartshaver i selskabet, hvori hun alene havde en underordnet stilling, fører under disse omstændigheder ikke til en formodning for, at hun havde bilen stillet til rådighed for privat benyttelse, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Dette er heller ikke i øvrigt sandsynliggjort. Det er derfor uden betydning, at der ikke var udarbejdet en erklæring om benyttelse af bilen, og at der ikke er ført kørebog"

Tilsvarende skete der ikke beskatning i SKM 2011.2 BR og SKM 2005.503ØLD, selv om der i begge tilfælde var tale om at bilerne stod parkeret ved bopælen.

Opsummeres ovennævnte praksis ses klart, at beskatningen ikke kommer på tale i tilfælde, hvor en i øvrigt erhvervsmæssigt anvendt bil udelukkende parkeres på selskabets adresse uden for normal arbejdstid, når der ikke i øvrigt foreligger indikationer på privat rådighed, som skitseret i den refererede praksis.

Den af SKAT påberåbte praksis (SKM 2005.103 m.v.) fører ikke til andet resultat, da samtlige afgørelser angår tilfælde, hvor bilen er parkeret ved bopælen.

I nærværende sag gælder, at den pågældende bil er anskaffet, da bilen er nødvendig for [virksomhed1]s drift, idet selskabet har meget kundekørsel, som kræver adgang til bil. Bilen er udvalgt, så den passer til formålet.

Bilen er ikke en luksusbil, men er i en prisklasse, som er sædvanlig henset til formålet. Bilen holder endvidere altid holder parkeret på selskabets domicil, og derudover har [person1] fraskrevet sig privat rådighed over bilen.

Selskabet har som nævnt stillet en fri bil til rådighed for ham, som fuldt ud dækker familiens private kørselsbehov.

Der foreligger ingen særlige forhold, som giver anledning til at formode at Mercedesen står til privat rådighed, og SKAT har på ingen måde løftet bevisbyrden for at sådanne forhold foreligger.

SKAT kan derfor ikke gennemføre en beskatning ud fra en formodning om privat rådighed, idet en sådan ikke er til stede.

Supplerende anbringende

Som nævnt indledningsvist udgør køreafstanden mellem firmaadressen og bopælen ca. 1km, og gå-afstanden 0,2 km.

Såfremt det måtte blive lagt til grund, at afstanden er af betydning for afgørelsen, eller at afstanden kan have betydning for bevisbyrden, gøres det gældende, at min kunde kan støtte ret på Ligningslovens § 9B, stk. 3.

Denne bestemmelse medfører, at bevisbyrden for privat anvendelse/rådighed lægges over på SKAT, hvilket samtidig betyder, at bevisbyrden for at der ikke er privat rådighed, ikke kan pålægges skatteyder.

Efter Ligningslovens § 9B, stk. 3 gælder, at personer med særligt kørselsmønster skal anses for at alene at køre erhvervsmæssigt, og dermed gælder en forhånds formodning for, at bilen ikke er til rådighed for privat anvendelse.

Ved et særligt kørselsmønster forstås ifølge lovbemærkningerne, at medarbejderen har kørsel til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt at medarbejderen kører mere end 60 dage (inden for 12 måneder) til den samme arbejdsplads. Det vil sige, at reglen sigter på medarbejdere, som ikke normalt kører fra bopælen til en fast arbejdsplads, men kører til skiftende arbejdssteder.

For de pågældende personer er udgangspunktet, at SKAT skal anse al kørsel for erhvervsmæssig og SKAT kan ikke stille krav om kørebog med tilbagevirkende kraft, jf. følgende uddrag fra lovbemærkningerne:

(.......)

Ligningslovens § 9B, stk. 3 gælder også for hovedaktionærer, hvilket følger af Landsskatterettens kendelser, som er refereret i Landsskatterettens j.nr. 12- 0189410, j.nr. 10-02108. I begge sager gav Landsskatteretten medhold i, at skatteyder måtte anses for omfattet af bestemmelsen med den virkning, at beskatningen af fri bil ikke kunne opretholdes, jf. uddrag fra Landsskatterettens præmisser i førstnævnte sag:

(...)

Som nævnt indledningsvist indebærer min kundes arbejdsfunktion, at han har meget kunde- og leverandørkørsel. Kørslen til kunder m.v. foregår fra firmaadressen.

Såfremt [person1] kørte fra bopælen, ville der være tale om kørsel til skiftende arbejdssteder, hvor Ligningslovens § 9B, stk. 3 ville finde anvendelse.

Det er min opfattelse, at min kunde ikke skal stilles dårligere som følge af at kørslen til kunderne sker fra firmaadressen. Han skal derfor have samme adgang til at påberåbe sig Ligningslovens § 9B, stk. 3 i forhold til den leasede Mercedes Benz uafhængigt af, at han kører fra firmaadressen.

Dette må efter min opfattelse indebære, at bevisbyrden for bilens anvendelse pålægges SKAT. SKAT kan dermed ikke lægge bevisbyrden på [person1] eller selskabet.”

Klagerens repræsentant har fremsat følgende bemærkninger efter modtagelse af styrelsens forslag:

Kommentar til oplysning af sagen

Jeg mener ikke, at sagens faktum er belyst tilstrækkeligt. Min kunde og jeg deltog d. 22. august 2016 i et møde med styrelsen. Mødet og de oplysninger, som blev afgivet ved mødet ses ikke at være nævnt i indstillingen i særligt omfang. Dette er beklageligt, da oplysningerne har betydning for sagen, jf. nedenfor, hvor jeg gengiver oplysningerne.

Kommentarer til styrelsens påstand om bevisbyrden

Det fremgår af indstillingen, at styrelsen anerkender at bevisbyrden for privat rådighed ligger hos SKAT, når bilen ikke tages med til bopælen, jf. 2. afsnit i styrelsens forslag.

Det fremgår også, at udgangspunktet kan fraviges, hvis de faktiske forhold taler for at bilen alligevel har været til privat rådighed.

Det fremgår af styrelsens indstilling, at man mener, at min kunde skal dokumentere, at der ikke er privat rådighed.

Styrelsen har imidlertid ikke begrundet, hvorfor der i min kundes situation er grund til at fravige det udgangspunkt, at SKAT har bevisbyrden. Det antages bare, uden at det begrundes.

Ifølge Juridisk Vejledning kan en medarbejder normalt være sikker på ikke at blive beskattet, hvis bilen afleveres på firmaadressen ved arbejdstids ophør. Det fremgår ikke, at udgangspunktet fraviges, hvis medarbejderen bor tæt på firmaadressen, jf. uddrag:

”Hvis en ansat med firmabil, der har indgået en aftale med firmaet om, at firmabilen ikke er til rådighed for privat kørsel, i alle tilfælde afleverer firmabilen i virksomheden uden for arbejdstiden, kan den ansatte normalt være sikker på ikke at blive beskattet af fri firmabil.”

Det er min opfattelse, at der ikke foreligger nogen som helst begrundelse for at flytte bevisbyrden over på min kundes skuldre, da bilen altid holder på firmaadressen, og min kunde aldrig har haft bilen med hjem. Han har derfor disponeret fuldt ud i overensstemmelse med Juridisk Vejledning og burde derfor kunne støtte ret på denne, dvs. SKATs Juridiske Vejledning.

Det forhold, at min kunde bor i nærheden af virksomheden, er ikke tilstrækkeligt til at begrunde flytning af bevisbyrden. Der skal mere til.

Det forhold, at min kunde er hovedaktionær, er heller ikke tilstrækkeligt til at flytte bevisbyrden.

Styrelsens henvisning til at min kundes samlever kan anvende den anden bil, Toyotaen til kørsel mellem hjem og arbejde er ikke relevant. Som min kunde oplyste ved mødet med styrelsen d. 22. august er han jo netop selv på arbejde, når hans samlever anvender Toyotaen til kørsel til og fra arbejde. Han har derfor intet behov for at kunne benytte Toyotaen på de tidspunkter, hvor samleveren bruger denne, og samleverens brug af Toyotaen hindrer ikke, at min kunde kan anvende denne, når han selv har fri, jf. min kundes kommentar hertil:

”Jeg har ikke kørt privat kørsel i arbejdstiden, og de ting der skulle ordnes, var der rigeligt mulighed for at gøre i weekenderne og i de ugentlige fridage [person3] havde. Se også min arbejdsdags beskrivelse tidligere. Ja, jeg arbejder 80 timer om ugen, ofte også i weekenderne.”

De ovennævnte tre forhold kan ikke begrunde, at bevisbyrden flyttes fra SKAT til min kunde. Der skal foreligge andre forhold før bevisbyrden flyttes.

Sådanne foreligger ikke.

Allerede derfor mener jeg, at styrelsens indstilling er uacceptabel.

Sælgerreglerne i ligningslovens § 9B, stk. 3 og § 16, stk. 4, 10. pkt.

Det er min opfattelse, at styrelsen slet ikke har forholdt sig til at min kunde arbejder som udkørende sælger.

Som forklaret ved mødet med styrelsen d. 22. august 2016, var min kunde i de berørte år firmaets eneste sælger, og som også oplyst ved mødet var og er min kunde ude på kundebesøg nærmest hver dag.

Faktum er, at han ikke kunne/kan passe sit arbejde uden at have adgang til en bil til kundekørsel.

Min kunde har til brug for skattesagen udarbejdet vedhæftede bilag, som viser hans kørsel i perioden juni – september 2016 for at illustrere hans kørselsmønster. Selv om sagen angår tidligere år, kan opgørelsen bruges i sagen, da der ikke nogen ændring i hans kørselsmønster i forhold til tidligere år. Kørselsmønstret var med andre ord det samme for de år, som skattesagen angår. Opgørelsen viser klart, at han maks. er en dag på kontoret pr. uge. Resten af tiden er han ude på kundebesøg.

Selv om man skulle antage, at bevisbyrden påhviler min kunde, hvad jeg bestrider er tilfældet, ville der stadig ikke være grundlag for at beskatte min kunde, da min kunde i så fald kan støtte ret på formodningsreglerne i ligningslovens § 9B, stk. 3 og ligningslovens § 16, stk. 4, 10. pkt.

Det er min opfattelse, at min kundes kørselsmønster klart falder under sælgerreglen i enten ligningslovens § 16, stk. 4, 10. pkt. eller ligningslovens § 9B, stk. 3.

Ligningslovens § 16, stk. 4 gælder alene for sælgere, mens § 9B gælder for alle med skiftende arbejdssteder.

For begge bestemmelser gælder, at der ikke fra SKATs side vil kunne stilles krav om kørselsregnskab, selv om medarbejderen vælger at tage bilen med hjem.

Sælgerreglerne er netop indført for at sikre, at sælgere med meget kundekørsel ikke behøver at føre kørebog for at undgå beskatning, da der netop vil være ekstra meget administration ved at føre kørebog, når man har omfattende kundekørsel, jf. uddrag fra SKATs Juridiske Vejledning:

Kundeopsøgende aktivitet

Regel

For personer med kundeopsøgende arbejde er kørsel mellem hjem og virksomhed ikke privat kørsel, hvis en sådan kørsel højst finder sted 1 gang om ugen eller i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder. Se LL § 16, stk. 4, 10. punktum.

Det skyldes, at personer i sådanne erhverv har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter.

I sådanne situationer gælder derfor en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl. Se C.A.4.3.3.3.1 Den erhvervsmæssige befordring, generelle regler.

Kundeopsøgende aktivitet

Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder - nye såvel som gamle - for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser.

Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året for at blive anerkendt i forhold til LL § 16, stk. 4, 10. punktum.

Situationer omfattet af formodningsreglen

En situation, der kan være omfattet af formodningsreglen kan f.eks. være, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller få gange om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan.

Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer.

Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer.

Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger.

Sidstnævnte eksempler har hjemmel i LL § 9B, stk. 3, og ikke LL § 16.

Ovennævnte bemærkninger i Juridisk Vejledning er med andre ord taget fra lovbemærkningerne til LL § 9B, stk. 3, som jeg må holde fast i er en formodningsregel om fri bil, som medarbejdere med skiftede arbejdssteder kan støtte ret på. At reglen er en fri bil regel, fremgår klart af lovbemærkningerne, og også af f.eks. Skatterådets kendelse i SKM 2011.397, hvor en medarbejder havde en bil til sin rådighed, jf. uddrag fra kendelsen:

”Skatterådets bindende svar 17. maj 2011, j.nr. 10-188977

Formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3(Hovedresume)

Skatterådet bekræftede, at en medarbejder på en virksomhed var omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, med den virkning, at han ikke skulle føre kørebog eller på anden måde kunne godtgøre, at han overholdt 60-dages-reglen, medmindre SKAT pålagde det efter bestemmelsens sidste pkt.”

Jeg ser ingen mulighed for at SKAT kan fratage min kunde ret til at anvende ligningslovens sælgerregler i § 16, stk. 4 eller § 9B, stk. 3, da hans kørselsmønster opfylder betingelserne. Det ændrer ikke herved, at han er hovedaktionær, da reglen også gælder for hovedaktionærer, jf. uddrag fra Landsskatterettens kendelse af 5. december 2012, jf. j.nr. 12-0189410:

”Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

...

Det påhviler klageren som hovedaktionær i selskabet at afkræfte en formodning om, at selskabets bil har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Vestre Landsrets dom af 21. marts 2003, offentliggjort i SKM2003.154 (www.skat.dk), og Højesterets dom af 11. november 1990, offentliggjort i TfS1999.919.

Formodningen om, at klageren som hovedanpartshaver har haft den omhandlede firmabil stillet til rådighed for privat kørsel, anses under henvisning til det oplyste om omfanget af klagerens erhvervsmæssige aktiviteter i de pågældende år og kørslen i forbindelse hermed, samt at firmabilen ikke er observeret anvendt privat samt endelig det oplyste om omfanget af kørslen i den private bil, for svækket i det foreliggende tilfælde.

Under henvisning til det oplyste om klagerens omfattende erhvervsmæssige aktiviteter bl.a. omfattende kørsel til mange forskellige arbejdspladser, lægges det til grund, at klagerens kørselsmønster indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der er kørt mellem bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, og klagerens kørsel anses derfor for erhvervsmæssig, jf. ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter ikke grundlag for at opretholde de påklagede forhøjelser.”

Det er i den forbindelse uden betydning, at bilen er på hvide plader, da begge regler gælder for hvidpladebiler.

Årsagen til at bilen ikke er en varebil er netop, som oplyst på mødet, at min kunde kører meget bykørsel, og at han ofte krydser Storebælt. Begge dele gør en hvidplade bil meget mere egnet end en varebil, da en hvidplade bil dels er mindre og dermed lettere at håndtere i byerne, ligesom den er billigere i drift, herunder billigere i benzin og i takst over Storebælt. Derudover har det naturligvis betydning for min kunde, at bilen er indrettet, så han kan klare de mange timer på vejen. En varebil opfylder ikke disse krav, jf. min kundes begrundelse for valg af bil:

- ”Bilen var nem og behagelig at køre de mange kilometer i

- Bilen kørte længere end de 10 km på literen, som firmaets varevogne gjorde

- Bilen havde plads til demoudstyr (derfor en stationcar i en hvis størrelse)

- Bilen havde mulighed for at transportere kunder og leverandører.

90 % af tiden, har bilen kørt med bagsæderne lagt ned, og varer i, men det har været vigtigt, at bilen også gav mulighed for at bringe kollegaer til messer i udlandet samt afhentning af leverandører i lufthavnen til møde osv. ”

Disse behov ville en varevogn ikke kunne opfylde.

Det skal i øvrigt bemærkes, at bilen ikke er en luksusbil, men en mellemklassebil rent økonomisk set. Bilens købspris var på niveau med andre mellemklassebiler, nemlig 453 tkr. og der er dermed ikke tale om en specielt dyr bil, jf. min kundes forklaring, som også blev givet ved mødet:

”Jeg kiggede både på Opel Vectra, Toyota Avensis, BMW, Volvo, Audi og Mercedes. Og Mercedes blev valgt af flere årsager. BMW, Volvo og Audi var for dyre. Opel og Toyota var for små i varerummet. Tilbage var så mercedes. En standard mellemklasse C, med den mindste motor, eneste ekstra udstyr er GPS. Det er ikke en millionbil. Den havde stort regulært varerum, rigtig god kørselsøkonomi, den billigste servicekontrakt, Non-stop service inkluderet (sparer Falck abonnent) og så var leasingforskellen på månedsbasis ca. 1.500 kr. til Toyota Avensis, som havde væsentlig mindre varerum, dårligere driftsøkonomi og ingen non-stop service. Det var et meget nøgternt valg. Og driftsøkonomisk er der ingen idé i en varevogn, det ville blive ALT for dyrt, med så mange km.”

Sammenfatning

Jeg skal anmode skatteankestyrelsen om at genoverveje konsekvenserne af indstillingen. Hvis SKAT i en situation som min kunde kan pålægge skat af fri bil, er konsekvensen, at medarbejderen kommer til at dække firmaets erhvervsmæssige udgifter til firmakørsel, selv om han har fulgt skattelovgivningen til punkt og prikke, aldrig taget bilen med til bopælen, og i øvrigt ikke på nogen måde har disponeret på en måde, som kunne skabe formodning for privat rådighed.

Min bekendt findes der ikke offentliggjorte afgørelser, som går lige så langt, som styrelsen foreslår i min kundes sag. Der findes efter min opfattelse ingen afgørelser, hvor sælgere, som parkerer bilen på firmaadressen, beskattes af fri bil alene ud fra en formodning. De sager, hvor der sker beskatning, er der altid andre momenter, typisk at bilen er på bopælen, at bilen ikke er egnet til formålet, eller at der er monteret et barnesæde i bilen eller andet, som kan skabe formodning for privat rådighed.

Der foreligger ingen sådanne momenter i min kundes sag. Det forhold, at han bor tæt på virksomheden bør ikke være afgørende, da han ikke har mulighed for at parkere bilen andre steder end firmaadressen.

Sammenfattende mener jeg, at SKAT ikke har mulighed for at pålægge min kunde bevisbyrden for anvendelse af bilen.

Bevisbyrden påhviler derimod SKAT.

Min kunde kan derudover under alle omstændigheder støtte ret på formodningsreglerne i ligningsloven. Selv om han skulle have taget bilen med til bopælen, hvad det skal understreges at han aldrig har gjort, ville bevisbyrden stadig ikke kunne pålægges min kunde, da han er sælger og har et kørselsmønster med mange skiftende arbejdssteder.”

Repræsentanten er kommet med følgende bemærkninger efter modtagelse af SKATs udtalelse til styrelsens indstilling:

Indledningsvist skal jeg henvise til netop afsagt kendelse fra Landsskatteretten, SKM 2016.520 LSR, hvor der var tale om en hovedaktionær, som havde rådighed over en AUDI Q7 til en værdi på ca. 600 tkr. Bilen var parkeret i en parkeringskælder ved virksomheden, som lå 1,5 km fra aktionærens bopæl, og skatteyderen oplyste i sagen, at han gik de 1,5 km på arbejde. SKAT var enig i, at SKAT havde bevisbyrden for fri bil, qua at bilen ikke var parkeret ved boligen, uanset gå-afstanden. Landsskatteretten fandt, at SKAT ikke havde løftet bevisbyrden. Det gjaldt selv om bilen stod i gå-afstand til bopælen, og var væsentligt dyrere end i min kundes situation. I sagen gav Landsskatteretten skatteyder medhold.

Kendelsen dokumenterer, at Styrelsens indstilling i min kundes sag er fejlagtig og bør revurderes, herunder er det fejlagtigt at pålægge min kunde bevisbyrden.

Styrelsen ses i sin begrundelse at have tiltrådt, at [person1] har så mange skiftende arbejdssteder, at kørslen må anses for erhvervsmæssig efter LL § 9B, stk. 3, jf. følgende uddrag fra styrelsens indstilling, nederst side 14:

”Uanset om klageren må antages at have haft så mange skiftende arbejdssteder, at hans kørsel kan anses for er

hvervsmæssig efter ligningslovens § 9B, stk. 3, har han hverken ...

Når styrelsen anerkender, at min kunde kører til skiftende arbejdssteder i den forstand, som følger af ligningslovens § 9B, stk. 3, er der ikke mulighed for at styrelsen kan pålægge min kunde bevisbyrden, da § 9B, stk. 3 er en bevisbyrderegel, som lægger bevisbyrden over på SKAT, jf. følgende uddrag fra lovbemærkningerne:

”F.eks. vil kørselsmønsteret for en sælger, der hver dag opsøger kunder ofte være af en sådan karakter, at det ikke vil komme i karambolage med 60-dages reglen.

Det er administrativt besværligt for skattepligtige med visse kørselsmønstre at skulle holde øje med, om der køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted.

Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, foreslås det, at det uden videre antages, at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bo- pæl.

Det foreslås endvidere, at told- og skatteforvaltningen med fremadrettet virkning i op til 12 måneder vil kunne give den pågældende pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring i overensstemmelse med 60-dages reglen.

Perioden, hvor der kan gives pålæg om at føre kørselsregnskab, er begrænset til maksimalt 12 måneder. Efter 12 måneder vil det kunne konstateres, om vedkommendes kørselsmønster reelt er i overensstemmelse med 60-dages reglen, således at det uden videre kan antages, at der køres erhvervsmæssigt. De 12 måneder er valgt, da tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes til 12 måneder, jf. nedenfor.

Af ovennævnte uddrag kan udledes, at LL § 9B, stk. 3 indeholder en formodning for at kørslen både er i overensstemmelse med 60-dages reglen og derudover, at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse.

§ 9B, stk. 3 er dermed ikke kun en regel om at 60 –dages reglen overholdes, men også en regel, som fastslår at SKAT skal formode at bilen ikke i øvrigt er til rådighed for privat anvendelse.

Var reglen kun en regel om 60-dages reglen, ville den være ubrugelig, og det må afvises, at reglen kan fortolkes som styrelsen påstår.

Sagen bør kunne afgøres alene på det grundlag.

Kommentarer til SKATs høringssvar

Jeg har i øvrigt følgende bemærkninger til SKATs udmeldinger.

SKAT har anført følgende:

- At der ikke er en erhvervsmæssig begrundelse for valg af bilen
- At bilen er en luksusbil
- At der ikke foreligger oplysninger om min kundes arbejdsopgaver. Jeg skal hertil bemærke følgende

Ad. 1. Det er uacceptabelt, at SKAT i strid med faktum påstår, at der ikke er en erhvervsmæssig begrundelse for valg af bilen.

Min kunde kan ikke passe sit arbejde som sælger uden at have adgang til en bil, og bilen er ganske egnet til arbejdet, da der køres mange kilometer hver uge, og da bilen er egnet til at transportere de varer/udstyr, som selskabet sælger til brug for fremvisning for kunderne.

SKAT henviser derudover til to Højesterets domme, SKM 2014.504 og SKM 2005.138 HD, hvor der ikke var en erhvervsmæssig begrundelse for anskaffelsen af hvidpladebiler, og bevisbyrden for at bilerne ikke stod til rådighed, således var dermed vendt om.

I de to domme var dog der tale om sportsvogne, henholdsvis en Porche 911 Sportsvogn og en Maserati Spider, som ikke var egnede til erhvervsmæssig anvendelse i de pågældende virksomheder, bl.a. grundet bilernes karakter, da disse ikke kunne anvendes i vinterperioderne.

Disse domme kan på ingen måde sammenlignes med min kundes situation.

I min kundes situation har bilen ikke karakter af en sportsvogn, men er tværtimod særdeles anvendelse til det erhvervsmæssige formål, som [person1] benytter den til i selskabet i form af kundemøder, hvilket også følger af de tidligere kommentarer til Skatteankestyrelsen, om baggrunden for at vælge den pågældende bil.

Ad. 2. Det er uacceptabelt, at betegne bilen som en luksusbil. Selvom der findes dyre Mercedes’er, findes der også mellemklasse Mercedes’er, hvor prisen svarer til andre biler i mellemklassen.

Bilens beskatningsgrundlag er på 453.802 kr., hvilket heller ikke er en særlig høj pris for en bil i Danmark.

Dette kan også ses, hvis man sammenligner med andre biltyper, som anses for mellemklassebiler, således f.eks. en Toyota Avensis, en Passat eller Ford Mondeo. Priserne i dag for disse typer af biler kan ses på bilag 1 og bilag 2 og bilag 5. Hverken en Toyota Avensis, en Passat eller en Ford Mondeo vil blive anset for en luksusbil af særlig mange, heller ikke SKAT går vi ud fra.

Af begge prislister fremgår det således, at en pris på godt 450 t.kr. ikke er en specielt høj pris, idet de fleste Passater og Ford Mondeo’er ligger i denne prisklasse, uden ekstraudstyr.

Dette kan i øvrigt sammenlignes med prislisten for Mercedes Benz C Sedan i dag, hvor prisen heller ikke ligger væsentligt over dette, jf. bilag 3, og dermed kan prislisterne fra 2016 godt anvendes.

En bil af mærket Mercedes Benz selvfølgelig godt kan være en luksusbil, hvis det er af den korrekte type, f.eks. Merzedes Benz S-Cupé, hvor priserne ligger over 1 mio. kr. jf. også bilag 4. Det er dog ikke situationen i min kundes tilfælde.

Den pågældende Mercedes Benz C, som selskabet har anskaffet, kan ikke anses for en luksusbil, men i stedet en økonomisk mellemklassebil.

Det bemærkes i øvrigt, at SKAT i SKM 2016.520 ikke påstod at bilen var en luksusbil selv om prisen var 600 tkr. og der var tale om en AUDI Q7.

Ad. 3. Det er uacceptabelt, at SKAT vil påstå, at man ikke har oplysning om min kundes arbejdsopgaver. Det er flere gange oplyst, at min kunde var firmaets eneste sælger, og det er oplyst, at han kører på kundebesøg tæt på dagligt, da hans kundeportefølje er meget omfattende.

Det bestrides som nævnt, at parkering på firmaadressen kan sidestilles med parkering på bopælen, men vil styrelsen påstå dette, gælder sælgerreglen i LL § 16 og/eller LL § 9B, stk. 3, hvorefter bilen ikke formodes at være til rådighed for privat anvendelse.”

Landsskatterettens afgørelse

Stiller et selskab en bil til rådighed for privat anvendelse for en hovedaktionær, skal denne beskattes af værdien heraf uanset om han er ansat i selskabet. Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 1, og § 16A, stk. 5. Værdien ansættes efter bestemmelsen i ligningslovens § 16, stk. 4, jf. ligningslovens § 16A, stk. 5, 2. pkt.

Bevisbyrden for, at en firmabil er til rådighed for privat benyttelse tilfalder som udgangspunkt SKAT, hvis hovedaktionærens og selskabets adresse ikke var sammenfaldende i perioden, og bilen ikke har været parkeret ved klagerens bopæl. Bevisbyrden vendes dog, hvis de faktiske forhold taler for, at bilen har været til rådighed for privat anvendelse. Der henvises herved til Højesterets dom af 30. juni 2014, SKM2014.504. Højesteret fandt i dommene SKM2005.138 og SKM2008.534 at SKAT havde løftet bevisbyrden.

Det er en konkret vurdering ud fra de foreliggende faktiske forhold, hvorvidt rådigheden kan anses for afkræftet.

Klageren er hovedanpartshaver i selskabet. Klagerens bopælsadresse er naboejendom til selskabets adresse. Klageren har af selskabet haft en Toyota Yaris til rådighed for privat benyttelse. Den har til dagligt været anvendt af klagerens samlever, som blandt andet har anvendt den til befordring til sin arbejdsplads. Der har ikke været andre private biler i husstanden. Der foreligger ikke et kørselsregnskab for Mercedes`en. Der er fremlagt en fraskrivelseserklæring, hvoraf fremgår, at bilen ikke må anvendes privat.

Det forhold, at der foreligger en fraskrivelseserklæring er ikke i sig selv tilstrækkeligt for at undgå beskatning. Der må efter praksis kræves et konkret bevis for, at bilen ikke har været brugt til privat kørsel, jf. Højesteretsdom i SKM2009.239.

Det forhold, at Mercedes´en ikke har været parkeret på bopælen findes efter en konkret vurdering heller ikke at afkræfte, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel. Der er herved lagt vægt på, at klagerens bopæl er naboejendom til selskabets adresse og, at bilen således i realiteten har været til rådighed på samme måde, som hvis den havde været parkeret på bopælen, jf. Østre Landsretsdom i SKM2005.204.

Under disse omstændigheder finder retten, at det tilkommer klageren at bevise, at bilen rent faktisk ikke har været til rådighed for privat benyttelse og, at dette bevis efter praksis alene kan løftes ved et kørselsregnskab. Herved er der lagt vægt på, at bilen er indregistreret til privat personbefordring, at Toyota´en hovedsageligt har været anvendt af samleveren, at bopælen er beliggende udenfor bymæssig bebyggelse og, at der i øvrigt ikke er andre biler til rådighed for privat benyttelse.

Uanset om klageren må antages at have haft så mange skiftende arbejdspladser, at hans kørsel kan anses for erhvervsmæssig efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, har han hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, at firmabilen (Mercedes´en) ikke har været stillet til rådighed for privat kørsel. Han er derfor skattepligtig af værdien af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4, jf. herved Landsskatterettens afgørelse i SKM2015.488, hvorefter bestemmelsen i ligningslovens § 9B, stk. 3 udelukkende omhandler, hvornår kørsel mellem hjem og arbejde kan anses for erhvervsmæssig. Hvis en skatteyder i øvrigt anvender en firmabil til privat kørsel, skal han således beskattes af fri bil efter ligningslovens § 16, stk. 4.

Retten stadfæster således ansættelsen.