|
|
Kendelse af 24-01-2017 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017
Indkomstårene 2007-2011
SKAT har givet afslag på anmodningen om ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, vedrørende glemte fradrag efter ligningslovens § 9 D.
Indkomstårene 2012-2014
SKAT har ikke godkendt befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D.
Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.
Faktiske oplysninger
Klageren anmodede ved skrivelse af 11. juni 2015 SKAT om genoptagelse af sin indkomstansættelse for indkomstårene 2007-2014 vedrørende befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D. Han oplyste, at baggrunden for anmodningen var, at han var blevet opmærksom på, at der fandtes andre regler for invalide og kroniske syge.
Klageren har oplyst, at han har været ansat ved [virksomhed1] de sidste 30 år. Han blev pr. 1. juli 2002 godkendt til fleksjob med ca. 20 timer i ugen på grund af en kronisk ryglidelse. Det fremgår af bevilling af fleksjob, at skånehensynet ligger i nedsat arbejdstid, ca. 20 timer ugentligt, og at arbejdet skal tilrettelægges, så han har ikke-rygbelastende arbejde. Han har herefter arbejdet 3,5 time dagligt i 5 dage mellem kl. 7.00 til kl. 10.30.
Klageren bor på adressen [adresse1], [by1]. [virksomhed1] har adresse på [adresse2], [by2]. Klageren har oplyst, at han ved transport i bil har i alt 42,2 km til og fra arbejde, og at turen tager ca. 20 min. Ifølge fremlagt udskrift af juli 2015 fra Rejseplanen.dk er transporttiden med offentlig transport på 1 time og 33 minutter. Tranporten indebærer både s-tog og gang på 1,1 km.
Klageren har fremlagt en sygejournal for perioden september 2015 – april 2016, hvoraf bl.a. fremgår, at klageren blev opereret i år 2001 for en diskusprolaps og igen i år 2016 i nakken.
Klageren har til SKAT fremlagt to lægeerklæringer fra år 2015 udarbejdet af læge [person1].
Af lægeerklæring af 11. juni 2015 fremgår:
”Det bekræftes hermed, at ovenstående har været i flexjob siden juli 2002 pga. kronisk ryglidelse.”
Af lægeerklæring af 3. september 2015 fremgår:
”Ovenstående har været i flexjob siden 2002 pga. ryglidelse. Han kan ikke sidde ned i længere tid, dvs. at han ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler til og fra arbejde, idet køretiden er 1 1/2 time. Turen tager i bil et kvarter, hvor han har mulighed for at standse og stå ud og strække benene.”
Klageren har til Skatteankestyrelsen fremlagt en lægeerklæring fra år 2016 udarbejdet af læge [person1].
Af lægeerklæring af 11. oktober 2016 fremgår:
”Det bekræftes, at ovenstående blev opereret første gang for discusprolaps i 2001. Fik herefter i 2002 tildelt flexjob pga. den kroniske ryglidelse.
Han er opereret igen i marts 2016 i nakke-hvirvelsøjlen pga. spinalsnenose med afklemning af nerver.
Han er afhængig af sin bil, da han ikke er i stand til at tage offentlige transportmidler til og fra arbejde, eftersom han kan risikere at skulle stå op hele vejen og da hans ryglidelse ikke kan klare en så lang transporttid.
Det er en kronisk sygdom og prognosen er ikke god.”
SKATs afgørelse
SKAT har givet afslag på anmodning om genoptagelse af indkomstansættelsen for indkomstårene 2007-2011, samt nægtet befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D for indkomstårene 2012-2014.
SKAT har som begrundelse anført:
”Den 11. august 2015 ringede du til SKAT og gav udtryk for, at du var uforstående overfor SKATs udsendte forslag til afgørelse, hvor afslaget blev begrundet med, at lægeerklæringen ikke var fyldestgørende nok. Du bad om udsættelse til den 8. september 2015.
Den 3. september 2015 har du indsendt ny lægeattest fra din læge [person1].
Ovenstående har været i flexjob siden 2002 pga. ryglidelse. Han kan ikke sidde ned i længere tid, dvs. at han ikke er i stand til at anvende offentlige transportmidler til og fra arbejde, idet køretiden er 11/2 time. Turen tager i bil et kvarter, hvor han har mulighed for at standse og stå ud og strække benene.
SKAT finder fortsat ikke at ovenstående lægeattest er tilstrækkelig til at du kan anses at være omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9D.
Det er en betingelse for et større befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D at den skattepligtige har godtgjort, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads.
SKAT mener fortsat ikke at du kan fratrække befordringsudgifter efter reglerne i ligningslovens § 9D, da det ikke findes godtgjort, at det har været nødvendigt at afholde særlige udgifter til transport på grund af din sygdom.
Der foreligger imidlertid ikke en erklæring fra speciallæge, der bekræfter, at det på grund af din kroniske sygdom er nødvendigt at benytte egen bil til transport mellem hjem og arbejde for at sikre indkomsten. Lægeattesten fra din læge dokumentere ikke at din ryglidelse har været så udbredt at du ikke kan benytte offentlig transport, blot at det på grund af køretiden (1 1/2 time) ikke er muligt.
SKAT har modtaget dit brev den 15. juni 2015, hvor du beder om fradrag for befordring mellem hjem og arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9 D for 2007 - 2014.
(...)
Kørselsfradrag 2012 - 2014
SKATs begrundelse for afslag
Det er ubestridt at du lider af en kronisk ryglidelse. Det er imidlertid ikke godtgjort, at du har haft særlige udgifter til befordring fra dit hjem i [by1] til din arbejdsplads i [by2], som følge af din sygdom og at afholdelsen af udgifterne dermed har været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen.
Du har haft 21 kilometer fra din bopæl i [by1] til din arbejdsplads i [by2], en daglig transport til og fra arbejde på 42 kilometer.
SKAT finder ikke, at den indsendte lægeerklæring er tilstrækkeligt til at du kan anses at være omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 D, og at det af hensyn til din sygdom vil være uhensigtsmæssigt for dig at skulle transportere sig med offentlige transportmidler. Den tidsmæssige faktor, altså at det tager længere tid at kører med tog/bus, er ikke begrundelse for at opnå fradrag efter særreglen. Når dette sammenholdes med, at det i lægeerklæringen ikke er oplyst, i hvilken grad du er hæmmet af din sygdom, findes du ikke at kunne være omfattet at ligningslovens § 9 D.
Du har fratrukket befordring mellem hjem og arbejdsplads efter reglerne i ligningslovens § 9C. SKAT godkender fradrag for befordring efter reglerne i ligningslovens § 9C.
SKAT finder ikke grundlag for at genoptage skatteansættelsen for indkomstårene 2007 - 2011.
Begrundelse
Ifølge Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, skal en skattepligtig, der ønsker at få ændret sin skatteansættelse senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.
Fristen efter Skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2, er udløbet for indkomstårene 2007 - 2011.
Hvis skatteansættelsen for 2007 - 2011 skal ændres, skal betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i Skatteforvaltningslovens § 27 være opfyldt. I denne sag er det spørgsmålet, om du kan opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 8, om at der skal foreligge særlige omstændigheder.
Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er ifølge forarbejderne tiltænkt et snævert anvendelsesområde. Særlige omstændigheder kan foreligge, hvis SKAT har begået fejl eller har foretaget en åbenbart urimelig skønsmæssig ansættelse. Der er derimod ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse som følge af et glemt fradrag.
Da der i denne sag, er tale om et glemt fradrag, er det SKATs opfattelse, at der ikke er grundlag for en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2007 - 2011.”
Klagerens opfattelse
Klageren har fremsat påstand om, at han har ret til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 D.
Der er til støtte for påstanden anført:
”1) SKAT mener ikke at lægeerklæring fra egen læge [person1] er tilstrækkelig dokumentation til at beskrive min ryg lidelse.
Min egen læge [person1] ved ikke, hvad det så er hun skal dokumenterer overfor SKAT.
Først skriver hun at jeg har en kronisk sydom som gør at min ryg ikke kan klare store belastninger. I en ny læge erklæring skriver min egen læge, at min ryglidelse er således at jeg ikke kan klare stående/siddende/gående belastning i længere tid af gangen. Det er jo også en meget vægtig grund til, at jeg er i fleksjob.
Jeg tro ikke, at medarbejdere i SKAT har prøvet at køre med S-tog i myldretiden i [by3] med en ryg lidelse som min.
Hvis man er uheldig kan man risikerer at skulle stå op hele vejen, eller være heldig at få en plads, og være sikker på, at pladsen er taget, hvis man, som jeg er, nød til at rejse sig indimellem for at rette ryggen ud.
Udover dette, er der en pæn gåtur fra hjem til S-tog og fra ende station til arbejdsplads.
2) Derfor kan det undre mig, at SKAT nu i afslag beder om speciallæge dokumentation.
I materiale indkaldelsen beder SKAT ikke om en speciallæge erklæring!
SKAT bruger nu manglende speciallæge erklæring som begrundelse for afslag.
Efterfølgende har jeg talt med egen læge [person1] og denne mener ikke, at erklæring fra speciallæge, vil bringe nye oplysninger til veje, som ikke allerede er givet af egen læge.
Sammenfatning af sagsfremstillingen:
Der 2 muligheder jeg kan kører i egen bil og få mit berettigede fradrag for kørsel eller tage TAXA frem og tilbage dagligt.
Transport med offentlige transportmidler vil efter kort tid betyde fravær(sygdom) og måske ende med et STOP på arbejdsmarkedet.
Jeg mener, at jeg opfylder kravene i ligningslovens § 9D både vedrørende varig nedsat funktionsniveau og kronisk sygdom.
Derfor stiller jeg mig meget undrende over for SKATS afgørelse/afslag om fradrag for kørsel fra hjem til arbejdsplads.”
Landsskatterettens afgørelse
Indkomstårene 2007-2011
Fristen for ordinær genoptagelse af en skatteansættelse skal indgives senest 3 år og 4 måneder efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Genoptagelse efter udløbet af den ordinære frist kan ske efter bestemmelserne om ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-8.
Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8 finder anvendelse, hvor der foreligger særlige omstændigheder, der fører til, at det må anses for urimeligt at opretholde skatteansættelsen. Bestemmelsen kan bl.a. finde anvendelse i tilfælde, hvor en urigtig skatteansættelse skyldes svig fra tredjemand eller andre særlige omstændigheder. Bestemmelsen giver derimod ikke grundlag for genoptagelse i tilfælde, hvor den skattepligtige har overset eller glemt et fradrag.
Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2 skal en genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Skattemyndigheden kan behandle en anmodning om ekstraordinær gentoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i stk. 2, hvis særlige omstændigheder taler derfor.
Klageren indgav anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen for indkomstårene 2007-2014 ved skrivelse af 15. juni 2015, og dermed efter udløbet af fristen for ordinær genoptagelse for indkomstårene 2007-2011, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2.
Klagerens forhold kan ikke henføres til bestemmelserne i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1-7, hvorfor der kun kan ske genoptagelse, hvis forholdet kan henføres til skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Forholdet omhandler et glemt fradrag, hvor der efter praksis ikke indrømmes ekstraordinær genoptagelse, når baggrunden for anmodningen alene er, at en skattepligtig fejlagtigt har overset eller glemt et fradrag.
Det findes således, at der ikke foreligger særlige omstændigheder, der kan begrunde ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.
Det forhold, at klageren har en kronisk ryglidelse kan ikke føre til, at der foreligger særlige omstændigheder, som kan medføre dispensation fra reaktionsfristen.
Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse på dette punkt.
Indkomstårene 2012-2014
Det fremgår af ligningslovens § 9 D, at godtgør den skattepligtige, at vedkommende som følge af varigt nedsat funktionsevne eller kronisk sygdom har særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejdsplads, finder reglerne i § 9 C ikke anvendelse. Den skattepligtige kan i stedet fradrage normal befordringsudgift i det omfang, den overstiger 2.000 kr., samt den del af den faktiske befordringsudgift, der overstiger normal befordringsudgift i det pågældende tilfælde. Normal befordringsudgift opgøres, hvor offentlig befordring kan anvendes, som udgiften til billigste offentlige befordringsmiddel og ellers som udgiften ved brug af eget befordringsmiddel efter kilometertakster, der fastsættes af Skatterådet.
Det er uden betydning for fradrag efter bestemmelsen, at skatteyderen ikke har haft merudgifter i forhold til den øvrige lokalbefolkning, jf. TfS1992.142.LSR.
Bestemmelsen i ligningslovens § 9 D må efter forarbejderne forstås således, at afholdelse af udgifterne skal været nødvendige for at sikre indkomsterhvervelsen, jf. SKM2005.75.VLD.
Det er ubestridt, at klageren har en kronisk ryglidelse. Det er herefter afgørende, om det har været nødvendigt for klageren at afholde særlige udgifter til befordring, som følge af heraf. Dette beror på en retlig vurdering, der foretages på grundlag af samtlige oplysninger, hvor en lægefaglig vurdering tillægges særlig betydning.
Efter en konkret vurdering ud fra sagens oplysninger findes det ikke godtgjort, at klageren har haft særlige udgifter til befordring mellem hjem og arbejde i de pågældende indkomstår, jf. ligningslovens § 9 D.
Der er lagt vægt på, at de fremlagte lægeerklæringer er afgivet efter udløbet af de pågældende indkomstår, og at sygejournalen ikke giver noget entydigt billede af klagerens mobilitet i de pågældende indkomstår. Det fremgår ikke af lægeerklæringerne, hvordan klagerens tilstand var i indkomstårene 2012-2014, ligesom det ikke fremgår, hvordan klagerens evne til at benytte offentlige transportmidler var. Lægeerklæringen henviser som årsag til, at han skal benytte bil, at han risikerer at skulle stå op hele vejen, hvis han tager offentlige transportmidler. Dette anses ikke for at være udtryk for, at han ikke er i stand til at benytte offentlige transportmidler. Samlet set er der således ikke fremlagt oplysninger, der godtgør, at ryglidelsen i de pågældende indkomstår gjorde det nødvendigt for klageren, at transportere sig i egen bil.
Hverken det forhold, at klageren har haft en kronisk ryglidelse siden år 2001, eller at klageren i år 2002 blev bevilget fleksjob, kan i sig selv føre til et andet resultat.
Klageren har oprindeligt anmodet om befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, hvilket SKAT har godkendt.
Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse på dette punkt.