Kendelse af 04-07-2024 - indlagt i TaxCons database den 30-07-2024

Journalnr. 21-0013508

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomstårene 2017-2019, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover har Skattestyrelsen nægtet klageren fradrag for befordring for indkomstårene 2017-2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Formelt

Ved henvendelser af 18. april og 17. maj 2020 har klageren anmodet Skattestyrelsen om genoptagelse af indkomståret 2019 med henblik på at få befordringsfradrag mellem Polen og Danmark, og at anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag.

Som følge heraf har Skattestyrelsen den 22. oktober 2020 sendt et forslag til afgørelse til klageren. Det fremgik heraf, at Skattestyrelsen foreslog ikke at ændre grundlaget for klagerens skat for indkomståret 2019, herunder at han hverken var berettiget til et befordringsfradrag eller til at anvende grænsegængerreglerne.

Af klagerens bemærkninger til Skattestyrelsens forslag af 22. oktober 2020 fremgik bl.a. følgende:

”(...)

Jeg har fast ejendom i Polen- og er fuld skattepligtig i mit hjemland

(...)”

Skattestyrelsen har den 25. november 2020 sendt et nyt forslag til afgørelse til klageren. Det fremgik heraf, at Skattestyrelsen fortsat foreslog ikke at ændre grundlaget for klageren skat for indkomståret 2019. Derudover fremgik det, at Skattestyrelsen bl.a. forslog at nedsætte det af klageren selvangivne befordringsfradrag til 0 kr. for indkomstårene 2017 og 2018. Af forslaget fremgik desuden:

”(...)

Ejendomsværdiskat af udenlandsk ejendom

Du har oplyst i dine kommentar af 17/11-2020, at du ejer fast ejendom i Polen. Da du har ejendom i udlandet bedes du udfylde og indsende blanket 04.053, så din udenlandske ejendom kan blive registreret.

(...)”

Klageren har ikke reageret på Skattestyrelsens forslag af 25. november 2020, og Skattestyrelsen har derfor truffet afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag. Afgørelsen er dateret den 23. december 2020.

Skatteankestyrelsen har ved brev af 30. april 2024 anmodet klagerens repræsentant om at sende oplysninger om og dokumentation for, i hvilken periode klageren har ejet ejendom i Polen. Klagerens repræsentant har ikke reageret herpå.

Materielt

Klageren har været polsk statsborger hele sit liv.

Det fremgår af CPR, at klageren er indrejst til Danmark den 29. juni 2011, og at han siden da har været registeret på følgende adresser:

Adresse Fra Til

[adresse1], 1. 21, [by1] 29.06.2011 24.11.2012

[adresse2], [by1] 24.11.2012 16.01.2014

[adresse1], st. 30, [by1] 16.01.2014 05.04.2016

[adresse1], st. 12, [by1] 05.04.2016 01.11.2023

I perioden 1. januar 2017 – 31. december 2019 havde tre personer foruden klageren folkeregisteradresse på [adresse1], st. 12, [by1].

Det fremgår af BBR, at [adresse1], st. 12, [by1] har et boligareal på 48 m² fordelt på to værelser. Boligen indeholder et toilet/badeværelse og eget køkken med afløb.

Af klagerens skatteoplysninger fremgår, at han i indkomståret 2017 var ansat ved [virksomhed1] A/S i perioden 1. januar – 24. december 2017. Det fremgår endvidere, at klagerens bidragspligtige A-indkomst udgjorde 331.019 kr. Antal arbejdstimer er angivet til 1.555. Klageren modtog desuden 14.632 kr. i børnefamilieydelse i indkomståret 2017.

I indkomståret 2018 var klageren ansat ved [virksomhed1] A/S i perioden 1. januar – 23. december 2018. Klagerens bidragspligtige A-indkomst udgjorde 339.177 kr. Antal arbejdstimer er angivet til 1.534. Klageren modtog desuden 11.232 kr. i børnefamilieydelse i indkomståret 2018.

I indkomståret 2019 var klageren ansat ved [virksomhed1] A/S i perioden 1. januar – 22. december 2019. Klagerens bidragspligtige A-indkomst udgjorde 339.876 kr. Antal arbejdstimer er angivet til 1.529.

Klageren har betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til Fødevareforbundet NNF i indkomstårene 2017-2019. Klageren har endvidere haft en arbejdsgiveradministreret pension.

Arbejdsstedets adresse var i alle tre indkomstår [adresse3], [by1].

Klageren har fremlagt en polsk bopælsattest, hvoraf fremgår, at han har været registreret til permanent ophold på adressen [adresse4], [Polen] siden den 28. september 2007. Følgende personer bor ligeledes på adressen: [person1], [person2], [person3] og [person4].

[person1] er efter det oplyste klagerens ægtefælle.

Klageren har fremlagt en attest fra skattekontoret i [Polen], hvoraf fremgår, at [person1]s skattepligtige indkomst udgjorde 0 kr. i indkomståret 2019. På den fremlagte blanket 04.032 ”Supplement til oplysningsskemaet for fuldt skattepligtige” for indkomståret 2019 har klageren ligeledes oplyst, at ægtefællens indkomst udgjorde 0 kr.

Klageren har endvidere fremlagt en attest fra skattekontoret i [Polen], hvoraf fremgår, at han er fuldt skattepligtig til Polen.

For indkomstårene 2017 og 2018 har klageren taget fradrag for befordring med henholdsvis 59.074 kr. og 69.910 kr.

For indkomståret 2019 har klageren anmodet om fradrag for befordring til Polen 42 gange tur/retur, svarende til 65.141 kr.

Klageren har fremlagt kontoudtog fra sin konto i [finans1] for perioden 28. december 2018 – 2. januar 2020 samt en rækker billetter/boardingkort fra [virksomhed2]’ overfart mellem [Tyskland]-[Tyskland]/[Tyskland]-[Tyskland] for perioden 1. januar 2019 – 13. december 2019. Det kan udledes heraf, at klageren har været i Polen alle weekender i 2019, enten fordi der er fremlagt færgebillet(ter) og/eller fordi der ifølge kontoudtogene er købt færgebillet(ter) eller foretaget køb på færgen eller i Polen. Klageren er som altovervejende hovedregel rejst til Polen fredag eftermiddag og returneret til Danmark natten til mandag. I uge 9, 10, 13 og 20 er klageren dog rejst til Polen torsdag. I uge 16 er klageren rejst til Polen onsdag. I uge 24 er klageren returneret til Danmark natten til tirsdag. Ifølge det fremlagte har klageren ikke foretaget rejser mellem Polen og Danmark i perioderne lørdag den 22. juni 2019 – søndag den 14. juli 2019 og fredag den 20. december 2019 – tirsdag den 31. december 2019.

Den korteste rute fra klagerens arbejdsplads i Danmark til klagerens bopæl i Polen er ifølge Google Maps 744 km. Turen inkl. færgeoverfart varer 9 timer og 35 minutter.

Der er 587 km fra klagerens bopæl i Polen til [Tyskland] havn, og turen varer 6 timer og 16 minutter.

Der er 112 km fra [by2] til arbejdspladsen, og turen varer 1 time og 22 minutter.

Der er 3,8 km mellem arbejdspladsen og klagerens bopæl i Danmark.

Det fremgår af [virksomhed2]’ hjemmeside, at overfarten mellem [by2] og [Tyskland] varer 2 timer.

Klagerens repræsentant har overfor Skatteankestyrelsen fremlagt udskrift af Østre Landsrets dom af 5. juli 2023 (BS-31762/2021-OLR).

Skatteankestyrelsen har ved brev af 28. september 2023 anmodet klagerens repræsentant om følgende oplysninger for indkomstårene 2017-2019:

•	Ansættelseskontrakt(er)
•	Arbejdsplan eller lignende dokumentation for antal arbejdsdage i Danmark
•	Opgørelse over antal dage med ophold i Danmark og Polen
•	Bankkontoudskrifter eller tilsvarende for indkomstårene 2017- 2018, hvor det er muligt at se, at klageren har foretaget indkøb i Danmark og Polen
•	Brændstofkvitteringer, kvitteringer for brug af offentligt transportmiddel eller tilsvarende, hvor det er muligt at se, at klageren har befordret sig mellem Danmark og Polen
•	Oplysninger om klagerens boligforhold i Danmark og Polen, herunder lejekontrakter eller tilsvarende

Klagerens repræsentant har ikke reageret herpå.

Den 5. november 2023 har klagerens repræsentant, med henvisning til Østre Landsrets dom af 5. juli 2023 (BS-31762/2021-OLR), fremlagt et uddrag af et udkast af den 9. marts 2023. Det fremgår ikke, hvem der har udarbejdet udkastet, eller hvad det er et udkast af.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomståret 2017-2019, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover har Skattestyrelsen nægtet klageren fradrag for befordring for indkomstårene 2017-2019.

Som begrundelse herfor er anført:

”(...)

Befordringsfradrag

Du har anmodet om befordringsfradrag for 2019 jf. ligningslovens § 9C, for befordring ti l Polen 42 gange til i alt 65.141 kr. Det vurderes din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens§ 9C er i Danmark, og ikke i Polen. Da din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens § 9C ikke er i Polen, kan du ikke få befordringsfradrag for kørsel til Polen.

Din sædvanlige bopæl vurderes at være i Danmark på baggrund af følgende:

•	Du har bolig i Danmark
•	Du er fastansat i Danmark
•	Du er tilmeldt en dansk A-kasse
•	Du opholder dig mest i Danmark

Du har for 2017 og 2018 indberettet befordringsfradrag, men da der kun er 9 kilometer mellem din sædvanlige bopæl ([adresse1]) og din arbejdsadresse ([adresse3]), vurderes det du ikke er berettiget til disse fradrag.

(...)

Grænsegænger-reglerne

Du kan ikke benytte grænsegænger-reglerne og få overført din ægtefælles uudnyttede personfradrag, da du er fuld skattepligtig til Danmark og det vurderes du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

For at du ville kunne udnytte din ægtefælles uudnyttede personfradrag, ville det kræve din ægtefælle også var fuld skattepligtig til Danmark, eller du var skattemæssigt hjemmehørende i Polen jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, og valgte beskatning efter grænsegænger-reglerne jf. kildeskattelovens § 5 A - 5 D.

Det skattemæssige hjemsted jf. artikel 4 i Dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, bestemmes på følgende måde:

Artikel 4 stk. 2 litra a:

"han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed.

Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);"

Da du har bolig til rådighed i begge lande kan dit skattemæssige hjemsted ikke afgøres ud fra dette kriterie.

Det næste kriterie der skal kigges på er "midtpunkt for sine livinteresser". Det vurderes du har de stærkeste personlige interesser i Polen, på grund af det er der din familie bor. Derimod vurderes det du har de stærkeste økonomiske interesser i Danmark, da det er her du tjener din løn og du ingen indtægt har i Polen. Da dine personlige interesser trækker mod Polen og dine økonomiske interesser trækker mod Danmark, kan skattemæssigt hjemsted heller ikke afgøres efter dette kriterie, hvorfor der ska l kigges på Artikel 4 stk. 2 litra b.

Artikel 4 stk. 2 litra b:

"hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold; "

Da du arbejder fuld tid i Danmark, vurderes det du opholder dig mest i Danmark. Da du opholder dig mere i Danmark end i Polen, kan dit skattemæssige hjemsted afgøres efter dette kriterie, og dit skattemæssige hjemsted bliver derved Danmark.

(...)

Skattestyrelsens bemærkninger til dine kommentar

Du har opstillet forskellige kriterier, som du mener betyder at dit skattemæssige hjemsted, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4, er I Polen og ikke i Danmark.

•	Du har fast ejendom i Polen og er fuld skattepligtig i Polen.

Om man ejer en bolig eller lejer en bolig, er ikke afgørende for om ens skattemæssige hjemsted, kan afgøres efter om man har bolig til rådighed i landet. Du har bolig til rådighed både i Danmark og Polen, hvorfor dit skattemæssige hjemsted ikke kan afgøres efter dette kriterie.

At du er fuld skattepligtig til Polen har ikke indvirkning på afgørelsen af det skattemæssige hjemsted, da du også er fuld skattepligtig til Danmark. Det skattemæssige hjemsted skal først vurderes, hvis en person er fuld skattepligtig i 2 lande.

•	Alt din familie bor i Polen.

Midtpunkt for livsinteresser afgøres efter, hvor ens personlige og økonomiske interesser er stærkest. Der er ingen tvivl om at dine personlige interesser er stærkest i Polen, men dine økonomiske interesser er stærkest i Danmark. Man skal kigge på de personlige og økonomiske interesser som et samlet hele, man kan ikke kun kigge på den ene del. De personlige interesser skal ikke tillægges mere vægt end de økonomiske interesser.

•	Du er i Polen i alle ferier/fridage og kun i Danmark på grund af arbejde

At du er i Polen i alle dine ferier og fridage, kan ikke gå forud for hvor du reelt opholder dig mest.

Grunden til hvorfor du opholder dig mere i Danmark, end i Polen har ikke relevans i forhold til afgørelse af dit skattemæssige hjemsted.

Skattestyrelsen fastholder derfor du er skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, samt at din sædvanlige bopæl jf. ligningslovens § 9C er din bolig i Danmark og ikke din bolig i Polen.

(...)”

Skattestyrelsen har udtalt følgende til klagen:

”(...)

Rådgiver/borger henviser til et bindende svar fra 2015, samt en afgørelse fra landsskatteretten 1980. I begge sager har borger økonomiske interesser i begge lande, hvor det skattemæssige hjemsted skal afgøres mellem. Derudover har borger kun personlige interesser i det ene land, hvorfor de skattemæssige hjemsted afgøres efter centrum for livsinteresser i det land hvor borger både har økonomiske og personlige interesser.

I denne aktuelle sag, har borger kun økonomiske interesser i et land og personlige interesser i et andet land, hvorfor det skattemæssige hjemsted er afgjort efter ”sædvanlig ophold”.

(...)”

Skattestyrelsen har endvidere udtalt følgende:

”Indkomstårene 2017 og 2018 er genoptaget med baggrund i skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1.

Det er vurderet borger ikke er omfattet af bekendtgørelse 2018-11-14 nr. 1305 om en frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 1, men derimod falder ind under bekendtgørelse 2018-11-14 nr. 1305 om en frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 2 stk. 1 nr. 4, hvorfor fristerne i skatteforvaltningslovens § 26 stk. 1 er benyttet. Det vurderes borger er omfattet bekendtgørelse 2018-11-14 nr. 1305 om en frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold § 2 stk. 1 nr. 4, da borger i sine bemærkninger har oplyst at han har fast ejendom i Polen, hvorimod han kun lejer ejendom i Danmark.

Forslaget er vedhæftet hvor borger oplyses om at afgive oplysninger om udenlandsk ejendom, samt borgers bemærkninger hvor han oplyser at have fast ejendom i Polen”

”Det fremgår af den polske bopælsattest, at borger har boet på den samme adresse siden 28/09 2007”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Polen i indkomstårene 2017-2019, og at klageren derved har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover er der nedlagt påstand om, at klageren er berettiget til fradrag for befordring mellem adressen i Polen og arbejdspladsen i Danmark i disse indkomstår.

Til støtte herfor er anført:

”(...)

[person5] er dobbelt domicileret.

Hans kørselsfradrag fra hjemmet i Polen til arbejde i Danmark bør derfor godkendes, og hans hustru fradrag ligeledes.

I henhold til:

Landsskatteretten Journalnr. [sag1] Kendelse af 8. oktober 2013 vedr. dobbelt domicil og

Hustrufradrag.

Desuden har han samme bopæl som hans hustru i Polen i henhold bilag 04.032. Hustru vil i et sådant tilfælde blive registreret som fuld skattepligtig og personfradraget vil blive givet i henhold til disse regler.

Og centrum for livsinteresse er i Polen.

Der kan endvidere henvises til Skatterådets bindende svar af 9. januar 2015, offentliggjort i SKM2015.28.SR, hvor Skatterådet fandt, at da Spørger havde økonomiske/arbejdsmæssige interesser i Danmark, men både personlige og økonomiske/arbejdsmæssige interesser i Sverige, samt at Spørgers engagement samlet var større i Sverige end i Danmark, var det Skatterådets samlede vurdering, at Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser i Sverige. I vurderingen blev der desuden lagt vægt på, at Spørger opholdt sig ca. 150-160 dage i Sverige om året, mens Spørgers ægtefælle og parrets hjemmeboende børn opholdt sig cirka 100 dage om året i Sverige. Skatterådet fandt derfor, at Spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Sverige.

Kommentarerne til OECD's modeloverenskomst, artikel 4, stk. 2, punkt 15

15. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted, hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden i den anden stat og bibeholder den første, kan det faktum, at han bibeholder den første i de omgivelser, hvor han altid har boet, og hvor han har sin familie og ejendele sammen med andre elementer, bidrage til at vise, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i den første stat.

2.1 Praksis vedrørende ”midtpunkt for livsinteresser”

2.1.a LSRM 1980, 207

I LSRM 1980, 207 statuerede Landsskatteretten, at en skatteyder var hjemmehørende i Danmark for indkomstårene 1974 og 1975, idet han måtte antages at have de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser til Danmark. Skatteyderen var dansk statsborger, ejede et énfamilies hus i Danmark, hvor hans hustru og mindreårige datter boede, og hvor skatteyderen normal opholdt sig hver weekend. Skatteyderen var hovedaktionær og direktør i et svensk selskab. Han havde meldt flytning til Sverige i 1965, hvor han havde en bopæl og overnattede 5 dage om ugen.

I LSRM 1980, 207 har skatteyderen sine økonomiske interesser i Sverige, og opholder sig i Sverige størstedelen af ugens dage (alle hverdagene), men bliver af Landsskatteretten anset for hjemmehørende i Danmark. Afgørelsen må forstås sådan, at Landsskatteretten vægter de personlige interesser tungere end de økonomiske.

Og deres ”bopæl” overnatningssted i Danmark, opfylder jo heller ikke Arbejdstilsynets betingelser, med under 25 kvm. inkl. Køkken og bad. Og 4 voksne mænd.

LOVEN: HER ER DE NYE TILTAG

Arbejdsgiveren skal sikre, at den bolig, man stiller til rådighed, opfylder følgende krav:

1) Der skal være toilet- og badefaciliteter og spise- og køkkenfaciliteter til rådighed for beboerne.

2) Der skal være mulighed for at holde mindst 1 meters fysisk afstand mellem beboerne på alle tidspunkter.

3) Boligen skal være indrettet således, at den enkelte beboer har mindst 4 m2 til rådighed ved ophold sammen i fælles beboelses- og opholdsrum.

4) Der skal være synlig skiltning om det maksimale antal personer pr. rum, synlig oversigt med instruks i rengøring og hygiejneregler og stregmarkeringer til afstand.

5) Der skal være adgang til håndvask med sæbe i køkken og ved toiletter, og i fælles beboelses- og opholdsrum skal der være adgang til håndsprit.

6) Boligens indretning skal sikre gode hygiejniske forhold med mulighed for hyppig, effektiv rengøring og personlig hygiejne.

7) Der skal være mulighed for egen opbevaring af personlige ejendele.

8) Den enkelte beboer skal have egen seng.

Kilde: Lov om forebyggelse af smitte med covid-19, når arbejdsgivere stiller bolig til rådighed for ansatte, 2021.02.14.

Juridisk vejledning CF 1.2.1

Dobbeltdomicil

Hvis en person er fuldt skattepligtig til Danmark og samtidig er fuldt skattepligtig i et andet land, foreligger der en situation med dobbeltdomicil.

Hvis Danmark ikke har indgået en DBO med det andet land, kan Danmark beskatte personens globalindkomst efter SL § 4. Lempelse for betalt skat afgøres i den situation ud fra de interne danske lempelsesregler.

Såfremt der er indgået en DBO med det andet land, er det DBO'en med det pågældende land, der afgør, om det er Danmark eller det andet land, som har beskatningsretten til de enkelte indkomster.

Om Danmark kan beskatte i en sådan situation, afhænger typisk af:

Hvor den pågældende er skattemæssigt hjemmehørende i henhold til DBO'en

Hvor indkomsten er optjent

Hvilken form for indkomst, der er tale om.

Bemærk

En person, der anses for hjemmehørende i fremmed stat, Grønland eller Færøerne efter bestemmelserne i en DBO, kan kun fratrække udgifter, der vedrører indtægter, som Danmark efter DBO'en kan beskatte. Se KSL § 1, stk. 2.

Alle indsigelser viser jo tydeligt, at han er Dobbelt Domicileret og hans livsinteresser, familie, økonomiske og sociale interesser er i Polen.

Da jeg har opdaget at skattestyrelsen ikke læser vore indsigelser, håber jeg ar Skatteankestyrelsen vil gøre det og ikke kun kopiere skattestyrelsen afgørelse,

(...)”

Klagerens repræsentant er den 25. februar 2021 endvidere fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Der er ikke meget at sige, andet at han ikke læser de fremsendte indsigelser. Og springer gladelig over landsskatterettens afgørelse nr [sag1], som er helt de samme forhold som [person5]

https:// skat.dk/skat.aspx?oid = 2246508

Begrænset skattepligtig eller dobbeltdomicileret:

Når din ægtefælle ikke er skattepligtig til Danmark

Hvis du er gift og bor sammen med din ægtefælle ved årets udgang, kan du blive sambeskattet og få overført uudnyttet personfradrag og grundbeløb fra din ægtefælle. Dette indebærer, at der for din ægtefælle skal foretages en (fiktiv) indkomstopgørelse omfattende alle danske og udenlandske indtægter og fradrag opgjort efter danske regler. Det betyder, at du skal skrive din ægtefælles indkomst og fradrag på dit oplysningsskema (tidligere selvangivelse), også selvom din ægtefælles indkomst ikke er skattepligtig til Danmark. Har din ægtefælle ikke nogen lønindkomst og heller ikke anden indkomst, såsom skattefri studiestøtte, barselspenge eller lign., skal du oplyse et 0 (nul kroner). Du skal skrive din ægtefælles indkomster og fradrag på dit oplysningsskema under afsnittet grænsegængerdata i TastSelv.

Lovgivningen har jo ikke ændret sig meget det er kun fortolkningen og udeladelser, der giver denne diskussion.

Han er skattepligtig til Polen, han har BOPÆL sammen med sin hustru som han besøger jævnligt og har sine økonomiske forpligtelser.

I Danmark har han en seng med tag over hoved.

Prøv engang at læse vejledning i blanket 04.032.

(...)”

Klagerens repræsentant er ikke fremkommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal i første række tage stilling til, om Skattestyrelsen har genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2017 og 2018 rettidigt.

Landsskatteretten skal i anden række tage stilling til, i hvilken stat klageren, som i indkomstårene 2017-2019 har været dobbeltdomicileret med bolig i såvel Danmark som Polen, skal anses for at have været hjemmehørende, og derved om klageren har kunnet anvende grænsegængerreglerne til overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, i hvilket omfang klageren i de samme indkomstår har været berettiget til fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C.

Frister

Retsgrundlaget

Ifølge skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal told- og skatteforvaltningen udsende varsel om ændring af en ansættelse af indkomstskat senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal være foretaget senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 2. pkt.

Uanset fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., skal Skatteforvaltningen (tidligere SKAT) afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomstskat for fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomstårets udløb. Dog gælder fristen i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., når den skattepligtige ikke har enkle økonomiske forhold. Det fremgår af § 1 i bekendtgørelse om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold (for indkomståret 2017 bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 med senere ændringer og for indkomståret 2018 bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018).

En skattepligtig anses ikke for at have enkle økonomiske forhold, hvis den skattepligtige forventes at skulle give Skatteforvaltningen oplysninger om ejendom i udlandet.

For indkomståret 2017 fremgår det af § 1, stk. 2, nr. 3, og § 2a, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 535 af 22. maj 2013 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for en selvangivelse med senere ændringer, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj 2013 med senere ændringer.

For indkomståret 2018 fremgår det af § 1, stk. 2, nr. 3, og § 3, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse nr. 1302 af 14. november 2018 om fysiske personers modtagelse af en årsopgørelse i stedet for et oplysningsskema, jf. § 2, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1305 af 14. november 2018.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har i sine bemærkninger til Skattestyrelsens forslag af 22. oktober 2020 oplyst, at han har fast ejendom i Polen.

Skattestyrelsen har på den baggrund genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2017 og 2018 af egen drift.

Landsskatteretten lægger herefter til grund, at klageren ejede ejendom i Polen i indkomstårene 2017 og 2018. Hertil bemærkes, at det af den fremlagte bopælsattest fremgår, at klageren har haft samme bopæl siden den 28. september 2007.

Klagerens skatteansættelse er derfor omfattet af den ordinære frist i skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

Skattestyrelsens fornyede forslag til afgørelse er dateret den 25. november 2020, mens afgørelsen er dateret den 23. december 2020.

Skattestyrelsen har dermed genoptaget klagerens skatteansættelse for indkomstårene 2017 og 2018 rettidigt.

Skattepligt – dobbeltdomicil

Retsgrundlaget

Af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, fremgår:

”§ 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

personer, der har bopæl her i landet,

(...)”

Fuldt skattepligtige til Danmark, der er dobbeltdomicileret og anses for skattemæssigt hjemmehørende i en anden stat, og tillige tjener mindst 75 % af deres samlede indkomst i Danmark, kan vælge at blive beskattet efter grænsegængerreglerne og derved bl.a. få overført en ægtefælles uudnyttet personfradrag. Det fremgår af kildeskattelovens § 5 A og § 5 C.

Af artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen (herefter dobbeltbeskatningsoverenskomsten), fremgår følgende:

”Art. 4

Skattemæssigt hjemsted

Stk. 1. I denne overenskomst anvendes udtrykket "hjemmehørende i en kontraherende stat" på enhver person, som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller et andet lignende kriterium, dog med undtagelse af personer, som kun er skattepligtige i denne stat af den indkomst, som disse personer har erhvervet fra kilder i denne stat eller af formue, der beror i denne stat

Stk. 2. Hvis en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

(...)”

Dobbeltbeskatningsoverenskomsten fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst, hvor der af kommentarerne til artikel 4, stk. 2, om skattemæssigt hjemsted bl.a. fremgår følgende:

”(...)

9. Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater.

(...)

11. Artiklen giver forrang til den kontraherende stat, i hvilken den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed. Dette kriterium vil hyppigt være tilstrækkeligt til at løse konflikten, f.eks. når en fysisk person har en fast bolig i den ene kontraherende stat og kun har gjort ophold af en vis længde i den anden kontraherende stat.

12. Litra a) betyder derfor, at ved anvendelse af overenskomsten (dvs. hvor der er en konflikt mellem lovene i de to stater) anses bopælen for at være det sted, hvor den fysiske person ejer eller råder over en bolig. Denne bolig skal være af vedvarende karakter, dvs. den fysiske person skal have etableret og bibeholdt den til stadig brug, i modsætning til det at opholde sig et bestemt sted under sådanne vilkår, at det er åbenbart, at opholdet er tilsigtet at være af kort varighed.

13. Med hensyn til begrebet “bolig” skal det bemærkes, at enhver form for bolig kan tages i betragtning (hus eller lejlighed, som tilhører eller er lejet af den fysiske person, lejet møbleret værelse). Men boligens varige karakter er væsentlig. Dette betyder, at personen skal have arrangeret det således, at boligen er til vedkommendes rådighed kontinuerligt til enhver tid, og ikke lejlighedsvis med henblik på et ophold, som efter årsagen til det i sagens natur er af kort varighed (ferierejse, forretningsrejse, uddannelsesrejse, deltagelse i kursus på en skole osv.). Et hus, som ejes af en fysisk person, kan f.eks. ikke anses for at være til rådighed for den fysiske person, når huset er udlejet og reelt overdraget til en udenforstående part, således at den fysiske person ikke længere er i besiddelse af eller har mulighed for at bebo huset.

(...)

15. Hvis den fysiske person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted, hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser med udgangspunkt i den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed. Hvis en person, som har en bolig i en stat, etablerer en anden bolig i den anden stat og bibeholder den første bolig, kan det faktum, at vedkommende bibeholder den første bolig i de omgivelser, hvor vedkommende altid har boet, hvor vedkommende har arbejdet, og hvor vedkommende har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer bidrage til at vise, at vedkommende har bevaret centrum for sine livsinteresser i den første stat.

16. Litra b) fastsætter et subsidiært kriterium for to helt adskilte og forskellige situationer:

a)	det tilfælde, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge kontraherende stater, og det ikke er muligt at afgøre, i hvilken stat vedkommende har centrum for sine livsinteresser
b)	det tilfælde, hvor den fysiske person ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af de kontraherende stater.

Forrang gives til den kontraherende stat, i hvilken den fysiske person sædvanligvis har ophold.

17. I den første situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der – når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser – tipper vægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat.

(...)

19. Anvendelsen af det i litra b) nævnte kriterium forudsætter, at det fastslås, hvorvidt den fysiske person har haft sædvanligt ophold, dvs. sædvanligvis eller normalt har opholdt sig, i den ene af de to stater frem for i den anden i en given periode. Dette spørgsmål kan ikke besvares alene ved at fastslå, i hvilken af de to kontraherende stater den fysiske person har tilbragt flest dage i den pågældende periode. Udtrykket “séjourne de façon habituelle”, som er anvendt i den franske version af litra b), giver en god forståelse af, hvorledes “sædvanligt ophold” skal forstås – et begreb, som henviser til hyppigheden, varigheden og regelmæssigheden af ophold, som udgør en del af en fysisk persons fastlagte livs vaner og dermed ikke blot er forbigående. Som det fremgår af litra c), er det muligt for en fysisk person at have sædvanligt ophold i begge stater, hvilket ville være tilfældet, hvis personen sædvanligvis eller normalt har opholdt sig i de respektive stater i den pågældende periode, uanset at vedkommende har tilbragt flere dage i den ene stat end i den anden. Som eksempel antages det, at en fysisk person ejer et hus i både stat A og stat B over en femårig periode, men at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser. Personen arbejder i stat A, hvor vedkommende sædvanligvis opholder sig, men rejser tilbage til stat B to dage om måneden og én gang om året på tre ugers ferie. I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i stat A, men ikke i stat B. Det antages imidlertid, at personen i løbet af samme femårige periode arbejder i stat A i korte perioder på to uger 15 gange om året, men resten af tiden opholder sig i stat B (det antages også, at omstændighederne ikke gør det muligt at fastslå, i hvilken stat personen har centrum for sine livsinteresser). I dette tilfælde har personen sædvanligt ophold i både stat A og stat B.

(...)”

Ved opgørelsen af, i hvilken stat skatteyderen sædvanligvis har ophold, medregnes rejsedage som ophold i begge stater, jf. bl.a. Landsskatterettens afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har i indkomstårene 2017-2019 haft en bolig til rådighed i Danmark og været tilmeldt det danske folkeregister, hvorfor han i disse indkomstår har været fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Ifølge den fremlagte attest fra skattekontoret i [Polen], har klageren tillige været fuldt skattepligtig til Polen i de omhandlede indkomstår.

Da klageren har været fuldt skattepligtig til både Danmark og Polen, har klageren således været hjemmehørende i begge lande, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 1. Der foreligger herved en dobbeltdomicilsituation, der er omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Klageren skal herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren har en fast bolig til sin rådighed, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. pkt.

Af CPR fremgår, at klageren har haft folkeregisteradresse på [adresse1], st. 12, [by1] i perioden 4. april 2016 – 1. november 2023. Klageren har således haft en fast bolig til rådighed i Danmark i de omhandlede indkomstår. Det forhold, at der er tale om en delelejlighed kan ikke føre til et andet resultat, jf. pkt. 13 i kommentarerne til OECD’s modeloverenskomst.

Ifølge den fremlagte bopælsattest har klageren boet på adressen [adresse4], [Polen] siden den 28. september 2007. Klageren har således også haft fast bolig til rådighed i Polen i de omhandlede indkomstår.

Da klageren har haft en fast bolig til rådighed i såvel Danmark som Polen, skal klageren herefter anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. pkt.

I de omhandlede indkomstår har klageren modtaget løn fra sin danske arbejdsgiver, ligesom han, i indkomstårene 2017-2018, har modtaget børne- og ungeydelse. Klageren har endvidere betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til Fødevareforbundet NNF og haft en arbejdsgiveradministreret pension. Der er ikke fremlagt oplysninger om, at klageren har haft en skattepligtig indkomst i Polen i de omhandlede år. Henset hertil, er klagerens økonomiske interesser i Danmark, hvilket taler for, at klageren skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

Klagerens ægtefælle og familie er bosiddende i Polen, og klageren har dermed haft sine personlige interesser i Polen i de omhandlede indkomstår, hvilket taler for, at klageren skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Polen.

Da det således ikke kan afgøres, i hvilken stat klageren har midtpunkt for sine livsinteresser, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Klageren har, trods anmodning herom, ikke oplyst eller i øvrigt fremlagt dokumentation for, hvor mange dage han har opholdt sig i henholdsvis Danmark og Polen i indkomstårene 2017-2018.

Det fremgår af klagerens skatteoplysninger, at han har udført arbejde for og modtaget løn fra sin danske arbejdsgiver svarende til 1.555 arbejdstimer i indkomståret 2017 og 1.534 arbejdstimer i indkomståret 2018.

Henset hertil, finder Landsskatteretten, at klageren sædvanligvis har opholdt sig i Danmark i indkomstårene 2017-2018, og at han derfor skal anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i de pågældende indkomstår.

For så vidt angår indkomståret 2019 har klageren oplyst, at han har befordret sig mellem Danmark og Polen 42 gange. Klageren har hverken fremlagt en arbejdskalender eller en opgørelse over antal dage med ophold i henholdsvis Danmark og Polen. Det kan dog udledes af de fremlagte kontoudtog og billetter fra [virksomhed2], at klageren har været i Polen alle weekender i 2019.

Landsskatteretten lægger til grund, at klageren som altovervejende hovedregel er rejst til Polen fredag eftermiddag og returneret til Danmark natten til mandag. Ifølge det fremlagte er klageren dog rejst til Polen om torsdagen i 4 tilfælde og om onsdagen i et enkelt tilfælde, lige som han i et enkelt tilfælde er returneret til Danmark natten til tirsdag. Derudover lægges det til grund, at klageren er returneret til Danmark natten til den 2. januar 2019 og natten til den 23. april 2019 (tirsdagen efter 2. påskedag), og at han er rejst til Polen den 29. maj 2019 (onsdagen før Kristi himmelfartsdag).

Ifølge det fremlagte materiale har klageren ikke foretaget rejser mellem Polen og Danmark i perioderne lørdag den 22. juni 2019 – søndag den 14. juli 2019 og fredag den 20. december 2019 – tirsdag den 31. december 2019. Ud fra en konkret vurdering af sagens oplysninger, anses det for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at klageren har været på ferie i Polen i de to perioder.

Landsskatteretten lægger herefter til grund, at klageren har opholdt sig 186 dage i Polen og 227 dage i Danmark. Den dag, hvor klageren er rejst fra Danmark til Polen (typisk fredag), er medregnet som ophold i begge lande, jf. SKM2023.199.LSR. Da klageren er returneret til Danmark om natten, har han ikke opholdt sig i Danmark på afrejsedagen (typisk søndag), hvorfor denne dag ikke er medregnet som rejsedag, men alene som ophold i Polen. Omvendt har klageren ikke opholdt sig i Polen på ankomstdagen (typisk mandag), hvorfor denne dag ikke er medregnet som rejsedag, men alene som ophold i Danmark.

Henset til antallet af opholdsdage, skal klageren anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i indkomståret 2019.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angår dette punkt.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Af ligningslovens § 9 C, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, fremgår:

”Stk. 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet.

(...)

Stk. 2. Fradrag kan dog kun foretages for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 kilometer.”

Hvis afstanden mellem bopælen og arbejdsstedet klart overstiger det sædvanlige, har klageren en skærpet bevisbyrde for, at befordring har fundet sted i det anførte omfang. Det følger af Højesterets dom af 19. marts 2004, offentliggjort som SKM2004.162HR. I sagen var der tale om en afstand til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor vedkommende havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom vedkommende var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig i Danmark og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse, ligesom vedkommende efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

Sagen i SKM2023.547.ØLR var sambehandlet med BS-31762/2021-OLR, som ikke er offentliggjort. Skatteministeriet tog i denne sag bekræftende til genmæle overfor skatteyderen, og anerkendte herved at skatteyderen i de pågældende indkomstår dels var berettiget til fradrag for befordring mellem Danmark og Polen, dels havde sædvanlig bopæl i Polen.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset vedkommendes nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor vedkommende også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2017-2019 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark i de omhandlede indkomstår, hvor klageren har modtaget løn fra [virksomhed1] A/S. Klageren har desuden betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til Fødevareforbundet NNF og haft en arbejdsgiveradministreret pension. I indkomstårene 2017-2018 har klageren endvidere modtaget børne- og ungeydelser.

Derudover har Landsskatteretten lagt vægt på, at klageren har haft en dansk folkeregisteradresse siden den 29. juni 2011, og at han har været registreret med bopæl på adressen [adresse1], st. 12, [by1] i perioden 4. april 2016 – 1. november 2023. Hertil bemærkes, at klageren som udgangspunkt har opholdt sig i Danmark fra mandag til fredag, hvorfor klagerens daglige transport til og fra arbejdspladsen må være foretaget til og fra bopælsadressen i Danmark.

Bortset fra den fremlagte bopælsattest er klagerens tilknytning til Polen og boligen i Polen, trods Skatteankestyrelsens materialeindkaldelse, ikke nærmere oplyst eller dokumenteret.

Landsskatteretten finder på dette grundlag, at klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som ikke berettiger til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Repræsentantens henvisning til Østre Landsrets dom af 5. juli 2023 (BS-31762/2021-OLR) kan ikke føre til et andet resultat, da der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger.

Klageren er som udgangspunkt berettiget til et fradrag for befordring mellem klagerens adresse i Danmark og arbejdsstedet, men da afstanden alene udgør 7,8 km tur/retur og dermed ikke overstiger 24 km pr. arbejdsdag, kan der ikke godkendes et befordringsfradrag herfor.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse, for så vidt angår dette punkt.