Kendelse af 16-11-2016 - indlagt i TaxCons database den 07-01-2017

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse, idet beløbene dog anses for ikke arbejdsmarkedsbidragspligtige, da de ikke er omfattet af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2.

De ansatte beløb for værdi af fri transport mellem hjem og arbejde for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, skal ligeledes anses for ikke arbejdsmarkedsbidragspligtige.

Faktiske oplysninger

Klageren boede i indkomstårene 2008-2013 i Sverige og arbejdede i Danmark.

Klageren blev den 1. maj 2008 ansat i [virksomhed1] A/S, beliggende i [by1].

Klagerens arbejdsgiver, [virksomhed1] A/S har til SKAT oplyst, at klageren har haft en af arbejdsgiverens varebiler til rådighed for kørsel mellem hjem og arbejde i indkomstårene 2008-2013.

Klageren har bekræftet, at han har anvendt arbejdsgiverens varebil til kørsel mellem hjem og arbejde.

Klageren har selvangivet befordringsfradrag i hvert af indkomstårene 2008-2013.

Klageren har forklaret, at han har kontaktet SKAT for at få hjælp til at selvangive. Klageren erindrer ikke, om han i forbindelse med sine spørgsmål om befordringsfradrag har fortalt SKAT, at han havde adgang til fri befordring mellem hjem og arbejde i arbejdsgivers varebil.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 23.008 kr. for indkomståret 2008, 47.983 kr. for indkomståret 2009 og 46.186 kr. for indkomståret 2010.

SKAT har ved samme afgørelse godkendt fradrag for udgift til passage af Øresundsbroen med 21.600 kr. for hvert af indkomstårene.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen blandt andet anført:

”Din arbejdsgiver [virksomhed1] A/S har på SKATs forespørgsel oplyst, at du har haft en af deres varebiler til rådighed for kørsel mellem hjem og arbejde. Ved telefonsamtale af d. 14. oktober 2014 har du oplyst, at det er korrekt, at du har haft varebil til rådighed, men at du har været i god tro i forhold til at du har selvangivet befordringsfradrag. Årsagen hertil er, at du ved udfyldelse af din selvangivelse har trykket på spørgsmålstegnet ud for befordring, hvoraf det fremgår, at:

"Dit befordringsfradrag/kørselsfradrag for kørsel mellem hjem og en indtægtsgivende arbejdsplads bliver beregnet udfra antallet af kilometer tur/retur pr. arbejdsdag.

Det har ingen betydning for beregningen, hvilket transportmiddel du benytter, eller om I er flere, der kører i samme bil.

Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage. Der kan ikke beregnes befordringsfradrag for hverken fri-, ferie- og sygedage eller hjemmearbejdsdage ".

Du har ligeledes oplyst, at dit selvangivne befordrings-/kørselsfradrag alene vedrører kørsel mellem hjem og arbejde, idet du ikke var klar over, at du kunne fratrække fast sats til Øresundsbroen fra.

Når du har arbejdsgiverens varebil til rådighed for kørsel mellem hjem og arbejde, ansættes værdien af den fri befordring til et beløb, der modsvarer det selvangivne kørselsfradrag. Det fremgår af ligningslovens § 9 C, stk. 7. Beløbet tillægges din personlige indkomst jf. personskattelovens § 3.

Af praksis på området kan henvises til Den juridiske vejledning 2014-2 afsnit C.A.5.14.4.3 om Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads m.v.

Udover det almindelige befordringsfradrag kan du få et fradrag på 50 kr. pr. vej, når du kører i bil over Øresundsbroen, og selv har betalt udgiften. Reglerne står i ligningslovens § 9 C, stk. 9.

...

Forældelsesreglerne for indkomstårene 2010 og tidligere år

Den 3 årige ligningsfrist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. punkt kan suspenderes såfremt reguleringen anses for omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5. Her fremgår: "hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsom har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag" kan en ansættelse foretages eller ændres uanset fristerne i § 26.

I disse tilfælde er det SKATs opfattelse, at der er en 10 årig forældelse jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.”

SKAT har i udtalelse af 11. marts 2015 anført følgende:

” Befordringsgodtgørelse

Klager gør gældende, at det i første række gøres gældende, at [person1] kan foretage fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads efter ligningslovens § 9 C, stk. 1.

SKAT er ikke uenig med klager i, at der kan foretages fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1, men såfremt den ansatte får befordring mellem hjem og arbejdsplads betalt af arbejdsgiveren, er det et skattepligtigt personalegode for den ansatte jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. Værdien af den fri befordring ansættes til et beløb, der modsvarer det selvangivne kørselsfradrag. Beløbet beskattes som personlig indkomst jf. personskattelovens § 3.

Ugyldighed

Klager gør i anden række gældende, at forhøjelsen af [person1]s skatteansættelse er ugyldig, idet SKAT ikke har begrundet, hvorfor indkomstårene 2008, 2009 og 2010 skal genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1. nr. 5. SKATs afgørelser skal begrundes, jf. forvaltningslovens § 22, og begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2. SKAT henviser til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, men angiver ingen begrundelse. Afgørelsen er således ugyldig. Der kan henvises til Landsskatterettens kendelse af den 2. april 2014 (sagsnr. 13-0044314) og Landsskatterettens kendelse af den 12. december 2013 (sagsnr. 13-4779111).

I forlængelse heraf gøres det endvidere gældende, at [person1] ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvorfor der ikke er grundlag for at foretage en ekstraordinær genoptagelse af indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Det er SKATs opfattelse at der er sket korrekt lovhenvisning, samtidig anfører SKAT i afgørelsen, at ændringen foretages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 nr. 5 og citerer, at der skal være tale om, at den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, kan en ansættelsesændring foretages uanset fristerne i § 26.

Der henvises blandt andet til Landsskatterettens kendelse af den. 2. april 2014 (sagsnr. 13- 0044314). Af Landsskatterettens afgørelse fremgår det, at:

"SKAT henviser til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, men angiver som begrundelse for at

kunne ændre din skatteansættelse alene, at SKAT først er blevet bekendt med forholdet efter udløbet af den almindelige ligningsfrist. SKAT anfører ikke, at det er en forudsætning for ansættelsesændringerne, at du enten har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og SKAT angiver endvidere ikke hvorfor SKAT mener, at du har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Landsskatteretten mener derfor ikke, at SKAT har løftet bevisbyrden for, at du omfattes af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Dine ansættelser for 2004 til 2008 nedsættes derfor med de forhøjede beløb"

I den forbindelse bemærker SKAT, at ovennævnte afgørelse ses at være indbragt for domstolene.

Det er SKATs opfattelse, at du som minimum har handlet groft uagtsomt, idet du har selvangivet befordringsfradrag velvidende, at du samtidigt havde betalt transport af din arbejdsgiver.

Ved udfyldelse af selvangivelsen rubrik 51, hvoraf link til vejledning om kørselsfradrag fremgår

det blandt andet:

"Ikke betale sig at få kørselsfradrag, hvis din arbejdsgiver betaler transportudgifterne

Det kan ikke betale sig at få kørselsfradrag, hvis din arbejdsgiver betaler transportudgifterne (fri

bil, frikort eller betalt offentlig transport), da du i så fald skal beskattes af et tilsvarende beløb som personlig indkomst. "

Der vil således efter omstændighederne også kunne være grundlag for at anvende bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, i tilfælde, hvor en skattepligtig oplyser at være ubekendt med det relevante regelgrundlag eller anser regelgrundlaget for at være særlig kompliceret.

Selv om man måtte mene, at SKATs manglende angivelse af, hvorfor SKAT mener, der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, er denne mangel af mindre væsentlig karakter, og kan derved ikke begrunde ugyldighed.”

SKAT har i supplerende udtalelse af 21. juli 2015 anført, at SKAT indstiller, at værdien af fri transport tillægges klagerens personlige indkomst uden arbejdsmarkedsbidrag. SKAT har henvist til notat af 27. maj 2015, hvori SKAT Jura konkluderer følgende:

”En medarbejder, der har stillet fri befordring (fri bil, frikort til offentlige transportmidler osv.) til rådighed fra arbejdsgiveren til transport mellem bopæl og arbejdsplads, og bliver beskattet med et beløb svarende til befordringsfradraget i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 7, er efter SKATJuras opfattelse ikke arbejdsmarkedsbidragspligtig af beløbet.

Det skyldes at beløbet, jf. det der fremgår ovenfor under regler og vejledninger, efter SKATJuras opfattelse ikke kan anses for omfattet af arbejdsmarkedsbidragsgrundlaget i henhold til arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1. nr. 1 jf. § 2, stk. 2, nr. 2.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at hans skatteansættelse nedsættes med 23.008 kr. for indkomståret 2008, med 47.983 kr. for indkomståret 2009 og med 46.186 kr. for indkomståret 2010.

Der er endvidere nedlagt påstand om, at de af SKAT ansatte beløb for indkomstårene 2008-2013 ikke er arbejdsmarkedsbidragspligtige.

Det er til støtte for påstanden anført:

”Betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse er ikke opfyldte

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, for en ændring af skatteansættelserne for indkomstårene 2008-2010

ikke er opfyldte, idet [person1] ikke har handlet hverken forsætligt eller groft uagtsomt.

Indkomstårene 2008-2010 er derfor forældede i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, da

SKATs forslag til afgørelse er dateret den 3. december 2014, hvilket er senere end 1. maj i det fjerde indkomstår efter udløbet af indkomstårene 2008-2010.

Reglerne omkring henholdsvis ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en skatteansættelse er indeholdt i bestemmelserne i skatteforvaltningslovens§§ 26 og 27.

Skattemyndighedernes adgang til at foretage ordinær genoptagelse af en skatteansættelse er reguleret af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at skattemyndighedernes frist for at gennemføre en ændring af en skatteansættelse som udgangspunkt udløber den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Eksempelvis udløb fristen for ordinær genoptagelse af indkomståret 2010 den 1. maj 2014.

Det fremgår af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens§ 27, at skattemyndighederne, uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, kan gennemføre en ændring af en skatteansættelse, hvis der foreligger en af de særlige omstændigheder, der er beskrevet i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.

I nærværende sag har SKAT gennemført forhøjelsen af [person1]s skatteansættelse

med henvisning til bestemmelsen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5, hvoraf fremgår følgende:

§ 27. Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretageseller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningensbestemmelse, hvis:

5) Den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket,at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigtgrundlag. "

Herudover fremgår det af bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, at en ansættelse efter bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, kun kan foretages, såfremt den varsles senest 6 måneder efter, at skattemyndighederne er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristen i § 26, stk. 1.

Skatteforvaltningsloven indeholder ikke nogen nærmere definition af, hvad der skal til for at en skatteyder, eller nogen på dennes vegne, forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Reglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en direkte videreførelse af en tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5. Den tidligere gældende bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, blev indført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 (L 175 2002/2003), hvor man nærmere tog stilling til, hvorledes vurderingen af om der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt, skal foretages fra myndighedernes side. Der henvises til § 1 i lovforslaget, som vedrører den senere bestemmelse i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1, nr. 5, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"Forslaget til§ 35, stk. 1, nr. 5, er en videreførelse af den gældende§ 35, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven.

Bestemmelsen indebærer, at myndighedernes ansættelses.frist efter§ 34, stk.1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Bestemmelsen finder alene anvendelse i forbindelse med ansættelser, der foretages på myndighedernes

initiativ. Fristen for den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen suspenderes derimod ikke efter bestemmelsen.

Vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter den foreslåede bestemmelse, er identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven. Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde. hvor der foreligger et strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit III ... " (Min understregning.)

Vurderingen af, hvornår der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, er således identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit III, og anvendelse af bestemmelsen i SFL § 27, stk. 1, nr. 5, forudsætter derfor, at der foreligger et strafbart forhold. Dette fremgår endvidere ordret af Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit A.A.8.2.3.7.

Det kan som følge heraf konstateres, at det følger af SKA Ts egen juridiske vejledning, at det er en

betingelse for at anvende bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, at der foreligger et strafbart forhold.

Af Skatteforvaltningsloven med kommentarer af Poul Bostrup m.fl., Jurist- og Økonomforbundets

Forlag 2006, 1. udgave, side 329, fremgår om anvendelsesområdet for skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5:

"Ved sådanne positive fejl, der kan medføre suspension af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, jf. § 27, stk. 1, nr. 5, vil der være et samspil til overtrædelse af skattestraffereglerne i skattekontrollovens § 13 og§ 16 m.fl.

I modsætning til anvendelsesområdet for den inden lov nr. 410 af 2. juni 2003 gældende § 3 5, stk. 1, nr. 6, i skattestyrelsesloven, hvorefter anvendelse af bestemmelsen ikke forudsætter, at der er begået et strafbart forhold, men at der skal være udvist ”mere end almindelig uagtsomhed af den skattepligtige eller dennes repræsentant”, er vurderingen af, om der foreligger grov uagtsomhed eller forsæt efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, identisk med vurderingen i forhold til de tilsvarende begreber i skattekontrolloven.

Bestemmelsen finder således kun anvendelse i tilfælde, hvor der foreligger et realiseret strafbart forhold, jf. skattekontrollovens afsnit 111 Bestemmelsens anvendelse er imidlertid ikke betinget af, at der gøres et strafansvar gældende mod den skattepligtige. "

Som det fremgår af ovennævnte, skal der efter bestemmelsernes indhold foreligge et realiseret strafbart forhold efter skattekontrollovens afsnit III, særligt centreret om bestemmelserne i §§ 13 og 16, før den skattepligtige er omfattet af suspensionsbestemmelserne i skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 1, nr. 5. Skattekontrollovens §§ 13 og 16 er centreret om de situationer, hvor den skattepligtige har forsæt til at unddrage eller ved grov uagtsomhed unddrager det offentlige skat, afgiver urigtige og vildledende oplysninger til brug for en opgørelse af en skatteansættelse eller skatteberegning, eller ikke reagerer på en for lavt sat skatteansættelse.

I Skatte- og afgiftsproces af Hans Henrik Bonde Eriksen, Susanne Dahl og Poul Bostrup, Jurist og Økonomforbundets Forlag 2010, 3. udgave, side 438 og 439, er anført følgende vedrørende suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5:

"Bestemmelsen indebærer, at SKATs ansættelsesfrist efter § 26, stk. 1, suspenderes, såfremt den skattepligtige eller dennes repræsentant forsætlig eller groft uagtsomt har bevirket, at en skatteansættelse er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.

Simpel uagtsomhed er ikke en tilstrækkelig positiv fejl til at kunne begrunde suspension, jf. princippet i TfS 1992.19ØLD.

...

Uagtsomheden skal efter en konkret vurdering kunne tilregnes den skattepligtige eller dennes repræsentant som en sådan positiv fejl, der kan betegnes som mindst groft uagtsom. "

Der skal således foreligge en kvalificeret og positiv fejl, som kan tilregnes den skattepligtige som forsætlig eller groft uagtsomt. En positiv fejl rummer de forhold, hvor den skattepligtige enten svigagtigt har fortiet oplysninger, eller direkte har meddelt urigtige oplysninger. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er dermed en suspensionsregel, som kun kan finde anvendelse, hvis den skattepligtige eller en repræsentant for denne har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Det forudsættes altså, at der er noget at bebrejde skatteyderen.

Det bemærkes i den forbindelse, at det følger af almindelige fortolkningsprincipper, at bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27 skal fortolkes indskrænkende under hensyntagen til, at der er tale om en undtagelsesbestemmelse i forhold til hovedreglen i skatteforvaltningsloven § 26.

Det gøres gældende, at [person1] hverken forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skatteansættelserne for indkomstårene 2008-2010 er foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvorfor suspensionsreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, ikke finder anvendelse.

Da [person1] bor i Sverige og er grænsegænger, kan det være ganske kompliceret at

udfylde en selvangivelse. Derfor har [person1] benyttet sig af telefonisk rådgivning fra SKAT. Han har ved i hvert fald en lejlighed været i telefonisk kontakt med en medarbejder fra SKAT for at spørge, hvordan han skulle forholde sig i forhold til kørselsfradrag. Af SKAT fik [person1] oplyst, at han kunne foretage fradrag for kørsel mellem hjem og arbejdsplads.

Inden [person1] udfyldte sin selvangivelse, trykkede han på et "hjælpefelt". Ud for felt 51 vedrørende befordring på selvangivelsen er der et spørgsmålstegn, man kan trykke på, hvoraf følgende fremgår:

"Dit befordringsfradrag/kørselsfradrag for kørsel mellem hjem og en indtægtsgivende arbejdsplads

bliver beregnet ud fra antallet af kilometer tur/retur pr. arbejdsdag. Det har ingen betydning for beregningen. hvilket transportmiddel du benytter. eller om I er flere, der kører i samme bil. Fradraget gives for det faktiske antal arbejdsdage. Der kan ikke beregnes befordringsfradrag for hverken fri, ferie og sygedage eller hjemmearbejdsdage." (Min understregning)

Det fremgår således ordret af SKA Ts hjemmeside, at retten til fradrag for befordring ikke afhænger af, hvilket transportmiddel der benyttes. Herved har [person1] fået den opfattelse, at han godt kunne foretage kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Det kan ikke bebrejdes [person1] som hverken forsætligt eller groft uagtsomt, at han foretager kørselsfradrag i overensstemmelse med, hvad der ordret står i en hjælpetekst på SKA Ts hjemmeside.

Det gøres i forlængelse heraf gældende, at [person1]s handlemåde alene kan kategoriseres som simpel uagtsomt, idet hans vildfarelse i forhold til betingelserne for at opnå kørselsgodtgørelse efter ligningslovens § 9 C var affødt af formuleringen på SKA Ts hjemmeside.

Ved en gennemgang af SKATs afgørelse er det ikke muligt at se, hvorfor SKAT mener, at [person1] har handlet strafbart. SKAT har således ikke på nogen måde nærmere redegjort for, hvorfor bestemmelsen i skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5, kan anvendes.

På baggrund af den manglende forklaring på hvorfor SKAT har den opfattelse, at [person1] har handlet strafbart i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5's, forstand, er det selvsagt overordentligt vanskeligt for [person1] at forholde sig nærmere hertil.

Det gøres således gældende, at der ikke foreligger en kvalificeret, positiv fejl, som kan tilregnes [person1] som hverken forsætlig eller groft uagtsomt i relation til anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5.

[person1] har ikke handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og betingelserne for at foretage ekstraordinær genoptagelse af hans skatteansættelse i indkomstårene 2008-2010 i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er som følge heraf ikke opfyldte.

SKATs afgørelse af den 14. januar 2015 er ugyldig

Det gøres gældende, at SKA Ts afgørelse af den 14. januar 2014, jf. bilag 1, er ugyldig, idet SKAT ikke fremkommer med en behørig begrundelse for, hvorfor SKAT finder, at der er hjemmel til at fravige udgangspunktet om, at en skatteansættelse skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at SKA Ts afgørelser skal begrundes. Begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. forvaltningslovens § 24, stk. 1 og 2.

Det følger af fast administrativ praksis på området, at hvis SKAT vil gennemføre en indkomstforhøjelse i et indkomstår, der er forældet, er det en betingelse, at såvel agterskriveisen som afgørelsen indeholder en nærmere omtale af, at der er tale om ekstraordinær genoptagelse samt en udførlig begrundelse for, hvorfor SKAT finder, at der er hjemmel til at fravige udgangspunktet i skatteforvaltningslovens § 26, jf. bestemmelserne i forvaltningsloven.

Der skal i den forbindelse henvises til, at det direkte fremgår af praksis fra Landsskatteretten, at i det tilfælde, hvor SKAT ikke i både agterskrivelsen og afgørelsen anfører en udførlig begrundelse for, hvorfor der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt, vil afgørelsen være ugyldig.

Der skal henvises til følgende praksis:

I den forbindelse skal det bemærkes, at det med al tydelighed fremgår af ovennævnte kendelser, at Landsskatteretten finder det fuldstændig irrelevant, hvorvidt den materielle forhøjelse er korrekt, og hvorvidt skatteyderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Afgørelsen om at anvende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er således en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle afgørelse om skatteansættelsen.

Der skal eksempelvis henvises til Landsskatterettens kendelse af den 28. marts 2008, jf. bilag 4, hvoraf fremgår af Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse, at den materielle forhøjelse foretaget af SKAT er korrekt, og at skatteyderen som minimum havde handlet groft uagtsomt. I princippet kunne der derfor foretages en ekstraordinær genoptagelse af skatteyderens skatteansættelser i de pågældende indkomstår. Da SKAT dog ikke i afgørelsen angav de faktiske omstændigheder, der var tillagt væsentlig betydning ved afgørelsen om ligningsfristens suspension efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, nr. 5, konkluderede Landsskatteretten, at afgørelsen led af en væsentlig mangel, og at afgørelsen, for så vidt angik de indkomstår, der var genoptaget ekstraordinært, var ugyldig. Derfor blev ansættelserne for de pågældende indkomstår ophævet.

Der skal endvidere henvises til Landsskatterettens kendelse af den 2. april 2014 (j.nr. 13-0044314), der på ganske pædagogisk vis redegør for de skattemæssige regler om ekstraordinær genoptagelse og om de forvaltningsretlige regler om begrundelse m.v.

Følgende fremgår af Landsskatterettens afgørelse:

"Hvis en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. I, er opfyldt, er det imidlertid muligt at fravige udgangspunktet i § 26, stk. 1, og dermed foretage ændringer i skatteansættelsen længere tilbage. ...

SKATs ansættelsesændringer for samtlige de påklagede år forudsætter således, at du minimum har handlet groft uagtsomt.

SKATs afgørelser skal begrundes, jf. forvaltningslovens § 22.

Begrundelsen skal altid indeholde en henvisning til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og om fornødent endvidere en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen. Det fremgår af forvaltningslovens§ 24, stk. 1 og 2.

SKAT henviser til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, men angiver som begrundelse for at kunne ændre dine skatteansættelser alene, at SKAT først er blevet bekendt med forholdet efter udløbet af den almindelige ligningsfrist. SKAT anfører ikke, at det er en forudsætning for ansættelsesændringerne, at du enten har handlet groft uagtsomt eller forsætligt, og SKAT angiver endvidere ikke hvorfor SKAT mener, at du har handlet groft uagtsomt eller forsætligt. Landsskatteretten mener derfor ikke, at SKAT har løftet bevisbyrden for, at du omfattes af skatteforvaltningslovens§ 27, stk. 1, nr. 5. Dine ansættelser for 2004 til 2008 nedsættes derfor med de forhøjede beløb. "

Det gøres gældende, at SKAT ikke har fremkommet med en begrundelse i nærværende sag. Det eneste, der overhovedet anføres for så vidt angår ekstraordinær genoptagelse, fremgår af afgørelsens side 3 nederst, hvor følgende fremgår:

"Forældelsesreglerne for indkomstårene 2010 og tidligere år

Den 3 årige forældelsesfrist i skatteforvaltningslovens§ 26, stk. 1, 1. punkt kan suspenderes såfremt reguleringen anses for omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Her fremgår: "hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag" kan en ansættelse foretages eller ændres uanset fristerne i§ 26.

I disse tilfælde er det SKATs opfattelse, at der er en 10 årig forældelse jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4."

SKAT henviser alene til hjemlen for ekstraordinær genoptagelse, men anfører ikke, hvorfor der er handlet som minimum groft uagtsomt. Der mangler derfor en begrundelse for, hvorfor [person1] har handlet som minimum groft uagtsomt, jf. forvaltningslovens § 22 og § 24, stk. 1 og 2.

Det skal særligt bemærkes, at Skatteankestyrelsen ikke kan "reparere" denne mangel ved at angive en begrundelse i sin afgørelse.

Det gøres endvidere gældende, at manglen er konkret væsentlig, idet en mangel i relation til hjemmelsgrundlaget altid vil være konkret væsentlig, jf. eksempelvis Højesterets dom af den 28. marts

1995, der er offentliggjort i U 1995.495/2H. Fristreglen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er en del af hjemmelsgrundlaget. En forvaltningsafgørelse må ikke stride mod lovgivningen m.v., og en hjemmelsmangel er derfor altid konkret væsentlig.

Da SKAT ikke er fremkommet med en behørig begrundelse i afgørelsen, og slet ikke nævner, hvorfor [person1] har handlet som minimum groft uagtsomt, er afgørelsen ugyldig som følge af denne formelle mangel, jf. eksempelvis Østre Landsrets dom af den 22. maj 2003, offentliggjort i SKM 2003.248.”

Klagerens repræsentant har blandt andet fremsat følgende bemærkninger til SKATs supplerende udtalelse og notat vedrørende arbejdsmarkedsbidrag:

”Det fremgår af et notat dateret den 27. maj 2015 fra SKAT Jura, at en skatteyder, der får stillet fri befordring til rådighed af arbejdsgiveren til transport mellem bopæl og arbejdsplads, og som bliver beskattet med beløbet svarende til befordringsfradraget i henhold til ligningslovens § 9 C, stk. 7, efter SKAT Juras opfattelse ikke er arbejdsmarkedsbidragspligtig af beløbet. I notatet er der henvist til de relevante bestemmelser i arbejdsmarkedsbidragsloven, forarbejderne hertil, den tidligere gældende Indeholdelsesvejledning 2013-1, afsnit B.1.6.15, og Den juridiske vejledning 2015-1, afsnit C.A.5.14.4.4.

Det er undertegnedes opfattelse, at det er korrekt, at der ikke skal svares arbejdsmarkedsbidrag i relation til en beskatning efter ligningslovens § 9 C, stk. 7. Det fremgår af SKATs supplerende udtalelse af den 21. juli 2015, at SKAT endvidere er af samme opfattelse.”

På møde med Skatteankestyrelsens sagsbehandler har repræsentanten præciseret, at såfremt klageren hverken får medhold i påstanden om, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse ikke er opfyldt eller påstanden om ugyldighed, er det klagerens påstand, at der skal ske reduktion for beregnet arbejdsmarkedsbidrag i alle indkomstårene 2008-2013, som er ændret ved SKATs afgørelse af 14. januar 2015.

Klagerens repræsentant har i supplerende indlæg til sagen af den 1. juli 2016 blandt andet anført:

”I relation til spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldte, vil der i det følgende ske en henvisning til den nyeste praksis på området:

Der skal henvises til Landsskatterettens afgørelser af den 5. januar 2016 (sagsnr. 13-0121968 og 13-0228105), der omhandlede en skatteyder, der havde erhvervet et sommerhus i Danmark i september 1975. Fra dette tidspunkt var han registreret som begrænset skattepligtig til Danmark. Klageren flyttede tilbage til Danmark i februar 2008, hvorved han blev registreret som fuld skattepligtig til landet. SKAT har i to separate afgørelser fra 2013 genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 ekstraordinært i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark fra den 21. april 2005. Dette blev begrundet med, at klageren i henhold til planlovens § 41 (efter en ændring af planloven i 2004) havde haft en personlig ret til at benytte sommerhuset som helårsbolig siden 2005, hvor klageren var 67 år og samtidig begyndte at modtage pension. Det var desuden SKA Ts opfattelse, at klageren selv og uden væsentlig ulejlighed både burde og kunne have undersøgt, om der var nogle skattemæssige forhold, som han skulle være opmærksom på i forbindelse med benyttelsen af sommerhuset og opholdet i Danmark. Således konkluderede SKAT, at klageren havde handlet som minimum groft uagtsom, og at hans skatteansættelser for indkomstårene 2005-2008 kunne genoptages ekstraordinært. SKATs afgørelser blev imidlertid påklaget til Landsskatteretten.

Det fremgår af Landsskatterettens afgørelser af den 5. januar 2016, at klagerens skattepligt indtrådte den 21. april 2005. Dette skyldtes et samspil mellem de offentligretlige regler i planlovens § 41 og skattereglerne i kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1. Desuden lagde Landsskatteretten vægt på, at den (nye) særlige regel i planloven for pensionister alene var angivet i fraflytningsafsnittet i Ligningsvejledningen og dermed ikke i tilflytningsafsnittet. Dette afsnit blev først indsat i Ligningsvejledningen i november 2005 og dermed efter, at klagerens fulde skattepligt til Danmark indtrådte i april 2005. Herefter og henset til sagens oplysninger i øvrigt fandt Landsskatteretten det betænkeligt at statuere forsæt eller grov uagtsomhed. Den manglende selvangivelse kunne alene tilregnes klageren som simpel uagtsomt. Landsskatteretten erklærerede dermed SKATs afgørelser for ugyldige.

Afgørelserne fra Landsskatteretten viser, at oplysninger gengivet på SKATs hjemmeside, har stor betydning for uagtsomhedsvurderingen. Såfremt reguleringen ikke er gengivet korrekt eller fyldestgørende på SKATs hjemmeside, som skatteydere almindeligvis gør brug af, når de skal undersøge deres skattemæssige retsstilling, kan det ikke betegnes som grov uagtsomhed eller forsætlig adfærd, når der ikke handles i overensstemmelse med den pågældende regulering. Det er således afgørende, om skatteyderen kan gå ind på SKATs hjemmeside og danne sig et overblik over retsstillingen uden de store vanskeligheder. Dette var ikke tilfældet i nærværende sag, hvor [person1] - mod sin egen forventning - ikke kunne få et retsvisende billede af sin retsstilling ved at benytte et "hjælpefelt" ud for felt 51 vedrørende befordring på selvangivelsen. Nøjagtig som klageren i Landsskattterettens afgørelser af den 5. januar 2016 henholdte [person1] sig til det, som han kunne læse sig til på SKA Ts hjemmeside. Selvom [person1]s handlemåde ikke var i overensstemmelse med den skatteretlige regulering, har han ikke handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Herudover var der i afgørelserne af den 5. januar 2016 tale om et kompliceret skatteområde, hvor mange ville have svært ved at gennemskue den komplicerede juridiske sammenhæng mellem planloven og kildeskatteloven. Dette kan sammenlignes med den komplicerede situation, som [person1] befinder sig i som grænsegænger mellem Danmark og Sverige, som gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at udfylde en selvangivelse.

Herudover kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 21. december 2015 (sagsnr. 13- 0208657). I sagen havde SKAT forhøjet klagerens indkomst i indkomståret 2008 med løn, feriepenge samt fratrædelsesgodtgørelse, som klageren havde modtaget fra en udenlandsk arbejdsgiver. Forhøjelsen skete med henvisning til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, idet SKAT fandt, at klageren havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt. For så vidt angik den udenlandske lønindkomst konkluderede Landsskatteretten, at klageren alene havde handlet simpelt uagtsomt. Landsskatteretten lagde vægt på, at klageren havde selvangivet lønnen inden for selvangivelsesfristen. Klageren havde imidlertid anvendt valutakursen på selvangivelsestidspunktet i 2009 til at omregne sin lønindkomst frabritiske pund til danske kroner, hvilket gav en mindre afvigelse på kr. 23.861 sammenlignet med den gennemsnitlige valutakurs for 2008. Denne handlemåde var dog hverken udtryk for grov uagtsomhed eller forsæt.

Endvidere kan der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 30. juni 2015 (sagsnr. 13-0115046), der illustrerer en tilsvarende situation. Sagen drejede sig om en klager, der siden 2001 havde arbejdet for en østrisk virksomhed. Klagerens arbejdsområde var det nordlige Europa, herunder det nordlige Tyskland, Danmark, Sverige og Norge. Klagerens arbejdssted var som udgangspunkt hans hjem i Danmark, men han kørte rundt til kunder i hele Nordeuropa i størstedelen af sin arbejdstid. Da klageren anvendte sin egen bil, modtog han befodringsgodtgørelse fra sin arbejdsgiver. Såfremt der udarbejdes et tilstrækkeligt kørselsregnskab, er sådanne befordringsgodtgørelser som udgangspunkt skattefrie efter ligningslovens § 9 B. Hverken SKAT eller Skatteankenævnet accepterede dog det af klageren udarbejdede kørselregnskab, og de nægtede endvidere klageren en række andre fradrag relateret til dennes arbejde som lønmodtager. Dette ledte til en forhøjelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2005-2007 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Klageren havde imidlertid flere gange være i kontakt med SKAT i henholdsvis 2001, 2006 og 2008 vedrørende forhold relateret til SKATs forhøjelser. SKAT havde med andre ord vejledt klageren forud for selvangivelsen. Sagen blev påklaget til Landsskatteretten, som tog stilling til, om betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldte. Landsskatten fandt ikke, at klageren ved selvangivelsen havde haft til hensigt at unddrage sig skat. Forholdet blev derfor alene anset for simpelt uagtsomt, hvorfor der ikke var mulighed for at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2005-2007.

Afgørelserne fra Landsskatteretten af henholdsvis den 21. december 2015 og den 30. juni 2015 illustrerer, at der hverken foreligger grov uagtsomhed eller forsæt i de situationer, hvor skatteyderen ikke har haft til hensigt at betale mindre skat. I sagerne havde klagerne efter bedste evne forsøgt at selvangive på en rigtig måde, således at skatteansættelserne for de pågældende indkomstår ville blive foretaget på et rigtigt og fuldstændigt grundlag. Det samme har [person1] forsøgt i nærværende sag. Han har ved flere lejligheder været i telefonisk kontakt med SKATs medarbejdere samt deltaget i et møde hos SKAT Øresund. Dette for at finde ud af, hvordan han skulle forholde sig til kørselsfradraget på sin selvangivelse. Han har således ikke haft til hensigt at unddrage sig skat, men han har derimod forsøgt at blive klogere på sin skatteretlige retsstilling, således at han kunne selvangive sin befordring korrekt.

Endelig kan der henvises til Landsskatterettens afgørelser af den 23. oktober 2015 (sagsnr. 13-0233518 og 13-5309457). I sagerne havde klageren erhvervet en ejendom i 1978. En tredjedel af ejendommen blev overdraget mod kontant betaling til klagerens daværende ægtefælle i 1994, hvorefter hun flyttede ind. Først pr. 16. marts 2006 indgik parterne en skriftlig aftale, der slog fast, at klagerens nu tidligere ægtefælle med tilbagevirkende kraft fra 1994 erhvervede 1/3 af ejendommen. Efterfølgende indbetalte klagerens tidligere ægtefælle et beløb til klageren hver måned til dækning af udgifter ved ejendommen. Disse betalinger udgjorde hvert år kr. 56.700. SKAT nægtede, at overdragelsen af ejendomsretten var gyldig civilretligt, hvorfor klageren burde have selvangivet de modtagne beløb som lejeindtægter. Dette ledte til en forhøjelse af klagerens skatteansættelser i indkomstårene 2009-2011 efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Denne genoptagelse blev påkaget til Landsskatteretten, som fastslog, at klagerens selvangivne opfattelse af de skatteretlige regler ikke kunne anses for mere end simpel uagtsom, selvom den var fejlagtig. Dette resultat skyldes formentlig, at klagerens repræsentant havde argumenteret for, at klageren havde en berettiget forventning om, at overdragelsen til ægtefællen var civilretlig gyldig. SKAT havde nemlig tidligere anerkendt det fælles ejerskab af ejendommen, bl.a. ved udsendelse af en ændret årsopgørelse for indkomståret 2008, hvor klagerens tidligere ægtefælle fik en fradragsret svarende til hendes ejerandel af den samlede gæld vedrørende ejendommen.

Afgørelsen kan læses således, at klageren befandt sig i en vildfarelse omkring sin retsstilling.

Klageren var af den opfattelse, at hans handlemåde var rigtig og på forhånd anerkendt af SKAT. Dette er ligeledes tilfældet i nærværende sag, hvor [person1] havde fået den opfattelse, at han godt kunne foretage kørselsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Dette skyldtes på samme måde SKA Ts "opførsel", herunder oplysninger givet direkte fra SKATs medarbejdere samt oplysninger på SKATs hjemmeside. [person1] befandt sig således i en tilsvarende vildfarelse, som hverken kan tilregnes ham som forsætlig eller som udtryk for grov uagtsomhed.

--0--

I relation til spørgsmålet om, hvorvidt SKATs afgørelse af den 14. januar 2014, jf. bilag 1, er ugyldig, er der allerede i det supplerende indlæg af den 28. april 2015 henvist til en række kendelser, der understreger, at afgørelsen om at anvende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, ru. 5, er en selvstændig afgørelse, der skal vurderes isoleret fra den materielle afgørelse om skatteansættelse og således begrundes selvstændigt, jf. forvaltningslovens § 22.

Supplerende skal der henvises til Landsskatterettens afgørelse af den 9. maj 2014 (sagsnr. 13-0131957). I sagen havde SKAT ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2009-2011 og forhøjet den skattepligtige indkomst. Forhøjelsen var bl.a. begrundet med, at klageren havde benyttet selskabets firmabil til kørsel mellem hjem og arbejde, hvilket førte til beskatning af værdi af fri bil. I den forbindelse blev der henvist til, at en medarbejder hos SKAT havde set klageren køre strækningen mellem hjem og arbejde i selskabets bil.

SKATs afgørelse blev påklaget til Skatteankestyrelsen, hvor klagerens repræsentant bl.a. gjorde ugyldighed gældende som følge af manglende begrundelse for den ekstraordinære genoptagelse.

Landsskatteretten konkluderede først, at SKAT havde iagttaget begrundelsespligten i forvaltningslovens § 24, stk. 1, idet SKAT havde henvist til de faktiske omstændigheder, hvorpå myndighedens afgørelse var baseret. Dernæst fandt Landsretten dog, at SKAT ikke havde opfyldt sin begrundsespligt i forvaltningslovens § 24, stk. 2. SKAT havde undladt at give en kort redegørelse for de nærmere omstændigheder omkring konstateringen, der var gjort af en af SKATs medarbejdere, særligt i forhold til oplysninger om hvor, hvornår og hvilken bil klageren var set køre i og fået stillet

til sin private rådighed. Konstateringen, der ikke var nærmere uddybet, var tillagt væsentlig betydning i SKA Ts afgørelse, og Landsskatteretten kunne ikke udelukke, at sagen havde fået et andet udfald, hvis denne konstatering ikke var gjort. Manglen var med andre ord konkret væsentlig, hvorfor det var Landsskatterettens vurdering, at SKA Ts afgørelse var ugyldig på grund af manglende opfyldelse af begrundelsekravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2.

I nærværende sag er SKAT ligeledes ikke kommet med en behørig begrundelse. Da denne mangel tillige er konkret væsentlig, er afgørelsen ugyldig som følge af den formelle mangel.”

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt af klageren, at han har haft arbejdsgiverens varebil til rådighed for kørsel mellem hjem og arbejde i indkomstårene 2008-2013, at han for de samme indkomstår har foretaget befordringsfradrag, og at han derfor er skattepligtig af et beløb svarende til befordringsfradraget.

Sagen angår dermed ikke om klageren er skattepligtig af den arbejdsgiverbetalte befordring, men om der er formelle forhold, der kan begrunde, at der ikke skal ske beskatning heraf.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, at en ansættelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat skal varsles senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Denne frist gælder dog ikke for personer med enkle økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013. Ifølge denne bekendtgørelses § 1, stk. 1, skal varsling for denne personkreds ske senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb.

Uanset fristen i § 26, stk. 1, kan en ansættelse eller ansættelsesændring varsles, såfremt en af betingelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8, og reaktionsfristen i § 27, stk. 2, er opfyldt.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, kan Told- og skatteforvaltningen varsle en ansættelsesændring efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, hvis den skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag. Det gælder også for personer omfattet af den forkortede ligningsfrist, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013.

Begreberne forsæt og grov uagtsomhed i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er identiske med de tilsvarende begreber i skattekontrollovens afsnit 3. Anvendelse af bestemmelsen i § 27, stk. 1, nr. 5, forudsætter således, at der foreligger et strafbart forhold. Anvendelsen af § 27, stk. 1, nr. 5, er dog ikke betinget af, at der gøres strafansvar gældende, eller at en gennemført straffeansvarssag resulterer i en fastsættelse af straf.

Om der er handlet groft uagtsomt eller forsætligt afhænger af en samlet vurdering af den skattepligtiges subjektive omstændigheder. Efter omstændighederne kan der være grundlag for at anvende bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, i tilfælde, hvor en skattepligtig oplyser at være ubekendt med det relevante regelgrundlag eller anser regelgrundlaget for at være særlige kompliceret. Landsskatteretten henviser til SKATs Juridiske Vejledning, 2015-1, afsnit A.A.8.2.3.7.

Det er ubestridt, at klageren har haft arbejdsgiverens varebil til rådighed for kørsel mellem hjem og arbejde.

Det er klagerens ansvar at selvangive korrekt. Det fremgår af ligningslovens § 9 C, stk. 7, og af SKATs Juridiske Vejledning (tidligere Ligningsvejledningen), at arbejdsgiverbetalt befordring er skattepligtig, når den skattepligtige har foretaget befordringsfradrag.

På dette grundlag finder Landsskatterettens, at klageren har handlet groft uagtsomt ved ikke at medregne værdi af fri befordring, når klageren har selvangivet befordringsfradrag for indkomstår, hvor han har haft arbejdsgiverbetalt befordring mellem hjem og arbejde.

Landsskatteretten finder således, at betingelserne for at forhøje klagerens personlige indkomst for indkomstårene 2008-2010 med hjemmel i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, er opfyldt.

Det fremgår af forvaltningslovens § 22, at en skriftlig afgørelse skal begrundes.

Det fremgår af forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt., at en begrundelse for en afgørelse skal indeholde henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Det følger af § 24, stk. 2, at begrundelsen om fornødent skal indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

SKAT har i afgørelsen henvist til, at værdien af fri befordring ansættes til et beløb, der modsvarer det selvangivne kørselsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. SKAT har endvidere henvist til, at fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, nr. 1, kan suspenderes, såfremt reguleringen anses for omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. SKAT har herefter citeret bestemmelsen.

SKAT har således opfyldt begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, stk. 1, 1. pkt.

For så vidt angår begrundelseskravet i forvaltningslovens § 24, stk. 2, har SKAT i afgørelsen anført, at der er sket beskatning af fri befordring på grund af, at klageren har haft rådighed over arbejdsgiverens varebil til kørsel mellem hjem og arbejde og samtidig har foretaget befordringsfradrag. At der i begrundelsen ikke er anført en særskilt begrundelse for, at dette forhold findes som minimum groft uagtsomt, men alene er sket en henvisning til og citering af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, finder Landsskatteretten efter en konkret væsentlighedsvurdering ikke at udgøre en fejl, der kan begrunde, at afgørelsen er ugyldig. Landsskatteretten henviser til, at sagens faktum er ubestridt. Landsskatteretten henviser i øvrigt til Vestre Landsrets dom refereret i SKM2015.689.VLR.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om at forhøje klagerens skattepligtige indkomst med et beløb svarende til selvangivet befordringsfradrag for indkomstårene 2008, 2009 og 2010, idet beløbene dog anses for ikke arbejdsmarkedsbidragspligtige, da de ikke er omfattet af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 2, stk. 2, nr. 2.

Det samme gælder for indkomstårene 2011, 2012 og 2013, for hvilke indkomstår selve indkomstforhøjelsen ikke er påklaget, men hvor de ansatte beløb skal anses for ikke arbejdsmarkedsbidragspligtige.