Kendelse af 11-04-2024 - indlagt i TaxCons database den 10-05-2024

Journalnr. 18-0000113

Klagen skyldes, at SKAT (nu Skattestyrelsen) har anset den af selskabet indgåede leasingaftale angående en Porsche 911 for at være køb på afbetaling, der er omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2. SKAT har som konsekvens deraf nægtet selskabet fradrag for købsmoms af de løbende leasingudgifter med i alt 142.170 kr. i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2015 i medfør af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1] (herefter selskabet), blev stiftet den 16. juni 2000 af [person1] (herefter ejeren). Selskabet er registreret under branchekoden 702200 ”Virksomhedsrådgivning og anden rådgivning om driftsledelse”. Selskabets formål er ”at drive handels-, konsulent-, investerings- og finansierings- og udlejningsvirksomhed m.v.”.

Selskabet solgte den 26. maj 2014 en Porsche 911 Turbo 2 PDK (Chassis nr. [...]), reg. nr. [reg.nr.1], til leasingselskabet [finans1] ApS. Købesummen udgjorde 1.823.183 kr.

Herefter indgik selskabet og ejeren en split-leasing aftale med [finans1] ApS angående samme Porsche den 18. juni 2014. Af split-leasing aftalen (1544-1) fremgår, at den estimerede kørselsfordeling er 80 procent firma og 20 procent privat. Det fremgår videre, at betaling ved indgåelse af kontrakten udgør i alt 297.536 kr., hvoraf 238.029 kr. er firmaandelen (heraf udgør moms 45.558 kr.) og 59.507 kr. er privatandelen. Leasingydelsen pr. måned er angivet til i alt 27.489 kr. Heraf udgør firmaandelen 21.991 kr. Momsbeløbet er 4.398 kr.
Det fremgår derudover af aftalen, at restværdien efter endt leasing er 525.000 kr. (minus depositum), samt at det samlede momsfradrag i firmaet pr. måned er 7.875 kr. Datoen for start af leasing er anført som 18. juni 2014, mens slutdatoen er angivet til 17. juni 2014. Slutdatoen antages rettelig at skulle have været 17. juni 2015, idet den samlede leasingperiode er angivet til 12 mdr.
Endelig er det anført i aftalen, at ”ved leasingsaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til angivet restværdi, som efter begge parters skøn svarer til markedsværdien”.

Ved split-leasing aftalens udløb forlængede parterne aftalen med tre måneder. Af forlængelsesaftalen fremgår, at leasingperioden starter den 18. juni 2015 og slutter den 17. september 2015. De øvrige vilkår i aftalen angående restværdi og købspligt i forhold til den leasede genstand er uændrede.

Selskabet har fremlagt oversigt fra betalingsservice for perioden juli 2014 til maj 2015, hvoraf fremgår, at selskabet hver måned har betalt 21.992 kr. til [finans2] ApS, Kundenr. [...]. Derudover har selskabet fremlagt betalingsserviceoversigter for august og september 2015, hvoraf fremgår, at selskabet har betalt henholdsvis 10.269,09 kr. og 24.651,04 kr. til [finans2] ApS angående leasingaftale med [finans1] ApS.

Af selskabets regnskabsmateriale fremgår følgende posteringer angående den leasede bil i den relevante periode:

Dato	Tekst	Beløb ekskl. moms	Momsbeløb
17-06-2014	[finans3]	17.594 kr.	4.398 kr.
17-06-2014	[finans3]	182.230 kr.	45.558 kr.
01-07-2014	Leasing 07- 14	17.594 kr.	4.398 kr.
01-08-2014	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
01-09-2014	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
01-10-2014	Leasing 10 14	14.117 kr.	7.875 kr.
03-11-2014	Leasing 11 14	14.117 kr.	7.875 kr.
01-12-2014	Leasing 12 14	14.117 kr.	7.875 kr.
02-01-2015	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
02-02-2015	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
02-03-2015	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
01-04-2015	Leasing 04 2015	14.117 kr.	7.875 kr.
04-05-2015	Leasing	14.117 kr.	7.875 kr.
03-08-2015	Leasing	8.215 kr.	2.054 kr.
01-09-2015	Leasing	19.721 kr.	4.930 kr.
01-10-2015	Leasing	19.793 kr.	4.788 kr.
21-10-2015	Back Breinholt	-10.825 kr.	-2.706 kr.
I alt 142.170 kr.

Selskabet købte i september 2015 Porschen tilbage af [finans1] ApS for 314.011,25 kr. (restværdien minus depositum). Af faktura angående købet fremgår følgende:

Dato

Faktura nr.

Beskrivelse

Beløb

17-09-2015

115053

Porsche 911 Turbo

Stelnr. [...]

Købt fri af aftale 1544-1 uden garanti som beset

Varen (køretøj) er solgt i henhold til de særlige regler for brugt moms. Køberen kan således ikke fratrække moms af købesummen. (§25a)

525.000,00

I alt DKK inkl. moms

525.000,00

Selskabet har fremlagt udskrift af kvittering for bankoverførsel foretaget den 15. september 2015 fra erhvervskonto [...09] med teksten ”[...] Flexleasing” og beløb -314.011,25 kr. På bilaget er der med håndskrift tilføjet følgende udregninger:

”køb	525.000,- D
Depositum [virksomhed1]	182.231,- K
Do. MK	42.198,- K
Opret kontrakt	6400 D
Lev. m.v.	2560 D
Do.	4480 D”

SKATs afgørelse

SKAT har truffet afgørelse om, at den af selskabet indgåede leasingaftale angående Porsche 911 skal anses for at være køb på afbetaling, der er omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2. Som konsekvens deraf har SKAT nægtet selskabet fradrag for købsmoms af de løbende leasingudgifter med i alt 142.170 kr. i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2015 i medfør af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT anført (uddrag):

”...

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Efter gennemgang af selskabets bemærkninger samt vedhæftet liste over [finans1]s godkendte vilkår og aftaler (koncepter), kan vi ikke godkende momsfradrag på leasingudgifter til Porsche 911 Turbo med reg.nr. [reg.nr.2] jf. momslovens § 42, stk. 4, da der ikke er tale om leasing af personbil, men en kreditkøbsaftale mellem selskabet og [finans3] jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 2

Vi har ved afgørelsen lagt vægt på, at det af kontrakten mellem [finans3] og selskabet direkte fremgår, at den omhandlede bil ved periodens udløb overgår til bruger og selskabet har ved leasingkontraktens udløb købt bilen.

Vi har via mail den 26. september 2017 svaret selskabet, at vi accepterer anmodningen om udsættelse af selskabets svarfrist på 14 dage, hvis selskabet samtidig accepterer en tilsvarende udsættelse af SKAT’s ansættelsesfrist jf. skatteforvaltningslovens § 31 med 14 dage, hvilket selskabetaccepterer.

Vi oplyser endvidere selskabet, at ifølge vores forslag til afgørelse er det ikke leasingselskabet [finans3] som fejlagtig har opkrævet moms, da der er tale om en kreditaftale jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 2, det er selskabet [virksomhed1] ApS, som ikke har fradrag for den betalte moms, da der ikke er tale om billeasing jf. momslovens § 42, stk. 4 men om en kreditkøbsaftale jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 2.

Omkring selskabets spørgsmål om moms på køb/salg af brugt personbil henviser vi til Den juridiske vejledning afsnit D.A.18.4.4.

...”

Skattestyrelsen har i forbindelse med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse anført følgende:

”...

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der i overensstemmelse med den påklagede afgørelse indstiller, at klagers aftale om leasing af køretøj har karakter af en kreditkøbsaftale, hvorfor der ikke er grundlag for at indrømme klager fradrag for købsmoms for løbende leasingudgifter, jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 2, jf. § 42, stk. 1, nr. 6.

Klager indgik den 18. juni 2014 en split-leasingaftale med [finans1] A/S angående leasing af Porsche 911 Turbo 2 PDK (Chassis nr. [...]), reg. nr. [reg.nr.1].

Det fremgår af den indgåede leasingkontrakt, at klager er forpligtet til at købe Porschen ved leasingsaftalens udløb. Klager køber bilen fri af aftalen den 17.9.2015 til 525.000 kr. uden moms og afgift jf. bilag 1501. Klager har ved mail af den 12. januar 2017 oplyst, at bilen i resten af 2015 har henstået uden registrering (sat på lager).

Da klager i medfør af kontrakten har pligt til at købe Porschen, er det fortsat Skattestyrelsens vurdering, at leasingaftalen skal anses som køb på afbetaling (kreditkøbsaftale) omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2.
Der er dermed ikke ret til fradrag for købsmoms for de løbende leasingudgifter, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

...”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der er tale om en leasingaftale, og at selskabet dermed har ret til fradrag for købsmoms med i alt 142.170 kr. i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2015.

Til støtte for påstanden har selskabet anført (uddrag):

”...

Situationen

[virksomhed1] ApS ([virksomhed1]) har indgået en leasingaftale med [finans3] omkring leje af en Porsche 911 Turbo med registreringsnr. [reg.nr.2].

På lejeaftalen fremgår der, at det månedlige momsfradrag er 7.785 kr. pr. måned.

Det fremgår videre af aftalen, at "ved leasingaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til angivet restværdi, som efter begge parters skøn svarer til markedsværdien".

Udlejer [finans3] har en storkundeaftale med SKAT. De har således indgået aftale på nr. [...] (vedlagt). Det fremgår af denne, at ved leasingaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til den angivet restværdi, som efter begge parters skøn svarer til markedsværdien...

...

Bemærkninger

SKAT har begrundet deres afgørelse med "Efter gennemgang af selskabets bemærkninger samt vedhæftet liste over [finans1]s godkendte vilkår og aftaler (koncepter) kan vi ikke godkende momsfradrag på leasingudgifter til Porsche 911 Turbo med reg.nr. [reg.nr.2], jf. momslovens § 42, stk. 4, da der ikke er tale om leasing af personbiler, men en kreditkøbsaftale mellem selskabet og [finans3], jf. momslovens § 4. stk. 3 nr. 2".

SKAT anfører videre, at der direkte er lagt vægt på, at det af "kontrakten mellem [finans3] og selskabet direkte fremgår, at den omhandlede bil ved periodens udløb overgår til bruger".

Dette har SKAT telefonisk uddybet overfor selskabet med, at kontrakten med [virksomhed1] er forskellig fra den, [finans1] har fået godkendt. Hermed må SKAT mene, at kontraktens indhold vedrørende tilbagekøbspligt er forskellig.

Indledningsvist kan det undre, at SKAT ikke har fundet anledning til at begrunde, hvorfor den af [finans1] godkendte leasingkontrakt under storkundeaftalen med SKAT ikke tillægges betydning i forholdet mellem [virksomhed1] og [finans1]. Dermed skabes der usikkerhed omkring, hvad der er begrundelsen for SKATs afgørelse.

Godkendt leasingkontrakt

Som anført ovenfor fremgår følgende af [virksomhed1]'s kontrakt med [finans1]: "Ved leasingaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til angivet restværdi, som efter begge parters skøn svarer til markedsværdien".

I [finans1]s godkendte leasingkontrakt ([...]) under storkundeaftalen er anført følgende: "Ved leasingaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til den angivet restværdi, som efter begge partners skøn svarer til markedsværdien".

Disse er således ens, hvorfor vi ikke er enig i SKATs argument for ikke at anerkende den mellem to parter uafhængig indgåede leasingaftalen. Købspligten fremgår også af den af SKAT godkendte leasingkontrakt i forbindelse med flexleasing.

Som det fremgår af registreringsafgiftslovens § 3B, er det en forudsætning for at betale periodevis registreringsafgift, at:

Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer,.. og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden.

Det vil sige for at betale periodevis registreringsafgift, er det en betingelse efter registreringsafgiftsloven, at der er tale om en leasingaftale.

I juridisk vejledning afsnit E.A.8.1.7.2 fremgår vedrørende leasingkøretøjer, at en betingelse for at opnå tilladelse til periodevis betaling af registreringsafgift er:

Leasinggiver driver virksomhed med leasing af biler
Leasinggiver ejer leasingkøretøjet
Der er tale om en reel leasingaftale

Da [finans1] har en storkundeaftale med SKAT, der indebærer, at standard leasingkontrakterne skal godkendes, og da den godkendte kontrakt minder om den aftale, som [virksomhed1] har indgået med [finans1] (begge har en købspligt), kan det være svært at forstå, at leasingaftalen i forhold til momslovens regler ikke er en leasingkontrakt modsat registreringsafgiftslovens regler, hvor det er en leasingkontrakt.

Vi mener, at de samme kriterier skal lægges til grund, uanset om det er registreringsafgift, skat eller som her moms, vi taler om. Der er ikke tale om nogen omgåelse, som er begrundelsen for afgørelsen i SKM 2017.608.LSR, hvor en leasingaftale ikke blev anerkendt.

Såvel [finans1] og [virksomhed1] har en berettiget forventning - som følge af SKATs godkendelse af aftalen - om, at der er tale om en leasingaftale.

Hvis Landsskatteretten giver SKAT medhold i, at der er forskel på vurderingen i henhold til registreringsafgiftsloven i forhold til momslovens vurdering af, om en leasingkontrakt er en leasingaftale eller køb på afbetaling, er det ny praksis, der kun bør have fremadrettet virkning.

Købspligt vs. anvisningspligt

I SKM 2003.231.LSR har Landsskatteretten udtalt, at en leasingaftale, hvori ikke var en købspligt, men en anvisningspligt til et relativt lavt beløb, ikke var et køb på kredit, men en leasingaftale. Det vil sige, at selvom det er givet på forhånd, at lejer vil erhverve godet på grund af kontraktbeløbet, så anerkender Landsskatteretten i afgørelsen, at der er tale om en leasingaftale.

Konkret i denne sag er der en købspligt. Sådan en købspligt er dog ikke anderledes end en anvisningspligt. Ved en anvisningspligt har selskabet pligt til at anvise en til at købe leasinggenstanden til en forud fastsat værdi. Det kan være virksomheden selv eller en 3. mand, der køber leasingaktivet. Ved en købspligt skal selskabet selv eller en 3. mand købe leasinggenstanden til den anførte pris.

Der er reelt ikke nogen forskel, og derfor bør det ikke indgå i vurdering af, om der er tale om en leasingkontrakt eller køb på afbetaling. At en anvisningspligt eller købspligt ikke skal have betydning i vurderingen, ses også af OPP sagerne. I for eksempel SKM 2017.84.SR var der såvel en købspligt som en køberet for kommunerne. Det vil sige, at der ikke er nogen tvivl om, at kommunen skulle blive endelig ejer af leasinggenstandene efter endt leasingperiode. På trods af dette anerkendte man såvel skattemæssig som momsmæssigt, at der var tale om lejekontrakt.

Det bør derfor anerkendes, at den aftale, der er indgået mellem to uafhængig parter om en leasingkontrakt, respekteres af SKAT. Denne form for leasingkontrakter er ganske almindelige. Vilkårene i leasingkontrakten er ikke usædvanlige og er på almindelige forretningsmæssige vilkår.

Vi mener derfor, SKAT bør anerkende den indgåede leasingaftale også momsmæssigt.

Momslovens§ 4, stk. 3, nr. 2

SKAT har i deres afgørelse henvist til momslovens§ 4, stk. 3, nr. 2. Denne lyder således:

§ 4. Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering.

Stk. 2...

Stk. 3. Som levering af en vare anses endvidere:

1) Overdragelse af en vare i henhold til en kommissionsaftale med henblik på køb eller salg.

2) Faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum eller salg på kredit, med en klausul om, at ejendomsretten under normale forhold overgår til lejeren eller køberen senest ved betaling af det sidste lejebeløb eller afdrag.

SKAT anfører også "Vi oplyser endvidere selskabet, at ifølge vores forslag til afgørelse er det ikke leasingselskabet [finans1], som fejlagtigt har opkrævet moms, da der er tale om en kreditaftale, jf. momslovens § 4, stk. 2, nr. 2. Det er selskabet [virksomhed1] ApS, som ikke har fradrag for den betalte moms, da der ikke er tale om billeasing, jf. momslovens § 42, stk. 4, men om en kreditkøbsaftale, jf. momslovens§ 4, stk. 3, nr. 2".

At henvisningen til momslovens § 4, stk. 3, nr. 2 ikke har nogen betydning over for [finans1], mener vi er forkert. Hvis Landsskatteretten er enig med SKAT i, at der er tale om køb på kredit, er det [finans1], der har foretaget en forkert fakturering af udleje af bil. I så fald skulle der være afregnet moms af bilens værdi på kontrakttidspunktet efter de givne regler for brugtmomsreglerne. Derimod skulle de løbende leasingfakturaer ikke være momset.

Derfor burde SKAT anerkende denne transaktion, hvilket de netop har anført, at de ikke vil. Afgørelsen er således efter vores opfattelse forkert begrundet.

Opsummering

Vi beder Landsskatteretten om at give selskabet medhold i, at momsen på 142.170 kr. for perioden 01.01.2014- 31.12.2015 kan fradrages som indgående afgift med den begrundelse, at der er er tale om en leasingaftale. Vi mener, der skal lægges vægt på:

•	Leasingkontrakten er godkendt af SKAT i forbindelse med udlejers godkendelse efter storkundeaftalen.
•	Købspligten anført i kontrakten svarer til en anvisningspligt som efter almindelig praksis anerkendes.
•	Leasingaftalen er indgået mellem to uafhængige parter og vedrører leje af en bil. Aftalen er fastsat efter sædvanlige principper for leasingaftaler. Der er ingen begrundelse for at tilsidesætte sådan en aftale.

Vi mener i øvrigt, at det er forkert, at SKAT har afvist, at udlejer kan udstede en kreditnota, hvis aftalen skal behandles efter reglerne om køb af varer på kredit.

...”

Selskabets repræsentant har anført følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”...

Bemærkninger til forslaget

Skattestyrelsen har godkendt leasingaftale

Vi kan ikke af modtagne se, at Skattestyrelsen har lagt vægt på den aftale, som leasingselskabet [finans1] har med Skattestyrelsen om Flex-leasing (j.nr. [sag1]), som er vedhæftet.

Leasingselskabet [finans3] har en aftale med skattestyrelsen om, at reglerne om periodevis betaling af registreringsafgift kan anvendes. Dette er kun muligt, hvis der er tale om en leasingaftale. Hvis der ikke er tale om leasing, er det ikke muligt at betale periodevis registreringsafgift.

Der bør derfor lægges vægt på, at leasingselskabet har en storkundeaftale, der betyder, at deres standardleasing aftale er godkendt som en leasingaftale af Skattestyrelsen.

Hvis Skattestyrelsen – i strid med den med klagen vedlagte dokumentation – mener, at den indgåede leasingaftale ikke svarer til standardleasingkontrakten, må Skattestyrelsen vedlægge dokumentation herfor samt begrunde/forklare forskellen. Det skal hertil suppleres, at idet Skattestyrelsen tidligere har godkendt [finans1]s leasingkontrakter som opfyldende reglerne for flex-leasing, må en ny vurdering heraf kræve, at det bliver med fremadrettet virkning kombineret med en uddybende begrundelse for, hvorfor Skattestyrelsen ikke længere anser leasingkontrakten for at opfylde reglerne for flex leasing.

I den indgåede aftale anføres det, at leasingaftalen er indgået med baggrund i leasingselskabets standardleasingaftale, der er godkendt af skattestyrelsen.

”Ved leasingaftalens udløb har bruger købspligt til den leasede genstand til angivet restværdi, som efter begge parters skøn svarer til markedsværdien.

Aftalen er underlagt [finans1] ApS standardvilkår og som leasingtager bekræfter jeg at have læst dem.

Alle beløb er i DKK, leasingtager garanterer for en eventuel ekstra opkrævet afgift og en evt. momsdifference vil kunne opkræves efterfølgende.”

...

I leasingselskabets standard kontrakter er netop omtalt definitionen, om der er tale om en købspligt (hvor leasingselskabet bestemmer, om købsoptionen gøres gældende) eller der er en købsret (hvor leasingtager bestemmer, om man vil købe).

Kreditkøbsaftale

Skattestyrelsen anfører, at der er tale om kreditkøbsaftale fremfor en leasingaftale. Skattestyrelsen anfører, at det af aftalen ”...Direkte fremgår, at den omhandlede bil ved periodens udløb overgår til bruger og selskabet har ved leasingkontraktens udløb købt bilen...”

Det skal hertil præciseres, at det er en købspligt, som selskabet har. Selskabet har ikke en køberet ligesom leasingselskabet har ikke en salgspligt.

Det er således ikke korrekt, at det allerede på aftaletidspunktet er givet, at [virksomhed1] køber bilen. Det vil sige, at det ikke på tidspunktet for indgåelse af leasingaftalen ligger klart, om leasingtager kan købe den leasede bil. Det afhænger af, om leasingselskabet vil forlange, at leasingtager skal købe bilen.

Spørgsmål om købspligt eller salgspligt er reelt omtalt af professor [person2] fra juridisk institut til Foreningen af mindre leasingselskaber i forbindelse med høringssvar til lov om ændring af registreringsafgiftsloven - j.nr. 2017-5154 - hvor der i underpunkt om Køberet og købspligt er anført følgende: ”Det er ikke på forhånd klart, at en køberet til markedspris eller en fast pris, som ligger tæt ved den forventede markedspris, vil blive udnyttet. En sådan usikkerhed om, hvorvidt ejendomsretten vil overgå til leasingtager vil typisk indebære, at leasingselskabet ejendomsret består...”

Dette er reelt også det, som EU-domstolsafgørelsen C-164/16 anfører i begrundelsen. Det anføres blandt andet i afgørelsen, at der er to elementer (punkt 29) der skal lægges til grund:

•	Kontrakten skal indeholde en udtrykkelig klausul om, at leasinggiver overdrager ejendomsretten til leasingtager ved kontraktens ophør (punkt 30).
•	Det skal af aftalen fremgå, at ejendomsretten til godet automatisk skal erhverves af leasingtageren, såfremt kontrakten opfyldes normalt ved udløb (punkt 24).

Vedrørende punkt 30 anføres det, at en option om køb af et leasinggode kan være et køb. Det skal dog være overvejende sandsynligt, at man vil udnytte denne ret.

I punkt 37 og 38 anføres således:

Som generaladvokaten har anført i punkt 51 og 53 i forslaget til afgørelse, er denne kontraktmæssige udgang, hvorved ejendomsretten overdrages, uforenelig med, at der for leasingtager, består et egentlig økonomisk alternativ, som til sin tid giver ham mulighed for enten at erhverve godet, give det tilbage til leasinggiver eller forlænge leasingaftale, afhængigt af de pågældendes egne interesser på tidspunktet, hvor vedkommende træffer valget. Det vil kun forholde sig anderledes, såfremt udnyttelsen af købsoptionen, hvor frivillig den end måtte være ud fra et formelt synspunkt, i realiteten er det eneste rationelle valg, som leasingtager, kan træffe under hensyn til kontraktens finansielle vilkår. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis det fremgår af kontrakten, at summen af de kontraktmæssige afdrag svarer til godets markedsværdi, inklusive finansieringsomkostninger, når muligheden for at udnytte købsoptionen indtræder, og at udnyttelsen af optionen ikke kræver, at leasingtager betaler et væsentligt, yderligere beløb.”

Leasingkontrakten skal efter denne EU-afgørelse være sammensat på en måde, hvor det eneste økonomiske rationelle valg er, at leasingtager vil erhverve godet. I eksemplet i EU-sagen er der reelt anført eksemplet, at man har afdraget bilen over kontraktperioden.

Med det anførte eksempel må det også antages, at der implicit ligger en salgspligt for leasingselskabet, idet man anfører, at leasingtager ikke har noget valg. Hvis leasingselskabet ikke har en salgspligt, vil leasingtager ikke have et valg. I så fald vil det kun være leasingselskabet, der har et valg – vil leasingselskabet sælge til leasingtager eller en 3. mand.

Den omhandlede leasingaftale har en salgsoption. Men det er kun leasingselskabet, der ved om salgsoptionen vil blive udnyttet. Der er ikke et økonomisk incitament. Det afhænger af udviklingen i markedsprisen for brugte biler. Hertil kommer, at leasingselskabet ikke har en pligt til at sælge.

Hvis der ikke vil være nogen gevinst for leasingselskabet i at beholde bilen og selv sælge den, vil købspligten blive gjort gældende.

I juridisk vejledning afsnit D.A.4.2.2. anføres også:

En kontrakt, der indeholder en option om køb af en leaset vare, kan anses for en lejekontrakt med en klausul om, at ejendomsretten under normale forhold overgår til lejeren senest ved betaling af det sidste lejebeløb. Det kræver dog, at udnyttelsen af købsoptionen er det eneste rationelle valg, som leasingtager, kan træffe under hensyn til kontraktens finansielle vilkår. F.eks. hvis det fremgår af kontrakten, at summen af de kontraktmæssige betalinger svarer til varens markedsværdi, inklusive finansieringsomkostninger, når muligheden for at udnytte købsoptionen indtræder, og at udnyttelsen af optionen ikke kræver, at leasingtager betaler et væsentligt, yderligere beløb. Se dommen i sag C-164/16, [finans4] Ltd.

Vurdering af kontakten (vedlagt)

Der er en salgskøbsoption. Hvorvidt salgsoptionen vil blive gjort gældende afhænger af handelsværdien af bilen på tidspunktet for udløb af leasingaftalen.

Vil leasingselskabet have en fordel i at beholde bilen og sælge den for mere end 525 t.kr.? Kun hvis handelsværdien er omkring 525 t.kr. eller under, vil leasingselskabet forlange, at leasingtager skal købe bilen.

Opsummering

Skatteankestyrelsen bør lægge den indgåede standard leasingkontrakt til grund, som er godkendt af Skattemyndighederne.

Hertil kommer, at det bør lægges til grund, at en salgsoption ikke er lige med et køb, når der ikke er en tilsvarende salgspligt for leasingselskabet. Ved en salgsoption er det udelukkende leasingselskabet, der afgør, om der er handlet. Leasingtager er uden indflydelse herpå. Leasingtager indgår blot sådan en aftale for at minimere leasingydelse.

...”

Retsmøde

Repræsentanten gjorde gældende, at der er tale om en leasingaftale, og at selskabet derfor har ret til fradrag for købsmoms. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg samt materiale, der blev udleveret på retsmødet i form af mail af 8. februar 2024 fra [finans1] ApS til repræsentanten.

Af mailen fremgår, at [person3] fra [finans1] ApS har oplyst til repræsentanten, at samtlige leasingkontrakter indgået af [finans1] ApS havde samme ordlyd som aftalen i den konkrete sag. Videre fremgår, at købspligt ifølge [person3] ikke er det samme som købsret. Hvis en bil blev totalskadet eller kunne sælges for mere end den fastsatte restværdi, ville pengene tilfalde [finans1] ApS og ikke leasingtageren. [person3] har desuden oplyst, at ordlyden i kontrakten var godkendt af SKAT til [finans1] ApS ApS’ daværende storkundeaftale.

Repræsentanten anførte derudover, at der fra tiden før EU-Domstolens afgørelse i sag C-164/16 kan henvises til Ligningsrådets afgørelse af 31. januar 1995, offentliggjort i TfS 1995, 198, Landsskatterettens afgørelse af 4. august 2008 med j.nr. 06-02720 og Landsskatterettens afgørelse af 9. maj 2003, offentliggjort som SKM2003.231. Baseret på regler og praksis kræves der således både en køberet og en købepligt, før en leasingaftale anses som køb på kredit.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen stadfæstes. [finans1] ApS ApS’s storkundeaftale vedrører udelukkende registreringsafgiftsloven.

Skattestyrelsen anførte videre, at det i EU-Domstolens afgørelse i sag C-164/16 er fastslået, at såfremt det eneste naturlige valg for leasingtager er at købe bilen ved leasingperiodens udløb, er der tale om overdragelse af ejendomsretten. Det samme gør sig gældende, hvis en leasingaftale har karakter af kreditkøb. Det er tilfældet i den konkrete sag, hvor der endda er tale om en købepligt, ikke bare en køberet. Skattestyrelsen fastholdt således, at der er tale om en kreditkøbsaftale.

Adspurgt bekræftede selskabsejeren, at selskabet i maj 2014 solgte bilen til leasingselskabet for ca. 1,8 mio. kr., og at selskabet fra juni 2014 leasede bilen, i første omgang for en periode på 12 måneder, til en månedlig ydelse på ca. 27.500 kr. inkl. moms. Ejeren oplyste desuden, at købesummen på ca. 1,8 mio. kr. var inkl. afgift, som [finans1] ApS dog fik størstedelen af tilbage i forbindelse med, at bilen inden leasingaftalens ikrafttræden var blevet eksporteret og efterfølgende igen importeret af [finans1] ApS.

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, om den af selskabet indgåede leasingkontrakt angående en Porsche 911 skal anses for at være en leasingaftale omfattet af momslovens § 42, stk. 4, med deraf følgende ret til fradrag for købsmoms af de løbende leasingydelser, eller om aftalen er at betragte som køb på afbetaling i medfør af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2, hvorefter der ikke er ret til fradrag for købsmoms af de løbende udgifter, jf. momslovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Retsgrundlag

Af momslovens § 4 fremgår følgende:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering

(...)

Stk. 3. Som levering af en vare anses endvidere

(...)

(...)”

Bestemmelsen svarer til momssystemdirektivets art 14.

Følgende fremgår af momslovens § 42:

”Virksomheder kan ikke fradrage afgift af indkøb m.v., som vedrører

(...)

6) anskaffelse og drift af personmotorkøretøjer, der er indrettet til befordring af ikke mere end 9 personer, jf. dog stk. 4, 6 og 7.

(...)

Stk. 4. Virksomheder, der lejer personmotorkøretøjer i mere end 6 måneder i sammenhæng, kan uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 6, fradrage afgiften af lejen, dog højst med 25 pct. af fradragsgrundlaget efter stk. 5. Det er en betingelse, at mindst 10 pct. af den årlige kørsel med det lejede køretøj anvendes i forbindelse med virksomhedens fradragsberettigede levering af varer og ydelser.

(...)”

Af Den juridiske vejledning afsnit D.A.4.2.2 fremgår, at faktisk overdragelse af en vare i henhold til en kontrakt, som vedrører udlejning af en vare for et bestemt tidsrum eller salg på kredit med en klausul om, at ejendomsretten under normale forhold overgår til lejeren eller køberen senest ved betaling af det sidste lejebeløb eller afdrag, anses som levering af en vare, jf. momslovens § 4, stk. 3, nr. 2.

Af EU-domstolens dom af 4. oktober 2017, sag C-164/16[finans4], fremgår, at domstolen har konkluderet, at en købsoption, der efterlader lejer med flere muligheder, hvor lejer kan vælge at udnytte køberetten, aflevere godet eller forlænge lejeaftalen, ikke generelt kan føre til, at en lejekontrakt betragtes som en kontrakt om levering af en vare. Kan det imidlertid udledes af kontraktens finansielle vilkår, at udnyttelsen af købsoptionen er det eneste økonomisk rationelle valg, som leasingtageren til sin tid kan træffe, hvis kontrakten opfyldes indtil sit udløb, er der basis for at anse kontrakten som et varesalg på det tidspunkt, hvor genstanden overdrages til lejeren i starten af lejeforholdet.

Landsskatterettens resultat og begrundelse

Selskabet solgte den 26. maj 2014 en Porsche 911 Turbo 2 PDK til leasingselskabet [finans1] ApS for 1.823.183 kr.

[finans1] ApS eksporterede bilen til Sverige og modtog i den anledning eksportgodtgørelse. [finans1] ApS importerede derefter bilen og indgik den 18. juni 2014 en split-leasingaftale med selskabet og selskabsejeren angående leasing af bilen i en periode på 12 måneder. Den månedlige leasingydelse beløb sig til i alt 27.489 kr. inkl. moms. Leasingperioden blev forlænget med tre måneder den 30. juni 2015.

Efter leasingperiodens udløb købte selskabet den 15. september 2015 bilen tilbage for 525.000 kr. Faktisk blev der på det tidspunkt betalt 314.011,25 kr., idet der blev reguleret for depositum og nogle omkostninger.

Af leasingkontrakten fremgår, at selskabet ved leasingaftalens udløb havde købspligt til bilen til den angivne restværdi på 525.000 kr.

Selskabet havde ifølge kontrakten således ikke en købsret, hvorfor [finans1] ApS heller ikke havde en salgspligt.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at leasingaftalen ikke skal anses for at være køb på afbetaling omfattet af momslovens § 4, stk. 3, nr. 2.

Aftalen er derimod omfattet af momslovens § 42, stk. 1, nr. 6, hvorfor selskabet har ret til fradrag for købsmoms af de løbende leasingudgifter som angivet.

Landsskatteretten ændrer således Skattestyrelsens afgørelse.