Kendelse af 21-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 23-07-2024
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
2014 Skattepligtigt tilskud i forbindelse med køb af aktier | 282.000 kr. | 0 kr. | 0 kr. |
Betalingskorrektion | Kan imødekommes ved fremlæggelse af betalingsforpligtigelse. | Der er ret til betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 5. | Bortfalder. |
Selskabet blev stiftet den 12. august 2013 af [person1] og efterfølgende har hans ægtefælle [person2] erhvervet 50 % af anpartskapitalen.
Selskabet har regnskabsår for perioden 1. juli til 30. juni. 1. regnskabsår var for perioden 12. august 2013 til 30. juni 2014. Selskabets har til formål at besidde kapitalandele i virksomheder, der leverer konsulentydelser vedrørende Business Intelligence og Analytics m.v.
Ægteparret har i henhold til aktieoverdragelsesaftale af 18. august 2013 overdraget deres samlede andel på 2/3 af aktierne i det australske selskab [virksomhed1] Limited til selskabet for 2.400.000 AUD, svarende til 12.309.600 kr. ved kurs 512,9 denne dato.
Ægteparret stiftede [virksomhed1] Limited, mens de var bosat i Australien, og ved deres tilbageflytning til Danmark henholdsvis den 2. februar 2012 og den 16. juni 2012 blev værdien af aktierne opgjort til 2.282.443 AUD efter DCF-modellen.
[virksomhed1] Limited har regnskabsår for perioden 1. juli til 30. juni, og i den australske revisors værdiansættelse var der beregnet en nutidsværdi af de fremtidige pengestrømme på grundlag af en budgetteret årlig stigning på 5 % for regnskabsårene 2012/2013, 2013/2014, 2014/2015 og 2015/2016. Den australske revisor har på grundlag af en WACC (vægtede gennemsnitlige kapitalomkostninger) på 18 % og en terminalværdi på ca. 2 mio. AUD beregnet værdien af aktierne i [virksomhed1] Limited til 3.423.665 AUD, hvoraf ægteparrets andel på 2/3 af har udgjort 2.282.443 AUD.
Indgangsværdien (anskaffelsessummen) for ægteparrets aktier blev herefter opgjort til:
AUD | Dato | Kurs | Kr. | ||
[person1] | 1.141.221,50 | 2. februar 2012: | 603,78 | 6.890.500 | |
[person2] | 1.141.221,50 | 16. juni 2012: | 593,69 | 6.775.318 | |
I alt | 2.282.443,00 | 13.665.818 |
Da ægteparret overdrog deres aktier i [virksomhed1] Limited til selskabet, blev overdragelsessummen opgjort som handelsværdien på 2.282.443 AUD ved deres tilflytning til Danmark i 2012 tillagt en diskontering på 5 % svarende til 114.122 AUD, og herefter afrundet til 2.400.000 AUD.
Ved beregningen af handelsværdien ved tilflytningen til Danmark i februar/juni 2012 blev der anvendt en årlig omsætningsstigning på 5 % i DCF-modellen. Der blev derfor anvendt samme 5 % i diskontering for perioden fra DCF-beregningen blev udarbejdet efter afslutningen af regnskabsåret 2011/2012 den 30. juni 2012, idet der var forløbet ca. 1 år da aktierne blev overdraget til [virksomhed2] i august 2013. Overdragelsessummen blev herefter opgjort som handelsværdien i 2012 på 2.282.443 AUD tillagt 114.122 AUD (5 %), svarende til 2.400.000 AUD (afrundet).
Ægtefællerne har i perioden fra 10. april 2013 til 25. juni 2013 hver modtaget 201.687 AUD i udbytte fra [virksomhed1] Limited for regnskabsåret 2011/2012. Dette udbytte er blevet beskattet i Danmark ved en tidligere afgørelse fra Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen har forhøjet selskabets skattepligtige indkomst med 282.000 kr. i indkomståret 2014.
Skattestyrelsen har desuden ikke imødekommet klagerens anmodning om betalingskorrektion i henhold til ligningslovens § 2, stk. 1, da parterne ikke har fremlagt dokumentation for en påtaget betalingsforpligtigelse.
Skattestyrelsen har anset [person2] og [person1]s salg af deres aktier i [virksomhed1] Limited til [virksomhed2] ApS for 12.309.600 kr. (2.400.000 AUD) den 18. august 2013 for at indeholde et skattepligtigt tilskud på 282.000 kr. Skattestyrelsen har skønnet, at aktiernes værdi var 12.591.600 kr. (2.455.000 AUD) på tidspunktet for overdragelsen.
Som begrundelse herfor har Skattestyrelsen anført følgende:
”Overdragelse af aktierne i [virksomhed1] Limited anses for en kontrolleret transaktion, der er omfattet af skattekontrollovens § 3B. Der er her lagt vægt på, at sælgerne af aktierne er omfattet af personkredsen i ligningslovens § 2, stk. 2, da de samlet ejede mere end 50 pct. af aktiekapitalen i henholdsvis det australske selskab såvel som [virksomhed2] ApS. Det betyder, at den ordinære ligningsfrist derfor er udvidet til 6 år, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.
Det fremgår ikke af det indsendte materiale m.m., hvordan overdragelsesværdien på 2.400.000 AUD konkret er fastsat. Så vidt det kan vurderes, er beløbet opgjort således:
Værdiansættelse i forbindelse med hovedanpartshaveren og dennes ægtefælles udrejse fra Australien, opgjort af den australske revisor til | 2.282.443 AUD |
Diskontering, 5 % af 2.282.443 AUD, eller | 114.122 AUD |
Sum | 2.396.565 AUD |
Afståelsessum afrundet | 2.400.000 AUD |
Diskonteringsfaktoren på 5 % er hentet fra den australske beregning, hvoraf det fremgår, at én af forudsætningerne er en "Yearly revenue growth in budget period" på 5 %.
Vi har foretaget en gennemgang af selve grundlaget for opgørelsen af aktiernes handelsværdi i forbindelse med hovedanpartshaveren og dennes ægtefælles tilflytning til Danmark. Denne gennemgang har ikke givet anledning til særlige bemærkninger.
Vi har bemærket, at det ikke fremgår klart af beregningen pr. hvilken dato, aktiernes handelsværdi opgøres til de 2.282.443 AUD. Det vurderes umiddelbart, at denne dato ligger 18 til 24 måneder forud for overdragelsen af aktierne til [virksomhed2] ApS den 18. august 2013. Der er her lagt vægt på, at seneste regnskab, der blev lagt til grund for den australske exitberegning, var regnskabet pr. 30. juni 2012 samt at samme handelsværdi skulle lægges til grund ved skattepligtens indtræden dels den 2. februar 2012 og dels den 16. juni 2012.
Det er derfor vores vurdering, at diskonteringsperioden som minimum skal strækkes til 18 måneder,
i stedet for de 12 måneder, der implicit ligger i den af [virksomhed3] opgjorte værdiansættelse.
Vi finder derfor, at aktiernes overdragelsessum skønsmæssigt kan opgøres til 12.591.600 DKK, der fremkommer således:
Værdiansættelse i forbindelse med hovedanpartshaveren og dennes ægtefælles udrejse fra Australien, opgjort af den australske revisor til | 2.282.443 AUD |
Diskontering, 5 % af 2.282.443 AUD i 18 måneder (svarende til 1,5 år), eller | 173.305 AUD |
Sum (afrundet) | 2.455.000 AUD |
Valutaomregning pr. 18. august 2013: 2.455.000 AUD til kurs 512,9000, eller | 12.591.695 DKK |
Afståelsessum, skønsmæssigt ansat (afrundet) | 12.591.600 DKK |
Det bemærkes for god ordens skyld, at skattekontrollovens § 5, stk. 3 giver os hjemmel til at foretage en skønsmæssig ansættelse, hvis den selvangivelsespligtige ikke har selvangivet fyldestgørende på ansættelsestidspunktet.
Konsekvenserne af denne sagsbehandling er, at aktiernes anskaffelsessum i det australske selskab skal ansættes til de 12.591.600 kr. i stedet for de selvangivne 12.309.600 kr. Differencen på de 282.000 kr. anses som skattepligtigt tilskud til selskabet, jf. statsskattelovens § 4.
Opmærksomheden henledes til ligningsloven § 2, stk. 5 hvor den skattepligtige kan undgå følgeændringer (sekundære justeringer) ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de fastsatte priser og vilkår (betalingskorrektion).
Vores endelige vurdering:
Overdragelsen af aktierne i [virksomhed1] Limited den 18. august 2013 anses for en
kontrolleret transaktion, jf. ovenstående analyse og skattekontrollovens § 3B. Det betyder, at værdiansættelsen af aktierne skal ske til priser og vilkår i overensstemmelse med, hvad der kunne have været opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter, jf. ligningslovens § 2, stk. 1. Aktierne skal derfor værdiansættes til deres handelsværdi pr. 18. august 2013.
Ved kontrollerede transaktioner skal der udfærdiges og opbevares skriftlig dokumentation for, hvorledes priser og vilkår er fastsat. Det fremgår af skattekontrollovens 3B, stk. 6. Den skriftlige dokumentation skal på begæring forelægges skattemyndighederne og skal være af en sådan art, at den kan danne grundlag for en armslængdevurdering. Det fremgår af Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.D.11.13.1. Dokumentationskravene vedrørende kontrollerede transaktioner for mindre virksomheder er nærmere beskrevet i Den juridiske vejledning 2018-2, afsnit C.D.11.13.1.4.
Vi har gennemgået den af [virksomhed3] anviste metode til opgørelse af aktiernes handelsværdi. Vi finder det ikke bevist eller sandsynliggjort, at metoden giver et mere retvisende billede af aktiernes handelsværdi pr. 18. august 2013 end vores skønsmæssige ansættelse. Vi har lagt vægt på disse punkter:
Baseret på ovenstående gennemgang finder vi det ikke bevist eller sandsynliggjort, at den af [virksomhed3] anviste opgørelsesmetode giver et mere retvisende billede af aktiernes handelsværdi pr. 18. august 2013. Vi afviser derfor metoden og dens resultater.
Vi fastholder derfor, at overdragelsen af aktierne i [virksomhed1] Limited skønsmæssigt kan ansættes til de 12.591.600 kr., jf. vores opgørelse ovenfor.
Med i vores vurdering har tillige været, at vi ikke finder det bevist eller sandsynliggjort, at dette skøn skulle være åbenbart forkert eller hviler på et forkert grundlag, hverken set i forhold til den selvangivne overdragelseskurs eller den værdi, der blev lagt til grund for den australske exitbeskatning.
Vi har siden 17. januar 2019 efterspurgt relevant dokumentation for, at parterne har påtaget sig betalingsforpligtelser som omtalt i rådgivers brev fra den 17. december 2018. Denne dokumentation har vi ikke modtaget. Anmodningen om betalingskorrektion efter ligningslovens § 2, stk. 5 kan derfor ikke imødekommes.
Det har som konsekvens, at selskabet skal tilskudsbeskattes af 282.000 kr., jf. statsskattelovens § 4. Der henvises til ovenstående gennemgang.”
Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst for indkomståret 2014 nedsættes med 282.000 kr.
Til støtte herfor er anført følgende:
”1. Klagepunkt — Anskaffelsessum ved køb af aktier
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det helt overordnet gældende, at der ved værdiansættelse af aktierne i [virksomhed1] Ltd på tidspunktet for [virksomhed2] ApS' køb af aktierne skal tages højde for, at værdien af [virksomhed1] Ltd er reduceret som følge af udlodning af udbytte i perioden fra henholdsvis [person1]s og [person2]s tilflytning i 2012.
Det er vores opfattelse, at Klagers anskaffelsessum på aktierne i [virksomhed1] den 18. august 2013 skal opgøres således:
Ændring af anskaffelsessum på aktierne i forhold til den oprindelige aftale mellem Klager, [person1] og [person2]:
Værdiansættelse af aktierne i forbindelse [person2]s tilflytning til Danmark den 16. juni 2012 | 2.282.443 AUD |
Diskontering 5 % | 114.122 AUD |
Udloddet udbytte siden tilflytning | -403.374 AUD |
Værdi på salgstidspunktet 18. august 2013 | 1.993.191 AUD |
Omregnet til DKK (kurs 512,9) | 10.223.077 DKK |
Ændring af anskaffelsessum på aktierne i forhold til den oprindelige aftale mellem Klager, [person1] og [person2]:
Værdi af aktier, jf. aftale af 18. august 2013 | 2.400.000 AUD |
Værdi af aktier den 18. august 2013 | 1.993.191 AUD |
Nedsættelses af aktiernes værdi | 406.809 AUD |
2. Klagepunkt — betalingskorrektion
Ligningslovens § 2, stk. 5 omhandler adgangen til betalingskorrektion og har følgende ordlyd:
”Ved ændringer i ansættelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst i henhold til stk. 1, kan den skattepligtige undgå yderligere følgeændringer (sekundære justeringer) ved at forpligte sig til betaling i overensstemmelse med de i stk. 1 anvendte priser og vilkår. Det er en forudsætning for anvendelsen af 1. pkt., at den påtagne forpligtelse også opfylder de i stk. 1 anførte betingelser. 1. pkt. gælder ikke, i det omfang den påtagne forpligtelse er omfattet af § 16 E. Ved kontrollerede transaktioner med udenlandske fysiske og juridiske personer og faste driftssteder finder 1. pkt. kun anvend-else, såfremt den pågældende udenlandske skattemyndighed foretager en beskatning, der er i overensstemmelse med de priser og vilkår, der er lagt til grund ved ansættelsen af den skattepligtige indkomst i henhold til stk. 1.
Idet handelsprisen på aktierne afviger fra det mellem parterne aftalte, gør vi gældende, at Klager og [virksomhed2] ApS har ret til betalingskorrektion, jf. ligningslovens § 2, stk. 5.”
Sagen drejer sig om, hvorvidt der er ydet et skattepligtigt tilskud ved overdragelsen af aktierne i [virksomhed1] Limited til selskabet.
Sagen drejer sig desuden om parterne har ret til betalingskorrektion.
Retsregler
Det fremgår af statsskattelovens § 4, at som skattepligtig indkomst betragtes den skattepligtiges samlede årsindtægter bestående såvel i penge som af formuegoder af pengeværdi.
Det fremgår af ligningslovens § 2, stk. 1, at skattepligtige, der udøver en bestemmende indflydelse over juridiske personer, ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår for handelsmæssige eller økonomiske transaktioner i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter.
Ligningslovens § 2, stk. 2 fastslår, at der ved bestemmende indflydelse forstås ejerskab eller rådighed over stemmerettigheder, således at der direkte eller indirekte ejes mere end 50 pct. af aktiekapitalen eller rådes over mere end 50 pct. af stemmerne. Ved bedømmelsen af, om den skattepligtige anses for at have bestemmende indflydelse på en juridisk person, eller om der udøves en bestemmende indflydelse over den skattepligtige af en juridisk eller fysisk person, medregnes aktier og stemmerettigheder som indehaves af personlige aktionærer og deres nærtstående. Som nærtstående anses bl.a. den skattepligtiges ægtefælle.
Landsskatterettens begrundelse og resultat
[person1] og [person2] ejer tilsammen mere end 50 % af anpartskapitalen i selskabet. Overdragelsen af aktierne i det australske selskab til selskabet er derfor en kontrolleret transaktion omfattet af ligningslovens § 2, hvorfor aktierne skattemæssigt anses for overdraget til samme pris og vilkår (armslængde), som ved overdragelse til en uafhængig part.
Skattestyrelsen har anerkendt de oplyste værdier af aktierne ved [person1] og [person2]s indrejse til Danmark henholdsvis den 2. februar 2012 og 16. juni 2012 som udtryk for handelsværdien af aktierne på indrejsetidspunkterne. Ved begge indrejser er aktierne opgjort til samme værdi i AUD. Værdien er i overensstemmelse med en beregning foretaget efter DCF-modellen i forbindelse med udrejsen fra Australien.
Ved [person1] og [person2]s salg af aktierne til selskabet den 18. august 2013 har parterne anvendt en overdragelsessum på 2.400.000 AUD, svarende til indgangsværdien med tillæg af 5 % (rundet op). Tillægget på 5 % svarer til det anførte i den australske DCF-beregning, hvor der er forudsat en årlig værdistigning på 5 % p.a. i budgetterne for regnskabsårene 2012/2013 til 2015/2016. De budgetmæssige fremdiskonteringer med 5 % p.a. starter pr. 1. juli 2012.
Skattestyrelsen har anerkendt, at der kan tages udgangspunkt i indgangsværdien med tillæg af 5 % p.a., men har beregnet tillægget over 18 måneder i stedet for de af parterne anvendte 12 måneder.
Landsskatteretten kan tiltræde, at værdien af aktierne ved overdragelsen ansættes med udgangspunkt i den anerkendte indgangsværdi med et tillæg på 5 % p.a. som forudsat i den australske DCF-beregning. Den australske beregning er udarbejdet efter afslutningen af årsregnskabet for 2011/2012 den 30. juni 2012, og er anvendt som værdi ved [person1] og [person2]s tilflytning i 2012. Der ses således ikke at være belæg for at fastsætte tillæg for en værdistigning over 18 måneder ved ansættelse af værdien pr. 18. august 2013. Landsskatteretten finder, at parternes ansættelse med et tillæg for en værdistigning over 12 måneder udgør et rimeligt udtryk for handelsværdien af aktierne på overdragelsestidspunktet, uanset at perioden fra den seneste tilflytning til overdragelsen udgør ca. 14 måneder.
Klagerens tidligere repræsentant har anført, at udbytte udbetalt i foråret 2013 skal fratrækkes ved værdiansættelsen af aktierne på overdragelsestidspunktet. Landsskatteretten finder, at der ikke er belæg for at nedsætte den af parterne aftalte overdragelsessum med udbetalt udbytte. Det bemærkes, at udbyttet er udbetalt før indgåelsen af aftalen. Desuden hidrører det udbetalte udbytte fra regnskabsåret for perioden fra 1. juli 2011 til 30. juni 2012, hvorfor det ikke påvirker de budgetterede pengestrømme, der indgår i DCF-beregningen, idet første regnskabsår med det budgetterede cash flow i DCF-modellen er perioden fra 1. juli 2012 til 30. juni 2013.
Den af parterne fastsatte overdragelsessum for aktierne på 2.400.000 AUD anerkendes skattemæssigt.
Skattestyrelsens afgørelse ændres i overensstemmelse hermed.
Betalingskorrektion er herefter ikke relevant.