Kendelse af 04-11-2016 - indlagt i TaxCons database den 07-01-2017

Indkomstår:2012

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 1.505.571 kr., som vedrører fortjeneste ved salg af eventualrettighed over den polske ejendom [adresse1] jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Af SKATs fakta oplysninger fremgår blandt andet:

”Du har afstået rettigheder vedr. ejendomme i Polen i 2006, 2007 og 2012.”

”De Polske Rettigheder vedrører tre polske ejendomme beliggende i [Polen]: [adresse2],

[adresse3] og [adresse1]. Ejendommene var ejet af din afdøde mands oldefar op til 2. verdenskrig.”

”Med ikrafttrædelse af dekret pr. 26. oktober 1945 ”Decret Bieruta” overgik ejendomsret og anvendelse af jord i byen [Polen] til kommunen [Polen]. Bygningerne på jorden forblev som udgangspunkt på hænderne af de tidligere ejere. Formålet if. dekretet var bl.a. at muliggøre en rationel genopbygning af byen efter 2. verdenskrig.

De hidtidige ejere af jorden kunne inden 6 måneder efter kommunens overtagelse af jorden ansøge om brugsret til jorden. Såfremt dette ikke kunne godkendes, tilfaldt også ejerskabet af bygninger på jorden kommunen.

Dekretet fastsætter, at kommunen skulle betale erstatning til den hidtidige ejer for overtagelse af jord og anvendelige bygninger herpå iht. en senere udstedt forordning om procedurer, principper og metoder for bestemmelse og udbetaling af erstatningsbeløb. Denne forordning blev ikke udstedt.

I adskillige tilfælde har de tidligere ejere ikke i tide søgt om brugsret til jorder begrundet i forskellige forhold, herunder ukendskab til dekretet. Tilsvarende er mange ansøgninger blevet afslået i begyndelsen af 1950’erne, hvorved såvel jord som bygninger blev nationaliseret. Således blev de ansøgninger om brugsret og ejerskab til jord og bygninger beliggende [adresse2] og [adresse3], som det bindende svar omhandlede, afslået, og jord og bygninger nationaliseret.

Polens højesteret har fastslået, at ”Dekret Bieruta” kun kan ophæves ved lov. Dekretet er fortsat gældende.

Med de politiske ændringer der fulgte af systemskiftet i Polen i 1989 er håbet om krav på ejendomsret, evig brugsret eller erstatning i mangel heraf genvundet hos flere tidligere ejere og deres efterkommere.

I 2002 er der truffet flere afgørelser om annullering af afgørelserne om nationalisering af ejendomme i 1950’erne.

Der verserer adskillige sager mod [Polen] kommune om krav på ejerskab, brugsret eller erstatning for hidtidig ejerskab af fast ejendom, som de facto blev nationaliseret med ”Dekret Bieruta”. I en artikel i [...] af 30/6 2008 nævnes, at der med ”Dekret Bieruta” blev nationaliseret omkring 40.000 ejendomme, og at der i juni 2008 var over 17.000 ejendomme, som skulle returneres til tidligere ejere, og at der hver måned indgives mere end et dusin nye krav. Hver enkelt, som mener de har et krav på ejerskab, brugsret eller erstatning må særskilt lægge sag an mod kommunen.”

Din svigerfamilie har siden 1948 forgæves forsøgt at gøre rettigheden gældende overfor de polske myndigheder, som råder over ejendommene, ligesom andre tidligere ejere af konfiskerede ejendomme. Ved svigermorens død i 1996 arvede din mand en forholdsmæssig andel heraf på hhv. 6/33 og 248/960. I 2002 døde din mand og du overtog herefter den andel af svigerfamiliens rettighed, som manden havde arvet, i det du frem til i dag har siddet og stadig sidder i uskiftet bo.

Du har således hverken direkte eller indirekte haft nogen rådighed over ejendommene, hverken før eller efter de foreløbige salg af din forholdsmæssige andel af rettigheden. Det er således den polske stat, som til dato har udøvet en ejers rettigheder over ejendommene.

Du har altså overtaget tre forholdsmæssige andele i tre begrænsede eventualrettigheder efter din afdøde mand i hhv. ejendommene [adresse2], [adresse3] og [adresse1]. Der blev vedrørende de fulde begrænsede eventualrettigheder, herunder din forholdsmæssige andel heraf, indgået foreløbig salgsaftaler hhv. af 9. juni 2006 vedrørende [adresse2], af 22. marts 2007 vedrørende [adresse3] og af 24. maj 2012 vedrørende [adresse1].

Det fremgår derudover af salgsaftalerne, at ejendommene i øjeblikket er ejet af den polske stat og bl.a. benyttes af Landbrugsuniversitetet i [Polen]. Du har, såvel som de øvrige sælgere, ikke haft nogen mulighed for at råde over ejendommene hverken helt eller delvist, og der har selvsagt ikke – for dig eller de øvrige sælgere – været nogen løbende driftsindtægter vedrørende ejendommene.

Du har af din polske rådgiver fået oplyst, at en eventuel gevinst på de polske rettigheder er skattefri i henhold til polsk skatteret. For at afklare en eventuel usikkerhed om den skattemæssig behandling i Danmark og evt. periodisering har du ønsket, at der på dine vegne blev indgivet en anmodning om bindende svar.

Afståelsessummen vedr. [adresse1] udgør 1.218.058 PLN pr. 27. maj 2012. Heraf er 86.454,20 PLN allerede udbetalt til dig mens de resterende 1.131.604 PLN er overført til en særlig oprettet konto for dig, som udbetales dig ved forevisning for sælger af en udskrift af notarakten for den foreløbige salgsaftale, dvs. pr. 24. maj 2012.

Ifølge salgsaftalen er alle udgifter i forbindelse med salget afholdt af køber.

I indsigelse fra din rådgiver af 7. april 2015 er det oplyst, at du har betalt honorar til [person1] på i alt 189.779 PLN og til [person2] på 182.709 PLN.

Beløbene omregnes til danske kroner ved hjælp af gennemsnitskursen for året - kurs 178,0540.”

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet klagerens personlige indkomst med 1.505.571 kr., som vedrører fortjeneste ved salg af eventualrettighed over den polske ejendom [adresse1] jf. statsskattelovens § 4.

Der er til støtte herfor anført:

”Du anses som fuldt skattepligtig til Danmark, da du har bopæl i Danmark jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1.

Globalindkomstprincippet i statsskattelovens § 4 medfører, at fuldt skattepligtige personer her til landet er skattepligtige af deres samlede indkomst, hvad enten den hidrører her fra landet eller fra udlandet.

I henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 21 er det kun Danmark, som kan beskatte fortjeneste ved salg af eventualrettighederne.

Fortjeneste ved salg af eventualrettigheden anses at være skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Der er ved afgørelsen henset til SKATs bindende svar af 16. december 2014 og SKM2012.181.LSR.

Der er i det bindende svar af 16. december 2014, fastslået at den skattemæssige kvalifikation der er der tale om eventualrettigheder, som ligger udenfor anvendelsesområdet for ejendomsavancebeskatningsloven.

Det fremgår ligeledes af det bindende svar, at statsskattelovens § 5, stk. 1 indeholder en negativ afgrænsning af indkomstbegrebet i statsskattelovens § 4, mens statsskattelovens § 4 stk. 1 ikke indeholder en udtømmende angivelse af skattepligtige tilbagevendende indtægter. Da der alene foreligger eventualrettigheder, anser man ikke i det bindende svar at der kan være tale om en skattefri afståelse af rettighederne efter statsskattelovens § 5, litra a om salg af den skattepligtiges ejendele, idet at skatteyder ikke afstår et eller flere formuegenstand(-e).

Det fremgår desuden af det bindende svar af 16. december 2014, at der ikke findes på aftaletidspunktet at være tale om en erstatningslignende indkomst. Dette begrundes med indholdet af de indgåede aftaler, der omfatter ethvert krav i henhold til de omhandlende ejendomme, herunder generhvervelse af ejendomsretten, og ikke alene retten til at oppebære en erstatningssum.

Retten til at oppebære en erstatningssum må i øvrigt forudsætte, at ejendomsretten tilkendes en anden end den retmæssige ejer. I givet fald vil der være tale om erstatning for afståelse af fast ejendom. Som anført under ”faktiske forhold” foreligger der fortsat stor usikkerhed om krav på ejendommene i henhold til ”Dekret Bieruta”.

Fortjenesten skal derfor opgøres efter reglerne i statsskattelovens §§ 4 og 6.

På baggrund af den indsendte salgsaftale udgør afståelsessummen vedr. [adresse1] i alt 1.218.058 PLN.

Afståelsessummen er opgjort således:

Tidligere udbetalt 86.454,20 PLN

Resterende salgssum1.131.604,00 PLN

I alt1.218.058,20 PLN

På baggrund af de indsendte oplysninger omkring honorarudgifter til [person1] og [person2] godkendes der i henhold til statsskattelovens § 6 fradrag for disse udgifter.

Honorarudgifterne er opgjort således:

Invoice af 29. maj 2012, [person1]110.830,00 PLN

Invoice af 21. marts 2012, [person1]78.949,00 PLN

Faktura VAT, 29. maj 2012, [person2]182.708,73 PLN

I alt 372.487,73 PLN

Beløbene omregnes til danske kroner ved hjælp af den fastsatte gennemsnitskurs for året.

Salgssum vedrørende [adresse1]: 1.218.058 zloty x 178,0540 = 2.168.801 kr.

Udgifter vedr. [adresse1]: 372.488 zloty x 178,0540 = 663.230 kr.

Nettofortjenesten beskattes som personlig indkomst jf. personskattelovens § 3.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at provenuet ved salg af eventualrettigheden over den polske ejendom [adresse1], kan afstås uden beskatning jf. statsskattelovens § 5, litra a.

Der er til støtte herfor anført:

”Afgørelsen vedrører spørgsmålet om beskatning ved afståelse af særlige begrænsede

eventualrettigheder til den polske ejendom beliggende [adresse1], [Polen], De Polske Rettigheder. Ejendommen var ejet af Klagers afdøde mands oldefar indtil 2. verdenskrigs afslutning.

Det nye kommunistiske styre i Polen ikrafttrådte pr. 26. oktober 1945 det såkaldte "Decret Bieruta", hvorved ejendomsret og ret til at anvende jord i byen [Polen] overgik til kommunen [Polen]. Formelt forblev ejendomsretten til bygningerne som udgangspunkt hos de tidligere ejere, men eftersom råderetten var overdraget til kommunen, kan "Decret Bieruta" kun betegnes som ekspropriation. Formålet med inddragelsen var ifølge dekretet

blandt andet at muliggøre en rationel genopbygning af byen efter 2. verdenskrig.

Efter dekretets ordlyd kunne ejerne inden 6 måneder efter kommunens overtagelse af jorden ansøge om brugsret til jorden. Såfremt ansøgningen om brugsret ikke kunne imødekommes, tilfaldt også ejerskabet af bygninger på jorden kommunen. Dekretet fastsatte, at kommunen skulle betale erstatning til den hidtidige ejer for overtagelse af jord og an­ vendelige bygninger herpå i henhold en forordning om procedurer, principper og metoder for bestemmelse og udbetaling af erstatningsbeløb, der skulle udstedes senere.

Denne forordning om erstatningstildeling blev ikke og er aldrig blevet udstedt. I adskillige tilfælde har de tidligere ejere ikke i tide søgt om brugsret til jorden. Baggrunden for de udeblevne ansøgninger er forskellige, men navnlig ukendskab til dekretet og de meget kaotiske forhold, der herskede efter afslutningen af 2. verdenskrig må antages at være hovedårsagen. Senere ansøgninger indsendt i begyndelsen af 1950'erne blev i stort antal afslået, hvorved såvel jord som bygninger blev endeligt nationaliseret.

Polens Højesteret har fastslået, at "Decret Bieruta" kun kan ophæves ved lov. Dekretet er således fortsat gældende. Med de politiske ændringer, der fulgte af systemskiftet i Polen i 1989, er håbet om krav på genetablering af ejendomsret, tildeling af evig brugsret eller udbetaling af erstatning genvundet hos flere tidligere ejere og deres efterkommere. I 2002 er der endvidere truffet flere afgørelser om annullering af afgørelserne om nationalisering af ejendomme i 1950'erne.

Der verserer adskillige sager mod [Polen] kommune om krav på ejerskab, brugsret eller erstatning for ejerskab til fast ejendom, som de facto blev konfiskeret med "Decret Bieruta". I en artikel i [...] af 30/6 2008 nævnes, at der med "Decret Bieruta" blev nationaliseret omkring 40.000 ejendomme, og at der i juni 2008 var over 17.000 ejendomme, som skulle returneres til tidligere ejere, og at der hver måned indgives mere end

et dusin nye krav. Hver enkelt, som mener, de har et krav på ejerskab, brugsret eller erstatning, må særskilt lægge sag an mod kommunen.

Klagers svigerfamilie har siden 1948 forgæves forsøgt at gøre rettigheden gældende overfor de polske myndigheder, som råder over ejendommen. Ved sin moders død i 1996 arvede Klagers mand en forholdsmæssig andel heraf på 248/960. I 2002 døde Klagers mand og Klager overtog herefter sin mands andel, i det Klager frem til i dag har siddet og stadig sidder i uskiftet bo.

Det er ubestridt, at Klager ikke har haft mulighed for at råde over Ejendommen hverken helt eller delvist, og at der ikke været nogen løbende driftsindtægter ved rørende Ejen­ dommen, der i Polen betragtes som offentlig ejendom.

Klager har af sin polske rådgiver fået oplyst, at en eventuel gevinst ved salg af De Polske

Rettigheder ikke beskattes i Polen.”

”I henhold til autoriseret oversættelse fra polsk til dansk af notarakt om "Foreløbig salgsaftale" af 24. maj 2012 er der tale om en ejendom med et grundareal på 3.399 m2, hvorpå der er opført tre bygninger, heraf en boligbygning på 4 etager og to ikke boligbygninger på henholdsvis en og to etager.

Ejendommen huser i dag Landbrugsuniversitetet i [Polen]. Den foreløbige salgsaftale indgås med blandt andet Klager som sælger. Ifølge § 1, nr. 1 erklærer Klager, at hun har andel i langtidsejeret til grunden samt ejendomsret til bygningerne på grunden. Langtidsejeretten bliver etableret indtil 26. oktober 211O (§ 1, nr. 2). Langtidsejeret til jorden og ejendomsret til bygningerne herpå blev etableret 26. oktober 2011 af notaren i [Polen], jf. § 1, nr. 8.

På nuværende tidspunkt er der i tingbogen registreret et krav på overdragelse af langstidsejeretten samt ejendomsretten til bygningerne, der er opført på parcellen, til Køber (§ 1, nr. 4). Af § 8, nr. 2 fremgår, at ejendomsretten til aftalens genstande bliver overdraget til Køber

24. maj 2012. Da genstandene for aftalen for øjeblikket benyttes af Landbrugsuniversitetet i [Polen] overdrager sælger en autonom ejendomsret til bestandene for aftalen i hen­ hold til artikel 350 i den polske civillov.

Den foreløbige salgsaftale skal i henhold til § 4 erstattes af en endelig sa lgsaftale senest 30 dage efter datoen for sælgernes endelige opnåelse af ejendomsret (og ikke langtidsejeret) til grunden. Der skal dog senest 31. december 2013 indgås endelig salgsaftale om overdragelse af langtidsejeret til grunden og ejendomsret til bygninger til køber eller anden køber bestemt af køber.

Alle sælgers krav mod Landbrugsuniversitetet i [Polen] hidrørende fra universitets brug af ejendommen overtages fra 24. maj 2012 af køber. Krav på indtægter af ejendommen, også forud for salgsaftalens indgåelse, overdrages således endeligt til køber 24. maj 2012.

Klagers vederlag i henhold til salgsaftalen udgør 1.218.058 zloty svarende til ca. 2,18 mio. danske kroner pr. 27/5 2014. Heraf er 86.454,20 zloty allerede udbetalt til hende, mens de resterende 1.131.604 zloty er overført til en særlig oprettet konto for hende, som udbetales hende ved forevisning for sælger af en udskrift af notarakten for den foreløbige salgsaftale, dvs. pr. 24. maj 2012.

Vederlaget dækker overdragelse til køber af samtlige Klagers krav om:

”Klagers polske rådgiver har fået oplyst, at omtalen i den foreløbige salgsaftales § 1, nr. 8 af en aftale af 26. oktober 2011 om brugsret ikke drejer sig om en aftale, som den nuværende "ejer"/bruger af ejendommen er part i. Der er derimod tale om en aftale indgået mellem de personer, som mener at have krav i henhold til "Decret Bieruta" på tilbagelevering, brugs­ ret, erstatning eller lignende og Køber. Aftalen ville derfor reelt ikke kunne håndhæves, førend sælgerne ad rettens vej eller ved forlig eller lignende havde fået etableret et reelt ejerskab eller rådighed over ejendommen.

Klager havde ikke på tidspunktet for salget det aktuel le, reelle ejerskab til eller rådighed over bygningerne på grunden. Dette vil først blive opnået, hvis der kan opnås dom, forlig eller lignende herpå i henhold til "Decret Bieruta".

Køber var ikke forud for indgåelsen af aftalen registreret som ejer af brugsret eller ejendomsret til ejendommen, men havde kun indgivet et krav på overdragelse. Der er ikke ved indførslen i tingbogen taget stilling til, om kravet er berettiget.

Faktum er således, at der med den foreløbige salgsaftale af 24. maj 2012 indgås en (auto­ nom) aftale mellem parter om overdragelse af alle eventuelle rettigheder af den faste ejendom [adresse1]. Rettighedens karakter var ikke på tidspunktet klarlagt ved forlig, dom eller lignende.”

”SKAT er enig med Klager i, at den af Klager solgte eventualrettighed ikke aktuelt repræsen­

terer en reel, aktuel rettighed over en fast ejendom, som det er muligt at udnytte eller håndhæve over for den nuværende ejer, den polske stat. Da der derfor ikke er tale om hverken en umiddelbar eller en middelbar ret til fast ejendom, er salget af De Polske Rettigheder ikke omfattet af ejendomsavancebeskatningsloven.

SKAT finder, at provenuet opnået ved afståelsen er skattepligtig efter statsskattelovens § 4, og henviser i den forbindelse til landsskatterettens kendelse refereret i SKM2012.181.LSR.

SKAT udtaler, at:

"...Fortjeneste ved salg af eventual rettigheden anses at være skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Der er ved afgørelsen henset til SKATs bindende svar af 16. december 2014 og SKM2012.181.LSR.

SKAT mener ikke, at Klager afstår en formuegenstand. Med henvisning til afgørelsen finder SKAT, at provenuet er skattepligtigt i henhold til statsskatteloven. Klager finder ikke, at af­ gørelsen fra Landsskatteretten er anvendelig på dette spørgsmål.

SKAT finder ikke, at kravet er et erstatningskrav, eftersom der forsat er tvivl om kravets karakter. SKAT udtaler, at:

"...Det fremgår desuden af det bindende svar af 16. december 2014, at der ikke findes på aftaletidspunktet at være tale om en erstatningslignende indkomst. Dette begrundes med indholdet af de indgåede aftaler, der omfatter ethvert krav i henhold til de omhandlede ejendomme, herunder generhvervelse af ejendomsrette, og ikke alene retten til at oppebære erstatningssum.

Retten til at oppebære en erstatningssum må i øvrigt forudsætte, at ejendomsretten tilkendes en anden end den retsmæssige ejer. I givet fald vil der være tale om erstatning for afståelse af fast ejendom. Som anført under ''faktiske forhold" foreligger der fortsat stor usikkerhed om krav på ejendommene i henhold til "Dekret Bierute”."

Der findes Klager bekendt ingen praksis om overdragelse af lignende rettigheder afledt af

det såkaldte "Decret Bieruta". Afgørelsen SKM2012.181.LSR, som SKAT henviser til, omhandler ikke spørgsmålet om, hvordan en købesum fra salget af en eventualrettighed over en fast ejendom opstået i forbindelse med konfiskering foretaget af det kommunistiske styre i Østeuropa skal beskattes, men om der i en sag om arveafkald stadig eksisterede et formuekrav.

Sagen omhandlede et tilfælde hvor en arving havde givet fuld arvafkald på en landbrugs­ ejendom efter sin afdøde far. Broderen afgav delvis arveafkald, men overtog uanset arve­ afkaldet landbrugsejendommen. Ejendommen blev efterfølgende overdraget til broderens ægtefælle, som herefter ønskede at indgå en aftale med arvingen om modtagelse af et vederlag for at have givet fuldt arveafkald og derved mistet retten til en andel af en even­ tuel afståelsessum.

SKAT og senere landsskatteretten fandt, at der ikke ved aftalen var overdraget en egentlig formueret, fordi Klager allerede ved arveafkaldet havde opgivet sin ret til ejendommen. Klager havde således ikke en egentlig formueretsgenstand at indgå aftalen om, og aftalen kunne ikke være omfattet af Landsskattelovens § 5. Det fremgår af afgørelsen, at:

"Det er ubestridt, at den omhandlede landbrugsejendom blev overdraget til klagerens bror [person3] til værdien i handel og vandel på overdragelsestidspunktet. Da boet ikke har krav på yderligere vederlag fra [person3], kan eventuelle senere betalinger fra [person3] til klageren ikke anses som yderligere arv fra klagerens far. "

I denne sag har Klager aldrig opgivet sin ret over ejendommen. Klager og tidligere dennes ægtefælle samt ægtefællens familie har tværtimod fastholdt kravet overfor den polske stat, der i årene fra 1945 til 1989 var undergivet kommunistisk styre og derfor ikke anerkendte Klagers rettigheder. På trods af, at der forsat er tvivl om, hvordan kravet vil blive behandlet, er der ingen tvivl om kravets eksistens. Klager ejede uden tvivl et formuegode, som kan overdrages.

Alene det forhold, at Klager har kunnet afhænde rettighederne til en uafhængig tredje­ mand ved en transaktion, der kun kan betegnes som et salg, må tages som bevis for at rettighederne udgør et formuegode. Landsskatterettens afgørelse i SKM2012.181LSR er derfor uden relevans for afgørelsen af denne sag.

SKAT har ikke yderligere begrundet anvendelsen af statsskattelovens § 4. Det følger af ordlyden af statsskattelovens § 4 og dennes sammenhæng med statsskattelovens § 5, at statsskattelovens § 4 regulerer beskatningen af løbende indkomster hos skatteyderen. hvor statsskattelovens § 5 regulerer beskatningen af engangsindtægter opnået ved afståelse af formuegoder.

Af forholdet mellem statsskattelovens § 4 og § 5 fremgår, at den løbende indkomst som hovedregel er skattepligtig, mens det modsatte er udgangspunktet for gevinst eller tab, der knytter sig til indkomstgrundlaget. De Polske Rettigheder er notorisk et formuegode, som må henregnes til Klagers indkomstgrundlag.

Statsskattelovens § 4 rummer hjemmel til at beskatte "... den skattepligtiges samlede årsindtægter, hvad enten de hidrører her fra landet eller ikke, bestående i penge eller formuegoder af pengeværd ...".

Fælles for de indkomster, som rummes af statsskattelovens § 4, er, at der er tale om løbende indkomster som skabes ved udøvelse af erhverv.

Den indkomst, som Klager har haft ved afståelsen af De Polske Rettigheder kan ikke beteg­ nes som skabt ved udøvelse af virksomhed af nogen art. Klager har netop ikke kunnet ud­ øve erhvervsvirksomhed vedrørende ejendommene i Polen, der i mere end 60 år har været konfiskeret af den polske stat.

De afståelsessummer, Klager har modtaget ved salget af De Polske Rettigheder, udgør ikke en løbende indtægt. Der er derimod ta le om engangssummer, opnået ved endelig og uigenkaldelig afståelse af rettigheder. De Polske Rettigheder var i princippet indtil afståelsen en del af Klagers formue. Der er på ingen måde tale om løbende indtægter, men om engangssummer, som udelukkende er opstået ved afståelse af et formueak tiv, og som derfor omfattes af statsskattelovens § 5, litra a.

Afståelse af summer er skattefrit efter statsskattelovens § 5, litra a. Afståelsen udgør blot en omplacering af formuen. Efter statsskattelovens § 5, litra a, er kapitalgevinster vedrørende indkomstgrundlaget derfor som udgangspunkt skattefri, medmindre de omfattes af særlovgivning.

Klagers eventuelle gevinst på De Polske Rettigheder er derfor skattefri efter statsskattelovens § 5, litra a.”

”Ved afståelsen af De Polske Rettigheder giver Klager afkald på ethvert krav, som Klager ellers ville kunne rejse mod den polske stat vedrørende ejendommen.

Det kan lægges til grund, at det vil kræve en lovændring, før De Polske Rettigheder vil kunne håndhæves. Dette indebærer en vis usikkerhed i forhold til, hvordan De Polske Rettigheder i tilfælde af den polske stats velvillighed vil blive tilladt håndhævet.

Det forekommer dog mest sandsynligt, at De Polske Rettigheder vil blive konverteret til en form for erstatning, hvis de i fremtiden vil blive tilladt håndhævet. Det skyldes blandt andet, at den faste ejendom [adresse1] benyttes af Landbrugsuniversitetet i [Polen]. Det er af disse grunde usandsynligt, at de der nu besidder De Polske Rettigheder, vil blive genindsat i ejendommene.

På baggrund af dette skal man anlægge en erstatningsbetragtning vedrørende De Polske Rettigheder. Det fremgår af den juridiske Vejledning 2015-2, afsnit C.A.3.7, at engangsydelser i form af sumudbetalinger af erstatning er skattefri efter statsskattelovens § 5, litra a, hvis det de træder i stedet for er skattefrit. Da Klager overdrager De Polske Rettigheder, træder betalingen herfor i stedet for den erstatning, Klager muligvis ville kunne have fået af den polske stat. Derfor skal denne engangsbetaling behandles på samme måde, som hvis den havde været en erstatning. Betalingerne er derfor omfattet af statsskattelovens § 5,

litra a. Derfor må betalingerne for afståelsen af De Polske Rettigheder være skattefri for Klager.

Det er Klagers opfattelse, at en eventuel gevinst ved afståelse af De Polske Rettigheder er skattefri i overensstemmelse med statsskattelovens § 5, litra a.”

Klagerens repræsentant har indsendt bemærkninger:

”Skatteankestyrelsen anfører i sit forslag til afgørelse, at Danmark har beskatningsretten

til indtægt "Andre indtægter" efter artikel 20 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten

mellem Danmark og Polen. Det er vi naturligvis enige i.

Skatteankestyrelsen bedes dog erindre, at det er en forudsætning for at udnytte

den beskatningsret, som Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten

er tillagt, at der i intern dansk ret er hjemmel til beskatning af det pågældende aktiv.

Det er kernen i Klagers påstand, at en sådan hjemmel savnes.”

”Eventualrettighederne til ejendommen i Polen har Klager arvet fra hendes afdøde

polske mand, hvis slægtninge havde ejendomsretten til ejendommen, før den blev

inddraget af den polske stat. Rettighederne er altså tilgået Klager i forbindelse

med hendes mands død som en del af den øvrige formue, hun i forbindelse hermed

blev ejer af.

Eventualrettighederne har således været en del af Klagers formue også forud for

salget til tredjemand. Det er korrekt, at det først var i forbindelse med salget, at

værdien endeligt kunne fastslås, men det er ikke det samme, som at eventualrettighederne

ikke forud for salget var formueaktiver tilhørende Klager.

Det forhold, at man først i forbindelse med overdragelsen af en rettighed endeligt

konstaterer denne rettigheds værdi, er ikke det samme, som at rettigheden og det

formuegode, som rettigheden udgør, ikke har været til stede forud for overdragelsen

eller først er opstået i forbindelse med overdragelsen. Herved svarer den

af Klager foretagne overdragelse fuldstændig til overdragelsen af enhver anden

type formuegode. Først når dette formuegode overdrages til en uafhængig tredjemand,

kan dets værdi endeligt fastslås.

Den ret til erstatning, som Klager har overdraget, har Klager fået i kraft af polsk

lovgivning. Det forhold, at polsk lovgivning ikke på nuværende tidspunkt har fastlagt,

hvorledes dette krav på erstatning skal honoreres, er ikke ensbetydende

med, at klager ikke har et krav på at modtage erstatning.

Skatteankestyrelsen angiver selv, at Klager har foretaget en overdragelse af en

eventualrettighed, og at Klager i den forbindelse har modtaget en overdragelsessum.

Salget er helt åbenbart omfattet af statsskattelovens § 5 a, stk. 1, der foreskriver

skattefrihed ved "...salg af den skattepligtiges ejendele (herunder indbefattet

værdipapirer)".

Skatteankestyrelsen lægger vægt på, at rettigheden er opstået på baggrund af

den polske stats ekspropriering af ejendommene i forbindelse med Polens overgang

til kommunistisk styre. Hvis der lægges vægt på, at rettigheden er opstået i

forbindelse med ekspropriering, taler alle hensyn for at anse rettigheden for ligestillet

med ekspropriationserstatning med de konsekvenser, en sådan ligestilling

måtte have.

Skatteankestyrelsen lægger dernæst vægt på den eventuelle rettigheds karakter

og det forhold, at de polske domstole eller myndigheder endnu ikke har taget stilling

til erstatningens beløbsmæssige størrelse. At rettigheden er en eventualret,

hvis endelige værdi ikke er fastslået af den polske stat, er uden betydning for bedømmelsen

af, om indkomsten ved et salg af rettigheden skal henføres til statsskattelovens

§ 4 eller til statsskattelovens § S. Her kan alene tages i betragtning, at

Klager endeligt har afstået en ret, som en uafhængig tredjemand har villet købe.

Skatteankestyrelsen anfører endvidere, at overdragelsen er sket til en uafhængig

tredjemand. Det er helt åbenbart uden betydning for skattepligten af en indkomst

opnået ved salg af et aktiv, om køber er uafhængig tredjemand eller ej.

Skatteankestyrelsen anfører, at der ikke er holdepunkter for at henføre overdragelsessummen

som skattefri i henhold til statsskattelovens § 5 a. Det fremgår som nævnt direkte af statsskattelovens § 5 a, at den, der afstår sine ejendele, som udgangspunkt ikke beskattes heraf.

Endeligt har Skatteankestyrelsen lagt vægt på, at der ikke i den øvrige skattelovgivning

er hjemmel til at beskatte afståelsen, hvorfor den kan beskattes efter

statsskattelovens § 4. Efter statsskattelovens § 4 beskattes de løbende indkomster,

der blandt andet kan skabes på baggrund af de ejendele, som den skattepligtige

ejer. Der er ikke i statsskattelovens § 4 hjemmel til at beskatte salget af den

skattepligtiges ejendele. Der er således heller ikke hjemmel i statsskattelovens § 4

til at beskatte Klager ved salget af rettighederne.

Det forhold, at der er opnået en indkomst, er således ikke ensbetydende med, at

der per automatik skal foretages beskatning. Der er ikke i dansk ret hjemmel til at

beskatte den indkomst, Klager har opnået, og Klager kan på den baggrund oppebære

indkomsten skattefrit.”

Landsskatterettens afgørelse

Det lægges til grund, at klageren i indkomståret 2012 har været fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Det følger af statsskattelovens § 4, at al indkomst, som udgangspunkt, er skattepligtig til Danmark, uanset om det hidrører fra Danmark eller udlandet.

Efter artikel 20 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen (BKI nr. 2 af 9. januar 2003) fremgår det, at kun det land hvori klageren er hjemmehørende, dvs. Danmark, kan beskatte ”andre indkomster”.

Ud fra en samlet vurdering af sagens omstændigheder herunder, at den eventuelle rettighed udspringer af den polske stats nationalisering af ejendommen umiddelbart efter anden verdenskrig, at den eventuelle rettigheds retlige karakter og beløbsmæssige omfang ikke er fastlagt af de polske myndigheder, at klageren ikke er retlig adkomsthaver til den faste ejendom i Polen, at overdragelsen af den eventuelle rettighed foretages til tredjemand, at der ikke er holdepunkter for at anse overdragelsessummen som skattefri jf. statsskattelovens § 5, litra a, og at der ikke i øvrigt ses at være grundlag for at henføre den eventuelle rettighed under særlovgivningen på skatteområdet, er det herefter Landsskatterettens opfattelse, at der er grundlag for beskatning jf. statsskattelovens § 4, der ikke kun omfatter løbende indtægter.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.