Kendelse af 31-08-2016 - indlagt i TaxCons database den 30-09-2016

SKAT har truffet afgørelse om, at klageren efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, var fuld skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2012 og 2013.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse, således at klageren i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, ikke var fuld skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2012 og 2013.

Faktiske oplysninger

SKAT har i afgørelsen anført følgende:

”1.1. De faktiske forhold

I Projekt Money Transfer II er der indhentet oplysninger fra en række pengeinstitutter om overførsler til og fra et antal lande (skattelylande). I den forbindelse har SKAT modtaget oplysninger fra [finans1] om, at du også i 2012 har modtaget overførsler fra udlandet.

Som en opfølgning af SKATs tidligere ændringer af dine skatteansættelser for indkomstårene 2005 – 2011 (kontrol af overførsler i Projekt Money Transfer I), har SKAT i brev af 7. oktober 2014 indhentet følgende supplerende oplysninger fra dig vedrørende indkomstårene 2012 og 2013:

”SKAT har i afgørelse af 15. april 2013 vurderet at du er fuld skattepligtig til Danmark, for årene 2005 til 2011 på grund af arbejde og omfanget af ophold i Danmark kombineret med boligmulighed.

SKAT har konstateret, at du i 2012 og 2013 selvangiver, at du har bopæl i Frankrig.

I den forbindelse anmodes du om at indsende:

-Dokumentation for at der er sket flytning fra Danmark til Frankrig efter udgangen af 2011 og dokumentation for at betingelserne for fraflytning er opfyldt, herunder

-Dokumentation for at du ikke har haft bolig til rådighed i Danmark i 2012 og 2013

-Dokumentation for at du ikke i 2012 og 2013 har haft ophold i Danmark i perioder på mere end 3 måneder i sammenhæng.

-Dokumentation for at du ikke i 2012 og 2013 i løbet af en 12 måneders periode har haft ophold i Danmark på mere end 180 dage.”

Den 21. oktober 2014 mødte du pr. telefon og oplyste, at du aldrig er flyttet tilbage til Danmark fra Frankrig og da der ligger en klagesag hos Landsskatteretten mener du ikke, at der foreligger en afgørelse vedrørende dette endnu.

Den 11. november.2014 blev der sendt et nyt indkaldelsesbrev til dig, med denne supplerende tekst:

”Den 21. oktober 2014 mødte du pr. telefon og oplyste, at din tidligere skattesag for indkomst-

årene 2005 til 2011 er påklaget til Landsskatteretten og at du fortsat afventer en afgørelse derfra.

Du oplyste, at du aldrig var flyttet tilbage til Danmark fra Frankrig og at du derfor ikke kan

Bevise, at du nu er fraflyttet Danmark igen.

I mail af 21. oktober 2014 har SKAT forespurgt Skatteankestyrelsen om, de kan oplyse en

tidshorisont for behandlingen af din klagesag.

Ved telefonisk henvendelse fra Skatteankestyrelsen den 21. oktober 2014 er SKAT blevet oplyst

om, at behandlingen af din klagesag endnu ikke er påbegyndt og der kan ikke gives et tidsover-

slag over, hvornår klagebehandlingen igangsættes.

SKAT har overvejet, om behandlingen af dine selvangivelser for 2012 og 2013 skulle sættes i

bero indtil klagesagen for de tidligere indkomstår er færdig.

SKAT har besluttet, at da der ikke er udsigt til, at din sag hos Landsskatteretten bliver behandlet i

den nærmeste fremtid og da det fortsat er SKATs opfattelse, at SKATs afgørelse 15. april 2013

om at du er fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2005 til 2011 er korrekt, så genop-

tages behandlingen af dine selvangivelser for indkomstårene 2012 og 2013 og du bedes derfor

indsende ovenstående dokumentationer”

Den 1. december 2014 mødte revisor [person1] fra [virksomhed1] pr. telefon og oplyste, at han finder det formålsløst at skulle fremfinde og indsende dokumentation for, at du er fraflyttet så længe der er en klagesag i gang. Hvis klagesagen falder ud til din fordel (fortsat bopæl i Frankrig) vil der jo ikke være en sag for 2012 og 2013. Aftalt at 2012 og 2013 laves ud fra de foreliggende oplysninger. De vil så blive påklaget og afvente resultatet af klagebehandlingen for indkomstårene 2005 – 2011. Revisor oplyste, at han skulle have møde med dig i weekenden. Der indsendes herefter bekræftelse fra dig om, at revisor [person1] er repræsentant for dig.

I mail af 04. december 2014 bekræfter du, at [person1] er repræsentant for dig.

I SKATs brev 12. december 2014 er følgende supplerende oplysninger indkaldt:

- Oplysninger om modtaget pension i Frankrig i 2012 og 2013, herunder eventuel betalt skat.

- Oplysninger om lejeindtægter vedrørende ejendomme i Frankrig.

Den 12. januar 2015 mødte revisor [person1] pr. telefon. Han ville gerne have tilsendt en kopi af seneste brev, da du fik det sidste med retur til Frankrig og det er nu blevet væk.

Den 13. januar 2015 blev der sendt en kopi af indkaldelsesbrevet til [person1].

Den 30. januar 2015 og den 14. februar 2015 er der sendt mails til Skatteankestyrelsen for at høre til tidshorisont i din klagesag. I mail af 17. februar 2015 har Skatteankestyrelsen oplyst, at der fortsat ikke kan udmeldes en tidshorisont.

Den 13. februar 2015 er sålydende mail modtaget fra revisor [person1]:

”Jeg tror, der er gået koks i oplysningerne, CPR-nr. ... – [person2].

Der vedlægges det jeg har modtaget, har du ikke adgang til Pensions udbetaling Danmark, jeg kan ikke få oplysninger for 2013 og [person2] reagerer ikke.

Jeg vedlægger mails fra [person3] (revisor)”

I mail af 21. januar 2015 fra [person3] er anført:

”Med henvisning til møde den 19/1 2015 skal jeg herved oplyse og bekræfte følgende:

Du modtager ingen form for fransk pension.

Den pension, der er selvangivet på dine franske selvangivelser, er den danske invalidepension, som ikke er skattepligtig i Danmark, men er skattepligtig i Frankrig.

Dine lejeindtægter kan opgøres således:

2012.

Ejendommen 112, [adresse1], [Frankrig].

Lejeindtægt euro 33.900.- brutto. Da ejendommen er en ren udlejningsejendom, er der efter de franske skatteregler et standardfradrag på 50 %, som dækker alle udgifter uden dokumentation.

Den skattepligtige lejeindtægt udgør herefter euro 9.250,- som er beskattet i Frankrig efter franske regler.

Ejendommen 42, [adresse2], [Frankrig].

Lejeindtægt euro 14.500,- brutto. Da ejendommen er din primær bolig og skattemæssige residens, og da der kun er tale om udlejning af en del af ejendommen, er der efter de franske skatteregler et standardfradrag på 30 %, som dækker alle udgifter uden dokumentation.

Den skattepligtige lejeindtægt udgør herefter 10.150,- som er beskattet i Frankrig efter franske regler.

2013.

Ejendommen 112, [adresse1], [Frankrig].

Lejeindtægt euro 18.000. Skattepligtig lejelindtægt euro 9.250.- med henvisning til ovenstående redegørelse.

Ejendommen 42, [adresse2], [Frankrig].

Der har ikke været nogen lejeindtægter for året, da ejendommen blev solgt først i 2013.

Såfremt der er behov for yderligere oplysninger, kan de involverede parter kontakte mig direkte eller gennem dig.

Jeg håber, at ovenstående oplysninger er fyldestgørende.”

Som anført ovenfor har SKAT i sine afgørelser vedrørende indkomstårene 2005 til 2011 anset dig for at være fuldt skattepligtig til Danmark fra 2005. Fra den tidligere sagsbehandling foreligger oplysninger, der indgår i nedenstående beskrivelser, hvis de er fundet relevante. Om udlejningsejendomme i Frankrig fremgår følgende af den tidligere sagsbehandling:

Ejendommen 112 [adresse1], [Frankrig]

[person2] flyttede til Frankrig den 27.maj 2002. Han flyttede da til sin ejendom beliggende 112 [adresse1] i [Frankrig]. Han angav sin kontaktadresse til sit danske sommerhus beliggende på [adresse3] i [by1]. [person2] har oplyst, at ejendommen på 112 [adresse1] i [Frankrig] er købt den 1. juli 2001 og at ejendommen er blevet brugt som bolig jævnligt gennem alle år, når han ikke boede andre steder. I selvangivelsen for 2009 er ejendommen oplyst til en værdi af 900.000 euro.

Ejendommen 380 [adresse4], [Frankrig]

Fra ejendommen på 112 [adresse1] er der i 2006 udstykket en grund med adressen 380 [adresse4], [Frankrig]. Grunden er solgt til selskabet [virksomhed2], der ejes af [person2] med 99 % og af hans datter med 1 %. Grunden er i årene 2007 – 2009 bebygget. Bebyggelsen er sket ved hjælp af franske og polske håndværkere. De polske håndværkere har modtaget kontant betaling samt rejseomkostninger. Der er optaget kreditforeningslån i ejendommen på 1.664.900 euro optaget i 2009. Selskabet er stiftet i 2006. Der er ingen lejeindtægt registreret i selskabets regnskaber.

Ejendommen 1235 [adresse5], [Frankrig]

[person2] oplyser, at ejendommen blev købt i september 2004. Ejendommen har herefter været under ombygning. Han oplyser desuden, at ejendommen har været bopæl for ham til 1.1.2010, når han ikke boede på [adresse1]. Det har også været lejet ud til familien [person4] i årene 2008 og 2009. [person2] har oplyst, at ejendommen pr. 1. januar 2010 er solgt til familien [person4].

Den 17. november 2009 har [person2] til CPR-registret i Danmark oplyst, at han har taget bopæl på denne ejendom. I sin franske selvangivelse for året 2009 har [person2] angivet denne ejendom som hovedbopæl.

I selvangivelsen for 2009 er ejendommen oplyst til en værdi af 1.050.000 euro. Lejeindtægten fra familien [person4] er ikke selvangivet i Frankrig.

Uddrag af dine bemærkninger i forbindelse med tidligere års sagsbehandling, der har relevans for nærværende sagsbehandling:

Du drev almen praksis i Danmark til 2002, hvor du som følge af en fejloperation i maven overgik til invalidepension, erhvervsudygtighedsforsikring (SEB) og pension fra lægernes pensionskasse.

Arbejde i Danmark

Udlejningsejendommene, der er købt den 15.12.2007 og 15.2.2008 er forældrekøb til din datter [person5], der har boet og bor i en af ejendommene. Den anden ejendom er udlejet. Det er din opfattelse, at denne udlejningsvirksomhed ikke kræver arbejde her i landet og ikke er løbende varetagelse af indtægtsgivende erhverv, der kan begrunde fuld skattepligt.

Bopæl i Danmark

Ejendommen beliggende [adresse6] kan anses for en bolig i kildeskattelovens forstand, men du har ikke taget ophold i Danmark i forbindelse med erhvervelsen eller senere.”

SKATs afgørelse

Af SKATs afgørelse fremgår følgende:

”SKAT har bedt dig om at dokumentere, at du ikke er fuldt skattepligtig til Danmark i 2012 og 2013. Du har besluttet ikke at indsende supplerende oplysninger til brug for en vurdering af din skattepligt for 2012 og 2013, før din klagesag hos Skatteankestyrelsen, vedrørende fuld skattepligt til Danmark for indkomstårene 2005 – 2011, er afgjort.

Som en opfølgning til SKATs afgørelser af henholdsvis 15. april 2013 og 19. juli 2013, hvor det for indkomstårene 2005 til 2011 blev afgjort, at du er fuldt skattepligtig til Danmark, lægges det derfor i nærværende afgørelse til grund, at du også er fuldt skattepligtig til Danmark i 2012 og 2013.

Afgørelsen er endvidere en opfølgning af, at det ikke tidligere har været muligt at udskrive en årsopgørelse til dig for indkomståret 2013, da der er selvangivet ”hævet opsparet overskud” og der ikke systemmæssigt er overskud tilbage at hæve efter SKATs ændringer for de foregående år.

Resultatet er, at vi ændrer din indkomst i indkomstårene 2012 og 2013 med i alt 6.449.548 kr.

Selvom vi har gennemgået grundlaget for din skat, udelukker det ikke, at vi på et senere tidspunkt vil se på samme periode igen.

SKATs ændringer

Indkomståret 2012

Danmark:

Pension fra [pensionskasse] og [pensionsforsikring]

er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c 1.449.449 kr.

Renteindtægter af indestående i pengeinstitutter er skattepligtig,

jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e 1.539 kr.

Renteudgifter er fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Tidligere fratrukket 14.689 kr.

Konterede renter 192.433 kr. -177.744 kr.

Der er fradrag for fagligt kontingent, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

og ligningslovens § 13 - 2.067 kr.

Frankrig:

Det er i indsendt mail af 20. januar 2015 fra [person3] (revisor) til dig, oplyst,

at du ikke har modtaget pension fra Frankrig i 2012.

Af SKATs sagsbehandling for tidligere år fremgår dog, at du i årene

2009, 2010 og 2011 modtog pension fra Frankrig med henholdsvis

30.000 kr., 32.000 kr. og 32.000 kr.

Da det ikke er dokumenteret, at pensionen er bortfaldet og da der ikke er

indsendt hverken din Franske selvangivelse eller kontoudtog m.v.

fastsætter SKAT din pension fra Frankrig i 2012 til det i 2011 oplyste beløb.

Beløbet er skattepligtigt hos dig, jf. statsskattelovens § 4. 32.000 kr.

Ejendommen 112, [adresse1], [Frankrig].

I mail til dig af 21. januar 2015 fra revisor [person3] er den skattepligtige lejeindtægt

vedrørende denne ejendom opgjort til 9.250 €. Det er endvidere oplyst,

at beløbet er beskattet i Frankrig efter franske regler.

Der er ikke indsendt dokumentation herfor.

Ved omregning med kurs 7,45 kan lejeindtægten, afrundet, opgøres til 68.900 kr.

Beløbet er skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

Ejendommen 42, [adresse2], [Frankrig].

I mail til dig af 21. januar 2015 fra revisor [person3] er den skattepligtige lejeindtægt

vedrørende denne ejendom opgjort til 10.150 €. Det er endvidere oplyst, at denne

ejendom var din bolig og at beløbet er beskattet i Frankrig efter franske regler.

Der er ikke indsendt dokumentation herfor.

Ved omregning med kurs 7,45 kan lejeindtægten, afrundet, opgøres til 75.600 kr.

Af SKATs sagsbehandling vedrørende de tidligere indkomstår fremgår, at

SKAT fik et brev, der var sendt til denne adresse i marts 2012 retur, da du

var ubekendt på adressen.

Da det er SKATs opfattelse, at du ikke har boet i ejendommen er

overskuddet formentlig større. Da SKAT ikke har andre oplysninger

lægges det af din revisor oplyste dog til grund.

Beløbet er skattepligtigt, jf. statsskattelovens § 4.

Indkomståret 2013

Danmark:

Pension fra [pensionskasse] og [pensionsforsikring]

er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c 1.512.965 kr.

Renteindtægter af indestående i pengeinstitutter er skattepligtig,

jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra e 10.089 kr.

Renteudgifter er fradragsberettigede, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

Tidligere fratrukket 82.891 kr.

Konterede renter 169.877 kr. -86.986 kr.

Der er fradrag for fagligt kontingent, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a

og ligningslovens § 13 - 2.067 kr.

Frankrig:

Det er i indsendt mail af 20. januar 2015 fra [person3] (revisor) til dig, oplyst,

at du ikke har modtaget pension fra Frankrig i 2013.

Af SKATs sagsbehandling for tidligere år fremgår dog, at du i årene

2009, 2010 og 2011 modtog pension fra Frankrig med henholdsvis

30.000 kr., 32.000 kr. og 32.000 kr.

Da det ikke er dokumenteret, at pensionen er bortfaldet og da der ikke er

indsendt hverken din Franske selvangivelse eller kontoudtog m.v.

fastsætter SKAT din pension fra Frankrig i 2013 til det i 2011 oplyste beløb.

Beløbet er skattepligtigt hos dig, jf. statsskattelovens § 4. 32.000 kr.

Ejendommen 112, [adresse1], [Frankrig].

I mail til dig af 21. januar 2015 fra revisor [person3] er den skattepligtige lejeindtægt

vedrørende denne ejendom opgjort til 9.250 €. Det er endvidere oplyst,

at beløbet er beskattet i Frankrig efter franske regler.

Der er ikke indsendt dokumentation herfor.

Ved omregning med kurs 7,45 kan lejeindtægten, afrundet, opgøres til 68.900 kr.

Beløbet er skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4.

Ejendommen 42, [adresse2], [Frankrig].

I mail til dig af 21. januar 2015 fra revisor [person3] er den skattepligtige lejeindtægt

vedrørende denne ejendom oplyst til 0 €, da ejendommen er solgt først i 2013.

Det er SKATs opfattelse, at der skal opgøres en ejendomsavance vedrørende

denne ejendom.

Af SKATs sagsbehandling vedrørende de tidligere indkomstår fremgår, at

SKAT fik et brev, der var sendt til denne adresse i marts 2012 retur, da du

var ubekendt på adressen. Da det fortsat ud fra de foreliggende oplysninger,

er SKATs opfattelse, at du er fuld skattepligtig til Danmark skal der opgøres

en avance vedrørende salget af denne bolig. Da der i din ejertid, har været

tale om en udlejningsejendom, er avancen skattepligtig hos dig, jf. ejendoms-

avancebeskatningslovens § 1. Ejendomsavancen er afrundet opgjort til 3.000.000 kr.

Virksomhedsskatteordningen

Det er en betingelse for at anvende virksomhedsskatteordningen, at alle

erhvervsmæssige indkomster indgår i ordningen ifølge virksomhedsskatte-

lovens § 2, stk. 3. For at dette kan ske, skal der vedrørende alle udlejnings-

ejendomme udarbejdes et regnskab, der opfylder de krav, der fremgår

af virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3, samt nye opgørelser til virksomheds-

skatteordningen. Indtil dette foreligger, er betingelserne for at blive beskattet

efter bestemmelserne i ordningen, ikke mere opfyldt. Der er ikke indsendt

regnskaber vedrørende udlejningsejendommene, der opfylder kravene.

Som en delvis opfølgning af SKATs afgørelse af 15. april 2013 annulleres

den indberettede virksomhedskode (felt 184) for indkomstårene 2012 og 2013.

2012

Tidligere overført fra konto for opsparet overskud tilbageføres 0 kr.

2013

Tidligere overført fra konto for opsparet overskud tilbageføres, da der ikke

er mere opsparet overskud, jf. SKATs afgørelse af 15. april 2013. 466.970 kr.

...

1.3. Love og Regler

Kildeskattelovens § 1, nr. 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler personer der har bopæl her i landet.

Kildeskattelovens § 2

Pligt til at svare indkomstskat til staten påhviler endvidere personer, der ikke er omfattet af § 1...for så vidt de pågældende personer ... Her opregnes en række indkomsttyper

Kildeskattelovens 7, stk. 1.

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1 først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Praksis:

Af skd1972 nr. 104, s 139 fremgår det, at uafbrudt ophold i mere end 3 måneder eller samlede ophold indenfor 1 år på over 180 dage ikke kan anses som kortvarigt. 1 år ses som 12 på hinanden følgende måneder og ikke som kalenderår.

Dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Frankrig og Danmark

Bliver en person fuldt skattepligtig efter de interne danske regler og samtidig anses for fuldt skattepligtig i et andet land, her Frankrig, så kan der være indgået aftaler om en fordeling af beskatningsretten, så en person ikke beskattes i to lande. Frem til 1.1.2009 gælder der en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig. Derefter gælder der specielle overgangsordninger, specielt for pensionsordninger for pensionister, der var bosat i Frankrig pr. 28. november 2008 og inden da modtog pension i Danmark samt for fuldt skattepligtige personer, der ejede en ejendom i Frankrig før 28.11.2007.

Artikel 2, stk. 4 i den nu opsagte overenskomst havde denne ordlyd:

4. En fysisk person har sit skatteretlige domicil på det sted, hvor han har sin faste bopæl, dette udtryk forstået som centrum for den pågældendes livsinteresser, det vil sige det sted, med hvilket han har de stærkeste personlige forbindelser.

Såfremt det ikke er muligt at fastslå domicilet i henhold til foranstående stykke, skal en fysisk person anses for at have sit domicil i den af de to stater, hvor han sædvanligvis opholder sig. I tilfælde af ophold af lige lang varighed i de to stater skal vedkommende anses for at have sit domicil i den af de to stater, hvor han er statsborger; hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de højeste administrative myndigheder i de to stater træffe aftale.

De ovenfor anførte love og regler er kun gengivet i stikordsform. Alle regler og bestemmelser kan læses i deres helhed på SKAT’s hjemmeside. Se henvisningen sidst i brevet.

1.4 Vurdering og begrundelse

Bopæl til rådighed

Fra den 1. juli.2006 til dags dato har der været rådighed over en helårsbolig i form af din ejerlejlighed på [adresse6].

SKAT vurderer derfor, at der også i 2012 og 2013 har været bopæl til rådighed i Danmark.

Arbejde udført i Danmark

Ikke muligt at vurdere, da du ikke har indsendt de oplysninger SKAT har anmodet om.

Ophold

Når der er bolig til rådighed i Danmark er det ifølge praksis dig, der skal løfte bevisbyrden for, at du ikke har haft ophold her.

Det er SKAT’s vurdering, at du er skattepligtig til Danmark i 2012 og 2013, da du ikke har dokumenteret, at du ikke har haft ophold i Danmark.

Domicilland ifølge aftaler

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Da du også har bopæl i Frankrig og dobbeltbeskatningsaftalen med Frankrig var gældende frem til den 1.1.2009, skal det på grundlag af denne aftale fastlægges, hvor du skal anses for at være hjemmehørende.

Aftalen med Frankrig lægger vægt på, hvor personen har sine livsinteresser. Det sted, hvor personen har de stærkeste personlige forbindelser. Er dette ikke tilstrækkeligt til at få fastlagt domicilet bliver personen skattepligtig til den af de to stater, hvor han opholder sig mest. Er dette heller ikke tilstrækkeligt til en afklaring fastlægges domicil ud fra statsborgerskab.

Ad 1. Bolig

Der er bolig til rådighed i begge stater

Ad 2. Livsinteresser (uddarg af oplysninger fra tidligere års sagsbehandling)

Personlige forhold:

I Danmark bor dine børn, deres mødre og din daværende kæreste. Dine børn er født i 1984 og 1992. I perioden 2002 – 2009 er det oplyst, at du have et kæresteforhold til din tidligere kollega [person6], som bor i Danmark.

Til skattemyndighederne i Frankrig har du oplyst, at du bor alene.

Indkomstforhold:

Der drives udlejning med fast ejendom i begge stater.

Der ejes et passivt selskab i Frankrig, hvis formål er udlejning.

Fra Danmark modtager du en årlig pension på 1,3-1,4 mio. kr. Fra Frankrig modtager du en pension på ca. 33.000 d.kr.

Aktiver: Der ejes tre ejendomme i Frankrig og fem i Danmark.

Ad 3. Ophold

Da du har valgt ikke at indsende det indkaldte materiale, kan SKAT ikke vurdere, om du har haft ophold i Danmark i under 180 dage i nogen 12 måneders periode i indkomstårene 2012 og 2013.

Ad 4. Statsborger

Du er statsborger i DK.

Ud fra ovenstående vurderes det, at du, i henhold til de parametre, der fremgår af artikel 2, stk. 4 i dobbeltbeskatningsaftalen med Frankrig, har domicil i Danmark, da du ikke har dokumenteret, at dette ikke er tilfældet. Danmark skal altså lempe en evt. dobbeltbeskatning.

Af tidligere års sagsbehandling fremgår, at det af dine franske selvangivelser fremgår, at du alene selvangiver din franske indkomst i Frankrig. Det udledes blandt andet af, at du ikke har selvangivet din danske pension i Frankrig. Du har altså ikke selvangivet din globalindkomst i Frankrig og må derfor heller ikke selv have anset dig for fuldt skattepligtig til Frankrig.

Da der ikke er indsendt dokumentation der kan sandsynliggøre, at der ikke i 2012 og 2013 i en 12 måneders periode har været ophold i Danmark i under 180 dage, er det SKATs opfattelse at den fulde skattepligt til Danmark bevares i 2012 og 2013, jf. kildeskattelovens § 1.”

Klagerens opfattelse

Klageren har anført følgende:

”DerertaleomenkonsekvensafSKATsafgørelseafden15/4-2013vedrørendedeforudgåendeår.

Hovedspørgsmålet er, om den fulde skattepligt (hjemmehørende) er Frankrig og Danmark alene er kildeland, da vi er før 1/1-2009,hvor dobbeltbeskatningsoverenskomsten blevopsagt.”

Landsskatterettens afgørelse

Personer, der har bopæl her i landet, er fuldt skattepligtige til Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ved afgørelsen af, om betingelsen for bopæl er opfyldt, lægges der vægt på, om den pågældende ved at grunde husstand, leje sig bolig eller ved andre foranstaltninger har tilkendegivet, at vedkommende har til hensigt at have hjemsted her i landet. Det fremgår af kapitel 1 i cirkulære nr. 135 af 4. november 1988 om opkrævning af indkomst- og formueskat efter kildeskatteloven.

Der er således tale om et bredt tilknytningskriterium, hvor der lægges vægt på både objektive og subjektive kriterier.

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, først, når den pågældende tager ophold her i landet. Det fremgår af kildeskattelovens § 7, stk. 1, 1. pkt. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende anses ikke for ophold i Danmark. Det fremgår af kildeskattelovens § 7, stk. 1, 2. pkt.

Efter praksis anses et uafbrudt ophold her i landet af en varighed på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder, ikke for “kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende”. Se skd. 1972.21.139.

Ophold under de 3 måneder, eller 180 dage, udløser efter praksis ikke skattepligt for personer, medmindre der udføres erhvervsmæssige aktiviteter her i landet.

Der henvises til Den juridiske vejledning, afsnit C.F.1.2.2., som gengivet i SKATs styresignal af 9. oktober 2013, offentliggjort i SKM2013.715.SKAT.

Sagen er sammenholdt med sagen [...], som vedrører klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2005-2011.

Landsskatteretten har i sagen [...] fundet, at klageren efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, ikke var fuld skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2005-2011.

Der foreligger ikke oplysninger i denne sag, som begrunder et andet resultat.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse, således at klageren i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, ikke var fuldt skattepligtig til Danmark i indkomstårene 2012 og 2013.

Klageren er derfor i indkomstårene 2012 og 2013 alene begrænset skattepligtig til Danmark i henhold til bestemmelserne i kildeskattelovens § 2.