Kendelse af 24-05-2017 - indlagt i TaxCons database den 16-06-2017

Subsidiært har klageren nedlagt påstanden, at der for indkomståret 2014 anerkendes et underskudsfradrag på 932.000 kr. til senere fremførsel.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af cvr register, at klageren siden 1990 har drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] med branchekode 691000 Juridisk bistand under CVR-nr. [...1]. Virksomheden ophørte ved konkurserklæring afsagt 26. maj 2014 af Skifteretten i [by1].

Det fremgår af cvr register, at klageren siden år 2007 har drevet finansieringsvirksomhed [finans1] ApS under CVR-nr. [...2]. Selskabet ophørte ved konkurserklæring afsagt 30. september 2014 af Skifteretten i [by1].

Det fremgår endvidere af cvr register, at klageren den 4. februar 2013 har stiftet advokatselskab [virksomhed2] ApS under CVR-nr. [...3]. Klageren oplyser, at hans hidtil personligt drevne advokatforretning den 1. juni 2013 blev overdraget til advokatvirksomhed [virksomhed2] ApS, der senere taget nævneændring til [virksomhed3] ApS.

Klageren har den 11. juni 2015 udfyldt selvangivelse for 2014, hvor han under rubrikken ”Virksomhedens oplysninger” anført CVR-nr. [...1] og selvangivet underskud i virksomheden på 932.000 kr. I følgebrevet til selvangivelsen har klageren oplyst følgende:

”Jeg blev erklæret konkurs ved skifteretten i [by1] den 26. maj 2014, men har efter den tid fortsat med at drive personlig finansieringsvirksomhed, som jeg har gjort det i mange år. Jeg går ud fra, at det kan ske i tilknytning til det hidtidige CVR-nr. [...1].

...

Jeg begærer under rubrik 42 fradrag for renteudgifter på 24.443 kr., betalt til [finans2] i 2014 på konto [...91]. Kopi af kontoudskrift vedlægges. Som det fremgår, er denne konto holdt udenfor konkursen, og uanset denne er jeg fortsat med at betale renterne til [finans2] for at kunne opretholde forretningsforbindelse med denne bank.

For så vidt angår finansieringsvirksomheden, har der efter konkursen været indtægter på kr. 50.000 kr. og udgifter på 982.000 kr., således at der her foreligger et negativt resultat på kr. 932.000 kr.”

SKAT har ved brev af 17. december 2015 bedt klageren om at indsende regnskab vedlagt dokumentation for det selvangivne underskud på 932.000 kr.

Klageren har den 8. februar 2016 fremsendt personligt skatteregnskab af samme dato for advokat [person1], indkomståret 2014.

Resultatopgørelsen for perioden 1. januar til 31. december 2014 i virksomhed er opstillet således:

SKAT har ved brev af 10. februar 2016 bedt klageren om at indsende posterings/bogføringsjournal, saldobalance, kontokort/kontospecifikationer, og alle bilag, der har været anvendt ved udarbejdelse af regnskabet.

Den 15. marts 2016 har klageren indsendt bogføringen for 2014 og de bilag, der knytter sig hertil.

Det fremgår af kontospecifikationer for [virksomhed4], at beløb på 932.000 kr. blev bogført den 31. december 2014 under konto 3000 ”Tabt finansieringsdom gæld”.

Vedrørende gældsforpligtelsen har klageren henvist til dom afsagt den 18. juli 2011 af Retten i [by2], der blev den 4. juni 2014 stadfæstet af Vestre Landsret.

Sagen drejede sig om, hvorvidt advokat [person1] overfor [finans3] A/S var forpligtet i henhold til to indeståelser afgivet i forbindelse med en ejendomshandel.

Klageren har som led i sin advokatvirke i sommer 2007 berigtiget en ejendomshandel og i den forbindelse blev der oprettet to pantebreve, begge med pålydende 600.000 kr. Advokat [person1] har udstedt to indeståelser for levering af afmærkningsfrit tinglyst pantebrev. Den 14. september 2007 udbetalte [finans3] pantebrevsprovenu vedrørende de to pantebreve stort 982.083,34 kr., og beløbet blev samme dag overført til klagerens advokatklientkonto.

Klageren har overfor retten i [by1] oplyst, at de penge, som [finans3] udbetalte som følge af indeståelserne, henstår stadig på advokatklientkontoen.

Det fremgår af udskrift fra dom, afsagt den 18. juli 2011 af Retten i [by1], at advokat [person1] er dømt til at betale 1.043.333, 34 kr. til [finans3] A/S. Det fremgår af udskrift af domsbogen fra Retten i [by1], at retten ikke finder, at klageren har løftet bevisbyrden for, at han berettiget kan foretage modregning. Herefter finder retten, at klageren skal tilpligtes at betale [finans3] A/S det af banken udbetalte beløb i henhold til indeståelserne.

Det fremgår af den fremlagte i denne sag betalingsadvis sammenholdt med udskrift fra advokatklientkonto nr. [...98] i [finans4], at advokatselskabet [virksomhed2] ApS den 19. juni 2014 har overført 982.083,34 kr. fra klientkontoen til en konto i [finans5] ApS reg. nr. [...], kontonr. [...88]. Som modtager er angivet advokat [person2], der har repræsenteret klageren under retssagen i Vestre Landsret.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for virksomhedsunderskud på 932.000 kr. for indkomståret 2014, idet SKAT har den opfattelse, at klageren ikke har løftet bevisbyrde for, at der foreligger et tab, der er fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgår af SKATs afgørelse af 23. maj 2016:

”SKATs bemærkninger og begrundelse

Ad. 1

I forbindelse med sagsbehandlingen har du indsendt et ”Personligt skatteregnskab” Dette udviser et underskud før renter på kr. 882.000. Du har selvangivet et underskud på kr. 932.000. Samtidig anmodes i det indsendte regnskab om at anvende virksomhedsskatteordningens regler, noget der ikke er anmodet om ved selvangivelse af tabet. Der er således ikke overensstemmelse mellem det oprindelig selvangivne resultat og det nu indsendte regnskab.

Ad. 2

Du har fremsendt kopi af betalingsadvis fra [finans4]. Af den indsendte kopi fremgår: ”Denne side er udskrevet før du har underskrevet med din personlige kode”.

Derfor kan den ikke anses som dokumentation for at der er sket en betaling.

AD. 3

Du har indsendt kopi af dags dato kvittering. Det er ikke muligt at læse hvem beløbet er modtaget fra. Derfor kan denne ikke indgå i bedømmelsen af fradragsretten.

AD. 4

Du har fremsendt råbalanceark. Specifikationen indeholder konto 3000 Tabt finansieringsdom. Af denne fremgår at der er bogført et tab pr. 31-12-2014 på kr. – 932.000. Denne er efter SKATs opfattelse ikke en dokumentation for at der er opstået et fradragsberettiget tab, men er alene en dokumentation af, hvordan bogføringen er foretaget i bogholderiet.

AD. 5

Du har fremsendt en række kontospecifikation for perioden 01-01-2014 – 31-12-2014.

Specifikationen indeholder konto 3000 Tabt finansieringsdom. Af denne fremgår at der er bogført et tab pr. 31-12-2014 på kr. – 932.000. Denne er efter SKATs opfattelse ikke en dokumentation for at der er opstået et fradragsberettiget tab, men er alene en dokumentation af, hvordan bogføringen er foretaget i bogholderiet.

AD. 6

For at belyse Vestre Landsrets dom har SKAT indhentet et udskrift af dom og retsbog fra Byretten i [by2]. (3. september 2010. sag nr. BS [...])

Af dommen fremgår det på side 9 første afsnit:.

”Herefter finder retten at, [person1] skal tilpligtes at betale til [finans3] A/S det af banken udbetalte beløb”.

Senere på side 9, fremgår:

”Thi kendes for ret:

Sagsøgte [person1]. Skal til sagsøger [finans3] A/S, betale kr. 1.043.333,34.”

Vestre Landsret har afsagt dom (4. juni 2014 V.L.B-[...]) i ankesagen. Af dommen side 3 første afsnit fremgår:

”For så vidt angår forretningen af det påståede krav har han anført. At han har forbeholdt sig retten til at frigøre sig ved at returnerer det modtagne beløb med tillæg af indvundne klientkonto renter”.

Af dommen side 5 fremgår:

”Thi kendes for ret:

Byrettens dom stadfæstes”

Det fremgår af dommen fra Vestre Landsret, at du er blevet dømt til at betale kr. 1.043.333,34.

SKATs konklusion.

Efter en samlet vurdering af det modtagne materiale (punkt 1-6) samt SKATs bemærkninger AD 1 – AD 6, kan din anmodning ikke imødekommes.

Det er SKATs opfattelse, at du ikke har løftet bevisbyrden for at der forligger et tab, som er fradragsberettiget efter Statsskattelovens § 6A.”

Klagerens opfattelse

Der er nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for virksomhedsunderskud på 932.000 kr. Subsidiært er der nedlagt påstand, at der for indkomståret 2014 anerkendes et underskud på 932.000 kr. til senere fremførsel.

Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført:

”Klageren har drevet selvstændig virksomhed som advokat i [by2] siden 1973. I årenes løb har hovedvægten været på sagsbehandling indenfor byggeri, finansiering og pantebreve. Hertil har der så knyttet sig forskellige andre sagstyper, herunder ejendomshandel, retssager, selskabsoprettelse, kontraktsudfærdigelse m.v.

Indtjeningen har igennem årene været god.

Fra midten af 1970'erne er klageren af Skat blevet betragtet som tillige drivende finansieringsvirksomhed, herunder med udlån, således at klageren har skullet beskattes af indtægter, herunder kursgevinster herfra, bortset fra på en privat pantebrevsbeholdning, ligesom tab har kunnet fratrækkes.

Gennem en længere årrække udarbejdede klageren selvstændige regnskaber for finansieringsvirksomheden og fik i underskudsår anerkendt fradrag for tab i forbindelse med denne virksomhed.

Klageren har igennem alle årene i advokatvirksomheden benyttet sig af fremgangsmåden med afgivelse af indeståelser overfor pengeinstitutter og andre finansieringskilder for levering i tinglyst anmærkningsfri stand af pantebreve, herunder byggelånsejerpantebreve, som klageren ekspederede og som først kunne leveres i tinglyst anmærkningsfri stand på et senere tidspunkt. Benyttelse af denne fremgangsmåde indebar, at der eksempelvis straks ved indeståelsens modtagelse kunne ske afregning af pantebreve, og det modtagne provenu benyttes i det tiltænkte øjemed, selv om det fysiske tinglyste pantebrev så først kunne leveres i tinglyst anmærkningsfri stand pa et senere tidspunkt.

Fremgangsmåden indebar så naturligvis den risiko, at der kunne indtræffe en mellemkommende hindring for pantebrevets levering i tinglyst anmærkningsfri stand. Et sådant problem blev typisk løst ved tilbageførsel af det modtagne pantebrevsprovenu med indvundne klientkontorenter. I de sjældne tilfælde hvor der allerede var disponeret over pantebrevsprovenuet, og det ved en opstået hindring for pantebrevslevering i tinglyst anmærkningsfri stand, var det så klagerens risiko at få problemet løst og i værste fald at erstatte pantekreditor det tab, der opstod ved, at det fysiske tinglyste pantebrev alligevel ikke kunne leveres.

Klageren har i årenes løb afgivet indeståelser af den omhandlede karakter i milliardstørrelsen, og har naturligvis oppebåret betydelige indtægter til beskatning også fra denne gren af klagerens aktiviteter. De tilfælde, hvor det er gået galt, og hvor klageren har måttet betale erstatning af egen lomme, kan tælles på 1 hånd.

Pr. 1.7.2013 overdrog klageren i forbindelse med reduktion af forretningsomfanget den hidtil personligt drevne advokatforretning til [virksomhed2] ApS. Dette selskab har senere taget navneændring til [virksomhed3] ApS.

Den 26.5.2014 blev klageren erklæret konkurs ved Skifteretten i [by2] på grundlag af en dom, afsagt af Vestre Landsret den 14.3.2014, hvorved klageren blev tilpligtet at betale en større millionerstatning for påstået forkert rådgivning af en klient. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til dommens indbringelse for Højesteret, men ved dom afsagt den 25.8.2015 stadfæstede Højesteret Landsrettens dom med dommerstemmerne 3-2.

Efter konkursen har klageren arbejdet som ansat jurist i advokatselskabet, men har derforuden fortsat sin selvstændige finansieringsvirksomhed med løsning af enkeltstående finansieringsopgaver.

Konkursen blev afsluttet den 2.10.2015.

Tilbage i sommeren 2007 afgav klageren overfor daværende [finans3] A/S indeståelse for levering af 2 pantebreve af kr. 600.000, der skulle tinglyses med pant i en ejendom, beliggende [adresse1] i [by3].

Klageren modtog gennem banken et provenu vedrørende de 2 pantebreve på kr. 982.000, der blev anvendt til delvis indfrielse af præjudicerende pantegæld i den omhandlede ejendom, der samtidig var genstand for handel imellem 2 parter, hvoraf klageren repræsenterede den ene part.

Af forskellige årsager blev ejendomshandlen ikke gennemført, og de 2 pantebreve a kr. 600.000 kunne derfor ikke leveres i tinglyst anmærkningsfri stand.

Ved dom afsagt af Retten i [by2] den 18.7.2011 blev klageren dømt til at betale [finans3] A/S, ovenikøbet et større beløb end det modtagne, nemlig i alt kr. 1.043.333 med tillæg af renter svarende til den forrentning, der skulle være sket på pantebrevene igennem årene.

Klageren påankede dommen til Vestre Landsret, der den 4.6.2014, og altså efter klagerens konkurs, stadfæstede byretsdommen.

Klageren ansøgte Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling, men ved brev af 14.11.2014 (bilag 2) afslog Nævnet at meddele en sådan bevilling, idet sagen som vedrørende et krav i henhold til 2 indeståelser, afgivet i forbindelse med en ejendomsoverdragelse, ikke ansås for at være af principiel karakter.

Klageren optog efter landsretsdommens afsigelse i juni måned 2014 lån og opfyldte i forhold til nu [finans3] A/S' konkursbo, [finans6] A/S under konkurs, den 19.6.2014 dommen ved betaling af det oprindeligt modtagne beløb på kr. 982.083.

Der vedlægges som bilag 3 og 4 dokumentation for dommens opfyldelse for så vidt angår det nævnte beløb.

På det således foreliggende grundlag fremkommer denne klagesag, under hvilken klageren nedlægger påstand om, at der for ham anerkendes et fradrag på kr. 932.000 i forbindelse med opgørelse af klagerens skattepligtige indkomst for indkomståret 2014.

Beløbet fremkommer som det afrundede beløb, kr. 982.000, der den 19.6.2014 er betalt til opfyldelse af Vestre Landsrets dom af 4.6.2014, efter indtægtsførsel af en provision på kr. 50.000, der senere i 2014 er oppebåret i forbindelse med udøvelse af finansieringsvirksomheden.

Til nærmere begrundelse for, at underskudsfradraget skal anerkendes ved opgørelse af klagerens skattepligtige indkomst for 2014 bemærkes det, at klageren nok blev erklæret konkurs den 26.5.2014 med de virkninger for opgørelse af indkomsten i konkursåret, der følger af Konkursskatteloven, men klageren har uanset konkursen fortsat den hidtil af klageren drevne finansieringsvirksomhed med virkning fra konkursdatoen. hvorfor der ved siden af konkursindkomsten skal foretages opgørelse af klagerens skattepligtige indkomst ved denne virksomhed for tiden 26.5.- 31.12.2014. Aktiviteterne i denne periode har som nævnt afstedkommet et underskud på kr. 932.000, som klageren principalt må være berettiget til at modregne i konkursindkomsten for 2014, eller som subsidiært kan fremføres til modregning i senere indkomstår efter konkursens afslutning.

Skat synes således ved ligningen at have overset, at der intet er i vejen for, at en fallent, uanset konkursen, fortsætter sin hidtidige virksomhed, eller i princippet dagen efter konkursen, genoptager denne, med den virkning, at der skal ske selvstændig opgørelse og skattepåligning, for så vidt angår indkomsten, der ligger udenfor konkursen.

Skats argument om at bilag 3 ikke kan anses som tilstrækkelig dokumentation for betaling af beløbet, kr. 982.083, anses for underlødigt, men med henblik på at dette spørgsmål ikke skal være omtvistet for Landsskatteretten, fremlægges yderligere som dokumentation for betalingen bilag 4, klientkontoudskrift for juni måned 2014 vedrørende Advokatkontorets klientkonto i [finans4].

Klageren gør gældende, at fradragsretten for tabet som driftstab tillige følger af Statsskattelovens § 6 A, idet fast praksis på området indebærer, at tabets endelige konstatering sker ved den endelige retsafgørelse i en tvist om forpligtelsens eksistens. Som anført er Vestre Landsrets dom i sagen afsagt den 4.6.2014 og altså efter konkursen.

Forpligtelsen i henhold til dommen er ikke håndteret af konkursboet, men af klageren personligt.

Som fremført har klageren personligt efter konkursen optaget lån til brug for udgiftens afholdelse.

Klageren har af hensyn til sit fremtidige virke på finansieringsmarkedet under alle omstændigheder ment det nødvendigt at honorere den pågældende forpligtelse, som klageren personligt er dømt til at opfylde efter konkursens indtræden.”

Klageren har den 6. april 2017 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling:

”

Jeg har modtaget Skatteankestyrelsen brev af 20.3. d.a. med sagsfremstilling og forslag til sagens afgørelse.

Jeg kan imidlertid ikke godkende det fremsendte, idet sagsfremstillingen ikke indeholder en beskrivelse af det faktiske sagsforløb, som det er foregået, hvorfor jeg herved supplerer med følgende:

Før og efter finanskrisen havde jeg forretningsforbindelse med [finans7], [finans8], senere overtaget af [finans9] og [finans3].

Efter finanskrisen kom de pågældende pengeinstitutter i økonomisk uføre, og gik konkurs med afvikling under Finansiel Stabilitet til følge.

I 2005 og 2006 havde jeg igennem [finans7] foretaget betydelige indbetalinger på mine pensionsordninger med forventning om skattemæssig fradragsret for de foretagne indbetalinger, i alt kr. 2.500.000, for de pågældende år. På grund af fejlberegninger af indskudsmulighederne fra [finans7]s side, blev mine skattemæssige fradrag for de pågældende indbetalinger imidlertid beskåret i betragteligt omfang med en stor uforudset skatteregning til følge.

Jeg anlagde ved Københavns Byret erstatningssag imod [finans7], idet det var min påstand, at jeg, hvis [finans7] havde gjort mig opmærksom på problemet med fradrag for de fulde indbetalinger, kunne have foretaget alternative dispositioner, eksempelvis indbetaling på en livrente, som kunne have betydet, at den tilsigtede skattemæssige effekt af de foretagne indbetalinger var opnået.

[finans8] hjalp mig med lån til betaling af den uforudsete restskat imod transport i erstatningskravet imod [finans7]. Jeg stillede i den forbindelse [finans8] i udsigt, at banken ville modtage minimum kr. 1 mio. i kraft af transporten.

Som det fremgår af sagens bilag, havde [finans3] allerede i 2009 anlagt retssag imod mig ved Retten i [by2] i anledning af indeståelser for levering af 2 pantebreve i tinglyst anmærkningsfri stand med pant i [adresse1], [by3], som jeg havde afgivet i forhold til banken.

De pågældende pantebreve var omsat igennem [finans10] ApS, der den 14.9.2007 Ofr. vedlagte bilag) til fordel for den klient, som jeg repræsenterede, [virksomhed5] ApS, havde afregnet et beløb på kr. 983.083 til mig.

Det var ved afregningen forudsat, at jeg kunne anvende beløbet til fordel for [virksomhed5] ApS til indfrielse af præjudicerende lån i [adresse1].

Der opstod imidlertid adskillige problemer i forbindelse med berigtigelse af den pågældende ejendomshandel, som indebar, at tinglysningen pantebrevene ikke kom på plads med det påfølgende sagsanlæg fra [finans3] imod mig.

I forløbet gik [finans3] konkurs, og tog navneændring til [finans6] A/S.

Beløbet kr. 982.083 placerede jeg på klientkonto for [finans6] A/S under konkurs, jfr. vedlagte bilag, indtil konkursboets stillingtagen til indtræden og videreførelse af retssagen var afklaret.

Under den videre forberedelse af ankesagen i Vestre Landsret, blev det imidlertid klarlagt, at kurator i konkursboet [finans6] A/S ikke ønskede at indtræde i retssagen, da dette kunne have omkostningsmæssige konsekvenser. Kurator i boet afgav derimod samtykkeerklæring til, at 2 andre selskaber under Finansiel Stabilitet, der optrådte i retssagen, [finans11] A/S og [finans12] A/S, kunne videreføre sagen.

Efter min opfattelse indebar konkursboets manglende indtræden i sagen, at Vestre Landsret måtte afvise den, men ved Landsretsdommens afsigelse den 4.6.2014 så Landsretten bort fra dette synspunkt og dømte mig til at betale et beløb på godt kr. 1 mio. med tillæg af renter og sagsomkostninger.

Retssagen vedrørende pensionsindbetalingerne med [finans7] blev afsluttet ved forlig i oktober måned 2012, jf. vedlagte kopi af retsbogsudskrift, hvorefter [finans7] skulle betale mig en erstatning på kr. 800.000.

På grund af forviklingerne i forbindelse med [finans7]s sammenbrud, blev dette beløb imidlertid aldrig betalt, hvorfor jeg ikke kunne viderebetale kr. 1 mio. til [finans9], nu også under afvikling under Finansiel Stabilitet.

Problemstillingen blev i 2012 med repræsentanter for [finans9] aftalt håndteret på den måde, at det i det daværende advokatfirma indestående beløb vedrørende konkursboet [finans6] A/S skulle udbetales til [finans9]s konkursbo, idet Finansiel Stabilitet var enig i, at de forskellige banker, der var under afvikling i Finansiel Stabilitets regi, kunne betragtes som en enhed, og at der ikke var forpligtelse for mig til at opretholde et indestående på klientkontoen for [finans6] A/S under konkurs, da boet havde valgt ikke at indtræde i den for Landsretten verserende retssag.

Efter afsigelse af Vestre Landsrets dom af 4.6.2014 hævdede [finans6] A/S under konkurs som domhaver i henhold til dommen, at man var berettiget til udbetaling af beløbet på kr. 982.083 som klientkontoindestående.

Da jeg ikke ønskede nogen diskussion vedrørende klientkontomidler, tilvejebragte jeg beløbet ved lån, jf. vedlagte udskrift på konto [...93], og sendte det som tidligere dokumenteret til advokat [person2] til viderebefordring til domhaveren.

Ud fra det foreliggende må jeg således fastholde, at der foreligger en driftsbetinget udgift, der er fradragsberettiget ved min indkomstopgørelse for 2014.”

Landsskatterettens afgørelse

Udgifter afholdt i årets løb for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a (loven kan findes på www.retsinfo.dk). Der skal foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Bevisbyrden for afholdelsen og størrelsen af en udgift, og for at udgiften er fradragsberettiget, påhviler som udgangspunkt den skattepligtige. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

Regler om behandling af betroede midler på en advokatklientkonto fremgår af Bekendtgørelse om godkendelse af vedtægt om advokaters pligter med hensyn til behandlingen af betroede midler, bekendtgørelse nr. 286 af 22. juni 1983. Der fremgår følgende af bekendtgørelsen:

”A. Betroede penge.

§1. Enhver advokat, som oppebærer penge for tredjemands regning, skal foruden de personlige konti, som omfatter de enkelte mellemværender, føre en fælleskonto, som til enhver tid viser størrelsen af advokatens samlede tilsvar af betroede penge. Denne konto skal i advokatens bogholderi være betegnet som klienttilsvarskonto.

§2. Hvad en advokat efter klienttilsvarskontoens udvisende til enhver tid skal kunne tilsvare tredjemand, skal indestå på en særlig som klientkonto betegnet konto i bank, sparekasse eller postgiro.

Stk. 2. En klientkonto oprettes i advokatens navn og er advokatens rådighed undergivet.”

I overensstemmelse med udskrifter fra Retten i [by1]’ domsbog lægges det til grund, at klageren som advokat i en ejendomshandel fik overført 982.083 kr. til advokatklientkontoen. Klageren har overfor byretten oplyst, at beløbet stadig var indestående på advokatklientkontoen. Klageren blev i år 2011 ved Retten i [by2] dømt til at tilbagebetale beløbet, og byretsdommen blev stadfæstet i år 2014 af Vestre Landsret.

I overensstemmelse med klagerens oplysninger lægges det til grund, at hans hidtil personligt drevne advokatvirksomhed blev den 1. juni 2013 overdraget til advokatselskab [virksomhed2] ApS, og at advokatselskabet den 19. juni 2014 har overført beløbet 982.083 kr. fra klientkontoen til advokaten, der repræsenterede klagerens personlige advokatvirksomhed under ankeretssagen i Vestre Landsret.

På det foreliggende er det Landskatterettens opfattelse, at beløbet på 982.083 kr. udgør betroede midler på en advokatklientkonto, der må formodes ikke at have indgået i virksomhedens drift. Klageren har ikke godtgjort, at han i indkomståret 2007 eller senere har medregnet en indtægt i form af et provenu på 982.000 kr. til sin skattepligtige indkomst.

Landskatteretten finder derfor, at klageren ikke har fremlagt dokumentation eller på anden vis sandsynliggjort, at klageren er berettiget til fradrag på 982.000 kr. i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Landskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse.