Kendelse af 01-02-2016 - indlagt i TaxCons database den 20-02-2016

Faktiske oplysninger

Klageren er født i 1969.

I 1985 da klageren var 16 år gammel, var han involveret i et trafikuheld, hvor han pådrog sig hjernerystelse, kraniebrud, brud på venstre lårben og kompliceret brud på venstre skinneben. Dette har medført at klagerens venstre ben er kortere end det højre. I 1986 angivet til 4 cm og i 1990 angivet til 6 cm.

Af lægeerklæringen af 29. juni 1990 udfyldt af [person1] fremgår bl.a.:

”Pt’s gangfunktion er ret svært kompromitteret, kan gå 6-800 m hvorefter der optræder udtalt træthed og smerter i lænderyg, glutealmuskulatur og ned i ve. lår. Der er endvidere betydelig instabilitet af ve. knæled, som følge af det svære traume.

Ovenstående kompliceres af en ikke helt ringe adipositas, som pt. Dog aktuelt er i gang med at rette op på.

Aktuelt er han i lærer som elektromekaniker og denne erhvervsanbringelse skønnes hensigtsmæssig, idet meget af arbejdet er siddende.

Pt’s gangfunktion må skønnes at være middelsvært kompromitteret med ovenfor anførte gangdistance som maksimum.”

Den 10. oktober 2014 har alment praktiserende læge, [person2], fra lægehuset i [by1] attesteret følgende:

”Det attesteres hermed, at ovennævnte patient har kroniske følger efter brud af venstre lårben, brud af venstre skinneben, brud af kranie og ruptur af ligament i venstre knæ.

Tilstanden er varig og uden udsigt til bedring.

Patientens generelle funktionsniveau og specielt gangdistance er nedsat til 300 meter og jeg vurderer derfor, at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler.”

Klageren er godkendt til invalidevogn.

SKATs afgørelse

SKAT har svaret NEJ til klagerens spørgsmål om fradragsret efter ligningslovens § 9 D.

SKAT har som begrundelse anført:

”Det fremgår af sagen, at du har kroniske følger efter brud af venstre lårben, brud af venstre skinneben, brud af kranium og skader på venstre knæ. Det fremgår også, at du er ansat ved [virksomhed1] med fast mødested [adresse1], [by2]. Du arbejder på helt almindelige vilkår uden hensyntagen til din sygdom. Du er således ikke ansat i fleksjob. Din arbejdstid starter mellem kl. 7.30 og 8.00, og du arbejder som regel til kl. 17.

SKAT medgiver, at du lider af et vedvarende handicap, som ikke kan afhjælpes yderligere, bortset fra med fysioterapi hver 3. eller 4. uge.

Det fremgår, at du har brug for din bil i dit arbejde, idet du som IT-support ind imellem skal til andre tekniske skoler, ligesom du også skal hente elektronik. Du får kørselsgodtgørelse for denne kørsel.

SKAT finder ud fra en konkret og individuel vurdering, at du ikke er berettiget til kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 D.

SKAT har ved vurderingen lagt vægt på:

SKAT er i en udtalelse af 4. februar 2015 kommet med følgende bemærkninger til klagen:

”Klagers repræsentant anfører, at SKAT ikke i fornødent omfang har inddraget de lægelige oplysninger i sagen.

SKAT må her til svare, at der er tale om en samlet konkret vurdering, hvor alle de foreliggende oplysninger i sagen inddrages.

I dette konkrete tilfælde skriver Lægehuset i [by1], at gangdistancen er nedsat til 300 m, og at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler.

Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt lægen eller eventuelt kommunens ergoterapeut har udmålt den anførte gangdistance, eller om de 300 meter er fremkommet ved, at lægen har spurgt sin patient om, hvor langt han kan gå.

Når SKAT skal vurdere, om en skatteyder kan benytte offentlige transportmidler til transport frem og tilbage til arbejde, så ser man bl.a. på, om der er tale om en så væsentlig og varig nedsat funktionsevne, at pågældende kun kan færdes i egen bil. Man ser også på, om pågældende kan klare ind- og udstigning i offentlige transportmidler uden problemer, og om pågældende kan komme frem til en siddeplads og har balance til at klare opbremsninger. Desuden ser man på, hvor langt pågældende kan gå, og om han/hun kan cykle.

I denne konkrete sag har lægens udtalelse således indgået i den samlede vurdering.

Repræsentanten finder også, at det er uden betydning for sagen, at klager arbejder på fuld tid og på lige fod med sine kolleger. SKAT finder, at denne oplysning fortæller noget om den pågældendes funktionsevne, og at oplysningen bør indgå i den samlede vurdering.

Derudover anfører repræsentanten, at han anser det for uden betydning i sagen, at klager skal benytte sin bil erhvervsmæssigt for arbejdsgiver, og derfor er nødt til at medbringe den. Denne oplysning finder SKAT ikke ligegyldig, idet det netop er en ekstra grund for klager til at medbringe bilen, handicap eller ej.

Repræsentanten anfører, at det ikke er urealistisk, at raske mennesker, der bor i samme område som klager, vil benytte offentlige transportmidler, og han anfører, at det vil tage ca. 11/2 time hver vej. Ifølge www.rejseplanen.dk tager det 2 timer og 17 minutter hver vej.

Repræsentanten skriver, at arbejdsløse skal tåle en transporttid på 3 timer om dagen. Denne oplysning mener SKAT til gengæld er uden betydning i herværende sag, da der skal foretages en konkret vurdering.

SKAT, Bindende Svar har ikke gennemgået de enkelte bilag vedrørende udgifter på bilen indsendt til klagesagen. Dette skyldes, at SKAT Bindende Svar ikke har fundet anledning til at genoptage det bindende svar vedrørende 2014. Men det kan konstateres, at repræsentanten sammenligner prisen på offentlige transportmidler med prisen på de totale biludgifter, uagtet at bilen formentlig også bruges til ren privat kørsel. Kun brændstofudgifterne fordeles ud på arbejdsmæssig og privat kørsel.

Den erhvervsmæssige kørsel dækkes af arbejdsgiver med skattefri godtgørelser, dvs. kørslen til møder og imellem de tekniske skoler. For 2013 var godtgørelsen 4.504 kr. og for 2014 står den registreret til 1.997 kr. 2013 er afgjort af BORGER 2, Indsats, [by3] (XXX).

SKAT finder ikke, at forventningsprincippet kan gøres gældende i herværende sag. SKAT har ikke så vidt det kan ses ud af gamle årsopgørelser på noget tidspunkt undersøgt befordringsfradraget og udsendt en skriftlig godkendelse af § 9 D befordring. Der må her henvises til reglerne i Juridisk Vejledning 2015-1 afsnit A.A.4.

Konklusion: SKAT Bindende Svar indstiller, at det bindende svar af 13. november 2014 fastholdes.”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på klagerens vegne nedlagt principal påstand om hjemvisning og subsidiær påstand om at spørgsmålet om fradragsret efter ligningslovens § 9 D skal besvares med JA.

Klageren har herfor anført:

”Til støtte for den principale påstand gør klageren gældende, at SKAT ved udarbejdelsen af det bindende svar ikke i fornødent omfang har inddraget de lægelige oplysninger i sagen.

Til støtte for den subsidiære påstand gør klageren gældende, at klageren fortsat opfylder betingelserne for at være berettiget til at tage fradrag for kørsel i egen bil til og fra sin arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9 D,

da klageren har varigt nedsat funktionsevne som følge af et færdselsuheld i 1985, og

da klageren som følge heraf har særlige udgifter til befording mellem hjem og arbejdsplads, idet det i praksis er umuligt for ham at befordre sig til og fra sin arbejdsplads med offentli-ge transportmidler.

Sagsfremstilling

Klageren kom i 1985 alvorligt til skade i forbindelse med en knallertulykke. Han blev erklæret 25 % invalid i 1987, men da hans ene ben ikke har vokset siden ulykken, er det ene ben i dag 8-9 cm længere end det andet. Klageren har endvidere problemer med nakke, ryg, hofte, venstre knæ og ankel.

I en lægeerklæring udfærdiget af overkirurg [person3] den 26. november 1986 hedder det (bilag 2): “Erhvervsevnereduction: pt. er på grund af de beskrevne læsioner ude af stand til at varetage knæbelastende arbejde samt arbejde som kræver færdsel i ujævnt terræn, hvorimod han formentlig vil kunne klare beskæftigelser med mulighed for vekslende siddende og stående arbejde. Tilstanden er stationær.”

I en statusbedømmelse af 29. juni 1990 hedder det (bilag 3): “Pt.s gangfunktion er ret svært kompromitteret, kan gå 600-800 m hvorefter der optræder udtalt træthed og smerter i lænderyg, glutealmuskulatur og ned i ve. lår. Der er endvidere betydelig instabilitet af ve. knæled, som følge af det svære traume.”).

Klagerens gangproblemer er blevet forværret gennem årene i takt med, at forskellen på længden mellem benene er øget. I en lægeerklæring af 10. oktober 2014 hedder det (bilag 4): “Patientens generelle funktionsniveau og specielt gangdistance er nedsat til 300 meter og jeg vurderer derfor, at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler.”

Klageren blev ansat 1. august 1988 i [virksomhed2] A/S, [adresse2], [by4] og blev færdiguddannet som elektronikmekaniker i 1991. Herefter arbejdede han i virksomheden frem til 1992. Lige da han var blevet ansat, befordrede han sig i en uges tid med det offentlige, hvilket viste sig vanskeligt, hvorfor han begyndte at køre sammen med en kammerat i bil til sin arbejdsplads.

Klageren søgte i 1990 om invalidebil og fik bevilget en sådan i 1991. Han har haft invalidebil siden.

Efter sin ansættelse i [virksomhed2] A/S har klageren arbejdet i følgende virksomheder:

1992-1993: [virksomhed3] A/S i [by5], [adresse3], [by5].

1993-1999: [virksomhed4] (skiftede navn til [virksomhed5]), [adresse4], [by5]. I [virksomhed4] blev klageren tillige uddannet som IT-mand.

1999-2010: [virksomhed6] A/S (hedder nu [virksomhed7] A/S), [adresse5], [by6]

2010-2010: [virksomhed8] A/S, [adresse6], [by7].

2010-: [virksomhed1] A/S, [adresse1], [by2].

Klageren har i flere år taget fradrag efter ligninglovens § 9 D. I forslag til afgørelse af 21. oktober 2014, anerkendte SKAT, at klageren som følge af forventningsprincippet var berettiget til et kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 D, indtil SKAT foretager en ny sagsbehandling af klagerens kørselsfradrag. Samtidigt meddelte SKAT klageren, at han fra og med indkomståret 2015 ikke kan forvente at være berettiget til kørselsfradrag efter bestemmelsen i ligningslovens § 9 D.

Bemærkninger til SKATs begrundelse for det bindende svar

SKAT har som begrundelse for sit bindende svar angivet, at man særligt har lagt vægt på fem forhold, jf. det bindende svar s. 4f. Til de respektive forhold skal klageren bemærke følgende:

Ved kørsel med offentlig transport ville klageren kun have årlige udgifter til et pendlerkort på 12 x 1.890 kr.1 = kr. 22.680 samt udgifter til en cykel.

[adresse7] ? [by1] St.: ca. 2 km på cykel

[by1] St. ? [by2] St.: ca. 70 km med tog3

[by2] St. ? [adresse1]: ca. 4 km på cykel

Cykles der med 20 km i timen, vil cykelturene kunne gøres på 18 minutter, mens togturen, inklusive togskifte, vil kunne gøres på omkring i time og 10 minutter4. Den samlede transporttid vil således udgøre ca. i Y2 time. Der kan i den forbindelse henvises til, at efter bekendtgørelse 61/2012 § 9, stk. i, skal et ledigt medlem af en arbejdsløshedskasse som udgangspunkt kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på op til 3 timer med offentlige transportmidler. Efter 3 måneders sammenlagt ledighed skal medlemmet kunne overtage arbejde med en samlet daglig transporttid på mere end 3 timer med offentlige transportmidler.”

Landsskatterettens afgørelse

Det bemærkes indledningsvist, at Landsskatteretten ikke finder grundlag for at følge repræsentantens principale påstand om hjemvisning.

Efter ligningslovens § 9 D, stk. 1, 1. pkt. (www.retsinfo.dk), er det en betingelse for fradrag efter denne bestemmelse, at den skattepligtige godtgør, at vedkommende som følge af invaliditet eller kronisk sygdom har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads

Det er uden betydning for fradrag efter bestemmelsen, at skatteyderen ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. TfS1992.142.LSR.

Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal have været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. SKM 2005.75VLD (www.skat.dk)

Det er ubestridt, at klageren lider af invaliditet. Det er herefter afgørende, hvorvidt det har været nødvendigt for klageren at afholde de særlige udgifter, som følge af invaliditet. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.

Efter de foreliggende oplysninger, hvor særligt er lagt vægt på den lægefaglige vurdering, anses det for godtgjort, at klageren har særlige udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdsplads. Her er lagt vægt på, at klageren er godkendt til invalidevogn og der er tale om en varig fysisk nedsættelse af klagerens funktionsniveau, hvor gangdistancen er middelsvært kompromitteret og pr. 10. oktober 2014 er skønnet nedsat til 300 meter, hvorefter lægen vurderer, at patienten ikke kan anvende offentlige transportmidler. Klageren har derfor haft merudgifter til befordringen som følge af invaliditet.

Landsskatteretten finder herefter klageren omfattet af ligningslovens § 9 D og ændrer svaret til ”JA”.