Kendelse af 10-01-2017 - indlagt i TaxCons database den 25-02-2017
Perioden 1. juli 2009-31. december 2009:
Klagepunkt | SKATs afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Hæftelse for A-SKAT | 35.948 kr. | 53.581 kr. | 53.581 kr. |
Hæftelse for AM-bidrag | 9.813 kr. | 15.816 kr. | 15.816 kr. |
Den 30. oktober 2012 har SKAT modtaget kopi af ansættelseskontrakt og lønsedler fra [person1] vedrørende hans ansættelse ved [virksomhed1] cvr. [...1]. Lønsedlerne dækker perioden 01.07.09 – 31.12.09.
På lønsedlerne er der indeholdt A-skat med i alt 35.948 kr. og AM-bidrag med 9.813 kr.
Af virksomhedens saldobalance for 2009 indsendt med klagerens selvangivelse fremgår lønudgifter på 134.053,24 kr.
Klageren har ikke indbetalt den indeholdte A-skat og AM-bidrag til SKAT. SKAT har gjort hæftelse gældende overfor klageren for de indeholdte beløb.
Ved klagen er der fremsendt yderligere lønsedler med indeholdelse af A-SKAT og AM-bidrag og klagerens repræsentant anfører i klagen, at hæftelsen skal ændres i henhold til disse lønsedler.
Der foreligger lønsedler for to ansatte henholdsvis [person1] og [person2]. Af lønsedler for de angivne perioder fremgår blandt andet følgende løn, indeholdt A-skat og AM-bidrag:
Ansattes navn | Periode | Løn | A-skat | AM-bidrag |
[person1] | 1.-31. juli 2009 | 15.207 kr. | 3.758 kr. | 1.217 kr. |
[person2] | 1.-31. juli 2009 | 29.035 kr. | 6.562 kr. | 2.323 kr. |
[person1] | 1.-31. august 2009 | 28.039 kr. | 8.480 kr. | 2.243 kr. |
[person2] | 1.-31. august 2009 | 17.770 kr. | 2.210 kr. | 1.422 kr. |
[person1] | 1.-30. september 2009 | 28.224 kr. | 8.548 kr. | 2.258 kr. |
[person1] | 1.-30. oktober 2009 | 28.224 kr. | 8.548 kr. | 2.258 kr. |
[person1] | 1.-30. november 2009 | 27.688 kr. | 8.351 kr. | 2.215 kr. |
[person1] | 1.-31. december 2009 | 23.502 kr. | 6.811 kr. | 1.880 kr. |
[person2] 3-g dage | Ang afregning 3.9.2009 | 2.175 kr. | 313,35 kr. | - |
I alt | 199.864 kr. | 53.581 kr. | 15.816 kr. |
Af ovennævnte lønsedler fremgår således samlet indeholdt A-skat og AM-bidrag på 69.397 kr., svarende til det, der i det med klagen fremsendte regnskab fremgår under note 15. Anden gæld, skyldig A-skat med 69.397 kr.
SKAT har gjort hæftelse gældende overfor virksomheden med følgende beløb:
Hæftelse for indeholdt A-skat for 01.07.09 – 31.12.0935.948 kr.
Hæftelse for indeholdt Am-bidrag for 01.07.09 – 31.12.099.813 kr.
SKAT har anført følgende i afgørelsen:
”Den 18.03.13 har din rådgiver [person3] fra [virksomhed2] ringet, og oplyst at der forelå nyt regnskab indenfor 1 uge. [person3] ville sende nyt regnskab og anmodning om genoptagelse for de berørte år, vedørende indberetning af moms og A-skat måtte der findes en løsning.
Den 04.04.13 er der stadig intet modtaget, hvorfor der sendes rykker til din rådgiver og varsling af at der træffes afgrøelse i sagen hvis der ikke modtages yderligere inden den 08.04.13.
Den 04.04.13 har din rådgiver [person3] sendt en mail og forklaret, at man venter på oplysninger fra en advokat, men at regnskab er lige på trapperne og at foreløbigt resultat for 2009 er -25.191 kr.
Den 15.04.13 har din rådgiver [person3] sendt en mail og forklaret, at man afventer kontoudtog fra SKAT, til brug ved afstemning af evt. betaligner/modregninger, og at han vil sende regnskab så snart det er færdigt.”
SKAT har begrundet afgørelsen således:
”Det er SKAT´s opfattelse, at virksomheden har udbetalt løn omfattet af Kildeskatteloven § 43 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 7 og § 8 på 123.110,07 kr. i perioden 01.07.09 – 31.12.09. Ved udbetalingerne er der efter Kildeskatteloven § 46 tilbageholdt A-skat på 35.948 kr., og efter Arbejdsmarkedsbidragsloven § 11 og § 13 tilbageholdt Am-bidrag med 9.813 kr. De indeholdte beløb er dog ikke indberettet eller indbetalt til SKAT.
Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende:
• | der er fra lønmodtager modtaget kopi af ansættelseskontrakt, opsigelse og lønsedler for perioden |
• | af virksomhedens råbalance for 2009 fremgår lønudgift på 134.053,24 kr. |
Det er SKAT´s opfattelse, at virksomhedens indehaver i den forbindelse har udvist forsømmelig, da han vidste eller burde vide at de indeholdte beløb skulle indbetales til SKAT. Der gøres således hæftelse gældende for 34.948 kr. i A-skat og 9.813 kr. i Am-bidrag jf. Kildeskatteloven §69 ogArbejdsmarkedsbidragsloven § 15.”
Repræsentanten har nedlagt påstand om, at der skal gøres yderligere hæftelse gældende for A-skat og AM-bidrag med i alt 23.636 kr.
Hæftelsen er af SKAT opgjort til samlet 44.761 kr., specificeret på A-skat 34.948 kr. og AM-bidrag 9.813 kr. Af det med klagen indsendte regnskab fremgår under note 15. Anden gæld, skyldig A-skat med 69.397 kr.
Klagerens repræsentant har til støtte for påstanden anført følgende:
”Såfremt det fremsendte årsregnskab for 2009 lægges til grund for skatteansættelsen vil ovennævnte skulle ændres i opadgående.”
Der er endvidere fremsat påstand om, at klagerens skatteansættelse for indkomståret 2009 nedsættes og momstilsvaret nedsættes. Klagerne over skatteansættelsen og momstilsvaret behandles særskilt.
SKAT har i forbindelse med klagen fremsendt fornyet udtalelse, hvoraf følgende fremgår vedrørende hæftelse for A-SKAT og AM-bidrag:
”Rådgiver bemærker i klagen, at såfremt det indsendte årsregnskab for 2009 lægges til grund for skatteansættelsens, vil hæftelse for A-skat og AM-bidrag skulle reguleres opadgående.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at personale omkostninger i det oprindelige regnskab var oplyst til 169.464 kr. mod 233.917 kr. i det, i klagen indsendte regnskab.
Chaufførløn og bonus udgør jf. specifikationen til det, i klagen indsendte regnskab 232.106 kr. (229.582 + 2.524).
I den oprindelige sag er der modtaget kopi af lønsedler fra den ansatte [person1] for i alt 151.424 kr.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at der fejlagtig ikke har været gjort hæftelse gældende for løn i perioden 01. september 2009 til 30. september 2009 udbetalt til [person1], da periodens løn ikke er medtaget i saldo år til dato i de efterfølgende perioder. Hæftelsessagen har været baseret på år til dato beløbene, og det er først i forbindelse med modtagelse af udtalelse til klagen, at SKAT har konstateret fejlen.
Der skulle således på baggrund af lønseddel for september 2009 for [person1] have været gjort hæftelse gældende for yderligere 8.480 kr. i A-skat og 2.243 kr. i AM-bidrag.
Der er fra virksomheden ikke indberettet løn på andre personer end [person1], og der har ikke tidligere været fremlagt dokumentation for lønudgift til yderligere personer.
Ifølge det, i klagen indsendte regnskab, er der således udbetalt 80.682 kr. mere i løn, end SKAT har kendskab til.
SKAT er på denne baggrund enig, i rådgivers bemærkning om, at hæftelsesbeløbet skal justeres opadgående.
Af det, i klagen indsendte regnskab fremgår under note 15. Anden gæld, skyldig A-skat med 69.397 kr. Det er ikke specificeret, hvorvidt beløbet også vedrører Am-bidrag.
SKAT har for indkomståret 2009, opkrævet 35.948 kr. i A-skat og 9.813 kr. i AM-bidrag i alt 45.761 kr.
Såfremt de 69.397 kr. fra regnskabet dækker både A-skat og AM-bidrag, vil der således skulle ske hæftelse for samlet yderligere 23.636 kr. i A-skat og AM-bidrag.
Da der til regnskabet ikke er medsendt specifikation af de udbetalte lønninger og skyldige A-skat, vil SKAT på det foreliggende grundlag dog udelukkende kunne opgøre hæftelsesbeløbet skønsmæssigt. Hæftelse for AM-bidrag ville skulle ske med 8 % jf. den dagældende arbejdsmarkedsbidragslov § 1, og A-skat vil skulle ske med 60 % jf. den dagældende kildeskattelovs § 48 stk. 7.
Såfremt klager ikke fremlægger yderligere oplysninger til sagen, er det derfor SKAT's opfattelse, at hæftelsesbeløbet, foruden ovenstående beløb vedrørende løn til [person1] for september 2009, på baggrund af den yderligere løn i det fremsendte regnskab, skal forhøjes med 6.454 kr. i AMbidrag (8 % af 80.682 kr.) og 48.409 kr. i A-skat (60 % af (80.682 - 6.454)) jf. henholdsvis den dagældende arbejdsmarkedsbidragslovs § 15 og kildeskattelovs § 69.”
Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren i henhold til de foreliggende lønsedler har udbetalt løn omfattet af kildeskattelovens § 43 og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7 og § 8 på 199.864 kr. i perioden 1. juli 2009 – 31. december 2009. Ved udbetalingerne er der efter kildeskattelovens § 46 indeholdt A-skat på 53.581 kr., og efter arbejdsmarkedsbidragslovens § 11 og § 13 indeholdt AM-bidrag med 15.816 kr. De indeholdte beløb er dog ikke indberettet eller indbetalt til SKAT.
Ved vurderingen er der lagt vægt på, at der foreligger lønsedler med oplysning om de indeholdte beløb, og at klageren ved klagen har tilkendegivet at have indeholdt beløbene i henhold til lønsedlerne.
Det er Landsskatterettens opfattelse, at klageren i den forbindelse har udvist forsømmelighed, da han vidste eller burde vide, at de indeholdte beløb skulle indbetales til SKAT. Der gøres således hæftelse gældende for 53.581 kr. i A-skat og 15.816 kr. i AM-bidrag, jf. kildeskattelovens § 69 ogarbejdsmarkedsbidragsloven § 15.
SKATs afgørelse, hvor der er gjort hæftelse gældende for 34.948 kr. i A-skat og 9.813 kr. i AM-bidrag ændres, og der gøres yderligere hæftelse gældende for A-skat på 18.633 kr. og AM-bidrag på 6.003 kr.