Kendelse af 27-04-2016 - indlagt i TaxCons database den 27-05-2016

Landsskatteretten genoptager klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2005.

Indkomståret 2004

Klageren er blevet beskattet af ejendomsavance med 126.000 kr.

Landsskatteretten nedsætter klagerens skatteansættelse i 2004 med 126.000 kr.

Indkomståret 2005

Klageren er blevet beskattet af ejendomsavance med 243.669 kr.

Landsskatteretten nedsætter klagerens skatteansættelse i 2005 med 243.669 kr.

Faktiske oplysninger

SKAT traf afgørelse den 18. februar 2008 vedrørende klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2005. SKAT anså klageren for skattepligtig af ejendomsavance ved salg af [adresse1], [by1], i 2005 med 919.847 kr. Klageren havde selvangivet en ejendomsavance i 2004 med 126.000 kr. Derudover blev klageren beskattet af en lejeindtægt på 21.060 kr. i 2004.

SKAT opgjorde den skattepligtige ejendomsavance ved salg af lejlighederne [adresse2] og [adresse3] samt [adresse4] [by1] i 2005 til 1.857.159 kr. Klageren havde selvangivet avancen med 243.669 kr.

SKATs afgørelse blev påklaget til Landsskatteretten, der traf afgørelse den 6. december 2011. Landsskatteretten fandt, at klageren var skattepligtig af avance ved salg af [adresse1], i 2004, og at avancen svarede til den selvangivne avance på 126.000 kr.

Landsskatteretten fastslog i den forbindelse vedrørende [adresse1]:

”Retten bemærker, at klager samt SKAT er enige om, at klager i 2004 var ejer af ejendommen [adresse1], uanset det forhold at [person1] siden 1983 har haft tinglyst adkomst til lejligheden, og at lejer af lejligheden i lejeperioden hele tiden har indbetalt lejen til en konto tilhørende [person1].

Klager er i Bygge- og boligregistret i 2004 registreret som ejer af lejligheden. Klager har selvangivet avance ved salg af ejendommen til [virksomhed1] ApS samt selvangivet lejeindtægt. ”

Derudover blev avancen i 2005 ved salg af lejlighederne [adresse2] og [adresse3] samt [adresse4], [by1], nedsat til det selvangivne, 243.669 kr.

Den 2. april 2014 faldt der dom i Sø- og Handelsretten vedrørende ejerskab af ejendommene [adresse2] og [adresse3], [adresse4] og [adresse1], [by1]:

”…

Særligt for så vidt angår ejerlejlighederne på [x1] lægger skifteretten til grund, at [person1] under hele forløbet har haft tinglyst adkomst til disse lejligheder, og efter bevisførelsen findes det ikke godtgjort, at lejlighederne efterfølgende reelt har været overdraget til [person2]. Dette ses heller ikke at være i modstrid med Landsskatterettens kendelse af 6. december 2011, hvor der mellem SKAT og [person2] ikke var strid om ejerforholdet, hvorimod den pågældende sag udelukkende drejede sig om den skattemæssige værdiansættelse af afståelsessummerne. Skifteretten finder derfor, at [person2] heller ikke i denne henseende kan rejse krav mod konkursboet.”

Klagerens repræsentant sendte den 22. september 2014 en anmodning om genoptagelse af klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2005 til SKAT. SKAT videresendte genoptagelsesanmodningen til Landsskatteretten i henhold til forvaltningslovens § 7, stk. 2.

SKATs afgørelse

SKAT har nægtet at genoptage klagerens skatteansættelse ekstraordinært for indkomstårene 2004 og 2005.

”SKAT har tidligere fremsendt brev af den 16. februar 2015, hvor SKAT oplyser, at SKAT ikke har kompetence til at genoptage indkomstårene 2004 og 2005, da det er Landsskatteretten der har kompetencen jævnfør skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, idet de tidligere har afgjort sagen, jævnfør kendelse af den 6. december 2011 vedrørende ejendomsavance.

…

SKAT har både haft kontakt med Landsskatteretten, som oplyser, at det er dem som skal genoptage sagen og SKAT Jura, som også er enige i oversendelse af anmodningen til rette myndighed, jævnfør skatteforvaltningslovens § 7, stk. 2, samt er enige i at genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, kun kan ske når SKAT kan give fuldt medhold.

Det er derfor stadig SKATs opfattelse ud fra den modtagne anmodning, samt efter dialog med Landsskatteretten og SKAT Jura, at SKAT ikke har kompetencen til at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005 jævnfør skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2 og § 27, stk. 3.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klagerens skatteansættelse skal genoptages for indkomstårene 2004 og 2005, således at klageren ikke beskattes af ejendomsavance i forbindelse med salg af fire lejligheder på [x1] i [by1].

Til støtte for sin påstand har repræsentanten gjort gældende:

”…

Vi er ikke enige i, at SKAT ikke efter skatteforvaltningsloven skulle have kompetence til at afgøre sagen, men skal dog af hensyn til vores klient anmode Skatteankestyrelsen om, at sagen nu realitetsbehandles af Skatteankestyrelsen i Landsskatteretten uden fornyet oversendelse til SKAT, medmindre det findes nødvendigt at sende den tilbage.

Påstand - ønsket resultat af realitetsbehandlingen

• Ekstraordinær genoptagelse for indkomstårene 2004-2005 skal imødekommes for vores klient

og beskatning vedrørende ejendommene for de pågældende indkomstår, jf. nærmere nedenfor,

skal frafaldes som følge af Sø- og Handelsrettens dom af 2. april 2014. Der er tale om en ændret civilretlig bedømmelse og vores klient har reageret på dette ved genoptagelsesbegæring.

Sagens faktiske forhold

SKAT traf 18. november 2008 afgørelse om, at vores klient skulle beskattes yderligere af selvangivne avancer vedrørende ejerlejligheder beliggende på [x1].

Landsskatteretten traf afgørelse i sagen 6. december 2011 (08-01460), der vedrørende afståelse af ejendommene på [x1] ændrede SKATs afgørelse tilbage til det selvangivne.

Stridspunktet i SKATs afgørelse og senere Landsskatterettens kendelser var ikke selve ejerskabet, idet der var enighed herom mellem [person2], SKAT og Landsskatteretten. Sagens materielle indhold var i stedet den talmæssige opgørelse og derved ansættelsen af avancerne i forbindelse med salg.

Sø- og Handelsretten afsagde 2. april 2014 dom vedrørende fordringsprøvelse af [person2]s krav i [person1]s konkursbo, hvor Sø- og Handelsretten vedrørende ejerlejlighederne på [x1] anførte, at ejendommene ikke har været overdraget til [person2] samt, at han på intet tidspunkt har været reel ejer af disse.

[person2] indgav 22. september 2014 anmodning om ekstraordinær genoptagelse for vores klient vedrørende skatteansættelsen for 2004 og 2005 vedrørende ejendommene på [x1], jf. straks nedenfor.

Derefter fulgte en længerevarende dialog med SKATs sagsbehandler, der i sidste ende mundede ud i SKATs afgørelse af 7. april 2015. SKAT nægtede genoptagelse af kompetencemæssige årsager og SKAT meddelte, at sagen blev oversendt til Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten som rette myndighed.

Talmæssigt kan vi give følgende overblik over sagsforløbet vedrørende ejendommene på [x1]:

Anbringender

Indledning

Vi er ikke enige i SKATs opfattelse af kompetencefordelingen i skatteforvaltningslovens § 7, stk. 2 og dette er ad flere omgange drøftet med SKAT.

Det fremgår også klart af lovforarbejderne som efter lov nr. 381 af 2. juni 1999 blev beskrevet i cirkulære nr. 116 af 1/7 1999 som følger:

"Det er af administrative grunde bestemt, at en skatteansættende myndighed som udgangspunkt ikke er afskåret fra at gennemføre en skatteansættelse begrundet med et af de objektive kriterier, der efter § 35, stk. 1 åbner for en ekstraordinær skatteansættelse, selv om skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Ligningsrådet tidligere har taget stilling til samme forhold som det, der nu er grundlag for at ændre."

Ekstraordinær genoptagelse

Den grundlæggende forudsætning for;

-[person2]s oprindelige selvangivelser for 2004 og 2005,

-SKATs afgørelse af 18. februar 2008 for 2004 og 2005 og

-Landsskatterettens kendelse af 6. december 2011

var, at han skulle anses som værende ejer af ejendommene beliggende på [x1], jf. opstillingen ovenfor. Denne antagelse har ikke, hverken i SKATs afgørelse eller Landsskatterettens kendelse, været genstand for særskilt prøvelse.

Tværtimod anfører Landsskatteretten i ovennævnte kendelse følgende på side 6:

"Retten bemærker, at klager samt SKAT er enige om, at klager i 2004 var ejer af ejendommen [adresse1] uanset det forhold at [person1] siden 1983 har haft tinglyst adkomst til lejligheden, og at lejer af lejligheden i lejeperioden hele tiden har indbetalt lejen til en konto tilhørende [person1]."

Det er uomtvisteligt, at ejerskabet blev lagt forudsætningsvist til grund som en faktisk oplysning, hvorom der ikke var uenighed.

Sø- og Handelsrettens dom af 2. april 2014 ændrer grundlæggende på ejerskabet til ejendommene og derved også på den mellem [person2], SKAT og Landsskatteretten ubestridte faktumoplysning om [person2]s ejerskab.

Sø- og Handelsretten slår meget klart fast, at ejendommene på intet tidspunkt har været ejet af [person2].

Da det privatretlige grundlag for skatteansættelserne for indkomstårene 2004 og 2005 herved ændres, har vores klient adgang til ekstraordinær genoptagelse efter skatte-forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1:

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told - og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1) Der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse er indgivet indenfor fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Sø- og Handelsretten fastslår følgende retlige faktum - som derved ændrer grundlaget for Landsskatterettens kendelse af 6. december 2011:

”Særligt for så vidt angår ejerlejlighederne på [x1] lægger skifteretten til grund, at [person1] under hele forløbet har haft tinglyst adkomst til disse lejligheder, og efter bevisførelsen findes det ikke godtgjort, at lejlighederne efterfølgende reelt har været overdraget til [person2]. Dette ses heller ikke at være i modstrid med Landskatte-rettens kendelse af 6. december 2011, hvor der mellem SKAT og [person2] ikke var strid om ejerforholdet, hvorimod den pågældende sag udelukkende drejede sig om den skattemæssige værdiansættelse af afståelsessummerne. Skifteretten finder derfor, at [person2] heller ikke i denne henseende kan rejse krav mod konkursboet.”

Idet ejerlejlighederne således ifølge domstolsafgørelse om "ejendomsretten" slet ikke kan anses for at have været ejet af [person2] endsige at have passeret hans privatøkonomi, jf. Sø- og Handelsrettens dom, kan han naturligt ikke undergives avancebeskatning vedrørende afståelse af disse og genoptagelsesanmodningen skal følgelig efterkommes.”

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge skatteforvaltningslovens § 14, stk. 1, nr. 2, kan SKAT ikke træffe afgørelse i en sag, i det omfang Skatterådet, Landsskatteretten, skatteankeforvaltningen, et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et motorankenævn har taget stilling til sagen, jf. dog § 27, stk. 3, og § 32, stk. 3, og § 32 a, stk. 3.

Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1, fastslår, at en ansættelse af indkomstskat kan foretages eller ændres efter anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse uanset fristerne i § 26, hvis der er indtrådt en ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen.

En ansættelse kan kun foretages i de i stk. 1 nævnte tilfælde, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, kan et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen, ændres af SKAT af de grunde, der er nævnt i stk. 1, selv om skatteankeforvaltningen, skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet.

Ifølge ejendomsavancebeskatningslovens § 1 skal fortjeneste ved afståelse af fast ejendom medregnes til den skattepligtiges indkomst i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven.

Da Landsskatteretten tidligere har taget stilling til beskatningen af klageren af ejendomsavance i indkomstårene 2004 og 2005, er Landsskatteretten som udgangspunkt den kompetente myndighed ved vurderingen af, om klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2005 skal genoptages.

Sø- og Handelsretten har ved dom af 2. april 2014 lagt til grund, at [person1] har haft tinglyst adkomst til de fire lejligheder på [x1], og skifteretten har ikke fundet det godtgjort, at lejlighederne efterfølgende reelt er overdraget til klageren.

Herefter anses der at foreligge en ændring i forhold til grundlaget ved Landsskatterettens afgørelse af 6. december 2011, hvorfor klagerens skatteansættelse vedrørende beskatning af ejendomsavance i forbindelse med salg af de fire lejligheder i 2004 og 2005 kan ekstraordinært genoptages i henhold til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1.

Da anmodningen om ekstraordinær genoptagelse blev fremsat den 22. september 2014, er 6 månedersfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, overholdt.

Landsskatteretten har derfor ekstraordinært genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2004 og 2005.

Sø- og Handelsretten har ved dom af 2. april 2014 ikke anset klageren for ejer af de fire lejligheder på [x1], hvorfor klageren ikke kan beskattes af ejendomsavancen i forbindelse med salg af lejlighederne.

Landsskatteretten nedsætter derfor klagerens skatteansættelse for 2004 med 126.000 kr. vedrørende lejligheden [adresse1], og med 243.669 kr. i 2005 vedrørende lejlighederne [adresse2] og [adresse3] samt [adresse4]