Kendelse af 11-10-2016 - indlagt i TaxCons database den 26-11-2016

Der klages over, at SKAT har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

SKAT har givet afslag på ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Ved en afgørelse af 22. december 2011 stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets afgørelse, hvorefter klagerens indkomst i 2006 er forhøjet med 1.948.692 kr. vedrørende yderligere løn. Skatteankenævnet havde stadfæstet SKATs afgørelse af 20. april 2010. Landsskatterettens afgørelse har sagsnr. [].

Skattesagen drejede sig om, at klageren i februar 2006 havde et tilgodehavende på løn på 1.948.692 kr. mod sin arbejdsgiver, som var et selskab ([virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS), som efterfølgende gik konkurs. Klageren indgik den 5. februar 2006 en aftale med sin arbejdsgiver om, at hendes krav på løn bortfaldt mod at hun fik overdraget selskabets krav mod SU-Styrelsen. Hendes arbejdsgiver havde rejst krav mod SU-Styrelsen på ca. 2.000.000 kr. Klageren modtog fra SU-Styrelsen i 2006 – 2010 i alt ca. 800.000 kr. [virksomhed2] førte efterfølgende på vegne af klageren sag mod SU-Styrelsen med påstand om betaling af yderligere 1.054.275 kr. med tillæg af procesrente. Klageren/[virksomhed2] blev repræsenteret af [virksomhed3], som også repræsenterede klageren under sagens behandling hos SKAT. [virksomhed3] bestred på vegne af klageren under den efterfølgende skattesag, at klageren i 2006 skulle beskattes af sit fulde lønkrav.

Efter at arbejdsgiverselskabet var gået konkurs foretog kurator undersøgelse af, om transporten kravet mod SU-styrelsen kunne omstødes. [virksomhed3] fremsendte i den forbindelse bl.a. transporten og ansættelseskontrakten til kurator. Kurator rettede henvendelse til SKAT vedrørende klagerens lønkrav, som kurator ikke kunne finde dokumenteret i selskabets bogføring. På SKATs anmodning den 8. juni 2009 videresendte kurator det materiale, som han havde modtaget fra klagerens repræsentant [virksomhed3], til SKAT.

Den 1. juli 2009 anmodede SKAT v/[Skattecentret] klageren om at indsende materiale til brug for ligningen af klagerens selvangivelse for 2006. Følgende fremgår af SKATs brev til klageren:

”Ifølge materiale fra selskabet [virksomhed1] ApS under konkurs har du i 2006 som betaling for lønkrav m.v. modtaget en fordring på 1.948.692,50 kr.

Skat ønsker i den forbindelse at kontrollere din selvangivelse vedrørende dette forhold.

I den forbindelse anmodes du om at dokumentere følgende:

Vi beder dig sende os materialet inden den 14. august 2009. Husk at skrive CPR-nummer på.

Hvis du vi aflevere materialet personligt, beder vi dig ringe og aftale tid inden. Du kan også ringe og aftale et møde.”

Klageren indbragte Landsskatterettens afgørelse for Retten i [by1] med påstand om, at Skatteministeriet skulle anerkende, at sagsøgers lønindkomst i 2006 skulle nedsættes med 1.618.692 kr., subsidiært nedsættes med 1.546.350,15 kr., og mere subsidiært nedsættes med 801.323,71 kr. Retten i [by1] frifaldt ved en dom af 28. februar 2013 Skatteministeriet. Byretten lagde til grund, at skatteyderen og selskabet ved indgåelse af aftalen i februar 2006 selv anslog, at kravet mod SU-styrelsen havde en værdi på ca. 2.000.000 kr. Retten fandt derfor, at skatteyderen ved modtagelse af transport på fordringen modtog betaling af sit tilgodehavende hos selskabet, og at forhøjelsen af skatteyderens indkomst i 2006 med 1.948.692 kr. derfor var berettiget. Byrettens dom har sagsnr. [...]. Klageren indbragte Retten i [by1]s dom for Vestre Landsret. Ved en dom af 10. april 2014 stadfæstede Vestre Landsret Retten i [by1]s dom. Vestre Landsrets dom har sagsnr. [...]. Den 13. februar 2015 bad klageren Landsskatteretten om at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011. Ved en afgørelse af 20. marts 2015 afslog Landsskatteretten at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011. Landsskatterettens afslag på genoptagelse af rettens afgørelse har sagsnr. [...].

Forinden klageren bad Landsskatteretten om at genoptage Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011, havde klageren den 19. januar 2015 bedt SKAT om at genoptage klagerens skatteansættelse for 2006 ekstraordinært. SKAT traf den 23. februar 2015 afgørelse om ikke at genoptage skatteansættelsen ekstraordinært.

I SKATs afgørelse af 20. april 2010 er det på side 3 fremgår som sidste linje: ”Der kan blive tale om ansvar”.

Den 3. juli 2013 meddelte SKAT klageren, at SKAT har sigtet klageren for at have overtrådt skatteforvaltningslovens § 16, at klageren ikke havde pligt til at udtale sig om sagen. Det er oplyst, at straffesagen blev berostillet, indtil skattesagen var endeligt afklaret. Efter skattesagen var afsluttet, blev straffesagen afsluttet med tiltalefrafald.

SKATs afgørelse

Skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2 fastsætter de indbyrdes kompetencer mellem SKAT, skatteankeforvaltningen og Landsskatteretten.

Der fremgår således skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, at SKAT som hovedregel ikke kan træffe afgørelse i sager, hvor enten skatteankeforvaltningen eller Landsskatteretten har truffet afgørelse. SKAT har dog mulighed for at genoptage efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3.

Formålet med skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, er, at SKAT har mulighed for at genoptage en skatteansættelse, selvom enten skatteankeforvaltningen eller Landsskatteretten har truffet afgørelse i sagen, således at de administrative klageinstanser ikke har unødige anmodninger om genoptagelse af sager.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3 er således udelukkende en særlig undtagelse til hovedreglen i skatteforvaltningslovens § 14.

Det er dog en betingelse for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, at den skatte­ pligtige ikke udtaler sig imod ændringen af skatteansættelsen, samt at betingelserne for ekstraordi­ nær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, er opfyldt.

Betingelsen for genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, er således, at skatteyderen opfylder betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1 samt, at den skattepligtige ikke udtaler sig imod ændringen. Begge betingelser skal være opfyldt.

De objektive betingelser for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1 -7 er ikke opfyldt.

Skatteansættelsen kan derfor kun genoptages, hvis der foreligger ekstraordinære forhold, som nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Skatteansættelsen for indkomståret 2006 vedrørende ansættelsen af lønindkomsten har været påklaget til såvel de administrative klageinstanser, samt til domstolene.

De administrative klageinstanser behandler deres afgørelser efter officialprincippet. Det fremgår hverken af skatteankenævnets afgørelse af den 18. november 2010 eller af Landsskatterettens afgørelse af den 22. december 2011, at SKAT har foretaget processuelle fejl ved sagsbehandlingen af skatteansættelsen for 2006.

Ved domstolene gælder forhandlingsprincippet. Det fremgår ligeledes ikke af hverken af byrettens dom af 28. februar 2013 eller Vestre Landsrets dom af 10. april 2014, at det er gjort gældende, at SKAT har begået processuelle fejl ved behandling af skatteansættelsen.

Det forhold, at det nu gøres gældende, at SKAT har begået processuelle fejl i forbindelse med behandlingen af skatteansættelsen for 2006, er ikke en særlig omstændighed, der begrunder, at SKAT skal genoptage skatteansættelsen ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

Det forhold, at der er kommet en ny rådgiver på sagen, er ikke en særlig omstændighed, der giver ret til ekstraordinær genoptagelse. Det skyldes, at der sker identifikation mellem klageren og klagerens rådgiver.

Skatteansættelsen kan ikke genoptages efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, eller efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, idet betingelsen for genoptagelse efter de nævnte bestemmeler ikke er opfyldt.

SKAT har ikke bemyndigelse til at træffe afgørelse, herunder genoptage skatteansættelsen for indkomståret 2006, idet Landsskatteretten har truffet afgørelse den 22. december 2011. Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at SKAT skal genoptage klagerens skatteansættelse for 2006.

Klageren har tidligere klaget over SKATs afgørelse for indkomståret 2006. De faktuelle forhold er beskrevet i Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011 (sagsnr. []), således som de var kendte på dette tidspunkt. Det fremgår af SKATs afgørelse og sagsfremstilling af 20. april 2010, at der kan blive tale om ansvar.

Sagen er efterfølgende oversendt til ansvarsvurdering, hvilket skete i 2013, hvor klageren oprindeligt blev sigtet i sagen. På dette tidspunkt verserede skattesagen dog fortsat ved domstolene, hvorfor det blev aftalt, at straffesagen blev berostillet indtil skattesagen var endelig afklaret.

Dette skete i forbindelse med Landsrettens dom i sagen, afsagt den 10. april 2014, hvorefter straffesagen blev genoptaget i forbindelse med tiltalebegæring fra SKAT til politiet.

[person2] blev beskikket i sagen, og han modtog i oktober 2014 forsvarsgenparterne i sagen, som han har fået tilladelse til at anvende i skattesagen.

Genparterne viser et ganske andet billede af sagens faktuelle forløb, end klageren hidtidig har været oplyst om, herunder at SKAT, på et meget tidligt tidspunkt forud for der blev rettet henvendelse til klageren, havde fået en betydelig mængde information fra kurator i [person3]s tidligere samlevers selskab, [virksomhed1] ApS, om de faktuelle forhold.

Sagen blev således allerede på dette tidspunkt behandlet af en sagsbehandler fra SKATs daværende Økokrimafdeling, hvilket er en væsentlig pointe i relation til, om SKAT havde en mistanke om et strafbart forhold.

Problemstillingen er, at klageren, jf. Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011, d. 5. februar 2006 modtog transport i et krav [virksomhed1] ApS havde mod SU styrelsen, der var bestridt og på tidspunktet ikke betalt. Transportens ordlyd er gengivet i Landsskatterettens afgørelse.

Baggrunden for denne transport var, at klageren ifølge sagens akter havde et lønkrav imod selskabet [virksomhed1]ApS på denne størrelse.

Skattesagen har efterfølgende vedrørt spørgsmålet om, hvorvidt det var retmæssigt at beskatte klageren af et beløb svarende til lønkravet som følge af transporten, idet dette krav imod SU styrelsen var bestridt. Det var dette skattemæssige forhold, der gav anledning til sagen.

SKAT endte som bekendt med at få medhold ved Vestre Landsret, hvilket altså udløste straffesagen.

I forbindelse hermed kan det konstateres, at skattesagen opstartede i forbindelse med, at [virksomhed1] ApS rettede henvendelse til SKAT vedr. klagerens lønkrav på kr. 2. mio., som kurator ikke kunne fremfinde af selskabets bogføring, ligesom skatten ikke var indeholdt. [virksomhed1] ApS havde ikke lønangivet lønnen til klageren. Klageren havde heller ikke selvangivet lønnen.

Den løn, som klageren faktisk havde selvangivet, fremgår af oplysningerne i Landsskatterettens afgørelse af 22. december 2011.

I juni/juli 2009 foregik der en omfattende udveksling af dokumenter og informationer mellem kurator og SKAT. Der henvises til de fremlagte bilag.

Der har formentlig været yderligere udveksling af oplysninger/materiale end dette, ligesom der formentlig foreligger notatark på sagen, som klagerens repræsentant ikke er i besiddelse af, og ikke har mulighed for at få indsigt i.

Der har ganske givet været yderligere korrespondance hvilket følger af, at SKAT i forbindelse med den første henvendelse til klageren den 1. juli 2009 kan gengivebeløbet fra transporterklæringen samt de anførte gældsposter i transporten eksakt.

Dette kan kun lade sig gøre, hvis SKAT har haft yderligere korrespondance med kurator om sagen i forhold til det materiale, der fremgår af forsvarsgenparterne. Skatteankestyrelsen opfordres til at fremskaffe det fuldstændige materiale.

På dette tidspunkt blev klageren ikke informeret om nogen sag, og ej heller at SKAT indsamlede og forespurgte materiale om klagerens skattemæssige forhold.

SKAT kontaktede først klageren om sagen senere i juli 2009. Det skete efter, at SKAT havde sikret sig kopi af transporten, viden om, at der ikke var bogført løn i [virksomhed1] ApS, viden om, at der ikke var angivet og indeholdt skat.

I realiteten havde SKAT på tidspunktet for den første henvendelse til klageren om sagen, sikker viden om, at der forelå et potentielt strafbart forhold, og dermed også, at der var konkret mistanke imod klageren.

Klageren blev dog på intet tidspunkt præsenteret for SKATs mistanke imod klageren i forbindelse med den efterfølgende dialog om sagen, og heller ikke i relation til de oplysninger og det materiale, SKAT indfordrede på sagen.

Klageren er således ikke blevet præsenteret for, eller har underskrevet nogen retssikkerhedsblanket, uagtet der altså forelå en meget konkret mistanke. Klageren er ligeledes ikke blevet vejledt om, at sagen blev behandlet af økokrimafdeling og ej heller, at der forelå en konkret mistanke.

At der har været mistanke følger direkte af, at SKAT i sin afgørelse henviser til, at sagen efter endt behandling vil bliver oversendt til ansvar, hvilket præcist er det, der skete i 2013 og efterfølgende, da sagen var endelig slut i 2014.

Endelig kan der henvises til det forhold, at sagen startede i foråret 2009, længe efter selvangivelsesfristen for 2006 var udløbet, og længe efter at 4 ugers fristen til at fremkomme med rettelser til årsopgørelsen var udløbet.

De nye oplysninger fra oktober 2014 viser, at SKATs afgørelse er ugyldig, da SKAT har krænket selvinkrimineringsforbuddet i retssikkerhedsloven og EMRK.

Det faktuelle er, at klageren, da SKAT rettede henvendelse i 2009, hvis man skal følge SKATs opfattelse af sagen, har gjort sig skyldig i overtrædelse af skattekontrollovens § 16 stk. 3, ved ikke inden 4 uger efter modtagelse af årsopgørelsen for 2006 at have underrettet myndighederne om, at skatteansættelsen var for lav med det beløb, som skattesagen mod klageren vedrørte.

Dette er SKATs opfattelse af sagen. Dette er ikke korrekt, men er sådan set underordnet i forhold til sagen her.

SKAT ved altså allerede i sommeren 2009, qua det materiale, som SKAT havde modtaget fra kurator i arbejdsgiverselskabet [virksomhed1] ApS og fra den korrespondance, der har været mellem parterne, at der ikke er angivet, indeholdt eller betalt nogen skat fra selskabets side, og dermed også, at der, såfremt SKATs opfattelse lægges til grund, er realiseret et strafbart forhold i juli måned 2009.

Det er der ingen tvivl om, såfremt SKATs opfattelse lægges til grund, vil det objektive gerningshold i skattekontrollovens § 16 stk. 3 være realiseret. SKAT kan ej heller have været i tvivl herom, eftersom sagsbehandleren var ansat i SKATs daværende økokrim­ afdeling.

SKAT skriver direkte i sin henvendelse til klageren af d. 1. juli 2009, at SKAT ønsker at kontrollere selvangivelsen for 2006 angående transporten i kravet mod SU styrelsen, og dermed også direkte oplysninger af betydning for et potentielt straffeansvar.

Der anmodes således om oplysninger om, hvordan transporten er selvangivet, kopi af alle aftaler vedrørende kravet og overdragelse af kravet, dokumentation for afholdte ud­ gifter og modtagne betalinger.

Alt dette uanset SKAT på dette tidspunkt var fuldt ud vidende om, at der ikke var sket selvangivelse eller indeholdelse af skat, og at myndighederne havde modtaget omfat­ tende materiale og haft omfattende dialog med kurator om sagen.

Dette fik klageren dog intet at vide om, uanset der altså ikke kan være tvivl om, at SKAT på dette tidspunkt har haft konkret mistanke. Såfremt dette ikke skulle være tilfældet, virker det meget påfaldende, at sagen er behandlet af SKATs daværende økokrim-afdeling. Dette viser i sig selv, at der er en konkret mistanke imod klageren.

Dermed skulle SKAT allerede på dette tidspunkt have afstået fra at indfordre oplysninger fra klageren, oplysninger, der alene kan inkriminere klageren.

SKAT har under alle omstændigheder ubetinget haft pligt til at oplyse klageren om, at klageren ikke havde pligt til at oplyse sagen, og fremkomme med oplysninger der vil kunne anvendes imod klageren.

Dette gælder uanset om forholdet falder inden for, eller uden for retssikkerhedslovens anvendelsesområde i henhold til lovens ordlyd, idet en sådan forpligtelse følger direkte af EMRK og i øvrigt af SKATs egen juridiske vejledning afsnit A.C.1.1.2.

Det gør SKAT ikke og spørgsmålet er, hvorfor? Mistanken er evident, materialet er til stede og de faktuelle forhold afklaret qua dialog m.v. med kurator.

SKAT har altså konkret mistanke, og også en mistanke, der kunne have båret en sigtelse, og dermed beskyttelse efter retsplejelovens § 752, stk. 1, hvorefter en sigtet ikke er for­ pligtet til at udtale sig.

Den sigtede skal udtrykkeligt gøres bekendt med dette, når der rettes henvendelse til en person, der er mistænkt eller sigtet for overtrædelse af lovgivningen, inden for SKATs område.

Dette er hele fundamentet i selvinkrimineringsforbuddet, der skal beskytte skatteydere mod at informere SKAT om forhold, som skatteyderen senere vil kunne straffes for.

Hertil slutter sig bestemmelsen i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (her­ efter EMRK) artikel 6, der handler om ''fair trial", eller sagt på en anden måde, retten til en retfærdig rettergang. Og denne rettergang starter allerede på det tidspunkt, hvor myn­ dighederne begynder at kigge på sagen, hvilket ses i den neden for nævnte [person4]-sag fra EMD.

EMRK indeholder ikke udtrykkeligt et selvinkrimineringsforbud, men Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter EMD) har imidlertid fastslået, at et forbud mod· selvinkriminering kan udledes af EMRKs artikel 6.

Selvinkrimineringsforbuddet, sammenholdt med EMRKs artikel 6, udgør tilsammen med retssikkerhedslovens §§ 9 og 10 reglerne for, hvornår myndighederne har optrådt på en måde, der krænker skatteyderens retssikkerhed, og derved kommer til at træffe afgørelser, der er ugyldige som følge af en overtrædelse af de kompetenceafgrænsninger SKAT er underlagt.

Retssikkerhedsloven, der trådte i kraft den 1.januar 2005, indeholder endvidere regler om, hvordan forvaltningen skal optræde ved anvendelsen af tvangsindgreb og oplys­ ningspligter.

Det er lovens hovedformål at sikre borgeren mod overgreb fra myndighederne, men lo­ ven indeholder også bestemmelser om afgrænsningen mellem de forvaltningsretlige ind­ greb og strafferetsplejen, jf. bestemmelserne i lovens §§ 9 og 10.

Retssikkerhedsloven indeholder i § 10 et klart forbud mod selvinkriminering, som dæk­ ker både fysiske og juridiske personer.

En person, der er under konkret mistanke om et strafbart forhold, har således ikke pligt til at meddele oplysninger om sine forhold til myndighederne, med mindre det kan ude­ lukkes, at oplysningerne har betydning for bedømmelsen af den formodede overtrædelse. Dette er en personlig beskyttelse.

Den pågældende behøver ikke at være sigtet, men skal gives en sigtets rettigheder, når der er formodning om, at en sigtelse kan blive aktuel, hvilket i særdeleshed gør sig gæl­ dende i denne sag.

Det er imidlertid klart, at skatteyderen skal gøres bevist om, at der er tale om en skatte­ straffesag, der er under opsejling, straks myndighederne er bevidst herom, og det gør sig særligt gældende i sager, hvor SKAT allerede før der rettes henvendelse til skatteyderen

SKAT skal således ved en efterfølgende kontrol være meget opmærksomme på, om der er tale om potentielt strafbare forhold, hvorefter SKAT skal holde sig væk, eller alene forhold af ligningsmæssig karakter. Dette er ikke sket i denne sag. Her gør det modsatte sig gældende, idet SKAT allerede er klar over en potentiel lovovertrædelse, inden skatteyderen kontaktes første gang.

I forbindelse med en fortsat kontrol, efter det tidspunkt hvor der er mistanke om et straf­ bart forhold, har SKAT indført et princip om, at SKAT medbringer en selvinkrimine­ ringsblanket, når SKAT ønsker at fortsætte en kontrol, selvom der er mistanke om et strafbart forhold. Dette tilsyneladende for at give skatteyderen vished om, at der kan ske en efterfølgende strafferetlig forfølgning, og for at skatteyderen netop ikke medvirker til at inkriminere sig selv.

Uanset om forholdet anses for at falde udenfor retssikkerhedslovens § 10 har SKAT begået en fundamental og helt grundlæggende sagsbehandlerfejl, i det klageren ikke blev vejledt om den manglende pligt til at afgive oplysninger samt om den konkrete mistanke og dennes betydning for klageren. SKAT har således ikke kun i denne sag foretaget en indsamling af materiale ti lbrug for skatteligningen, men en indsamling til brug for skatteligning og straffeforfølgning.

Dette skyldes det forhold, at indsamlingen viser en manglende angivelse, der i sig selv er strafbar. Det viser denne sag også tydeligt, idet der efter, at sagen er afgjort, er sket anmeldelse af klageren.

SKAT burde under alle omstændigheder have stoppet kontrollen, og anmodet politiet om at efterforske den mistanke, der var rettet mod klageren, alene af den grund, at der ikke må blive skabt en formodning om, at der ikke senere vil ske en strafferetlig forfølgning af skatteyderen, hvorfor skatteyderen ville være mere meddelsom, i relation til skattemedarbejderne, end tilfældet ville være, hvis skatteyderen blev gjort bekendt med, at der var tale om en kontrol, der også ville få strafferetlige konsekvenser.

Det ville være nærliggende for SKATs medarbejder ved kontrollen, at komme til at "lokke" skatteyderen til at være mere meddelsom end vedkommende ville være, hvis skatteyderen faktisk fik fortalt, at SKAT, efter de var færdige med oplysningerne, ville sende dem videre til politiet til en potentiel strafferetlig efterforskning og sagsopbygning.

I denne sag er klageren end ikke blevet gjort opmærksom på, at der kunne være mistanke om et strafbart forhold, idet SKAT ikke har forevist klageren nogen selvinkrimineringsblanket, uagtet dette ville give klageren indsigt i, at SKATs indsamling kunne være til brug for en senere straffesag mod klageren.

Såfremt en skatteyder er mistænkt for et strafbart forhold, skal SKAT i princippet smide sagen, medmindre SKAT har vurderet, at de indsamlede dokumenterogøvrigtmateriale,ikkevilkunneanvendestilvurderingenafetstrafbartforhold.

Enproblemstilling,derdogbliveruhyrenærliggende,eridetilfælde,hvorsagenefterdenneviderekontrolfåretomfang,somSKATikkehavdeventet,ogderformålaveenanmeldelsetilpolitiet,ogidesager,hvorskatteyderenvisersigrentfaktiskikkeatvilletilstå,idetskatteydereneventueltikkemenerathavebegåetetstrafbartforhold.

IdissesagermåSKATpåtagesigstandpunktsrisikoenfor atdeindhentedebevisermv.,senereblivererkendtugyldigesombeviseri straffesagenfordomstolene,fordiSKATansesforathaveforetagetenulovligefterforskningafsagen,somretmæssigttilkom politiet.SKATmåalenefortsættekontrollen,tiltrodsforenmistankeometstrafbartforhold,hvisdetvurderes,atdetikkevilfånogenbetydningirelationtilvurderingafetstrafbartforhold.

Denne problemstilling er dog ikke nærværende i denne sag, idet klagerens sag er så stor rent beløbsmæssigt, at SKAT på intet tidspunkt har kunnet dække sig ind under, at sagen vil kunne klares administrativt, medmindre SKAT har vurderet, at i tilfælde af strafferetlige følger, at klageren alene har handlet groftuagtsomt.

I denne sag har SKAT endog sendt en tiltalebegæring afsted for overtrædelse af straffelovens § 289 umiddelbart efter, at sagen er endelig afsluttet.

SKAT vurderede altså, at der forelå en grov forbrydelse, hvilket gør det så meget desto mere grotesk, at SKAT gennemførte kontrollen og indfordrede yderligere materiale, uden at klageren blev informeret om den mistanke, som SKAT havde.

SKAT har således ikke haft nogen mulighed for IKKE at vurdere, at de indsamlede materialer vil have betydning for vurderingen af et strafbart forhold.

I disse tilfælde kan SKAT ikke fortsætte kontrollen inden for SKATs kompetencer, og der foreligger således en klar kompetenceovertrædelse, der tillige krænker principperne i EMRK. Reglerne i retssikkerhedsloven, retsplejeloven, EMRK mv., er udtryk for straffeprocessuelle grundprincipper, og almindelige grundrettigheder, og har en sådan karakter, at de er ophøjet til egentlige menneskerettigheder. Det er en menneskerettighed i et demokratisk samfund, ikke at blive udsat for overgreb af staten. Det er netop det, sådanne bestemmelser skal sikre, at staten begår indgreb, og ikke overgreb. De har derfor forrang frem for kontrolbeføjelserne og oplysningsmidlerne i lovgivningen inden for SKATs område, som derfor, til enhver tid, og ubetinget, må vige for reglerne retsplejeloven og EMRK. Det betyder således også, at SKAT skal have særdeles gode begrundelser for at have foretaget yderligere kontroltiltag, efter SKAT fra tredjemand har modtaget underretning om et potentielt skatte-/strafferetligt problem. Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, at tvangsindgreb over for den mistænkte, med henblik på at tilvejebringe oplysninger om det eller de forhold, som mistanken omfatter, alene kan gennemføres efter reglerne i retsplejeloven. Dette gælder ligeledes tilvejebringelse af tilsvarende oplysninger fra tredjemand, jf. § 9, stk. 3. Det følger heraf, at SKATs kontrolbeføjelser og oplysningsmidler ikke må have karakter af efterforskningsskridt, det vil sige anvendes i konfrontation med en mistænkt. Efterforskningsskridt over for en sigtet skal ske på et andet grundlag end kontrolbeføjelserne og politiet må nødvendigvis inddrages med henblik på iværksættelse af straffeprocessuelle tvangsmidler, eksempelvis ransagning, og for at give mistænkte de rettigheder der tilkommer denne. En mistænkt kan give samtykke til fravigelse af § 9, stk. 1, og stk. 3, i retssikkerhedsloven. Samtykket skal gives på et frivilligt, specifikt og informeret grundlag, og den mistænkte kan til enhver tid tilbagekalde et samtykke. Foretager SKAT skridt efter det tidspunkt, hvor der burde have været indhentet samtykke, vil der ikke være nogen tvivl om, at beviser mv., er indhentet ulovligt, og afgørelsen lider således af væsentlig sagsbehandlingsfejl, idet SKAT handler uden for den tildelte kompetence, og krænker tillige Danmarks folkeretlige forpligtelser i henhold til EMRK. I henhold til EMRK er menneskerettighedsdomstolens dom af 17. december 1996 af afgørende betydning, og det er denne dom, der gentagne gange bliver vist tilbage til, jf. [person4]-sagen.

Sagen drejede sig om den britiske direktør [person4], der var direktør i bryggeriet [virksomhed4]. [person4] var mistænkt for at have deltaget i kursmanipulation med [virksomhed4]-aktier i forbindelse med [virksomhed4] overtagelse af en anden virksomhed. [person4] blev af de nationale kartelmyndigheder afkrævet detaljeret forklaring om sagen. [person4] blev senere idømt 2,5 års fængsel, men selve det forhold, at de nationale kartelmyndigheder havde afkrævet en fyldestgørende forklaring af [person4], blev senere indbragt for EMD.

EMD bemærkede i dommen, at der skal findes en balance mellem forklaringsforpligtelser og selvinkrimineringsforbuddet i EMRK. Spørgsmålet om selvinkriminering, særligt efter [person4]-sagen, har således haft den betydning, at der er blevet opstillet en klassificering af, hvornår der kan kræves afhøring/forklaring, af eksempelvis bestyrelses- og direktionsmedlemmer i forbindelse med disses forklaringer i relation til skifterettens behandling af konkursboer, lige som i en række andre forhold, hvor der er en forklaringspligt i henhold til særlovgivningen.

På baggrund af Højesterets praksis, er der opstillet en afvejningsmodel, som går ud på, at 1) er der rejst sigtelse, skal afhøring undlades, 2) er der ikke rejst sigtelse, men kan det ses, at dette kunne blive aktuelt, må afhøring undlades, og der må eventuelt indgives anmeldelse og 3) angår sigtelsen kun en begrænset disposition, må der foretages en konkret vurdering for hvert enkelt spørgsmål.

I relation til skattesager er det udmundet i, at hvis en forvaltningsmyndighed har begrundet mistanke om noget strafbart, skal den undlade at anvende sine beføjelser til at kræve dokumenter og forklaringer. Kræver forvaltningsmyndigheden alligevel dette mod denne grundsætning, må oplysningerne/forklaringerne ikke bruges under en senere straffesag, og afgørelser truffet af SKAT vil være ugyldige.

Det er ikke sket i nærværende sag, hvorfor SKAT, efter konkret mistanke om et forhold af strafferetlig karakter, er opstået, fortsætter med at indfordre materiale og oplysninger om de forhold, SKAT i forvejen er bekendt med. Dette er en klar kompetenceoverskridelse, og afgørelsen er derfor klart ugyldig.

Dermed er der ikke skyggen af tvivl om, at SKAT har forbrudt sig imod retssikkerhedslovens § 10 og, at SKAT har tilsidesat sin vejledningsforpligtelse. Konsekvensen heraf kan blive ugyldighed. DettesynspunktgårigeniLandsskatterettenafgørelseiSKM2008.1037, hvorLandsskatterettenikkefandt,atenafgørelsevarugyldig,hvilketblevbegrundetmed:

"Påbaggrundheraferdet ikkeLandsskatterettensopfattelse,atskattecentret,istridmedselvinkrimineringsforbudet,harindhentetoplysninger fraklageren,ogderforansesafgørelsen ikkeforatværeugyldig."

Fastholdes SKATs afgørelse vil det således med, at en bebyrdende forvaltningsakt truffet i strid med EMRK opretholdes, hvilket i sig selv vil være en overtrædelse.

Det forhold, at SKAT nu anfører, at der ikke kan være tale om, at de objektive betingelser i skatteforvaltningslovens § 27 er opfyldte, idet SKAT og landsskatteret har behandlet sagerne efter officialprincippet, og at dette ikke har givet anledning til, at der er blevet konstateret processuelle fejl, virker helt uvirkeligt og en voldsom krænkelse af borgerens retssikkerhed. Officialprincippet er ikke stærkere, end den enkelte medarbejder hos SKAT vil have det skal være. Denne medarbejder burde, helt i overensstemmelse med officialprincippet, have fremlagt den korrespondance mellem medarbejderen og kurator, men det vælger denne medarbejder ikke at gøre. Skattemedarbejderen ikke alene krænker retssikkerhedsprincippet og EMRK, ved at kræve oplysningerne fra [person3] og andre, men tilsidesætter tillige officialprincippet ved ikke at gøre andre myndig - Landsskatteretten - eller skatteyderen opmærksom på den forudgående og meget omfattende korrespondance, som SKAT har haft med kurator.

Nu da SKAT selv ønsker at inddrage spørgsmålet om officialprincippet i sagen, bemærkes, at SKAT naturligvis også har tilsidesat officialprincippet ved ikke af egen drift, at have konstateret, at den sagsbehandling den enkelte medarbejder i SKAT har bedrevet, har været i direkte strid med retssikkerhedsloven ogEMRK.

Landsskatteretten opfordres til at opfylder officialprincippet og nu få sagen oplyst til bunds ved at indfordre al korrespondance mellem SKAT og kurator, da dette forhold ikke tidligere har væretafdækket.

Ogafhængigtherafmådetvurderes,omfolketingetsombudsmandskalhavelejlighedtilatundersøgeSKATshåndteringafofficialprincippetidennesag.

Landsskatterettens afgørelse

Af skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2. fremgår, at Told- og Skatteforvaltningen ikke kan træffe afgørelse i en sag, i det omfang, at Landsskatteretten har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3.

Af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, fremgår, at et forhold i en ansættelse af indkomstskat kan, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen, ændres af told- og skatteankeforvaltningen af de grunde, der er nævnt i stk. 1, selv om Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse i sagen.

SKAT har ikke kompetence til at genoptage klagerens skatteansættelse for 2006 vedrørende et forhold, som er endelig afgjort af Vestre Landsret. Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.