Kendelse af 04-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 04-07-2024

Journalnr. 21-0013625

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Indkomståret 2019

Skønnet aktieindkomst (rubrik 451)

200.000 kr.

0 kr.

Nedsættes til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Klageren har ikke indberettet oplysningsskemaet for indkomståret 2019 indenfor fristen.

Skattestyrelsen har den 9. januar 2021 udsendt årsopgørelse nr. 1 for klageren og har i rubriknr. 451 ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked” skønnet, at klageren har haft en gevinst på 200.000 kr. Skattestyrelsen har i høringssvar til klagen oplyst, at skønnet er baseret på tidligere års historik.

Det fremgår af klagerens R75 for indkomståret 2019, at klageren i indkomståret 2018 har indberettet 871.011 kr. i rubriknr. 451 ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked”. Skattestyrelsen har oplyst, at gevinsten har vedrørt likvidationsprovenu fra klagerens selskab, [virksomhed1] Ltd, som er ophørt i 2018.

Det fremgår af skema 05.021 ”Kontrollerede transaktioner”, at der ikke har været transaktioner med andre lande end Danmark. Skattestyrelsen har oplyst, at skemaet er indsendt til Skattestyrelsen den 2. september 2020.

Af klagerens R75 fremgår, at klageren i indkomståret 2019 har modtaget 892.466 kr. i bruttoudbytte fra [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...1], og at der er indeholdt 27 % i udbytteskat, svarende til i alt 240.965 kr. Udbyttet fremgår af rubriknr. 64 ”Udbytte af danske aktier, ikke optaget på et reguleret marked” på klagerens oplysningsskema for indkomståret 2019.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har den 9. januar 2021 udsendt årsopgørelse nr. 1 for klageren, da Skattestyrelsen ikke har modtaget klagerens oplysningsskema for indkomståret 2019. Skattestyrelsen har ansat 200.000 kr. i rubrik 451 ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked”.

Skattestyrelsen er den 3. marts 2021 fremkommet med følgende udtalelse til klagen:

”...

Vedrørende skattetillæg.

Borger anfører, at klagefristen blev overskredet, da hans computer var nede nogle dage. Oplysningsskemaet var ikke indberettet.

Der er ikke indberettet eller indsendt oplysningsskema for 2019. Det eneste der er indsendt er skema 05.021 Kontrollerede transaktioner. Skemaet er indsendt den 2. september 2020.

Det anses ikke at være en særlig omstændighed, at computeren har været nede nogle dage. Oplysningsskemaet kunne være indsendt efterfølgende. Dette er ikke sket.

Skønnet gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsforeningsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, og udenlandsk udbytte/udlodning, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat.

Skønnet er baseret på, at der på årsopgørelsen for 2018 var indtægtsført 871.011 kr. i gevinst/tab på unoterede aktier, og at det derfor kunne indikere at borger ejede udenlandske unoterede aktier.

Efter gennemgang af borgers sag for tidligere år, er det konstateret, at beløbet på 871.011 kr. er fra en tidligere sag for 2018 og vedrører likvidationsprovenuet for borgers udenlandske selskab [virksomhed1] Ltd, der anses for ophørt i 2018.

Herudover fremgår det, at borger har haft selskaber både på Malta og Mauritius. Borger kunne ikke huske hvornår disse selskaber er ophørt.

Sagen vedrører 2018 er ligeledes påklaget til skatteankestyrelsen og har sagsnr. – 20-0010648 (sammen med årene 2013,2014,2015,2016).

Skønnet er baseret på tidligere års historik.

Der er den 2. september 2020 indsendt skema 05.021 Oplysninger om kontrollerede transaktioner, hvor borger anfører, at der har været 0 transaktioner med andre lande i 2019.

Såfremt skønnet er for højt, eller der reelt ikke er udenlandsk gevinst eller udbytte, hvor der ikke er betalt skat i udlandet kan indkomsten nedsættes med dette beløb. Beløbet er alene et skøn ud fra tidligere år. Borger kunne selv have rettet dette på skat.dk under tast selv. Skattetillægget vil dog stadig blive beregnet.

...”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens skønsmæssige ansættelse i rubriknr. 451 ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked” skal nedsættes til 0 kr. for indkomståret 2019.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”...

Afgørelsen er begrundet i en fejltagelse vedrørende aktieindkomst 2019. Den på Årsopgørelsen 2019 anførte aktieindkomst er ansat arbitrært og er ikke korrekt. Aktieindkomst 2019 er der betalt skat af. At der manglede oplysninger for at SKAT kunne ansætte Årsopgørelse 2019 korrekt forstår jeg ikke da SKAT burde have alle oplysninger.

Der vedhæftes Årsopgørelse 2019 med kommentarer i dokumenterne.”

Klageren er den 4. marts 2021 i forlængelse af Skattestyrelsens høringssvar fremkommet med følgende bemærkninger:

”Har modtaget kopi af Udtalelse fra Skattestyrelsen. Man mangler, at oplyse om, at man ved opgørelsen af 2019 traf en arbitrær afgørelse som udelukkende er baseret på SKAT´s fornemmelse - man mente at der MÅSKE var overført penge til et eller andet land - man kunne ikke nærmere definere dette.

...”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår om Skattestyrelsens skøn af klagerens aktieindkomst i rubriknr. 451 ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked” på 200.000 kr. er korrekt.


Retsgrundlaget

Har en skattepligtig ikke rettidigt givet told- og skatteforvaltningen oplysninger, kan den skattepligtiges ansættelse foretages skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 74.

Gevinst ved afståelse af aktier medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det fremgår af aktieavancebeskatningslovens § 12.

Tab og gevinst opgøres som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen for de pågældende aktier, jf. aktieavancebeskatningslovens § 26, stk. 2.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 9. januar 2021 skønnet, at klageren i indkomståret 2019 har haft en gevinst på 200.000 kr. vedrørende ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked”.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ikke har godtgjort, at klageren har haft ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked” på 200.000 kr. Retten har lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at klageren har haft indkomst ved afståelse af udenlandske aktier. Retten har desuden lagt vægt på, at klageren ved fremsendelse af skema 05.021 ”Kontrollerede transaktioner” har oplyst, at der ikke har været transaktioner med andre lande end Danmark, og at Skattestyrelsens skøn ifølge det oplyste alene har været baseret på tidligere års historik.

Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse og nedsætter ”Gevinst/tab på udenlandske aktier/investeringsbeviser, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked” til 0 kr.