Kendelse af 14-03-2024 - indlagt i TaxCons database den 10-04-2024

Journalnr. 21-0056258

Klagepunkt	Skattestyrelsens afgørelse	Klagerens opfattelse	Landsskatterettens afgørelse
Indkomstår 2018
Fuld skattepligtig - Danmark domicilland	Ja	Nej	Stadfæstelse
Overførsel af ægtefælles personfradrag	Nej	Ja	Stadfæstelse
Befordringsfradrag Danmark/Polen	0 kr.	32.958 kr.	Stadfæstelse
Indkomstår 2019
Fuld skattepligtig - Danmark domicilland	Ja	Nej	Stadfæstelse
Overførsel af ægtefælles personfradrag	Nej	Ja	Stadfæstelse
Befordringsfradrag Danmark/Polen	0 kr.	35.487 kr.	Stadfæstelse

Faktiske oplysninger

Klageren er polsk statsborger og har siden den 25. april 2013 været registreret i folkeregisteret på adressen [adresse1], [by1].

Hotel [...] er beliggende på den folkeregisteradresse, som klageren er registreret på. Klageren har fremlagt en attest af 23. marts 2021 fra hotellet, som bekræfter, at klageren dels har boet på hotellet i perioden fra den 1. januar 2018 til den 31. december 2020, dels har betalt husleje med 34.500 kr. i indkomståret 2018, 35.700 kr. i indkomståret 2019 og 40.800 kr. i indkomståret 2020. Ifølge klageren er der tale om et delt hotelværelse med fælleskøkken samt toilet og bad på gangen. Klageren har oplyst, at der ikke foreligger en lejekontrakt.

Klageren har i indkomståret 2018 modtaget A-indkomst fra [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], med 116.464 kr. Ifølge klagerens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver indberettet 832 arbejdstimer og arbejdssted på [adresse2], [by2]. Afstanden mellem klagerens folkeregisteradresse og dette arbejdssted er ifølge Google Maps 6,6 km hver vej.

Klageren har både i indkomståret 2018 og 2019 modtaget A-indkomst fra [virksomhed2] ApS, CVR-nr. [...2], med henholdsvis 51.093 kr. og 312.900 kr. Ifølge klagerens skatteoplysninger har klagerens arbejdsgiver indberettet 364 arbejdstimer for perioden fra den 1.-31. december 2018, mens der for hele 2019 er indberettet 2.283 arbejdstimer. For begge perioder er der indberettet arbejdssted på [adresse3], [by3]. Afstanden mellem klagerens folkeregisteradresse og dette arbejdssted er ifølge Google Maps 10,2 km hver vej.

Klageren har i indkomstårene 2018-2019 haft en dansk bankkonto, ligesom klageren i indkomståret 2018 har modtaget børne- og ungeydelse fra Danmark med 11.232 kr. og i indkomståret 2019 har indbetalt til [virksomhed3] med 15.496 kr.

Klageren har oplyst, at han arbejder 6 dage om ugen i op til 12 timer ad gangen i Danmark og at han tager hjem til sin ægtefælle og børn i Polen en gang i måneden.

Klageren har fremlagt certifikater for ægtefællens indkomst i Polen, hvoraf det fremgår, at ægtefællen ikke har haft indkomst i indkomstårene 2018 og 2019. Endvidere fremgår det af certifikaterne, at klagerens ægtefælle har bopælsadresse i Polen på adressen [adresse4], [by4].

Ifølge Google Maps er der mellem ovenstående bopælsadresse i Polen og klagerens arbejdssted hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS henholdsvis 911 km. og 914 km.

For indkomstårene 2018 og 2019 har klageren via TastSelv indberettet befordringsfradrag med henholdsvis 32.958 kr. og 35.487 kr.

Klageren har den 9. maj 2019 og 5. juli 2020 anmodet Skattestyrelsen om beskatning efter reglerne for grænsegænge samt om overførsel af sin ægtefælles uudnyttede personfradrag for indkomstårene 2018 og 2019.

I forbindelse med Skatteankestyrelsens behandling af klagen, har Skatteankestyrelsen anmodet klageren om at fremsende materiale for de omhandlede indkomstår, herunder ansættelseskontrakter, arbejdsplaner, en opgørelse over antal opholdsdage i Danmark og Polen, bankkontoudskrifter, brændstofkvitteringer og oplysninger om klagerens boligforhold samt familie og sociale forhold i Polen. Klageren har ikke reageret på anmodningen.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om, at klageren har haft skattemæssigt hjemsted i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019, og at han derved ikke har kunnet anvende grænsegængerreglerne. Derudover har Skattestyrelsen truffet afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til fradrag for befordring mellem adressen i Polen og arbejdspladserne i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019.

Som begrundelse er følgende anført:

”[...]

Skattestyrelsen kan ikke imødekomme din anmodning om, at blive omfattet af grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit 1 A, og udnytte din ægtefælles personfradrag.

Dette skyldes, at du anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark på grund af bopæl i henhold til kildeskattelovens § 1 stk. 1. nr. 1. Du anses også for at være skattemæssigt hjemmehørende i Danmark. Du har ikke mulighed for at udnytte din ægtefælles personfradrag i det din ægtefælle ikke er fuldt skattepligtig til Danmark og der således ikke kan ske sambeskatning i henhold til kildeskattelovens § 4 stk. 2.

Du har siden den 25/4 – 2013 boet i Danmark. Du har hele tiden boet på [adresse1], [by1], hvor du fortsat bor i dag. Du har oplyst, at du er gift og at din ægtefælle bor i Polen. Skattestyrelsen har modtaget dokumentation for din ægtefælles bopæl og indkomst i Polen.

Du har som vi kan se i vores systemer, været fultidsansat hos [virksomhed2] ApS.

Du har oplyst at du også har haft bolig til rådighed sammen med din ægtefælle og børn i Polen. Du anses derfor for, at være omfattet af reglerne om dobbelt domicil, da du har bolig til rådighed i Danmark og Polen.

Forholdet om hvor du skal anses som skattemæssigt hjemmehørende skal løses ved brug af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen, artikel 4 stk. 2.

Det følger af dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Polen artikel 4 stk. 2, at hver en fysisk person må anses for hjemmehørende i begge stater, skal vedkommende anses for hjemmehørende i den stat hvor han enten:

•	Har fast bopæl til rådighed
•	Har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser)
•	Sædvanligvis opholder sig
•	Er statsborger

Der er tale om en prioriteret orden.

Da du har en helårsbolig til rådighed i begge stater, skal du anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor du har midtpunkt for dine livsinteresser.

I Skatterådets afgørelser vedrørende spørgsmålet om skattemæssigt hjemsted i SKM2016.496.SR, SKM2018.564.SR, SKM2019.64.SR samt SKM2019.79.SR kunne det ikke afgøres, i hvilken stat Spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Dette var begrundet i, at Spørger i disse sager i det væsentlige havde sine personlige interesser i én stat og sine økonomiske interesser i en anden stat. Spørger skulle derfor i disse sager anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han eller hun sædvanligvis havde ophold

Det er tilsvarende Skattestyrelsens opfattelse, at det ikke kan afgøres, i hvilken stat du har midtpunkt for dine livsinteresser, idet du på den ene side i flere år har haft alle dine økonomiske forbindelser i Danmark og på den anden side har din familie i Polen.

Du skal derfor efter Skattestyrelsens opfattelse anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor du sædvanligvis opholder dig.

Det vides ikke, hvor mange dage, du har været i Polen, men da du har haft fuldtidsjob i Danmark i 2018, 2019 må det formodes, at du opholder dig mest i Danmark.

På den baggrund er det Skattestyrelsen opfattelse, at du må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-polske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet du sædvanligvis opholder dig i Danmark.

Når du anses for at være hjemmehørende i Danmark med sædvanlig bopæl her, kan du ikke blive omfattet af grænsegængerreglerne i kildeskattelovens afsnit 1 A og har derfor ikke mulighed for at udnytte ægtefællens uudnyttet personfradrag i henhold til kildeskattelovens § 5 C stk. 2).

Oplysning vedrørende fradrag for befordring

Du har siden den 25/4 - 2013 boet i Danmark. Du har hele tiden boet i lejet værelse på [adresse1], [by1], hvor du fortsat bor i dag.

Du har som vi kan se i vores systemer, været fultidsansat hos [virksomhed1] ApS.

Det vides ikke, hvor mange dage, du har været i Polen, men da du har haft fuldtidsjob i Danmark 2018, 2019 må det formodes, at du opholder dig mest i Danmark.

Skattestyrelsen anser dig derfor for at være fuldt skattepligtig til Danmark med sædvanlig bopæl i Danmark.

Befordringsfradrag i medfør af ligningslovens § 9 C, stk. 1 kan kun indrømmes, såfremt kørsel mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads overstiger 24 kilometer dagligt jævnfør ligningslovens § 9 C, stk.2. Se også Den juridiske vejledning afsnit C.A.4.3.3.1.1 Sædvanlig bopæl.

Idet Skattestyrelsen har anset dig for fuldt skattepligtig til Danmark, med sædvanlig bopæl i Danmark, vil der kun kunne indrømmes befordringsfradrag for strækningen fra din bopæl i Danmark

til arbejdsstedet og retur. Befordringsfradrag mellem Danmark og Polen, godkendes derfor ikke.

[...]”

Det fremgår af Skattestyrelsens udtalelse til klagen, at der ikke er nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at han har haft skattemæssigt hjemsted i Polen i indkomstårene 2018 og 2019, og at han derved har kunne anvende grænsegængerreglerne. Derudover har klageren nedlagt påstand om, at han er berettiget til fradrag for befordring mellem adressen i Polen og arbejdspladserne i Danmark i disse indkomstår.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

”Jeg klager over Skatte Styrelsens afgørelse af den 29.03.2021, hvor i jeg blev betragtet som værende fuld skattepligtig. Jeg har den 30.03.2021 gjort indsigelse over for Skatte Styrelsens beslutning, hvor i jeg har redegjort for min holdning og afgav min forklaring.

Jeg vil ikke betragtes som fuldskattepligttig, men som en, som har dobbelt domicil, i kraft af, at jeg bor på et arbejderhotel i Danmark, og har gjort det helt fra starten af mit arbejde i DK, uden en reel tilknytning til her til landet.

Min adresse på dette hotel er arrangeret af min arbejdsgiver, og jeg deler værelse med en kollega til mig, som også arbejder i samme firma som mig.

Jeg har aldrig haft en lejekontrakt på det lejede 1/2 værelse, da sådan et fås ikke på hotellet. Jeg kan ikke dansk. Jeg taler kun polsk, også på arbejde, da min danske arbejdsgiver er af polsk afstamning. Og arbejds sproget i firmaet er polsk.

Jeg har ingen computer og andre nyttige ting, som med fordel kan anvendes i en normal husholdning, da der er meget trænge pladsforhold på det 2/2 værelse, som jeg råder over og betaler for.

P.g.a sådanne bolig forhold kunne/kan jeg ikke modtage familiebesøg fra Polen, men rejser i stedet for til dem i Polen, ca. 1 gang om måneden. Derfor arbejder jeg mere og længere hver dag, 6 dage om ugen for at opspare tid som jeg bagefter på min familiebesøg i Polen.

Min familie i Polen er mit livs centrum. Jeg arbejder for at forsørge dem, og vi har ingen planer om, at de flytter til Danmark og bosætter sig her, ellers har vi allerede gjort det.

Min og min families interesser er, og forbliver i Polen, og jeg er, og vil kun betragtes so en gæstearbejder, grænsegænger med dobbelt domicil.

Jeg vedhæfter den nødvendig dokumentation.”

Klageren er ikke kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens sagsfremstilling og forslag til afgørelse.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal for indkomstårene 2018 og 2019 tage stilling til klagerens skattepligt og skattemæssige hjemsted for at kunne afgøre, om klageren kan anvende reglerne for grænsegængere og derved få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag. Derudover skal Landsskatteretten tage stilling til, om klageren for de samme indkomstår er berettiget til fradrag for befordring mellem arbejdspladserne i Danmark og boligen i Polen efter ligningslovens § 9 C.

Skattepligt – dobbelt domicil

Retsgrundlaget

Det fremgår af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, at personer, der har bopæl i Danmark, er fuldt skattepligtige til landet.

Det fremgår af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 6. december 2001 mellem Danmark og Polen (herefter benævnt dobbeltbeskatningsoverenskomsten), at i de tilfælde, hvor en fysisk person er hjemmehørende i begge stater, bestemmes dennes status efter følgende regler:

a)	han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
b)	hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;
c)	hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger
d)	hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten fortolkes i overensstemmelse med OECD’s modeloverenskomst. Det fremgår af kommentarerne til artikel 4 om skattemæssigt hjemsted i OECD’s modeloverenskomst, at det er nødvendigt, når en fysisk person har en fast bolig til rådighed i begge kontraherende stater at se på de faktiske forhold for at fastslå, i hvilken af de to stater vedkommende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal herved tages hensyn til vedkommendes familie og sociale forhold, vedkommendes beskæftigelse, vedkommendes politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, vedkommendes forretningssted, det sted hvorfra vedkommende administrerer sine aktiver og så videre. Omstændighederne skal bedømmes som et hele.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Klageren har siden 2013 haft en bolig til rådighed i Danmark og været tilmeldt det danske folkeregister. Som følge heraf finder Landsskatteretten, at klageren i indkomstårene 2018 og 2019 som udgangspunkt har været fuldt skattepligtig til Danmark, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1.

Da klageren tillige har haft en bolig til rådighed i Polen i de omhandlede indkomstår, foreligger der en dobbeltdomicilsituation omfattet af artikel 4, stk. 2, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Klageren skal herved anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har haft midtpunkt for sine livsinteresser, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a.

Klageren har arbejdet hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS i indkomstårene 2018 og 2019, hvor klageren har haft en årlig indtægt på henholdsvis 167.557 kr. og 312.900 kr. Klagerens økonomiske interesser er på baggrund heraf i Danmark, hvilket taler for, at han skal anses for at have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.

For så vidt angår personlige interesser har klageren haft sin ægtefælle og børn i Polen, som han efter det oplyste jævnligt har besøgt. Klageren har således haft sine personlige interesser i Polen.

Da klageren har haft økonomiske interesser i Danmark og personlige interesser i Polen, kan det ikke herudfra afgøres, i hvilken stat klageren efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten er hjemmehørende. Klageren skal i stedet anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor klageren sædvanligvis har ophold, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.

Klageren har oplyst, at han arbejder seks dage om ugen i Danmark og at han rejser til Polen en gang om måneden. Klageren har ikke fremlagt en opgørelse over sine opholdsdage i Polen og Danmark.

Da klageren hverken har fremlagt arbejdsplaner, kontoudtog, brændstofkvitteringer eller lignende, der dokumenterer eller som minimum sandsynliggør klagerens ophold i Polen i indkomstårene 2018-2019, er det heller ikke muligt at opgøre klagerens opholdsdage.

I og med at klageren i de omhandlede indkomstår har oppebåret en indkomst fra Danmark, må det herefter antages, at klageren har opholdt sig i Danmark i et ikke ubetydeligt omfang.

På det foreliggende grundlag har klageren derfor ikke sandsynliggjort, at han har opholdt sig mere i Polen end i Danmark i indkomstårene 2018 og 2019. Klageren anses herefter for at have været skattemæssigt hjemmehørende i Danmark i disse indkomstår, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten.

Som følge heraf har klageren ikke kunne anvende reglerne for grænsegængere i disse indkomstår, jf. kildeskattelovens §§ 5 A-D. Klageren har således ikke været berettiget til at få overført sin ægtefælles uudnyttede personfradrag efter kildeskattelovens § 5 C.

Landsskatteretten stadfæster herved Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.

Befordringsfradrag

Retsgrundlaget

Fradrag for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads beregnes med udgangspunkt i den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Fradrag sker kun for den del af befordringen pr. arbejdsdag, der overstiger 24 km. Det fremgår af ligningslovens § 9 C.

Der er kun én bopæl, der i forhold til ligningslovens § 9 C kan kvalificeres som sædvanlig bopæl, og begrebet skal derfor ses i modsætning til andre opholdssteder. I tvivlstilfælde fastlægges den sædvanlige bopæl ud fra en samlet vurdering af, hvor den skattepligtige har centrum for sine livsinteresser. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregistret. Fastlæggelsen kan således ikke ske ud fra et enkelt kriterium.

I Østre Landsrets dom af 5. juli 2023, offentliggjort som SKM2023.547.ØLR, fandt retten ud fra en samlet vurdering af forholdene, at skatteyderens sædvanlige bopæl var boligen i Danmark. Retten lagde herved vægt på, at skatteyderens økonomiske og erhvervsmæssige interesser var i Danmark, hvor han havde arbejdet siden 2014 hos samme arbejdsgiver i en stilling, der siden 2015 havde været tidsubegrænset, ligesom han var tilmeldt A-kasse i Danmark. Ydermere lagde retten vægt på, at skatteyderen siden 2014 havde haft samme bolig og været tilmeldt folkeregisteret på samme adresse i Danmark, ligesom han efter det oplyste havde opholdt sig mest i Danmark. Skatteyderens tilknytning til Polen og boligen i Polen fremstod i vidt omfang udokumenteret.

I byretsdommen af 18. juni 2008, offentliggjort som SKM2008.632.BR, fik skatteyderen ikke godkendt fradrag for befordring mellem Danmark og Finland, idet retten fandt, at centrum for skatteyderens livsinteresser var i Danmark, uanset hans nærmeste pårørende opholdt sig i Finland. Retten lagde vægt på, at skatteyderen i væsentligt omfang bestred sit hverv som advokat fra kontoret i Danmark, hvor han også var tilmeldt folkeregistret. Skatteyderens ophold i Finland hos kæreste og barn blev heroverfor anset for at være af midlertidig karakter.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Efter en samlet konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder, finder Landsskatteretten, at klagerens sædvanlige bopæl i indkomstårene 2018 og 2019 har været i Danmark i relation til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Landsskatteretten har herved lagt vægt på, at klagerens økonomiske og erhvervsmæssige interesser har været i Danmark, idet klageren i de omhandlede indkomstår har modtaget løn hos [virksomhed1] ApS og [virksomhed2] ApS. Derudover har klageren modtaget børne- og ungeydelse fra Danmark, ligesom klageren har indbetalt til pension i Danmark samt haft en dansk bankkonto i disse indkomstår.

Desuden har retten lagt vægt på, at klageren siden 2013 har været tilmeldt det danske folkeregister og været registeret med bopælsadresse på [adresse1], [by1], hvor klageren har boet under sine ophold i Danmark. Klagerens sædvanlige transport er derfor som udgangspunkt foretaget mellem klagerens bopælsadresse i Danmark og arbejdsstedet på henholdsvis [adresse5], [by5] og [adresse3], [by3]. Det forhold, at klageren bor på et hotelværelse, ændrer ikke herved.

På dette grundlag finder Landsskatteretten, at klagerens befordring til og fra Polen i forbindelse med familiebesøg er en privat udgift, som derved ikke berettiger til befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C.

Klageren er som udgangspunkt i stedet berettiget til et fradrag for befordring mellem bopælsadressen i Danmark og arbejdspladserne, men som følge af, at afstanden herimellem alene udgør henholdsvis 3,8 km og 10,3 km tur/retur, og dermed ikke overstiger 24 km pr. arbejdsdag, kan der ikke godkendes et befordringsfradrag herfor.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse for så vidt angår dette punkt.