Kendelse af 07-04-2022 - indlagt i TaxCons database den 01-05-2022

Journalnr. 21-0031743

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af yderligere 77.400 kr. i tinglysningsafgift for tinglysning af et skøde med løbenr. [...51] på erhvervsejendommen med matrikelnr. [...1], [...], [by1].

Landsskatteretten ændrer Skattestyrelsens afgørelse således, at der ikke skal betales yderligere tinglysningsafgift.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] I/S har som anmelder i henhold til storkundeordningen den 4. juli 2016 tinglyst et skøde med løbenr. [...51] (herefter skøde nr. 1) på erhvervsejendommen med matrikelnr. [...1], [...], [by1] (herefter ejendommen). [by2] Kommune har solgt ejendommen til klageren ved købsaftale af 30. maj 2016 for 3.750.000 kr.

Ejendommen er nyopstået ved udstykning den 24. maj 2016, hvorfor ejendommen på tidspunktet for tinglysningen ikke var selvstændigt vurderet.

Af skøde nr. 1 fremgår der følgende under ”Erklæringer vedr. tinglysnings afgift”:

”Ejendomsværdipåtegning Ejendommen er ikke særskilt vurderet. Ejendommens bygninger er ikke under ombygning, opførelse eller nyopført på anmeldelsestidspunktet. Værdien af ejendommen på anmeldelsestidspunktet udgør efter bedste skøn det angivne beløb.

Beløb: 3.750.000”

I forbindelse med tinglysning af skøde nr. 1 blev der indbetalt 24.160 kr. i tinglysningsafgift.

Ved købsaftale af 31. december 2017 solgte klageren ejendommen videre, og [virksomhed1] I/S tinglyste som anmelder i henhold til storkundeordningen skøde med løbenr. [...11] (herefter skøde nr. 2) på ejendommen 9. februar 2018. Tinglysningsretten sendte skøde nr. 2 til Skattestyrelsen for at få undersøgt, om tinglysningsafgiften var beregnet korrekt. I den forbindelse genoptog Skattestyrelsen skøde nr. 1, ligeledes for at undersøge, om tinglysningsafgiften var beregnet korrekt.

Skattestyrelsen har herefter den 7. august 2018 anmodet Vurderingsstyrelsen om en udtalelse vedrørende ejendomsværdien. Af Vurderingsstyrelsens udtalelse fremgår bl.a. følgende:

”[adresse1] er opstået som ny ejendom ved udstykning pr. 24/5 2016 og handlet med skødedato 4/7 2016. Der er ikke sket ændringer på ejendommen i tidsrummet mellem udstykningen og vurderingen pr. 1/10 2016.

[...]

Ejendomsværdien på anmeldelsestidspunktet den 4/7 2016 vil være den samme som på vurderingstidspunktet pr. 1/10 2016.

Vurderingen er 16.700.000 kr.”

Den 26. september 2018 udsendte Skattestyrelsen forslag til afgørelse i sagen til [virksomhed1] I/S. Den 10. oktober 2018 fremsendte klageren sine bemærkninger til forslag til afgørelse.

Skattestyrelsen traf efterfølgende afgørelse den 18. oktober 2018, hvor Skattestyrelsen behandlede spørgsmålet om beregning af tinglysningsafgiften for både skøde nr. 1 og skøde nr. 2. Afgørelsen er adresseret til [virksomhed1] I/S.

I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen har Vurderingsstyrelsen i brev af 20. september 2021 anført følgende:

”Vi har efter jeres henvendelse haft lejlighed til at gennemgå sagen på ny, og det er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at handelsprisen på 3.750.000 kr. tinglyst den 4. juli 2016 ligger inden for den skønusikkerhed, hvormed værdien kan bedømmes.

Der lægges særlig vægt på de dokumenterede handelsvilkår i den modtagne aftale med bilag. Særlig bemærkes der, at i henhold til lokalplanens § 3.1 må der alene opføres et vandrehjem og ejendommen er omfattet af fredsskovspligt, som skal respekteres. Denne særlige begrænsede anvendelse mulighed samt det begrænsede købersegment, skønnes at have betydning for værdien af ejendommen.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at der vedrørende skøde nr. 1 er betalt for lidt i tinglysningsafgift. Det er Skattestyrelsens opfattelse, at tinglysningsafgiften for skøde nr. 1 skal beregnes på baggrund af den seneste offentliggjorte ejendomsværdi, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, jf. § 4, stk. 3.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

”Skattestyrelsens bemærkninger

Tinglysningsafgiftsloven hjemler ikke mulighed for, at stille en sag i bero.

Told- og skatteforvaltningen foranlediger om fornødent ejendommen vurderet efter vurderingsloven. (...) Told- og skatteforvaltningen beregner herefter afgiften heraf. Se tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 3, 3. og 5. pkt.

I denne sag, er ejendomsværdien 16.700.000 kr.

Købesummen er 3.785.000 kr. i skøde 1 og I har ansat en værdi, der er lig med købesummen på 3.750.000 kr. i skøde 2.

I denne sag bemærker vi, at der ikke er sket væsentlige ændringer med ejendommen mellem seneste vurdering og anmeldelsestidspunktet ved tinglysning af skøde 1.

Vi konstaterer, at der er sket væsentlige ændringer med ejendommen mellem vurderingstidspunktet 1. oktober 2014 og anmeldelsestidspunktet ved tinglysning af skøde 2. Ejendommen vurderes for første gang efter dens nye forhold pr. 1. oktober 2016.

Endvidere konstaterer vi, at der er meget stor forskel på ejendomsværdien og købesummen/den ansatte værdi. Derfor foranlediger vi, at Vurderingsstyrelsen foretager en vurdering af, om der er behov for at ændre den gældende ejendomsværdi, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 3, 3. pkt.

Vurderingsstyrelsen udtaler sig således efterfølgende. De finder ikke anledning til at ændre ejendomsværdien i denne sag, fordi der ikke er sket ændringer med ejendommen mellem udstykningen, vurderingen 2016 og anmeldelsestidspunktet.

Vi beregner herefter afgiften, på baggrund af ejendomsvurderingen, efter tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 3, 5. pkt.

Vi kan endvidere bemærke, at et fald i markedsværdien ikke i sig selv berettiger til, at handelsprisen kan benyttes ved beregning af tinglysningsafgiften. Se hertil byrettens dom offentliggjort den 23. august 2011 som SKM2011.534.BR:

”Sagen drejede sig om, hvorvidt hovedreglen i TAL § 4, stk. 2, om at tinglysningsafgiften mindst skal beregnes på grundlag af den senest offentliggjorte ejendomsværdi, kunne fraviges. De afgørende for fravigelsen af hovedreglen var, om fald i ejendommens markedsværdi kunne anses for at udgøre sådanne forandringer med hensyn til ejendommen, som omtalt i § 4, stk. 2, 3. pkt.

Af de grunde, der var anført af skatteministeriet, tiltrådte retten, at det alene er fysiske og juridiske forandringer ved ejendommen, der kan begrunde, at der anvendes et andet afgiftsgrundlag. Fald i markedsværdien i forhold til den seneste offentliggjorte ejendomsværdi var således ikke tilstrækkeligt til at fravige hovedreglen i TAL § 4, stk. 2.”

Med denne og nedenfor anførte begrundelse fastholder vi forslaget.

[...]

Begrundelse

Ved tinglysning af et ejerskifte af en ejendom, skal der betales afgift efter tinglysningsafgiftslovens § 1.

Afgiften for tinglysning af ejerskifte af ejendomme, som ikke er ejerboligejendomme, er 1.660 kr. og 0,6 % af afgiftsgrundlaget efter § 4, stk. 2.

Afgiftsgrundlaget er ejerskiftesummen, dog mindst den senest offentliggjorte ejendomsværdi på det tidspunkt skødet anmeldes til tinglysning, hvis denne er højere end ejerskiftesummen.

I denne sag anmeldes et ejerskifte af en erhvervsejendom til tinglysning to gange.

Afgiften beregnes derfor efter bestemmelsen i tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2 for begge skøder.

[...]

Skøde 2

Vi genoptager beregning af afgiften for skødet, da tinglysningen finder sted indenfor

3-årsfristen for genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Da ejendommen er under udstykning på anmeldelsestidspunktet og der er væsentlig forskel på købesummen og det angivne afgiftspligtige beløb, har vi bedt Vurderingsstyrelsen om at udtale sig i sagen

Vurderingsstyrelsen har den 18. september 2018 udtalt, at ejendomsværdien for tidspunktet for tinglysning af skøde 2 er 16.700.000 kr. De begrunder deres udtalelse med, at der ikke er sket ændringer på ejendommen mellem udstykningen og vurderingen pr. 1. oktober 2016, hvorfor værdien er den samme på tinglysningstidspunktet den 4. juli 2016.

I oplyser, at købesummen er 3.750.000 kr.

Da ejendomsværdien er højere end købesummen, er det ejendomsværdien, som er afgiftsgrundlaget.

Vi har beregnet afgiften således:

16.700.000 kr. x 0,6 % (rundet op til nærmeste 100 kr.)	100.200 kr.
Fast afgift	1.660 kr.
I alt	101.860 kr.

Da I har betalt 24.460 kr. ved tinglysningen, foreslår vi, at I skal betale 77.400 kr. mere i afgift for tinglysning af skødet.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at på grund af sagsbehandlingsfejl er Skattestyrelsens afgørelse af 18. oktober 2018 ugyldig.

Hvis Landsskatteretten realitetsbehandler klagen, er det klagerens påstand, at der ikke i tinglysningsafgiftsloven er hjemmel til at tilsidesætte klagerens skøn over ejendomsværdien, når ejendommen ikke er selvstændigt vurderet.

Til støtte for påstandene har klageren anført følgende:

”Indledende bemærkninger om formalitet

Indledningsvist bemærker vi, at sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen efter vores opfattelse lider af væsentlige formalitetsmangler, idet der er sket overtrædelse af 1) reglerne om ubetinget tavshedspligt, 2) høringsreglerne (sagsbehandlingen er sket over for anmelder af skøderne og ikke afgiftssubjekterne) og 3) at SKAT ikke har sendt en kopi af afgørelsen til partsrepræsentanten, selvom partsrepræsentantens indsigelser til forslaget var behandlet i afgørelsen. Med andre ord har hverken repræsentant eller de to afgiftssubjekter modtaget nogen form for korrespondance i Skattestyrelsens behandling af sagen, herunder agter og afgørelse.

Vi vedlægger vores klage over sagsbehandlingen som bilag, som er sendt til Service- og Administrationsstyrelsen, hvori manglerne er beskrevet i detaljer.

Vi er af den opfattelse, at afgørelsen allerede som følge af formalitetsmanglerne der er nævnt i klagen, er at anse for ugyldig. Der er endnu ikke kommet svar på klagen over sagsbehandlingen.

På ovenstående baggrund anser vi det fornødent med en prøvelse af formaliteten i behandlingen af denne klagesag med udgangspunkt i det angivne i klagen over sagsbehandlingen.

Sagsfremstilling i forbindelse med realitetsbehandling af sagens materielle forhold:

Såfremt Skatteankestyrelsen ikke deler opfattelsen af, at formalitetsmanglerne fører til afgørelsens ugyldighed eller man anser det muligt at reparere på fejlene i forbindelse med en realitetsbehandling, skal der tages stilling til sagens materielle indhold.

Sagen omhandler forhøjelse af tinglysningsafgift i forbindelse med to handler af en ejendom beliggende [adresse1], der er udlagt til og alene må benyttes som vandrerhjem.

Ejendommen opstår ved udstykning den 24. maj 2016 og handles i forlængelse heraf mellem [by2] Kommune og [virksomhed2] ApS for kr. 3.750.000 efter ejendommen havde været til salg i offentligt udbud.

Handlen anmeldes til tinglysning den 4. juli 2016 af [virksomhed1] I/S (herefter anmelder).

Ejendommen vurderes første gang den 1. oktober 2016 til kr. 16.700.000.

Den første tvist i sagen går herefter på, hvad [virksomhed2] ApS skal betale i tinglysningsafgift.

Ejendommen handles igen i februar 2018 mellem [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS og der sker tinglysning den 9. februar 2018 af [virksomhed1] I/S. Handelsprisen udgjorde kr. 3.785.000, ejendommen måtte fortsat kun drives som vandrehjem og [virksomhed3] ApS driver også vandrehjemmet videre i drift i skrivende stund.

Den anden tvist i sagen går herefter på, hvad [virksomhed3] ApS skal betale i tinglysningsafgift.

Anbringender i forhold til tinglysningsafgift – [virksomhed2] ApS:

Skattestyrelsen handler uden hjemmel i loven ved at beregne tinglysningsafgift af en værdi på anmeldelsestidspunktet, som Vurderingsstyrelsen har skønnet i forbindelse med nærværende sag.

Der er absolut ingen hjemmel hertil i Tinglysningsafgiftsloven.

Som Skattestyrelsen selv har anført i forslaget til afgørelse, så beregnes tinglysningsafgiften efter TAL § 4, stk. 2, 1. pkt. af ejerskiftesummen (red. kr. 3.750.000), dog mindst den senest offentliggjorte ejendomsværdi på det tidspunkt skødet anmeldes (red. ubestridt ingen vurdering).

Når nu der ikke er en vurdering på anmeldelsestidspunktet, så følger det – som Skattestyrelsen også anfører i forslaget - af TAL § 4, stk. 2. 3. pkt., så opgøres værdien af anmelder (og altså IKKE Vurderingsstyrelsen efterfølgende) efter dennes bedste skøn (kr. 3.750.000), og afgiften beregnes herefter på baggrund af ejerskiftesummen (kr. 3.750.000), dog mindst på baggrund af værdien af anmeldes skøn af værdien (kr. 3.750.000).

I nærværende sag er ejerskiftesummen 3.750.000 og anmelder har – helt naturligt – skønnet værdien af ejendommen til selvsamme, da det var handelsprisen i den uafhængige handel (offentligt udbud).

Afgiften skal derfor i henhold til loven beregnes på baggrund af ejerskiftesummen på 3.750.000, der både er udtryk for handelsprisen og anmelders skøn.

Skattestyrelsen begrunder den forhøjede afgift, der er beregnet på baggrund af en ejendomsværdi på kr. 16.700.000 med, at Vurderingsstyrelsen i en udtalelse i forbindelse med denne sag har anført, at ejendomsværdien på anmeldelsestidspunktet - altså før ejendommen blev vurderet første gang - ville have været 16.700.000, da der ikke var sket nævneværdige ændringer i perioden fra anmeldelsestidspunktet i juli og frem til 1. oktober, hvor ejendommen vurderedes første gang.

At beregne afgift på baggrund heraf, ensidige lægge vægt på indholdet, skriger til himlen.

For det første fremgår det ikke at TAL § 4, at afgift kan beregnes på baggrund af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen. Og da slet ikke en udtalelse der indhentes ensidigt til brug for en sag om afgiftsforhøjelse. Skattestyrelsen skal overholde lovgivningen ubetinget, og afgiften kan i henhold til loven KUN beregnes på baggrund af 1) ejerskiftesummen, 2) en faktisk offentlig ejendomsvurdering eller 3) på baggrund af anmelders skøn over værdien. Det er med andre ord ulovligt og uden hjemmel at beregne afgiften på baggrund af en udtalelse fra Vurderingsstyrelsen om en skønnet værdi på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen vurdering.

For det andet bemærker vi, at Vurderingsstyrelsens begrundelse for at værdien havde været kr. 16.700.000 alene synes at være, at da der ikke er sket ændringer på ejendommen fra anmeldelsestidspunktet og frem til den første vurdering af ejendommen, så vil værdien være identisk. Vurderingsstyrelsen forholder sig på ingen måde til, om den første vurdering i det hele taget er korrekt, hvilket man formentlig burde, da ejendommen er handlet uafhængigt og endda med en offentlig myndighed som den ene part til en ejerskiftesum der svarer 20 % af det Vurderingsstyrelsen senere hen mener at ejendommen må være værd trods det faktum, at der ikke er sket ændringer.

Allerede fordi Skattestyrelsen handler helt uden lovhjemmel i sagen, er afgørelsen ugyldig og skal ophæves. Subsidiært skal afgiften beregnes i henhold til loven af kr. 3.750.000, som den var oprindeligt.

Supplerende kan anføres, at vi har opfordret Skatteankestyrelsen til at opfordre Vurderingsstyrelsen til at se på, om der er grundlag for revision af vurderingen i 2016, der er åbenbart fejlagtig grundet den markante afvigelse fra den uafhængige handelsværdi. Dette har dog ikke betydning for denne sag, allerede fordi loven meget klart foreskriver, at afgiften skal beregnes af kr. 3.750.000.”

Skattestyrelsens udtalelse

Skattestyrelsen er den 24. januar 2019 kommet med følgende udtalelse:

”Vedrørende repræsentantens bemærkninger omkring formalitetsmangler kan vi oplyse, at sagen er behandlet efter en praksis, hvor anmelder som storkunde og hæftende for afgiftsbetalingen, har været betragtet som eneste part i sagen. Denne praksis er nu ændret, hvorefter køber og sælger tillige anses som parter i sagen.

Den tidligere praksis anser Skattestyrelsen ikke for at være en så væsentlig sagsbehandlingsfejl, at afgørelsen dermed er ugyldig. Denne opfattelse bygger på, at Skattestyrelsens afgørelse er sendt til anmelderen, som vil kunne kræve afgiften betalt af de afgiftspligtige; dvs. køber og sælger. Det må derfor lægges til grund, at køber og sælger er blevet bekendt med Skattestyrelsens afgørelse igennem anmelderen.

Endvidere skal det fremhæves, at Skattestyrelsen i sin afgørelse alene fastsætter afgiften på baggrund af en tinglysningsmæssig ekspedition, som er gennemført, og som fremgår af tingbogen. Det kan derfor ikke antages, at høring af også køber og sælger, ville tilføre sagen andre og nye oplysninger med en ændret afgiftsfastsættelse til følge.

Vedrørende anbringender om Skattestyrelsens hjemmel til at indhente en værdi af den ejerskiftede ejendom på tinglysningstidspunktet fra Vurderingsstyrelsen, henviser vi til vores bemærkninger på side 3f i vores afgørelse af 18. oktober 2018.”

Landsskatterettens afgørelse

Når der i det følgende henvises til tinglysningsafgiftsloven, er dette en henvisning til den dagældende lovbekendtgørelse nr. 462 af 14. maj 2007 om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder m.v. med senere ændringer frem til tinglysningstidspunktet. Når der henvises til skatteforvaltningsloven, er dette en henvisning til dagældende lovbekendtgørelse nr. 1267 af 12. november 2015 med senere ændringer frem til tinglysningstidspunktet.

Følgende fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 1-3:

”For tinglysning af ejerskifte af fast ejendom eller andele heraf udgør afgiften 1.660 kr. og 0,6 pct. af afgiftsgrundlaget efter stk. 2 og 4-10. Dette gælder også, hvis ejerskiftet er betinget.

Stk. 2. Ved ejerskifte af ejendomme bortset fra de i stk. 4 anførte boliger beregnes afgiften af ejerskiftesummen, dog mindst af den seneste på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning offentliggjorte ejendomsværdi, eller ved ejerskifte af en ideel andel af en fast ejendom den forholdsmæssige andel heraf, jf. lov om vurdering af landets faste ejendomme. Ved anmeldelse til tinglysning af ejerskifte af fast ejendom skal ejendomsværdien være oplyst. Hvis ejendommen ikke er selvstændigt vurderet på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning, eller hvis der i tiden mellem den seneste offentliggjorte vurdering og anmeldelsen er sket væsentlige forandringer med hensyn til ejendommen, skal ejendommens værdi angives efter bedste skøn, og afgiften skal da mindst beregnes på grundlag af den angivne værdi. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation for oplysningerne.

Stk. 3. Angives værdien efter stk. 2, 3. pkt., ikke, eller er registreringsmyndigheden i tvivl om rigtigheden af værdien, oversender registreringsmyndigheden spørgsmålet om ejendommens værdi til told- og skatteforvaltningen til afgørelse, når tinglysningsekspeditionen er afsluttet. Registreringsmyndigheden underretter samtidig anmelderen om oversendelsen til told- og skatteforvaltningen. Told- og skatteforvaltningen foranlediger om fornødent ejendommen vurderet efter vurderingsloven. § 3, stk. 3, 5.-7. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Told- og skatteforvaltningen beregner herefter afgiften.”

Herudover fremgår det af tinglysningsafgiftslovens § 16, stk. 1, at afgiftspligten indtræder ved anmeldelse til tinglysning. Landsskatteretten bemærker i den henseende, at tinglysningsafgiften er en transaktionsbaseret afgift, som knytter sig til den faktiske behandling af dokumenter omfattet af tinglysningsafgiftsloven.

Beregning og indbetaling af afgiften påhviler ved ejerskifte både den som erhverver, og den som afstår ejendommen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 1. I de tilfælde, hvor anmeldelsen til tinglysning er foretaget af en registreret virksomhed i henhold til storkundeordningen, hæfter virksomheden for afgiftens betaling, jf. tinglysningsafgiftslovens § 18, stk. 2.

Skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1 har følgende ordlyd:

”Told- og skatteforvaltningen kan ikke afsende varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar senere end 3 år efter angivelsesfristens udløb. Tilsvarende kan varsel om ændring af godtgørelse af afgift ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret henholdsvis godtgørelsen skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. eller 2. pkt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 3. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes.”

Klageren har gjort gældende, at Skattestyrelsens afgørelse af 18. oktober 2018 lider af formalitetsmangler, hvorfor klageren ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser. Klageren har til støtte herfor anført, at Skattestyrelsen har brudt sin tavshedspligt og ikke har foretaget partshøring.

Retten er af den opfattelse, at der ikke er sket brud på tavshedspligten, idet Skattestyrelsens afgørelse er adresseret til [virksomhed1] I/S, der som anmelder har stået for tinglysning af hhv. skøde nr. 1 og 2, hvorfor der ikke er sket videregivelse af oplysninger til tredjepart.

Retten bemærker, at i henhold til tinglysningsafgiftslovens § 18 påhviler tinglysningsafgiften både erhverver og overdrager, og en anmelder hæfter tillige herfor. Retten finder derfor, at både erhverver, overdrager og en anmelder har en væsentlig og individuel interesse.

Retten finder efter en konkret vurdering, at den manglende høring kan afhjælpes af retten. Der er herved, med henvisning til klagen af 18. januar 2019 til Skatteankestyrelsen, henset til, at klageren har haft mulighed for at gøre sig bekendt med den verserende sag, og klageren har ligeledes haft mulighed for at komme med bemærkninger, som er medtaget i Skattestyrelsens endelige afgørelse.

Retten tager derfor ikke klagerens påstand om ugyldighed til følge, hvorfor klagen realitetsbehandles.

Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 1, at tinglysningsafgiften udgør 1.660 kr. og 0,6 % af afgiftsgrundlaget. Afgiftsgrundlaget for erhvervsejendomme beregnes ifølge tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 1. pkt., af ejerskiftesummen, dog mindst af den seneste på tidspunktet for anmeldelse til tinglysning offentliggjorte ejendomsværdi.

På tidspunktet for tinglysningen var ejendommen nyopstået ved udstykning den 24. maj 2016, hvorfor ejendommen ikke endnu var selvstændigt vurderet. Det fremgår herefter af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 2, 3. pkt., at ejendommens værdi skulle angives efter bedste skøn, og at tinglysningsafgiften mindst skulle beregnes på grundlag heraf.

Klageren har ved tinglysning af skødet angivet, at ejendommen på anmeldelsestidspunktet havde en værdi på 3.750.000 kr. svarende til handelsprisen pr. 30. maj 2016, og at denne værdi skal lægges til grund for tinglysningsafgiftsberegningen.

Retten bemærker, at registreringsmyndigheden ikke har oversendt spørgsmålet om rigtigheden af den opgjorte værdi til Skattestyrelsen til afgørelse, men at Skattestyrelsen selv har genoptaget tinglysningsafgiften efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Det er efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, et krav, at der ikke må være forløbet mere end tre år fra tinglysningstidspunktet og frem til genoptagelsestidspunktet. Skøde nr. 1 blev tinglyst den 4. juli 2016, og den 18. oktober 2018 traf Skattestyrelsen afgørelse om, at der skulle betales yderligere 77.400 kr. i tinglysningsafgift. Da der i tiden mellem den 4. juli 2016 og den 18. oktober 2018 er forløbet mindre end tre år, har Skattestyrelsen kunnet genoptage afgiftstilsvaret efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1.

Skattestyrelsen har til brug for beregningen af tinglysningsafgiften for skøde nr. 1 sendt spørgsmålet om ejendommens værdi til udtalelse hos Vurderingsstyrelsen, jf. tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 3. Skattestyrelsen har herefter lagt den af Vurderingsstyrelsen foretagne vurdering af ejendommens værdi på 16.700.000 kr. til grund for beregningen.

I forbindelse med sagsbehandlingen ved Skatteankestyrelsen har Vurderingsstyrelsen den 20. september 2021 anført, at det efter en fornyet gennemgang af sagen er Vurderingsstyrelsens opfattelse, at handelsprisen på 3.750.000 kr. tinglyst den 4. juli 2016 ligger inden for den skønsusikkerhed, hvormed værdien kan bedømmes.

Når der, som i den foreliggende sag, i medfør af tinglysningsafgiftslovens § 4, stk. 3, er foranlediget vurdering af ejendommen efter vurderingsloven, skal denne som udgangspunkt lægges til grund for fastsættelsen af tinglysningsafgiften. Uanset at Vurderingsstyrelsens udtalelse af 20. september 2021 ikke udtrykkeligt indeholder en fornyet vurdering pr. tinglysningsdatoen, findes udtalelsens indhold dog at måtte føre til, at der i dette konkrete tilfælde ikke kan lægges vægt på den indhentede vurdering.

Da den værdi angivet efter bedste skøn, som er oplyst ved anmeldelsen til tinglysning, svarer til den aftalte købspris mellem uafhængige parter, og da Vurderingsstyrelsen i udtalelsen af 20. september 2021 har anført, at handelsprisen ligger inden for den skønsusikkerhed, hvormed værdien kan bedømmes, er der ikke grundlag for at tilsidesætte denne værdi.

Ved tinglysning af skøde nr. 1 skal der således svares i alt 24.160 kr. (3.750.000 kr. x 0,6 % + 1.660 kr.) i afgift til statskassen. Da klageren i forbindelse med tinglysning af skøde nr. 1 har betalt 24.160 kr. i tinglysningsafgift, finder retten, at klageren ikke skal betale yderligere i tinglysningsafgift.

Landsskatteretten ændrer derfor Skattestyrelsens afgørelse af 18. oktober 2018 om opkrævning af yderligere 77.400 kr. i tinglysningsafgift således, til, at der ikke skal betales yderligere tinglysningsafgift.