Kendelse af 11-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 12-07-2024

Journalnr. 21-0010240

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2019 Fuld skattepligt – Danmark som domicilland	Ja	Nej	Ændres til nej
Overførsel af ægtefælles uudnyttede personfradrag	Nej	Ja	Ændres til ja
Befordringsfradrag	30.793 kr.	103.238 kr.	Nedsættes til 23.808 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har været polsk statsborger i hele sit liv.

Klageren har siden den 31. marts 2008 været registreret som skattepligtig til Danmark.

Klageren har i perioden 3. juni 2008 til 31. marts 2023 været registreret i det danske folkeregister med adresse i Danmark. Klageren har i perioden 1. september 2010 til 31. marts 2023 været registreret på adressen [adresse1], [by1].

Klageren er udrejst til Polen den 31. marts 2023.

Klageren har oplyst, at han i Danmark har delt en lejet lejlighed med fire personer.

Klageren har siden den 31. marts 2008 været ansat hos slagteriet [virksomhed1] A/S med arbejdssted på adressen [adresse2], [by2]. Det fremgår af ansættelseskontrakten, at ansættelsesforholdet er tidsubegrænset.

I indkomståret 2019 har klagerens bidragspligtige A-indkomst fra [virksomhed1] A/S udgjort 382.092 kr., og klagerens arbejdstimetal har udgjort 1.641.

Klageren har betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til [forbund1] i indkomståret 2019.

Klageren har haft en dansk arbejdsgiveradministreret pensionsordning i indkomståret 2019.

Klageren har siden den 8. maj 2008 haft en bankkonto i [finans1].

Klageren har den 5. november 2020 oplyst, at han bor i Polen sammen med sin ægtefælle og barn i deres ejerlejlighed, og at de er ved at bygge hus. Klageren har oplyst, at der er tale om et selvbyggerprojekt, og han har fremlagt dokumentation for byggeprojektet.

Det fremgår af klagerens bopæls- og skatteattest fra oktober 2020, at klageren er registreret på adressen [adresse3] i Polen.

Klageren har oplyst, at han har en pensionsordning og bankkonto i Polen.

Klageren har oplyst, at han har opholdt sig i Polen i al den tid, det har været muligt under hensyntagen til arbejdet i Danmark, og at alle weekender, fridage med undtagelse af dage med sygdom eller overtræthed, og samtlige ferier har været afholdt i Polen. Dertil har klageren oplyst, at han hver 5. weekend har haft en forlænget weekend på 4 dage, da han har arbejdet 4 dage om ugen på aftenhold. Yderligere har klageren oplyst, at han har kørt til Polen umiddelbart efter arbejde og er kommet tilbage den dag, hvor han har skullet på arbejde igen.

Klageren har oplyst, at han har indberettet 31 kørsler tur/retur mellem Danmark og Polen for indkomståret 2019, men at det faktiske antal kørsler er 38.

Klageren har fremlagt kvitteringer for køb af brændstof og bankkontoudskrifter for indkomstårene 2017 og 2018.

Klageren har fremlagt en arbejdsplan for indkomståret 2019, hvor det fremgår, at han har arbejdet 167 dage. Derved har han haft 198 dage uden arbejde. Det fremgår ikke af arbejdsplanen, hvornår på dagen eller hvor mange timer om dagen han har arbejdet.

Klageren er den 3. januar 2024 anmodet om for indkomståret 2019 at fremsende bl.a. ansættelseskontrakt, huslejekontrakt, dokumentation for befordring mellem Danmark og Polen, bankkontoudskrifter hvor det er muligt at se, at klageren har foretaget indkøb i Danmark og Polen, oplysninger om kørselsmønster til og fra arbejde og opgørelse over antal dage med ophold i Danmark og Polen. Klageren har ikke besvaret anmodningen.

Ifølge opslag på Google Maps er der 96 km mellem [adresse1], [by1], og [adresse2], [by2], hvis den hurtigste rute vælges.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomståret 2019, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren har været berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdspladsen med 30.793 kr.

Som begrundelse er følgende anført i afgørelsen:

”Vi har den 18. september 2020 sendt dig et brev hvor vi gav følgende begrundelse:

”Skattemæssigt hjemsted

Vi mener, at du i 2019 er fuldt skattepligtig i Danmark efter kildeskattelovens §1 stk. 1 nr. 1, og at Danmark også er dit skattemæssige hjemsted. Vi bemærker desuden, at vi den 10. september 2020 har afgjort, at du i 2017 og 2018 er fuldt skattepligtig i Danmark med skattemæssigt hjemsted i Dannmark, fordi du har sædvanligt ophold i Danmark, og at vi ikke ser at der er sket væsentlige ændringer i dine forhold.

Det er artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, der regulerer, hvilket land der er skattemæssigt hjemsted. Du kan læse mere om skattemæssigt hjemsted i artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Polen.

Vi vurderer, at:

•	Du har bolig i begge lande. Se reglen i artikel 4, stk. 1.
•	Du har de stærkeste personlige forbindelser i Polen på grund af at du har bolig med din ægtefælle der. De stærkeste økonomiske forbindelser er i Danmark på grund af din arbejdsindtægt her. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra a.
•	Du har sædvanligt ophold i Danmark, da du varetager et fuldtidsarbejde i Danmark og dermed må forventes at have flere opholdsdage i Danmark end i Polen. Se reglen i artikel 4, stk. 2, litra b.

Der tale om en prioriteret rækkefølge. I denne konkrete situation er dit skattemæssige hjemsted efter artikel 4 Danmark, fordi du har sædvanligt ophold i Danmark.

Se evt. bindende svar af 17. december 2019 offentliggjort i SKM2020.19.SR, hvor Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Spørgers personlige interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i sit hjemland. Skattestyrelsen fandt herefter, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger skulle anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

For at få overført uudnyttet ægtefællebidrag skal du opfylde betingelserne for at bruge grænsegængerreglen efter kildeskattelovens §§ 5 A - D.

Grænsegængerreglen kan du bruge, hvis du er fuld skattepligtig i både Danmark og Polen men med skattemæssigt hjemsted i Polen.

Du kan ikke anvende grænsegængerreglerne når du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Du kan derfor ikke få overført uudnyttet personfradrag for din ægtefælle, fordi hun ikke er fuldt skattepligtig til Danmark.

Vurderingen er foretaget på baggrund af de oplysninger der er tilgængelige for Skattestyrelsen. Vi er ikke i besiddelse af oplysninger om at du har økonomiske forhold i Polen. Hvis der er oplysninger om dine personlige- og økonomiske forbindelser i udlandet som vi ikke har taget højde for bør du gøre opmærksom på disse og indsende relevant dokumentation, se nedenfor under ”Har du bemærkninger?”.

Relevant dokumentation for dine personlige- og økonomiske forbindelser kan f.eks. være medlemskab af foreninger og sportsklubber, oplysninger om fritidsinteresser i Danmark eller Polen, ejerbolig og fritidsbolig, bil, værdipapirer og pensionsopsparinger, samt kopi af din skatteopgørelse fra Polen for 2019.

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads

Vi foreslår ændringer til dit befordringsfradrag for år 2019 da vi vurderer at du har sædvanlig bopæl på [adresse1] i [by1].

Vi henviser desuden til afgørelsen sendt til dig den 10. september, hvor vi afgør, at du har sædvanlig bopæl på denne adresse og at dit befordringsfradrag skal beregnes ud fra afstanden mellem din arbejdsplads på [adresse2] i [by2] og din sædvanlige bopæl på [adresse1] i [by1]. Afstanden mellem de to adresser er med Google Maps målt til at være 96 km tur-retur.

Rejser til Polen anses for at være ferie eller lignende, og Skattestyrelsen kan derfor ikke godkende befordringsfradrag for kørsel til Polen. Vi anser din bolig i Danmark for at være din sædvanlige bopæl i relation til bestemmelserne i Ligningslovens §9C.

Satsen for kørsel mellem 25 – 120 km i 2019 er 1,98 kr. per km.

96 – 24 km x 216 dage x 1,98 kr. = 30.793 kr.

Antallet af dage er vurderet til 216, da der er i gennemsnit er 216 arbejdsdage på et år. Det svarer til et helt arbejdsår minus 6 ugers ferie og 6-8 dage uden kørsel (f.eks. sygdom, hjemmearbejdsdage eller kursus).

Ved vurdering af din sædvanlig bopæl i året 2019 har vi lagt særlig vægt på, at du har haft folkeregisteradresse i Danmark i hele perioden, samt at du har fuldtidsarbejde og dermed opholder dig i Danmark størstedelen af året. Vi vurderer derfor ikke at det forhold, at du har en bolig til rådighed i Polen med din ægtefælle, fører til at du kan betragtes som at have sædvanlig bopæl i Polen i år 2019, og vi henviser desuden til at vi i vores brev den 10. september også har vurderet at du har sædvanlig bopæl på den samme adresse i 2017 og i 2018.”

(...)

Efter en gennemgang af de indsendte benzinkvitteringer og kontoudskrifter som du sendte vedr. 2017 og 2018, er det Skattestyrelsens vurdering, at du rejser til Polen 2-3 gange om måneden hen over en weekend. Opholdene vurderes at vare 2-4 dage ad gangen. Sammenholdt med oplysningerne om, at du er kørt til Polen henholdsvis 31 gange i 2017 og 30 gange i 2018, er det Skattestyrelsens vurdering, at du opholder dig i Polen i op til 160 dage om året.

Rejsedage til og fra Polen tæller med som opholdsdage både i Polen og i Danmark. Sammenholdt med dine oplysninger om antal arbejdsdage for 2017 og 2018 vurderer Skattestyrelsen, at du opholder dig i minimum 220 dage om året i Danmark. Dermed har du sædvanligt ophold i Danmark, da det er her, du opholder dig mest. Dit skattemæssige hjemsted vurderes som følge heraf til at være i Danmark.

Vi har ikke modtaget oplysninger fra dig der underbygger at denne situation skulle have ændret sig i 2019.

Vi er enige i at du har stærkeste personlige forbindelser i Polen. Vi er ikke enige i din betragtning om at du også har betydelige økonomiske forbindelser i Polen, hvorfor vi fastholder at dit skattemæssige hjemsted ikke kan besluttes ud fra centrum for livsinteresser, men i stedet skal vurderes efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b (sædvanligt ophold).”

Følgende fremgår af Skattestyrelsens høringssvar af 2. februar 2021:

”Skattestyrelsen bemærker, at [person1] i sin klage henviser til at han ejer en bolig og 2 biler i sit hjemland, og mener i denne forbindelse at han både har økonomiske interesser i Danmark og i Polen. I klagen skriver han herefter at han bør anses som havende centrum for livsinteresser i sit hjemland. Desuden sendes der bilag vedr. en byggegrund hvor han engagerer sig i byggeriet i sin fritid. Oplysningerne om bilerne samt om byggegrunden er nye oplysninger ift. da afgørelsen blev truffet.

Skattestyrelsen er ikke enig i at disse oplysninger ændrer på afgørelsen. Selvom det kan være en større økonomisk forpligtelse at købe ejendom og køretøjer og evt. optage lån i den forbindelse fastholder Skattestyrelsen at denne type køb er udelukkende af privat interesse (til privat brug/beboelse) og derfor ikke ændrer på Skattestyrelsens opfattelse af at klager har sine økonomiske interesser i Danmark. Oplysningerne om engagement i et byggeri på en byggegrund vurderer vi som at være en del af de personlige interesser.

Skattestyrelsen fastholder derfor at bestemmelsen af skattemæssigt hjemsted efter den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst, Artikel 4, vil føre til følgende resultat:

•	Skatteyder har bolig i begge lande.
•	Skatteyder har de stærkeste personlige forbindelser i Polen på grund af at skatteyder har bolig med sin ægtefælle der. De stærkeste økonomiske forbindelser er i Danmark på grund af arbejdsindtægt her.

Det skattemæssige hjemsted kan således ikke bestemmes ud fra Artikel 4, stk. 2, litra a (centrum for livsinteresser. Da skatteyder vurderes at have sædvanligt ophold i Danmark (se argumentationen i afgørelsen) er skatteyder hjemmehørende i Danmark efter Artikel 4, stk. 2, litra b.

Skattestyrelsen vurderer ikke at de nye oplysninger har relevans i forhold til vurdering af hvorvidt skatteyder er berettiget til befordringsfradrag efter Ligningslovens §9C, og henviser derfor til den begrundelse der fremgår af Skattestyrelsens afgørelse.

Afslutningsvis vil Skattestyrelsen henvise til SKM2021.51.LSR, afgjort i Landsskatteretten den 15. december 2020 og offentliggjort den 29. januar 2021. Landsskatteretten fandt, at en skatteyder var hjemmehørende i Danmark. Hans personlige interesser var i Polen, og hans økonomiske interesser var i Danmark, og han havde bolig til rådighed i begge lande. Retten lagde herefter vægt på, at han opholdt sig mest i Danmark, hvorfor han ifølge dobbeltbeskatningsoverenskomsten måtte anses for hjemmehørende i Danmark. Skatteyderen var heller ikke berettiget til befordringsfradrag, da den sædvanlige bopæl var i Danmark.

Skattestyrelsen vurderer at forholdene i denne sag og ovenstående afgørelse fra Landsskatteretten har markante fællestræk, og at Skattestyrelsens afgørelse i denne sag bør stadfæstes både hvad angår skattepligtsforhold ift. dobbeltbeskatningsoverenskomsten og i forhold til fradrag for befordring efter Ligningslovens §9C.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han har haft skattemæssigt hjemsted i Polen i indkomståret 2019, og at han derved har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover har han nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Polen og arbejdspladsen med 103.238 kr.

Som begrundelse er følgende anført i klagen:

”Jeg vil klage over Skattestyrelsens afgørelse om ændring af min skat for 2017, 2018 og 2019 af 18. november 2020, fordi jeg mener, at Skattestyrelsen ikke har taget højde for mine personlige- og økonomiske forbindelser i udlandet, samt skattestyrelsens fastsættelse af min sædvanlige bopæl til at være i Danmark.

Jeg mener, at Skattestyrelsen ikke har taget hensyn til væsentlige faktorer, der er relevante for begrebet ”sædvanligvis ophold” og betragter mine rejser til familiemedlemmer (ægtefælle og mindreårigt barn), der er ladt tilbage i hjemlandet Polen, på linje med private rejser til udlandet, som jeg kan fravælge. Mine rejser hjem til Polen er ikke i ferieøjemed, idet jeg har en søn, hvis liv jeg deltager aktivt i. Jeg deltager i opdragelsen af mit barn, hvilket blandt andet også inkluderer hjælp til hjemmearbejde, deltagelse i fritidsaktiviteter og familiearrangementer, samt i det hele taget tilstedeværelse i hans liv i så stort et omfang som muligt.

Jeg har bibeholdt boligen i Polen, hvor jeg det meste af mit liv har boet, og hvor jeg fortsat bor sammen med min ægtefælle og vores barn, og dette sted bliver aldrig udlejet til fremmede. Og det er der, jeg vil vende tilbage, når jeg ikke længere arbejder i Danmark. Der investerer jeg mine penge og har ejendele, og der betaler jeg alle udgifter, og har pensionsordning og polsk bankkonto. Alene det faktum skal væsentligt bidrage til at vise, at jeg har bevaret centrum for mine livsinteresser i Polen. I Danmark deler jeg en lejerlejlighed med 4 andre, for det drejer sig kun om arbejde og overnatning for mig.

I Skattestyrelsen begrundelse kan mam læse, at mine økonomiske interesser alene er i Danmark, hvilket ikke er korrekt. Jeg ejer to biler og fast ejendom i Polen og er ene forsøger for min hjemmegående kone og vores barn. Jeg har efterladt min familie i Polen og er rejst til Danmark for at sikre os en bedre tilværelse. Under mit ophold i Danmark har det kun været tale om en arbejdsmæssig tilknytning. I Danmark ejer jeg intet.

Jeg invester mine penge i Polen, hvor jeg bygger et hus og indsender dokumentation for det. Jeg er selvbygger og ved hjælp af mine familiemedlemmer udføres byggearbejde i den tid, hvor jeg opholder mig i Polen. Jeg mener dermed, at mine personlige interesser er i Polen, mens de økonomiske interesser er såvel i Polen som i Danmark. Min indtægt fra Danmark er grundlaget for mine og min families aktiver og liv i Polen, hvilket således underbygger min påstand om, at jeg har centrum for mine livsinteresser og er hjemmehørende i Polen.

Jeg har indberettet henholdsvis 31, 30 og 31 rejser hjem til Polen i mine årsopgørelser for 2017- 2019, fordi disse antal af rejser har jeg været sikke på at kunne dokumentere. Da afstanden mellem arbejdsstedet og min bopæl er ekstraordinært lang, har jeg bevisbyrden for, at befordring har fundet sted i det påstående omfang. Den gang vidste jeg desværre ikke, at en sådan optælling af opholdsdage i Polen ville nogen sinde finde sted. Jeg mener, at det er svært at argumentere for, at jeg sædvanligvis opholder mig i Danmark og fastslå på baggrund af denne optælling, at jeg har sædvanligt ophold i Danmark.

Anvendelsen af dette kriterium kan ikke afgøres alene ved at tælle, i hvilket af de to lande jeg har tilbragt flest dage i en given periode. Begrebet ”sædvanligt ophold” er bredere og henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en persons fastlagte livsvaner og dermed ikke blot er forbigående.

Jeg har udelukkende erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Min tilknytning til Polen er således stærkest på baggrund af mine opholdsmønstrer, familiemæssige, private, boligmæssige, økonomiske, kulturelle og sociale forhold. Og det er netop disse kriterier - som begrebet også indebærer – at den sædvanlige bopæl fastsættes ud fra efter en individuel konkret vurdering.

På den baggrund mener jeg, at jeg i 2017 – 2019 har haft sædvanligt ophold i Polen.

Kunne det ikke med sikkerhed fastslås, hvor jeg har sædvanligt ophold, er jeg en polsk statsborger, og jeg vil derfor skulle anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter dette kriterie.

Afslutningsvis vil jeg tilføje, at min skatteansættelse for 2016 er blevet kigget på og godkendt, og skatteberegningen er blevet foretaget efter regler for grænsegængere. Og på baggrund af dette er min forskudsopgørelse for 2017 blevet dannet af Skattestyrelsen. Siden 2017 har mine skatteforhold ikke ændret sig.”

Landsskatterettens afgørelse

Denne sag vedrører klage over Skattestyrelsens afgørelse af 11. november 2020 for indkomståret 2019.

Landsskatteretten skal tage stilling til, i hvilken stat klageren, som i indkomståret 2019 har været dobbeltdomicileret med bolig i såvel Danmark som Polen, skal anses for at have været hjemmehørende, og derved om han har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, i hvilket omfang klageren har været berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Skattepligt – dobbelt domicil

Retsgrundlaget

Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl i Danmark, er fuldt skattepligtige til landet.

Det fremgår af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen (herefter benævnt dobbeltbeskatningsoverenskomsten), at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes hans status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst.

Det fremgår af pkt. 15 i kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted i OECD’s modeloverenskomst, at det er nødvendigt, når en fysisk person har en fast bolig til rådighed i begge kontraherende stater, at se på de faktiske forhold for at fastslå, i hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal herved tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver og så videre. Omstændighederne skal bedømmes som et hele.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har som udgangspunkt været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2019, idet han i dette indkomstår har haft en bolig til rådighed i landet og været tilmeldt det danske folkeregister.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i indkomståret 2019, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Da klageren har haft fast bolig til rådighed i både Danmark og Polen, skal han anses for at have været hjemmehørende i den stat, hvor han har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har arbejdet hos [virksomhed1] A/S siden den 31. marts 2008. Han har i indkomståret 2019 haft en indtægt fra [virksomhed1] A/S på 382.092 kr. og et arbejdstimetal på 1.641. Klagerens økonomiske interesser taler derfor for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

Klageren har dog samtidig haft sin ægtefælle og barn boende i Polen, som han jævnligt har besøgt, ligesom han som selvbygger har bygget hus i Polen. Klagerens personlige interesser taler derfor for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen.

Da klageren har haft stærke økonomiske interesser i Danmark og stærke personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat han efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal anses for at have været hjemmehørende. Klageren skal i stedet anses for at have været hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har haft ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Klageren har fremlagt en arbejdsplan for indkomståret 2019, hvor det fremgår, at han har arbejdet 167 dage. Derved har han haft 198 dage uden arbejde.

Landsskatteretten har med udgangspunkt i arbejdsplanen opgjort klagerens ophold i indkomståret 2019 til 180 dage i Danmark og 185 dage i Polen. Klagerens arbejdsdage er herved talt med som ophold i Danmark, og derudover er enkelte fridage, der har ligget mellem øvrige arbejdsdage på en uge, talt med som ophold i Danmark. To eller flere sammenhængende fridage er talt med som ophold i Polen.

Dertil kommer klagerens rejsedage, der efter praksis tæller med som ophold i begge lande, jf. bl.a. Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2023.199.LSR. Som følge af, at klageren ikke har fremlagt dokumentation for sin befordring mellem Danmark og Polen og for sine ophold i Danmark og Polen, er det ikke muligt at fastlægge klagerens rejsedage og derved opgøre fuldstændigt, hvilke dage der skal tælles med som ophold i både Danmark og Polen.

Landsskatteretten finder herefter, at det heller ikke ud fra opgørelsen af klagerens opholdsdage kan afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten skal anses for at have været hjemmehørende. Retten henviser herved til, at klageren ifølge opgørelsen ekskl. rejsedage alene har opholdt sig 5 dage mere i Polen end i Danmark i indkomståret 2019, og at forskellen i opgjorte opholdsdage derved er så begrænset, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan konkluderes, i hvilken stat klageren sædvanligvis har haft ophold. Der henvises herved til Landsskatterettens afgørelse offentliggjort som SKM2023.199.LSR, hvor retten konkluderede, at en forskel på 27 opholdsdage var for lille til, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne lægges til grund, at klageren havde opholdt sig flere dage i Polen end i Danmark.

Klageren skal derfor anses for at have været hjemmehørende i den stat, hvor han har været statsborger, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra c.

Klageren har været statsborger i Polen i indkomståret 2019 og har dermed også været skattemæssigt hjemmehørende i Polen, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten. Klageren har derfor kunnet anvende grænsegængerreglerne i kildeskattelovens §§ 5 A-D og været berettiget til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Det lægges herved til grund, at den kvalificerende indkomst i indkomståret 2019 har udgjort mere end 75 pct. af globalindkomsten.

Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsretsdommen offentliggjort som SKM2023.547.ØLR fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen offentliggjort som SKM2008.632.BR fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatteretten har med sin afgørelse offentliggjort som SKM2023.199.LSR fastslået, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i et andet land, idet der er tale om to forskellige regelsæt, hvor der foretages to selvstændige vurderinger.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark, hvor han har arbejdet hos [virksomhed1] A/S i en tidsubegrænset stilling, hvor han har erlagt sin samlede arbejdsindsats, ligesom klageren har betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark, haft en dansk arbejdsgiveradministreret pensionsordning og en dansk bankkonto. Derudover har retten lagt vægt på, at klageren har været registreret i det danske folkeregister med adresse i landet, og at hans sædvanlige transport til og fra arbejdspladsen med al sandsynlighed som udgangspunkt er sket til og fra bopælsadressen i Danmark, idet klageren heroverfor har oplyst, at kørslerne til og fra Polen er sket, når det har været muligt under hensyntagen til arbejdet i Danmark.

Klageren har herefter været berettiget til et befordringsfradrag mellem sin bopælsadresse i Danmark og arbejdsplads efter ligningslovens § 9 C.

Klageren har fremlagt en arbejdsplan for indkomståret 2019, hvor det fremgår, at han har arbejdet 167 dage.

Landsskatteretten finder herefter, at klageren har været berettiget til et befordringsfradrag for sin befordring mellem bopælsadressen og arbejdspladsen med 23.808 kr. i indkomståret 2019 på baggrund af, at han har haft 167 arbejdsdage og befordret sig 96 km tur/retur.

Landsskatteretten ændrer herefter Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.