Kendelse af 03-04-2017 - indlagt i TaxCons database den 07-05-2017

Faktiske oplysninger

Klageren og hans familie boede i 2011 på adressen [adresse1], [...], [by1]. Klageren ejede i hele 2011 en Citroen Xantia, årgang 1998.

Klageren blev ansat ved [virksomhed1] ApS den 1. september 2009. Det fremgår af klagerens ansættelseskontrakt, at hans faste arbejdssted udgør hans bopæl i [by1].

Klageren har forklaret, at da han blev ansat, var det meningen at selskabet skulle opkøbe ejendomme i hele Danmark, hvorfor han blev ansat med udgangspunkt i sin bopæl i [by1]. Yderlig har han forklaret, at det meste af hans arbejde foregik rundt på selskabets ejendomme, herunder at finde ejendomme, kontrollere renoveringsarbejde på ejendommene, udlejning m.v. Kontorarbejde foregik hovedsagligt fra hans bopæl, som regel i weekenderne.

I år 2011 havde klagerens arbejdsgiver i perioden 1. januar til 31. marts adresse på [adresse2] i [by2], der var et kontorhotel, og hvorfra selskabets post blev videresendt til [adresse3] i [by3]. I perioden fra 1. april og resten af året var adressen [adresse3] i [by3].

Det fremgår af klagerens kørselsoversigt, at han oftest kørte fra sin bopæl til [by4] eller [by3] søndag eller mandag og kørte til sin bopæl fredag fra [by4] eller [by3]. Yderlig fremgår det, at klageren var på kontoret mindst en gang pr. dag i 194 dage ud af i alt 222 arbejdsdage. Det fremgår af klagerens køreoversigt, at der er opgjort logigodtgørelser og rejsegodtgørelser for i alt 218 rejsedage.

Arbejdsgiveren udbetalte hver måned en lønoplyst skattefri rejsegodtgørelse på 8.000 kr. og, med undtagelse af lønudbetalinger fra juni, september og november, fik klageren også udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse. De lønoplyste skattefri rejsegodtgørelser udgjorde i alt 96.000 kr. for indkomstår 2011.

Klageren fik yderlig udbetalt ikke lønoplyst logi- og rejsegodtgørelser på i alt 52.764 kr. for indkomstår 2011.

Byretten i [by1] har ved dom af 5. april 2016 vedrørende klagerens indkomstår 2010 afgjort, at klageren må anses at have en så naturlig og regelmæssig tilknytning til selskabets kontor i [by3], at kontoret må anses for at være hans faste arbejdssted i ligningslovens § 9 A’s forstand.

Dommen blev anket til Vestre Landsret, der stadfæstede byrettens dom den 14. oktober 2016.

SKATs afgørelse

SKAT har afgjort, at de udbetalte lønoplyste rejsegodtgørelser på i alt 96.000 og de udbetalte ikke lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser på 48.840 kr. er skattepligtige og forhøjet klagerens personlige indkomst for 2011 med disse beløb.

SKAT har hertil anført følgende:

”1. Forhøjelse af skattepligtig indkomst med indberettede og udbetalte logi- og rejsegodtgørelser

(...)

Du havde samme arbejdsgiver i 2011 som i 2009 og 2010, og landsskatteretten fastslog i afgørelse af 6. marts 2015, at du i hele 2010 havde fast arbejdssted på adressen [adresse3] i [by3].

Du har i dine bemærkninger skrevet, at du blev ansat 1. september 2009 i [virksomhed1] ApS, og da der ikke er kommet andre oplysninger, var du ansat på samme kontrakt i 2011.

Derfor havde du i 2011 fast arbejdssted i [by3], og var derfor ikke omfattet af ligningslovens § 9 A, stk. 1.

Uanset at din arbejdsgiver vælger kun at honorere din opgørelse af rejsedage med op til 8.000 kr. pr. måned, ændrer det ikke vor opfattelse, at du ikke var på rejse i 2011. Yderligere fremgår det af forhold. 2., at din arbejdsgiver udbetalte logi- og rejsegodtgørelse, som ikke blev lønoplyst.

De udbetalte logi- og rejsegodtgørelser i 2011 på 96.000 kr. er du således skattepligtig af, jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

Vi forhøjer din personlige indkomst 2011 med 96.000 kr.

2. Ikke lønoplyst logi- og rejsegodtgørelse.

(...)

Som det fremgår af fakta, fik du udover maxbeløbet på 8.000 kr. udbetalt pr. måned i rejse- og logigodtgørelse, også udbetalt beløb omfattet af pkt. 2.1., som fremgår af din opgørelse af logi- og rejsegodtgørelser, men ikke af dine lønsedler.

Du er skattepligtig af de udbetalte ikke lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser, da du ikke var på rejse, jf. punkt.1.4. og LSR afgørelse nr. 13-0246819 af 6. marts 2015.

Vi forhøjer din personlige indkomst med 48.840 kr., jf. personskattelovens § 3, stk. 1.

(...)”

Klagerens opfattelse

Repræsentanten har på klagerens vegne nedlagt påstand om, at de udbetalte lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser på 96.000 kr. og de udbetalte ikke lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser på 48.840 kr. i indkomstår 2011 er skattefrie.

Klagerens repræsentant har hertil anført følgende:

”Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at de skattefrie godtgørelser henholdsvis rejse- og befordringsgodtgørelse [virksomhed1] A/S udbetalte til [person1] i indkomståret 2011 er skattefrie.

Det gøres nærmere gældende, at det henset til [person1]s ansættelseskontrakt, hvori det anføres, at det faste arbejdsstedssted udgør [person1]s bopæl i [by1], må lægges til grund, at dette er tilfældet.

Det fremgår af ansættelseskontrakten, at "arbejdet udføres på de af arbejdsgiveren anviste adresser med udgangspunkt i medarbejderens bopæl".

Det var således ved [person1]s ansættelse forudsat, at kontorarbejde skulle udføres fra [person1]s hjemmeadresse samt, at øvrigt arbejde i form af byggestyring, udlejningsvirksomhed m.v., der måtte kræve [person1] tilstedeværelse på selskabets ejendomme, fordrede, at der skete kørsel til og fra disse ejendomme af [person1].

Kørsel til og fra ejendommene i hovedstadsområdet samt overnatning i hovedstadsområdet er således sket med henblik på at kunne være til stede på selskabets ejendomme den først kommende hverdag eller på transportdagen. Dette indebærer, at der er sket kørsel til et midlertidigt arbejdssted, hvor [person1] skulle udføre en konkret arbejdsopgave på vegne af arbejdsgiveren. I henhold til ligningslovens § 9, stk. 4, jf. §§ 9 A og 9 B, har [person1] således været berettiget til at modtage såvel skattefri befordringsgodtgørelse som skattefri rejsegodtgørelse.”

Repræsentanten har efterfølgende revideret påstanden, der fremgår af den oprindelige klage. Repræsentantens reviderede påstand er, at de udbetalte lønoplyste og ikke lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser i indkomstår 2011 er skattefrie.

Repræsentanten har forklaret, at han på baggrund af den afsagte ankedom fra Vestre Landsret af 14. oktober 2016 frafalder påstanden om, at selskabets kontor i [by3] er en midlertidig arbejdsplads i relation til klageren og accepterer SKATs afgørelse vedrørende klagerens kørsel i indkomstår 2011.

Repræsentanten har fremsat følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”(...)

Indledningsvist skal jeg fremhæve, at jeg er grundlæggende uenig i Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse, og på denne baggrund skal jeg anmode om, at sagen overgives til behandling ved Landsskatteretten, samt at jeg indkaldes til et retsmøde, hvor jeg har mulighed for sammen med [person1] at præsentere og forelægge sagen.

Skatteankestyrelsens mødereferat giver anledning til en række bemærkninger, som ikke nåede at blive fremsendt forud for modtagelsen af Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Det anføres i mødereferatet, at [person1] oplyste, at alt kontorarbejde blev udført fra hjemmet. Dette er ikke fuldstændigt korrekt. Udgangspunktet var, at [person1] udførte kontorarbejde i hjemmet på de dage, hvor han ikke befandt sig på Sjælland eller andre steder i landet som følge af arbejdets karakter. I det omfang der var ledig tid i løbet af en dag til at gennemføre kontorarbejde, skete dette enten via en bærbar computer og telefonen ude fra de enkelte arbejdspladser, eller såfremt det var hensigtsmæssigt på kontoret i [by3]. Der blev således indimellem udført kontorarbejde af [person1] på kontoret i [by3]. Dette fandt imidlertid kun sjældent sted, og kun såfremt det var hensigtsmæssigt. Kontoret udgjorde ikke på nogen måde hovedarbejdspladsen for [person1] i forbindelse med hans arbejde.

Det anføres i mødereferatet, at jeg ikke mener, at dommen vedrørende indkomståret 2010 har taget klar stilling til forskellen mellem kørselsgodtgørelse og kostgodtgørelser i forhold til midlertidig arbejdsplads. Min opfattelse er, at sondringen ikke klart er foretaget af hverken byretten eller landsretten, idet retten til skattefri kørselsgodtgørelse bliver underkendt, fordi der ikke er fremlagt tilstrækkelig dokumentation til, at retten finder det godtgjort, at der er ført kontrol eller tilstrækkelig kontrol med de kørte kilometer og logigodtgørelsen. Derfor har sondringen ikke været relevant for hverken byret eller landsret. Omvendt får sondringen betydning for afgørelsen af nærværende sag vedrørende indkomståret 2011, idet dokumentationen er væsentlig anderledes og meget bedre end i indkomståret 2010, således at der har kunnet og er blevet gennemført en tilstrækkelig kontrol fra arbejdsgivers side.

Det bemærkes videre for god ordens skyld, at [virksomhed1] A/S, udover ejendomme på Sjælland og i [by5], tillige havde ejendomme i [by6].

Videre skal jeg bemærke, at jeg ikke er fuldstændig enig i mødereferatet, når det anføres, at [person1] fortalte, at det ikke ville "give mening at køre frem og tilbage til hans bopæl". I realiteten var det ikke muligt at køre frem og tilbage mellem de midlertidige arbejdssteder og [person1]s sædvanlige bopæl, idet [person1] som forklaret havde meget lange arbejdsdage - startede tidligt og sluttede sent - hvilket medførte, at han var nødsaget til grundet instruktionen fra arbejdsgiveren at overnatte på Sjælland for at kunne opfylde sine arbejdsforpligtigelser den efterfølgende dag. Overnatningerne fandt således ikke alene sted, fordi det var mest belejligt for [person1], men fordi det var en nødvendighed henset til arbejdets karakter og udførelse.

Afslutningsvist skal jeg i forhold til mødereferatet bemærke, at den reelle arbejdsgiver [[...]]s store involvering i [person1]s daglige arbejde ikke alene skyldtes hans behov for kontrol med den daglige drift, men tillige at [[...]] indledningsvist var uden nogen form for indsigt i den løbende drift af ejendomme, herunder udlejningsejendomme, hvorfor han deltog i videst mulige omfang i det løbende arbejde og fik dette forklaret minutiøst, således at han kunne suge til sig og lære faget fuldstændigt fra bunden. Kun i de tilfælde, hvor [[...]] risikerede at blive eksponeret udadtil, undlod han at optræde personligt i forbindelse med virksomheden.

I forhold til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse er jeg ligeledes grundlæggende uenig i den retsanvendelse, der lægges til grund.

Skatteankestyrelsen henviser til SKM 2003.453 og anfører, at en skatteyder, der ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med sin faste arbejdsplads, ikke er berettiget til rejsegodtgørelse. Dette er jeg for så vidt ikke uenig i, men det er uden betydning for nærværende sag.

[person1] opholdt sig ikke på Sjælland med henblik på at udføre arbejde på selskabets kontor. Arbejdet blev udført på midlertidige arbejdssteder i [by2] og på Sjælland. Det er således ikke på grund af tilknytningen til det faste arbejdssted i [by3], at [person1] blev udsendt til [by2] af sin arbejdsgiver, men derimod for at udføre arbejde på midlertidige ejendomme og midlertidige arbejdssteder i [by2]. Dette medfører, at [person1] er berettiget til at modtage skattefri rejsegodtgørelse i henhold til praksis. Det gøres gældende, at [person1] ikke var i stand til at returnere til sit hjem og møde ind den efterfølgende dag på det samme eller et andet midlertidigt arbejdssted. [person1] var derfor berettiget til at modtage skattefri logigodtgørelse.

Det skal bemærkes, at det synes som om, Skatteankestyrelsen ikke har forståelse for de konkrete opgaver, der blev løst af [person1] i den omhandlede periode. Dette til trods for vores drøftelser og beskrivelsen heraf i de forudgående sager. Vi vil naturligvis belyse dette nærmere i forbindelse med et kommende retsmøde i sagen.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Godtgørelser, der udbetales af arbejdsgiveren for udgifter, som en lønmodtager påføres af arbejdet, medregnes ved indkomstopgørelsen. Det fremgår af ligningslovens § 9, stk. 4. Det gælder dog ikke godtgørelser for rejseudgifter som en lønmodtager påføres som følge af, at han ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted, såfremt de ikke overstiger de fastsatte standardsatser efter ligningslovens § 9 A.

Ved [Byretten]s dom af 5. april 2016, der er stadfæstet ved Vestre Landsrets ankedom af 14. oktober 2016, er det fastslået, at kontoret i [by3] anses for klagerens faste arbejdssted og at klageren derfor ikke er berettiget til at få udbetalt skattefrie rejsegodtgørelser.

Klageren har oplyst, at hans arbejde hovedsagligt foregik på selskabets forskellige ejendomme.

Det er en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at lønmodtageren kan anses for at have været på rejse af mindst 24 timers varighed. Det fremgår af ligningslovens § 9 A, stk. 5.

En lønmodtager anses for at være på rejse, når lønmodtageren på grund af afstanden mellem sin sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på bopælen, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdssted, og dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Klageren kan ikke anses for at være på rejse i relation til ligningslovens § 9 A, da der ikke er tale om rejser med en varighed på minimum 24 timer. Det fremgår således også af SKM2003.453.LSR, at en skatteyder, der ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl i forbindelse med sin faste arbejdsplads, ikke er berettiget til rejsegodtgørelse.

SKATs afgørelse ændres, således at klageren er skattepligtig af de lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser på i alt 96.000 kr. og de ikke lønoplyste logi- og rejsegodtgørelser på i alt 52.764 kr.