Kendelse af 12-06-2024 - indlagt i TaxCons database den 26-07-2024

Journalnr. 21-0047933

Motorstyrelsen har opkrævet 798.407 kr. i registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, og § 20, stk. 5. Motorstyrelsen har vurderet, at der ikke er tale om et reelt leasingforhold, der kan omfattes af registreringsafgiftslovens § 3 b, hvorfor der skal betales fuld registreringsafgift for køretøjet.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren er medejer af og direktør i [virksomhed1] ApS (herefter [virksomhed1]).

Selskaberne [virksomhed2] A/S (herefter [virksomhed2]) og [virksomhed3] ApS (herefter [virksomhed3]) er registreret med den samme reelle ejer i CVR-registeret.

[person1] sendte den 8. august 2017 en mail på vegne af [virksomhed2], hvori klageren bedes underskrive de aftalte dokumenter samt indbetale 45.800 kr. til kontoen [...] – [...22] i [finans1].

[person1] sendte den 8. august 2017 ligeledes en aftale om at oprette en guldkonto til klageren i [virksomhed3]. Guldkontoen blev oprettet med kontooplysningerne [...] - [...80]. Guldkontoen blev oprettet med startdato den 2. september 2017 og slutdato den 1. november 2017.

[virksomhed1] udstedte den 9. august 2017 en faktura til [virksomhed2]. Ifølge fakturaen solgte [virksomhed1] en Audi R8 V10 Plus med stelnummer [...] til [virksomhed2] for 609.750 kr. inkl. moms.

Klagerens repræsentant gør gældende, at købesummen blev berigtiget af [virksomhed2] ved indskud af 636.800 kr. på guldkontoen, og at [virksomhed1] indtægtsførte salgssummen den 9. august 2017.

Klageren underskrev den 10. august 2017 aftalen om at oprette en guldkonto hos [virksomhed3] ApS.

Klageren indgik den 11. august 2017 en leasingaftale med [virksomhed2]. Leasingaftalen omhandlede ovennævnte Audi.

Klageren indbetaler den 23. august 2017 45.800 kr. til konto [...] – [...80] (guldkontoen).

Audien blev den 30. august 2017 indregistreret med [virksomhed2] som primær ejer og klageren som primær bruger.

Det fremgår af leasingkontrakten, at leasingperioden startede den 1. september 2017 og havde en varighed på to måneder. Det fremgår ligeledes, at scrapværdien efter endt leasingperiode var 480.000 kr. (600.000 kr. inkl. moms), at leasingtager skulle betale 18.750 kr. i udbetaling og 18.400 kr. i månedlige leasingydelser, og at leasingtageren hverken havde køberet eller -pligt, men dog var forpligtet til at anvise en momsregistreret erhvervsdrivende køber til køretøjet til den aftalte scrapværdi.

[virksomhed2] udstedte den 23. oktober 2017 en faktura til [virksomhed1]. Ifølge fakturaen solgte [virksomhed2] Audien for 600.000 kr. inkl. moms til [virksomhed1].

Klageren modtog den 23. oktober 2017 en e-mail fra [virksomhed2], hvoraf det fremgik, at fakturaen var betalt fra guldkontoen.

Motorstyrelsen modtog den 27. august 2020 en e-mail fra [virksomhed2], hvori [virksomhed2] oplyste, at de ikke lå inde med dokumentation for transaktioner vedrørende køb og salg af køretøjet, samt at de som følge af en tvist med [virksomhed1] ikke havde betalt for køretøjet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har den 10. marts 2021 truffet afgørelse angående registreringsafgift på køretøjet med stelnummer [...], således at klageren skal betale 798.407 kr., idet Motorstyrelsen har vurderet, at køretøjet ikke kan omfattes af registreringsafgiftslovens § 3 b, hvorfor der skal betales fuld registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Registreringsafgiften opkræves in solidum med [virksomhed2] i henhold til registreringsafgiftslovens § 20.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse:

”Motorstyrelsens kontrol omfatter som udgangspunkt, hvorvidt køretøjet kan omfattes af undtagelsesreglen i registreringsafgiftslovens § 3b, jf. styresignalet SKM 2011.27:

Såfremt køretøjet ikke kan omfattes af registreringsafgiftlovens § 3b pålægges køretøjet fuld registreringsafgift efter § 1, stk. 1 i registreringsafgiftloven. Registreringsafgiften forfalder i forbindelse med køretøjets registrering efter samme lovs § 19.

Kontrollen har haft fokus på følgende elementer:

-Har leasingaftalen et reelt indhold, herunder

•	Ejes køretøjet af leasinggiver.
•	Er betalingerne foretaget som aftalt i leasingkontrakten.
•	Er standardvilkårene i leasingkontrakten overholdt.
•	Er der en værdiforringelse af køretøjet over leasingperioden.
•	Er leasingkontrakten i overensstemmelse med den af Motorstyrelsen godkendte kontrakt.

Motorstyrelsens gennemgang af sagens materiale viser:

1. Det er ikke dokumenteret, at [virksomhed2] A/S har betalt for køretøjet, og dermed er reel ejer af køretøjet.

2. Det er ikke dokumenteret, at leasingtager [person2] har betalt førstegangsydelsen jf. leasingkontrakten.
3. Det er ikke dokumenteret at leasingtager [person2] har betalt de løbende leasingydelser jf. leasingkontrakten. (2 X 18.750 kr.) som anført i leasingkontrakten.

Det henset til:

1. At [virksomhed2] A/S har indregistreret køretøjet den 30. august 2017, med [virksomhed2] A/S som ejer/leasinggiver og dig, [person2] som bruger i Motorregistret og herefter haft køretøjet indregistreret i 2 måneder.

b.	At [virksomhed2] A/S ikke kan dokumentere at leasingaftalen er reel.

c.	At du har haft køretøjet til din rådighed som bruger på færdselslovens område, indregistreret i Motorregisteret med danske nummerplader.

Samlet vurdering:

Til kontrakten må det indledningsvis lægges til grund, at det omhandlende køretøj har været anvendt på færdselslovens område, idet køretøjet efter leasingkontrakten har været leaset ud til dig, og at du på tidspunktet, for leasingaftalen indgåelse og ikrafttrædelse havde dansk bopæl, på adressen [adresse1], [by1], og derfor har køretøjet konkret, været anvendt her i landet.

Køretøjet har dermed også været registreringspligtig i køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2.

Registreringspligten bevirker, at der skal betales registreringsafgift af køretøjet inden, det tages i brug på færdselslovens område, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Hovedreglen i registreringsafgiftsloven er den fulde registreringsafgift der påhviler køretøjet, jf. samme bestemmelse.

Efter registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 1 kan der, som en undtagelse til hovedreglen, efter ansøgning gives tilladelse til forholdsmæssig registreringsafgift, når et køretøj for en tidsbegrænset periode anvendes her i landet. Registreringsafgiften beregnes i den forbindelse til den forholdsmæssige afgift der proportionalt falder på perioden hvor køretøjet anvendes her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 1 og 2.

Forudsætningerne for den forholdsmæssige registreringsafgift er bl.a., at der i forhold til anvendelsen er indgået en skriftlig leasingaftale for en tidsbegrænsede periode mellem virksomheden der ejer køretøjet (leasingiver) og en fysisk eller juridisk person bosiddende i Danmark (leasingtager).

[virksomhed2] A/S har, som beskrevet ovenfor, gjort brug af bestemmelsen om forholdsmæssig registreringsafgift, idet køretøjet efter leasingkontrakten udlejes for en tidsbestemt periode til dig, som leasingtager.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 3 b stk. 1, at køretøjet skal tilhøre en virksomhed eller et fast driftssted beliggende her i landet.

Det fremgår af styresignal, SKM2012.358.SKAT, at én af de overordnede betingelser for at kunne lease køretøjet ud, er at leasingvirksomheden skal eje køretøjet.

På det foreliggende grundlag finder Motorstyrelsen ikke, at der er tale om en reel leasingaftale, da [virksomhed2] A/S ikke kan anses som den reelle ejer, idet [virksomhed2] A/S oplyser i deres mail af 28. august 2020, at de ikke har betalt for køretøjet.

Desuden lægger Motorstyrelsen vægt på, at udover du er leasingtager, så er du også direktør i [virksomhed1] ApS, der er sælger af køretøjet til [virksomhed2] A/S.

Motorstyrelsen mener derfor, at du var vidende om, at der ikke blev betalt for køretøjet og derfor klar over, at det reelle ejerskab ikke er overgået til [virksomhed2] A/S.

Motorstyrelsen henviser desuden til ovenstående besvarelser af indsigelser fra partsrepræsentanter.

Hvoraf det fremgår, at der er ikke sket afregning, mellem dit holdingselskab, og [virksomhed2] A/S, hvilket synliggøres af den ”Guldkonto” du opretter hos selskabet [virksomhed3] ApS.

Du får den aftalte købesum for køretøjet indsat, som et indestående på din private konto hos [virksomhed3] ApS.

Motorstyrelsen bemærker i denne sammenhæng, at du som direktør for [virksomhed1] ApS, har indsigt i selskabet aktiviteter. Derfor har du også viden om at der aldrig sker en afregning mellem [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] A/S.

Hverken før, under eller efter leasingperioden. Dermed sker der aldrig en overdragelse af køretøjet.

Når forholdet ikke er at betragte som leasing, opfylder køretøjet ikke kravet til at kunne blive indregistreret på forholdsmæssig registreringsafgift jf. registreringsafgiftslovens § 3 b.

Men idet køretøjet har været indregistreret i Motorregisteret for at kunne tages i brug på færdselslovens område, skal der betales fuld registreringsafgift af køretøjet efter registreringsafgiftslovens § 1, stk.1. Registreringsafgiften forfalder i forbindelse med køretøjets registrering den 30. august 2017 efter registreringsafgiftslovens § 19.

Udover ejerskabet, bemærker Motorstyrelsen, at der samtidig er en række formelle krav til selve leasingkontrakten der skal være opfyldt, jf. registreringsafgiftsloven § 3b, stk. 10 (nuværende stk. 12). Der stilles således følgende krav til kontrakten:

1. Oplysninger, hvorved leasingvirksomheden kan identificeres.
2. Oplysninger, hvorved leasingtageren kan identificeres.
3. Oplysninger, hvorved køretøjet kan identificeres.
4. En specifikation af køretøjets beskaffenhed og udstyr.
5. Oplysning om størrelsen af leasingydelsen og eventuelle andre ydelser, der udveksles mellem leasingtager og leasingvirksomheden som følge af leasingaftalen.
6. Oplysning om leasingperiodens starttidspunkt og varighed.
7. Oplysning om afgiftsperiodens starttidspunkt og varighed, hvis afgiftsperioden er længere end leasingperioden, jf. stk. 2.
8. Oplysninger om vilkår ved leasingaftalens udløb, herunder en aftalt køberet, købepligt, anvisningsret eller anvisningspligt og betingelserne herfor, hvis en sådan ret eller pligt er aftalt.
9. Oplysning om vilkår for førtidigt ophør af leasingaftalen, herunder vilkår ved misligholdelse og vilkår, hvis leasingaftalen kan opsiges i løbet af leasingperioden.
10. Angivelse og beskrivelse af andre aftaler, som har betydning for den økonomiske afvikling af leasingaftalen.

I forhold til betingelsen nr. 5 er det i den pågældende leasingkontrakt aftalt, at du, som leasingtager, senest ved leveringen af køretøjet den 1. september 2017 skulle afregne en ekstraordinær førstegangsydelse til [virksomhed2] A/S på 18.750 kr. inkl. moms. Samt betale 2 leasingydelser af 18.400 kr. inkl. moms.

Den ekstraordinære førstegangsydelse afregnes ikke fra dig til [virksomhed2] A/S, uagtet det aftalemæssig vilkår.

Derudover afregnes de to månedlige ydelser på 18.400 kr. inkl. moms heller ikke fra dig til [virksomhed2] A/S.

At du har overført 45.800 kr. til et andet selskab i form af [virksomhed3] ApS, end leasinggiver, og anden konto end aftalt i leasingkontrakten, anser Motorstyrelsen ikke for at leve op til betingelserne anført i leasingkontrakten.

Det er [virksomhed2] A/S der, som ejer af køretøjet, har angivet den forholdsmæssige registreringsafgift på køretøjet, baseret på den indgåede leasingkontrakt med dig.

[virksomhed2] A/S indestår således også for, at de aftalte vilkår i leasingkontrakten, er overholdt og, at betingelserne for den forholdsmæssige registreringsafgift dermed er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 3b. Dette forudsætter således også, at [virksomhed2] A/S som leasinggivere kan dokumentere eller sandsynliggøre, at betalingerne af ydelserne i henhold til kontrakten er overholdt af leasingtager, herunder betalingen af den ekstraordinære ydelse senest i forbindelse med udleveringen af køretøjet.

Efter registreringslovens § 3b, stk. 6, (nuværende stk. 8) bortfalder grundlaget (tilladelsen) for den forholdsmæssige registreringsafgift, såfremt leasingaftalen ændres eller afbrydes.

Det må heraf konkluderes, at grundlaget for den forholdsmæssige registreringsafgift bortfalder på baggrund af:

•	Manglende ejerskab af køretøjet af [virksomhed2] A/S
•	Manglende betaling af førstegangsydelsen, samt de løbende ydelser af dig jf. leasingkontrakten.

Registreringen af køretøjet som et leasingkøretøj ejet af [virksomhed2] A/S tilsidesættes herefter, idet [virksomhed2] A/S ikke kunne anmelde og angive afgiften på ovennævnte grundlag.

[virksomhed2] A/S leasingkontrakt nr. 12769-1 kan dermed ikke anerkendes som grundlag for den angivne forholdsmæssige registreringsafgift for den pågældende anvendelse af køretøjet, idet det ikke kan anses for dokumenteret eller sandsynliggjort, at vilkåret om den ekstraordinære førstegangsydelse er overholdt, ligesom de løbende leasingydelser ikke ses betalt.

Leasingkontrakten bortfalder derfor som grundlag for den angivne forholdsmæssige registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 3b, stk.1 og 2.

Der pålægges derfor fuld registreringsafgift på køretøjet ved ibrugtagningen af køretøjet den 30. august 2017 på færdselslovens område, jf. registreringsloven § 2 og registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1.

Den beregnede fulde registreringsafgift, der fremgår af leasingkontrakten i Motorregisteret, skal modregnes allerede betalt registreringsafgift i aftaleperioden.

Opgørelse af registreringsafgift:

Den beregnede fulde registreringsafgift, der fremgår af leasingkontrakten i Køretøjsregisteret, skal modregnes allerede betalt registreringsafgift i aftaleperioden:

Handelspris inkl. registreringsafgift 1.347.800 kr.

Beregnet registreringsafgift til betaling (fuld registreringsafgift) 798.407 kr.

Fradrag for betaling af leasingafgift 0 kr.

Resterende registreringsafgift til betaling 798.407 kr.

Motorstyrelsen opkræver registreringsafgift på 798.407 kr. jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 og § 4.

Der fremsendes særskilt girokort til din E-boks til betaling af registreringsafgiften.

Sidste rettidige indbetalingsdato fremgår af indbetalingskortet.

Ved for sen betaling skal der betales rente for hver måned der påbegyndes fra forfaldstidspunktet. Beløbet forrentes jf. opkrævningslovens § 7 (lovbekendtgørelse nr. 573 af 6. maj 2019 om opkrævning af skatter og afgifter m.v.), og renten kan ikke fratrækkes i den skattepligtige indkomst.

Hæftelsen for registreringsafgiften er solidarisk, jf. registreringsafgiftslovens § 20 stk. 1 og stk. 5. Motorstyrelsen gør herefter solidarisk hæftelse, vedrørende betaling af registreringsafgiften, gældende overfor [virksomhed2] A/S og dig.

Efter skatteforvaltningslovens § 32 (lovbekendtgørelse nr. 635 af 13. maj 2020 om skatteforvaltning) gælder særlige regler for forældelse, i tilfælde hvor forholdet er begået ved forsæt eller grov uagtsomhed.

Motorstyrelsen har en frist på 6 måneder, fra forholdet er kommet til Motorstyrelsens kendskab, og kravet kan opgøres, til at rejse et krav og yderligere 3 måneder herefter til at træffe endelig afgørelse i sagen. I denne sag er det Motorstyrelsens vurdering, at forholdet er omfattet af disse regler. Forholdet er kommet til Motorstyrelsens kendskab den 28. august 2020, og kravet kan opgøres den 10. december 2020, kravet er rejst den 10. december 2020, og fristen er derfor overholdt.

Motorstyrelsen vurderer, at der som minimum er tale om grov uagtsomhed, idet køretøjet har været indregistreret på danske nummerplader i 2 måneder, og anvendt på færdselslovens område, uden at der er svaret korrekt registreringsafgift af køretøjet.

[virksomhed2] A/S har været fuldt vidende om dette forhold, uden at foretage sig noget i 2 måneder.

Ligeledes vurderer Motorstyrelsen, at du som leasingtager, har været fuldt vidende om, at der ikke er svaret den korrekte registreringsafgift, idet du har haft et dansk indregistreret køretøj i din besiddelse, og til din rådighed på færdselslovens område, uden at der hverken er betalt førstegangsydelse eller løbende ydelser af dig.

Desuden er du direktør i det selskab, der har solgt køretøjet til [virksomhed2] A/S.

At der ikke er sket nogle betalingsstrømme, mellem [virksomhed2] A/S og [virksomhed1] ApS i forbindelse med købet og salget af køretøjet, har du i din egenskab af direktør for vognleverandøren, [virksomhed1] ApS, været fuldt vidende om.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har den 4. juni 2021 nedlagt påstand om, at klageren ikke hæfter for betaling af den fulde afgift.

Repræsentanten har anført følgende begrundelse:

”For [person2], [adresse1], [by1], skal jeg hermed påklage Motorstyrelsens afgørelse af 10. marts 2021. Afgørelsen er vedlagt som bilag 1.

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om, at [person2] skal betale fuld registreringsafgift på kr. 798.407 af en bil, som [person2] havde leaset hos [virksomhed2] A/S ([virksomhed2]).

Ifølge afgørelsen er det Motorstyrelsens opfattelse, at [virksomhed2] ikke var ejer af køretøjet, og det er Motorstyrelsens opfattelse, at [person2] ikke har betalt aftalte leasingydelser.

Som følge heraf tilsidesætter Motorstyrelsen registreringen af bilen som et leasingkøretøj

ejet af [virksomhed2]. Motorstyrelsen lader derfor leasingkontrakten bortfalde som grundlag for den angivne forholdsmæssige registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 1 og 2.

På det grundlag har Motorstyrelsen afgjort, at [person2] havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift, og at [person2] hæfter for betalingen af den fulde registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Det gøres gældende, at [person2] Hvis ikke hæfter for betaling af den fulde afgift.

[person2] har ikke haft en sådan viden som krævet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at [virksomhed2] ikke skulle være ejer af bilen.

[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at leasingaftalens betingelser ikke skulle være opfyldt.

[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at [virksomhed2]s forretningspraksis skulle medføre, at han kunne komme til at hæfte for den fulde afgift.

Leasingaftalen

[person2] indgik i 2017 en leasingaftale med et på daværende tidspunkt kendt og anerkendt leasingselskab, og den indgåede leasingaftale er en standardaftale på sædvanlige vilkår og godkendt af skattemyndigheden. Forretningsgangene og forløbet med indgåelse, gennemførelse og afvikling af leasingaftalen var tilrettelagt af [virksomhed2], og [person2] har fulgt [virksomhed2]s anvisninger og instrukser.

[person2] har begået en enkelt fejl i form af at betale leasingydelser til en konto, hvis nummer var oplyst af [virksomhed2], men som ikke var den ellers anviste konto. Denne fejl kan ikke tillægges nogen betydning for afgørelsen af, om [person2] havde nogen viden om, at registreringsafgiften ikke var betalt korrekt. Der redegøres herfor nedenfor.

Selv for det tilfælde, at [person2] herved måtte have handlet uagtsomt, opfylder dette ikke kravet om at have viden. At have viden er udtryk for at have forsæt. [person2] har ikke handlet forsætligt.

Forløbet

[person2] driver sammen med en kompagnon restaurant og diskotek i [by1] for et voksent publikum. Virksomheden drives i selskabsform.

[person2] oplyser, at [virksomhed2] i 2017 fik lov til at udstille nogle af [virksomhed2]s biler rundt om [person2] og kompagnonens forretning i dagene 19.- 21. juli 2017. [virksomhed2] fandt, at mange skagensgæster kunne være interesserede i [virksomhed2]s leasingprodukter. [virksomhed2]s repræsentanter forekom venlige, troværdige og professionelle og foreslog på et tidspunkt, at også [person2] da burde være leasingkunde hos [virksomhed2].

[virksomhed2]s repræsentanter foreslog, at hvis [person2] fra f.eks. Tyskland erhvervede sig et afgiftsfrit køretøj, som han kunne tænke sig, skulle [virksomhed2] nok sørge for at overtage køretøjet og leje det ud til ham på en flexleasingaftale.

Som hensigten var, blev [person2] fristet – det var hans første møde med flexleasing, og han havde aldrig tidligere leaset bil.

[virksomhed2] anbefalede, at bilen blev købt hjem gennem et selskab, som [virksomhed2] så ville købe bilen af. Alt var i orden, [virksomhed2]s aftaler var selvfølgelig godkendt af skattemyndigheden, og alt ville forløbe efter [virksomhed2]s anvisninger.

[person2] fandt en bil i Tyskland og købte den hjem til selskabet [virksomhed1] ApS. [virksomhed1] ApS ejes af [person2] og kompagnonen med hver 50 pct. Selskabet ejer ejendommen, som restaurantvirksomheden drives fra.

[person2] deltog i begyndelsen af august 2017 i et møde med [virksomhed2] på [virksomhed2]s kontor i [by2]. [virksomhed2]s medarbejdere forklarede [virksomhed2]s forretningsgang i forbindelse med [virksomhed2]s køb af bilen og indgåelsen af leasingaftalen. [person2] skulle blot følge de pågældende instrukser og underskrive de nødvendige dokumenter, så ville alt være på plads og i orden.

[virksomhed2] købte herefter bilen fra [virksomhed1].

Som bilag 2 fremlægges faktura af 9. august 2017 udstedt til [virksomhed2] af [virksomhed1].

[virksomhed2] havde på mødet i [by2] gjort rede for, hvordan købesummen for bilen ville blive betalt af [virksomhed2] i overensstemmelse med [virksomhed2]s sædvanlige retningslinjer.

Købesummen blev således berigtiget af [virksomhed2] ved indskud af kr. 636.800 på konto [...] - [...80] i [finans1], betegnet guldkontoen (bilag 3). Ved oprettelsen er aftaledokumentet om guldkontoen underskrevet af [virksomhed2]s leasingchef [person1] og af [person2]. Penneo-underskrifterne er dateret 8./10. august 2017.

[virksomhed1] indtægtsførte salgssummen den 9. august 2017, og momsen blev afregnet.

Som bilag 4 fremlægges flexleasingaftalen underskrevet 10. og 11. august 2017 med generelle forretningsbetingelser. Leasingperioden var med start- og indregistreringsdato 1. september 2017 og slutdato 2 måneder efter startdato.

[person2] skulle betale udbetaling og to månedlige leasingydelser.

Under leasingaftalens punkt ”Øvrige vilkår” er aftalt:

”Ved aftalens udløb er bruger forpligtet til at anvise en momsregistreret

erhvervsdrivende køber til køretøjet til den aftalte scrapværdi. Leasingtager

har hverken en købepligt eller en køberet.”

Som følge af [person2]s pligt til at anvise en køber ved leasingaftalens udløb gælder efter leasingaftalens generelle betingelser i § 7, stk. 2, 2. punktum, følgende:

”I det tilfælde er Leasingtager forpligtet til, med de samme klausuler som

nævnt i § 7, stk. 1, at aflevere køretøjet til den anviste køber. Leasingtager

kan ikke anvise sig selv som køber af køretøjet.”

Som bilag 5 fremlægges kopi af e-mail af 8. august 2017 fra [virksomhed2] ([person1]) til [person2] med instruks om at underskrive leasingaftalen og om at betale kr. 45.800 til konto [...] - [...22] i [finans1].

Som bilag 6 fremlægges udskrift fra [person2]s pengeinstitut, [finans2], med dokumentation for betaling af kr. 45.800 pr. 23. august 2017. Det ses af udskriften, at betalingsmodtager er konto [...] - [...80] i [finans1]. Det kan herved konstateres, at modtagerkontoen afviger fra den konto, der var anvist i bilag 5.

Indbetalingen på kr. 45.800 blev nemlig fejlagtigt foretaget til guldkontoen, jf. bilag 3. Indbetalingen er dog kommet [virksomhed2] til gode i overensstemmelse med [person2]s intention om at betale det, han skulle, se nedenfor side 7, 4. afsnit.

Ved leasingaftalens udløb skulle [person2] anvise en momsregistreret køber til bilen til den af [virksomhed2] fastsatte scrapværdi på kr. 480.000 ekskl. moms. [person2] måtte som aftalt ikke selv erhverve bilen.

Efter [person2]s anvisning købte [virksomhed1] ved aftalens udløb bilen for kr. 480.000 ekskl. moms, i alt kr. 600.000. Kopi af [virksomhed2]s faktura af 23. oktober 2017 fremlægges som bilag 7. Købesummen og moms er bogført i [virksomhed1].

Af e-mail af 23. oktober 2017, bilag 8, fra [virksomhed2]s [person3] fremgår det, at købesummen til [virksomhed2] berigtiges fra guldkontoen. E-mailen indeholder desuden en instruks om, at bilen skal være afmeldt den 29. oktober 2017, og at nummerpladerne skal afleveres til skattemyndigheden.

Motorstyrelsens krav

[virksomhed2] har som ejer indregistreret bilen i denne sag efter købet af bilen fra [virksomhed1]. [virksomhed2] hæfter derfor for registreringsafgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 2. pkt.: ”Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften.”

[virksomhed2] var ubestridt registreret som ejer af bilen.

Tre medarbejdere fra [virksomhed2] gennemgik på mødet på [virksomhed2]s kontor i [by2] i august 2017 en leasingsaftales sædvanlige forløb. Som led i anprisningerne fremhævede de [virksomhed2]s omdømme, succes og plads i markedet. Medarbejderne forsikrede om, at [virksomhed2]s procedurer selvfølgelig opfyldte alle lovkrav, at [virksomhed2]s aftaler var godkendt af skattemyndigheden, og at [virksomhed2] var berettiget til at beregne og selvangive registreringsafgift. Det var jo dette, der havde ført til den store succes. [person2] havde ikke anledning til at forestille sig andet, end at han var i gode hænder.

Som oplyst under gennemgangen på mødet af aftalevilkårene udgjorde indskuddet på guldkontoen betalingen af købesummen for [virksomhed2]s køb af bilen fra [virksomhed1].

Salgssummen blev indtægtsført i [virksomhed1], og salgsmomsen afregnet.

Med udgangspunkt i [virksomhed2]s position som erhvervsdrivende leasingselskab med stor portefølje af leasingbiler og med kendt professionelt omdømme er der ikke grundlag for at mene, at [person2] burde have mistanke om eller have gennemskuet, at [virksomhed2]s adfærd og forretningsgange kunne være utilstrækkelige til at etablere et lovformeligt grundlag for de indgåede leasingaftaler. Så meget desto mindre besad [person2] nogen viden om, at der på nogen måde kunne rejses tvivl om [virksomhed2]s ejerskab og betaling af korrekt registreringsafgift.

Hæftelsesreglen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, kan derfor ikke finde anvendelse.

Motorstyrelsen har i afgørelsen henvist til en e-mail af 28. august 2020, altså tre år senere, fra [virksomhed2] til Motorstyrelsen, hvori [virksomhed2] over for Motorstyrelsen udtaler:

”Vi ligger ikke inde med transaktioner for køb og salg af bilen.

Vi havde desværre en tvist med kunden. Vi skulle købe bilen af [virksomhed1], men da tvisten opstod inden betalingen af køretøjet, valgte vi at tilbageholde pengene til den blev løst. Tvisten blev dog ikke løst før leasingperiodens ophør, og da kunden henviste [virksomhed1] som køber, blev sagen lukket ned med en salgsfaktura. Vi kan heller ikke se at kunden skulle have betalt de månedlige ydelser.

Vedhæftet finder du købsfaktura, salgsfaktura, og kontrakt.”

Det tyder på, at Motorstyrelsen hermed mener, at det er dokumenteret, at [virksomhed2] aldrig købte bilen.

[virksomhed2]s udtalelse stemmer ikke med de faktiske forhold.

[person2] stillede i forbindelse med leasingaftalens ophør ved udgangen af oktober 2017 [virksomhed2] et spørgsmål om, hvorvidt anvisningen af [virksomhed1] som køber af bilen fra [virksomhed2] udgjorde et problem, når [virksomhed2] havde købt bilen fra [virksomhed1] i august 2017. [virksomhed2] svarede [person2], at [virksomhed1] uden problemer kunne erhverve bilen i overensstemmelse med gældende regler. Tonen i [virksomhed2]s svar forekom noget afvisende og bar præg af, at [virksomhed2] tilsyneladende fandt spørgsmålet utidigt, som om [person2] forsøgte at sætte spørgsmålstegn ved [virksomhed2]s forretningsmodel. Det er muligvis denne meningsudveksling, [virksomhed2] betegner som en tvist i e-mailen af 28. august 2020.

Det er derfor ikke korrekt, at der var nogen tvist mellem parterne ved indgåelsen af leasingaftalen. Spørgsmålet, som [person2] stillede ved udgangen af oktober 2017, kan således ikke have haft indflydelse på [virksomhed2]s betaling af købesummen ved indgåelse af leasingaftalen i august 2017.

Det kan således ikke være [person2]s spørgsmål, der kan have ført til, at [virksomhed2] i 2020 oplyser til Motorstyrelsen, at [virksomhed2] slet ikke havde betalt købesummen i august 2017 ved indgåelsen af leasingaftalen. Enten må der være tale om en erindringsforskydning fra [virksomhed2]s side, eller også må der ligge noget helt andet bag [virksomhed2]s udsagn over for Motorstyrelsen om manglende betaling.

Ved e-mail af 23. oktober 2017, bilag 8, oplyste [virksomhed2] [person2] om, hvad der skulle gøres i forbindelse med afslutningen af leasingperioden, herunder at bilen skulle afmeldes, og nummerplader afleveres. Endvidere oplyste [virksomhed2], at købesummen ved [virksomhed1]s køb af bilen ville blive berigtiget fra guldkontoen. Der var således ikke på dette tidspunkt nogen indikation af, at [virksomhed2] ikke i august 2017 havde betalt købesummen ved købet af bilen fra [virksomhed1].

Det bemærkes i øvrigt, at [virksomhed2] – ved betalingen fra guldkontoen i slutningen af oktober 2017 i forbindelse med salget af bilen til [virksomhed1] – senest da modtog leasingydelserne, som [person2] den 23. august 2017 fejlagtigt havde indbetalt på guldkontoen (konto nr. [...] - [...80]). [virksomhed2] har da heller aldrig før eller siden rejst noget krav om eller fremsendt rykker for betaling af leasingydelserne.

Den omstændighed, at guldkontoen blev oprettet med angivelse af [person2]s navn, medfører ikke, at [person2] var vidende om, at [virksomhed2] ikke havde betalt købesummen. [virksomhed2] oplyste på mødet i [by2] [person2] om, at berigtigelsen af købesummen fulgte [virksomhed2]s sædvanlige forretningsgang, og at det indskudte beløb på guldkontoen var [virksomhed1]s penge. Dette understøttes af, at købesummen blev indtægtsført i [virksomhed1], og salgsmomsen afregnet.

Efter afslutningen af leasingaftalen og den afsluttende kommunikation med [virksomhed2] kunne [person2] og revisor, efter at [virksomhed2] havde tømt guldkontoen, konstatere, at der i den økonomiske afvikling manglede en betaling på kr. 9.750, der tilkom [virksomhed1]. Dette beløb betalte [person2] til [virksomhed1], således at [virksomhed1] og kompagnonen ikke skulle bidrage til [person2]s leasingaftale.

Hvis det – på grundlag af oplysningerne i [virksomhed2]s e-mail af 28. august 2020 til Motorstyrelsen – er [virksomhed2]s opfattelse, at [virksomhed2] slet ikke betalte nogen købesum for bilen i august 2017, er det for det første en ny oplysning for [person2]; en oplysning, der ikke stemmer overens med oplysningerne givet forud for indgåelsen af leasingaftalen og heller ikke stemmer overens med oprettelsen af guldkontoen. For det andet – og meget alvorligere – er [virksomhed2]s nye oplysninger tilsyneladende udtryk for en forretningsmodel, hvor [virksomhed2] har forledt sine leasingkunder til at tro, at [virksomhed2] lovformeligt betalte for bilerne, der skulle indregistreres til leasingbrug, i overensstemmelse med registreringsafgiftslovens regler, mens virkeligheden muligvis har været en helt anden.

Hvis dette skulle være tilfældet, er det i givet fald et forhold, som Motorstyrelsen ikke med god mening kan postulere, at [person2] havde viden om, og som myndigheden derfor ikke kan laste [person2] for efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Det er muligt, at det på grundlag af [virksomhed2]s nye oplysninger om [virksomhed2]s forretningsmodel nu (i 2020/21) kan konstateres, at der objektivt set ikke blev etableret et reelt leasingforhold. Dette fører dog ikke til, at [person2] skal hæfte for afgiften efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5. Registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, kræver, at leasingtager havde positiv viden om, at der ikke var tale om et reelt leasingforhold, jf. SKM 2016.328.LSR, jf. nedenfor.

Vedrørende spørgsmål om tilregnelse og registreringsafgiftslovens krav om forsæt skal jeg i øvrigt henvise til de indlæg, der er gengivet i Motorstyrelsens afgørelse, udarbejdet af [person4], [person2]s tidligere repræsentant i sagen.

Jeg skal endvidere henvise til den samme korrespondance, for så vidt angår spørgsmålet om forældelse og fristregler, idet det i overensstemmelse med korrespondancen gøres gældende, at forholdet er forældet efter skatteforvaltningslovens § 31, og at den lille fristregel følgelig ikke finder anvendelse. [person2] har ikke udvist forsæt eller grov uagtsomhed.

Praksis – bemærkninger til afgørelser

Motorstyrelsen har i afgørelsen henvist til praksis, herunder en afgørelse fra Østre Landsret og nogle kendelser fra Landsskatteretten.

Den af Motorstyrelsen påberåbte praksis har jeg følgende bemærkninger til:

Afgørelser fra domstolene

SKM 2018.412.ØLR

Faktum:

I Østre Landsrets afgørelse havde leasingtager den 27. juli 2011 solgt en bil for kr. 500.000 til et leasingselskab, og der blev indgået en leasingaftale. Bilen blev den 15. juni 2012 solgt for kr. 498.500 til en bekendt af leasingtager, og leasingtager købte herefter bilen af sin bekendte til samme pris. Leasingtager solgte hurtigt herefter bilen til et andet leasingselskab for kr. 50.000, dog uden at oprette nogen købsaftale, for at indgå en leasingaftale fra 20. august 2012. Der var ikke fremlagt skriftlig dokumentation for salget fra leasingtagers bekendte til leasingtager eller fra leasingtager til det andet leasingselskab.

Af leasingaftalen af 20. august 2012 mellem det andet leasingselskab og leasingtager fremgår, at leasingtager leasede bilen indtil den 31. oktober 2012. Efter aftalen udgjorde bilens købspris kr. 50.000 og restbetalingen ved udløb kr. 46.875. Kontrakten indeholdt ikke nogen bestemmelse om depositum. Leasingtager har forklaret, at han ikke modtog købesummen på kr. 50.000, men at han flere gange rykkede herfor. Bilen blev afmeldt uden nummerplader den 16. januar 2013, og det er oplyst, at den herefter var i stilstand indtil 3. maj 2013.

Leasingtager indgik en ny leasingaftale den 3. maj 2013 med det andet leasingselskab. Leasingaftalen blev ikke underskrevet. Både bilens købspris og restbetalingen ved udløb var sat til kr. 50.000. Der skulle ikke betales depositum. Heller ikke ved indgåelsen af leasingaftalen af 3. maj 2013 betalte leasingselskabet købesummen.

I sagen var det endvidere oplyst, at leasingtager ikke ville udlevere bilen, selv om den var beslaglagt over for det andet leasingselskab, ligesom leasingtageren i det hele havde optrådt som ejer af bilen, herunder at leasingtager istandsatte bilen for egen regning.

Mine bemærkninger:

Der er i Østre Landsrets afgørelse tale om helt særegne faktiske forhold, der danner grundlag for at statuere, at leasingtager er klar over, at der ikke er tale om leasing. Det drejer sig om store værdiforskelle – ved første leasingaftale handles bilen til kr. 500.000, ved anden leasingaftale handles bilen til kr. 50.000, og ved tredje leasingaftale handles bilen ligeledes til kr. 50.000 med en restværdi på kr. 50.000 – om manglende overdragelsesaftaler, og om at leasingaftaler ikke er

underskrevet. Købesummen på kr. 50.000 forbliver ubetalt fra 20. august 2012 til leasingforholdets ophør 2. oktober 2013. Hertil kommer, at leasingtager, selv om bilen over for leasingselskabet var beslaglagt, nægter at udlevere bilen, bl.a. fordi han ikke har modtaget købesummen, og fordi han var i færd med at få bilen istandsat til fremtidig brug. Leasingtager havde derfor i det hele optrådt som ejer af bilen. Dette dannede – sammen med de uforklarlige store forskelle på de anvendte værdier – grundlag for landsrettens afgørelse, hvorefter leasingtager blev anset for at have viden om afgiftsforholdene, og leasingtager hæftede derfor for afgiften.

Østre Landsrets afgørelse viser, at der skal foreligge helt særlige og usædvanlige omstændigheder, før det kan godtgøres, at leasingtager havde viden om, at leasingforholdet ikke var reelt, og viden om, at der følgelig ikke var betalt den korrekte afgift. Leasingtagers aktive adfærd og de uforklarligt store prisforskelle fra det første til det andet leasingselskab synes at udgøre de væsentlige dele af grundlaget for Østre Landsrets afgørelse, hvortil kommer de helt specielle forhold vedrørende beslaglæggelse og leasingtagers istandsættelse af bilen.

Anvendelsesområdet for hæftelsesreglen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, er således overordentlig begrænset, og bestemmelsen kræver stærk dokumentation for, at der foreligger viden hos leasingtager.

Sådanne forhold foreligger ikke i nærværende sag. [person2] har fulgt alle anvisninger givet af [virksomhed2], foretaget de af [virksomhed2] krævede betalinger (alene med den fejlagtige indbetaling af leasingydelserne, der dog alle omstændigheder kom [virksomhed2] til gode ved afslutningen af leasingaftalen), udfærdiget og modtaget nødvendige fakturaer og indgået sædvanlig leasingaftale.

Afgørelser fra Landsskatteretten

SKM 2016.318.LSR

Selv i tilfælde, hvor Landsskatteretten har fundet, at der ikke var etableret et reelt leasingforhold, har Landsskatteretten dog samtidig fundet, at dette ikke i sig selv var tilstrækkeligt til at dokumentere, at leasingtager havde positiv viden om, at leasingforholdet ikke var reelt.

I den pågældende sag var der mellem leasingselskabet og leasingtager uenighed om, hvilke beløb der skulle betales, og hvornår beløbene skulle betales.

Det ser endvidere ud til, at der har været usikkerhed om bilens værdiansættelse. Det er oplyst i leasingkontrakten, at leasingselskabets købspris er kr. 90.000 og restværdien kr. 61.875. Endelig fremgår det af kontrakten, at køretøjets afgiftspligtige værdi er vurderet til kr. 400.000.

En brugt bils afgiftspligtige værdi er dens almindelige pris, indbefattet moms, men uden registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 10.

Det må anses for påfaldende, at bilen sælges til leasingselskabet for kr. 90.000 (uden afgift), samtidig med at det i leasingkontrakten oplyses, at bilens værdi uden registreringsafgift er kr. 400.000.

Landsskatteretten kom frem til, at leasingforholdet ikke var reelt, men bemærkede samtidig, at

”det er en betingelse for hæftelse som bruger, at der er handlet forsætligt

og ikke blot uagtsomt. Landsskatteretten finder det betænkeligt at

fastslå, at klager ved indgåelsen af aftalen havde en positiv viden om, at

der ikke var tale om et reelt leasingforhold, der ville kunne godkendes

af SKAT, og at der derfor ikke kunne ske afgiftsberigtigelse efter disse

regler. Landsskatteretten finder derfor ikke, at klager hæfter for registreringsafgiften

som bruger jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.”

Selv under de ovenfornævnte omstændigheder med bl.a. den store forskel mellem to værdiansættelser kom Landsskatteretten altså frem til, at leasingtager ikke havde positiv viden om den manglende realitet ved indgåelsen af leasingaftalen.

Det bemærkes, at der i [person2]s sag ikke har foreligget spørgsmål om værdiansættelse, der kunne give anledning til tvivl om realiteten i [person2]s leasingaftale.

SKM 2017.273.LSR

I sagen fandt Landsskatteretten, at leasingforholdet ikke var reelt, og at leasingtager vidste dette.

Faktiske oplysninger ifølge kendelsen:

Af leasingkontrakt af d. 17. april 2013 fremgår, at klageren og H1 A/S indgik en aftale om leasing vedrørende et motorkøretøj af mærket [...] og med stelnummeret [...]. Det fremgår af kontrakten, at leasingperioden er 12 måneder med startdato d. 17. april 2013 og slutdato d. 16. april 2014, at 1. registreringsdato var d. 13. november 2001, at klageren ved kontraktens underskrift skal betale 10.000 kr., at klageren ved kontraktens opstart skal betale 1.180 kr. og at klageren løbende skal betale 1.280 kr. om måneden i leasingydelse.

Af kontrakten fremgår ligeledes, at køretøjets købspris er 20.000 kr., og at det er aftalt, at restbetalingen ved udløbet af leasingperioden er 17.500 kr. Det fremgår tillige, at klageren ved leasingperiodens udløb er forpligtet til at anvise tredjemand til køb af køretøjet til den aftalte restværdi, eller såfremt klageren ikke kan anvise en tredjemand til køb af køretøjet, at dække en eventuel difference mellem restværdien og den salgssum, som H1 A/S kan sælge køretøjet til.

Den 17. april 2013 er der indbetalt 12.000 kr. til H1 A/S's bankkonto. Som tekst er anført "A".

Den 16. juli 2013 blev køretøjet beslaglagt efter kendelse af Retten i By Y1. Samme dag ringede klageren til SKAT og oplyste, at han havde flexleaset registreringsafgiften og derfor ikke havde gjort noget forkert.

Den 17. juli 2013 ringede klageren igen til SKAT og understregede, at han havde flexleaset registreringsafgiften, men at køretøjet var hans eget.

Den 8. august 2013 oplyste klageren, at han havde solgt køretøjet til H1 A/S, men aldrig havde modtaget betalingen for køretøjet.

Det fremgår af registreringsattest af 17. april 2013 for køretøjet, at klageren er registreret som bruger.

Også i denne afgørelse er der tale om værdier og betalinger, der ikke stemmer overens. Købsprisen for bilen er i leasingaftalen oplyst til kr. 20.000, mens leasingselskabet opretter leasingaftalen i SKAT’s systemer med en afgiftspligtig værdi på kr. 31.707.

Landsskatteretten lagde herudover vægt på, at der ikke var udarbejdet købsaftale, at købesummen ikke blev betalt af leasingselskabet, at leasingtager ikke rykkede for den manglende betaling af købesummen, at der ikke foreligger dokumentation for, at leasingtageren har betalt den i leasingaftalen fastsatte leasingydelse, at leasingselskabet ikke har rykket for betaling, og at leasingselskabets risiko i henhold til kontrakten er meget lille.

[person2]s sag adskiller sig herfra.

Godt nok har [person2] – ligesom i Landsskatterettens afgørelse – ikke rykket for betaling af købesummen, men i modsætning til i afgørelsen skyldes dette, at købesummen var betalt – i hvert ifølge [virksomhed2]s oplysninger på tidspunktet for indgåelse af leasingaftalen, jf. mødet i [by2] og indskuddet på kontoen i [finans1].

I [person2]s sag er leasingydelser dokumenteret betalt.

I [person2]s sag foreligger købs- og salgsfakturaer.

I [person2]s sag er der ikke tvivl om bilens pris og afgiftsgrundlag.

Hvis der foreligger et set-up til omgåelse af registreringsafgiftslovens § 3 b, må det være et set-up, der er udtænkt og anvendt som forretningsmodel af [virksomhed2] og med udnyttelsen af leasingkunden som nødvendig, men ufrivillig og uvidende part i set-up’et.

Det er i hvert fald ikke et set-up, som [person2] har deltaget i – det ville være alt for risikabelt.”

Repræsentanten henviser i klagen til de indlæg, der er udarbejdet af klagerens tidligere repræsentant. Indlæggene fremgår af Motorstyrelsens afgørelse, og det relevante indlæg har følgende ordlyd:

”Under henvisning til mit brev af 29. december 2020 skal jeg herved nærmere redegøre for, hvorfor min klient ikke kan acceptere Styrelsen forslag til afgørelse.

Det fremgår af Styrelsens brev af 10. december 2020, at man lægger til grund for forslaget, at min klient som følge af uagtsomhed med hensyn til leasinggiver, [virksomhed2] A/S` (i det følgende kaldet [virksomhed2]) manglende opfyldelse af betingelserne for kunne anvende reglerne om flexleasing skulle hæfte solidarisk med [virksomhed2] for den fulde registreringsafgift på det leasede køretøj, en Audi R8, chassis nummer [...].

Hertil bemærkes følgende.

Solidarisk hæftelse forudsætter, at der foreligger enten et aftalemæssigt eller lovmæssigt grundlag for, at en person eller juridisk person kan blive pålagt en solidarisk hæftelse. I den foreliggende sag går jeg ud fra, at Styrelsen er enig i, at der ikke foreligger nogen form for kontrakter, aftaler eller andet, der kan benyttes som grundlag for at pålægge min klient solidarisk hæftelse for den registreringsafgift, som [virksomhed2] skal betale for det pågældende køretøj, der på normal vi har været leaset til min klient.

Herefter er det alene et spørgsmål, om der i den almindelige lovgivning eller speciallovgivningen findes regler, der kan begrunde et solidarisk ansvar under de omstændigheder, der foreligger i denne sag.

Indledningsvis skal det bemærkes, at min klient som privat person ikke har noget særligt kendskab til de gældende regler på området for bilafgifter, herunder lov om registreringsafgift, og ikke mindst de specielle regler, der gælder for flex leasing. Han kan derfor heller ikke tage stilling til, om Styrelsens påstand om, at [virksomhed2] ikke har betalt den korrekte registreringsafgift på det køretøj, som min klient har leaset, er korrekt eller ej. Det må alene være et mellemværende mellem Styrelsen og [virksomhed2], nu under konkurs.

Der findes ikke i den almindelige lovgivning på skatte- og afgiftsområdet nogen hjemmel til at pålægge en person nogen form for solidarisk hæftelse under de omstændigheder, der foreligger i den konkrete sag, og som er grundlag for det krav, der er rejst mod min klient.

Herefter er det alene et spørgsmål, om hvorvidt der i de specielle regler i lov om registreringsafgift findes grundlag for at pålægge min klient en solidarisk hæftelse med [virksomhed2] for eventuelle krav mod dette selskab for ikke korrekt berigtigelse af registreringsafgift på det i sagen omtalte køretøj.

Efter registreringsafgiftslovens § 17, stk. 1 hæfter en registreret virksomhed for afgiften af de køretøjer, som virksomheden angiver afgift for. Det må lægges til grund, at [virksomhed2] på tidspunktet for indgåelse af leasingaftalen med min klient var registreret virksomhed, og derfor umiddelbart hæftede for den fulde registreringsafgift.

Det må endvidere lægges til grund, at det er [virksomhed2], der har anmeldt køretøjet til registrering og derfor også hæfter for betalingen af den korrekte registreringsafgift. Bestemmelsen i § 17 er suppleret med en kontrolbestemmelse i § 18, hvorefter Toldog Skatteforvaltningen inden for en frist på 14 dage kan forlange køretøjet fremstillet til forvaltningen. Det må umiddelbart lægges til grund, at hverken SKAT eller Motorstyrelsen i 2017 ved køretøjets indregistrering eller senere har benyttet sig af denne kontrolmulighed.

Styrelsen har i forslaget til afgørelse gjort gældende, at min klient har handlet uagtsomt i relation til spørgsmålet om, hvorvidt [virksomhed2] opfyldte betingelserne for at kunne operere under reglerne om flexleasing og derfor hæfter for den fulde registreringsafgift på det leasede køretøj, baseret på en forudsætning om, at [virksomhed2] ikke opfyldte disse betingelser. Det er tilsyneladende på det grundlag, at Styrelsen gør gældende, at det er min klients brug af bilen i leasingperioden i overensstemmelse med leasingaftalen, der udløser kravet om betaling af den fulde registreringsafgift.

Hertil bemærkes følgende.

Iflg. lov om registreringsafgift § 20, stk. 5 hæfter en fører eller bruger af køretøjet for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger af køretøjet, har viden (min fremhævelse) om, der ikke er betalt den afgift, der kræves efter denne lov, det vil sige lov om registreringsafgift.

Det er således ikke tilstrækkeligt, at der foreligger en eller anden form for uagtsomhed fra brugerens side som betingelse for, at der kan pålægges solidarisk hæftelse for betaling af den korrekte registreringsafgift. Men som det vil fremgå af det følgende har min klient hverken handlet uagtsomt i relation til [virksomhed2]`s betaling af den korrekte registreringsafgift og langt mindre haft viden om disse omstændigheder. Min klient har den 8. august 2017 indgået en, efter min klients opfattelse, ganske normal aftale om flexleasing. Der er intet i leasingaftalen eller andre omstændigheder, der indikerer, at der skulle være problemer i relation til den korrekte berigtigelse af registreringsafgift på bilen Det skal i den forbindelse fremhæves, at min klient IKKE er branchekyndig, hverken i relation til bilafgifter eller til reglerne om leasing på bilområdet.

Det må derfor afvises, at min klient har haft nogen form for vide, der skulle kunne begrunde en hæftelse efter § 20, stk. 5.

Men allerede ud fra en almindelig en risikovurdering må det være myndighederne, herunder især SKAT, som har haft adgang til at indhente alle oplysninger fra [virksomhed2] om lovligheden af deres leasing arrangementer, der må bære risikoen for evt. problemer med korrekt berigtigelse af registreringsafgiften, og ikke en privat bruger, der i god tro har leaset en bil, baseret på de oplysninger, der er givet af leasinggiver. Styrelsen har gjort gældende, at min klient ikke har betalt ydelserne i henhold til leasingaftalen. Det er ikke korrekt. Min klient har den 22. august 2017 overført kr. 45.800,00 fra sin konto i [finans2] til [virksomhed2]`s konto, reg. nr. [...] kontonummer [...80]. Hvorledes denne indbetaling er posteret hos [virksomhed2] har min klient naturligvis ikke noget kendskab til, og er i øvrigt ikke relevant for det krav, der rejses imod min klient.

Men betalingen af leasingydelserne bekræfter, at min klient har været i absolut god tro med hensyn til lovligheden af leasingaftalen med [virksomhed2]. I modsat fald ville han sandsynligvis ikke have betalt ydelsen.

Som nævnt foran er forudsætningen for, at min klient kan blive pålagt solidarisk hæftelse for [virksomhed2]`s manglende opfyldelse af betingelserne for at kunne operere under reglerne om flexleasing, at min klient har haft viden om disse forhold. En sådan viden foreligger ikke.

I øvrigt bemærkes, at det er myndighederne, det vil i den konkrete sag sige Styrelsen, der har bevisbyrden for, at min klient har haft viden, det vil sige konkret viden om de forhold, der udløser påstanden om solidarisk hæftelse over for min klient. Styrelsen har ikke på løftet denne bevisbyrde.

Vedr. kravene til myndighedernes bevisbyrde skal jeg henvise til en række afgørelser, der er truffet af både Landsskatteretten og Vestre Landsret. Det drejer sig om en række sager, hvor myndighederne mente, at bilforhandlere i strid med registreringsafgiftslovens § 8, stk. 1 havde overflyttet avancer fra afgiftsbelagte produkter (det vil sige nye biler) til ikke afgiftsbelagte produkter (typisk tilbehør til den nye bil) og derved unddraget Statskassen registreringsafgift.

Disse afgørelser, der er gengivet i SKAT`s meddelelse af 27. januar 2017, fastslår klart, at det er myndighederne, der har bevisbyrden for, at der i strid med loven var overført avancer, og at der dermed var grundlag for at kræve efterbetaling af registreringsafgift.

Selv om SKAT i de nævnte sager havde udført særdeles grundige undersøgelser hos de berørte forhandlere, fandt Landsskatteretten ikke, at myndighederne have løftet bevisbyrden, og SKAT tabte derfor disse sager.

Det samme princip må naturligvis gælde i denne sag. Såfremt Styrelsen vil fastholde kravet, der er beskrevet i forslaget til afgørelse, må Styrelsen kunne præsentere konkrete beviser for, at min klient i forbindelse med brugen af bilen har været vidende om, at der ikke ved bilens indregistrering var betalt korrekt registreringsafgift.

Et sådant bevis eksisterer ikke, og allerede af den grund må et evt. krav over for min klient frafaldes.

Det gøres yderligere gældende, at et evt. krav mod min klient er forældet. Vedr. dette spørgsmål skal jeg bemærke følgende.

Udgangspunktet for bedømmelsen af min klients ansvar for eventuel ikke korrekt berigtigelse af registreringsafgiften på den af min klient leasede bil er de almindelige regler om forældelse. Efter disse regler er sagen underlagt den almindelige 3-årige forældelse, og da der er gået mere end 3 år fra min klients brug af bilen, og til kravet rejses over for min klient, er kravet forældet.

Styrelsen har i forslaget til afgørelse anført, at man kan anvende den 6 måneders forældelsesregel, der er anført i Skatteforvaltningslovens § 32, og at kravet derfor ikke er forældet.

Hertil bemærkes følgende.

Anvendelsen af denne bestemmelse forudsætter, at forholdet er begået ved forsæt eller grov uagtsomhed. Simpel uagtsomhed er således ikke tilstrækkeligt til, at denne korte forældelsesfrist kan anvendes.

Som det allerede fremgår af det foran anførte har min klient hverken haft viden eller adgang til at skaffe sig viden om [virksomhed2] administration af reglerne for flex leasing og har derfor naturligvis heller ikke begået nogen handling eller undldelse, der kan karakteriseres som forsæt eller grov uagtsomhed. Det skal i den forbindelse bemærkes, at selv ikke SKAT, der har haft alle midler til rådighed, bl.a. ved kontrolbesøg hos [virksomhed2], har fundet anledning til at anfægte [virksomhed2]`s administration af reglerne for Flex Leasing i forhold til min klient. Det gælder hverken i forbindelse med indregistrering af bilen i 2017 eller senere. Derfor kan 6 måneders fristen ikke anvendes Styrelsen gør gældende, at man kan anvende den korte 6 måneders forældelsesfrist, regnet fra datoen den 28. august 2020. Dette tidspunkt er udokumenteret, og det gøres derfor indtil videre gældende, at myndighederne enten har, eller har kunnet skaffe sig adgang til de oplysninger, der nu lægges til grund for forslaget til afgørelse i relation til min klient. Derfor kan man ikke uden videre anvende datoen den 28. august 2020 som begyndelsestidspunkt for en evt. 6 måneders forældelse, naturligvis under den forudsætning, at denne frist kan anvendes, hvilket som nævnt foran bestrides.

Det afgørende er således, at der ikke foreligger omstændigheder i forbindelse med min klients leasingaftale og brug af den leasede bil, der kan henføres under betegnelsen forsæt eller grov uagtsomhed. Styrelsen har i hvert fald ikke ført bevis for, at der foreligger sådanne omstændigheder.

I den forbindelse skal det afslutningsvis yderligere bemærkes, at hverken [virksomhed2]`s køb af den leasede bil eller det senere tilbagekøb af bilen af min klients selskab kan danne grundlag for en påstand om, at min klient skulle have været vidende om [virksomhed2]`s administration af ordningen med Flex Leasing. Det gøres i den forbindelse gældende, dels at transaktionerne i forbindelse med køb og tilbagekøb ikke har været usædvanlige på området for kort tids leasing, og dels at der ikke er nogen form for årsagssammenhæng mellem disse transaktioner og min klients påståede viden om, hvordan [virksomhed2] administrerede ordningen med Flex Leasing.

Konklusionen er således, at min klient ikke har været vidende om [virksomhed2]´s brug af reglerne om flex leasing, at han heller ikke har udvist nogen form for forsæt eller grov uagtsomhed, der kan føre til, at han kan pålægges solidarisk medhæftelse for evt. manglende betaling af registreringsafgift, samt at forholdet i øvrigt er forældet.

Under henvisning hertil skal jeg opfordre Styrelsen til at tilbagekalde forslaget til afgørelse af 10. december 2020. Såfremt sagen fortsættes imod min klient, forbeholdes yderligere påstande og anbringender.”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har i forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen udtalt følgende:

”Faktiske forhold:

Sagen omhandler en leasingaftale mellem [virksomhed2] A/S som leasinggiver og [person2] som leasingtager.

Baggrunden for opstart af sagen er manglende betaling for køretøjet af leasinggiver og registret ejer i Motorregistret [virksomhed2] A/S.

Motorstyrelsen vurderer at [person2] har haft kendskab til alle økonomiske forhold, idet [person2] er direktør og medindehaver af vognleverandøren [virksomhed1] ApS.

[person2]s opfattelse:

[person2]s rådgiver, advokat [person5] har i sin klage til Skatteankestyrelsen anført at:

•	[person2] ikke hæfter for betaling af den fulde afgift.
•	[person2] har ikke haft en sådan viden, som krævet efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.
•	[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at [virksomhed2] A/S ikke skulle være ejer af bilen.
•	[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at leasingaftalens betingelser ikke skulle være opfyldt.
•	[person2] har ikke haft anledning til at mistænke, at [virksomhed2] A/S forretnings praksis skulle medføre, at han kunne komme til at hæfte for den fulde afgift.

Tidslinje:

•	Den 8. august 2017 oprettes en guldkonto i [person2] private cpr. nummer.
•	Den 9. august 2017 oprettes faktura fra [virksomhed1] ApS til [virksomhed2] A/S. Fakturaen betales aldrig af [virksomhed2] A/S.
•	Den 30. august 2017 starter leasingperioden.
•	Den 2. september 2017 tilskrives køretøjet [person2] private guldkonto.
•	Den 23. oktober 2017 oprettes faktura fra [virksomhed2] A/S til [virksomhed1] ApS. Fakturaen betales aldrig af [virksomhed1] ApS.
•	Den 30. oktober 2017 slutter leasingperioden.

[person2] er hovedaktionær i [virksomhed1] ApS, og direktør i [virksomhed1] ApS.

[person2] har indirekte ejerskab og beslutningskompetence over [virksomhed1] ApS i forhold til selskabets aktiver.

Endvidere har han i egenskab af direktør, det daglige ansvar for driften, og indsigt i bogføringen m.v.

[person2] har derfor i kraft af sin position, fuld indsigt i samtlige af selskabet forhold og beslutninger.

Formelt set er [virksomhed1] ApS vognleverandør i forhold til leasingkontrakten, idet køretøjet faktureres fra [virksomhed1] ApS til [virksomhed2], ligesom der udarbejdes en faktura ved tilbage salg af køretøj til [virksomhed1] ApS, 7 dage før leasing periodens udløb.

Der er imidlertid ingen realitet i fakturaerne, idet købesummerne aldrig afregnes mellem partnere. Derimod foretages afregning af køretøjet via mellemregning (guldkonto) med [person2] privat.

Der er således ingen betalingsstrømme, mellem [virksomhed2] A/S og [virksomhed1] ApS i forbindelse med købet og salget af køretøjet, og [person2] har i sin egenskab af direktør for vognleverandøren, [virksomhed1] ApS, været fuldt vidende herom.

I forhold til [person2]s indsigt i forholdet, er det centralt at bemærke, at [person2] allerede inden etableringen af leasingforholdet, var vidende om konstruktionen med guldkontoen. Guldkontoen blev etableret allerede den 8. august 2017, og underskrevet af [person2] den 10. august 2017. Leasingforholdet etableres imidlertid først med virkning fra den 1. september 2017.

Det må derfor, kunne konkluderes, at [person2] har været vidende om etableringen af mellemregningskontoen (guldkonto) allerede inden leasingforholdet begyndelse.

[person2] har dermed også på daværende tidspunkt været vidende om at køretøjet, reelt aldrig skulle afregnes mellem vognleverandøren i form af det kontrollerede selskab og leasinggiveren i form af [virksomhed2] A/S.

Det er Motorstyrelsen opfattelse at [person2] allerede forud for etableringen af leasingforholdet, havde fuld indsigt i samtlige transaktioner og betingelser i forbindelse med leasing forholdet.

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen, om afkrævning af registreringsafgift på 798.407 kr. over for [person2].

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 10. marts 2021 stadfæstes.”

Klagerens bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse

Klageren har bemærket følgende til Motorstyrelsens udtalelse:

”I tidslinjen på udtalelsens side 2 har Motorstyrelsen undladt at medtage [person2]s betaling af leasingydelser den 23. august 2017.

Motorstyrelsen angiver i samme tidslinjes 4. punkt: ”Den 2. september 2017 tilskrives køretøjet [person2] private guldkonto.”

Det er ikke umiddelbart forståeligt, hvad Motorstyrelsens mener med ordene ”tilskrives køretøjet”. Ifølge guldkontoens tekst indskydes det angivne beløb til [finans1] ved oprettelsen af guldkontoen. Guldkontoen blev, også ifølge Motorstyrelsens opfattelse, jf. lige nedenfor, oprettet den 8./10. august 2017, altså 3 uger før den 2. september 2017.

Motorstyrelsen skriver i udtalelsens tredje afsnit på side 3 følgende:

”I forhold til [person2]s indsigt i forholdet, er det centralt at bemærke,

at [person2] allerede inden etableringen af leasingforholdet,

var vidende om konstruktionen med guldkontoen. Guldkontoen blev

etableret allerede den 8. august 2017, og underskrevet af [person2]

den 10. august 2017. Leasingforholdet etableres imidlertid først med

virkning fra den 1. september 2017.”

Motorstyrelsens bemærkning om, at ”Leasingforholdet etableres imidlertid først med virkning fra den 1. september 2017.”, er vildledende sammenholdt med den forudgående sætning om etablering af guldkontoen.

Relevant for forløbet er nemlig, at guldkontoen blev oprettet ved overdragelsen af bilen fra [virksomhed1] til [virksomhed2] til berigtigelse af købet inden den efterfølgende indgåelse af leasingaftalen. Så guldkontoen er oprettet på det relevante tidspunkt.

Motorstyrelsen angiver endvidere i citatet ovenfor ”at [person2] allerede inden etableringen af leasingforholdet, var vidende om konstruktionen med guldkontoen.” Det bestrides, at [person2] har haft viden om eller burde have haft viden om, at guldkontoen kunne være en ”konstruktion”.

På grundlag af teksten på guldkontoen ”Ved oprettelsen af guldkonto indskydes beløbet til [finans1]” har [person2] haft føje til at forstå, at beløbet de facto blev betalt af [virksomhed2], idet betalingen var i overensstemmelse med de oplysninger, som [person2] modtog på mødet i [by2].

[person2] har ikke været vidende om og ikke haft anledning til at mistænke, at guldkontoen måske var en narrekonto, der muligvis kun har udgjort en form for mellemregning. [virksomhed2] oplyste på mødet i [by2], at [virksomhed2]s måde at berigtige købet af bilen på var, som den skulle være, og opfyldte myndighedernes krav.

Alle forretningsgange, transaktioner og gennemførelsen heraf, inklusive berigtigelses- og betalingsmåder, var udfærdiget og fastlagt af [virksomhed2]. [person2] har alene gjort som anvist af [virksomhed2]. [person2] har ikke deltaget i udfærdigelsen eller fastlæggelsen af transaktionerne.

[person2] fulgte [virksomhed2]s instrukser, herunder ved den 23. august 2017 at indbetale beløbet på kr. 45.800, som han i [virksomhed2]s e-mail af 8. august 2017 blev instrueret om at betale.”

Motorstyrelsens bemærkninger

Motorstyrelsen har bemærket følgende til Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatterettens afgørelse:

”Forholdsmæssig registreringsafgift

Der skal som udgangspunkt betales fuld registreringsafgift af et køretøj, i forbindelse med køretøjets første indregistrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 377 af 18. april 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.)

Det følger af registreringsafgiftslovens § 3 b, at leasingselskaber under visse betingelser

har mulighed for at betale n forholdsmæssig afgift. Følgende fremgår af registreringsafgiftslovens

§ 3 b, stk. 1:

”Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden.”

Motorstyrelsen er enig i, at ejendomsretten til sagens køretøj ikke reelt blev overdraget fra [virksomhed1] til [virksomhed2], hvorfor leasingkontrakten betragtes som værende en proforma aftale. Motorstyrelsen er ligeledes enig i, at det forhold, at klageren har indbetalt 45.800 kr. til sin egen guldkonto i selskabet [virksomhed3] ApS, ikke kan ændre herpå.

Idet ejendomsretten ikke reelt er blevet overdraget, er betingelserne for at betale forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b ikke opfyldt. Der skal derfor betales fuld registreringsafgift af køretøjet jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Hæftelse

Det følger af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at føreren eller brugeren af et køretøj hæfter for betaling af afgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter registreringsafgiftsloven.

Motorstyrelsen er enig i, at klageren var bekendt med de omstændigheder, som har ført til konstatering af leasingforholdets manglende realitet, hvorfor klageren ligeledes har været vidende om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift. Klageren hæfter derfor som bruger for betaling af registreringsafgiften jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5

Forældelse

Den ordinære forældelsesfrist følger af skatteforvaltningslovens § 31 og er fastsat til 3 år. Motorstyrelsen er enig i, at denne frist er overskredet i sagen.

Det følger dog af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, at der gælder særlige regler for fastsættelse af et afgiftstilsvar hvor:

”Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på

dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret

eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

Motorstyrelsen kan i sådanne tilfælde opkræve registreringsafgift, såfremt det varsles senest 6 måneder efter, at Motorstyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. Motorstyrelsen er enig i, at klageren var vidende om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift, hvorfor skatteforvaltningslovens § 32 finder anvendelse.

Motorstyrelsen er enig i, at fristerne i skatteforvaltningslovens § 32 er overholdt, idet kundskabstidspunktet var den 28. august 2020 hvorefter kravet blev opgjort den 10. december 2020 og der blev senest sendt forslag til afgørelse den 25. januar 2021. Efterfølgende blev der truffet afgørelse i sagen den 10. marts 2021.

Motorstyrelsen indstiller således, at afgørelsen fastholdes.”

Repræsentantens bemærkninger

Repræsentanten har bemærket følgende til Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatterettens afgørelse:

”Skatteankestyrelsen vurderer, at [person2] havde viden om, at leasingforholdet ikke var etableret korrekt.

Det gøres gældende, at det ikke er tilstrækkeligt for at pålægge en hæftelse efter registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, at det ’vurderes’, at der foreligger viden.

I indstillingen argumenterer Skatteankestyrelsen sig selv frem til, at bilkøb og bilsalg er finansieret ved modregning. Som følge heraf kunne der ifølge Skatteankestyrelsens opfattelse ikke indgås nogen leasingaftale.

Skatteankestyrelsens indstilling bestrides. Skatteankestyrelsens argumentation kan alene lade sig gøre på bagkant.

Som grundlag for sin indstilling vedrørende forholdet i 2017 benytter Skatteankestyrelsen en udtalelse fremsat af [virksomhed2] i en email af 27. august 2020 til Motorstyrelsen. Her udtalte [virksomhed2], at [virksomhed2] i [person2]s tilfælde havde tilbageholdt købesummen, fordi [virksomhed2] havde en tvist med [person2].

[virksomhed2]s udtalelse er faktuelt forkert og kan ikke lægges til grund.

Der var ingen uoverensstemmelser mellem [virksomhed2] og [person2] ved [virksomhed2]s køb af bilen eller ved indgåelsen af leasingaftalen. Forløbet fulgte [virksomhed2]s faste forretningsgang ved [virksomhed2]s køb af bilen i begyndelsen af august 2017 og indgåelsen af leasingaftalen i slutningen af august 2017. [person2] fulgte [virksomhed2]s instrukser og var ikke tvivl om rigtigheden af aftaler og transaktioner.

Der opstod imidlertid en tvist i forbindelse med leasingaftalens ophør. Denne tvist har ingen sammenhæng med etableringen af leasingaftalen og kan ikke på nogen måde have påvirket [virksomhed2]s betaling af købesummen ved købet af bilen fra [virksomhed1] i august 2017, jf. følgende:

Den 18. oktober 2017 – i forbindelse med leasingaftalens udløb – henvendte [virksomhed2] sig telefonisk til [person2] om praktiske forhold i forbindelse med leasingaftalens udløb.

[person2] spurgte under samtalen [virksomhed2]s medarbejder, om det var et problem, hvis bilen efter endt leasingperiode blev købt af [virksomhed1]. [person2] havde af en bekendt fået at vide, at der skulle betales fuld afgift, hvis [virksomhed1] købte bilen.

[virksomhed2]s medarbejder svarede, at [virksomhed2] havde 100-200 biler, der blev håndteret på den måde.

Ifølge leasingaftalen skulle [person2] anvise en momsregistreret køber til bilen. For at være helt sikker på, om [virksomhed1] som momsregistreret virksomhed kunne købe bilen, skrev [person2] samme dag til [person1] hos [virksomhed2] og stillede sit spørgsmål. [person2] fik i første omgang ikke noget svar og sendte derfor sit spørgsmål igen den 30. oktober 2017.

[person2]s email af 30. oktober 2017 vedlægges i bilag 9 og er angivet med stort bogstav A.

[virksomhed2] svarede den 31. oktober 2017 (angivet i bilag 9 med bogstav B). [virksomhed2] svar var for så vidt korrekt, men ikke nemt at forstå. [person2] krævede derfor et ja/nej-svar, men [virksomhed2] reagerede med et afvisende svar.

Derved opstod den omtalte tvist mellem parterne, jf. lige nedenfor:

I emailen af 18./30. oktober 2017 (bilag 9, bogstav A) citerede [person2] fra juridisk vejledning:

”Hvis SKAT efterfølgende konstaterer, at leasingaftaler som er godkendt enkeltvis,

indgår i aftalesammenhænge, der systematisk og konsekvent fører til, at leasingtager

bliver ejer af det leasede køretøj, vil godkendelsen blive tilbagekaldt, og der vil blive

opkrævet fuld registreringsafgift af køretøjet.”

[virksomhed2] svarede den 31. oktober 2017 (bilag 9, bogstav B), at [virksomhed2]

”ikke laver aftaler på en måde som konsekvent og systematisk fører til at leasingtager

bliver ejer af køretøjet.

I din leasingaftale fremgår at du er forpligtet til at anvise en momsregistreret køber til

køretøjet efter endt leasingperiode, det er denne forpligtelse vi holder dig op på.”

[virksomhed2]s svar var ikke tilstrækkeligt konkret for [person2], og tonen blev derfor skærpet. [person2] bad med det samme om et ja/nej svar på spørgsmålet, om [virksomhed1] måtte købe bilen, se bilag 9, bogstav C.

[virksomhed2] svarede samme dag, (bilag 9, bogstav D), at [virksomhed2] ikke kunne svare og henviste [person2] til at bede SKAT om et bindende svar. [virksomhed2] fortsatte:

”Det vi kan sige med sikkerhed er at hvis du gør som vi tidligere har beskrevet og som

det fremgår af betingelserne i din kontrakt, at du efter endt leasingperiode anviser en

momsregistreret køber til bilen som ikke er dit firma, er der ingen problemer.”

[virksomhed2]s oplysning om, at køberen ikke måtte være ’dit firma’, var egnet til at blive misforstået, så [person2] blev bragt i den vildfarelse, at bilen ulovligt var solgt til [virksomhed1], og at der som følge heraf skulle betales fuld afgift.

Derfor skrev [person2] den 31. oktober 2017 en vred og frustreret email (bilag 9, bogstav E) til

[virksomhed2].

[virksomhed2] svarede til slut den 1. november 2017 (bilag 9, bogstav F):

[person1] < [...@...co] >

Ons 01-11-2017 08:01

Til: Dig

”Hej [person2],

Så længe du overholder leasingkontaktens bestemmelser og vores generelle betingelser er kontrakterne godkendte af SKAT og du vil derfor ikke komme i en situation hvor der vil blive opkrævet fuld registreringsafgift.

Såfremt din revisor eller andre mener det forholder sig anderledes må vi bede dem om at kontakte os og fremlægge deres synspunkter.

Der er ingen problemer i din leasingaftale og der er derfor heller ikke behov for nogen løsninger.

Vi overholder alle gældende love og bestræber os for at agere professionelt.

Hvis ellers du vil læse din kontrakt og dine betingelser vil du kunne se at der intet sted fremgår en aftale om at overdrage bilen til hverken dig eller dit selskab.

Alle regler og formalia er overholdt og din leasingaftale er afsluttet.

SKAT vil ikke opkræve fuld afgift af dit køretøj og vi kan derfor ikke komme med nogen forslag til at løse et problem der ikke eksisterer.

Venlig hilsen

[person1]

Leasingchef

Direkte telefon: +45 [...]”

Tvisten var altså en følge af [virksomhed2]s udsagn om, at bilen ikke måtte sælges til [person2]s

firma. [person2] forstod ’firma’ som [virksomhed1], men sådan skulle det ikke forstås. [virksomhed1] måtte som momsregistreret selskab godt købe bilen.

Tvisten viser to væsentlige ting.

For det første ses det, at tvisten i oktober 2017 ikke kan have haft nogen betydning for [virksomhed2]s betaling af købesummen den 8. august 2017. Tvisten kan ikke have givet [virksomhed2] anledning til at tilbageholde købesummen næsten 3 måneder forinden i august måned ved [virksomhed2]s køb af bilen fra [virksomhed4].

[virksomhed2]s udtalelse til Motorstyrelsen i 2020 kan derfor ikke tillægges nogen bevisværdi for, at [person2] på aftaletidspunktet i august 2017 skulle have vidst, at købesummen ikke skulle være betalt som aftalt.

For det andet ses det, at [person2] ved leasingaftalens ophør fortsat var helt uvidende om, at [virksomhed2] ikke skulle være blevet ejer af bilen i august 2017, og [virksomhed2] betrygger [person2] i emailen af 1. november 2017 med de meget manifeste udsagn om, at ”Der er ingen problemer i din leasingaftale og der er derfor heller ikke behov for nogen løsninger”, og videre, "Vi overholder alle gældende love og bestræber os for at agere professionelt” og til slut ”Alle regler og formalia er overholdt og din leasingaftale er afsluttet”.

I overensstemmelse med [virksomhed2]s faste forretningsgang blev købesummen betalt til guldkontoen.

Hvis det siden måtte have vist sig, at købesummen for bilen ikke blev betalt til guldkontoen, må dette have været et led i [virksomhed2]s forretningsmodel. Det kan [person2] ikke med god mening siges at have haft nogen viden om.

I emailen af 27. august 2020 til Motorstyrelsen udtalte [virksomhed2], at sagen ved leasingperiodens ophør var blevet lukket med en salgsfaktura. Skatteankestyrelsen tillægger uretmæssigt også dette udsagn betydning.

Det fremgår nemlig af [virksomhed2]s email af 23. oktober 2017 (sagens bilag 8) til [person2] i forbindelse med leasingsaftalens udløb, at den med emailen fremsendte faktura på bilens scrapværdi (kr. 480.000) er betalt fra guldkontoen. [virksomhed2] giver også her [person2] indtryk af, at guldkontoen er en realitet. I 2017 anvender [virksomhed2] således bruttobeløb – såvel i adfærd over for som i korrespondance med [person2].

Det er muligt, at [virksomhed2] ikke betalte købesummen til guldkontoen, og at guldkontoen har været [virksomhed2]s opfindelse og et bedrag. Det har i så fald været i strid med aftalerne med [person2].

[person2] har i så fald været udsat for et set-up iscenesat og gennemført af [virksomhed2]. [person2] har ikke haft anledning til at forstå, at han ([virksomhed1]) i så fald blev gjort til deltager i en modregningsforretning.

Skatteankestyrelsen henviser i indstillingen til SKM 2023.93.VLR. Denne afgørelse er baseret på, at leasinggiver og leasingtager havde aftalt, at berigtigelserne skulle ske ved modregning.

Dette gør sig ikke gældende for [person2]. I [person2]s sag er købesummen betalt til guldkontoen, og det fremgår af [virksomhed2]s email af 23. oktober 2017 til [person2], at fakturaen på bilens scrapværdi ved salget til [virksomhed1] er betalt fra guldkontoen.

[person2] har således ikke med viden deltaget i nogen modregningsafregning. [person2] har hverken udtrykkeligt eller implicit indgået eller deltaget i nogen aftale om modregning.

De faktiske forhold i afgørelsen, som Skatteankestyrelsen henviser til, er således forskellige fra [person2]s sag, og afgørelsen kan derfor ikke anvendes som præjudikat for at pålægge [person2] hæftelse for registreringsafgiften.

------------

Motorstyrelsen skriver i indstillingen nederst side 3 og på side 4:

”Når det bevismæssigt lægges til grund, at et leasingforhold vedrørende et køretøj er uden realitet, fordi leasingtageren og ikke leasingselskabet faktisk ejer køretøjet, er der samtidig en klar formodning for, at begge aftalens parter har kendskab hertil.

(...)

Efter en samlet vurdering finder Skatteankestyrelsen, at klageren som aftalepart var bekendt med de omstændigheder, som har ført til en konstatering af leasingforholdets manglende realitet.”

Skatteankestyrelsens bevisbedømmelse bestrides, fordi Skatteankestyrelsen lægger [virksomhed2]s faktuelt forkerte udtalelse fra 27. august 2020 til grund for bedømmelsen.

Hertil kommer, at Skatteankestyrelsen helt ser bort fra det subjektive element, der skal være opfyldt for at kunne fastslå, at [person2] havde viden om, at leasingaftalen ikke skulle være gyldig.

Det er muligt, at Skatteankestyrelsen finder, at [person2] burde have set igennem [virksomhed2]s forretningsmodel og alle [virksomhed2]s forsikringer om, at alt var i orden. Burde-viden rækker imidlertid kun til uagtsomhed. Uagtsomhed er ikke tilstrækkeligt til, at Skatteankestyrelsen kan fastslå, at der forelå viden.

Det fastholdes, at leasingaftalen opfylder kravene til at benytte flex-leasing.

Det gøres gældende, at [person2] var i god tro om leasingaftalens lovlighed.

Det fastholdes, at bilen var overdraget til [virksomhed2].

Det gøres gældende, at [person2] var i god tro om overdragelsens gyldighed.

Det fastholdes, at [person2] ingen viden havde om, at forholdene kunne være anderledes.

Hvis købesummen som led i [virksomhed2]s forretningsmodel – i strid med aftalerne med [person2] – ikke blev betalt af [virksomhed2], er det et forhold, som [person2] ikke har haft nogen viden om.

Der er såedes ikke grundlag for at anvende hæftelsesreglen i registreringsafgiftsloven § 20, stk. 5.

Begæring om retsmøde fastholdes.”

Repræsentantens supplerende bemærkninger

Repræsentanten har fremsendt følgende supplerende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatterettens afgørelse:

”Skatteankestyrelsen fremsendte den 24. oktober 2023 sin indstilling til Landsskatterettens afgørelse i ovennævnte sag og Motorstyrelsens udtalelse til indstillingen, og jeg sendte mine bemærkninger ved brev af 8. november 2023.

I forlængelse af mit brev af 8. november 2023 fremsender jeg vedlagt bilag 10 (artikel af 15. november 2023 fra [...] om sigtelse mod [virksomhed2]s tidligere direktør og hovedaktionær). Artiklen i bilag 10 giver mig anledning til følgende bemærkninger:

Det bekræftes i artiklen, at [virksomhed2]s tidligere direktør og indehaver er sigtet for økonomisk kriminalitet, og at et krav på kr. 569 mio. er rettet mod ham. Det oplyses videre, at der i konkursboet efter [virksomhed2] er opgjort et foreløbigt tab på kr. 271 mio.

Disse oplysninger bestyrker uomtvisteligt anbringenderne om, at [person2] – i fald leasingforholdet har været utilstrækkeligt til at opfylde kravene til flex-leasing – har været gjort til ufrivillig deltager i [virksomhed2]s forretningsmodel.

[virksomhed2] tilrettelagde alt, herunder aftaleforløb, aftaleindgåelse, leasingaftale, beregning af leasingydelser, opgørelse af registreringsafgift, papirgang, pengetransaktioner, anvisninger om betalinger og betalingstidspunkter, anvisning om aftaleophør og oplysninger om banktransaktioner med [finans1], der i øvrigt efterfølgende også har set sig underløbet af [virksomhed2]. Ligesom Skattestyrelsen har set sig underløbet af [virksomhed2].

Oplysningerne demonstrerer til fulde, at [person2] i hele forløbet har vært uvidende om, at leasingforholdet kunne være utilstrækkeligt til at opfylde kravene til flex-leasing.

Hæftelsesreglen i registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, er ikke indført for at lade leasingtagere hæfte for en stor, markedsledende, professionelt fremtrædende leasingvirksomheds forretningsmodel, som Skattestyrelsen i det hele har anerkendt og tilsyneladende undladt at kontrollere i tide. Det ser ud til, at det krav, som Skattestyrelsen har rettet mod [virksomhed2] uden at modtage betaling, nu bare rettes mod uvidende leasingtagere på en påstand om, at leasingtagerne havde viden om, at [virksomhed2]s forretningsmodel var et setup.

Begæring om retsmøde fastholdes.”

Indlæg under retsmødet

Klagerens repræsentant fastholdt påstanden om, at klageren ikke hæfter for betaling af den fulde afgift og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det materiale, der blev udleveret på retsmødet.

Klageren forklarede på retsmødet, at han har en restaurant i [by1], som han driver sammen med en samarbejdspartner. I 2017 blev de kontaktet af leasingselskabet, hvor det blev aftalt at afholde et event ved deres restaurant, hvor det ville være muligt at prøvekøre nogle køretøjer og høre nærmere om de leasingkontrakter selskabet kunne tilbyde. Efter eventet var de tre repræsentanter fra leasingselskabet i byen hos klageren, og spurgte hvad, der var hans drømmebil, hvortil han svarede, at det var en sort Audi V8. Han blev herefter på mobilen vist en sort Audi V8 til salg i Tyskland, til en pris på 95.000 Euro, og svarede, at han godt kunne være interesseret, hvis de kunne få prisen sat ned med 15.000 Euro. Efterfølgende ringede de til ham, og fortalte, at de havde fået prisen forhandlet ned med 15.000 Euro, hvorefter han var til mødet i [by2], hvorefter han indgik leasingaftalen.

Adspurgt, forklarede klageren, at det var hensigten, at køretøjet eventuelt skulle på plader igen den efterfølgende sommer, og at køretøjet ikke længere eksisterer efter en totalskade af køretøjet i 2018, efter det var blevet solgt.

Skatteforvaltningen, der gav møde ved [person6] og [person7], Motorstyrelsen, indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen skal stadfæstes, i henhold til Skatteankestyrelsens indstilling.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, hvorvidt det er med rette, at Motorstyrelsen har vurderet, at køretøjet ikke kan omfattes af registreringsafgiftslovens § 3 b, samt at klageren hæfter for betaling af registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, hvorfor klageren skal betale fuld registreringsafgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

I henhold til § 1, stk. 1, i den dagældende lovbekendtgørelse nr. 377 af 18. april 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (herefter registreringsafgiftsloven), skal der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer. Der skal betales fuld afgift af de afgiftspligtige personbiler efter reglerne i registreringsafgiftslovens § 4.

Registreringsafgiftslovens § 3 b indeholder en undtagelse til betaling af fuld registreringsafgift. Ifølge denne bestemmelse kan leasingselskaber under visse betingelser nøjes med at betale en forholdsmæssig registreringsafgift. Der fremgår følgende af bestemmelsens stk. 1:

”Told- og skatteforvaltningen kan efter ansøgning meddele tilladelse til, at afgiften af registreringspligtige leasingkøretøjer, der registreres med henblik på tidsbegrænset anvendelse her i landet, betales efter stk. 2 og 3, når køretøjet tilhører en virksomhed eller et fast driftssted, der er beliggende her i landet eller i udlandet, og når køretøjet i en tidsbegrænset periode i henhold til en skriftlig aftale leases til en fysisk eller juridisk person, der er bosiddende her i landet. Ansøgningen skal indgives af leasingvirksomheden.”

Det er således en afgørende betingelse for at kunne anvende registreringsafgiftslovens § 3 b, at køretøjet er ejet af et leasingselskab på leasingtidspunktet. Der må derfor i første omgang foretages en konkret vurdering af, hvorvidt ejendomsretten til sagens køretøj reelt blev overdraget til [virksomhed2].

Der foreligger ikke dokumentation for, at [virksomhed2] betalte fakturaen af 9. august 2017. [virksomhed2] gør gældende, at de har tilbageholdt pengene som følge af en tvist.

Klagerens repræsentant gør derimod gældende, at købesummen blev berigtiget af [virksomhed2] ved indskud af 636.800 kr. på konto [...] - [...80] i [finans1], betegnet guldkontoen. Det skal hertil bemærkes, at guldkontoen tilhørte klageren, mens køretøjet tilhørte [virksomhed1].

Der foreligger ikke dokumentation for, at [virksomhed2] har indskudt beløbet på guldkontoen, ligesom der ikke foreligger dokumentation for, at et eventuelt indskudt beløb på guldkontoen skulle tilegnes [virksomhed1] og ikke klageren. Klagerens repræsentant gør dog gældende, at [virksomhed1] indtægtsførte salgssummen den 9. august 2017. Til støtte herfor har repræsentanten forelagt screenshots af, at [virksomhed1] har bogført salget af køretøjet.

Det er dokumenteret, at klageren har indbetalt 45.800 kr. på guldkontoen. Beløbet svarer til det beløb som klageren og [virksomhed1] skylder [virksomhed2], hvis der foretages en samlet modregning af alle skyldsforhold parterne imellem.

I et sådant modregningsforhold, hvor leasingselskabet ikke skal præstere en effektiv betaling og finansiering for at få ejerskabet til bilen, og klageren uden videre vil overtage ejerskabet til bilen igen ved leasingperiodens udløb uden selv at skulle erlægge en effektiv betaling til leasingselskabet på det tidspunkt, vil der ikke være tale om et reelt leasingforhold, idet ejendomsretten til bilen ikke reelt vil være overdraget, jf. SKM2023.93.VLR.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at ejendomsretten til sagens køretøj ikke reelt blev overdraget fra [virksomhed1] til [virksomhed2]. Af den grund må leasingkontrakten betragtes som værende en ren formel aftale (proforma aftale). Det forhold, at klageren har indbetalt 45.800 kr. til sin egen guldkonto i selskabet [virksomhed3] ApS kan ikke ændre herpå.

Registreringsafgiftslovens § 20 indeholder bestemmelser om, hvem der hæfter for betaling af afgiften på et afgiftspligtigt køretøj. Det fremgår af § 20, stk. 5, at:

”For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.”

Når det bevismæssigt lægges til grund, at et leasingforhold vedrørende et køretøj er uden realitet, fordi leasingtageren og ikke leasingselskabet faktisk ejer køretøjet, er der samtidig en klar formodning for, at begge aftalens parter har kendskab hertil. I sådanne tilfælde må det påhvile leasingtageren at føre det fornødne bevis for, at han på trods af leasingforholdets manglende realitet ikke havde kendskab hertil. Denne formodning må også gøres gældende, når køretøjet faktisk ejes af et selskab, der ejes af leasingtageren.

Klagerens repræsentant har anført, at klageren ikke havde viden om, at [virksomhed2] ikke havde betalt købesummen. Til støtte herfor gør repræsentanten gældende, at salgssummen er indtægtsført i [virksomhed1], og at momsen er afregnet.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at klageren som aftalepart var bekendt med de omstændigheder, som har ført til en konstatering af leasingforholdets manglende realitet. Det vurderes derfor, at klageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift. Som bruger hæfter klageren derfor for afgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Klagerens repræsentant har gjort gældende, at forholdet er forældet efter Skatteforvaltningslovens regler.

Skatteforvaltningslovens § 31 fastsætter den ordinære frist på 3 år for ændring af et afgiftstilsvar. Denne frist er sprunget, idet der er gået mere end 3 år mellem klagerens brug af bilen og Motorstyrelsens udsendelse af sagsfremstilling den 10. december 2020.

Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, fastsætter særlige regler for ændring af et afgiftstilsvar i tilfælde, hvor:

”Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.”

I et sådant tilfælde kan Motorstyrelsen opkræve registreringsafgift, hvis det varsles senest 6 måneder efter, at Motorstyrelsen er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En varslet ændring af et afgiftstilsvar skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Idet det vurderes, at klageren havde viden om, at der ikke var betalt den korrekte registreringsafgift, kan skatteforvaltningslovens § 32 finde anvendelse.

Motorstyrelsen kom til kundskab om forholdet den 28. august 2020, varslede kravet den 10. december 2020 og traf afgørelse den 10. marts 2021, hvorfor fristerne i skatteforvaltningslovens § 32 er overholdt.

De af klagerens repræsentant i øvrigt fremførte bemærkninger kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster derfor Motorstyrelsens afgørelse.