Kendelse af 09-03-2015 - indlagt i TaxCons database den 18-04-2015

Klagen vedrører refusion af skat efter sømandsbeskatningslovens § 10.

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om refusion af skat for august måned 2014 for fartøjet ”M/S [x1]”. Beløbet udgør 110.357 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1], der er en del af [virksomhed2]-koncernen, ejer fartøjet ”M/S [x1]”.

Ifølge en sejladsopgørelse fra rederiet har ”M/S [x1]” i perioden 1. – 28. august 2014 (med undtagelse af 2 dages reparation og 2 dages vejrlig) været beskæftiget ved ”[...]” i England (sags nr. [...]). Et arbejde der ifølge rederiets oplysninger om koordinater for indvindingssted og lossested er udført i og omkring [...] beliggende i fjorden ved ”[...]”.

I sejladsopgørelsen er som indvindingssted oplyst: ”[...]” og som lossested: ”0,2 sømil væk på pram”.

Endvidere har rederiet i ”noter til arbejder” for ”M/S [x1]” oplyst: ”Oprensning ved [...], losser på klapplads til søs ca. 4,5 sømil væk. 1/3 laster pr. dag”.

I mail af 6. oktober 2014 til SKAT har rederiet oplyst koordinaterne for henholdsvis indvindingsstederne (2 lasteområder) og lossekoordinater for prammen:

I samme mail har rederiet uddybende oplyst. ”Vi har både losset på klapplads og på pram. De gange hvor der er blevet losset på pram, er prammen blevet slæbt ud til klappladsen og materialet er blevet losset der. Så alt materiale er i sidste ende blevet klappet på klapplads”.

I mail af 15. oktober 2014 til SKAT har rederiet oplyst, at det konsortium af virksomheder, der driver hele projektet, har arrangeret transport af prammen.

Rederiet har opgjort søtransportaktiviteterne til 62,07 % og dermed sejlads i begrænset fart til 37,93 %.

Selskabet har opgjort refusionsbeløbet til 100.357 kr. for fartøjet ”M/S [x1]”. Refusionsbeløbet er opgjort som 40 % af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, der kan henføres til de søfarendes tjeneste om bord for august måned 2014.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke imødekommet rederiets anmodning om refusion af skat på 110.357 kr. for august måned 2014, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, idet opgaven må anses som arbejde udført i begrænset fart, og idet søtransportaktiviteterne derfor udgør mindre end 50 % for måneden.

”M/S [x1]” har i perioden 1. – 28. august 2014 (med undtagelse af 2 dages reparation og 2 dages vejrlig) været beskæftiget ved ”[...]” i England (sags nr. [...]). Et arbejde der ifølge rederiets oplysninger om koordinater for indvindingssted og lossested er udført i og omkring [...] beliggende i fjorden ved ”[...]”.

Ifølge den indsendte sejladsopgørelse er som indvindingssted oplyst: ”[...]” og som lossested: ”0,2 sømil væk på pram”.

Endvidere har rederiet i ”noter til arbejder” for ”M/S [x1]” oplyst: ”Oprensning ved [...], losser på klapplads til søs ca. 4,5 sømil væk. 1/3 laster pr. dag”. (Jfr. rederiets mail af 6. oktober 2014 – er en Cofferdam, en lukket jernfirkant, der bankes i havbunden, hvorefter man bedre kan fjerne alt materialet inden for denne firkant).

Som det fremgår af ovennævnte er der ifølge sejladsopgørelsen losset ”0,2 sømil væk på pram” og ifølge ”noter til arbejder” er der losset ”på klapplads til søs ca. 4,5 sømil væk”.

SKAT har herefter anmodet rederiet om nærmere at redegøre for lossestederne, idet der ikke ses at være overensstemmelse mellem de anførte oplysninger, og samtidig blev rederiet anmodet om at oplyse koordinaterne for henholdsvis indvindingssteder og lossesteder.

I mail af 6. oktober 2014 har rederiet oplyst koordinaterne for indvindingsstederne samt lossekoordinat for pram og lossekoordinat for klapplads.

Vedrørende lossestederne har rederiet i samme mail uddybende oplyst: ”Vi har både losset på klapplads og på pram. De gange hvor der er blevet losset på pram, er prammen blevet slæbt ud til klappladsen og materialet er blevet losset der. Så alt materiale er i sidste ende blevet klappet på klapplads”.

SKAT har efterfølgende anmodet rederiet om at oplyse, hvem der slæber prammen til klappladsen. Hertil har rederiet i mail af 15. oktober 2014 oplyst, at det konsortium af virksomheder, der driver hele projektet, har arrangeret transport af prammen.

Ifølge mailen af 15. oktober 2014 må det herefter konstateres, at ”M/S [x1]” ikke har ”losset på klapplads til søs ca. 4,5 sømil væk”, selvom denne oplysning fremgår af ”noter til arbejder”, medsendt som bilag til rederiets anmodning om refusion for ”M/S [x1]” for august 2014.

SKAT har herefter lagt følgende oplysninger til grund for sagens behandling:

Det er herefter SKATs opfattelse, at opgaven ”[...]” udført i og omkring [...] beliggende i fjorden ved ”[...]” er at anse som arbejde udført i begrænset fart.

Arbejdet vil derfor falde ind under virksomhed med fartøjer i og omkring havne, som ikke anses for søtransport ved anvendelse af lovens § 10.

Søtransportaktiviteter for august 2014 udgør derfor mindre end 50 % (10,10 %), således at rederiet ikke er berettiget til refusion af skat for denne måned.

Der er henvist til sømandsbeskatningslovens § 2, bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, samt pkt. 5 i Skatteministeriets meddelelse af 3. oktober 2006 (SKM2006.602.DEP). Heraf fremgår bl.a., at virksomhed med fartøjer i og omkring havne og fjorde i praksis geografisk set er begrænset fart og ikke kan anses for søtransport ved anvendelse af reglerne i sømandsbeskatningslovens § 10.

Der er i øvrigt henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. november 2011 offentliggjort i

SKM2011.818.LSR.

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til refusion af skat i henhold til sømandsbeskatningslovens § 10 vedrørende fartøjet “M/S [x1]” for august måned 2014 med 110.357 kr.

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at SKATs fortolkning af refusionsreglerne ikke er rigtig, og at der ikke er hjemmel til at nægte rederiet refusion for de omhandlede aktiviteter.

Sagen angår den samme problemstilling, som Landsskatteretten den 3. november 2011 i fem andre sager har afsagt kendelser i vedrørende [virksomhed2] A/S, jf. herved SKM2011.818.LSR.Kendelserne er alle indbragt for domstolene, og sagerne verserer for Vestre Landsret. Der anmodes derfor om en afgørelse med genoptagelsestilsagn.

Landsskatterettens afgørelse

Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refusion, jf. sømandsbeskatningslovens 10, stk. 2 og 3, for personer, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af 8. Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 1.

Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift, jf. sømandsbeskatningslovens 10, stk. 2.

Begrænset fart defineres bl.a. som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde. Det samme gør sig gældende ved anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b.

Sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfarter og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2.

Det følger ligeledes af 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. 2, stk. 1, nr. 3, i sømandsbeskatningsloven, ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens 10.

Retten lægger til grund, at det af ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2, fremgår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, er omfattet af reglerne om begrænset fart. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen henholdsvis loven anføres det, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.

I forbindelse med implementeringen af EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren oplyste Danmark til Kommissionen, jf. 2009/380/EF bl.a.:

(40) De danske myndigheder tilføjer, at virksomhed i såkaldt begrænset fart ikke er omfattet af de danske statsstøtteordninger. Ved “begrænset fart” forstås bl.a. virksomhed i havne og fjorde. Udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde falder således altid uden for DIS-ordningen. Det samme gælder i tilfælde, hvor et skib ligger stationært.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at der ved opgørelsen af refusionen efter sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, ikke skal medtages aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, i begrænset fart, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk. De udførte arbejdsopgaver i august 2014 henføres med rette til virksomhed i begrænset fart.

Det følger i øvrigt af § 9 i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at:

Refusion efter § 10 i lov om beskatning af søfolk sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse. Ved bedømmelsen af, om betingelserne for refusion er opfyldt er fartøjets registreringsforhold ikke i sig selv afgørende. Det er heller ikke i sig selv afgørende, om fartøjet arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse udstedt i medfør af råstofloven eller på grundlag af anden offentlig regulering.

Det følger endvidere af samme bekendtgørelses § 10 og § 11, at rederierne kan vælge mellem at foretage opgørelser på månedsbasis eller på årsbasis. Såfremt man vælger månedsbasis, skal søtransportaktiviteten udgøre 50 % for den enkelte måned. Vælges årsopgørelse, fordeler man søtransportaktiviteten ud på hele året. Der ydes således også refusion i de tilfælde, hvor kravet for enkelte måneders vedkommende ikke er opfyldt, blot kravet er opfyldt for året som helhed.

Virksomhed uden for EU/EØS medtages heller ikke ved beregningen af, om 50 % kravet er opfyldt. Kravet skal således være opfyldt for den virksomhed, der foregår inden for EU/EØS, jf. SKM 2006.602.DEP, pkt. 5.

Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at ovenstående betragtninger henviser til, at det ikke er den generelle virksomheds arbejde, man skal lægge til grund ved vurderingen, men derimod det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis).

Det er således rettens vurdering, at selskabet ikke kan få refusion for august måned 2014 efter sømandsbeskatningslovens § 10, idet rederiets skib “M/S [x1]” har foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden.