Kendelse af 15-09-2016 - indlagt i TaxCons database den 21-10-2016

SKAT har ikke ændret årsopgørelsen for 2013.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren udrejste til Estland pr. 1. december 2004. [SKAT] har i afgørelse af 24. november 2004 ophævet klagerens fulde skattepligt til Danmark pr. 1. december 2004. Det fremgår af afgørelsen, at SKAT anser klageren for begrænset skattepligtig til Danmark pr. 1. december 2004, idet klageren fortsat modtager pension fra Danmark.

I brev af 3. november 2011 fra SKAT til [virksomhed1] A/S tilbagekaldte SKAT en skattefritagelse af 24. november 2004 vedrørende udbetaling af pension med virkning fra den 1. januar 2012.

SKAT begrundede i afgørelse af 3. november 2011 vedrørende ændringen af forskudsopgørelsen for 2012 tilbagekaldelsen med, at SKAT vil udnytte sin beskatningsret i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Estland, artikel 18, stk. 3, og fremover tage skat med 15 % af bruttoindkomsten fra [virksomhed1].

Klageren har i 2013 modtaget 127.604 kr. fra en privat pension i [virksomhed1] samt 106.488 kr. i sociale pensioner, i alt 234.092 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke ændret grundlaget for klagerens skat for 2013.

Af afgørelsen fremgår følgende:

”Vi har ikke ændret din skat

SKAT har ikke ændret grundlaget for din skat for 2013:

Vi skrev sådan til dig, den 2. december 2014 om din skat for 2013:

Du har oplyst at du er uenig i beregningen af skatten på årsopgørelsen 2013.

Du har bedt om at blive ringet op på telefonnr. [...], men Skat har ikke kunnet få forbindelse til dig.

Skatten på din årsopgørelse er beregnet manuelt af hensyn til art. 18, stk. 3 i dobbeltbeskatning aftalen med Estland.

Danmark har ret til at beskatte maks. 15 % af den skat der beregnes af din private pension fra [virksomhed1] som udgør 127.604 kr.

Danmark har beskatningsretten til dine sociale pensioner jf. art. 18, stk. 2 i samme overenskomst, som udgør 106.488 kr.

Skatteberegning:

Nedslag i henhold til art. 18, stk. 3 af pension fra [virksomhed1] er beregnet således:

Skatten der falder på pension fra [virksomhed1] udgør (61.198 kr. x 127.604 kr.

/234.092 kr.)

33.359,19 kr.

Heraf 15 % i dansk beskatning af 33.359,19 kr.

-19.140.60 kr.

Nedslag i henhold til art. 18, stk. 3 og som fragår i de beregnede danske

skatter af alle dine pensioner

14.218,59 kr.

Skat af dine sociale og private pensioner før reduktion af 15 %

61.198 kr.

Nedslag jf. ovenstående trækkes fra

-14.218 kr.

Beregnet skat som fremgår af årsopgørelsen

46.949 kr.

Årsagen til at du skal efterbetale 19.215 kr. er at det nedslag der var beregnet på din forskudsopgørelse 2013 har været for stort.

Nedslag i henhold til forskud 2013

34.716 kr.

14.218 kr.

20.498 kr.

Nedslag i henhold til ovenstående beregning af årsopgørelsen 2013

Vedrørende din indsigelse af 9 og 11. december 2014:

Du henviser til at sociale pensioner skal beskattes efter artikel 18, stk. 3 i dobbeltbeskatningsaftalen med Estland.

Afgørelse:

Skat kan ikke give dig medhold i din indsigelse om social pension skal beskattes efter artikel 18, stk. 3.

Skat fastholder at din sociale pension skal beskattes efter artikel 18, stk. 2 (fuld beskatning i Danmark).

Begrundelse for Skats afgørelse:

Det er aftalt i dobbeltbeskatningsaftalen med Estland (bekendtgørelse nr. 22 af 21/2-1994) artikel 18, at udbetalinger fra:

sociale pensioner skal beskattes efter artikel 18, stk. 2
private pensioner skal beskattes efter artikel 18, stk. 3

Det vil sige, at Danmark har den fulde beskatningsret til din sociale pension.

Aftaleteksten i artikel 18, stk. 2 er sådan:

Uanset bestemmelserne i stykkerne 1 og 3, og såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke finder anvendelse, kan pensioner og lignende ydelser, der enten som en periodisk eller som en sumudbetaling ydes i henhold til sociallovgivningen i en kontraherende stat eller en ordning med socialt sigte oprettet af en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

Artikel 18, stk. 3 omhandler ikke sociale pensioner, men derimod private pensionsudbetalinger hvor skatten må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af betalingerne.

Da din sociale pension udbetales fra Danmark, er det Danmark der her retten til at beskatte og skal ikke tage hensyn til maks. 15 % beskatning.

For 2013 består din indtægt både af sociale pensioner fra 1. april 2013 (artikel 18. stk. 2) og private (artikel 18, stk. 3).

På den årsopgørelse du har modtaget, er der taget hensyn til 15 % beskatning af din pension fra [virksomhed1]. Skatten af 127.604 kr. er beregnet til 14.218 kr. jf. beregning.

Forklaring på manglende skattetræk fra Udbetaling Danmark:

Årsagen til at udbetaling Danmark ikke har trukket skat, er at dit skattefrie fradrag (forskudsopgørelsen 2013) var 14.214 kr. pr. måned og din skattepligtige pension var 11.832 kr. pr. måned.

Det store månedlige fradrag er opstået ved at skatten svarende til 15 % af pension fra [virksomhed1], er beregnet ud fra et større beløb end forventet. Se talmæssig visning under "skatteberegning" i dette brev.

Hvad betyder det for din skat?

Du får ikke nogen ny årsopgørelse, idet denne ikke ændres.”

Klagerens opfattelse

Klageren har gjort gældende, at hans sociale pensioner fra Danmark alene kan beskattes med 15 %.

Til støtte for påstanden har han henvist til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Estland, BKI nr. 22 af 21. februar 1994, artikel 18, stk. 3.

Klageren har endvidere anført følgende:

Jeg er selvfølgelig ikke enig i beslutningen fra (navn), som mener at jeg er Fuld Skattepligt. Deri er vi ikke enige da Skatteankenævnet i november 2011, satte mig til begrænset skattepligt.

Efterfølgende har Udbetaling Danmark, tilpasset min skat og året efter [by1] Kommune. Alle kiggede i bøger og kom frem til 15 %.

Efter en nærmere læsning af skatteloven kan jeg se at [by2] kommune havde fuldstændig ret til at give mig fuld skattefrihed. Jeg er stadigvæk overrasket over at Skatteankenævnet ikke var enigt i [by2] Kommunes beslutning som bare har handlet efter skatteloven. samt at der for mig ingen ændringer er sket i forhold til den erklæring, som der er udstedt, jeg er i dag sikker på at der her er sket en fejl.

Argumenterne for at jeg ikke er enig, er som flg.

Sagen starter faktisk tilbage til 2004, da min daværende kone og jeg beslutter at flytte tilbage til hendes hjemme land, Estland. Vi flyttede til Estland pr. 01-12-2004.

Inden da, var jeg ved [by2] Kommune, for at høre hvad jeg var nødsaget til at gøre. Vi udfyldte en masse papir, hvor nogle af dem skulle afleveres på forskellige kontorer her i Estland.

Jeg fik oplyst, at jeg var nødsaget til at afhænde alt hvad jeg ejer, hus - bil - firma - skibs aktier osv. Alt det blev gjort. Herefter fik jeg en skattefritagelse.

Skattefritagelsen blev ophævet af skatteankenævnet pr. 1-1-2012.

Jeg skal lige pointere at jeg har været bosat, boet, levet og været her i Estland fra 1-12-2004 og til d.d.

Har været tilmeldt og registreret på adresse her i [Estland] og med ID kort fra 29-9-2003. i øvrigt kan jeg oplyse at på dette tidspunkt skulle jeg have været skatte fri.”

Landsskatterettens afgørelse

Det følger af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 11, at pligt til at svare indkomstskat påhviler personer, som uden at være fuldt skattepligtige til Danmark efter kildeskattelovens § 1, erhverver indkomst her fra landet i form af udbetaling af pensionsopsparing eller pension og andre sociale ydelser udbetalt i henhold til lovgivningen, som ville være skattepligtig for en person omfattet af § 1.

Klageren er således begrænset skattepligtig til Danmark af de sociale pensioner, som han har modtaget fra Danmark i 2013.

Klageren anses for skattemæssigt hjemmehørende i Estland, hvortil han udrejste i 2004.

Følgende fremgår af artikel 18 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 4. maj 1993 mellem Danmark og Estland, BKI nr. 22 af 21. februar 1994:

”Art. 18

Pensioner, livrenter og lignende betalinger

Stk. 1. Såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke finder anvendelse, kan pensioner og andre lignende vederlag for tidligere tjenesteydelser samt livrenter, der betales til en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

Stk. 2. Uanset bestemmelserne i stykkerne 1 og 3, og såfremt bestemmelserne i artikel 19, stykke 2, ikke finder anvendelse, kan pensioner og lignende ydelser, der enten som en periodisk eller som en sumudbetaling ydes i henhold til sociallovgivningen i en kontraherende stat eller en ordning med socialt sigte oprettet af en kontraherende stat, kun beskattes i denne stat.

Stk. 3. Uanset bestemmelserne i stykke 1, kan, i det tilfælde, hvor en fysisk person, der var hjemmehørende i en kontraherende stat og er blevet hjemmehørende i den anden kontraherende stat, pensioner, livrenter og andre lignende vederlag, som betales til en sådan fysisk person og som hidrører fra den førstnævnte stat, beskattes i denne stat i henhold til denne stats lovgivning, men den således pålignede skat må ikke overstige 15 pct. af bruttobeløbet af betalingerne. Bestemmelserne i dette stykke skal ikke finde anvendelse på en sådan fysisk person, hvis han er statsløs eller er statsborger i den anden kontraherende stat uden også at være statsborger i den førstnævnte kontraherende stat.”

Bestemmelsen i artikel 19, stk. 2, omhandler tjenestemandspension, og finder således ikke anvendelse i klagerens tilfælde.

De pensioner, som omfattes af artikel 18, stk. 3, og som Danmark, som kildeland, maksimalt kan beskatte med 15 % af bruttobeløbet, er de samme pensioner, som omfattes af artikel 18, stk. 1, og som Estland, som den stat, hvori klageren er hjemmehørende, tillige kan beskatte.

Det følger af artikel 18, stk. 2, at de pensioner, som klageren har modtaget fra Danmark i henhold til sociallovgivningen kun kan beskattes i Danmark som kildeland. Disse pensioner er ikke omfattet af artikel 18, stk. 3. Det er således med rette, at SKAT ikke har reduceret skatten vedrørende disse pensioner.