Kendelse af 26-05-2016 - indlagt i TaxCons database den 24-06-2016

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

på følgende måde:

Landsskatterettenstadfæster SKATs bindende svar.

Faktiske oplysninger

"I oplyser, at [person1] er uddannet lærer. Han var i indkomstårene 2008, 2009 og 2010 ansat ved [by1] Kommune som lærer ved [skolen]. I samme indkomstår var han endvidere ulønnet træner for [Forening1] som træner for klubbens 1. hold, der på daværende tidspunkt spillede i 2. division.

[Forening1] er en fodboldklub, hvis formål efter vedtægten er følgende:

"Med udgangspunkt i aktiviteten(-erne) og i det forpligtende fællesskab er det foreningens formål

at styrke folkeoplysningen og dermed medlemmernes evne og lys t til at tage ansvar/ar eget liv og til at deltage aktivt og engageret i samfundslivet.

Formålet medforeningsdannelsen er i øvrigt: At drive fodboldklub på såvel ungdoms- og seniorplan."

I vedlægger kopi af trænerkontrakten for sæsonen 2008/2009. Til orientering, oplyses det, at trænerkontrakten for øvrige sæsoner er idendisk hermed, for så vidt angår vederlæggelsen af [person1].

Det fremgår af trænerkontrakten, at [person1] ikke modtog vederlag for sin indsats, men [Forening1] skulle dække hans omkostninger ved udførelsen af trænerjobbet, inden for de til enhver tid gældende regler om skattefri omkostningsgodtgørelse. Det samlede beløb, han kunne modtage, var dog maksimeret ti l DKK 96.000 årligt.

Det fremgår endvidere af trænerkontrakten, at omkostningsgodtgørelsen skulle udbetales månedsvis bagud på grundlag af afleverede bilag samt kørsels- og rejserapporter, indtil det maksimale beløb var nået.

I april 20 12 traf SKAT afgørelse om, at de udbetalte godtgørelser ikke var skattefri for [person1]. SKATs afgørelse blev primo 2013 stadfæstet af Skatteankenævnet. Konsekvensen heraf blev derfor, at [person1] blev beskattet af de modtagne godtgørelser.

Grundet denne ændrede skattemæssige behandling af de modtagne godtgørelser, har [person1] anlagt sag mod [Forening1] ved Retten i [by1] med påstand om betaling af erstatning for det økonomiske tab, han har lidt som følge af, at han mod forventning har betalt skat af godtgørelserne. I har ligeledes vedlagt en kopi af stævningen til orientering.

Af stævning af 8. august 2013 fremgår følgende af anbringende 2:

"at den modtagne kørselsgodtgørelse af skatteankenævnet blev anset som lønindkomst med den begrunde/se, at sagsøgte ikke havde ført den fornødne kontrol med sagsøgers kørsel. "

Retssagen er i øjeblikket stillet i bero i Retten, idet parterne har indledt forligsforhandlinger.

Af trænerkontrakten mellem [Forening1] og [person1] for perioden 1/7 2008 til 30/6 2009, fremgår der følgende:

''Trænerkontrakt

Indgået mellem [Forening1] - FODBOLD, herefter [Forening1] og [person1] , herefter kaldet træneren

Er der indgået følgende kontrakt for perioden 1/7 2008 til 30/ 6 2009

11.Følgende typer omkostninger dækkes af rammebeløb i henhold til de enhver tid gældende regler om skattefri omkostningsgodtgøre/se og refusion af udgifter til ulønnede trænere, ledere m.fl.:

12. Omkostningsdækningen udbetales månedsvis bagud, på grundlag af afleverede kørselsbilag samt rejserapporter indtil rammebeløbet er nået. En måneds omkostningsudbetaling kan ikke overstige 1/12 af rammebeløbet. En måneds evt. udækkede omkostningsbeløb udskydes i så fald til senere afregning."

Af Skatteankenævnets afgørelse fra den 8. februar 2013, fremgår der bl.a.:

"Ud fra de foreliggende oplysninger, herunder det på mødet med skatteankenævnet fremførte, er det fortsat skatteankenævnets opfattelse, at [person1] som udgangspunkt opfyldte betingelserne for at være omfattet af Ligningslovens § 7 M.

Skatteankenævnet er dog fortsat enig med SKAT i, at [Forening1]., ikke har ført den fornødne kontrol med de afleverede køresedler, der skal til for at udbetalingerne kan ske skattefrit. Skatteankenævnet har her blandt andet set på, at

Skatteankenævnet finder at nærværende klagesag er analog med den ovenfor refererede Landsskatterets afgørelse.

Ifølge Ligningslovens § 9 stk. 4 skal godtgørelse, som udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som lønmodtageren påføres som følge af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelen. Dog gælder dette ikke godtgørelse for befordringsudgifter omfattet af Ligningslovens § 9 B, såfremt godtgørelsen ikke overstiger de satser, som er fastsat af Skatterådet.

Ifølge bekendtgørelse nr. 173 af den 13. marts 2000 § 2 er det en forudsætning for skattefriheden, at arbejdsgiveren/hvervgiveren fører kontrol med antallet af kørte kilometer, samt at bogføringsbilaget vedrørende den erhvervsmæssige kørsel indeholder modtagerens navn, adresse og CPR-nr., kørslens erhvervsmæssige formål, datofor kørslen, kørslens mål og delmål, antal kørte km, anvendte satser og beregning.

Efter Landsskatterettens kendelse af den 16. december 2003 SKM2004.45LSR er det en forudsæt ning for den af arbejdsgiveren krævede kontrol, at det er muligt at konstatere, hvilken bil som konkret har været anvendt til kørslen.

I nærværende klagesag er det ikke anført hvilken konkret bil, der er anvendt til de enkelte ture og det har derfor ikke været muligt for [Forening1], at føre en effektiv kontrol med om klager har anvendt egen bil til de kørsler der er udbetalt godtgørelse for. Betingelsen for at udbetale skattefri godtgørelse efter ligningslovens § 9B, er derfor ikke opfyldt.

Det er Skatteankenævnets opfattelse, at der kan indrømmes yderligere fradrag efter ligningslovens § 9 c således:"

Skatteankenævnets afgørelse er ikke påklaget til Landsskatteretten, hvilket fremgår af stævningen af 8. august 2013, side 2, 3. sidste afsnit."

Klagerens repræsentant har oplyst, at [Forening1] og klageren - ved byretten - har indgået forlig om, at [Forening1] anerkender sin erstatningspligt, og at man i relation til den beløbsmæssige opgørelse afventer nærværende sags resultat.

SKATs bindende svar

SKAT har ved bindende svar besvaret følgende spørgsmål:

på følgende måde:

Der er til støtte herfor anført:

SKATs begrundelse til spørgsmål 1:

"SKAT har den 23. april 2012 afgjort, at [person1] ikke opfylder betingelserne for at modtage skattefri befordringsgodtgørelse i henhold til ligningslovens § 9 B, jf. bekendtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000 § 2. [Forening1] har ikke ført den fornødne kontrol med de afleverede køresedler, hvorfor den modtagne godtgørelse anses som skattepligtig løn.

Dette blev delvist stadfæstet i Skatteankenævnets afgørelse den 8. februar 2013, hvor skatteankenævnet, modsat SK.AT, fandt, at [person1] ud fra de foreliggende oplysninger, herunder det på mødet med skatteankenævnet fremførte, som udgangspunkt opfyldte betingelserne for at være omfattet af ligningslovens § 7 M.

Skatteankenævnet var dog fortsat enig med SKAT i, at [Forening1], ikke havde ført den fornødne kontrol med de afleverede køresedler, der skulle til for at udbetalingerne kunne ske skattefrit. Betingelserne for at udbetale skattefrie godtgørelser efter ligningslovens § 9 B, j f. bekendtgørelse m. 173 af 13. marts 2000 § 2, var derfor ikke opfyldt.

Det var herefter skatteankenævnets opfattelse, at der kunne indrømmes yderligere fradrag efter ligningslovens § 9 C, j f. de supplerende modtagne oplysninger om hovedarbejdssted og [person1]s adresser i perioden.

Skatteankenævnet fandt derudover, at sagen var analog med den refererede Landsskatterets afgørelse, hvori Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse, med den konsekvens, at klageren i den nævnte sag var at betragte som lønnet træner, da der ikke var ført den fornødne kontrol med udbetalingerne, samt SKM2012.672.BR, hvor retten fandt, at sagsøgeren ikke havde ført fornøden kontrol med udbetalingerne, hvorfor de var skattepligtige. Sagsøgeren pålagdes derfor hæftelsesansvar for de manglende indeholdte A-skatter og AM-bidrag.

Grundet den ændrede skattemæssige behandling af de modtagne godtgørelser, har [person1] anlagt sag mod [Forening1] med påstand om betaling af erstatning for det økonomi ske tab, han har lidt som følge af, at han har betalt skat af godtgørelserne. Til støtte for påstanden er det gjort gældende, at den modtagne kørselsgodtgørelse, af skatteankenævnet, blev anset som lønindkomst med den begrundelse, at sagsøgte ikke havde ført den fornødne kontrol med sagsøgers kørsel.

Det er SK.ATs opfattelse, at en erstatning fra [Forening1] til dækning af skat på skattefrie godtgørelser, der er gjort skattepligtige, som følge af at kontrolkravet vedrørende udbetaling af skattefrie godtgørelser efter ligningslovens § 7 M ikke har været opfyldt, vil være skattepligtig for [person1], da erstatningen, i den konkrete situation, anses for at være et tillæg til lønnen.

I den forbindelse skal det bemærkes, at [person1] ikke har påklaget Skatteankenævnets afgørelse af 8. februar 2013. Det fremgår af Skatteankenævnets afgørelser, at sagen, efter Skatteankenævnets opfattelse, er analog med den ovenfor gennemgåede afgørelse fra Landsskatteretten refereret i j. nr. 07-03672, hvoraf det fremgår, at træneren, grundet de anførte omstændigheder med manglende kontrol af de udbetalte godtgørelser efter ligningslovens § 7 M, herefter blev anset som værende lønnet træner.

SKAT anser derfor erstatningen som en kompensation for en forventet nettoløn, hvorfor den er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a, som vederlag/løn, der er omfattet af kildeskattelovens § 43, stk. 1, hvorfor erstatningen skal medregnes ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. l.

Eventuel kompensation fra [Forening1] for skatten af godtgørelsen er derfor ikke et tab af indkomstkilden. Erstatningen kan derfor ikke henføres til statsskattelovens § 5.

Det er SKATs opfattelse, at Skatterådets afgørelse refereret i SKM2014.509.SR ikke kan påberåbes til støtte for jeres synspunkter, idet der var tale om en erstatning, der trådte i stedet for en skattefri forsikringsudbetaling ved kritisk sygdom og ikke som i nærværende sag, hvor der foreligger vederlag/løn.

Det er ligeledes SKATs opfattelse, at Vestre Landsrets dom refereret i TfS 1984, 428 ikke kan påberåbes til støtte for jeres synspunkter, idet der var tale om en erstatning der kunne henføres til, at skatteyder ikke kunne genindvind e den forøgede formueskat og 8 % tillægget i henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 2, der opstod på grund af en revisorfejl og ikke som i nærværende sag, hvor der foreligger vederlag/løn.

Endvidere er det SKATs opfattelse, at Landsskatterettens afgørelse refereret i TfS 1995, 47 ikke kan påberåbes til støtte for Jeres synspunkter, idet der var tale om en kompensation for en reduktion der var sket af deltagernes fradragsberettigede stiftelsesprovision, hvor erstatningen var beregnet på grundlag af klagerens marginalskatteprocent i det påklagede indkomstår på grund af en "investeringspakke" udbudt af en sparekasse og ikke som i nærværende sag, hvor der forligger vederlag/løn.

SKAT må derfor svare nej til spørgsmål 1."

SKATs begrundelse til spørgsmål 2:

"Bortfalder, som følge af svaret på spørgsmål 1.

SKATs vejledende ud ta l else vedrørende udgifter til advokat

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fratrækkes udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgifterne og erhvervelsen af indkomsten.

Advokatudgifter afholdt for at sikre den løbende skattepligtige indkomst vil således kunne fratræk kes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Modsat vil advokatudgifter, som vedrører selve indkomstgrundlaget, ikke kunne fratrækkes. Det er i den forbindelse uden betydning, om eksempelvis erstatning for tab af indkomstgrundlaget er skattefri eller skattepligtig.

Vedrører advokatudgiften såvel skattepligtige løbende indkomster som indkomst vedrørende selve indkomstgrundlaget, vil der være delvis fradrag for advokatudgiften svarende til den del, der kan henføres til de skattepligtige løbende indkomster.

Fra praksis kan bl.a. nævnes sag SKM2001.473.LSR, hvor en organist anlagde retssag i forbindelse med opsigelse af stillingen med krav om erstatning dels for procedurefej l fra menighedsrådets side dels for et krav på merbetaling i ansættelsesperiodens slutning. Den del af advokatudgifterne, der kunne henføres til lønkravet blev anset for fradragsberettiget.

For lønmodtagere gælder, at fradraget kan foretages som et ligningsmæssigt fradrag, j f. ligningslovens § 9, stk. 1. Der kan alene foretages fradrag for udgifter i det omfang, de samlede fradragsberettigede lønmodtagerudgifter overstiger et grundbeløb på 5.600 kr. (2014), jf. ligningslovens § 9, stk. 1.

Skattefrie godtgørelser der er pålignet, i forbindelse med at et kontrolkrav ikke har været opfyld t, vil således være skattepligtig for modtageren som A-indkomst m.v., jf. kildeskatteloven s § 43, hvorfor der er tale om et lønmodtagerforhold."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der skal svares "ja" til spørgsmålet:

Kan SKAT bekræfte, at en eventuel forligsmæssig eller ved dom fastlagt erstatning udbetalt fra "[Forening1] af 13. juni 1913" til klageren under de nedenfor beskrevne omstændigheder, vil være skattefri for ham?

Klagerens repræsentant har endvidere nedlagt påstand om, at der skal svares "ja" til spørgsmålet:

Kan SKAT bekræfte, at såfremt den nævnte erstatning helt eller delvist dækker rådgiveromkostninger, som klageren har afholdt i forbindelse med sagen, så vil (også) denne del af erstatningen være skattefri for ham?

Der er til støtte herfor anført:

"Indledningsvist skal henvises til sagsfremstillingen indeholdt i det bindende svar, herunder de faktiske forhold samt klager opfattelse og bemærkninger til spørgsmålenes besvarelse.

Disse betragtninger gøres fortsat gældende.

Begrundelsen i det bindende svar giver dog klager anledning til at fremkomme med yderligere bemærkninger:

Det kan indledningsvis lægges til grund, at [Forening1] har udbetalt skattefri befordringsgodtgørtelse til [person1] efter ligningslovens § 7M. Det kan også lægges til grund, at SKAT ikke har anset befordringsgodtgørelsen for skattefri, idet flere formelle krav ikke har været overholdt, jf. ligningslovens § 7M, 2. pkt.

Det kan samtidig lægges til grund, at en kommende udbetaling af erstatning vil være udbetaling af et engangsbeløb og at denne udbetaling skal beskattes på samme måde som det, den træder i stedet for, jf. praksis og "SKATs juridiske vejledning, 2014-2, afsnit C.A.3.7, erstatninger", som der netop også er henvist til i det bindende svar.

Spørgsmålet er derfor herefter, hvorvidt en udbetalt erstatning (som beskrevet) til [person1] træder i stedet for en skattepligtig indkomst.

Det er gennemgående for SKATs stillingtagen til spørgsmålene, at den oprindelige udbetaling til [person1], kan anses for værende "vederlag/løn". Dette begrundes med [Forening1]'s manglende overholdelse af de formelle krav til udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter Ligningslovens § 7M.

At selve godtgørelsen i en sådan situation skulle ændre karakter til "vederlag/løn" bestrides til fulde.

Skattepligten vedrører fortsat en oprindelig skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 7M, der dog grundet formaliteter er blevet skattepligtig, idet betingelserne der knytter sig til ligningslovens § 7M, ikke er overholdte.

Uanset at SKAT, i det omfang de formelle krav ikke er overholdte, er berettiget til at håndtere den oprindeligt skattefrie befordringsgodtgørelse som skattepligtig, ændrer det ikke på selve karakteren af den oprindelige udbetaling - nemlig at [person1] i kraft af Ligningslovens § 7M er blevet godtgjort allerede private afholdte udgifter.

Den omstændighed at betingelserne ikke er overholdte betyder blot, at den oprindelige skattefrie befordringodtgørelse, ikke kan udbetales skattefrit, hvorfor der udløses skattepligt af godtgørelsen - altså ikke skat af "vederlag/løn".

De anførte formelle fejl hos blandt andet [Forening1] medfører jf. ovennævnte skattepligt af udbetalingen, men det ændrer ikke på, at en erstatningsudbetaling til [person1] netop vedrører en oprindelig skattefri befordringsgodtgørelse efter ligningslovens § 7M - dette uanset om betingelserne er overholdte eller ej. Hvad angår sådanne formelle fejl og den efterfølgende vurdering af erstatningens skatteretlige stilling, henvises i øvrigt til de sager som klager har refereret under sine bemærkninger til det bindende svar.

Klager har i forbindelse med bemærkningerne henvist til flere sager fra praksis (SKM2014.509SR ; TfS1995.47 ; TfS1984.428), hvor en oprindeligt ikke beskattet udbetaling, er blevet anset som skattepligtig grundet formelle fejl. Dette eksempelvis hos bank eller revisor.

Selve den udbetalte erstatning, svarende til den pålignede skat, er derimod ikke blevet anset for skattepligtig.

Baggrunden herfor er netop, at erstatningen i disse sager træder i stedet for en udbetaling, der oprindelig var skattefri. Det samme må gøre sig gældende i indeværende sag, hvorfor SKATs vurdering af, at erstatningen træder i stedet for "vederlag/løn", simpelthen er forkert.

Vurderes konklusionen i det bindende svar ud fra lighedsprincippet, må det konkluderes, at der hos SKAT er anlagt en anden konsekvensbetragtning, i det omfang at fejlen er begået af en fodboldklub (her [Forening1]) end hos en revisor eller bank, jf. ovennævnte afgørelser.

Hertil bemærkes endnu engang, at selve skattepligten af en udbetalt erstatning må vurderes ud fra det, den træder i stedet for og ikke andet. Erstatningen i indeværende sag træder i stedet for en skattefri befordringsgodtgørelse og ikke "vederlag/løn", som anført af SKAT. Dette uanset at der grundet formelle fejl indtræder skattepligt af den udbetalte godtgørelse.

Slutteligt kan helt generelt anføres, at hele baggrunden for ligningslovens § 7M er, at de af den frivillige afholdte private udgifter og som afholdt som led i han/hun's frivillige arbejde godtgøres. I det omfang den frivillige - som tilfældet her - pålægges at betale skat af en sådan godtgørelse, så må den frivillige, i hvert fald forudsat fejlen primært ligger andetsteds, også være berettiget til erstatning for de skattemæssige udgifter, dette har påført den frivillige - og dette netop uden at en sådan erstatning beskattes "igen". I modsat fald, sætter man den frivillige i en helt urimelig situation.

Med disse bemærkninger er det klagers vurdering, at Landsskatteretten må ændre det af SKAT bindende svar, således der til ovennævnte spørgsmål 1 svares "ja".

På samme vis er det klagers vurdering, at Landsskatteretten må ændre det af SKAT bindende svar, således der til ovennævnte spørgsmål 2 svares "ja"."

Repræsentanten har efterfølgende indsendt bemærkninger:

"For god ordens skyld er det vigtigt at præcisere, at byretssagen er afgjort ved forlig mellem parterne og dette efter forhandling. Parterne havde et fælles ønske om, at retssagen i hvert fald fandt sin afslutning. Dette skal ikke ses således, at Hobro anerkender sin erstatningspligt i relation til indeværende sag."

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtigt. Dette fremgår af statsskattelovens § 4.

Godtgørelser, der af en forening udbetales til ulønnede bestyrelsesmedlemmer eller til frivillige, ulønnede medhjælpere, der yder bistand som led i foreningens skattefri virksomhed, er skattefri for modtageren. Dette fremgår af ligningslovens § 7 M.

Erstatningen fra [Forening1] dækker skatten af de godtgørelser, der er gjort skattepligtige, som følge af at kontrolkravene efter ligningslovens § 7 M, ikke har været opfyldt.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at ovennævnte erstatning må anses som kompensation for et tab i den løbende indkomsterhvervelse, og som følge heraf er erstatningen skattepligtig jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs bindende svar.