Kendelse af 16-05-2017 - indlagt i TaxCons database den 16-06-2017

Faktiske oplysninger

Den 19. juni 2015 traf SKAT afgørelse om forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007, 2010, 2012 og 2013.

I mail af 10. juli 2015 anmodede klagerens repræsentant SKAT om at tilbagekalde den trufne afgørelse af 19. juni 2015.

SKAT genoptog sagen, uagtet at der ikke i forbindelse med henvendelsen til SKAT var indsendt nye retlige eller faktiske oplysninger, som kunne begrunde en ændring.

Da der ikke fremkom nye oplysninger efterfølgende, som kunne begrunde en ændring af afgørelsen, traf SKAT den 5. januar 2016 afgørelse om, at genoptagelsen af sagen ikke gav anledning til ændring af den skattepligtige indkomst.

Den 28. januar 2016 påklagede repræsentanten SKATs afgørelse af 5. januar 2016.

SKAT har i afgørelsen af 19. juni 2016 fremlagt følgende beskrivelse af de faktiske forhold, hvilken er ubestridt af klageren:

”[person1] ([person1]) er udsøgt i Projekt Money Transfer hvor der er oplysninger omkring indgående beløb på i alt kr. 3.139.425,68 i årene 2006-2008, 2010 og 2013. Ud fra de tilgængelige money transfer (MT) oplysninger er alle overførsler fra [person2]. Af nogle af overførslerne fremgår der af betalingsoplysningerne at der er tale om bidrag til [person1]s børn, af en anden af overførslerne fremgår teksten ”UNTERHALTSZAHLUNGEN” som kan oversættes til underholdsbidrag.

[person1] er indrejst 11. juli 2006 efter at have været udrejst til Schweiz 21. november 2001. [person1] har 2 børn hhv. [person3] (født 7. oktober 2002) og [person4] (født 18. april 2005). [person1] har været papirløst samlevende med drengenes far [person2] indtil hendes indrejse.

Foruden MT oplysninger på [person1] er der også MT oplysninger på sønnen [person3]. Af nogle af indsætningerne på [person3]s konto fremgår foruden oplysninger om der er tale om børnebidrag også oplysninger omkring ” UNTERHALTSZAHLUNG”.

Der henvises til tidligere fremsendte bilag 1 og 2 for MT oplysninger på hhv. [person1] og [person3].

Overførsler fra [person2]

De faktiske forhold

Af MT oplysningerne fremgår følgende overførsler til [person1] hvoraf ikke fremgår der er tale om børnebidrag:

Af MT oplysninger på sønnen [person3] fremgår følgende overførsler benævnt ” UNTERHALTSZAHLUNG”

[person1] er i brev af 28. januar 2015 anmodet om 1) Redegørelse og dokumentation for de udenlandske indsætninger 2) Aftale om underholdsbidrag 3) Kopi af skilsmissebevilling.

[person1] møder pr. tlf. 9. februar 2015 og oplyser hun aldrig har været gift, så hun har ikke modtaget underholdsbidrag. De penge som bliver indsat vedrører drengene.

Ved telefonisk samtale 23. marts 2015 spørges direkte til de posteringer af en vis størrelse som indgår på hendes konto hvoraf ikke fremgår der er tale om børnebidrag. [person1] oplyser at det vedrører penge hun har fået af sin ex. samlever dels penge hun har lånt til køb af [adresse1]. Lånet til [adresse1] skal betales tilbage når hun sælger ejendommen.

Der er efterfølgende indsendt aftale af 10. november 2006 mellem [person2] og [person1]. Af aftalen fremgår: ”Wir sind seit 1998 zusammen und haben uns diesen Sommer getrennt. Wir sind nicht verheiret und haben zwei Kinder zusammen. [person1] sieht nach Dänemark mit [person3] und [person4]. Deshalb haben wir vereinbart, dass sie SFR. 300.000,- bekommt

.

Wir haben Winter 2005 ein Restaurant eröffnet. Deshalb ist es nicht möglich [person1] Ihr Teil auszubezahlen. Jetzt wird SFR. 100.000,- bezahlt.

Bis die restlichen SFR. 200.000,- an [person1] überweisen werden, wird [person2] jeden Monat SFR. 1.000,- zahlen. Im Januar 2007 zum ersten Mal. Diese monatlich SFR. 1000,- (SFR 12.000,- im Jahr) werden vom Gesamtbetrag abgezogen.”

Der er ligeledes indsendt brev af 18. oktober 2010 i forbindelse med overførsel i november 2010 hvoraf fremgår der er følgende status på betalinger:

Dvs. samlet CHF 246.000, resten skal jf. brevet betales med CHF 1.000 månedligt.”

Klageren har fremlagt kontoudtog for samtlige af klagerens og klagerens søn [person3]s konti for indkomståret 2013.

SKATs afgørelse

SKAT genoptog afgørelsen af 19. juni 2015, men genoptagelsen gav ikke anledning til ændring af den skattepligtige indkomst, jf. afgørelse af 5. januar 2016.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført:

”SKAT er af den opfattelse, at der udelukkende er imødekommet anmodning om genoptagelse af de pågældende skatteansættelser i mailen til advokat [person5] den 10. juli 2015. Af mailen fremgår intet omkring at SKAT vil tilbagekalde afgørelsen.

SKAT imødekom anmodningen uanset der ikke i forbindelse dermed var indsendt retlige eller faktiske oplysninger som kunne begrunde en ændring.

Advokat [person5] anfører i mail af 10. juli 2015: ”Overordnet set kan jeg meddele, at min klient ikke er enig i Skats redegørelse henholdsvis afgørelse.

Skats afgørelse hviler på et faktuelt forkert grundlag og jeg er i færd med at indhente de for udarbejdelse af et indlæg nødvendige oplysninger.”

SKAT imødekom således anmodningen om genoptagelse ud fra der ville blive fremlagt nye oplysninger, som ikke tidligere havde dannet grundlag for ansættelsen og at ansættelsen ville være blevet anderledes, hvis oplysningerne havde foreligget, da ansættelserne oprindelig blev foretaget.

(...)

SKAT har bedt om dokumentation for de betalinger som fremgår af aftalen mellem [person1] og [person2].

Den første aftale er datereret 10. november 2006. Af aftalen fremgår at [person1] får SFR 300.000 hvoraf der her og nu bliver betalt SFR 100.000.

Der er ikke modtaget dokumentation herfor.

SKAT har bedt om dokumentation for, at der foreligger et kompensationskrav i forbindelse med samlivsophævelsen.

Der er ikke modtaget dokumentation herfor.

SKAT har ligeledes bedt om dokumentation for de nye oplysninger omkring [person1] købes ud af sin andel af restauranten inden udrejsen af Schweiz.

Der er ikke modtaget dokumentation herfor.

SKAT har således ikke fået dokumentation for at der ikke er tale om skattepligtig indkomst jf. Statsskatteloven § 4, hvorfor genoptagelsen ikke giver anledning til ændring at den skattepligtige

indkomst.

(...)

SKAT fastholder anmodningen om genoptagelse ikke giver anledning til ændring af den skattepligtige indkomst.

SKAT har i forbindelse med anmodning om genoptagelsen bedt om dokumentation for de betalin- ger der fremgår af aftale dateret 10. november 2006, dokumentation for at der foreligger et kompensationskrav i forbindelse med samlivsophævelsen, samt dokumentation for de i forbindelse med anmodningen nye oplysninger omkring at beløbene vedrører at [person1] er købt ud af sin andel af restauranten inden udrejsen af Schweiz.

Der er ikke modtaget dokumentation herfor.

SKAT har således ikke modtaget dokumentation for, at der ikke er tale om skattepligtig indkomst jf. Statsskattelovens § 4, hvorfor SKAT fastholder, at genoptagelsen ikke giver anledning til ændring af den skattepligtige indkomst.

SKAT ligger særlig vægt på, at forholdet ikke er dokumenteret da [person1] i forbindelse med sagen hvor der er truffet afgørelse den 19. juni 2015 oplyste, at hendes ægtefælle ikke var forpligtet til at give hende noget. Der ligges også vægt på, at den betaling på CHF 100.000 som fremgår der vil blive betalt samtidig med aftalen af 10. november 2006 ikke er dokumenteret, hvorfor det ikke er verificeret hvornår den pågældende aftale er udarbejdet. [person1] har tidligere oplyst, at hun ikke kan huske hvornår aftalen blev udarbejdet.”

I SKATs udtalelse til sagen af 15. februar 2015 anføres det endvidere, at:

”Indledningsvist skal det bemærkes, at klagen vedrører afgørelse af 5. januar 2016 som vedrører en anmodning om genoptagelse af SK.ATs afgørelse af 19. juni 2015. SKAT har imødekommet genoptagelsen, men det har ikke givet anledning til ændringer.

I klagen anfører rådgiver: "Bevisbyrden for, at indtægten, der er erhvervet medens klager var uden­ landsdansker, er skattepligtig påhviler Skat. På baggrund heraf kan der ikke fra Skats side meddeles, at det omvendte er tilfældet. Selvom det omvendte måtte være tilfældet, er det samtidig klagers

opfattelse, at der er ført bevisfor, at der er tale om et beløb, der hidrører fra perioden før klager tog bopæl i Danmark og dermed blev skattepligtig i Danmark, hvorfor indtægten ikke er skattepligtig i Danmark. "

[person1]s fulde skattepligt indtrådte den 11. juli 2006 (se bilag 14) og de beskattede beløb er modtaget i 2007 og fremover (se bilag 4a og 4b). SKAT er således ikke enig i, at indtægten er erhvervet mens [person1] var bosiddende i udlandet, men modtaget mens hun har været fuld skattepligtig til Danmark.

[person1] er bedt om at dokumentere, at der ikke er tale om en skattepligtig indtægt. Denne dokumentation er ikke modtaget, hverken under den oprindelige sag eller i sagen vedrørende genoptagelsen. SKAT har ad flere omgange bedt om dokumentation for, at der er tale om et kompensationskrav i forbindelse med ophør af samliv, og ligeledes bedt om dokumentation for den nye oplysning advokat [person5] fremkommer med i brev af 10. september 2015 omkring der er tale om, at beløbene vedrører, at [person1] købes ud af sin andel af restauranten (se bilag 10).

[person1] oplyste oprindeligt, at beløb indsat med teksten "Unterhaltsbeitrage" vedrører beløb overført til [person1]s sønner fra deres far (se bilag 11).

Der er efterfølgende indsendt kopi af 2 aftaler mellem [person1] og hendes tidligere samlever [person2] af hhv. 10. november 2006 og 18. oktober 2010 (se bilag 6). SKAT bemærker, at der af aftalerne fremgår, at [person1] i forbindelse med aftalens indgåelse i 2006 har modtaget CHF 100.000. SKAT har ad flere omgange bedt om dokumentation for at beløbet er modtaget i 2006 for at verificere om aftalen er indgået i 2006 eller senere. [person1] har i forbindelse med sagen, direkte adspurgt, oplyst, at hun ikke har modtaget de CHF 100.000 i 2006, men først senere, og hun kan heller ikke umiddelbart huske hvornår de har lavet aftalen.

Ud fra SKATs opfattelse, er det beløb CHF 100.000, som fremgår af aftalen at skulle være betalt i 2006, modtaget 21. september 2007. SKAT er derfor af den opfattelse, at aftalen ikke er indgået i forbindelse med ophør af samlivet, men først udarbejdet efterfølgende. Der er således, efter SKATs opfattelse, ikke godtgjort, at der inden fraflytningen er afgivet et gaveløfte.

Ifølge aftalen af 18. oktober 2010 (se bilag 6) fremgår at [person1] skal modtage CHF 1.000 månedligt. Disse beløb ses indgået på [person1]s søn [person3]s konto fra juli måned 2012 alle benævnt "unterhaltzahlung". Ud fra SKATs opfattelse vedrører beløb "kindergeld" således beløb betalt til [person1]s børn, og beløb benævnt "unterhaltzahlung" beløb betalt til [person1] selv.

Da [person1] oprindelig har oplyst:

at beløb benævnt "unterhaltzahlung" er betaling til sine sønner

at der er indsendt aftale af 10. november 2006 hvoraf fremgår at [person1] i forbindelse med aftalen skal modtage CHF 100.000, men at disse først er modtaget i 2007

at [person1] ved telefonisk samtale den 23. marts 2015 har oplyst, at hendes tidligere samlever ikke var forpligtet til at give hende noget

skærpes dokumentationskravet til at der er tale om en ikke skattepligtig indtægt.

Dokumentationen for, at der ikke er tale om skattepligtig indkomst påhviler derfor [person1], og denne dokumentation er ikke modtaget. Der er indsendt aftaler omkring betalingerne, men aftalerne dokumenterer ikke, ud fra SKATs opfattelse, at [person1] har et krav på kompensation i forbindelse med ophør af samliv.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at SKAT tilpligtes at nedsætte klagers skattepligtige indkomst for indkomstårene 2007, 2010, 2012 og 2013.

Der er til støtte herfor anført:

”1. Bevisbyrden for, at indtægten, der er erhvervet medens klager var udenlandsdansker, er skattepligtig påhviler Skat.

På baggrund heraf kan der ikke fra Skats side meddeles, at det omvendte er tilfældet.

Selvom det omvendte måtte være tilfældet, er det samtidig klagers opfattelse, at der er ført bevis for, at der er tale om et beløb, der hidrører fra perioden før klager tog bopæl i Danmark og dermed blev skattepligtig i Danmark, hvorfor indtægten ikke er skattepligtig i Danmark.

I øvrigt henviser jeg til det allerede overfor Skat i forbindelse med den verserende skattesag anførte.”

Af brev af 10. september 2015 til SKAT fra repræsentanten fremgår det, at:

”I år 2000 køber parret en grund og starter restaurantdrift i 2003 og åbner yderligere en restaurant i vinteren 2005 og i året efter, 2006, ophører samlivet mellem parret.

Parret er for så vidt enige i, at der er sameje omkring de aktiver, der var og i denne forbindelse indgås der aftale om, at [person1] købes ud af sin andel af restauranten med en betaling stor SFR 300.000,00, hvoraf de SFR 100.000,00 udbetales straks og restbeløbet betales med SFR 1.000,00 pr. måned indtil gælden er betalt.

Dette fremgår af en aftale mellem parterne af 10. november 2006.

Der følges op på aftalen med en ny aftale dateret 18. oktober 2010. Kopi af denne aftale vedhæftes til orientering.

Overdragelsestidspunktet er mellem parterne aftalt til umiddelbart før [person1]s udrejse af Schweiz.

Del er derfor umiddelbart min opfattelse, at beskatningsretten ligger hos Schweiz og ikke hos Danmark for så vidt angår dette beløb.

(...)

For så vidt angår de oplysninger, Skat angiveligt har noteret skulle være indhentet ved telefoniske drøftelser med [person1] bemærkes, at [person1] ikke erindrer, at hun har sagt, at hun ikke var medejer af parrets fælles restaurant.

Der er næppe noget gavemiljø mellem [person2] og [person1] efter fraflytningen og derfor kan det ikke påhvile [person1] at dokumentere, at hun havde retskrav på beløbet.

Det er min helt klare opfattelse, at udgangspunktet må være, at det må lægges til grund, at [person1] var medejer af restauranten, at sameje ophørte med hendes fraflytning og at beskatningsstedet derfor må være Schweiz.

Hvis dette ikke kan lægges til grund, må det omvendt kunne lægges til grund, at der er tale om et krav, som [person1] ville kunne have rejst overfor sin tidligere samlever i henhold til schweiziske regler, svarende til de danske regler om krav på kompensation.

Jeg er derfor ikke enig i Skats konklusion omkring disse forhold.”

Af repræsentantens indsigelse af 16. december 2015 til SKATs forslag til afgørelse af 20. november 2015, fremgår følgende:

”Skat har modtaget al den skriftlige dokumentation, der foreligger.

Der foreligger ikke anden skriftlig dokumentation og min klient har således ikke haft mulighed for at efterkomme Skats opfordringer til at fremsende yderligere dokumentation.

Det kan heller ikke i sig selv være afgørende, at min klient ikke har haft mulighed for at dokumentere, at der foreligger et kompensationskrav henholdsvis at der foreligger en aftale om udkøb af restauration.

Helt naturligt må grundlaget være, at der ikke har været noget gavemiljø mellem min klient og dennes tidligere ægtefælle efter samlivets ophør og det giver derfor ingen mening at lægge til grund, at der skulle være tale om gaveafgiftspligtige beløb henholdsvis skattepligtige indtægt.

Det helt naturlige er at ligge til grund, at der enten er tale om kompensationskrav eller er tale om et krav opstået i forbindelse med opdeling af det samlevende pars økonomiske goder i forbindelse med samlivets ophævelse.

Uanset hvilke af de to forhold, der er gældende, er der tale om krav, der er opstået medens min klient opholdt sig i Schweiz, hvorfor kravene under ingen omstændigheder kan udløse skattekrav henholdsvis afgiftskrav, der kan rejses af den danske stat (Skat).

At betaling først sker senere har ikke noget med beskatningstidspunktet at gøre, dette er jo alene et spørgsmål om likviditet. Min klients krav er jo ikke opstået løbende med de betalinger, der er foretaget men i forbindelse med samlivets ophør, hvor min klient fortsat var bosiddende i Schweiz og dermed skattepligtig i Schweiz.”

Repræsentanten er kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”

Erhvervelse af en ret og fyldestgørelsestidspunktet falder sjældent sammen tidsmæssigt, dette gælder i særdeleshed ved erhvervelse af ret til større pengebeløb, da vi efterhånden lever i et samfund hvor formuerne er bundet i aktiver af forskellig art.

Et krav på godtgørelse i forbindelse med samlivsophævelse hhv. et krav på betaling af halvdelen af værdien af nogle nærmere bestemte formuegenstande vil også sjældent blive indfriet pr. datoen for samlivsophævelsen hhv. samejeophævelsen.

Således kan det ikke som antaget af styrelsen sættes lighedstegn imellem manglende evne til at betale dvs. illikviditet og evnen til at indgå aftale, hvorfor det at man ikke kan betale ikke er ensbetydende med at man ikke kan eller ikke vil indgå en aftale. Tværtimod så forklarer netop illikviditeten den manglende sammenhæng mellem tidspunktet for aftale indgåelse og opfyldelse af samme aftale og illikviditeten forklarer også den helt åbenbare divergens der er mellem de indgåede betalingsaftaler og de betalinger der de facto har fundet sted.

Erhvervelsestidspunktet er således ikke lige med betalingstidspunktet. Hvilket svarer til at modtagelsestidspunktet ej heller er afgørende i gavesituationen, her er det helt efter retspraksis gavegivers tilkendegivelse der fastlægger tidspunktet for erhvervelsen og ikke selve overdragelsen.

Det fremgår af både aftalerne den 18/10­10 og 10/11­06, at disse aftaler ikke er andet og mere end ændringer i en tidligere aftale indgået mellem klager og dennes tidligere samlever. Der er, som det også fremgår af aftalerne, tale om aftaler, der blot ændrer betalings­ og forfaldstidspunkter på tidligere aftalte beløb.

Autensiteten i aftalerne og sandhedsværdien af disse fremtræder i virkeligheden bedst ved, at aftalerne netop ikke afspejler virkeligheden, for selvom der er tale om aftaler, der har ændret indholdet af tidligere aftale, så har den ene aftalepart trods dette ikke kunnet opfylde de forpligtelser, han havde til tiden, med tiden er dette dog faldet på plads. Havde aftalerne været produceret efterfølgende havde de nok på bedre vis udvist forhold, der også kunne eftervises set i forhold til de rent faktisk foretagne betalinger.

Der er tale om et par, som i adskillige i år har været bosiddende i Schweitz, og sandsynligheden, for at der først efter klagers hjemkomst til Danmark skulle være indgået en aftale om betaling af et større beløb, er stort set ikke tilstedeværende. Selvfølgeligt har klager ikke valgt at rejse fra sit tidligere hjem uden aftale om en deling af de værdier parret i fællesskab har opbygget. Dette kan man så efter forgodtbefindende kalde en kompensationsaftale hhv. en aftale om betaling for halvdelen af de værdier der var opbygget i fællesskab af parret. Uanset hvad man kalder det, så var samtlige værdier registreret med klagers samlever som ejer. Havde det omvendte været tilfældet, er der slet ingen tvivl om, at afståelse af disse værdier eller dele heraf ville medføre skattepligt i Schweitz og ikke i Danmark, dvs. at det i sidste ende beror på tilfældigheder, hvordan vi behandler vores skatteborgere når de vender hjem til Danmark efter en årrække i udlandet.

At der skulle være tale om en gave fra den tidligere samlever har formodningen imod sig, der er intet gavemiljø i mellem parterne.

Selvom det måtte lægges til grund at der er tale om en gave så er det fortsat klagers opfattelse, at aftalen (uanset om der måtte være tale om en gaveaftale) i så fald er indgået inden hun flyttede fra Schweitz, hvilket i øvrigt vil kunne bevidnes af klagers tidligere samlever, men nej der kan ikke fremlægges noget skriftligt herom, idet ingen af parterne i deres vildeste fantasi havde regnet med at den danske stat ville gøre krav på skat af disse midler.

Parret har ageret efter de regler der var gældende i Schweitz på tidspunktet for aftale indgåelse, og har blot efterfølgende opfyldt disse, erhvervelsestidspunktet må dog fastholdes er tidspunktet for indgåelse af den oprindelige aftale mellem parterne og ikke først det tidspunkt aftalen effektueres uanset om dette sker på en gang som oprindeligt aftalt eller om dette sker i flere dele.

Som følge heraf må erhvervelse af retten til de pågældende beløb være underlagt beskatning i Schweitz og ikke i Danmark, da begge parter var bosiddende i dette land og ikke Danmark på aftaletidspunktet.

Det samme gælder gaver.

Selvom det modsatte måtte være tilfældet så er klager ikke skattepligtig ved blot at modtage sin andel af parrets fælles formue, som i forvejen er beskattet i Schweitz og ikke i Danmark, da formuen er opbygget af parret i fællesskab netop i Schweitz og ikke i Danmark.

SKAT kan ikke på egen hånd og på baggrund af oplysninger frit opfundet af medarbejdere hos SKAT lægge til grund, at klager ikke har deltaget på lige fod med sin tidligere samlever i opbygningen af parrets fælles formue, det er både kønsdiskriminerende og helt uden hold i både virkeligheden og de faktuelle oplysninger, der ligger til grund i sagen.

Det bemærkes herved at de oplysninger som SKAT lægger til grund er referater af SKATs egne medarbejderes samtaler med klager,

SKAT har ikke haft disse referater til godkendelse hos klager,

Og SKAT lægger fejlagtigt afgørende vægt på netop disse samtaler.

Det bemærkes herved at klager bestrider at hun skulle have udtalt sig som anført af SKAT i de nævnte referater.

At hun aldrig har udtalt at hendes tidligere samlever ikke skulle være forpligtet og hvis dette er det SKATs med arbejder har fået ud af samtalen må der være tale om en misforståelse af den ene eller den anden art.

Det er ganske uhørt at referater lavet af en offentlig medarbejder, som ikke er eller har været til genstand for høring hos den refererede part ukritisk skal lægges til grund for en afgørelse i særdeleshed en afgørelse hvor der lægges afgørende vægt på det netop af SKAT selv refererede.

Udgangspunktet må være, at når nogen uden for gavemiljø vælger at acceptere at skulle betale en anden part et større beløb, så er det med udgangspunkt i et retskrav på betaling af dette beløb og ikke med udgangspunkt i at så er der nok tale om en gave.

SKM2012.105.HR omhandler en ganske anden situation end den foreliggende og kan ikke anvendes som sammenligningsgrundlag i denne sag. I nærværende sag er parrets formue opbygget under samlivet og ikke før dette, således var ingen af parterne formuende da samlivet blev indledt. Herudover så var der netop i sagen SKM 2012.105 HR indgået en gaveaftale og der var notorisk ikke accepteret noget kompensationsbeløb.

Måtte der være tale om en gave og måtte denne mod forventning skulle beskattes af Danmark så er det min opfattelse at klager i så fald må falde ind under personkredsen i gaveafgiftslovens

§ 22 stk. 1 litra d og at der derfor alene skal svares gaveafgift af de til klager indgåede beløb.

Såfremt gavegiver og gavemodtager er omfattet af boafgiftslovens § 22, er gaven ikke skattepligtig, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b.

Selv efter dansk ret, burde de til klager tilgåede beløb ikke komme under beskatning, idet det i Højesterets praksis er fastslået, jf. bl.a. UfR 1985.607/2, at der ved ophør af et flerårigt, fast samlivsforhold kan tillægges en part, der gennem deltagelse i parternes fælles udgifter ­ eller på anden måde ­ i væsentlig grad har bidraget til, at en anden part har kunnet skabe eller bevare en ikke ubetydelig formue, et beløb, hvis størrelse fastsættes skønsmæssigt under hensyntagen til bl.a. samlivets varighed og parternes økonomiske forhold ved dets ophør.

Tilsvarende kan henvises til TfS 1986.210 H, hvor retten bl.a. lagde vægt på, at beløbet var ydet for at sætte modtageren i stand til at opretholde et hjem for den tidligere samlever og hendes 8 mindreårige børn.

Når godtgørelsesbetragtningen lægges til grund i skatteretten, kan der ikke gennemføres gavebeskatning af modtageren, i det omfang modtageren ved den skiftemæssige opgørelse har et retskrav på kompensation, jf. Jørgen Nørgaard i U1986 B. s. 377.

De skattemæssige konsekvenser ved samlivsophævelse for ægtefæller finder analog anvendelse ved papirløse samlivsforhold, jf. dertil kildeskattelovens § 4, stk. 4. At samlivet ophæves uden separation eller skilsmisse, medfører at dette først får skattemæssige retsvirkninger ved udgangen af det indkomstår, i hvilket ophævelsen af samlivet har fundet sted.

Der er konkret tale om en situation, der kan sidestilles med en efterfølgende bodeling ved separation eller skilsmisse.

Det er ubestridt, at beløbet er givet til klageren af B i indkomståret 2003 med det formål at sikre klageren og de to fælles børn rimelige vilkår efter samlivets ophævelse. Der er således tale om et kompensationsbeløb, jf. analog anvendelse af ægteskabslovens § 56 og en domstolskabt praksis herom, når det drejer sig om ophør af papirløst samlivsforhold.

Efter en samlet vurdering af parternes individuelle formueforhold. samlivets længde og parternes situation, såvel under samlivet som efter dettes ophør, vil klageren være berettiget til et kompensationsbeløb af mindst den givne størrelse, Et sådant kompensationsbeløb er skattefrit.”

Landsskatterettens afgørelse

Al indkomst er som udgangspunkt skattepligtig. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Skatteydere skal selvangive deres indkomst og kunne dokumentere deres indtægts- og formueforhold, jf. skattekontrollovens § 1 og 6 B.

I de omhandlede perioder er der konstateret indsætninger på klagerens og klagerens søns bankkonti i [finans1] på i alt 3.139.425,68 kr., hvoraf de 1.209.515 kr. af SKAT er blevet vurderet til at være skattepligtig indkomst, jf. statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c. Der er indsat to enkeltstående, større beløb i 2007 og 2010, på henholdsvis 450.400,98 kr. og 580.900 kr. Fra juli 2012 til og med maj 2013, hvortil SKAT har money transfer oplysninger, er der indsat et månedligt beløb i starten af hver måned på omtrent 9.900 kr. Klagerens tidligere samlever i Schweiz er afsender på samtlige beløb.

Klagerens repræsentant har i klageskrivelsen anført, at de indsatte beløb er erhvervet mens klageren var udenlandsdansker i Schweiz, og at bevisbyrden for, at det modsatte er gældende, påhviler SKAT.

Det anføres i repræsentantens tidligere skrivelser til SKAT, at beløbene udspringer af et kompensationskrav, som klageren har overfor sin tidligere samlever. Der er fremlagt en underskrevet aftale herom, dateret den 18. oktober 2010, som efter repræsentantens udsagn er en ændring af en aftale, som blev indgået den 10. november 2006. Ifølge repræsentanten udspringer kompensationskravet af, at klageren ved samlivets ophør blev købt ud af en restaurant, som hun har ejet i fællesskab med sin tidligere samlever.

Ved ophør af samliv er udgangspunktet, at hver part ejer sit, da der ikke er indgået ægteskab. I henhold til praksis skal der foreligge et retskrav mellem parterne, f.eks. for værdiskabende indsats eller for indskudte midler, før der kan overføres midler skattefrit i forbindelse med samlivets ophør, medmindre der foreligger ganske særlige tilfælde. Foreligger der ikke et retskrav, skal der ske beskatning som gave eller vederlag for arbejde, jf. statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten finder ikke at klageren har godtgjort, at der består et kompensationskrav mellem parterne. Der er lagt vægt på, at det påståede krav på kompensation ved salg af klagerens ejerandel i en fællesejet restauration ikke er dokumenteret af klageren. Der er desuden lagt vægt på, at klageren i almindelighed ikke ses at have bidraget til, at klagerens tidligere samlever har kunnet oparbejde eller bevare virksomhed, ejendom eller formue. Dette underbygges af, at klageren og klagerens repræsentant selv anfører, at de omhandlede midler først overførtes fra den tidligere samlever på et senere tidspunkt end aftalt, grundet den tidligere samlevers mangel på likviditet.

Landsskatteretten finder derfor, at de omhandlede beløb må anses for en gave. Spørgsmålet er herefter, om gaven falder ind under § 22, stk. 1, litra d, i lov om afgift af dødsboer og gaver (boafgiftsloven), og dermed ikke skal henregnes til klagerens skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, eller om gaven er skattepligtig indkomst efter statsskattelovens § 4, stk. 1, litra c.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at de omhandlede beløb er overført som følge af en aftale mellem parterne, som er indgået den 10. november 2006 og revideret den 18. oktober 2010. Der er fremlagt dokumentation herom. Landsskatteretten finder det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de omhandlede beløb er overført som følge af den fremlagte aftale. Ifølge aftalen er der betalt 100.000 kr. i november 2006, men et sådant beløb ses ikke at være gået ind på klagerens konto før 21. september 2007. Endvidere skulle der ifølge aftalen overføres 1.000 CHF månedligt til klagerens konto i perioden 2007-2009, samt i januar-oktober 2010. De i nærværende sag omhandlede, månedlige overførsler er dog kun set indsat i perioden 3. juli 2012 til juni 2013, og er alle på omtrent 9.900 kr., svarende til cirka 1.600 CHF. Det bemærkes, at selvom beløbene kunne anses for at udspringe af den fremlagte aftale, er denne underskrevet den 10. november 2006, hvilket ligger efter tidspunktet for klagerens tilflytning til Danmark den 11. juli 2006. Aftalen ville således ikke være indgået mens klageren boede i udlandet.

Beløbene er erhvervet imens klageren var bosiddende i Danmark, og efter parrets samlivsophævelse. Beløbene er dermed ikke omfattet af statsskattelovens § 5, stk. 1, litra b, men derimod § 4, stk. 1, litra c.

Der henvises til SKM2012.105.HR, hvor den ene part i forbindelse med en samlivsophævelse havde fået en gave på 6 mio. kr. Højesteret anså beløbet for at være en skattepligtig gave efter statsskattelovens § 4, litra c, idet retten ikke fandt at der bestod et kompensationskrav imellem parterne. Beløbet var overført efter samlivsophævelsen, og retten fandt det ikke godtgjort, at der forud for partens fraflytning var blevet afgivet et gaveløfte til hende om betaling af 6 mio. kr.

Klageren har som anført fået indsat et månedligt beløb på sin søns konto i starten af hver måned på omtrent 9.900 kr. i perioden 3. juli 2012 til og med 2. maj 2013, hvortil SKAT har money transfer oplysninger. Udover at beskatte de konstaterede indsætninger, har SKAT ligeledes beskattet klageren af skønnet 7 gange 9.894,97 kr. for sidste halvdel af 2013. Landsskatteretten har modtaget kontoudtog for samtlige af de bankkonti, som tilhørte klageren samt klagerens søn i indkomståret 2013. De skønnede beløb ses ikke at være tilgået klagerens eller klagens søns konti, hvorfor klageren ikke skal beskattes heraf.

Landsskatteretten nedsætter derfor SKATs afgørelse med 69.265 kr.