Kendelse af 11-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 26-11-2016
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Indkomståret 2012 Indsætninger på bankkonto i 2012 anses for skattepligtige. | 142.973 kr. | 0 kr. | 142.973 kr. |
Indkomståret 2013 Indsætninger på bankkonto i 2013 anses for skattepligtige. | 193.350 kr. | 0 kr. | 193.350 kr. |
Klageren har ifølge SKATs oplysninger modtaget kontanthjælp fra [by1] Kommune i 2012 og 2013.
SKAT har i forbindelse med en gennemgang af klagerens kontoudtog konstateret flere kontantindsætninger på klagerens bankkonto, som efter SKATs opfattelse ikke kunne afstemmes med klagerens øvrige indkomstforhold.
SKAT har anmodet klageren om oplysninger vedrørende de pågældende indsætninger. Klagerens søn har til SKAT oplyst, at klageren er psykisk syg og ikke magter noget som helst. Hun har været syg siden sommeren 2011. Sønnen har oplyst, at han og resten af familien har hjulpet klageren økonomisk med at betale hendes regninger. Det beløb som sønnen har indbetalt på klagerens konto, var en del af hans opsparing og en del belåning hos gode mennesker. Til SKAT er det oplyst, at klageren hver måned har modtaget 15.000 kr. kontant fra din bror.
SKAT har modtaget en erklæring fra klagerens bror, om at han tager til Danmark ca. en gang hver måned, hvor han medbringer kontanter til klageren. Det blev oplyst, at pengene kom fra brorens opsparing. SKAT har ikke modtaget dokumentation i form af kontoudskrifter, der viser at broren har hævet beløbene. Af erklæringen fremgår, at der er tale om lån. Der er ikke indsendt lånedokumenter eller angivelse af eventuel tilbagebetaling.
Der foreligger erklæring fra klagerens søn, heraf fremgår at han har lånt klageren 60.000 kr. i løbet af 2012. SKAT har ikke beskattet klageren af overførsler fra sønnen.
SKAT har beskattet klageren af indsætninger, som der ikke er givet forklaring på, samt indsætninger, hvor indtægtskilden ikke er dokumenteret.
Ved afgørelsen af 2. januar 2015 har SKAT forhøjet den skattepligtige indkomst i årene 2012 og 2013 med kontante indbetalinger på klagerens konto med hhv. 142.973 kr. og 193.350 kr.
Som begrundelse er anført:
”Jævnfør Statsskatteloven §4 skal samtlige årets indtægter medregnes til den skattepligtige indkomst.
Der henvises endvidere til Skatteforvaltningsloven §27 stk. 1 nr. 5 samt §27 stk.2.
Nedenstående indsætninger på din konto [...35] i [finans1] anses for at være honorarer for udført arbejde, og skal derfor medregnes til den skattepligtige indkomst. Du har ikke dokumenteret eller sandsynliggjort hvor nedenstående indsætninger kommer fra eller hvad de vedrører. Indtægt ved salg af dine møbler samt lån fra din søn, er ikke medregnet i de beløb, der anses for at være skattepligtige.
Din søn [person1] er pr. telefon den 27/11 2014 oplyst om, at for at lån fra din bror skal kunne godkendes, skal der indsendes dokumentation for, at din bror har hævet pengene i sin bank. Du har ikke indsendt kontoudskrifter fra din brors bankkonti der kan dokumentere, at han skulle have hævet beløbene, vekslet dem til danske kroner og derefter lånt dem til dig.”
SKAT har opgjort beløbene ud fra kontoudtog. Af SKATs afgørelse fremgår følgende indsættelser:
2012
Dato: | Tekst: | Beløb: |
31-01-12 | Kundekort [...]052 | 15.700,00 |
27-02-12 | Kundekort [...]139 | 14.200,00 |
02-03-12 | Kundekort [...]089 | 5.500,00 |
10-05-12 | Kundekort [...]199 | 3.646,50 |
23-05-12 | Kundekort [...]095 | 6.000,00 |
25-05-12 | Kundekort [...]173 | 8.000,00 |
14-06-12 | Kundekort [...]056 | 1.310,00 |
20-07-12 | Kundekort [...]204 | 13.000,00 |
31-08-12 | Kundekort [...]207 | 12.200,00 |
05-09-12 | Kundekort [...]137 | 3.150,00 |
28-09-12 | Kundekort [...]137 | 14.000,00 |
05-11-12 | Kundekort [...]243 | 1.040,00 |
06-11-12 | Kundekort [...]199 | 4.216,00 |
30-11-12 | Kundekort [...]209 | 18.400,00 |
18-12-12 | Indbetaling | 610,00 |
21-12-12 | Kundekort [...]090 | 3.700,50 |
28-12-12 | Indbetaling | 18.300,00 |
I alt fra øvrige | 142.973,00 |
2013
Dato: | Tekst: | Beløb: |
03-01-13 | Kundekort [...]156 | 800,00 |
31-01-13 | Kundekort [...]222 | 20.900,00 |
13-02-13 | Kundekort [...]044 | 3.200,00 |
28-02-13 | Kundekort [...]150 | 13.400,00 |
02-04-13 | Indbetaling | 9.600,00 |
30-04-13 | Kundekort [...]192 | 15.100,00 |
01-05-13 | Kundekort [...]109 | 600,00 |
13-05-13 | Kundekort [...]068 | 1.800,00 |
14-05-13 | Kundekort [...]093 | 10.500,00 |
22-05-13 | Kundekort [...]125 | 800,00 |
31-05-13 | Kundekort [...]093 | 14.200,00 |
03-06-13 | Kundekort [...]064 | 1.200,00 |
11-06-13 | Kundekort [...]105 | 2.600,00 |
28-06-13 | Kundekort [...]136 | 14.700,00 |
02-07-13 | [person2] | 1.920,00 |
30-08-13 | Indbetaling | 14.500,00 |
03-09-13 | Kundekort [...]116 | 1.550,00 |
30-09-13 | Kundekort [...]128 | 14.200,00 |
11-10-13 | Kundekort [...]038 | 3.500,00 |
31-10-13 | Kundekort [...]164 | 10.000,00 |
08-11-13 | Kundekort [...]082 | 1.500,00 |
29-11-13 | Kundekort [...]092 | 16.400,00 |
23-12-13 | Kundekort [...]105 | 4.600,00 |
27-12-13 | [person2] | 1.280,00 |
30-12-13 | Kundekort [...]216 | 14.500,00 |
I alt fra øvrige | 193.350,00 |
Klageren har nedlagt påstand om, at indkomsten for 2012 og 2013 skal nedsættes med forhøjelserne på 142.973 kr. og 193.350 kr.
Til støtte for påstanden har klageren anført følgende:
”Hermed klager jeg, [person3], cpr: ..., over Skats afgørelse, j.nr. ..., sagid. ..., idet jeg ikke er enig med afgørelsen.
Skat påstår at jeg har udført arbejde i 2012 og 2013 og at de indsætninger på min konto i de nævnte år skal medregnestil den skattepligtige indkomst.
Jeg er ikke enig med afgørelsen, fordi jeg stadigvæk påstår, at jeg ikke har arbejdet sort.
Da jeg er meget syg og har været det siden den 12.08.2011 (dokumentation på min sygdom vedlægges) indtil dagens dato, har jeg ikke været i stand til at tage vare på mig selv, og heller ikke til at arbejde sort, som der påstås i Skats afgørelse.
Jeg vil kunne tænke mig, at De tager en kompetent person, som vil kunne vurdere, om jeg var i stand til at arbejde sort eller over skattekort.
Jeg vil også kunne tænke mig at De beviser, hvor og hvornår jeg har arbejdet, for jeg vil selv gerne have det at vide. Man kan ikke afgøre noget, hvis man ikke ha r de klare beviser, og det er ikke tilfælde i min sag.
Som det er blevet nævnt i brevet, vil Skat ændre mit skattegrundlag for 2012 Og 2013 i løbet af 6 uger. Da denne sag ikke er blevet afsluttet, vil jeg bede Dem ikke at gøre noget før retten kommer med en endelig afgørelse.
Jeg vil selv gerne møde op i retten sammen med Skattens anonyme person, som har meldt mig, og som Skat har mere tillid til end til de lægelige papirer, som jeg vedlægger med dette brev. Og jeg frolanger, at vi alle møder op retten, for at vi kan se hinanden i øjnene.
…”
I bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har klageren anført:
”Skat har ved afgørelse af 2.januar 2015 forhøjet min, [person3]s (klageren), skattepligtige indkomst i årene 2012 og 2013 med kontante indbetalinger på min konto med hhv. 142.973 og 193.350 kr.
Skat anser de ovenstående beløb for honorarer af udført arbejde.
Jeg kan oplyse, at jeg er syg og har været syg siden 2011, diagnosticeret skizofren og var på ingen måde i stand til at arbejde/udføre nogen form for arbejde. (dokumentation på min sygdom er blevet udleveret til Skat)
Skat har yderligere anmodet om at se et lånedokument fra min bror, der bekræfter, at de ovennævnte beløb var lån.
Jeg har ikke lavet et lånedokument mellem mig og min bror. Broren bor i Østrig og vi var ikke klar, over at vi skulle have udarbejdet et lånedokument på det nævnte lån.
Begrundelse for manglende lånedokument:
For det første vidste vi ikke hvor meget og hvor længe jeg skulle have behov for at låne pengene fra min bror, idet jeg ikke vidste hvor længe jeg skulle befinde mig i den svære økonomiske situation. Skulle man lave lånedokument for hver enkelt lån?
Pengene er udelukkende blevet brugt til at betale de mange regninger, som jeg ikke kunne betale efter min sygemelding. Det er ikke en sædvane i vores tradition at lave lånedokumenter mellem søskende, ej heller i vennekredsen, når man stifter et overlevelseslån.
Jeg var heller ikke klar over, at man skulle lave sådan et dokument, hvis man senere hen skulle bruge den til at dokumentere overfor Skat, at man har lånt pengene fra familien. Sådan noget har jeg aldrig hørt om, og min bror har selv oplyst Skat, at pengene kom fra ham og var lån og ikke en gave.
Min bror er gift med en kvinde som ikke kan lide mig. Hvis hun havde vidst, at broren var hos mig og gav mig sine opsparede penge, ville det muligvis ende med en skilsmisse. Dette er grunden for den manglende dokumentation, for det var hans opsparede penge, som han havde uden konens viden.
Jeg håber, at De vil overveje min sag meget nøje. Jeg har ingen penge i forvejen og hvis jeg skal betale skat af de lånte penge, vil det betyde, at jeg så vil få dobbelt lån, som jeg realistisk set aldrig vil kunne betale tilbage.”
Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om den korte ligningsfrist (bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005), at uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal told- og skatteforvaltningen afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for fysiske personer inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
SKAT har truffet afgørelse om ændring af indkomståret 2013 den 2. januar 2015. Ændringer er derfor foretaget inden den 1. juli i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.
Bekendtgørelsens § 3 fastslår, at fristerne i § 1 ikke gælder, når betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldt.
I henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan den skattepligtiges skatteansættelse ekstraordinært genoptages, når den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
Klageren er som udgangspunkt omfattet af den korte ligningsfrist i bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005, § 1. Da klageren skulle have selvangivet den modtagne indtægt i indkomståret 2012, anses hun for at have handlet mindst groft uagtsomt, hvorfor ansættelsen kan ekstraordinært genoptages i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Genoptagelse af skatteansættelsen for indkomståret 2012, er dermed sket iht. skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1.
Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4.
Enhver skatteyder skal selvangive dennes indkomst, uanset om denne er positiv eller negativ. SKAT kan bestemme, at en skatteyder skal oplyse om formuen ved indkomstårets begyndelse og ved indkomståret udløb samt om størrelsen og arten af ændringer i formuen i indkomståret, herunder om hovedposter i årets privatforbrug. Det følger af skattekontrollovens §§ 1, stk. 1, og 6 B, stk. 1.
Hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3.
Hvis der konstateres en yderligere indtægtskilde, eller det konstateres, at en skatteyder har modtaget indtægter af en vis størrelse, som ikke kan ses at være selvangivet, kan indkomsten forhøjes. Det følger af fast praksis, og der henvises til SKM2011.208H. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at disse indtægter stammer fra midler, der allerede er beskattet, eller som er undtaget fra beskatning. Der henvises til SKM 2008.905 H.
Klagerens søn har forklaret, at det indsatte beløb stammer fra lån fra gode mennesker, herunder et månedligt lån fra klagerens bror.
Det findes ikke i tilstrækkelig grad for godtgjort, at der er tale om et lån fra klagerens bror. Indsættelserne på klagerens bankkonto må derfor anses som yderligere indkomst, som skal beskattes hos klageren.
Det bemærkes, at uanset om der er tale om honorar for udført arbejde, eller om der er tale om indtægter i form af kontante betalinger fra familie og venner, vil beløbet være skattepligtigt iht. statsskattelovens § 4 og beskattes som personlig indkomst iht. personskattelovens § 3.
Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at klagerens forklaring ikke er dokumenteret ved gældsbreve, der er udstedt i forbindelse med udbetaling af midlerne. Der er i sagen endvidere ikke fremlagt anden form for dokumentation, der viser en direkte forbindelse mellem udbetaling af beløbet hos klagerens bror og indsættelse af beløbet hos klageren selv. Det er således ikke i tilstrækkelig grad godtgjort, at der er tale om midler som hidrører fra et lån fra klagerens bror og/eller andre personer, hvorfor beløbet må anses for en gave der skal beskattes hos klageren. Der sker beskatning som almindelig indkomst, da gaverne ikke er omfattet af boafgiftsloven, jf. herved statsskattelovens § 5 stk. 1, litra b.
På baggrund af ovenstående stadfæstes SKATs afgørelse i sin helhed.