Kendelse af 16-04-2015 - indlagt i TaxCons database den 15-05-2015
Klagen vedrører refusion af skat efter sømandsbeskatningslovens § 10.
SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om refusion af skat for juli og august måned 2014 for fartøjet ”M/S [x1]”. Beløbene udgør henholdsvis 126.688 kr. og 148.797 kr.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
[virksomhed1] ejer fartøjet ”M/S [x1]”.
Ifølge sejladsopgørelser fra rederiet har ”M/S [x1]” i perioderne 1. – 31. juli 2014 og 1. – 31. august 2014 været beskæftiget i en [svensk] havn ([...]). I sejladsopgørelserne er oplyst følgende om arbejdet: ”[...] sten + oprensning” og som indvindingssted er oplyst: ”[by1] havn” og som lossested: ”[by1] havn 1 sømil væk” (juli) og ”[by1] havn 3 sømil væk” (august).
I rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. ”[...]” er arbejdet oplyst som ”Oprensning [Sverige]” og ”Gravning af ler [adresse1] sømil væk 1-2 laster pr. dag, gravning af sten ca. 1 sømil væk 1-2 last pr. dag”.
Rederiet har til SKAT oplyst følgende koordinater for henholdsvis indvindingssted og lossested vedrørende opgaven i [svensk]:
Indvending: 59° 21.093'N, 18° 6.766'Ø
Losning: 59° 21.007'N, 18° 6.921'Ø, 59° 21.007'N, 18° 6.880'Ø
Nævnte position er beliggende i den [Sverige] havn [...].
Rederiet har opgjort søtransportaktiviteterne for juli og august måned 2014 til henholdsvis 73,20 % og 68,1 %.
Selskabet har opgjort refusionsbeløbet til 126.688 kr. for juli måned 2014 og til 148.797 kr. for august måned 2014 for fartøjet ”M/S [x1]”. Refusionsbeløbet er opgjort som 40 % af beregningsgrundlaget for AM-bidrag, der kan henføres til de søfarendes tjeneste om bord for juli og august måned 2014.
SKAT har ikke imødekommet rederiets anmodning om refusion på 126.688 kr. for juli måned 2014 og på 148.797 kr. for august måned 2014, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, idet det udførte arbejde i en af [svensk]s havne ([...]) må anses som sejladsi begrænset fart, og idet søtransportaktiviteterne derfor udgør mindre end 50 % for månederne.
Af sejladsopgørelserne fremgår, at ”M/S [x1]” i perioderne 1. – 31. juli 2014 og 1. – 31. august 2014 har været beskæftiget i en [svensk] havn ([...]). I sejladsopgørelserne er oplyst følgende om arbejdet: ”[...] sten + oprensning” og som indvindingssted er oplyst: ”[by1] havn” og som lossested: ”[by1] havn 1 sømil væk” (juli) og ”[by1] havn 3 sømil væk” (august).
I rederiets ”Noter til arbejder” under sags nr. ”[...]” er arbejdet oplyst som ”Oprensning [Sverige]” og ”Gravning af ler [adresse1] sømil væk 1-2 laster pr. dag, gravning af sten ca. 1 sømil væk 1-2 last pr. dag”.
Rederiet har oplyst følgende koordinater for henholdsvis indvindingssted og lossested vedrørende opgaven i [svensk]:
Indvending: 59° 21.093'N, 18° 6.766'Ø
Losning: 59° 21.007'N, 18° 6.921'Ø, 59° 21.007'N, 18° 6.880'Ø
Nævnte position er beliggende i den [svenske] havn [...].
Det er herefter SKATs opfattelse, at opgaven i den [svenske] havn ([...]) er at anse som arbejde udført i begrænset fart.
Arbejdet vil derfor falde ind under begrebet begrænset fart, som ikke anses for søtransport ved anvendelse af lovens § 10.
Søtransportaktiviteterne for juli og august 2014 udgør derfor mindre end 50 % (0 %), således at rederiet ikke er berettiget til refusion af skat for disse måneder.
Der er henvist til sømandsbeskatningslovens § 2, bekendtgørelse om beskatning af søfolk § 13, stk. 2, samt pkt. 5 i Skatteministeriets meddelelse af 3. oktober 2006 (SKM2006.602.DEP). Heraf fremgår bl.a., at virksomhed med særlige fartøjer i og omkring havne og fjorde i praksis geografisk set er begrænset fart og ikke kan anses for søtransport ved anvendelse af reglerne i sømandsbeskatningslovens § 10.
Der er i øvrigt henvist til Landsskatterettens kendelse af 3. november 2011 offentliggjort i SKM2011.818.LSR.
Af sejladsopgørelserne fremgår endvidere, at "M/S [x1]" også har udført entreprenørmæssig virksomhed i juli med 20:55 timer og i august med 15:30 timer, som rederiet ikke har foretaget reduktion for i refusionsopgørelserne. De af rederiet opgjorte refusionsbeløb på 126.688 kr. for juli og på 148.797 kr. for august skal derfor reduceres til henholdsvis 123.126 kr. og 145.697 kr.
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet er berettiget til refusion af skat i henhold til sømandsbeskatningslovens § 10 vedrørende fartøjet “M/S [x1]” for juli måned 2014 med 126.688 kr. og for august måned 2014 med 148.797 kr.
Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at SKATs fortolkning af refusionsreglerne ikke er rigtig, og at der ikke er hjemmel til at nægte rederiet refusion for de omhandlede aktiviteter.
Sagen angår den samme problemstilling, som Landsskatteretten den 3. november 2011 i fem andre sager har afsagt kendelser i vedrørende [virksomhed2] A/S, jf. herved SKM2011.818.LSR.Kendelserne er alle indbragt for domstolene, og sagerne verserer for Vestre Landsret. Der anmodes derfor om en afgørelse med genoptagelsestilsagn.
Danske rederier, som udøver virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, eller som er registreret med hjemsted i en anden EU/EØS-medlemsstat med tilsvarende bruttotonnage og uden besætning er overtaget til drift af et dansk rederi, kan efter ansøgning få refusion, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2 og 3, for personer, som udfører arbejde om bord, og som ikke er omfattet af § 8. Det samme gælder for rederier, som er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, eller efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, når disse er hjemmehørende i en EU-medlemsstat, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 1.
Det er en betingelse for refusion, at det enkelte fartøj har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, samt at fartøjet udfører søtransportaktiviteter i mindst 50 pct. af den tid, det er i drift, jf. sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2.
Begrænset fart defineres bl.a. som fart eller bugser- og bjærgningsvirksomhed med skibe, der væsentligst sejler på danske indsøer, indre vandveje og fjorde. Det samme gør sig gældende ved anvendelse af skibe i stationær virksomhed, herunder havnefart og lignende, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b.
Sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 1, nr. 3, litra a og b, finder tilsvarende anvendelse ved virksomhed med kabellægningsfartøjer og stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, jf. sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2.
Det følger ligeledes af § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at virksomhed inden for området for begrænset fart, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i sømandsbeskatningsloven, ikke anses som søtransport ved anvendelse af lovens § 10.
Retten lægger til grund, at det af ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 2, stk. 2, fremgår, at virksomhed med stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, er omfattet af reglerne om begrænset fart. Ifølge forarbejderne til bestemmelsen henholdsvis loven anføres det, at DIS-reglerne og reglerne om sømandsfradrag kun finder anvendelse uden for området for begrænset fart.
I forbindelse med implementeringen af EU-retningslinjerne for statsstøtte til søtransportsektoren oplyste Danmark til Kommissionen, jf. 2009/380/EF bl.a.:
(40) De danske myndigheder tilføjer, at virksomhed i såkaldt begrænset fart ikke er omfattet af de danske statsstøtteordninger. Ved “begrænset fart” forstås bl.a. virksomhed i havne og fjorde. Udgravnings- eller opmudringsarbejder i og omkring havne eller i fjorde falder således altid uden for DIS-ordningen. Det samme gælder i tilfælde, hvor et skib ligger stationært.
Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at der ved opgørelsen af refusionen efter sømandsbeskatningslovens § 10, stk. 2, ikke skal medtages aktiviteter foretaget af stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, i begrænset fart, jf. § 13, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk. De udførte arbejdsopgaver i juli og august 2014 henføres med rette til virksomhed i begrænset fart.
Det følger i øvrigt af § 9 i bekendtgørelse nr. 653 af 28. juni 2005 om beskatning af søfolk, at:
Refusion efter § 10 i lov om beskatning af søfolk sker på grundlag af fartøjets faktiske anvendelse. Ved bedømmelsen af, om betingelserne for refusion er opfyldt er fartøjets registreringsforhold ikke i sig selv afgørende. Det er heller ikke i sig selv afgørende, om fartøjet arbejder på grundlag af en indvindingstilladelse udstedt i medfør af råstofloven eller på grundlag af anden offentlig regulering.
Det følger endvidere af samme bekendtgørelses § 10 og § 11, at rederierne kan vælge mellem at foretage opgørelser på månedsbasis eller på årsbasis. Såfremt man vælger månedsbasis, skal søtransportaktiviteten udgøre 50 % for den enkelte måned. Vælges årsopgørelse, fordeler man søtransportaktiviteten ud på hele året. Der ydes således også refusion i de tilfælde, hvor kravet for enkelte måneders vedkommende ikke er opfyldt, blot kravet er opfyldt for året som helhed.
Virksomhed uden for EU/EØS medtages heller ikke ved beregningen af, om 50 % kravet er opfyldt. Kravet skal således være opfyldt for den virksomhed, der foregår inden for EU/EØS, jf. SKM 2006.602.DEP, pkt. 5.
Det er herefter Landsskatterettens opfattelse, at ovenstående betragtninger henviser til, at det ikke er den generelle virksomheds arbejde, man skal lægge til grund ved vurderingen, men derimod det konkrete arbejde, hvert skib udfører i den konkrete periode (månedsbasis).
Det er således rettens vurdering, at selskabet ikke kan få refusion for juli og august måned 2014 efter sømandsbeskatningslovens § 10, idet rederiets skib “M/S [x1]” har foretaget søtransportaktivitet under 50 % af driftstiden.