Kendelse af 19-08-2024 - indlagt i TaxCons database den 24-10-2024

Journalnr. 21-0047135

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren i indkomståret 2019 er fuldt skattepligtig til Danmark, og at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen efter reglerne i ligningslovens § 9 C i indkomståret 2019. Skattestyrelsen har godkendt et befordringsfradrag fra klagerens bopælsadresse i Danmark til arbejdsstedet med 15.302 kr. i indkomståret 2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og blev første gang den 9. juni 2008 registreret som kildeskattepligtig til Danmark. Siden den 19. august 2008 har klageren været tilmeldt det danske folkeregister og siden den 17. august 2012 har klageren haft folkeregistreringsadresse på [adresse1], [by1], hvor han fortsat har bopælsadresse. Ifølge Bygnings- og Boligregistret er boligen registreret som enfamiliehus på 201 kvm med ni værelser, tre toiletter, to badeværelser og et køkken. Boligen er derudover registreret med garage på 61 kvm og erhvervsareal på 35 kvm. Ifølge folkeregistret har klageren delt boligen med op til seks øvrige personer i indkomstårene 2013-2020, hvorved klagerens søn [person1] har været en af dem som har haft registreret adresse siden den 11. april 2016.

Der er fremlagt en bopælsattest fra Polen, hvoraf det fremgår, at klageren er tilmeldt en polsk adresse på [adresse2], [Polen] sammen med sin ægtefælle, [person2].

Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har klageren siden den 16. april 2012 været fuldtidsansat hos [virksomhed1] A/S, [adresse3], [by2]. Ifølge klagerens skatteoplysninger for indkomståret 2019 har klageren haft en lønindkomst på i alt 375.166 kr. og 1.636 arbejdstimer hos [virksomhed1] A/S.

Klageren har betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag til Arbejdsløshedskassen i indkomståret 2019.

Ifølge klagerens årsopgørelse nr. 1 for indkomståret 2019 har klageren oplyst et befordringsfradrag med 21.303 kr. Klageren har derefter i TastSelv anmodet om befordringsfradrag mellem bopælsadressen i [by1] og arbejdsstedet med 138 arbejdsdage a 80 km pr. dag, svarende til et befordringsfradrag på 15.302 kr. i indkomståret 2019. Ifølge Skattestyrelsens oplysninger har klageren i TastSelv anmodet om yderligere befordringsfradrag mellem bopælsadressen i Polen og arbejdsstedet med 49.483 kr. i indkomståret 2019.

Ifølge Google Maps er afstanden mellem klagerens bopælsadresse i [by1] og arbejdsstedet på ca. 80 km tur/retur.

Ifølge Google Maps er afstanden mellem klagerens bopælsadresse i Polen og arbejdsstedet på ca. 2.116 km tur/retur, svarende til en rejsetid på ca. 11 timers kørsel i bil.

Klageren har den 20. marts 2020 til Skattestyrelsen oplyst følgende:

”Hej

Jeg arbejde i Danmark en uge og har en uge fri hvor jeg er køre hjem til Polen Jeg har 2200 km begge vejen hvor jeg har været 23 gange Jeg har vedhæftet arbejdsdage grafik (Arbejde nr..127) og jeg har vedhæftet kontoudskrift fra banken”

Klageren har den 25. februar 2021 til Skattestyrelsen oplyst følgende:

”Hej

Jeg beklager for ikke at skrive til jer inden d. 19-02 pga. jeg har været i Polen

I 2019 har jeg været i Danmark kun 163 dage. og kørte 24 gange til Polen(Se pdf. Tid i Polen og Tidsregistrering fra arbejde)

Jeg er i Danmark kun for at arbejde.

Jeg arbejder en uge og har fri en uge hvor jeg er i Polen sammen med min familie og venner. Jeg synes at jeg er hjemmehørende i Polen

Jeg har vedhæftet dokumentation fra banken Polen, DK og fra arbejdet hvor jeg beviser at jeg har været i Polen.

Håber at det er nok til at ændre jeres afgørelse”

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren boede i en ejerlejlighed sammen med sin ægtefælle i Polen, og at klageren i indkomståret 2019 har haft et fast arbejdsmønster, hvor klageren arbejdede seks dage i Danmark fra torsdag til onsdag med en fridag søndag, og dernæst holdt syv dage fri, hvor klageren opholdt sig i Polen. Arbejdsdagene i Danmark var som udgangspunkt på 12 timer, hvor arbejdsugen sluttede onsdag kl. 15:30, hvorefter klageren rejste til Polen. I fridagene opholdt klageren sig i Polen, hvor på den sidste fridag inden arbejdsugen begyndte den følgende torsdag, rejste klageren tilbage til Danmark. Ifølge repræsentantens opgørelse har klageren opholdt sig 179 dage i Danmark og 186 dage i Polen i indkomståret 2019. Opgørelsen er fremlagt i sagen.

Der er fremlagt udskrifter for arbejdstidsregistrering fra [virksomhed1] A/S for indkomståret 2019.

Der er fremlagt Tax Residency Certificate (CFR-1) fra Polen.

Der er fremlagt klagerens kontoudskrifter fra [finans1] med kontonummer [...95] for indkomståret 2019. Ifølge kontoudskrifterne fremgår det, at klageren har betalt et månedligt medlemskabsgebyr på 214 kr. til et træningscenter i indkomståret 2019.

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2019 efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen efter reglerne i ligningslovens § 9 C i indkomståret 2019. Skattestyrelsen har godkendt et befordringsfradrag for 138 arbejdsdage a 80 km tur/retur mellem klagerens bopæl i Danmark og arbejdsstedet med 15.302 kr. i indkomståret 2019.

Der er den 30. april 2024 under klagesagen fremlagt retsbog fra hovedforhandlingen den 23. april 2024 i Retten i [by3] af sagen, SKM2023.199.LSR, Skatteministeriets påstandsdokument i sagen, SKM2023.199.LSR samt oplysninger fra Google Maps i form af kilometerafstand fra klagerens bopæl i Polen til arbejdsstedet og repræsentantens beregning af befordringsfradraget fra klagerens bopæl i Polen til arbejdsstedet i indkomstårene 2019 og 2020.

Der er den 8. juli 2024 under klagesagen fremlagt fødselsattester på klagerens to børn [person1] og [person3].

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til befordringsfradrag mellem Danmark og Polen efter reglerne i ligningslovens § 9 C i indkomståret 2019. Skattestyrelsen har godkendt et befordringsfradrag mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdsstedet med 15.302 kr. i indkomståret 2019.

Som begrundelse har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

Du har via tast selv, anmodet om befordringsfradrag, mellem [by1] og [by2] med 80 km pr. dag, i 138 dage, kr. 15.302.

Skattestyrelsen har ved behandlingen af din anmodning konstateret, at du i tast selv/ befordring har anført yderligere kr. 49.483, for befordring mellem Danmark og Polen.

Skattestyrelsen godkender ikke fradrag for befordring mellem Danmark og Polen. Denne kørsel anses for en privatudgift, da du er fuld skattepligtig til Danmark, du har bopæl i Danmark og din erhvervsindkomst er i Danmark.

Skattestyrelsen godkender fradrag for befordring mellem bopæl i [by1] og [by2] med kr. 15.302.

Vi ændrer grundlaget for din skat for 2019 sådan:

Kørselsfradrag (befordring)
Der er tidligere fratrukket på årsopgørelse 2019 nr. 1	21.303 kr.
Du kan få et fradrag på 1,98 kr. pr. km for 56 km i 138 dage. Du får ikke fradrag for de første 24 km om dagen.	15.302 kr.
Din indkomst forhøjes med		6.001 kr.
Befordring er godkendt, i henhold til din indsendte arbejdsplan.
Reglerne står i ligningslovens § 9 C, stk. 1 og 2. Se også Den juridiske vejledning 2020, afsnit C.A.4.3.3.2.1 Normalfradraget. Satsen finder du på skat.dk/satser.

(...)

Begrundelse og lovhenvisninger

•	Du er fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, da du har rådighed over en bopæl her i landet, og du samtidig har taget ophold jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1.

•	Jfr. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1 indtræder fuld skattepligt når der er rådighed over en bopæl her i landet og du samtidig jf. kildeskattelovens § 7, stk. 1 tager ophold, hvis du opholder dig i landet af andre årsager end ferie og lignende.

•	Du kan ikke fradrage befordring mellem Danmark og Polen jf. ligningslovens § 9 C, stk. 1”

Skattestyrelsen har den 24. marts 2024 sendt en udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

”Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.”

Skatteankestyrelsen har den 26. januar 2024 sendt Skatteankestyrelsens indstilling til udtalelse hos Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har blandt andet anført følgende i sin udtalelse af 9. februar 2024:

”(...)

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen finder fortsat at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark eftersom han har bopæl til rådighed her i landet og han samtidigt har taget oppehold i denne bopæl, jf. kildeskattelovens §§ 1, stk. 1, nr. 1 og 7, stk. 1. Skattestyrelsen gør i den forbindelse opmærksom på at klageren har registreret folkeregisteradresse i Danmark.

Ligningslovens § 9 c giver ret til befordringsfradrag mellem en persons sædvanlige bopæl og arbejdspladsen.

Skattestyrelsen bemærker, at en person kun kan have en sædvanlig bopæl i forhold til ligningslovens § 9 c. Hvis en person har flere boliger til rådighed, fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret.

Skattestyrelsen finder efter en samlet konkret vurdering, at klageren havde sædvanligt bopæl på adressen [adresse1], [by1] i Danmark i forholdt til ligningslovens § 9 c. Det er ved vurderingen lagt vægt på, at klageren har haft 138 arbejdsdage i Danmark, hvor han har befordret sig i alt 276 gange tur/retur mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdspladsen. Skattestyrelsen bemærker i den forbindelse, at klageren har oplyst, at han dagen inden arbejdet startede, rejste tilbage til Danmark. Skattestyrelsen finder således at befordringen frem og tilbage til klagerens arbejdsplads i overvejende grad er sket fra klagerens danske bopælsadresse. Skattestyrelsen har tillige tillagt det vægt, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han har arbejdet hos samme arbejdsgiver i en tidsubegrænset stilling siden 2012, samt at han var tilmeldt A-kasse og træningscenter i Danmark.

At klageren er gift og bor sammen med sin kone i en ejerlejlighed i Polen, når han ikke arbejder i Danmark, kan ikke ændre Skattestyrelsens vurdering.

Skattestyrelsen bemærker, at det fremgår af Landsskatterettens afgørelse offentliggjort under SKM2023.199.LSR, at der ikke er noget til hinder for, at en skatteyder kan være skattemæssigt hjemmehørende efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst i ét land og have sædvanlig bopæl i forhold til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i et andet land, idet der er tale om to forskellige regelsæt, hvor der foretages to selvstændige vurderinger.

Skattestyrelsen finder på baggrunde af SKM2023.199.LSR, at det ikke er udslagsgivende i nærværende sag, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Polen efter artikel 4, stk. 2, litra b i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Skattestyrelsen tiltræder derfor Skatteankestyrelsens indstilling om stadfæstelse.

(...)”

Skattestyrelsen har den 28. maj 2024 sendt en udtalelse, hvoraf følgende fremgår:

”I den ovenfor anførte klagesag har Skatteankestyrelsen i to breve begge dateret den 6. maj 2024 bedt Skattestyrelsen om supplerende udtalelse i de to ovenfor anførte sager, der skal afgøres af Landsskatteretten.

I brevene begge dateret den 6. maj 2024 skriver Skatteankestyrelsen følgende:

”Der er den 2. maj 2024 afholdt et retsmøde i sagen. I forlængelse af retsmødet den 2. maj 2024 bedes Skattestyrelsen fremkomme med en supplerende udtalelse.

Skattestyrelsen bedes redegøre for, hvilke konkrete momenter der gør, at nærværende sager på klager adskiller sig fra SKM2023.199.LSR, som har været til hovedforhandling i Retten i [by3] den 23. april 2024, hvorved Skatteministeriet ikke har bestridt, at skatteyderen i indkomståret 2019 havde sædvanlig bopæl i Polen efter ligningslovens § 9 C.

Skattestyrelsen bedes endvidere tilkendegive, i hvilket omfang styrelsen vurderer, at resultatet af hovedforhandlingen i SKM2023.199.LSR, hvorved retten har opfordret Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle, har betydning for nærværende sager på klager og vurderingen af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 C.”

Konklusion

Skattestyrelsen fastholder, at klageren efter en samlet konkret vurdering fortsat skal anses for både i indkomståret 2019 og 2020 at have sædvanlig bopæl i Danmark efter ligningslovens § 9 C.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at resultatet af hovedforhandlingen i SKM2023.199.LSR, hvorved retten har opfordret Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle, hvilket Skatteministeriet siden har gjort og hvor byretten i [by3] den 6. maj 2024 har afsagt dom, ikke bør føre til en ændring af Skattestyrelsens vurderingen af sædvanlig bopæl efter ligningslovens § 9 C i nærværende sager.

Sagerne er afgjort efter en samlet konkret vurdering, og er således netop udtryk for den helhedsvurdering, der skal foretages efter lovmotiverne til ligningslovens § 9 C og efter Den juridiske vejledning 2020-2, afsnit C.A.4.3.3.1.1.

Skattestyrelsen finder således, at det i de nærværende sager vedrørende bør tillægges vægt, at klageren har boet og arbejdet i Danmark i væsentligt længere tid end i sagen fra [by3]. Derudover er der tale om en helårsbolig, som ikke deles med andre, ligesom tilknytningen til Polen må anses for svagere, da der bl.a. ikke ses at være mindreårige børn.

De to konkrete sager for indkomstårene 2019 og 2020

Fakta i denne sag er sammenlignet med sagen fra [by3]:

	SKM2023.199.LSR og Retten i [by3] Indkomståret 2019	Nærværende klagesag Indkomståret 2019	Nærværende klagesag Indkomståret 2020
Økonomiske forhold
Bolig i Danmark	Lejet værelse i rækkehus på 81 m2 med tre værelser. Rækkehuset er delt med to andre polske statsborgere i 2019.	Samme lejebolig siden 17. august 2012. (Deles ikke).	Samme lejebolig siden 17. august 2012. (Deles ikke).
Folkeregistreringsadresse i Danmark	Siden den 19. juni 2017 og indtil den 1. februar 2020.	Siden den 19. august 2008.	Siden den 19. august 2008.
Arbejde i Danmark	Siden den 7. marts 2016 i fast stilling hos samme danske arbejdsgiver. Arbejdet er endt 8. december 2019 ifølge skatteoplysninger og endt 21. december 2019 ifølge oversigt over arbejdstid.	Siden den 16. april 2012 i fast stilling hos samme danske arbejdsgiver.	Siden den 16. april 2012 i fast stilling hos samme danske arbejdsgiver.

Antal opholdsdage i Danmark	172 dage i Danmark og 193 dage i Polen. Samtlige fridage og ferieperioder bruges så vidt muligt i Polen.	179 dage i Danmark og 186 dage i Polen. Samtlige fridage og ferieperioder bruges så vidt muligt i Polen	Ifølge Skattestyrelsen: 196 dage i Danmark og 169 dage i Polen. Ifølge repræsentanten: 191 dage i Danmark og 175 dage i Polen (forlænget ophold i DK pga. COVID). Samtlige fridage og ferieperioder bruges så vidt muligt i Polen.
Øvrige momenter	Betaler månedligt fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark Dansk bankkonto.	Betaler fagligt kontingent og A-kassebidrag I Danmark. Dansk bankkonto. Fast månedligt medlemskab i et træningscenter i Danmark.	Betaler fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark. Dansk bankkonto. Fast månedligt medlemskab i et træningscenter i Danmark.
Personlige forhold
Statsborgerskab	Polen	Polen	Polen
Bopælsattest og skattecertifikat fra Polen	Fremlagt	Fremlagt	Fremlagt
Bolig i Polen	Parcelhus (ejerbolig) i Polen siden sin polske adresse siden den 30. august 1980.	Ejerlejlighed i Polen sammen med sin polske ægtefælle	Ejerlejlighed i Polen sammen med sin polske ægtefælle
Familie og personlige Relationer i Polen	Ægtefælle og to (dengang) mindreårige børn som han besøgte i weekender og ferie. Besøger familie og venner i Polen.	Ægtefælle og besøger familie og venner i Polen.	Ægtefælle og besøger familie og venner i Polen.
Øvrige momenter	Bankkonto i Polen Siden 2013 aktivt medlem af det lokale [forening1] i Polen.	Bankkonto i Polen.	Bankkonto i Polen.

Skattestyrelsen har i sin vurdering i nærværende sager lagt vægt på en række forhold.

Klageren har siden den 19. august 2008 været tilmeldt det danske folkeregister og siden den 17. august 2012 har klageren haft folkeregistersadresse på [adresse1], [by1], hvor han fortsat har bopælsadresse.

Klageren har siden den 16. april 2012 været fuldtidsansat hos [virksomhed1] A/S, [adresse3], [by2].

Ifølge klagerens skatteoplysninger for indkomståret 2019 har klageren haft en lønindkomst på i alt 375.166 DKK og havde 1.636 arbejdstimer hos [virksomhed1] A/S (et årsværk anses for at være på 1.924 timer år).

Ifølge klagerens skatteoplysninger for indkomståret 2020 har klageren haft en lønindkomst på i alt 383.649 DKK og havde 1.623 arbejdstimer hos [virksomhed1] A/S (et årsværk anses for at være på 1.924 timer år).

Klageren har derudover betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark, ligesom han har haft en dansk bankkonto og et fast månedligt medlemskab i et træningscenter.

Ifølge den af klagerens repræsentants fremlagte opgørelse har klageren i indkomståret 2019 opholdt sig 179 dage i Danmark og 186 dage i Polen. Opgørelsen er fremlagt i sagen.

Ifølge Skattestyrelsens afgørelse for 2020 om klagerens skattemæssige hjemsted efter artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Polen og Danmark, har Skattestyrelsen på grundlag af klagerens oplysninger opgjort, at klageren har været 196 dage i Danmark i 2020 og mindst har opholdt sig 169 dage i Polen. Ifølge repræsentantens opgørelse har klageren opholdt sig 191 dage i Danmark og 175 dage i Polen i indkomståret 2020. Klagerens repræsentant har hertil oplyst, at klageren i perioden fra den 26. marts 2020 til den 13. april 2020 ekstraordinært har opholdt sig i Danmark grundet pandemien, og har derfor i nogle perioder arbejdet to uger i Danmark og har haft fri i to uger, hvor klageren har opholdt sig i Polen.

Klagerens sædvanlige transport til og fra arbejdsstedet er i overvejende grad sket til og fra klagerens bopælsadresse i Danmark.

I indkomståret 2019 har klageren efter det oplyste haft 138 arbejdsdage og har befordret sig i alt 276 gange tur/retur mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdsstedet, Klageren har hertil oplyst, at han i indkomståret 2019 har befordret sig i alt 24 gange tur/retur (jf. sagens Bilag 12) mellem bopæls-adressen i Polen og arbejdsstedet i Danmark.

I indkomståret 2020 har klageren efter det oplyste haft 151 arbejdsdage i Danmark, hvor han har befordret sig i alt 302 gange tur/retur mellem bopælsadressen i Dan mark og arbejdspladsen i Danmark. Klageren har hertil oplyst, at han i indkomståret 2020 har befordret sig i alt 17 gange tur/retur i 2020 (jf. sagens Bilag 12).

Klageren er polsk statsborger. Klageren har fremlagt Tax Residency Certificate (CFR-1) fra Polen.

Klageren boede i de omhandlede indkomstår 2019 og 2020 i en ejerlejlighed sammen med sin ægtefælle i Polen.

Det er oplyst, at klageren i begge omhandlede indkomstår har haft et fast arbejdsmønster, hvor klageren arbejdede seks dage i Danmark fra torsdag til onsdag med en fridag søndag, og dernæst holdt syv dage fri, hvor klageren opholdt sig i Polen.

Arbejdsdagene i Danmark var som udgangspunkt på 12 timer, hvor arbejdsugen sluttede onsdag kl. 15.30, hvorefter klageren rejste til Polen. Klageren arbejdede en uge og havde fri en uge, hvor han var i Polen sammen med sin familie og venner.

På den sidste fridag inden arbejdsugen begyndte den følgende torsdag, rejste klageren tilbage til Danmark.

Klagerens økonomiske forhold og klagerens betydelige antal opholdsdage i Danmark trækker således efter Skattestyrelsens opfattelse i retning af at boligen i Danmark er klagerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C.

Klagerne har arbejdet for samme arbejdsgiver i Danmark siden den 16. april 2012, hvorfor der ikke er tale om en midlertidig arbejdsplads. Den varige stilling i Danmark i kombination med tilmeldingen til en dansk A-kasse samt folkeregisteradressen i Danmark skal tillægges vægt og viser efter Skattestyrelsens opfattelse, at boligen i Danmark ikke blot var af ubetydelig karakter. Klageren har i hele perioden og siden 2012 haft rådighed over en fast bolig i Danmark og desuden været tilmeldt det danske folkeregister.

Oplysningerne om klagerens familiemæssige og personlige forhold trækker omvendt i retning af at boligen i Polen er klagerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C. Klageren ejer fast ejendom i Polen, hvor han fortsat er registreret som boende sammen med sin ægtefælle og klageren besøger ifølge det oplyste familie og venner når han er i Polen.

Efter en samlet konkret vurdering er det fortsat Skattestyrelsens opfattelse, at klagerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C skal anses for at være i Danmark, især henset til det antal dage klageren har opholdt sig i Danmark og henset til at klageren siden 2008 har været tilmeldt folkeregisteret i Danmark og siden 2012 har haft bolig på samme adresse i Danmark. Klageren har endvidere siden 2012 uafbrudt arbejdet i Danmark hos den samme danske arbejdsgiver, hvor klageren i øvrigt fortsat arbejder.

Det tidsmæssige aspekt er således inddraget og tillagt vægt i en række afgørelser.

Dette var således tilfældet i SKM2019.603.LSR, hvor Landsskatteretten statuerede sædvanlig bopæl i Danmark efter ligningslovens § 9 C i indkomstårene 2014-2016, og i den forbindelse bemærkede:

”Klageren har boet i Danmark siden 2010 indtil nu, og i denne periode har klageren arbejdet for H1 A/S, først som ferieafløser og fra den 9. april 2011 som fastansat.

Klageren blev tilmeldt det danske folkeregister, da han flyttede til Danmark i 2010. I hele perioden har klageren boet til leje på samme adresse.

Ud fra en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl er i Danmark i relation til fradrag for udgifter til befordring, jf. ligningslovens § 9C.

Der lægges vægt på, at klageren har opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark, da klageren siden 2011 har haft en fuldtidsstilling i Danmark. Endvidere ses det, at klageren i hele perioden har haft rådighed over en fast bolig og desuden været tilmeldt det danske folkeregister.”

I SKM2023.547.ØL blev det tidsmæssige aspekt ligeledes inddraget, herunder at den pågældende fortsat arbejdede i Danmark.

Herudover er der truffet en række afgørelser, som findes i Landsskatterettens afgørelsesdatabase.

I den forbindelse kan bl.a. nævnes sagen med journalnr. 21-0060947, der har en række lighedspunkter med nærværende sager og hvor Landsskatteretten fandt at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark i indkomståret 2019.

SKM2023.199.LSR og Byretten i [by3]s dom afsagt den 6. maj 2024

Skatteankestyrelsen har i sine to breve begge dateret den 6. maj 2024 bedt Skattestyrelsen redegøre for, hvilke konkrete momenter der gør, at nærværende sager på klageren adskiller sig fra SKM2023.199.LSR, som har været til hovedforhandling i Retten i [by3] den 23. april 2024, hvorved Skatteministeriet ikke har bestridt, at skatteyderen i indkomståret 2019 havde sædvanlig bopæl i Polen efter ligningslovens § 9 C.

Som allerede anført ovenfor har Byretten i [by3] den 6. maj 2024 afsagt dom i sagen, hvor afgørelsen fra Landsskatteretten i SKM2023.199.LSR var indbragt for domstolene.

Skatteministeriet har i den sag taget bekræftende til genmæle og således anerkendt, at sagsøgerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C var i Polen, dog således at den nærmere beløbsmæssige opgørelse af befordringsfradraget hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.

Af de faktiske omstændigheder i sagen, der var til hovedforhandling i Retten i [by3] den 23. april 2024 fremgår at sagsøgeren er polsk statsborger, er registreret som indrejst til Danmark den 19. juni 2017, og indtil den 1. februar 2020 havde folkeregisteradresse på en adresse i [by4].

Ifølge udskrift af BBR-meddelelsen bestod ejendommen i [by4] af et rækkehus på 81 m2 med tre værelser. Sagsøgeren har under sagen oplyst, at han delte bopælen med to andre polske statsborgere i 2019.

Sagsøgeren har for Retten i [by3] fremlagt oversatte udgaver af en polsk bopælsattest og ”Certificate of Tax Residence”, hvor det fremgår, at han ejer fast ejendom i Polen og siden den 30. august 1980 har været registeret med fast bopæl på en adresse i Polen, som han altså også ejer. Der er tale om et parcelhus i Polen.

På sagsøgerens adresse i Polen er der registeret fem andre personer, herunder sagsøgers hustru, datter og søn. Den fremlagte vielsesattest viser, at sagsøgeren blev gift med sin nuværende hustru den 5. april 2003 i Polen.

Den af sagsøger fremlagte ansættelseskontrakt af 9. marts 2016 viser, at sagsøgeren blev ansat som timelønnet hos sin danske arbejdsgiver den 7. marts 2016. Det fremgår af skatteoplysningerne, at sagsøgeren i 2019 var ansat hos sin danske arbejdsgiver i perioden 1. januar til 8. december 2019. Der er dog også fremlagt en oversigt over sagsøgerens arbejdstid i 2019, hvor det fremgår, at hans sidste arbejdsdag i 2019 var den 21. december 2019.

Af et i sagen fremlagt kontoudtog fremgår, at sagsøgeren indbetalte månedligt til en dansk fagforening i 2019.

Sagsøgeren har desuden for byretten fremlagt attest af 6. juli 2023 om, at han siden 2013 har været aktivt medlem af det [forening1] i hans hjemby i Polen.

Der er også fremlagt et deltagelseskort, der indeholder en oversigt over de dage, hvor sagsøgeren har deltaget i øvelser/redninger for brandkorpset i 2019.

Sagsøgeren har under sagen oplyst, at han alene benytter sin bolig i Danmark som overnatnings-facilitet mellem arbejdsdage.

Desuden er det oplyst, at han i så vidt muligt omfang bruger samtlige fridage og ferieperioder i Polen. Det er oplyst, at han arbejder 6 dage i Danmark fra torsdag til onsdag med en fridag søndag, hvorefter han har 7 dages fri. Umiddelbart efter endt arbejdsuge kører han til sin bopæl i Polen, hvor han opholder sig indtil den næste arbejdsperiode.

Endelig har sagsøgeren opgjort fordelingen af ophold i 2019 til 193 dage i Polen og 172 dage i Danmark. Som dokumentation herfor er der fremlagt kontoudtog og kvitteringer fra køb af brændstof og forbrug i Polen.

På baggrund af sagens faktiske oplysninger og herunder de supplerende oplysninger, der er for byretten sammenholdt med praksis, er det Skatteministeriets vurdering at sagsøgeren skal anses for at have sit centrum for livsinteresser i indkomståret 2019 i Polen, jf. ligningslovens § 9 C.

Oplysningerne om sagsøgerens familiemæssige og personlige forhold peger efter Skatteministeriets opfattelse på, at boligen i Polen var der, sagsøgeren havde centrum for livsinteresser. Sagsøgeren ejede i 2019 fast ejendom i Polen, hvor han fortsat er registreret som boende sammen med sin ægtefælle og to (dengang) mindreårige børn. Opretholdelsen af familiens bopæl i Polen er i den sammenhæng tillagt vægt, ligesom karakteren af hans ophold i Danmark har betydning, jf. SKM2008.632BR, hvor den midlertidige karakter af opholdene i Finland blev taget i betragtning.

Det er oplyst, at sagsøgeren har opholdt sig 193 dage i Polen og 172 dage i Danmark i indkomståret 2019. Sagsøgeren har oplyst, at han rejste til Polen for at opholde sig med sin familie under alle fridage og ferieperioder bortset fra de søndage, hvor han alene havde én fridag (mellemdage).

I Skatteministeriets vurdering indgår også, at der var en del, der talte for, at sagsøgerens bopæl i Danmark i indkomståret 2019, hvor han delte et mindre rækkehus med to andre personer, kunne anses som en bolig, der primært var etableret med henblik på varetagelsen af stillingen hos sagsøgerens danske arbejdsgiver, og dermed ikke udtryk for det sted, hvor sagsøgeren havde centrum for livsinteresser.

Dertil kommer, at sagsøgeren ejede fast ejendom i Polen med sin ægtefælle, som han beholdt, og som familien blev boende i, mens han alene lejede en bolig i Danmark.

De personlige og sociale forhold trækker således i retning af Polen.

Heroverfor står de økonomiske forhold og det betydelige antal opholdsdage i Danmark.

Sagsøgerens lønmodtagerjob i Danmark i kombination med tilmeldingen til en dansk A-kasse samt folkeregisteradressen i Danmark skal tillægges vægt og viser, at boligen i Danmark ikke blot var af ubetydelig karakter, og sagsøgeren har arbejdet for samme arbejdsgiver i Danmark siden marts 2016, hvorfor der ikke er tale om en midlertidig arbejdsplads.

Sammenfattende er det Skatteministeriets vurdering, at disse økonomiske momenter ikke er tilstrækkelige til – henset til de ovenfor anførte personlige og sociale forhold – at sagsøgeren må anses for at have opgivet sin sædvanlige bopæl i Polen.

På baggrund af en konkret helhedsvurdering af de faktiske oplysninger i sagen har Skatteministeriet derfor vurderet, at sagsøgerens sædvanlige bopæl efter ligningslovens § 9 C i indkomståret 2019 var i Polen De to konkrete sager for klageren

I forhold til nærværende to sager for indkomstårene 2019 og 2020 er det Skattestyrelsens opfattelse, at de konkrete omstændigheder adskiller sig fra dem i sagen i retten i [by3].

I nærværende to sager er det Skattestyrelsens opfattelse, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser klart er i Danmark, hvor han har arbejdet- og fortsat arbejder - hos samme arbejdsgiver i en tidsubegrænset stilling siden 2012 og er tilmeldt A-kasse og har betalt fagligt kontingent.

Klageren har også siden 19. august 2008 været tilmeldt det danske folkeregister og har siden den 17. august 2012 haft folkeregistreringsadresse på [adresse1], [by1], hvor han – efter det oplyste - fortsat har bopælsadresse.

Varigheden af arbejdet i Danmark samt den lange årrække med arbejde i Danmark i en fast stilling indgår således i vurderingen. Klageren har dermed opretholdt stærke økonomiske forbindelser til Danmark.

Hertil kommer det betydelige antal opholdsdage i Danmark.

Ifølge den af klagerens repræsentants fremlagte opgørelse har klageren i indkomståret 2019 opholdt sig 179 dage i Danmark og 186 dage i Polen. Opgørelsen er fremlagt i sagen.

I 2020 har klageren har været 196 dage i Danmark og mindst har opholdt sig 169 dage i Polen. Som allerede bemærket ovenfor har repræsentanten oplyst, at klageren den 26. marts 2020 til den 13. april 2020 ekstraordinært har opholdt sig i Danmark grundet pandemien, i hvilken periode rejser til udlandet blev frarådet. Heroverfor er det Skattestyrelsens opfattelse, at klageren ikke har opholdt sig ekstraordinært og midlertidigt i Danmark i ovenfor anførte periode, fordi klageren både har haft bopæl og haft arbejdet her i landet i mere end 10 år.

For så vidt angår de personlige og sociale forhold trækker de i retning af Polen. Klageren er gift, og bor sammen med sin ægtefælle i en ejerlejlighed i Polen, og opholder sig der, når han ikke arbejder i Danmark. I sagen fra [by3], havde klageren ingen medlemskaber i DK, men derimod var han medlem af et frivilligt brandkorps i Polen, hvor han deltog i øvelser/redninger, jf. hans rednings- og træningsdeltagelseskort.

I nærværende sager har skatteyderen, er der ikke oplysninger om nogle medlemskaber i Polen, men klageren har tværtimod et fast månedligt medlemskab i et træningscenter i DK.

Ud fra en helhedsvurdering er det Skattestyrelsens opfattelse, at der er mest vægtige momenter, der taler for, at klagerens sædvanlige bopæl var i Danmark, blandt andet henset til varigheden af både arbejde i Danmark og opretholdelsen af bolig Danmark.

Oplysningerne om klagerens personlige og sociale forhold i Polen er derfor efter Skattestyrelsens opfattelse ikke udslagsgivende i vurderingen af, hvor klageren skal anses for at have sædvanlig bopæl i ligningslovens § 9 C’s forstand.

Afslutningsvis bemærker Skattestyrelsen, at den for indkomståret 2020 har truffet afgørelse om, at klageren er fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, og om at klageren anses for skattemæssigt hjemmehørende i Polen i henhold til artikel 4, stk. 2, litra c (statsborgerskab) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen.

Skattestyrelsen har for indkomståret 2019 ikke truffet afgørelse om klagerens skattemæssige hjemsted i indkomståret 2019 i henhold til artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Skatteankestyrelsen anfører derfor i sin indstilling herom, at Landsskatteretten derfor ikke kan behandle spørgsmålet herom, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1 samt at det i klagen anførte om skattemæssigt hjemsted i stedet må anses for en anmodning om genoptagelse vedrørende dette forhold. Datoen for genoptagelsesanmodningen er herefter den 2. juni 2021, hvor Skatteankestyrelsen modtog klagen.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren er skattemæssigt hjemmehørende i Polen i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen. Repræsentanten har endvidere nedlagt påstand om, at klageren har sædvanlig bopæl i Polen i relation til ligningslovens § 9 C, og at han derfor er berettiget til befordringsfradrag mellem sædvanlig bopæl i Polen og arbejdsstedet i indkomståret 2019.

Til støtte for påstanden er følgende anført:

”(...)

1 Påstand

Der nedlægges påstand om, at [person4]s skatteansættelse for indkomståret 2019

ændres på baggrund af følgende korrektion af befordringsfradrag efter ligningslovens § 9C:

Befordringsfradrag mellem sædvanlig bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark gives med	DKK	49.483
Befordringsfradrag mellem sekundær bopæl i Danmark og arbejdsstedet i Danmark annulleres for	DKK -	15.302
Befordringsfradraget for 2019 - nettoregulering	DKK	34.181

(...)

3 Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende, at [person4] er skattemæssigt hjemmehørende i Polen i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen (”DBO’en”).

Yderligere gøres det gældende at den sædvanlige bopæl i henhold til ligningslovens § 9 C, er [person4]s bopæl i Polen.

Med henvisning til art. 4 i DBO’en gøres det gældende, at [person4] har bolig til rådighed i såvel Polen som Danmark og følgelig er dobbeltdomicileret, jf. art. 4, stk. 2, litra a.

I relation til vurdering af hvilket land, der udgør centrum for livsinteresser gøres det gældende, at alle personlige og kulturelle tilknytninger peger på Polen som centrum for livsinteresser, imens det anerkendes at den økonomiske tilknytning i vidt omfang er til Danmark som følge af, at [person4] har indtægtsgivende arbejde fra sin arbejdsgiver i Danmark.

Det gøres herved gældende, at Danmark ikke kan anses som skattemæssigt hjemsted på baggrund af centrum for livsinteresser, idet [person4]s personlige og kulturelle tilhørsforhold i det hele ligger i Polen.

I det omfang Polen ikke kan anse som centrum for livsinteresser som følge af, at [person4] har indtægtsgivende arbejde i Danmark, vil Polen i henhold til DBO’ens art. 4, stk. 2, litra b være det skattemæssigt hjemsted på baggrund af [person4] sædvanligvis opholder sig i Polen, jf. opgørelsen ovenfor.

I relation til fastlæggelse af sædvanlig bopæl i henhold til ligningslovens § 9B gøres det gældende, at alle personlige og kulturelle relationer er i Polen samt at [person4] opholder sig mest i Polen, jf. ovenfor. Som følge heraf, vil den sædvanlige bopæl være boligen i Polen.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 14. juli 2021 sendt bemærkninger, hvoraf følgende fremgår:

”I ovennævnte sag fremsendes hermed supplerende bilag i form af Certificate of Tax Residence (CFR-1), der fremlægges som Bilag 3, hvilket dokumenterer at de polske myndigheder anser [person4] for at være skattemæssigt hjemmehørende i Polen (bilaget var omtalt i klagen, men ikke vedlagt).

Yderligere fremlægges som Bilag 6 kontoudtog, der understøtter den allerede fremlagte opgørelse af opholdsdage i Polen henholdsvis Danmark, jf. Bilag 5.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 25. januar 2024 sendt bemærkninger til sagsfremstillingen af 13. december 2023, hvoraf følgende er anført:

”(...)

1 Generet om fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl

Det gøres overordnet gældende, at [person4]s bopæl i Polen udgør hans sædvanlige bopæl, jf. ligningslovens § 9C i indkomstårene 2019 og 2020.

Det gøres videre gældende, at fastlæggelse af den sædvanlige bopæl skal fastlægges ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser, hvori indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret.

Der henvises til forarbejderne til ligningslovens § 9 C, som ifølge Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, jf. SKM2023.547.ØLR, som tillige omtales nedenfor, kan udlægges som følger:

(...)

Der henvises tillige til Den Juridiske Vejledning, 2024-1, afsnit C.A.4.3.3.1, hvor følgende er anført:

(...)

Skatteankestyrelsen har i Indstillingerne lagt afgørende vægt på [person4]s økonomiske tilknytning til Danmark, som er fundet tungere end den personlige, sociale, familiemæssige og boligmæssige tilknytning til Polen.

Det gøres heroverfor gældende, at fastsættelse af den sædvanlige alene bopæl ud fra, hvor skatteyderen har sine økonomiske interesser, er i strid med såvel praksis som forarbejderne til ligningslovens § 9 C.

Det bemærkes i den sammenhæng, at [person4]s personlige, sociale, familiemæssige og boligmæssige tilknytning til Polen er dokumenteret i sagen både for så vidt angår indkomståret 2019 og 2020.

2 Retspraksis

Skatteankestyrelsen har i Indstillingerne henvist til en række afgørelser til støtte for bedømmelsen sagen.

I relation til spørgsmålet om fastlæggelse af det skattemæssige hjemsted har Skatteankestyrelsen

henvist til domstolsafgørelserne SKM2008.632.BR og SKM2023.547.ØLR samt Landsskatterettens afgørelse, SKM2023.199.LSR.

I relation til bedømmelsen af befordringens omfang, har Skatteankestyrelsen henvist til SKM2004.162.HR.

(...)

Sammenfattende gøres det følgelig gældende, at SKM2008.632.BR ikke støtter, at [person4]s værelse i Danmark udgør den sædvanlige bopæl i modsætning til den permanente bolig i Polen, hvor hustruen er bosiddende.

(...)

På disse helt centrale punkter adskiller SKM2023.547.ØLR sig fra nærværende sag, hvor det er fuldt dokumenteret, at [person4] ikke har haft overvejende ophold i Danmark. Ligeledes er [person4]s tilknytning til Polen, herunder den familiemæssige tilknytning, fuldt ud dokumenteret.

Jeg henviser i den sammenhæng for så vidt angår sagen vedrørende indkomståret 2019 til bopælsattest, jf. Bilag 2, Certificate of fiscale residence, jf. Bilag 3, arbejdstidsregistrering for 2019, jf. Bilag 4, opgørelse af opholdsdage i 2019, jf. Bilag 5 samt kontoudtog for 2019, jf. Bilag 6.

(...)

Det bemærkes at Skattestyrelsen ikke har anfægtet, at [person4] har rejst mellem Polen og Danmark i det oplyste omfang. For så vidt angår indkomståret 2020 er denne accept eksplicit udtrykt derved, at Skattestyrelsen har anerkendt at [person4] har skattemæssigt hjemsted i Polen, jf. Skattestyrelsens afgørelse af 15. december 2022 vedrørende indkomståret 2020.

2.1.3 SKM2023.199.LSR

Landsskatterettens afgørelse i sagen er baseret på en ”samlet og konkret vurdering”, hvorved Landsskatteretten har inddraget momenter i fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl, som der ikke i forudgående praksis er støtte for at inddrage, herunder har Landsskatteretten lagt vægt på, at der er kørt flere gange mellem det lejede værelse i Danmark og arbejdspladsen, end der er kørt mellem boligen i Polen og arbejdspladsen. Landsskatterettens afgørelser er truffet uden støtte i hverken retspraksis eller trygt administrativ praksis.

SKM2023.199.LSR er indbragt for domstolene og sagen er derfor endnu ikke endeligt afgjort.

2.1.4 SKM2009.659.SR

Jeg skal dernæst henvise til Skatterådets bindende svar i SKM2009.659.SR, der påberåbes til støtte for, at [person4]s bolig i Polen udgør den sædvanlige bopæl i ligningslovens § 9 C’s forstand.

(...)

Omstændighederne i SKM2009.659.SR er i vidt omfang sammenlignelige med omstændighederne i nærværende sag. Alle personlige, sociale og familiemæssige relationer knytter sig til den ene bolig, imens den anden bolig alene bruges til overnatning mellem arbejdsdag pga. lang afstand til arbejdspladsen.

Det gøres gældende, at SKM2009.659.SR entydigt understøtter, at [person4]s bolig i Polen udgør den sædvanlige bopæl i ligningslovens § 9 C’s forstand.

2.1.5 LSR2016.14-0074630

I Landsskatterettens afgørelse af 12. februar 2016 blev der ved fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ligeledes lagt afgørende vægt på den personlige tilknytning, idet boligen, hvor skatteyderen boede sammen med sin samlever og sit barn, blev anset for at være den sædvanlige bopæl.

LSR2016.14-0074630 påberåbes ligeledes til støtte for, at [person4]s bolig i Polen udgør den sædvanlige bopæl i ligningslovens § 9 C’s forstand.

2.2 Praksis – dokumentation for befordringens omfang

(...)

Skatteankestyrelsen har i Indstillingerne vedrørende 2019 og 2020 henvist til ”klagerens påståede 48 kørsler til og fra Polen...” henholdsvis ”... klagerens påståede 34 kørsler til og fra Polen...”.

Skatteankestyrelsen synes således at gøre gældende, at [person4] ikke har dokumenteret

eller i hvert fald sandsynliggjort, at befordringen til og fra hjemmet i Polen har fundet sted i det oplyste opfang.

Det gøres heroverfor gældende, at [person4] har dokumenteret – eller i hvert fald sandsynliggjort – at befordringen mellem arbejdsgiveren i Danmark og bopælen i Polen har fundet sted, i det oplyste omfang. Som tillige anført ovenfor, har Skattestyrelsen ikke anfægtet, at [person4] har rejst mellem Polen og Danmark i det oplyste omfang.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 26. februar 2024 sendt bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 9. februar 2024, hvoraf følgende er anført:

”(...)

Det fremhæves indledningsvist, at Skattestyrelsen i deres udtalelse lægger stor vægt på afgørelsen SKM2023.199.LSR. Det skal ordensmæssigt gentages, at SKM2023.199.LSR er indbragt for domstolene og endnu ikke er endeligt afgjort.

Skattestyrelsens udtalelse af 9. februar 2024 giver ikke anledning til ændring af klagernes synspunkter – og det gøres således fortsat gældende, at [person4]s bopæl i Polen udgør hans sædvanlige bopæl i indkomstårene 2019 og 2020, jf. ligningslovens § 9 C, jf. nærmere indlæg af 25. januar 2024 i sagerne.”

Klagerens repræsentant har den 30. april 2024 sendt et supplerende indlæg. Repræsentanten har korrigeret den nedlagte påstand beløbsmæssigt på baggrund af beregninger af befordringsfradraget. Repræsentanten har blandt andet anført følgende:

”(...)

Yderligere korrigeres påstandene beløbsmæssigt på baggrund af beregninger af befordringsfradrag, jf. nærmere nedenfor.

--o0o--

Sagen, SKM2023.199.LSR, anses i vidt omfang som værende sammenlignelig i forhold til spørgsmålet vedrørende den sædvanlige bopæl i sagen vedrørende [person4]:

•

Begge skatteydere har i vidt omfang samme arbejdsmønster. Arbejdsdagene i Danmark er som udgangspunkt af 12 timers varighed, og arbejdsplanerne er tilrettelagt således, at der arbejdes i ”skift”, således der som udgangspunkt arbejdes 6 dage i Danmark med en enkelt fridag imellem, hvorefter man tilsvarende har fri en uge til at tage hjem til familien i Polen.

•	Begge skatteydere har derfor ligeledes et forholdsvist fast rejsemønster, idet begge skatteydere efter endt arbejdsuge rejser til Polen, hvor de ligeledes begge er registreret med fast bopæl.

•	Begge skatteydere har ejerbolig i Polen, hvor de bor sammen med deres familier, når ikke de er på arbejde i Danmark.

•	Begge skatteydere har i de pågældende indkomstår ikke overvejende ophold i Danmark.

1 Grundlaget for opgørelse af befordringsfradraget

Grundlaget for befordringsfradrag fremgår af ligningslovens § 9 C. Det fremgår nærmere af bestemmelsens stk. 2, at der kan opnås fradrag for den del af befordringen tur/retur mellem bopæl og arbejdsplads, der overstiger 24 km. Dernæst fremgår det af stk. 3, at der for befordringen udover 24 km op til 120 km beregnes fradrag pr. km med den takst Skatterådet har fastsat. For befordringen udover 120 km, beregnes der halv takst pr. kilometer.

Taksterne fastsat af Skatterådet for indkomståret 2019 fremgår af bekendtgørelse nr. 1308 af 20. november 2018:

(...)

Taksterne fastsat af Skatterådet for indkomståret 2020 fremgår af bekendtgørelse nr. 1166 af 19. november 2019:

(...)

Uanset ordlyden af ligningslovens § 9 C, der henviser til den del af befordringen, ”pr. arbejdsdag”, der overstiger 24 km, beregnes befordringsfradraget for hver befordring tur/retur, og dermed uanset om der køres frem og tilbage samme dag, jf. TfS 1988, 563.

Det er således en forudsætning for at kunne opgøre befordringsfradraget, at afstanden mellem arbejdsstedet og den sædvanlige bopæl fastslås. Som sagens Bilag 11 fremlægges således udskrift fra Google Maps af ruten mellem arbejdsstedet og [person4]s sædvanlige bopæl i Polen. Heraf fremgår det, at den korteste rute mellem arbejdsstedet og den sædvanlige bopæl i Polen er 1.052 km. svarende en distance på 2.104 km tur/retur.

Nedenstående påstandsbeløb for henholdsvis indkomståret 2019 og indkomståret 2020 er opgjort i overensstemmelse med ovenstående, jf. også beregningerne vedlagt som Bilag 12.

Der nedlægges påstand, om at [person4]s skatteansættelse for indkomståret 2019 ændres på baggrund af følgende: Befordringsfradrag mellem den sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark anerkendes med DKK 51.701,76.

Der nedlægges påstand, om at [person4]s skatteansættelse for indkomståret 2020 ændres på baggrund af følgende: Befordringsfradrag mellem den sædvanlige bopæl i Polen og arbejdsstedet i Danmark anerkendes med DKK 36.252,16.”

Klagerens repræsentant har den 11. juni 2024 sendt supplerende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse af 28. maj 2024, hvoraf følgende fremgår:

”(...)

1 Sagens fakta

Skattestyrelsen har i udtalelsen opstillet et skema, hvor fakta i sagerne for [person4] henholdsvis SKM2023.199.LSR sammenholdes. På en række punkter er Skattestyrelsens gengivelse af fakta imidlertid ikke korrekt. Dermed forekommer sagerne at have forskelle, som reelt ikke gør sig gældende. Nedenfor følger bemærkninger til de forhold, som er gengivet forkert og upræcist af Skattestyrelsen, så Skatteankestyrelsen kan foretage en reel sammenligning af de to sager ved bedømmelsen af [person4]s sager.

1.1 Bolig i Danmark

Skattestyrelsen påpeger i deres udtalelse en forskel mellem sagerne, idet [person4], ifølge Skattestyrelsen, i Danmark har lejet en bolig, som ikke deles med andre. Det er ikke korrekt. [person4] lejer i Danmark et værelse på adressen [adresse1], [by1], hvor han deler både bad og køkken med andre lejere på adressen.

[person4]s forhold er således fuldstændigt sammenlignelige med SKM2023.199.LSR for så vidt angår boligforholdene i Danmark.

1.2 Folkeregisteradresse i Danmark

Skattestyrelsen har anført, at sagsøgeren i SKM2023.199.LSR (herefter ”Sagsøger”) har haft folkeregisteradresse i Danmark siden den 19. juni 2017 og indtil den 1. februar 2020. Skattestyrelsen giver herved indtryk af, at Sagsøger herefter skulle have opgivet sin folkeregisteradresse i Danmark.

Sagsøger havde imidlertid også efter den 1. februar 2020 folkeregisteradresse i Danmark, idet han blot lejede et værelse på en anden adresse end hidtil. Det bemærkes, at disse fakta er udledt af oplysninger fremlagte af Skattestyrelsen under behandlingen af SKM2023.199.LSR. Det skal yderligere bemærkes, at Sagsøger tiltrådte stillingen hos sin danske arbejdsgiver den 7. marts 2016, hvor han fortsat er ansat. Det er således ikke korrekt, at Sagsøgers ansættelsesforhold skulle være endt i december 2019, som Skattestyrelsen har anført.

Hvad angår nærværende sager, har Skattestyrelsen anført, at [person4] har haft folkeregisteradresse i Danmark siden den 19. august 2008. Hertil skal det præciserende oplyses, at [person4] blev ansat hos [virksomhed1] A/S den 25. april 2012. Han havde inden da været i Danmark og arbejde for andre arbejdsgivere i to afgrænsede perioder med en varighed på 1 år henholdsvis 8 måneder.

[person4] har således arbejdet for en dansk arbejdsgiver i en længere periode, end det var tilfældet i SKM2023.199.LSR om end forskellen ikke er så stor, som Skattestyrelsen udtalelse giver indtryk af.

1.3 Antal opholdsdage i Danmark

Skattestyrelsen har anført, at [person4] i 2019 har opholdt sig 179 dage i Danmark og 186 dage i Polen, hvilket kan tiltrædes. [person4] har således i 2019 opholdt sig mere i Polen end i Danmark.

Skattestyrelsen har videre anført, at [person4] i 2020 – ifølge Skattestyrelsens opgørelse – har opholdt sig 196 dage i Danmark og 169 dage i Polen. Det bemærkes i denne sammenhæng, at det i 2020 var skudår, hvorfor året omfattede 366 dage.

Yderligere har Skattestyrelsen anført følgende vedrørende repræsentantens opfattelse af opholdsdage i henholdsvis Danmark og Polen:

”191 dage i Danmark og 175 dage i Polen (forlænget ophold i DK pga. COVID). Samtlige fridage og ferieperioder bruges så vidt muligt i Polen.”

Det er korrekt, at fordelingen af ophold mellem Danmark og Polen i 2020 ifølge den af [person4] fremlagte opgørelse omfatter 191 dage i Danmark og 175 dage i Polen.

I sammenhængen forekommer det imidlertid misvisende, når Skattestyrelsen tilføjer ”forlænget ophold i DK pga. COVID”. Det forlængede ophold i Danmark grundet COVD er netop talt med i den opgjorte fordeling af opholdsdage. Dette betyder, at i perioden fra og med den 26. marts 2020 til og med den 13. april 2020, hvor [person4] ekstraordinært har opholdt sig i Danmark, er talt med i de 191 dage i Danmark. Såfremt [person4] ikke havde været nødsaget til at blive i Danmark i ovennævnte periode, men derimod opholdt sig i Polen som sædvanligt, ville [person4] have haft en overvægt af opholdsdage i Polen, idet han dermed havde opholdt sig i Danmark i 172 dage og i Polen i 194 dage.

Såfremt der korrigeres for de opholdsdage i Danmark, der alene var foranlediget af regeringens nedlukning af Danmark den 11. marts 2020, ville [person4] således i 2020 have haft lidt flere opholdsdage i Polen end i Danmark svarende til fordelingen af opholdsdage i 2019. Bemærk i øvrigt, at fordelingen med 172 opholdsdage i Danmark og resten i Polen er præcist sammenfaldende med fordelingen af opholdsdage i SKM2023.199.LSR.

Skattestyrelsen har afvist, at opholdet i Danmark i den arbejdsfrie periode fra 26. marts 2020 til 13. april 2020 skulle være ekstraordinært ophold foranlediget af COVID. Heroverfor bemærkes, at Danmark – som også anført ovenfor – blev lukket ned 11. marts 2020, hvor [person4] netop var ankommet til Danmark for at starte en arbejdsperiode. En gennemgang af [person4]s ophold i Danmark i 2019 og 2020 viser, at [person4] konsekvent er rejst til Polen i alle arbejdsfrie perioder og alene i den arbejdsfrie periode efter nedlukningen opholdt sig i Danmark. Det gøres på den baggrund gældende, at opholdet i Danmark i perioden fra 26. marts 2020 til og med den 13. april 2020 ikke var en følge af, at [person4] har arbejdet i Danmark i en årrække, men udelukkende var en konsekvens af risiko for at rejsen til Polen og efterfølgende retur til Danmark var forbundet med stor usikkerhed som følge af restriktioner indført i Danmark henholdsvis Polen som følge af COVID.

1.4 Familie og personlige relationer i Polen

Skattestyrelsen har fremhævet, at Sagsøger i SKM2023.199.LSR boede sammen med sin ægtefælle og to mindreårige børn.

For [person4]s vedkommende har Skattestyrelsen henvist til, at [person4] har en ægtefælle i Polen og besøger familie og venner i Polen. Hertil bemærkes, at [person4] endvidere har børn og børnebørn i Polen, som han besøger under sine ophold i Polen. Det gøres gældende, at børn og børnebørn i Polen tillige understøtter en stærk familiær relation til Polen for [person4].

1.5 Øvrige momenter

Skattestyrelsen har fremhævet, at Sagsøger i SKM2023.199.LSR var medlem af et lokalt frivilligt brandkorps i Polen. Dette moment var imidlertid ikke en del af Skatteministeriets vurdering af den sædvanlige bopæl i SKM2023.199.LSR.

Skatteministeriet tog – som bekendt – bekræftende til genmæle vedrørende den sædvanlige bopæl i Polen forud for hovedforhandlingen af SKM2023.199.LSR. Under hovedforhandlingen bestred Skatteministeriet imidlertid, at oplysningerne om det frivillige brandkorps kunne lægges til grund, jf. Skatteministeriets påstandsdokument af 9. april 2024, øverst (påstandsdokumentet er fremlagt i nærværende sag i anonymiseret udgave, hvortil der henvises). Skatteministeriet bestred herved, at den fremlagte bekræftelse om medlemskab og de fremlagte aktivitetsoversigter kunne lægges til grund for sagens bedømmelse.

Da Skatteministeriet således ikke anerkendte oplysningerne vedrørende medlemskabet af brandkorpset, har dette forhold ikke været tillagt vægt i vurderingen af den sædvanlige bopæl.

2 Sammenligning overfor SKM2023.199.LSR

En gennemgang af [person4]s sager overfor SKM2023.199.LSR viser, at sagerne – reelt – alene adskiller sig derved, at [person4]s blev ansat ved den danske arbejdsgiver i 2012, hvor Sagsøger i SKM2023.199.LSR blev ansat i 2016.

Endvidere er der en forskel i forhold til de familiemæssige relationer, hvor Sagsøger i SKM2023.199.LSR havde hjemmeboende mindreårige børn. Heroverfor følger imidlertid, at [person4] har børn og børnebørn i Polen. Det gøres følgelig gældende, at den familiemæssige tilknytning til Polen dermed ikke kan sige sat være stærkere i SKM2023.199.LSR end det gør sig gældende i [person4]s sager.

(...)”

Klagerens repræsentant har den 8. juli 2024 sendt yderligere oplysninger, hvoraf følgende er anført:

”(...)

Til besvarelse af Skattestyrelsens spørgsmål vedrørende [person1] skal det oplyses, at [person1] er [person4]s søn.

[person1] har ligeledes arbejdet hos en dansk virksomhed og har i den sammenhæng haft en overnatningsmulighed i Danmark. Det bemærkes i den sammenhæng, at en række personer har haft overnatningsmulighed på adressen [adresse1], [by1].

Det oplyses afslutningsvist, at [person4] og hans kone ejer deres bolig i Polen, samt at de sammen har optaget et realkreditlån til finansiering heraf.”

Retsmøde

Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klagerens sædvanlige bopæl var i Polen, og at der skulle gives befordringsfradrag for kørsel mellem bopælen og arbejdsstedet i Danmark. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev fremsendt inden retsmødet. Repræsentanten anførte yderligere, at Skatteministeriet den 23. april 2024 til hovedforhandling i Retten i [by3] ved behandling af Landsskatterettens afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR, havde taget bekræftende til genmæle, og at skatteyderen i den pågældende sag havde sædvanlig bopæl i Polen. Det blev fremhævet, at skatteyderen i den omtalte sag og klageren i nærværende sag havde samme arbejdsmønster, at begge havde familie, hus og fast adresse i Polen, og at der ikke var tale om overvejende ophold i Danmark.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen skulle stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen har anset klageren for fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2019. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, i hvilket omfang klageren har været berettiget til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C i indkomståret 2019.

Skattepligt

Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl i Danmark, er fuldt skattepligtige til landet.

Landsskatteretten finder, at klageren som udgangspunkt har været fuldt skattepligtig til Danmark i indkomståret 2019, idet han i dette indkomstår har haft en bolig til rådighed i landet og været tilmeldt det danske folkeregister.

Landsskatteretten bemærker, at Skattestyrelsen ikke har truffet afgørelse om klagerens skattemæssige hjemsted i indkomståret 2019 i henhold til artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, hvorfor Landsskatteretten derfor ikke kan behandle spørgsmålet herom, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1. Det i klagen anførte om skattemæssigt hjemsted må i stedet anses for en anmodning om genoptagelse vedrørende dette forhold. Datoen for genoptagelsesanmodningen er herefter den 2. juni 2021, hvor Skatteankestyrelsen modtog klagen. Da Skattestyrelsen er rette myndighed til at behandle anmodningen om genoptagelse, afviser Landsskatteretten derfor at behandle forholdet vedrørende skattemæssigt hjemsted.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

Bevisbyrden for skattemæssigt fradrag påhviler som udgangspunkt skatteyderen. Den, der anser sig berettiget til et befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C, må således i fornødent omfang kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads rent faktisk har fundet sted i det selvangivne omfang. Det har Højesteret fastslået i dom af 19. marts 2004, offentliggjort i SKM2004.162.HR.

I byretsdommen afsagt den 18. juni 2008, offentliggjort i SKM2008.632.BR fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

I Østre Landsrets dom afsagt den 5. juli 2023, offentliggjort i SKM2023.547.ØLR fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomståret 2019 har været i Danmark i relation til ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark, hvor han siden 2012 uafbrudt har arbejdet hos [virksomhed1] A/S i en stilling, der efter de faktiske oplysninger må forstås som en tidsubegrænset stilling, hvor han i et betydeligt omfang har udført indtægtsgivende arbejde og oppebåret en lønindkomst på i alt 375.166 kr. i indkomståret 2019. Klageren har derudover betalt fagligt kontingent og A-kassebidrag i Danmark, ligesom han i indkomståret 2019 haft en dansk bankkonto og et fast månedligt medlemskab i et træningscenter.

Landsskatteretten har ydermere lagt vægt på, at klageren siden 2008 har været tilmeldt det danske folkeregister og har siden 2012 haft samme bolig og været tilmeldt folkeregistret på samme adresse i Danmark. Klageren har derudover siden 2016 boet sammen med sin søn på adressen, hvorfor klageren ligeledes anses at have haft personlige interesser i Danmark. Klagerens sædvanlige transport til og fra arbejdsstedet er som udgangspunkt sket til og fra bopælsadressen i Danmark, idet klageren efter det oplyste har haft 138 arbejdsdage og har befordret sig i alt 138 gange tur/retur mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdsstedet, hvorimod klageren ifølge det oplyste har befordret sig i alt 48 gange tur/retur mellem bopælsadressen i Polen og arbejdsstedet i indkomståret 2019.

Under disse omstændigheder finder Landsskatteretten, at klageren i henhold til reglerne i ligningslovens § 9 C har haft sædvanlig bopæl på [adresse1], [by1] i Danmark i indkomståret 2019 og har herefter været berettiget til et befordringsfradrag mellem sin bopælsadresse i [by1] og arbejdsstedet efter reglerne i ligningslovens § 9 C. Allerede derfor finder Landsskatteretten, at klagerens påståede 48 kørsler til og fra Polen ikke berettiger til befordringsfradrag efter reglerne i ligningslovens § 9 C.

Det forhold, at klageren har haft bopælsadresse i Polen samt sagens øvrige omstændigheder, kan ikke føre til et andet resultat.

Repræsentantens henvisning til, at Landsskatterettens afgørelse af 26. januar 2023, offentliggjort som SKM2023.199.LSR, som havde været til hovedforhandling i Retten i [by3] den 23. april 2024, hvorved Skatteministeriet ikke havde bestridt, at skatteyderen i indkomståret 2019 havde sædvanlig bopæl i Polen efter ligningslovens § 9 C, og at retten havde opfordret Skatteministeriet til at tage bekræftende til genmæle, medfører ikke et ændret resultat, da der foretages en konkret vurdering af de faktiske forhold i den enkelte sag.

Skattestyrelsen har godkendt et befordringsfradrag, der omfatter klagerens transport mellem bopælsadressen i [by1] og arbejdsstedet med i alt 15.302 kr. i indkomståret 2019. Landsskatteretten finder ikke grundlag for at tilsidesætte det af Skattestyrelsen godkendte fradrag i indkomståret 2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.