Kendelse af 12-01-2017 - indlagt i TaxCons database den 03-03-2017

SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 til dækning af sagsomkostninger til politiet.

SKAT har oplyst, at afgørelsen ikke kan påklages jf. straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2.

Spørgsmålet om, hvorvidt Landsskatteretten har kompetence til at behandle klagen er udskilt til forlods behandling.

Landsskatteretten har kompetence til at behandle klagen.

Faktiske oplysninger

Klageren har gæld til det offentlige vedrørende sagsomkostninger til politiet.

Klagerens årsopgørelse for indkomståret 2015 udviste en overskydende skat på 5.796,00 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2015 med 5.796,00 kr. til dækning af sagsomkostninger til politiet. SKAT har oplyst, at der ikke kan klages over afgørelsen i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2.

SKAT har i en udtalelse udtalt følgende:

”I forbindelse med ændringen af straffuldbyrdelsesloven er blandt andet § 111, stk. 2, blevet ændret. Bestemmelsen har efter ændringen følgende ordlyd:

”§ Afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Afgørelser, der træffes i henhold til denne lov af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområderne, jf. stk. 1, eller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager”.

Justitsministeriet har med hjemmel i § 111, stk. 3, udstedt bekendtgørelse nr. 414 af 09/04/2015. Bekendtgørelsens § 1 har følgende ordlyd:

”§ 1. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om eftergivelse af offerbidrag, sagsomkostninger samt bøde- og konfiskationsbeløb efter § 33, stk. 1, 1. pkt., i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen.” Som det fremgår af bestemmelsen er der kun klageadgang for så vidt angår afgørelser om eftergivelse.

Af lovbemærkningerne til ændringsloven af straffuldbyrdelsesloven (2013/1 LSF 190) fremgår, at:

6.2.4.1.13.:

”Den foreslåede § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træffes i henhold til loven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, ikke kan indbringes for højere myndighed, vil også omfatte restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen vil derfor indebære, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse af bøder som udgangspunkt ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.”

Og videre:

”Den foreslåede bestemmelse i § 111, stk. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at klage til direktoratet, vil imidlertid også finde anvendelse på sådanne afgørelser truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden.

På den baggrund foreslås den gældende bestemmelse i § 91, stk. 4, hvorefter klageadgangen for visse af restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser kan afskæres, ophævet og erstattet af den foreslåede bestemmelse i § 111, stk. 3.

Det er hensigten med hjemmel i den foreslåede § 111, stk. 3, at fastsætte nærmere regler om adgangen til at klage over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser.”

Og videre (i bemærkningerne til nr. 29 (§ 111)):

”Det foreslåede stk. 2 indebærer, at afgørelser, der træffes i henhold til loven eller i henhold til administrative forskrifter udstedt i medfør heraf af andre myndigheder end kriminalforsorgen, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor andre myndigheder end Direktoratet for Kriminalforsorgen eller kriminalforsorgsområderne træffer afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven. Der sigtes navnlig til de afgørelser om fuldbyrdelse af bødestraf eller bødeforvandlingsstraf, som træffes af politiet og restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. lovens kapitel 16. Der kan endvidere f.eks. være tale om, at gennemførelsen af tilsyn i forbindelse med prøveløsladelse overlades til andre myndigheder, jf. herom lovens § 87.”

Den foreslåede § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træffes i henhold til loven, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, vil efter bemærkningerne også omfatte restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

Da den ovenfor omtalte bekendtgørelse nr. 414 udelukkende omhandler afgørelser om eftergivelse, og da straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, har afskåret klageadgangen i øvrige afgørelsessager (herunder modregningsafgørelser), vil der herefter ikke være klageadgang til Direktoratet for Kriminalforsorgen i andre sager end eftergivelsessager.

Det er SKATs opfattelse, at der med ovennævnte lovændring, og bemærkningerne hertil, er tiltænkt en indskrænkning af klagemulighederne på dette område. Hvis man fortsat ville have opretholdt en klageadgang i andre tilfælde end eftergivelsessager, så burde dette have fremgået mere udtrykkeligt af loven og bemærkningerne hertil, ligesom en klageadgang i så fald ville have fremgået af bekendtgørelse nr. 414. Dette er som sagt ikke tilfældet, idet der tværtimod udtrykkeligt er sket en afskæring af klagemulighederne i disse tilfælde. Det er på denne baggrund SKATs opfattelse, at en alternativ klageadgang til Landsskatteretten ville udhule denne indskrænkning af klageadgangen, som denne er affattet i straffuldbyrdelsesloven, og bemærkningerne hertil.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der ikke er klageadgang til Landsskatteretten via gældsinddrivelseslovens § 17.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om at hendes klage behandles samt at modregningen ophæves og pengene udbetales.

Klageren har som begrundelse anført:

”På grundlag af et brev, som jeg d.d. har modtaget fra Kriminalforsorgen om afslag på behandling af min klage af 13. juni 2016 over SKATs modregning i min overskydende skat tillader jeg mig hermed at rette henvendelse til Skatteankestyrelsen om behandling af min sag.

Jeg er blevet gjort opmærksom på i brevet fra SKAT, at jeg if. §111, stk. 2 i Straffuldbyrdelses­ loven ikke har ret til at klage over afgørelsen. Ligeledes gør brevet fra Kriminalforsorgen mig opmærksom på de nye klageregler i Bekendtgørelse nr. 414 af 9. april 2015, hvorefter min klage ikke længere kan behandles af Kriminalforsorgen. Denne fratagelse af min ret til at klage over en afgørelse fra en offentlig dansk myndighed, er for mig en særdeles alvorlig krænkelse af min retsbevidsthed som dansk statsborger! Så det vil jeg tillade mig på det kraftigste at protestere imod! Derfor denne henvendelse til Skatteankestyrelsen.

Den 9. juni d.å. har jeg modtaget besked fra SKAT, at der er foretaget en modregning af kr. 5.798,00 til dækning af hele eller dele af min resterende gæld til Politiet på kr. 11.050 (kr. 5.454,49 efter modregningen if. et kontoudtog, som jeg har modtag fra SKAT Inddrivelse, men som er mig komplet uforståeligt, da dette også omfatter gammel restskat!)

Jeg vil derfor tillade mig at klage over, at SKAT fratager mig retten til at disponere over mine egne penge. Jeg har i oktober 2009 indgået en aftale med SKAT Inddrivelsescenter om at afdrage den bøde, som jeg fik den 26. februar 2009 ved retten i [by1]. Og jeg har siden da omhyggeligt indbetalt kr. 450 hver måned - også selv om beløbet i årenes løb flere gange pga kludder i SKAT's systemer ikke er blevet trukket på min konto, eller der var fremsendt girokort, og jeg selv har måttet kontakte Inddrivelsescentret for at få oplyst en måde at betale på. Så jeg mener absolut, at jeg fuldbyrder min straf!

Det er muligt, at det er i overensstemmelse med dansk rets almindelige modregningsregler, der hviler på retspraksis og sædvane at modregne i et tilgodehavende, men jeg finder det absolut ikke i orden i mit tilfælde. Jeg mener ikke, min gæld er forfalden til betaling, når jeg har overholdt alle mine forpligtelser. Så bør SKAT Inddrivelse også overholde den indgåede aftale! I øvrigt vil jeg tillade mig at henvise til mit brev fra SKAT, hvori der står: "hvis en borger får et tilgodehavende hos staten, men samtidig skylder staten penge, kan der ske modregning af gælden"! Jeg vil tillade mig at tolke det således, at man KAN ikke SKAL.

Hvis man har gæld til et privat firma i Danmark, laver en afbetalingsordning, som man overholder til punkt og prikke, kan dette firma da ikke pludselig tillade sig at opsige aftalen og kræve det resterende beløb betalt eller forhøje afdragene uden forudgående aftale.

Jeg ser således på det: Først er min skat for 2015 blevet udregnet forkert hos SKAT -jeg har kun min folkepension, så det burde ikke være svært at udregne den korrekt, så årsopgørelsen går i 0. Det har betydet, at jeg i hele 2015 har haft ca. kr. 500,00 mindre til rådighed om måneden. Hvilket er meget for en folkepensionist. Dernæst beholder SKAT de penge, som jeg allerede har undværet i et helt år, til at afbetale på en gæld, der efter min opfattelse ikke er forfalden til betaling, når de aftalte afdrag er blevet overholdt til punkt og prikke.

I løbet af årene fra 1.10.2009 har jeg afbetalt kr. 36.450 af en bøde på kr. 47.500. Jeg mener derfor, det må være min ret selv at beslutte, om jeg på nuværende tidspunkt vil forhøje de i 2009 aftalte afdrag eller evt. indbetale et større beløb på gælden. På den måde at blive sat under administration af SKAT Inddrivelse -jeg er trods alt en person på 67 år! - finder jeg groft krænkende, og jeg protesterer på det kraftigste over den behandling!

I 2010 var jeg ude for et lignende tilfælde af modregning i min overskydende skat, som jeg klagede over til Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen og fik medhold, idet der henvistes til et i praksis fastsat rimelighedskrav. Jeg vedlægger kopi af brev til mig fra Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen af 20. oktober 2010. Jeg sætter min lid til, at der i det danske retssamfund i dag stadig findes et begreb som rimelighed i behandlingen af danske borgere.

Derfor beder jeg venligst Skatteankestyrelsen vurdere min klage i henhold til Straffuldbyrdelsesloven §111, stk. 3. Derefter håber jeg, at Landsskatteretten vil tage sagen og stadfæste min ret til selv at disponere over mine penge og til at få udbetalt min overskydende skat.”

Landsskatterettens afgørelse

Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, indbringes for Landsskatteretten.

SKAT er restanceinddrivelsesmyndighed.

Sagsomkostninger er reguleret i retsplejeloven. §1013, stk. 4, indeholder følgende bestemmelse om inddrivelse af sagsomkostninger:

”Stk. 4. Pålagte omkostninger kan af restanceinddrivelsesmyndigheden inddrives efter reglerne i § 90, stk. 2 og 3, § 91, stk. 2 og 3, § 92 og § 111, stk. 2 og 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.”

Af straffuldbyrdelseslovens §§ 90-92 og 111 fremgår følgende:

”§ 90. En bøde skal betales til politiet, medmindre andet er bestemt i afgørelsen.

Stk. 2. Politiet kan på skyldnerens anmodning tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøden.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter bestemmelser om opkrævning af bøder, herunder om den administrative behandling af sager om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder.

§ 91. Betales en bøde ikke, inddrives den af restanceinddrivelsesmyndigheden, medmindre inddrivelsesmyndigheden skønner, at inddrivelse ikke er mulig eller væsentligt vil forringe den pågældendes levevilkår.

Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan tillade henstand med eller afdragsvis betaling af bøder.

Stk. 3. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren bestemmelser om inddrivelse af bøder, herunder om den administrative behandling af sager om henstand med eller afdragsvis betaling af bøder og om eftergivelse af bøder m.v.

§ 92. Skatteministeren fastsætter efter forhandling med justitsministeren regler om indeholdelse af indtægter, herunder om indberetning til Det Fælles Lønindeholdelsesregister, om skyldnerens pligt til at give restanceinddrivelsesmyndigheden oplysninger til brug ved indeholdelsen, om pligter og erstatningsansvar for den indeholdelsespligtige og om udpantningsret for beløb, som den indeholdelsespligtige hæfter for.

Stk. 2. For forsætlig eller uagtsom overtrædelse af bestemmelser, der er fastsat i medfør af stk. 1, kan fastsættes bødestraf. Der kan tillige fastsættes bestemmelser om strafansvar for selskaber m.v. (juridiske personer) efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.”

”§ 111. Afgørelser, der træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Afgørelser, der træffes i henhold til denne lov af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser, der er truffet af kriminalforsorgsområderne, jf. stk. 1, eller af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Justitsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om klagefrist, behandling af klagesager og opsættende virkning af klager.”

Klageafkortning gælder således afgørelser, der træffes iht. straffuldbyrdelsesloven af SKAT, jf. stk. 2.

Nærværende klage vedrører SKATs modregning i overskydende skat til dækning af sagsomkostninger. Der er ikke fastsat særlige regler for modregningen. Modregningen sker derfor efter dansk rets almindelige modregningsregler, der hviler på retspraksis og sædvane.

I inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9 (bekendtgørelse nr. 1513 af 13. december 2013 med senere ændring) er der fastsat særlige regler om inddrivelse af blandt andet bøder og sagsomkostninger. Det er kun henstand, afdragsordninger og eftergivelse, der er direkte omtalt i kapitlet.

Efter ordlyden af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, omfatter den afgørelser, der træffes ”i henhold til loven”. Afgørelser om modregning er således hverken nævnt direkte i straffuldbyrdelseslovens § 91 eller inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9.

Af bekendtgørelse nr. 414 af 9. april 2015 om klageadgang i sager om eftergivelse af bøder, offerbidrag, konfiskationsbeløb og sagsomkostninger, med ikrafttrædelse 6. maj 2015, fremgår blandt andet:

”I medfør af § 111, stk. 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 15. maj 2012, som ændret ved lov nr. 739 af 25. juni 2014, jf. § 997, stk. 2, 2. pkt., § 997, stk. 3, 2. pkt., og § 1013, stk. 4, i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9. december 2014, og jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 603 af 12. juni 2013 om Offerfonden, som ændret ved lov nr. 739 af 25. juni 2014, fastsættes:

§ 1. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om eftergivelse af offerbidrag, sagsomkostninger samt bøde- og konfiskationsbeløb efter § 33, stk. 1, 1. pkt., i Skatteministeriets bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan indbringes for Direktoratet for Kriminalforsorgen.

...”

§ 111 blev ændret ved lov nr. 739 af 25. juni 2014 (§ 2, nr. 29). Af de almindelige bemærkningers afsnit 6.2.3.1 fremgår følgende:

”Det foreslås endvidere, at der i straffuldbyrdelsesloven indføjes en bestemmelse i § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træffes i henhold til loven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, ikke kan påklages til højere administrativ myndighed. Bestemmelsen tager sigte på de tilfælde, hvor andre myndigheder end direktoratet eller kriminalforsorgsområderne træffer afgørelse efter straffuldbyrdelsesloven eller administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Der sigtes navnlig til de afgørelser vedrørende fuldbyrdelse af bødestraffe, som træffes af politiet og restanceinddrivelsesmyndigheden. Også for sådanne afgørelser foreslås det at bemyndige justitsministeren til at fastsætte regler om klageadgang, jf. den foreslåede § 111, stk. 3.”

Af afsnit 6.4.1.13 fremgår endvidere:

”Den foreslåede § 111, stk. 2, hvorefter afgørelser, der træffes i henhold til loven af andre myndigheder end kriminalforsorgens myndigheder, ikke kan indbringes for højere myndighed, vil også omfatte restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf. Bestemmelsen vil derfor indebære, at restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om afdragsvis betaling, henstand eller eftergivelse af bøder som udgangspunkt ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse i § 111, stk. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at klage til direktoratet, vil imidlertid også finde anvendelse på sådanne afgørelser truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden.”

Der er alene fastsat regler om adgang til at klage over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om eftergivelse af fordringer.

Straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, samt reglerne i straffuldbyrdelseslovens § 91 og inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 9, ses herefter ikke umiddelbart at indeholde en klar hjemmel til at undtage afgørelser om modregning fra den almindelige klageadgang efter inddrivelseslovens § 17.

Hertil bemærkes, at klageadgangen efter § 17 omfatter SKATs administration i forbindelse med inddrivelsen og ikke selve grundlaget for pålæg af sagsomkostninger.

Det må herefter anses for tvivlsomt, om straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, indeholder den fornødne hjemmel til at afskære klageadgang for SKATs afgørelser om modregning, som angår sagsomkostninger m.v., som SKAT inddriver på vegne af politiet. Det bemærkes i forlængelse heraf, at hjemmelskravet må antages at være skærpet ved afskæring af borgernes klageadgang.

Det er Landsskatterettens opfattelse, at straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 2, må forstås således at den ikke afskærer borgernes adgang til at klage over SKATs afgørelser om modregning efter inddrivelseslovens § 17, når der klages over SKATs administration.

Landsskatteretten har således kompetence til at behandle klagen. Klagen sendes herefter tilbage til SKAT med henblik på en behandling efter inddrivelseslovens § 17.