Kendelse af 09-12-2016 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2017

Klagen skyldes, at SKAT har afslået at genoptage virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 og spørgsmålet om virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, og de almindelige forvaltningsretlige principper om genoptagelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] v/[person1] (herefter benævnt virksomheden) er en enkeltmandsvirksomhed. Virksomheden er registreret i det centrale virksomhedsregister, CVR, under branchekoden 81.21.00 – Almindelig rengøring i bygninger.

Virksomheden havde angivet følgende moms til SKAT for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013:

En del af den angivne købsmoms bestod i fradrag for udgifter til rengøringsydelser, som virksomheden oplyste, var leveret af [virksomhed2] ApS, [virksomhed3] ApS samt [virksomhed4] ApS (herefter benævnt leverandørerne). Virksomheden har oplyst, at de havde benyttet sig af leverandørerne til at levere rengøringsydelser til virksomhedens kunder.

SKAT anmodede den 13. februar 2014 og den 7. april 2014 om virksomhedens resultatopgørelse og kontospecifikationer samt underbilag vedrørende virksomhedens leverandører for perioden fra den 1. april til 31. december 2013.

I marts og maj 2014 modtog SKAT resultatopgørelse for virksomheden. SKAT har efter det oplyste telefonisk rykket virksomhedens repræsentant for kontospecifikationer, dog uden at disse er blevet fremsendt.

Den 16. oktober 2014 fremsendte SKAT et forslag til afgørelse med tilhørende sagsfremstilling til virksomheden.

Ved afgørelse af 5. januar 2015 forhøjede SKAT virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 med 963.400 kr. SKAT traf samtidig afgørelse om, at virksomheden skulle hæfte for AM-bidrag med 308.288 kr. og A-skat med 1.949.921 kr.

SKAT har begrundet ændringen af virksomhedens købsmoms med, at virksomhedens leverandører ikke kan anses for at have været i stand til at levere de rengøringsydelser, som virksomheden har angivet købsmoms for. Derudover var de indsendte fakturaer fra leverandørerne mangelfulde.

SKAT anså de indsendte fakturaer for at være fiktive, idet SKAT blandt andet ikke kunne lokalisere leverandørerne på de til SKAT oplyste virksomhedsadresser. Dertil kom, at leverandørerne ikke havde driftsudgifter til lokaler m.v., at betalingsstrømmen hos leverandørerne i øvrigt var mistænkelig, at leverandørerne ikke havde ansatte svarende til deres omsætning, samt at fakturaerne var mangelfulde.

Som en konsekvens af, at SKAT ikke anså det for muligt, at de af virksomheden oplyste leverandører havde leveret rengøringsydelserne, tog SKAT udgangspunkt i, at virksomheden selv måtte have leveret rengøringsydelserne. SKAT fastsatte derefter A-skat og AM-bidrag ud fra en skønsmæssig vurdering af virksomhedens udgifter til lønninger.

Det fremgår af SKATs afgørelse af 5. januar 2015, at indehaveren blandt andet havde følgende bemærkninger til SKATs forslag til afgørelse:

”... jeg har entreret med underleverandører, som jeg denne gang har tjekket oplysningerne på, om de var moms registreret, hvilket de var.

Arbejdet hos mine kunder er udført og de har betalt, og jeg har honoreret fakturaerne fra underleverandørerne via bank, som foreskrevet af SKAT.

Jeg mener, sammen med mine rådgivere, at jeg ikke kan gøres ansvarlig for underleverandørernes forhold til SKAT. Jeg skal bare sikre mig, at de er momsregistreret og leverer det arbejde jeg har anmodet dem om.

Da der ikke er kædeansvar, er underleverandørernes juridiske forhold er ikke mit ansvar, og kan ikke pålægges som hæftelse på mig for moms, A-skat og AM-bidrag. Jeg har fulgt SKAT’s anvisninger, og må på enhver måde afvise mit ansvar for underleverandørernes forhold.

Men jeg må fastholde at jeg ingen kendskab har til underleverandørernes forhold, men har blot konstateret at arbejdet er udført til mine kunders tilfredshed.

Det er som om SKAT stadig hænger fast i de fejl jeg måtte have begået tidligere, og derfor konsekvent afviser alt der kommer fra mig, uden reel vurdering af mine forhold, men ønsker at pådrage mig ansvar for underleverandørers forhold, som jeg ingen part har i, og heller ikke ansvar for.

Konklusion

SKATs forslag af den 16. oktober 2014 afvises i sin helhed.

Jeg afviser ethvert ansvar for underleverandørernes forhold. Kan blot konstatere at arbejdet er udført for mine kunder som aftalt, og betaling har fundet sted digitalt som foreskrevet.”

Indehaveren påklagede ikke SKATs afgørelse af 5. januar 2015.

Virksomhedens repræsentant sendte den 23. juni 2015 en anmodning til SKAT om ordinær genoptagelse af virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april til 31. december 2013 samt spørgsmålet om virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomstår 2013.

Denne anmodning blev afslået den 9. juli 2015, idet SKAT fandt, at der ikke var fremkommet nye oplysninger, der kunne ændre SKATs afgørelse af 5. januar 2015.

Virksomhedens repræsentant påklagede den 9. oktober 2015 SKATs afgørelse af 9. juli 2015 til Landsskatteretten.

Landsskatteretten traf den 17. februar 2016 afgørelse, hvorefter SKATs afgørelse af 9. juli 2015 blev annulleret som følge af formelle mangler.

Den 26. februar 2016 sendte SKAT på ny et forslag til afgørelse vedrørende genoptagelsesanmodningen. SKAT foreslog at afslå at genoptage virksomhedens momstilsvar samt spørgsmålet om virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag.

Den 4. april 2016 traf SKAT afgørelse i overensstemmelse med SKATs forslag af 26. februar 2016.

Afgørelsen af 4. april 2016 blev påklaget til Landsskatteretten den 4. juli 2016.

Repræsentanten har med klagen til Landsskatteretten fremsendt en underleverandørkontrakt mellem virksomheden og [virksomhed3] ApS (herefter leverandør A) om levering af rengøringsydelser. Repræsentanten har endvidere indsendt en faktura udstedt til virksomheden fra leverandør A, hvorpå der faktureres 380.000 kr. for ’samlet opvask og rengøring’. Der er desuden vedlagt en udskrift fra [finans1] netbank, der viser, at der er overført 380.000 kr. til den konto, der er oplyst på fakturaen. Repræsentanten har endvidere vedlagt en række fakturaer fra virksomheden til virksomhedens kunder for levering af rengøringsydelser.

SKATs afgørelse

SKAT har den 4. april 2016 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har afslået at genoptage virksomhedens momstilsvar for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013, samt virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013.

Som begrundelse herfor har SKAT blandt andet henvist til følgende:

”SKAT har tidligere meddelt, at man ikke finder der er nye oplysninger i selskabets anmodning af 23. juni 2015. Efter fornyet gennemgang af anmodningen af 23. juni 2015 er SKAT stadig af den opfattelse, at der i denne ikke er væsentlige nye oplysninger, der kan danne grundlag for ændring af SKATs afgørelse af 5. januar 2015 for indkomståret 2013.

SKAT afviser således stadig, at genoptage selskabets anmodning om ordinær genoptagelse af afgiftsgrundlaget vedrørende indkomståret 2013 efter skatteforvaltningslovens § 31 stk. 2, idet der ikke er væsentlige nye oplysninger der kan begrunde en ændring.

For så vidt angår genoptagelse vedrørende hæftelse af A-skat og AM-bidrag er dette forhold ikke omfattet af skatteforvaltningslovens regler, men alene af de almindelige forvaltningsretlige regler. SKAT finder heller ikke vedrørende dette forhold, at der i dette er fremkommet væsentlige nye oplysninger der kan begrunde en ændring.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har SKAT ved brev af 21. juli 2016 blandt andet udtalt følgende:

”SKAT anerkender, at der i henhold til Landsskatterettens afgørelse af 17. februar 2016 var formelle mangler i SKATs tidligere afgørelse, hvorefter sagen blev henvist til fornyet behandling hos SKAT.

Der er i den forbindelse ikke sendt yderligere materiale til SKAT vedrørende forholdet, og SKAT tog således udgangspunkt i det tidligere frem sendte materiale fra selskabets repræsentant. Vedfornyet gennemgang af dette var SKAT stadig af den opfattelse, at der ikke er væsentlige nye oplysninger, hvorefter selskabet modtager forslag af 26. februar 2016 fra SKAT.

Af dette forslag fremgår det, at SKAT ikke agter at genoptage ansættelsen på det foreliggende grundlag, idet der efter SKATs opfattelse ikke er nye oplysninger. Selskabet eller selskabets repræsentant reagerer ikke på SKATs udsendte forslag, hvorefter der afsiges ny kendelse den 4. april 2016.

Af den seneste klage vedlægges der underleverandørkontrakt i mellem [virksomhed5] og selskabets [virksomhed3] ApS (Bilag 7 til klagen). Kontrakten er underskrevet den 12. december 2012 af [person1] fra [virksomhed5] og [person2] fra [virksomhed3] ApS.

Specielt vedrørende [virksomhed3] ApS og [person2] har SKAT foretaget separat sagsbehandling af dette selskab, hvor der nedenfor er uddrag af SKATs kontrol af selskabet. [virksomhed3] ApS er betragtet som en nullitet, og de udstedte fakturaer fra det pågældende selskab er betragtet som fiktive. [virksomhed3] ApS har ikke været i stand til at levere det arbejde der fremgår af de udstedte fakturaer, da selskabet ikke har ansatte, og selskabet indgår i kædesvig. Det skal ligeledes bemærkes, at [person2] er forsvundet.

Uddrag af kontrollen:

SKAT har foretaget uanmeldt kontrolbesøg den 1. august 2013 hos selskabet. Idet der er uklart hvorfra selskabet faktisk drives blev følgende adresser besøgt af SKAT i forbindelse med kontrollen:

[adresse1], [by1]

Virksomheden har den 24. juli 2013 ændret sin adresse til denne. På adressen fandt SKAT udelukkende en kiosk og en butik der begge henviste SKAT til baggården. SKAT fandt på denne adresse ingen indikationer på at [virksomhed3] ApS eller stifter [person3] og direktør [person2].

Det er SKATs vurdering, at der ikke drives virksomhed fra denne adresse.

[adresse2], [by2]

Virksomheden har haft adresse fra 23. marts 2013 til 24. juli 2013. SKAT fandt udelukkende en postkasse, hvorpå der stod [virksomhed3]. På adressen blev en person antruffet der ikke havde kendskab til [virksomhed3] ApS.

Det er SKATs vurdering, at der ikke drives virksomhed fra denne adresse.

[adresse3], [by2]

På adressen er [person3] tilmeldt Folkeregisteret med sin hustru [person4] samt deres fælles barn. [person4] er tidligere direktør for [virksomhed3] ApS. På adressen er [person5] tillige tilmeldt, og på adressen blev hustru til [person5] truffet. Den pågældende havde ikke noget kendskab til [person3] eller virksomheden.

Det er SKATs vurdering, at der ikke drives virksomhed fra denne adresse.

[adresse4], [by3]

Virksomheden har haft adresse fra 7. november 2012 til 23. marts 2013. Derudover har den nuværende direktør [person2] haft adresse her indtil han den 18. marts 2013 er forsvundet. Yderligere har [person3] været tilmeldt adressen fra 24. oktober 2012 til 9. januar 2013.

Siden 2009 har [person6] der ikke har tilknytning til selskabet tillige boet på adressen.

[person6] har efterfølgende på SKATs foranledning i e-mail til SKAT oplyst, at han ikke kender noget til personerne eller virksomheden, og hvordan disse havde været tilknyttet hans adresse.

Det er SKATs vurdering, at der ikke drives virksomhed fra denne adresse.

Det er ligeledes konstateret, at virksomheden med dekret dato den 15.10.2013 er taget under konkursbehandling med Advokat [person7] udpeget som kurator. Erhvervsstyrelsen har begæret selskabet opløst den 23. august 2013.

SKAT har den 5. februar 2014 taget telefonisk kontakt til selskabets kurator der oplyste, at der ikke var fremmøde i Sø- og Handelsretten fra selskabet i forbindelse med konkursen. Kurator er ikke i besiddelse af nogen form for materiale fra selskabet, og har ikke haft kontakt til direktør eller anpartshaver.

SKAT er af den opfattelse, at selskabets udstedte fakturaer er fiktive, og selskabets betragtes derfor som en nullitet, idet selskabet på det foreliggende grundlag udelukkende ses at være anvendt som gennemstrømningsselskab for de betalinger der er indgået på selskabets konto, og straks overført til [finans2] ApS.

Dette begrunder SKAT med følgende:

Repræsentantens vedlagte bilag 8:

SKAT skal hertil bemærke, at den vedlagte faktura og underbilag efter SKATs opfattelse ikke opfylder kravene for en faktura, idet det ikke fremgår hvor arbejdet er udført. Der fremgår ingen navne eller adresser på de pågældende restauranter, hvorefter kontrol af rigtigheden af fakturaren ikke er mulig. Der skal igen gøres særlig opmærksomt på, at [virksomhed3] ApS ikke har ansatte, og ifølge deres kontoudtog fra pengeinstitut er der ikke betalinger til underleverandører eller nogen driftsudgifter.

Endeligt skal SKAT henlede Skatteankestyrelses opmærksomhed på at der foreligger Landsskatte-retsafgørelse af 7. april 2015 vedrørende [virksomhed5] v/[person1] vedlagt som BILAG 1. Afgørelsen vedrører samme forhold som det påklagede

Af den vedlagte afgørelse stadfæster Landsskatteretten momsforhøjelse af [virksomhed5] på 2.285.281 DKK.

[virksomhed5] nægtes fradrag for købsmoms hos sine underleverandører her i blandt også for ydelser fra [virksomhed3] ApS, hvor Landsskatteretten tillige er af den opfattelse, at der er begrundet tvivl om, hvorvidt de pågældende fakturaer dækker over faktiske leverede og betalte ydelser fra den enkelte underleverandør, herunder arten og omfanget heraf.”

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at virksomhedens momstilsvar nedsættes med 963.400 kr. for perioden 1. april til 31. december 2013, at virksomhedens hæftelse for AM-bidrag for indkomstår 2013 skal nedsættes med 308.288 kr., og at virksomhedens hæftelse for A-skat for indkomståret 2013 skal nedsættes med 1.949.921 kr.

Repræsentanten har til støtte for påstanden blandt andet anført følgende (uddrag):

”Der er i dansk retspraksis et fast antaget princip om, at den, der anser sig berettiget til noget, har bevisbyrden herfor.

Der skal henvises til SKM2003.269ØLR. Sagen handlede om, hvorvidt sagsøger var berettiget til et befordringsfradrag. Østre Landsret anfører følgende i dommen:

Da det er sagsøger, der angiveligt har afholdt befordringsudgifterne, er det ligeledes sagsøger, der har mulighed for at dokumentere, at befordring har fundet sted i det selvangivne omfang. Sagsøger har i hvert fald siden februar 1999 været bekendt med, at skatteforvaltningen ville stille krav om dokumentation herfor. Under disse omstændigheder finder landsretten at sagsøger må dokumentere eller sandsynliggøre at den selvangivne befordring i 1999 rent faktisk har fundet sted. ” [Egen understregning]

For at løfte sin bevisbyrde i henhold til dansk retspraksis, skal den, der anser sig berettiget til noget, således sandsynliggøre berettigelsen af sin påstand.

Klagers bevisbyrde i nærværende sag, er på baggrund af ovenstående, at sandsynliggøre, at det anførte arbejde er udført af underleverandører.

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER

Det fremgår af sagen, at klagers virksomhed, der er en rengøringsvirksomhed forestår rengøring i andre virksomheder. Det fremgår desuden, at klager i sin virksomhed anvender underentreprenører til at udføre rengøringsopgaverne. Denne praksis med underentreprenører er helt almindelig inden for rengøringsbranchen.

Det fremgår, at fakturarene fra [virksomhed3], der om end anfører det udførte arbejde samt den hermed forbundne udgift, ikke i øvrigt er udspecificeret.

Klager er ikke uenig i, at de fremlagte fakturaer fra underleverandører som [virksomhed3] ikke er specielt udspecificerede og måske burde være mere uddybende i sin beskrivelse af det udførte arbejde, arbejdssted osv.

Der er imidlertid tale om klagers underleverandørers fakturaer - ikke klagers egne fakturaer og uanset, at klager ikke er uenig med SKAT i, at underleverandører som eksempelvis [virksomhed3] burde være mere udførlige i sine fakturaer, kan det umuligt være klagers ansvar, at hans underleverandører ikke har udspecificeret sine fakturaer yderligere.

Afgørende i en virksomhed og således også for klager ved modtagelsen af fakturaer fra sine underleverandører er helt grundlæggende, at de fakturerede beløb er i overensstemmelse med det faktisk udførte arbejde. At fakturaerne ikke er yderligere udspecificeret er, så længe det for virksomheden er tydeligt, hvad der betales for, mindre vigtigt. Hvis man som virksomhed skulle have en pligt til at sikre, at ens underleverandørers fakturering er udspecificeret og detaljeret nok i skattemæssig henseende, ville det pålægge virksomheder en uforholdsmæssig tidsmæssig byrde. En sådan kontrol kan således ikke kræves af klager og ej heller være hans ansvar. Underleverandørers mangelfulde fakturaer skal derfor ikke komme klager til skade.

Klager har desuden fremlagt kopi af egne udstedte fakturaer (bilag 9).

Det fremgår af fakturarene til [virksomhed6] (Bilag 9, s. 1-3) at de vedrører rengøring hos [virksomhed6] i henholdsvis [by4] og [by5].

Af fakturarene til henholdsvis [virksomhed7], [virksomhed8], [virksomhed9], [virksomhed10], [virksomhed11], [virksomhed12] ApS, [virksomhed13] og [virksomhed14], der ud over rengøring blandt andet også vedrører opvask, kan man se, at der i kolonnen antal er opgjort, hvor mange timer, der er brugt til de forskellige opgaver.

Klagers egne fakturaer fremstår således tydeligt udspecificerede og den solgte ydelse i form af rengøring/opvask etc. er således tydelig identificerbar og målbart.

For at klager i sagen har løftet sin bevisbyrde, skal han jf. ovenfor under afsnittet vedrørende bevisbyrden kunne sandsynliggøre, at arbejdet er udført af underleverandører. Den mest nærliggende måde at sandsynliggøre dette på er ved at fremlægge fakturaer fra sine underleverandører. Klager har fremlagt flere fakturaer vedrørende betaling for rengøringspersonel til forskellige opgaver og det er ligeledes uomtvistet, at disse fakturaer er betalt. Endvidere kan pengestrømmen følges idet disse fakturaer er betalt ved bankoverførsler.

I det tilfælde arbejdet ikke var udført af klagers underleverandører, ville klagers kunder ikke have betalt til klager for den leverede ydelse, hvorfor det er utvivlsomt og ubestridt, at der er udført arbejde hos slutkunden.

Henset til den fremlagte dokumentation, har klager dermed løftet bevisbyrden og sandsynliggjort, at arbejdet er udført af underleverandører, hvorfor klager ikke er pligtig til at betale moms, A skat eller AM bidrag for indkomståret 2013.

Landsskatteretten anmodes på denne baggrund om at nedsætte klagers moms, A-skat og AM bidrag for indkomståret 2013.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har repræsentanten ved mail af 12. august 2016 blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Klager hæfter sig ved det, at SKAT lader klagers underleverandørers forhold komme klager til skade. SKAT går i sine bemærkninger uddybende ind i SKATs kontrol af nogle af underleverandørernes selskaber samt virksomhedsadresser, hvorefter SKAT konkluderer, at underleverandørernes selskaber har karakter af en nullitet.

Klager skal hertil bemærke, at underleverandørernes selskabsmæssige forhold ikke er klagers ansvar, hvorfor det tilfælde, at nogle af underleverandørerne ikke lever op til lovgivningen, alene skal disse selskaber og deres ejere til skade – og dermed ikke en udeforstående tredjemand som klager. Klager har været i god tro herom og har ikke haft nogen grund til at stille spørgsmålstegn, idet den eneste mulighed, klager har, er at opslå i Erhvervsstyrelsens system, cvr.dk, hvor underleverandørernes selskaber har været registreret.

For så vidt angår indholdet af klagers fakturaer, er der ikke som anført af SKAT tale om, at fakturaerne ikke skulle leve op til kravene for en faktura. Dette ses da heller ikke yderligere uddybet eller dokumenteret af SKAT. Afgørende for, om en faktura kan anses som et retsgyldigt dokument er, om leverandøren kan identificeres. Uanset at fakturarene fra klagers underleverandører kunne være mere udspecificeret, fremgår det altså tydeligt, hvem der er leverandøren og fakturaenes karakter af retsgyldige dokumenter bør derfor ikke betvivles.

Klager skal i forlængelse af ovenstående henvise til Landsskatterettens afgørelse af 15. maj 2009. Se vedhæftet.

Landsskatteretten stadfæster godt nok SKATs afgørelse i sagen og anerkender i den specifikke sag således ikke fradrag. Sagen er imidlertid interessant for nærværende sag, da det i sagen uddybes, hvilke omstændigheder, der lægges vægt på i forhold til, at der ikke godkendes fradrag.

Af sagen fremgår blandt andet følgende:

”De omhandlede fakturaer er angiveligt udstedt af en virksomhed med navnet G3 beliggende Y1 vej/Y2 vej, Y1 by. Momsbeløbet på disse 7 fakturaer udgør i alt 203.590 kr.

Fradrag for moms af disse fakturaer er nægtet med henvisning til momslovens § 37, da virksomheden ikke kan dokumentere, at der er købt ydelser af en momsregistreret underleverandør.

Fakturaerne anses derfor for fiktive. Begrundelsen herfor er, at:

...

B har således forklaret, at han kun kender fornavnet på ejeren af G3 og ikke navnene på de ansatte, at han ikke kender ejerens telefonnummer, og at han aldrig har besøgt G3. Fakturaer fra G3 har han modtaget i en skurvogn på arbejdspladsen, hvorefter de er blevet betalt kontant.”

I nærværende sag er de faktiske omstændigheder imidlertid meget anderledes.

I samme terminologi, som Landsskatterettens afgørelse, er de faktiske omstændigheder i nærværende sag at:

Henset til disse punkter, er det fortsat klagers opfattelse, at underleverandørens forhold hverken kan eller skal bebrejdes klager og der således i overensstemmelse med klagers påstand i klage til Landsskatteretten skal ske ordinær genoptagelse af klagers sag, da de faktiske omstændigheder i sagen sammenholdt med den fremlagte dokumentation herunder vedlagte retspraksis er grundlag for, at klagers indkomstgrundlag vil blive korrigeret af SKAT.

Klager har på nuværende tidspunkt ikke yderligere bemærkninger til SKATs udtalelse i sagen.”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT ikke har imødekommet virksomhedens anmodning om genoptagelse af afgiftstilsvaret for perioden 1. april 2013 til 31. december 2013 samt anmodning om genoptagelse vedrørende hæftelse for A-skat og AM-bidrag for indkomståret 2013.

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2:

”Stk. 2. En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.”

Når der anmodes om genoptagelse af et afgiftstilsvar, påhviler det den afgiftspligtige at dokumentere eller sandsynliggøre, at betingelserne for genoptagelse er opfyldt. Den afgiftspligtige skal således kunne dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret har været forkert, fordi den hvilede på forkerte, eller nu ændrede faktiske omstændigheder eller væsentlige nye retsforhold.

Repræsentanten har gjort gældende, at virksomheden ikke bærer ansvaret for, at leverandørerne udspecificerer deres fakturaer, og at leverandørers mangelfulde fakturaer derfor ikke kan komme virksomheden til skade. Repræsentanten har videre gjort gældende, at fakturaerne er retskraftige, idet det afgørende for om en faktura kan anses som et retsgyldigt dokument er, at leverandøren kan identificeres. Repræsentanten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 15. maj 2009, LSR 07-00062.

Landsskatteretten bemærker, at det påhviler den afgiftspligtige at påvise, at betingelserne for fradrag er opfyldt, herunder at fakturaerne lever op til kravene i momsbekendtgørelsen. Dette følger blandt andet af Østre Landsrets dom af 14. december 2015, offentliggjort i SKM2016.27.ØLR. Landsskatteretten bemærker videre, at retten i LSR 07-00062 tog stilling til, hvorvidt en virksomhed havde dokumenteret at have modtaget momspligtige leverancer i henhold til en fakturering. Landsskatteretten lagde blandt andet vægt på, at leverandøren ikke kunne identificeres. Landsskatteretten finder hverken, at det kan udledes af kendelsen, at identifikation af leverandøren er det eneste krav, der kan stilles til en faktura, eller at dette alene er afgørende for, om en levering kan anses for dokumenteret modtaget. På den baggrund finder Landsskatteretten ikke, at det anførte kan sandsynliggøre ændring af afgiftstilsvaret, og dermed ligge til grund for en genoptagelse.

Repræsentanten har yderligere gjort gældende, at underleverandørernes forhold ikke kan bebrejdes virksomheden, da virksomheden har undersøgt om leverandørerne var momspligtige, og da virksomheden har købt og betalt for ydelserne.

Landsskatteretten bemærker, at virksomhedens indehaver gjorde dette gældende overfor SKAT forud for SKATs afgørelse af 5. januar 2015, og at SKAT forholdt sig hertil i afgørelsen. Retten bemærker endvidere, at indehaveren ikke indbragte SKATs afgørelse af 5. januar 2015 for Landsskatteretten eller domstolene. Retten finder på den baggrund ikke, at der er tale om væsentlige nye retsforhold. I øvrigt følger det af praksis, at det er den, der ønsker et fradrag, der har bevisbyrden for fradragets berettigelse, herunder bevisbyrden for at ydelsen er leveret af leverandøren. Landsskatteretten henviser til Østre Landsrets dom af 14. december 2015, offentliggjort i SKM2016.27.ØLR. Hvis der er tvivl om leverandørens evne til at levere de fakturerede ydelser, må det følge heraf, at det påhviler virksomheden at afkræfte denne tvivl.

Repræsentanten har under sagens behandling i Landsskatteretten fremlagt en faktura fra leverandør A, en bankudskrift, der viser at virksomheden har overført et beløb til leverandør A svarende til det fakturerede beløb, en kontrakt indgået med leverandør A vedrørende levering af ydelserne samt virksomhedens egne fakturaer til sine kunder. Det fremlagte indgik ikke i SKATs fastsættelse af momstilsvaret af 5. januar 2015, og der er dermed tale om nye oplysninger. Landsskatteretten finder imidlertid ikke, at det fremlagte kan sandsynliggøre, at der vil ske en ændring af afgiftstilsvaret ved en eventuel genoptagelse. Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at leverandør A, ifølge det af SKAT fremlagte, ikke kan anses for at have været i stand til at levere de pågældende ydelser. Om end de af repræsentanten fremlagte dokumenter normalt kan medvirke til at dokumentere, at en ydelse er leveret, så adresserer de ikke de forhold, der stiller spørgsmålstegn ved leverandør A’s evne til at levere ydelserne.

Landsskatteretten finder således, at det anførte ikke giver tilstrækkelig grundlag for at pålægge SKAT at genoptage sagen med henblik på fornyet prøvelse af virksomhedens momstilsvar. Der foreligger heller ikke andre nye oplysninger eller omstændigheder, som kan begrunde genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

For så vidt angår virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag, følger det af de almindelige forvaltningsretlige principper, at en myndighed kan pålægges at genoptage en afgjort sag, hvis der fremkommer nye oplysninger, som myndigheden ikke var bekendt med på afgørelsestidspunktet, og disse kan antages at ville have medført en væsentlig anden vurdering af sagen.

SKAT har pålagt virksomheden hæftelse for A-skat og AM-bidrag som en følge af, at de pågældende ydelser ikke kan anses for leveret af de af virksomheden anførte leverandører, og virksomheden dermed selv må have haft ansatte til at udføre arbejdet.

Landsskatteretten finder med henvisning til ovenstående gennemgang heller ikke, at der er fremlagt oplysninger, der giver grundlag for genoptagelse af virksomhedens hæftelse for A-skat og AM-bidrag.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.